De første kilometer — ud af Curtea de Argeș, op langs floden

Du starter på en parkeringsplads i Curtea de Argeș, en lille by i det gamle Valakiet, der engang var hovedstad i fyrstendømmet. Tank op her. Det er sidste rigtige tankstation, før du kører op i bjergene, og der er meget lidt derover. Byen har et kloster af hvid marmor med snoede tårne — Rumæniens konger ligger begravet derinde — men du bliver ikke. Du drejer nordpå ad DN7C, og inden for to minutter er husene bag dig.

Vejen finder floden med det samme. Argeș løber ned fra bjergene til venstre for dig — grågrøn, hurtig, fuld af rullesten — og DN7C følger den opad. To spor, midterstribe, jævn asfalt i starten. Der er stort set fladt de første kilometer, og du kører gennem landsbyer, hvor husene har blikplader-tag og vinranker over portene. En gammel mand står ved en låge med en le over skulderen og kigger på bilen, som om han ikke har set mange i dag. Han har måske ret.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Curtea de Argeș. Kongerne ligger under den hvide marmor. Herfra går floden — og du — nordpå.

Vejen er let at køre i begyndelsen — bred nok, jævn nok, med rabatter af højt græs og valmuer i grøften om sommeren. Du deler den med det almindelige liv i en rumænsk landsby: en gruppe skolebørn på cykel, en hund der ligger og sover midt på vejbanen og først modvilligt flytter sig, en traktor der trækker en vogn med roer. Der er ingen hast over noget. Du sætter farten ned, ikke fordi du skal, men fordi det ville være forkert at buldre igennem.

Efter Băjești og de sidste flade marker begynder terrænet at hælde. Du kan mærke det på motoren, længe før du ser det på vejen — den arbejder en anelse hårdere, og landskabet lukker sig langsomt om dig. Bakkerne bliver til bjerge. Løvskoven bliver til gran. Og floden, der før lå bredt og roligt til venstre, presses sammen mellem stadig stejlere sider og begynder at skynde sig.

Efter et kvarter begynder dalen at snævre ind. Bjergsiderne rykker tættere på fra begge sider, og floden bliver mere insisterende — den skummer nu, hvor den før bare gled. Vejen holder sig i dalbunden, tæt på vandet, og du kan høre det gennem et åbent vindue: en konstant, dyb rislen, der aldrig helt forsvinder resten af dagen. Skoven på skråningerne er bøg og gran, tæt og mørk, og luften bliver køligere, jo længere op du kommer.

Du passerer Căpățânenii, den sidste rigtige landsby, før bjergene tager over. Får græsser på en skråning over vejen, og et sted hænger et rødt tørklæde til tørre på et hegn. Så er der ikke flere huse. Kun floden, vejen og klipperne, der lukker sig om dig.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Dalen snævrer ind. Floden til venstre, klippen til højre, og vejen klemt ind imellem.

De 8 km op til Arefu — og en klippetop du ikke kan lade være med at kigge op ad

Omkring 25 kilometer fra Curtea de Argeș, lige hvor vejen for alvor begynder at stige, dukker der noget op højt oppe til venstre. Du ser det først som en tak i skovbrynet — en ujævnhed på klippekammen, der ikke ligner natur. Så forstår du, hvad det er. Det er mure. Poenari-borgen ligger 850 meter oppe på en klippe over floden, og hvis du ikke vidste, den var der, ville du køre forbi.

Det er den ægte Dracula-borg. Ikke Bran med souvenirbutikken og de plastik-flagermus — den ligger 150 kilometer herfra og har aldrig haft meget med Vlad at gøre. Det her er stedet, hvor Vlad Tepeš — Vlad Spidderen — faktisk regerede i 1400-tallet. Han tog en gammel vagtborg og gjorde den til en af sine hovedfæstninger, og sagnet siger, at han lod adelen fra hovedstaden marchere de mange kilometer hertil og bygge murene, til tøjet bogstaveligt faldt af dem.

→ Poenari-borgen

Du parkerer ved foden. Og så begynder trappen. 1.480 betontrin op gennem tæt bøgeskov, langs klippekammen, med hvilerepos undervejs, hvor du kan stå og puste og lade benene hade dig lidt. Det tager en halv time i et jævnt tempo, og luften bliver tyndere og køligere, jo højere du kommer. Toppen er murene, der klæber sig til klippen med lodret fald til floden på begge sider — og udsigten er den samme, som fyrsten selv så, da han stod deroppe og holdt øje med dalen for tyrkerne.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Wikimedia Commons · CC BY-SA

1.480 trin op. Murene er ægte — sten Vlad selv rørte ved. Ingen kø, ingen kulisse.

