De første kilometer — ud af Podhale

Du starter på torvet i Nowy Targ. Det er en helt almindelig polsk provinsby — busholdeplads, en kirke, en markedshal — men vend dig mod syd, og du forstår hvorfor folk har boet her i 700 år: Tatra-bjergene står som en takket mur langs hele horisonten, sneklædt til langt ind i sommeren. Nowy Targ er hovedbyen i Podhale, góralernes land — bjergfolkene med de spidse filthatte, den syngende dialekt og en folkemusik der lyder som ingenting andet i Polen. Byen ligger i 585 meter. Du skal ikke højere op i dag, men længere ind.

Góralerne er ikke en turistkulisse — de er et folk. Omkring 600.000 mennesker regner sig for górale, bjergbønder hvis forfædre kom vandrende ind over Karpaterne i 1400-tallet: valakiske fårehyrder fra Balkan, der bragte deres får, deres uld og deres ost med op i højderne. Herfra stammer oscypken — den spindelformede, røgede fåreost du ser til salg ved hver anden vej, presset i udskårne træforme og røget gylden over ild. Køb en, gerne endnu lun, og spis den mens du kører. Den smager af røg og salt og fem hundrede års bjergliv.

Du kører østpå ud af byen ad vej 969. To spor, jævn asfalt, midterstribe. Det er ikke en pasvej — den følger dalen langs floden Dunajec, der løber bred og lavvandet til venstre for dig, grå af Tatra-smeltevand. Markerne er små og skrå, delt op af stengærder og hegn, og der står brune høstakke som spidse hatte på engene. En bonde river hø sammen ved vejkanten med en gaffel, langsomt, som om der ikke er nogen der har travlt her. Der lugter af tørt græs og køer og en anelse røg fra en have hvor nogen brænder haveaffald.

Landsbyerne ligger på snor langs vejen — Waksmund, Ostrowsko, Łopuszna — med lange rækker af træhuse, nogle nye og lakerede, andre grå og sunkne. Det er stadig Podhale: gavlene vender mod vejen, tagene er stejle, og foran hvert andet hus står en helgenfigur i et lille glasskab. Skoven kommer og går på skråningerne, og hver gang der er en åbning mod syd, er Tatra der igen, lidt længere væk nu, blånende. Du kører ikke hurtigt. Der er ingen grund til det.

Wikimedia Commons

Podhale om morgenen: Tatra som en mur i syd, og Czorsztyn-søen der ligger og venter forude. Det er den udsigt du kører ind i.

De 15 km til Dębno — kirken uden søm

Cirka en halv time inde standser du i Dębno. Landsbyen ser ud som de andre — træhuse, en tankstation, en butik — men bag en lav mur og en krans af gamle træer står der noget helt særligt: en lille, sortbrun trækirke, lav og bred, med et spidst tårn og et tag der buer som ryggen på et dyr. Sankt Michael Ærkeengels kirke blev tømret sammen omkring 1490 af gran og lærk, og der er ikke brugt ét eneste søm — bjælkerne er hugget ind i hinanden og holder ved deres egen vægt. Den har stået her i over fem hundrede år.

Gå ind, hvis den er åben. Udefra er den beskeden; indenfor slår det dig. Hvert eneste bræt — loft, vægge, bjælker — er dækket af et malet mønster i dæmpede jordfarver: bånd, blomster, dyr, geometriske stjerner. Det er Europas ældste bevarede træmaling, lavet omkring år 1500, og det utrolige er at den er original. Aldrig kalket over, aldrig malet om. Der lugter af gammelt træ og bivoks derinde, og lyset falder skråt ind gennem de små ruder. En gammel gotisk trækrucifiks hænger over alteret, ældre end kirken selv.

Se op på taget og væggene udefra: hele kirken er klædt i tusindvis af håndkløvede trægspån — gonty — lagt som skæl på et dyr, sværtet af fem århundreders regn og røg. Det er nøjagtig samme håndværk som góralerne byggede deres egne huse med, bare ældre og finere. Og malingen indenfor er ikke bare gammel: den er lavet omkring år 1500, og den regnes for den ældste bevarede træmaling i hele Europa. Tænk et øjeblik over det. Mens Columbus stadig sejlede frem og tilbage til den nye verden, stod en flok anonyme malere her i en polsk bjerglandsby og stemplede mønstre på et loft med skabeloner skåret i læder — og de sidder der endnu.

