De første kilometer — ud af vejkrydset

Du starter i Landeck, 816 meter, en by der ligger klemt sammen der hvor floderne Sanna og Inn løber ind i hinanden nede i dalbunden. Kig op mod syd, og du ser den: Schloss Landeck, en firkantet borg på en klippehylde, bygget af greverne af Tirol i slutningen af 1200-tallet. Den ligger ikke der tilfældigt. Herfra løber vejene mod Arlberg, mod Reschen og ind i Paznaun — den der holdt borgen, holdt vejen ind i Tirol vestfra. I dag holder du bare i en rundkørsel og venter på grønt.

Gå op til borgen først, hvis du har en time. Der er en riddersal med kalkede vægge og et gotisk kapel, og fra tårnet ser du hele sammenløbet — to floder, fire dale, en by presset ind i mellemrummet. Der lugter af kold sten i trappeopgangen og af den varme, tørre luft der stiger op fra Inn-dalen udenfor. En vagt fra egnsmuseet står i porten og ryger en cigaret med udsigt til fire alpeveje på én gang. Så er du klar.

Landeck er et knudepunkt, ikke en destination — og det mærker man. Byen ligger presset ind hvor Sanna løber ud i Inn, og hvor fire dale mødes: Inn-dalen fra øst og vest, Arlberg mod nordvest, og Paznaun der åbner sig mod sydvest. I århundreder betød det told, handel og kontrol med hvem der kom igennem. I dag betyder det trafik, en fodgængergade med isbutikker, og folk der tanker op før de forsvinder op i bjergene. Du er en af dem. Fyld tanken her — det er den sidste rigtige by, før dalen lukker sig om dig.

→ Schloss Landeck

Wikimedia Commons

Schloss Landeck, bygget i 1200-tallet på klippen over sammenløbet. Herfra kontrollerede greverne af Tirol vejen ind vestfra.

Du kører vestpå ud af Landeck og drejer af mod syd ad B188, Paznauner Straße. Næsten med det samme strammer dalen til. Vejen klemmer sig ind mellem stejle skovklædte sider, og floden Trisanna begynder at brøle nede til den ene side — grågrøn af smeltevand, hurtig, kold. To spor, midterstribe, jævn asfalt. Du deler den med motorcyklister på vej mod Ischgl og mælketankbiler der kravler i lavt gear.

Og så, tre kilometer inde, kommer det der stopper folk uden at de havde planlagt det. Højt over vejen spænder Trisannabrücke — en jernbanebro fra 1884, en 120 meter bred stålbue der bærer Arlbergbanen 87 meter over kløften. Lige ved siden af, på klippen, troner Schloss Wiesberg. Hold ind. Vent to minutter. Hvis heldet er med dig, ruller et rødt tog ud på buen mens du kigger, og så forstår du hvorfor fotografer har stået her i over hundrede år.

Wikimedia Commons

Trisannabrücke, 1884. En 120 meter stålbue, 87 meter over floden. Vent på toget — så bliver billedet levende.

→ Trisannabrücke

Fra broen strammer B188 til. Vejen er hovedåren gennem hele Paznaun — to spor, gul midterstribe, jævn asfalt der er bygget til at tåle den tunge vintertrafik mod Ischgl. Om sommeren deler du den med campingbiler, motorcykelkolonner der brummer forbi i flok, og lokale i firehjulstrækkere med hø på traileren. Trisanna følger dig hele vejen — snart tæt på til den ene side, snart nede i en kløft du kun kan høre. Floden er dalens rygrad; vejen låner bare dens spor.

Wikimedia Commons

B188, Silvretta Straße — dalens hovedåre. To spor, gul stribe, floden ved siden af hele vejen op.

De 12 km op til See — dalen der bliver til en tragt

Fra broen fortsætter du opad. Dalen er en tragt: den samler dig ind, gør sig smallere, tvinger vej, flod og jernbane til at dele den samme bund. Skoven skifter fra bøg og gran til ren nåleskov, og der kommer en lugt ind ad vinduet af harpiks og våd sten der bliver stærkere for hver kilometer. På den ene side rejser Verwall-massivet sig, på den anden begynder Silvretta. Du kører ind mellem to bjergkæder, og de lukker sig langsomt om dig.

De to kæder er ikke ens, og det er værd at lægge mærke til. Verwall mod nord er skifer og græs — rundede rygge, gode vandrebjerge, køer helt op til toppene. Silvretta mod syd er granit og is; det er her gletsjerne hænger, det er her Piz Buin står, det er dér du skal hen til sidst. Hele turen kører du med det bløde landskab til den ene side og det hårde til den anden, og for hver kilometer trækker det hårde nærmere.