Halvdelen af borgen er væk. I 1888 rev et jordskælv en stor del af den ned i kløften — sten fra 1400-tallet, der endte i floden 850 meter nede. Det, der står tilbage, er tårnstumper og murrester, men netop derfor virker det ægte. Der er ingen genopbygget riddersal, ingen scene. Bare klippen, vinden og en historie, du kan mærke i maven, når du står ved kanten og kigger ned.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Toppen af de 1.480 trin. Tårnstumper, mur og et lodret fald til floden. Udsigten er Vlads egen.

Der er en køligere luft heroppe, selv når dalen syder af sommer, og en vind der aldrig helt lægger sig. Man forstår, hvorfor fyrsten valgte stedet: herfra kan man se hele dalen, hvem der kommer og går, og en fjende ville skulle op ad præcis den skråning, du lige har sunget dig op ad — uden trappen. Du står lidt, lader pulsen falde og benene brokke sig, og så begynder de 1.480 trin ned, som på en eller anden måde er værre for lårene end op.

De sidste kilometer op til dæmningen — hvor vejen møder betonen

Fra Poenari fortsætter DN7C opad, og nu stiger den for alvor. Vejen begynder at slynge sig — de første rigtige sving på turen — og floden forsvinder ned under dig i en stadig dybere kløft. Asfalten er stadig god, men smallere, og du møder måske en enkelt bil eller en motorcyklist på vej ned med et grin på under hjelmen. Skoven er tæt helt ind til vejkanten. Der lugter af granskov og kold sten og en anelse diesel fra din egen bil, der arbejder i lavere gear.

Og så, efter et sidste sving, står den der. Vidraru-dæmningen. En betonmur på 166 meter, bøjet i en elegant kurve tværs over kløften, som om nogen har spændt en bue mellem to bjerge. Den blev bygget mellem 1961 og 1966 og er stadig en af Europas højeste buedæmninger. Du kører praktisk talt hen over kronen — vej og dæmning er ét — med den stille sø på den ene side og et lodret fald ned i kløften på den anden.

→ Vidraru-dæmningen

Wikimedia Commons · CC BY-SA

166 meter beton, bøjet i en bue over kløften. Vej og dæmning er ét — du kører hen over kronen.

Bag dæmningen holder den 465 millioner kubikmeter vand tilbage — Vidraru-søen, der strækker sig 14 kilometer ind i bjergene, turkisblå og omgivet af tæt skov. Du kan parkere ved kanten og gå ud på dæmningens gang. Vinden trækker altid gennem kløften her, og det suser, når du kigger ned. Et par motorcyklister står og fotograferer hinanden med søen bag. En sælger har en lille bod med honning og hjemmelavet țuică — blommebrændevin — og han nikker til dig uden at prakke dig noget på.

Kig ud over vandet, før du kører videre. Søen fylder hele dalen mellem to bjergrygge, og farven skifter med lyset — turkis i sol, blygrå under en sky, næsten sort, hvor skoven spejler sig. Et sted langt ude glider en enkelt lille båd, for lille til at man kan se, hvem der sidder i den.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Dæmningen og søen bag den. 14 kilometer vand, klemt ind mellem to bjergrygge. Vejen fortsætter langs bredden.

På kanten af dæmningen står en statue af Prometheus — 12 meter høj, med en lyn i den løftede hånd. Titanen, der stjal ilden fra guderne og gav den til menneskene. Det er ingen tilfældighed, at han står her: dæmningen laver strøm, og rumænerne rejste ham som et monument over elektricitet. Han står med ryggen til vandet og ansigtet mod dalen, du lige er kørt op igennem.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Prometheus, 12 meter, med lynet i hånden. Han vogter strømmen, dæmningen laver.

Stå et øjeblik på dæmningen, før du kører videre. Du er 830 meter oppe nu, og du har allerede set en flod blive til en kløft, en borg fra 1400-tallet og en betonbue, mennesker byggede med håndkraft og dynamit. Og du har ikke engang set hårnålene endnu. De begynder på den anden side af søen.