→ Dębno trækirke

Wikimedia Commons

Dębno. Tømret af gran og lærk omkring 1490, uden ét søm. Bag de sortbrune vægge gemmer den Europas ældste træmaling.

Fra Dębno fortsætter du østpå, og nu begynder du at kunne ane vandet forude. Vejen krydser Dunajec og drejer ned mod den brede blå flade der er Czorsztyn-søen. Du skifter over på sydbredden ved Frydman — en gammel landsby med et fæstningskirketårn og huse af sten — og herfra følger vejen søens kant. Til venstre glimter vandet mellem træerne, turkis og stille; til højre stiger markerne mod Pieniny-bjergenes bløde rygge. Luften bliver køligere nær vandet, med en lugt af sø og siv.

Søen er ikke naturlig. Den blev skabt i 1997, da Dunajec blev dæmmet op ved Niedzica — en beslutning der tog årtier, mange protester og en hel landsby der ligger under vandet nu. Men resultatet er blevet smukt: tolv kvadratkilometer turkisgrønt vand, holdt i skål af bjergene, med Tatra som fjern kulisse mod syd. Om sommeren er der sejlbåde og badegæster langs bredderne, og turbåde krydser fra bred til bred mellem de to borge. Farven skifter med lyset — smaragd om morgenen, dyb turkis midt på dagen. Det er kalken i undergrunden der gør det.

Wikimedia Commons

Trækirken i sin ring af træer. Góralernes kirke — bygget af det samme skovtømmer som deres huse.

De sidste kilometer — to borge, én sø

Og så, for enden af søen, står de: to borge, ansigt til ansigt over vandet. På sydbredden, hvor du er, rejser Niedzica sig på en klippe — hel, intakt, med hvide mure og røde tage, som en borg fra et eventyr. På den anden bred, på en høj græsklædt knold, ligger Czorsztyn i ruiner, tandet og grå. De blev bygget i 1300-tallet, hver på sin side af Dunajec, for de vogtede en grænse: Niedzica var ungarsk, Czorsztyn var polsk. Floden imellem dem var stregen.

Kør op til Niedzica først. Borgen sidder på klippen som en rovfugl, og fra murene er der udsigt ud over hele søen og helt til Tatra. Den blev rejst af ungarske adelsmænd, og der knytter sig et sagn til kældrene: at en ungarsk eventyrer, der havde giftet sig ind i inka-adelen i Peru, bragte en inka-skat hertil og gemte den i borgens hvælvinger. Folk har gravet efter den i århundreder. Ingen har fundet den. Historien lever videre, hvilket måske er skatten.

Sagnet har endda navne, hvis du spørger efter dem. Manden var Sebastian Berzeviczy, en adelsmand fra egnen, der rejste til Sydamerika i 1700-tallet og giftede sig ind i inkaernes slægt — efterkommere af oprørslederen Túpac Amaru. Han bragte den unge Umina med hjem til Niedzica, og med hende en kiste fyldt med quipu: knuder på snore, inkaernes skrift, der efter sigende skulle vise vej til en skat begravet ovre i Andesbjergene. Umina blev myrdet på borgen, fortæller de, og går stadig igen som Den Hvide Dame. Kisten med quipu blev faktisk fundet i 1900-tallet — og forsvandt så sporløst i Kraków. Sandt eller opspind: det er en god historie at have i baghovedet, når du står oppe på murene og ser ud over vandet.

→ Niedzica Slot

Fra Niedzica kører du hen over selve dæmningen — en betonmur der holder hele søen tilbage — og over på nordbredden til Czorsztyn. Her er der ingen tage, ingen møbler, ingen guidede ture med reb og skilte. Bare mure, en port, et udsigtstårn og græs der gror mellem stenene. Du går rundt i ruinen på egen hånd, kravler op i tårnet, og ser ud over vandet til Niedzica på den anden side. To borge der har set på hinanden i syv hundrede år, med en flod — og engang en landegrænse — imellem sig.

Czorsztyn er ældre end den ser ud. Den begyndte som en træborg ved navn Wronin i 1200-tallet, rejst på foranledning af de fattige klarisser i Stary Sącz — nonneklostret som den hellige Kinga, en ungarsk prinsesse gift ind i den polske hertugslægt, stod i spidsen for. Under Kazimir den Store voksede den til en rigtig grænseborg af sten, med et toldsted på handelsvejen til Ungarn. Og i 1651 stormede góralske oprørere den under Kostka Napierskis bondeopstand — et af de sjældne øjeblikke hvor bjergfolket her rejste sig med våben i hånd. Så, i 1790, slog lynet ned og satte taget i brand, og borgen blev overladt til vejret. Det græs du går i mellem murene har haft over to hundrede år til at gro.