Det er noget af det denne dal gør: den lader dig aldrig glemme at du er på vej opad. Landeck lå i 816 meter. See ligger i 1.056. Kappl i 1.258. Galtür, hvor du ender i morgen, i 1.584. Dalen stiger jævnt og ubønhørligt, og for hver landsby bliver luften en anelse tyndere og en anelse køligere. Du kører fra løvskov mod lærketræer på under en time.

Wikimedia Commons

Mellem Pians og See. Klart smeltevand løber ned mod Trisanna — lyden følger dig hele vejen op ad dalen.

Ved See — ja, byen hedder bare "Sø" — åbner dalbunden sig lige akkurat nok til at der er plads til en overraskelse. Her ligger en anlagt badesø på omkring 6.000 kvadratmeter, fem meter dyb, med en børnebassin ved siden og en fiskedam bagved. Midt i en alpedal, omgivet af tinder, ligger et sted hvor lokale familier bader om sommeren. Vandet er ikke varmt — men det er heller ikke det iskolde gletsjervand du møder længere oppe. Det er dalens ene rigtige badested.

Stop et øjeblik ved søen, også selv om du ikke skal i vandet. Om eftermiddagen ligger lokale familier på græsset, en far lærer sin datter at kaste med en fiskestang ved dammen, og et par teenagere springer i fra en træbro med et hvin når det kolde vand rammer. Det er dalens dagligstue om sommeren — ikke turisterne, men folk der bor her. Bag dem står bjergene, og højt oppe skriger en musvåge og lader sig bære af den varme luft.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Landeck ved sammenløbet — og Paznauns solskråninger, hvor gårdene klæber sig til bjergsiden højt over dalbunden.

Læg mærke til gårdene på solsiden. De ligger ikke nede i dalbunden hvor floden og skyggen er, men højt oppe på skråningen hvor solen når dem først om morgenen og sidst om aftenen. Det er gammel bjergfornuft — dalbunden er til flod og vej, skråningen er til at bo. Om sommeren står engene grønne helt op til skovgrænsen, og du kan høre bjælder fra køer du ikke kan se, et sted oppe over vejen.

Om efteråret bliver hele dalen til guld. Lærketræerne — de eneste nåletræer der taber deres nåle — skifter i oktober til en dyb, brændende gul, og skråningerne står og lyser mod den mørkegrønne gran. Det er en af de få steder i Alperne hvor efteråret virkelig brænder. Om sommeren er alt bare grønt: enge helt op til skovgrænsen, med spredte grå og brune bjergkøer der står og bimler i den korte varme.

Ved Kappl, 1.258 meter, holder du for i dag. En spredt bjergby på flere terrasser, en kirke med spidst tårn, gårde der ligger og drysser op ad siden. Trisanna er smallere her, hurtigere, og lyden af den følger dig overalt i byen. En mand i gummistøvler læsser hø af en lille traktor på en skråning så stejl at du ikke forstår hvordan han holder sig på den. Måske gør han det heller ikke helt. Men han har gjort det hver sommer i fyrre år.

Kappls kirke står højt over byen med et spidst, kobbergrønt tårn, synligt fra hele dalbunden. Bjergbyerne her lagde deres kirker højt med vilje — de skulle ses langvejs fra, og de skulle stå over den sne der lagde sig i bunden. Rundt om ligger gårdene på deres terrasser, hver med et lille bed af kål og kartofler, hver med brænde stablet under tagudhænget til en vinter der kommer tidligt og bliver længe.

Wikimedia Commons

Trisanna ved Kappl. Ikke længere en flod, men en klar, hastig bjergbæk der brøler gennem hele byen.

Det er værd at vide, hvor du egentlig er kørt ind. Paznaun var i århundreder en fattig dal, og fattige dale finder deres egne indtægter. Herfra og videre op smuglede bønder og hyrder kaffe, tobak, sprit og huder over de høje pas til Schweiz — en historie du kommer tættere på i morgen, oppe ved Ischgl og Galtür. Lige nu skal du bare vide at den vej du har kørt op ad, engang var en fattigdal med en hemmelighed. Nu er den en af Østrigs rigeste ferieregioner. Bjergene er de samme.