De 20 km langs Vidraru-søen — skov, vand og små tunneler i klippen

Fra dæmningen fortsætter DN7C langs søens østbred, og det er den mest afslappede strækning på hele turen — nyd den, mens du kan. Vejen er smal og snor sig ind og ud efter kysten, og til venstre ligger Vidraru-søen hele tiden, turkis og stille, med skovklædte bjerge, der spejler sig i overfladen. Der er ikke andre biler end en enkelt sen morgen. Bare vandet, træerne og din egen motor.

Vejen er skåret ind i klippesiden, og et par steder dykker den gennem korte tunneler hugget direkte i stenen — ru, umalede, med vand, der drypper fra loftet, og en kold pust, der rammer dig, når du kører ind. På den anden side åbner søen sig igen. Der lugter af granskov og fugtig sten og våd bark, og hvis du ruller vinduet ned, kan du høre fuglene over motoren. En fiskehejre står ubevægelig på en sten ved bredden og lader, som om den ikke ser dig.

Farten er lav her — den skal være det, for vejen slår smalle slag efter kysten, og der er ingen midterstribe og ingen autoværn de fleste steder. Til venstre falder terrænet ned mod vandet; til højre rejser klippen sig. Du kører i tredje gear, nogle gange andet, og det er præcis det tempo, strækningen vil køres i. Der er ikke noget at skynde sig efter. Søen slutter, når den slutter.

Skoven her er urskovsagtig — gammel bøg og gran, med væltede stammer, der får lov at rådne, hvor de faldt, og et underlag af bregner og mos, der lyser grønt, hvor solen slipper igennem. Det er nogle af Europas vildeste skove; ulv og los lever heroppe, selv om du næppe ser dem. Men du mærker vildskaben. Det er ikke en park. Det er et bjerg, der tilfældigvis har en vej på sig.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Karpaternes skov helt ned til vandet. Ulv og los lever heroppe. Du ser dem ikke — men du mærker det.

→ Vidraru-dæmningen

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Søbredden. Vejen snor sig ind og ud efter kysten. Den mest fredelige del af turen — nyd den.

Efter søen skifter alting. Vandet slutter, dalen lukker sig, og vejen begynder at stige for alvor. Du passerer Piscul Negru — et par hytter, en enkelt bod, sidste sted med noget som helst — og herfra er der ikke andet end bjerg, sving og himmel. Asfalten er stadig god, men gearet ryger ned, og motoren begynder at arbejde. Du kan mærke det på ørerne, når du stiger: et lille pop, og lyden af dalen, der bliver fjernere under dig.

De 12 km op ad serpentinerne — hvor vejen holder op med at give mening

Og så begynder de. Hårnålene. Vejen holder op med at følge dalen og begynder i stedet at folde sig op ad bjergsiden — lag på lag af asfalt, sving efter sving, hver enkelt så skarp, at du næsten kan se din egen kølerhjelm i det næste. Det er dette, folk kommer for. Det er dette, der fik Top Gear til i 2009 at kalde Transfăgărășan den bedste vej i verden og skubbe Stelvio-passet af tronen. Jeremy Clarkson beskrev den som hver god kurve fra hver god racerbane sat i kø efter hinanden.

→ Transfăgărășan

Kør langsomt. Ikke fordi du skal — men fordi du vil. Hver hårnål åbner en ny udsigt: bjerge, der folder sig ud i lag mod horisonten, en dal, der bliver dybere for hvert sving, og et sted langt nede søen, du forlod for en halv time siden, nu bare en turkis plet mellem grønt. Fårefolde klæber til skråningerne, og hvis du er heldig, ser du en hyrde med sin hjord bevæge sig langsomt over en eng, som om vejen slet ikke var der.

Selve kørslen bliver en rytme her. Ind i svinget, ned i gear, lad motoren holde igen, klip hjørnet af, ud igen, kort acceleration på den lige stump — og så det næste sving, tættere, end du tror. Hårnålene er skarpe nok til, at du kan se din egen forende næsten pege tilbage mod det, du lige forlod. Hjertet slår lidt hurtigere, ikke af frygt, men af koncentration. Det er en vej, der forlanger, at du er til stede.