Der står en mand ved ruinens fod med en kikkert og et fugletårn af tålmodighed; han peger op mod en musvåge der kredser over Gorce-bjergene bag borgen. Vinden kommer ind fra vandet, kølig og ren, og bærer lyden af en turbåds motor et sted ude på søen. Det er den slags sted hvor man sætter sig på en varm sten og bliver siddende længere end planlagt. Der er ingen grund til at skynde sig videre. Solen er på vej ned bag Gorce, og søen bliver til kobber.

→ Czorsztyn-søen

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Czorsztyn-ruinen — fri af reb og skilte — og søen set fra oven, med Tatra som fjern kulisse mod syd.

Wikimedia Commons

Fra Czorsztyn-ruinen ser du lige over til Niedzica på den anden bred. To borge, ét blik, syv hundrede år.

Wikimedia Commons

Niedzica — Dunajec-borgen — hel og intakt over det turkise vand. I kældrene skulle en inka-skat ligge gemt. Ingen har fundet den.

De første kilometer — ned til flodens begyndelse

Fra borgene kører du sydpå, væk fra den brede sø og ned mod det sted hvor Dunajec holder op med at være stille og bliver til en flod igen. Vejen snor sig gennem Sromowce — to landsbyer, Wyżne og Niżne, spredt ud langs floden — og her ligger flådepladsen. Du kan allerede høre det: stemmer, en højttaler der råber numre op, og lyden af vand der løber hurtigt over sten. Der ligger rækker af lange, flade tømmerflåder trukket op på bredden, og mænd i hvide filthatte gør dem klar.

Det her er stedet hvor du forlader bilen. Sæt den på pladsen ved Kąty, køb en billet, og gå ned til vandet. Flåderne er ikke kulisse — de er et levende håndværk, det samme som har været drevet her siden 1832. Ti fyrretræsstammer bundet sammen med snoede pilekviste, ingen søm, ingen skruer. To flådemænd per flåde, den ene forrest, den anden bagest, hver med en lang stage. De er górale — bjergfolk fra Pieniny — og retten til at sejle her går i arv i familierne.

Der er ikke noget improviseret over de mænd. For at føre en fuldt lastet flåde med tolv passagerer gennem kløften skal en flisak igennem en læretid på seks år og bestå en mesterprøve — og retten til overhovedet at stå på flåden holdes inden for et lukket lav af Pieniny-familier, given videre fra far til søn. Manden der skubber dig fra land har med stor sandsynlighed en far, en bedstefar og en oldefar der har stået på nøjagtig denne flodstrækning. Det er ikke en forestilling nogen har fundet på til turister. Det er turister, der får lov at sidde med på noget der har kørt uafbrudt siden 1832.

Du sætter dig på en tværbænk, flåden skubbes fra land, og så sker der noget stille og mærkeligt: motoren, der ikke findes, tændes ikke. Der er ingen motor. Strømmen tager flåden, og flådemanden korrigerer med stagen — et skub mod en sten, en drejning uden om en hvirvel. Floden gør arbejdet. Du glider afsted i gåtempo, og lyden er kun vand, fugle og flådemandens rolige stemme, der fortæller om klipperne I passerer, halvt på polsk, halvt på skrømt.

Læg mærke til flådemændene selv. De står i hvide hørskjorter og broderede veste med góralernes mønster, og på hovedet en rund, sort filthat. Stagen i deres hænder er tre-fire meter lang, og de bruger den næsten dovent — et enkelt skub mod en klippe her, et let tryk mod bunden der. Al kraften er flodens; deres kunst er at læse den, at vide hvor stenene ligger under den grønne overflade uden at kunne se dem. En af dem fortæller, halvt på polsk og halvt med hænderne, om en klippe der ligner en munk, og om vandstanden der var to håndsbredder højere i går. Du forstår måske hvert tredje ord. Det gør ikke noget — resten fortæller floden selv.

→ Dunajec-kløften

Wikimedia Commons

Dunajec-kløften. Kalkstensvæggene rejser sig 300 meter, floden snor sig i ni sving — og selve vandet er grænsen mellem to lande.