De 8 km op til Ischgl — festen der sover om sommeren

Fra Kappl kryber vejen videre op ad dalen. Trisanna er nu en ren bjergbæk, klar og hastig, og den følger dig tæt på venstre hånd. Skoven er lærk og fyr, og der lugter af nåletræ og kold flod hele vejen. Så åbner dalen sig, og der ligger Ischgl — 1.377 meter, kabelbanemaster op ad begge sider, hoteller i træ og glas, en energi der virker en anelse for stor til en bjergby midt i ingenting.

Vejen op hertil er blevet smallere og stejlere end nede i dalen. Den arbejder sig op i lange sving langs bækken, og du mærker for første gang på ørerne at du stiger. Motorcyklisterne bliver flere — Paznaun er en klassisk motorcykelrute — og på en solskinssøndag hører du dem længe før du ser dem, en dyb summen der kastes frem og tilbage mellem dalsiderne som torden der ikke vil holde op.

Om vinteren er Ischgl Alpernes vildeste. Byen deler skiområdet Silvretta Arena med schweiziske Samnaun på den anden side af bjergryggen: kabelbaner løfter dig fra bygaden op på Pardatschgrat i omkring 2.600 meter på få minutter, og derfra kan du stå på ski hele vejen over ryggen og ned i Schweiz til Samnaun — og tilbage igen. 239 kilometer pister, to lande, ét liftkort. Og hver sæson åbner med en stor open-air-koncert oppe på bjerget. Elton John spillede den allerførste i 1994. Siden har Rihanna stået deroppe i 2007, Robbie Williams i 2014, Tina Turner. En bjergby på størrelse med en dansk stationsby, der får verdensstjerner op i 2.000 meter for at synge i sneen. At byen kan bære det, siger noget om hvor meget sne og hvor mange penge der er kommet gennem denne fattige gamle smuglerdal.

Men du er her om sommeren. Og om sommeren sover festen. Terrasserne der om vinteren er pakkede står tomme i eftermiddagssolen, en enkelt servitrice tørrer borde af der ikke skal bruges endnu, og en flok mountainbikere triller ind fra en sti med mudder til knæene. Dalen er grøn, køerne er på højfjeldet, og du kan høre bækken igen. Det er en helt anden by end den på plakaterne.

Wikimedia Commons

Sommerens Ischgl: grønne stier, køer på højfjeldet, stilhed. Den by de færreste kender fra plakaterne.

→ Ischgl

Gå en tur gennem byen før du kører videre. Bag de store hoteller ligger en gammel kerne med et par kirker og udskårne bondehuse — Ischgl var her længe før liftene. En barmand skyller glas i en tom bar med åbne døre og lader eftermiddagssolen tørre gulvet. Om fem måneder står her skulder ved skulder til langt ud på natten. Lige nu er der kun ham, en kat på en varm trappesten, og lyden af bækken.

Wikimedia Commons

Trisanna gennem Ischgl. Den samme bæk du har fulgt hele vejen op — klarere og hurtigere for hver kilometer.

Fra Ischgl åbner flere sidedale sig op mod syd — Fimbatal og videre ind mod grænsen — og det var op ad dem, smuglerne forsvandt i mørket. De gik over pas i over 2.700 meter, og de kendte hver sten. En hel egns skjulte økonomi lå i de dale, i generationer. I dag går der markerede vandrestier hvor smuglerne gik, og en hængebro svinger over kløften ved Bärenfalle for dem der vil mærke højden i maven.

Wikimedia Commons

Over Ischgl ligger alperne — højtliggende græsgange hvor køerne står om sommeren, og hvor smuglerne engang gik forbi i mørket.

De sidste 12 km — op til Galtür, hvor dalen ender

Fra Ischgl bliver dalen for alvor høj. Træerne bliver lavere og mere spredte, lærketræerne står nu i klynger med bar granit imellem, og de sidste gårde forsvinder bag dig. Vejen snor sig op langs bækken i lange, rolige sving. For hver kilometer bliver landskabet mere bart og mere stort. Termometeret i bilen falder et par grader. Du kan mærke på ørerne at du stiger.

Der lægger sig en særlig stilhed heroppe, jo højere du kommer. Trafikken tynder ud — de fleste bliver i Ischgl — og pludselig er der kun din egen motor, vinden, og en enkelt ko med en dyb bjælde et sted på skråningen. Luften der kommer ind ad vinduet er ren og kølig og lugter af kold sten og tørt græs. Du er ved at forlade dalen og køre op i selve bjerget.

Og så ligger den der: Galtür, 1.584 meter, den øverste landsby i Paznaun, klemt inde mellem Silvretta og Verwall for enden af dalen. Hvide huse omkring en kirke, en håndfuld hoteller, og bagved byen åbner Jamtal sig — den dal der fører ind mod gletsjerne. Det er så langt dalen rækker. Herfra er der kun én vej videre, og den går opad, over passet.