Belægningen skifter undervejs. Det meste er god, mørk asfalt, lagt om i nyere tid, men enkelte steder er den lappet og ru, med revner der er groet til med græs i midterlinjen, hvor sneen har arbejdet på den vinter efter vinter. Hold øje efter grus, der er skyllet ud på vejen efter regn, og efter modkørende motorcyklister, der ligger for langt inde i svinget. Der er ingen barriere mellem dig og faldet de fleste steder. Kør, som om der ikke var det — for der er der ikke.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Lag på lag af asfalt. Hver hårnål åbner en ny udsigt. Kør langsomt — ikke fordi du skal, men fordi du vil.

Et sted på vej op møder du dem måske. Bjørnene. Brune bjørne fra skovene har lært, at biler betyder mad, og de sætter sig ved vejkanten og venter — nogle gange en enkelt, nogle gange en mor med unger. Det er et af de mest omtalte og mest problematiske steder på hele ruten. For det ser sødt ud, og det er det ikke. Bjørnene er blevet afhængige af, at folk kaster kiks ud ad vinduet, og det er farligt for både dem og mennesker.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Bjørnene ved vejkanten. Det ser sødt ud. Det er det ikke. Vinduet oppe, kiksene i tasken, kør videre.

Vinduet oppe, kiksene i handskerummet, foden let på speederen. Kig, hvis du vil — men kør videre. Bjørnen har ikke brug for din madpakke. Den har brug for, at du bare er en bil, der passerer, som biler burde.

Det er let at glemme, hvor højt du er kommet, indtil du kigger tilbage. Bag dig folder vejen sig ned gennem dalen i sløjfe efter sløjfe, og du kan følge din egen rute med øjnene hele vejen tilbage til søen, der nu bare er et glimt af turkis langt nede. Foran dig fortsætter den opad mod en flænge i bjergryggen, hvor du aner, at der må være et pas. Luften gennem vinduet er ren og skarp og lugter af sten og kold vind og et fjernt strejf af fåremøg fra en fold, du ikke kan se.

Højere oppe tynder skoven ud. Granerne bliver lavere og mere forblæste, indtil de holder helt op, og du er over trægrænsen — kun græs, klippe og lav, forblæst vegetation. Luften er tydeligt koldere nu, selv midt om sommeren, og himlen føles tættere på. Vejen fortsætter i stramme sving op ad en nøgen bjergside, hvor du kan se den fortsætte langt foran dig som et bånd, der forsvinder ind i en flænge mellem tinderne.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Over trægrænsen. Kun græs, klippe og et bånd af asfalt, der forsvinder mellem tinderne.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Sydsiden set fra oven. Du kan følge vejen, du lige har kørt, hele vejen ned i dalen.

Til sidst, lige før det sidste stræk mod passet, ligger Cabana Capra — en bjerghytte ved vejen, hvor folk holder ind for at trække vejret og lade motoren køle af. Der er ofte parkeret motorcykler i en klynge udenfor, og lugten af grillet mici — små krydrede pølser — driver ud fra en bod. Det er et godt sted at stoppe. Fra her er der kun få kilometer op til tunnelen og toppen, og du vil gerne have hele opmærksomheden i behold til det, der kommer.

Sæt dig et øjeblik på en af bænkene ved hytten med en kop noget varmt. Motorcyklisterne snakker på tværs af nummerplader fra det halve Europa — tyske, polske, italienske, en enkelt fra Storbritannien, der er kørt hele vejen for netop denne vej. Alle har det samme grin på. Ingen skal noget. Luften er tynd nok til, at trappen fra parkeringspladsen op til boden føles som mere, end den er, og tinderne over dig bærer sne i flængerne, selv nu.

Og så, når kaffen er drukket, er der kun ét stykke tilbage: op til klippen, ind i mørket, og ud på den anden side af bjerget. Det er den korteste etape på hele turen. Det er også den, du kom for.

De sidste kilometer op til tunnelen — og et vandfald på vejen

Fra Cabana Capra er der kun få kilometer op til passet, men de er de vildeste. Vejen slynger sig gennem en nøgen gletsjerkedel med lodrette klippevægge på begge sider, og et sted til højre styrter Capra-vandfaldet ned ad fjeldsiden i et hvidt slør. Du kan mærke den kolde luft fra det, længe før du ser det. Der er ofte et par biler holdt ind ved siden, og folk står og lader det fine vandstøv lægge sig på ansigtet.