Kløften — otte kilometer stille drama

Og så lukker det sig om dig. Kalkstensvæggene rejser sig på begge sider, 300 meter lodret op, grå og furede og bevoksede med fyrretræer der klynger sig fast i revnerne højt oppe. Floden snor sig gennem ni store sving, og for hvert sving skifter lyset: sol på den ene væg, dyb skygge på den anden. Vandet er smaragdgrønt om foråret, klart nok til at du kan se stenene glide forbi under flåden. Der er svalt hernede, køligere end oppe i solen, og luften lugter af vådt sten og flod.

Kig ned i vandet mens du glider. Dunajec er smaragdgrøn hernede, ikke blå — det er kalken opløst i floden der giver farven, den samme kalk som væggene er skåret af. Kløften er flodens eget værk: gennem millioner af år har vandet savet sig ned gennem et rev af forstenet havbund, og hver af de ni sving er et sted hvor floden ramte en hårdere klippe og måtte bøje af. Ved de skarpeste af dem lukker væggene sig så tæt om vandet at flåden nærmest skraber, og flådemanden må stage jer fri af stenen med et roligt, afmålt tag. Så åbner det sig igen, og næste sving venter.

Læg mærke til en detalje der forandrer hele turen: den venstre bred er Slovakiet. Selve floden er grænsen. Du sejler bogstaveligt talt mellem to lande — polsk Pieniny Nationalpark til højre, slovakisk PIENAP til venstre — og du ville ikke kunne se forskel, hvis ikke flådemanden pegede. Højt oppe over det hele, på den polske side, står de fem tinder af Trzy Korony, De Tre Kroner, Pieniny-bjergenes højeste kam. Fra flåden ser du dem knejse næsten 500 meter over dit hoved.

Det er ikke tilfældigt at kløften har fået lov at blive stående så vild. Området her er Polens ældste nationalpark — fredet allerede i 1932 — og samtidig noget helt særligt: da polakkerne og tjekkoslovakkerne fredede hver sin side af floden samme år, blev det Europas første grænseoverskridende naturpark. Den slovakiske PIENAP på venstre bred kom formelt til i 1967. Den polske del alene er knap fireogtyve kvadratkilometer klippe, bøgeskov og flod, og det meste af det når du kun til fods eller på vandet. Netop derfor føles her så uberørt: ingen har haft lov at sprænge en vej ind langs floden i næsten hundrede år.

Stilheden mellem svingene er det man husker. Ingen motor, ingen vej, ingen andet end vand og klippe og den enlige flådemand der stager. Engang imellem glider en anden flåde forbi den anden vej — nej, alle flåder går samme vej, nedstrøms — og du hører góralernes råb og latter fra flåden foran. En hejre letter fra en sten og flyver lavt hen over vandet foran jer. Flådemanden fortæller et sagn om en røverhøvding der gemte sig heroppe, og om en prinsesse i et kloster på klippen. Du tror det halvt.

To toppe holder øje med dig hele vejen ned. Trzy Korony med sine fem tinder mod syd, og længere fremme den nøgne klippenæse Sokolica, 747 meter, hvor en enlig fyr har klynget sig fast på selve kanten i så mange årtier at den er blevet Pieninys vartegn. Trzy Koronys højeste tinde hedder Okrąglica og måler 982 meter. Og her er en detalje der driller de lokale: selvom Trzy Korony er den berømte, er den slet ikke Pieninys højeste. Den ære går til Wysoka ovre i Małe Pieniny med sine 1050 meter — men Wysoka knejser ikke over en flod, så næsten ingen kender dens navn.

Wikimedia Commons

Fra flåden ser du Trzy Korony knejse næsten 500 meter over floden. Den top går du op på — hvis benene vil.

→ Trzy Korony

Jerzy Opioła · CC BY 2.5

Trzy Korony — De Tre Kroner. Fem skarpe kalkstenstinder, 982 meter, med en udsigtsplatform der hænger over kløften.

De sidste kilometer — i land i Szczawnica

Kløften slipper sit tag, væggene trækker sig tilbage, og floden bliver bred og rolig igen. Flåden lægger til ved Szczawnica, og du stiger i land med kolde fødder og en fornemmelse af at have været et helt andet sted end en bil kan bringe dig. Herfra må du hente bilen — enten med en minibus tilbage til Sromowce, eller du kan have arrangeret det på forhånd. Selv kører vi ruten videre ad landevejen: fra Sromowce nordpå til Krościenko, og så østpå langs floden ind i Szczawnica.