Kedlen, du kører gennem her, er skåret af is for titusinder af år siden — en gletsjer sad i denne dal og høvlede klippen glat, før den smeltede væk. Væggene rejser sig lodret på begge sider, stribede af smeltevand, der siver ned ad stenen i tynde striber. Der vokser næsten intet heroppe; kun lav og seje små planter, der klamrer sig i sprækkerne. Det er et månelandskab med asfalt, og lyden af din motor forsvinder op i en stilhed, der er så stor, at den næsten larmer.

Så åbner klippen sig. Foran dig er tunnelen — en sort firkant i bjergsiden, godt 2.042 meter oppe, hvor vejen holder op med at klatre og i stedet borer sig gennem selve ryggen af Făgăraș-bjergene. Den er knap en kilometer lang, og der er ingen belysning at tale om. Du tænder lygterne, kører ind, og temperaturen falder med det samme. Væggene er ru klippe, vand drypper fra loftet, og lyden af din egen motor kastes tilbage fra stenen. Det er koldt, mørkt og larmende — og så, efter en lille evighed, et lys forude.

Tunnelen er knap 900 meter lang, men den føles længere, fordi der ikke er noget at måle den med — bare mørke, dine egne lygter og en enkelt modkørende, hvis forlygter blænder et øjeblik, før I passerer hinanden med centimeter til overs. Der er ofte fugt på asfalten herinde, og en let dis i luften fra det kolde bjerg. Så tag det roligt. Der er ingen præmie for at komme hurtigt igennem. Der er en meget stor præmie for at komme langsomt ud på den anden side og se, hvad der venter.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

De sidste sving op mod tunnelen. Bagved: alt det, du lige har kørt. Foran: en sort firkant i klippen.

Du kommer ud på den anden side, og verden har skiftet. Du er nu på nordsiden — i Transsylvanien — og for dine fødder, i en dyb gletsjerkedel, ligger Bâlea-søen. En sø, en gletsjer har skåret ud af klippen, 2.034 meter oppe, mørkeblå og helt stille, med tinder, der rejser sig lodret hele vejen rundt. Sne ligger i flængerne over den, selv midt om sommeren. Vejen ender praktisk talt ved bredden.

→ Bâlea-søen

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Bâlea Lac. 2.034 meter. En gletsjer skar den ud af klippen. Vejen ender næsten ved bredden.

Ved søen — hvor skyerne kommer nedefra

Du parkerer og går ud til vandet. Der er hytter ved bredden — Cabana Bâlea Lac og et par andre — og en bod eller to, der sælger varm te og gogoși, rumænske æbleskiver uden hul. Luften er tynd og kold, og du bliver forpustet af ingenting. Folk går langsomt langs søbredden, godt pakket ind, selv om det er højsommer nede i dalen. En gruppe vandrere med store rygsække sætter kursen op ad en sti mod tinderne — Făgăraș er Rumæniens højeste bjergkæde, og herfra går ruterne mod toppene.

Der er en helt særlig lyd heroppe, eller rettere mangel på lyd. Ingen trafikstøj, ingen fugle — de fleste er under trægrænsen — bare vinden, der stryger hen over vandet, og af og til en stemme, der bæres langt i den tynde luft. Du hører en dør smække på en hytte hundrede meter væk, som var den lige ved siden af dig. Solen, når den er fremme, er skarp og brænder hurtigt heroppe; skyggen, når en sky trækker for, er øjeblikkeligt kold. Tag en trøje med op, også midt i juli. Vejret på 2.034 meter retter sig ikke efter kalenderen.

Gå en tur langs bredden, hvis benene har det i sig. Stien går rundt om søen, og for hvert skridt skifter perspektivet — tinderne rykker, vandet ændrer farve, og på et tidspunkt står du på den modsatte bred og kan se vejen, du kom ad, som en tynd streg, der forsvinder ind i tunnelmundingen. Det er svært at fatte, at der på den anden side af det bjerg ligger en dal, du var i for en time siden, og en flod, du fulgte hele vejen op. Alt det er nu på den anden side af stenen.

Hvis du er heldig, sker det, mens du står der. Skyerne kommer nedefra. De kravler op ad dalen på nordsiden, glider hen over søen som røg, og lægger sig et øjeblik ved dine fødder, før de trækker videre op over tinderne. Så er søen væk, og du står i en hvid stilhed. Og et minut senere er den der igen, spejlblank, med bjergene i vandet. Kom om morgenen, før dagens biler og busser når op — så har du hele det syn næsten for dig selv.