Vejen fra Sromowce op til Krościenko går væk fra floden, over en lav ryg gennem skov og forbi spredte gårde, og møder så vej 969 igen ved Krościenko — den lille by hvor Dunajec kommer ud af kløften. Herfra drejer du østpå, og de sidste par kilometer ind til Szczawnica følger floden tæt: den løber bred og lys til højre, og de skovklædte Pieniny-sider stiger stejlt op til venstre. Der er cyklister overalt her — flodstien fra kløften ender netop her.

Szczawnica selv er en kurby, og den føles anderledes end alt andet på turen. Byen ligger langstrakt op ad dalen, med elegante trævillaer fra 1800-tallet, en kurpark med mineralkilder, og en promenade hvor folk går tur i deres bedste tøj. Kurstedet blev grundlagt i 1839 af Józef Szalay, der opdagede kilderne og byggede de første badeanstalter. I dag summer torvet af caféer, en gadeorgelspiller, og turister med våde fødder fra flåden. Der lugter af kaffe, af grillet oscypek-ost fra en bod, og svagt af svovl fra kilderne.

Kilderne er ældre end kurbyen. Allerede i 1810 analyserede en østrigsk officer og læge ved navn Rhodius vandet og slog fast at det duede til noget. Men det var Józef Szalay der fra 1839 byggede stedet op til det, det er: han anlagde promenader, rejste badehuse og en hel stribe trævillaer op ad dalsiderne, og forvandlede en fattig bjerglandsby til et mondænt kursted, hvor Krakóws borgerskab kom for at drikke det svovlholdige vand kur efter kur. Villaerne står der endnu, hvidmalede med udskårne verandaer og snittede gavle, og folk går stadig langsomt langs promenaden med et glas i hånden — som om kuren aldrig rigtig er holdt op.

→ Szczawnica

Wikimedia Commons

Szczawnica. Kurbyen ligger langstrakt op ad dalen under Małe Pieniny — endestation for flåden, mineralkilder siden 1839.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Flåden med sine passagerer — og Krościenko, den lille by hvor Dunajec kommer ud af kløften og bliver til en flod igen.

Wikimedia Commons

Ostra Skała — en af kløftens skarpeste klippenæser. Floden må slå et af sine ni sving for at komme forbi.

De første kilometer — op ad Grajcarek-dalen

Fra Szczawnica kører du østpå, væk fra Dunajec og op langs en mindre flod, Grajcarek, der løber ned fra Małe Pieniny — Lille Pieniny, den lavere, vildere bjergkæde øst for kløften. Vejen bliver smallere, dalen strammer til, og skoven kommer tæt på begge sider. Landsbyerne herinde — Szlachtowa, Jaworki — havde engang en anden befolkning: rusinske og lemkiske bjergbønder, der blev tvangsflyttet efter krigen. Deres tomme græsk-katolske kirker står stadig i dalen, små og forladte, med løgkupler.

Der er noget stille sørgmodigt over dalen, når man kender historien. Egnen heromkring hed Ruś Szlachtowska — en lille ø af rusinsk bjergkultur, fire landsbyer, en øst-kristen tro og et sprog der ikke var polsk. I 1945-47 blev næsten hele befolkningen tvangsflyttet, nogle østpå til Sovjet, andre nordpå til de tidligere tyske områder, og på få år skiftede dalen folk. Kirkerne er det eneste der blev tilbage: stråtækte og bræddebeklædte helligdomme med tredelte tage og små løgkupler, nu enten katolske eller lukkede. Kør ikke bare forbi dem — de er gravsten over et helt folk, der boede her i århundreder og forsvandt på to somre.

Ved Jaworki parkerer du. Det er en lille bjerglandsby med en kirke, et par pensionater og en flod der buldrer forbi — og lige ovenfor, hvor dalen møder bjergsiden, ligger indgangen til Homole-kløften. Du hører den før du ser den: bækken Kamionka løber hurtigt og hvid over sten, og luften bliver mærkbart køligere, som når man åbner en kælderdør. En familie med to børn står ved indgangen og fylder deres drikkedunk fra bækken. En kvinde i vandrestøvler snører sin sko på en sten.