Om eftermiddagen fyldes pladsen ved søen op. Rejsebusser fra Sibiu, familier med madkurve, par der er kørt op bare for at sige, de har været her. Det tager ikke magien — der er noget rart ved, at så mange finder vej til et så urimeligt smukt sted — men det er en anden stemning end den tidlige morgens. Vil du have søen for dig selv, skal du enten være tidligt oppe eller blive, til de kører igen. De fleste bliver ikke længe. Bjerget bliver.

→ Ishotellet ved Bâlea Lac

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Søen på toppen (venstre) — og vandet fra den, der styrter 60 meter ned ad nordsiden som Bâlea-vandfaldet (højre).

De første kilometer ned ad nordsiden — til vandfaldet og kablet

Fra søen begynder nedturen ad nordsiden, og den er lige så dramatisk som opturen — bare den anden vej. Vejen folder sig ned gennem nye hårnål, og for hvert sving åbner Transsylvanien sig lidt mere under dig: et grønnere, blødere landskab end det barske Valakiet, du kom fra. Bremserne arbejder nu i stedet for motoren, og du kan lugte dem svagt, hvis du kører for hårdt — tag det roligt, brug gearet.

Hvor Valakiet var barskt og stejlt og næsten ørkenagtigt over trægrænsen, er Transsylvanien fra første sving mildere — mere græs, flere blomster på skråningerne, en sødere luft. Det er den samme vej, det samme bjerg, men to helt forskellige verdener på hver sin side af én tunnel. Rumænerne har altid vidst det: syd for bjergene det ene land, nord for dem det andet.

Farten er stadig lav, for svingene bliver ved, men de er mere overskuelige nu, og du kan begynde at slappe skuldrene. Til venstre og højre åbner der sig små enge med geder og får og en enkelt hyrdehytte af træ med røg fra en skorsten. En hund løber et stykke langs vejen og opgiver. Du ruller vinduet ned og lader den kølige, grønne luft komme ind. Det værste er bag dig. Nu er det bare smukt.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Nordsiden. Nu arbejder bremserne. Transsylvanien åbner sig grønnere for hvert sving.

Nogle kilometer ned ligger Bâlea Cascadă — Bâlea-vandfaldet. Det er det samme vand fra søen deroppe, der her styrter 60 meter ned ad en klippetrappe, det længste trappevandfald i Rumænien. Der er en parkeringsplads, hytter og den nedre station for svævebanen, du så øverst på siden. Det er et naturligt sted at holde ind: du kan gå de sidste hundrede meter til fods hen til vandfaldets fod, hvor luften er fuld af koldt støv, og larmen fra vandet overdøver alt andet.

Det er et mærkeligt skifte at stå her, en halv time efter den store stilhed ved søen. Der oppe var vandet spejlblankt og lydløst; her styrter det samme vand ned ad klippen med en larm, du kan mærke i brystet. Folk stimler sammen på den lille bro over bækken nedenfor, holder telefonerne op, bliver våde af støvet og griner. En sælger har en bod med honning og uld og små flasker blommebrændevin, og en hund ligger og sover i solen, som om vandfaldet ikke fandtes.

Her er også den nedre station for svævebanen — kablet, du så nævnt øverst på siden. Gondolerne glider lydløst op og ned over dalen, små røde eller gule kasser mod det grønne, og de forsvinder op mod søen, du lige forlod. Om vinteren, når sneen har lukket bilvejen bag dig, er det her den eneste vej op. Nu, om sommeren, er det bare en anden måde at se det hele på — fra oven, mens fødderne hænger frit over Karpaterne.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Bâlea Cascadă. 60 meter ned ad klippetrappen. Det længste trappevandfald i landet — og kablets nedre station.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

En hytte ved søen, før du kørte ned. Herfra er der te, æbleskiver og en sti mod Rumæniens højeste toppe.

De 15 km ned gennem skoven — fra klippe til grantag

Fra Bâlea Cascadă fortsætter nedturen, og nu ændrer landskabet karakter for hvert minut. Den nøgne klippe forsvinder bag dig, og granskoven tager over — først spredt og forblæst, så tættere og højere, indtil vejen kører gennem en tunnel af mørkegrønt med sollys, der falder i pletter på asfalten. Svingene bliver blødere, længere, mindre desperate. Du kan skifte op i gear igen. Motoren finder ro.