Bjergene her, Małe Pieniny, er lavere og mindre berømte end kløftens klipper — men også vildere og mere stille. Øst for Jaworki fortsætter dalen op i endnu et reservat, Biała Woda, hvor spidse kalkklipper stikker op af engene som tænder, og hvor stien til Wysoka går videre. De fleste kører hele denne del af Pieniny forbi på vej mod de berømte klipper ved floden. Det er præcis derfor der er ro herinde: de smukkeste steder er ofte dem, ingen har sat på et postkort.

Homole — sprækken i bjerget

Og så går du ind, og kløften lukker sig om dig. To lodrette kalkstensvægge rejser sig på begge sider, tættere og tættere, til de på det smalleste sted næsten mødes over dit hoved og himlen bliver til en tynd strime højt oppe. Stien følger bækken tæt — over træbroer, hen over sten, langs vandet — og det eneste lyd er Kamionkas konstante rislen mellem stenene. Luften er kølig og fugtig, og væggene er grønne af mos og bregner hvor vandet siver ned.

Sæt tal på det du går i: kløften er kun otte hundrede meter lang, men væggene rejser sig op til hundrede og tyve meter lodret over stien. Den blev fredet som naturreservat i 1963 — tres hektar klippe og skov — og bækken Kamionka, der følger dig hele vejen ind, kommer ned fra engene under Wysoka, Pieninys højeste top. Stien krydser den frem og tilbage over små træbroer, og hvor det bliver for stejlt, er der hugget trin ind i klippen. Det er en kort tur. Men den er lodret som en katedral, og lige så stille.

Det er ikke en lang kløft — du er igennem den snævre del på en halv time — men de første minutter er det man kommer for. Der hvor væggene lukker sig, lyden af verden falder væk, og der kun er sten, vand og en strime himmel. Højt oppe klynger fyrretræer sig fast i revnerne, umuligt, og en enkelt solstråle finder ned og rammer bækken så vandet gløder et øjeblik. Der lugter af våd sten, mos og koldt vand. Det er stille på en måde der får folk til at sænke stemmen uden at tænke over det.

Læg mærke til farverne på væggene. De er ikke bare grå: sorte og grønne af mos og bregner hvor vandet siver, rustorange af lav hvor det er tørt, kridhvide i de friske brud hvor en frostsprængt flage er faldet af. Kommer du tidligt om morgenen, ligger hele kløften i en kold, blå halvskygge, og din ånde ryger foran dig. Om eftermiddagen bliver tonen varmere, næsten honninggul højt oppe hvor solen når væggen — mens der stadig er vinterkoldt nede ved bækken. Samme sprække, to temperaturer, ti meter fra hinanden.

Der kommer en flok skolebørn imod dig, to og to, med en lærer der forgæves beder dem sænke stemmen — og alligevel dæmper de sig af sig selv, når væggene lukker sig, som om nogen havde skruet ned for verden. En gammel mand står ubevægelig ved en af broerne og lader bare bækken løbe forbi. Kamionka er iskold hele året, også i august, og holder du hånden i den i mere end et minut, gør det ondt. Det er smeltevand og kildevand fra bjerget ovenfor. Det har aldrig hørt om sommer.

→ Wąwóz Homole

Wikimedia Commons

Homole. Væggene lukker sig, bækken risler, og himlen bliver en strime højt oppe. Stille som en kirke.

Fortsætter du opad, åbner kløften sig til sidst — væggene trækker sig tilbage, skoven lysner, og du kommer ud i græsklædte enge højt over dalen, hvor kvæg græsser og der er udsigt tilbage mod Pieniny. Herfra kan man gå videre til Wysoka, Małe Pieninys højeste top, hvis man har en hel dag. Men selv den korte tur — ind gennem sprækken og ud i lyset ovenfor — er nok. Det er kontrasten der er pointen: fra den kolde, indelukkede kløft til det åbne, solbeskinnede fjeld på under en time.

Og en detalje til quizzen derhjemme: Wysoka, toppen dalen fører op til, er med sine 1050 meter ikke bare Małe Pieninys højeste — den er hele Pieninys højeste punkt, en god halvfjerds meter højere end den langt mere berømte Trzy Korony, som du så nedefra fra floden i går. Men Wysoka rejser sig ikke over en flodkløft, og derfor står der ingen kø på dens tinde og ingen platform på dens kant. De der går herop, går for udsigtens skyld alene: en bølgende grøn kam med Tatra som en takket mur i syd og hele Pieniny foldet ud mod nord.

Engene deroppe hedder polany — bjergsætere ryddet i skoven for århundreder siden, hvor får og kvæg stadig græsser om sommeren. Det er den samme fåreavl der giver oscypken, den samme som valakerne bragte med sig da de vandrede ind over Karpaterne. Sæt dig på en sten i det korte græs og se tilbage: kløften du netop kom op af er nu bare en mørk revne i skoven under dig, umulig at få øje på hvis du ikke vidste den var der. Præcis den egenskab gjorde den også til et perfekt skjul — hvilket bringer os til sagnet om røverne.

Wikimedia Commons

Bækken Kamionka har skåret kløften. Den følger dig hele vejen ind — som lyd, som kulde, som selskab.

De sidste kilometer — tilbage til Krościenko

Fra Jaworki kører du den korte vej tilbage vestpå, ned ad Grajcarek-dalen og ind i Krościenko nad Dunajcem — den lille by hvor floden kommer ud af den store kløft, og hvor de fleste ture i Pieniny begynder og ender. Byen ligger klemt mellem floden og bjergene, med et lille torv, trævillaer, og en bro over Dunajec hvorfra du kan se opstrøms mod kløftens munding. Det er et naturligt punktum: her mødes alle trådene — flodstien, vejen fra Szczawnica, stierne op til Trzy Korony.

Kigger du op mod klippen mellem byen og kløftens munding, ligger der en ruin de fleste overser. Det er Zamek Pieniński — den hellige Kingas borg. Prinsesse Kinga lod den rejse omkring 1280 som et tilflugtssted for klarisser-nonnerne, og da mongolerne væltede ind over Lillepolen i 1287, gemte hun sig heroppe bag murene sammen med omkring hundrede mennesker og en snes soldater, mens dalen brændte nedenfor. Borgen blev opgivet igen få årtier senere og siden slået i grus — først af en ungarsk hærfører i 1410, så af husitterne i 1433. Tilbage er kun stenrester, en cisterne og en klippegrotte med en statue af Kinga. Og her lukker en cirkel sig: det er samme Kinga der stod bag Czorsztyn i den anden ende af din rute. Hun er over det hele heroppe.

Sæt bilen ved torvet og gå ned til broen. Dunajec løber bred og lys herunder, og der sidder folk på bredden med fødderne i vandet efter en dag i bjergene. En gruppe cyklister i farvet lycra ruller ind fra flodstien og standser ved en café. En ældre mand fisker fra en sten midt i floden, ubevægelig. Bag byen rejser Pieniny-siderne sig grønne og stejle, og et sted deroppe, usynlig herfra, hænger udsigtsplatformen på Trzy Korony ud over kløften. Du har set den nedefra, fra floden. Nogen står deroppe nu og ser ned.

Krościenko har været mødested i Pieniny så længe nogen kan huske. Her deler stierne sig: op til Trzy Korony ad den ene, ind i kløften ad den anden, øst mod Homole ad den tredje. En bod på torvet sælger grillet oscypek med tyttebær, og røgen fra den driver hen over pladsen sammen med lugten af flod og varm asfalt. En bus fra Kraków tømmer sig for dagsturister i sandaler; en flok solbrændte cyklister ruller ind fra flodstien og bestiller is, som var det en sejr. Alle er på vej et sted hen. Kun den gamle mand ude på stenen midt i floden bliver siddende, med snøren i vandet og ryggen til det hele.

Wikimedia Commons

Dunajec ved Krościenko. Her kommer floden ud af den store kløft og bliver bred og rolig igen — enden på turen.

Wikimedia Commons

Krościenko nad Dunajcem, klemt mellem floden og bjergene. Her mødes alle trådene: flodstien, vejen, stierne op i Pieniny.

Wikimedia Commons

Pieniny i morgentåge. Bløde, grønne rygge — men med en flodkløft skåret tværs igennem sig, dyb og skarp.

Det er en lille rute, denne — halvfems kilometer, du kan køre selve strækningen på et par timer. Men den samler tre ting man sjældent finder så tæt: en middelalderkirke af træ der har overlevet fem hundrede år, en flodtur på et håndværk der er ældre end de fleste jernbaner, og to kløfter — en stor du sejler igennem, en lille du går igennem. Det er ikke en rute om at komme frem. Det er en rute om at lade floden og bjergene bestemme, hvor langsomt du skal.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Homole indefra — og et af Krościenkos gamle trævillaer. Kløft og by, en kilometer fra hinanden.