Der lugter anderledes her end på sydsiden. Fugtigere, grønnere — harpiks og mos og våd skovbund. En bæk følger vejen et stykke, den samme, der begyndte som Bâlea-vandfaldet højere oppe, og den skummer over sten i grøften ved siden af dig. Det er iskoldt smeltevand, hurtigt og lavt — nok til at køle et par fødder efter bjerget, ikke til at bade i; noget rigtigt badested byder denne nedkørsel ikke på, og det er helt i orden så tæt på toppen. Du passerer et par vandrere på vej op med rygsække og støvstøvler, og en enkelt campingvogn, der har vovet sig herop for udsigten. Ellers er der stille.

Efterhånden som du kommer længere ned, vokser træerne sig større, og skoven bliver blandet — bøg ind imellem granerne, med det lyse løv, der silrer sollys ned på vejen. Om efteråret må det være et syn her, med kobber og guld hele vejen ned; om sommeren er det bare grønt på grønt på grønt. Vinduet nede, armen ud, og en luft der bliver varmere og tungere for hver kilometer, du taber i højde. Du kan næsten mærke, hvordan iltmængden vender tilbage.

Vejen retter sig mere og mere ud. De skarpe hårnål bliver til lange, bløde kurver, og du kan endelig køre i et jævnt tempo uden at tælle sving. Der kommer et punkt, hvor du kører ud af den sidste tætte skov og ind i et mere åbent terræn — spredte træer, enge, en grusvej der drejer af mod en seter — og du ved, at bjerget er ved at slippe dig. Det har holdt dig fast i timer. Nu lader det dig gå.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Nordsiden ned gennem skoven. Svingene bliver blødere. Du kan skifte op i gear igen.

Et sted, hvor skoven åbner sig, kan du stoppe og kigge tilbage. Bag dig rejser hele Făgăraș-massivet sig som en mur — den højeste bjergkæde i Rumænien, med toppe over 2.500 meter, hvor Moldoveanu og Negoiu, landets to højeste, står side om side. Det er svært at tro, at du lige har kørt igennem den. Vejen, du kom ned ad, er allerede forsvundet ind i grønt bag dig.

→ Bâlea-søen

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Kig tilbage. Făgăraș rejser sig som en mur — landets højeste toppe. Du kørte lige igennem den.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Sidste kig på hårnålene, før skoven tager dem. Herfra retter vejen sig ud.

De sidste kilometer ud i landsbylandet — Cârțișoara og foden af bjergene

Skoven slipper dig, og du er ude. Foran dig ligger Cârțișoara — en landsby ved bjergenes fod, 512 meter over havet, hvor Transfăgărășan for alvor holder op med at være et bjergpas og bliver en almindelig vej igen. Efter timer i klippe og sving føles det næsten mærkeligt at se en tankstation, en butik, et hus med et haveflag. Du er tilbage i verden. Men det er en gammeldags verden.

Her nede kører hestevogne stadig på vejkanten. En mand i stråhat sidder på en vogn læsset med hø og lader hesten finde vejen selv, mens han nikker til dig, da du overhaler. Storke står i reder på telefonpælene. Markerne er små og uregelmæssige, delt af levende hegn, og hø ligger stakket i hånd­rejste stakke på pinde — sådan som man gjorde overalt i Europa engang, og som man stadig gør her. Det er Transsylvanien, som resten af kontinentet så ud for hundrede år siden.

I Cârțișoara selv er der en helt anden rytme end oppe på passet. Gæs vralter over vejen i deres egen gode tid, og du holder tålmodigt stille, til den sidste er ovre. Husene ligger tæt langs vejen med farvede facader — okkergul, himmelblå, mørkegrøn — og porte af udskåret træ. En kone sidder på en bænk foran sit hus med en kurv æbler ved fødderne og ser bilerne komme ned fra bjerget, som hun har set dem komme ned hele sommeren. Hun løfter ikke hånden. Hun kigger bare.

Det, der slår en mest, er, hvor lidt det hele er lavet for øjnene af nogen. Høstakkene står rejst om en pind, fordi det er sådan, hø tørrer bedst, ikke fordi det ser maleriske ud. Hegnene er af flettede grene, fordi der er grene. Hestevognen er ikke folklore — den er transport. Efter timer i et af Europas mest berømte landskaber, fyldt med biler og selfiestænger, er der noget uendeligt beroligende ved at rulle ind i en verden, der ikke aner, at den er værd at fotografere, og som er ligeglad, hvis den er.

Wikimedia Commons · Public domain

Foden af bjergene. Hømarker, hestevogne og storke — og massivet som baggrund for det hele.

Langs bjergfoden løber en gammel vej fra landsby til landsby — Cârțișoara, Cârța, videre østpå — og det er værd at følge den et stykke i stedet for at haste mod motorvejen. Den snor sig gennem den ene lille by efter den anden, forbi hvidkalkede kirker med tårne som spidse blyanter, kirkegårde med skæve kors og bænke foran hvert eneste hus, hvor der næsten altid sidder nogen. Fartgrænsen er lav, og det skal den være — her er både børn, kyllinger og hestevogne på vejen. Men det er præcis det tempo, landskabet vil ses i.

I Cârța ligger ruinen af et cistercienserkloster fra 1200-tallet — munke fra Vesteuropa byggede det her, i udkanten af den katolske verden, med spidsbuer og ribbehvælv som en fransk katedral, der er endt på det forkerte kontinent. I dag står kun murrester og et kor tilbage, men det fortæller den samme historie som hele denne egn: at Transsylvanien altid har været et sted, hvor Vesten og Østen mødes og lægger deres sten oven på hinanden.

Der er et sært velbehag ved denne sidste time. Bjerget er bag dig, opgaven er løst, og vejen er blevet let igen. Du kan læne dig tilbage, køre med én hånd på rattet og lade landsbyerne trille forbi. En hund logrer efter bilen et stykke. En gruppe mænd står ved en butik med en øl i hånden midt på eftermiddagen og hilser med et nik. Solen står lavere nu, og lyset er blevet gyldent og skråt hen over hømarkerne. Det er den slags eftermiddag, man husker uden helt at vide hvorfor.

Måske er det derfor, denne strækning er vigtig, selv om den ikke har hårnål eller vandfald: den giver dig tid til at lade dagen synke. Du kan ikke køre direkte fra 2.042 meter og verdens bedste vej ind i din hverdag uden en overgang. Cârțișoara og landsbylandet er den overgang — femogtyve kilometer, hvor pulsen finder ned, hjertet stadig banker af det, du har set, og bjerget langsomt bliver til et minde i bakspejlet.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Brâncoveanu-klosteret ved Sâmbăta de Sus — 20 km østpå langs bjergfoden. Hvidt kloster, spejldam, ikoner på glas.

Fra Cârțișoara har du valget. Drejer du vestpå ad hovedvejen, er der en times kørsel til Sibiu — en af Transsylvaniens smukkeste gamle byer, med et middelalderligt torv, farvede huse og tagvinduer, der ligner øjne, der kigger på dig fra tagene. Drejer du østpå, kommer du til Cetatea Făgăraș, en af Europas få fæstninger med en voldgrav, der stadig er helt vandfyldt. Uanset hvad har du én ting i bagagen, som ingen kan tage fra dig: du har kørt Transfăgărășan fra ende til anden.

Vælger du Sibiu, kører du den sidste time vestpå med Făgăraș-massivet i bakspejlet — det bliver mindre og blåligt og mere uvirkeligt, jo længere du kommer væk, indtil det til sidst bare er en takket linje ved horisonten, du har svært ved at tro, du har kørt hen over. I byen kan du sætte dig på det store torv med en kop kaffe og se på husene med tagvinduerne, der ligner øjne, og forsøge at samle dagen: en flod, en borg, en dæmning, en tunnel, en sø på toppen, et vandfald og en verden af hestevogne. Alt sammen mellem morgenmad og aftensmad.

Det er det, denne vej gør. Den er kun 110 kilometer, men den samler et helt land i én dag — det barske syd og det bløde nord, middelalder og kommunisme, klippe og eng, stilhed og torden. Andre veje bringer dig fra et sted til et andet. Denne bringer dig gennem alt det, Rumænien er, og sætter dig af i den anden ende som en, der har set det.

→ Cetatea Făgăraș

Wikimedia Commons · CC BY-SA

For et par timer siden stod du deroppe ved den sø. Nu ruller du gennem hømarker. Det er den samme dag.