→ Galtür

Galtür er en anden slags by end Ischgl otte kilometer nede. Her er ingen hoteltårne, ingen liftgader — bare hvide bondehuse omkring en kirke med et løgformet tårn, brænde stablet overalt, og en fornemmelse af et sted der har lært at klare sig selv højt oppe. Det er den øverste faste bebyggelse i hele dalen. Bag den er der kun gletsjer, sten og pas.

Wikimedia Commons

Trisanna i Galtür — helt oppe ved sin kilde. Herfra er den kun en klar bæk fra gletsjeren, ikke længere en flod.

Men Galtür bærer et ar, og det skal du kende. Den 23. februar 1999 løsnede en lavine sig fra bjerget over byen, tog fart ned ad den nøgne skråning og ramte en del af Galtür som ikke havde været regnet for lavinefarlig i generationer. 31 mennesker døde. Byen var afskåret af sne i dagevis; hjælpen kom med militærhelikoptere gennem uvejret. Det er den slags dag der deler en dals historie i et før og et efter.

Ud af den dag voksede Alpinarium. Det ser først ud som en mur — en massiv, 345 meter lang lavinevold der beskytter byen mod bjerget. Men muren er også et hus: et museum om livet i højfjeldet, en klatrevæg på ydersiden, og et stille rum til minde om de 31. Det er det stærkeste sted i hele dalen at forstå, at de bjerge du er kørt op imellem, ikke kun er smukke. De er også farlige. Og folk her har valgt at blive alligevel.

Gå ind i Alpinarium, hvis du har en time. Indenfor fortæller det historien om at leve et sted hvor bjerget kan komme ned over dig — om laviner, om de mænd der stadig går op efter hver snestorm for at sprænge sneen løs, før den løsner sig selv. Og så er der rummet for de 31. Der er stille derinde. Man går ud igen med en anden forståelse af den smukke, hvide skråning, man lige har kørt forbi.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Galtür for enden af dalen — og Alpinarium, muren der beskytter byen og husker de 31 der døde i lavinen i 1999.

Wikimedia Commons

Jamtal bag Galtür — indgangen til Silvrettas gletsjere, og en af smuglernes gamle ruter mod Schweiz.

Sæt bilen i Galtür og gå en tur gennem byen før du kører videre op. Der er en stilhed her som Ischgl ikke har — dette er ikke en festby, det er en bjergbondelandsby der tilfældigvis også har en gletsjer bag sig. En ældre kvinde luger et lille bed med stedmoderblomster foran et hus med udskårne trædøre. Der lugter af koldt græs og røg fra en brændeovn, selv om det er sommer. Luften er tynd nok til at du trækker vejret en anelse dybere uden at tænke over det.

Spis noget før du kører op — deroppe er der kun bjerg. Køkkenet her er lavet til stor højde: Kaspressknödel, flade osteboller stegt sprøde og lagt i en klar suppe, eller Käsespätzle med smeltet bjergost og ristede løg. Det er tung, varm mad til kolde aftener i tynd luft, præcis hvad kroppen beder om. Drik et glas vand fra hanen mens du er her; det kommer lige fra bjerget bagved, koldt nok til at gøre ondt i tænderne.

De første kilometer — op ad rampen fra Galtür

Lige syd for Galtür begynder Silvretta Hochalpenstrasse. Fra Paznaun-siden er den østre rampe stadig åben om sommeren, og for tiden endda mautfri — du kører bare op. Vejen forlader dalbunden og klemmer sig fast i en skråning af fjeldgræs og bar granit, og for hvert sving åbner udsigten sig bagud over Galtür, der bliver mindre og mindre nede i sin gryde. Der ligger snepletter i skyggesiderne, selv i juli. Termometeret falder for hver hundrede meter.

Vejen du kører op ad nu, blev bygget mellem 1938 og 1954 — et enormt stykke arbejde i en tid hvor meget andet lå stille. På Montafon-siden, på den anden side af passet, snor den sig i 34 sving ned mod Partenen. Det er den berømte del, den med serpentinerne på alle postkortene — og det er præcis den del, du ikke kan køre lige nu. Herfra fra øst er stigningen kortere og roligere, men den fører til nøjagtig det samme sted: op over trægrænsen til søen i himlen.

Det er en smal vej, velholdt men uden meget plads til fejl, og den arbejder sig op i lange kurver mod passet. Du kører fra de sidste lærketræer op over trægrænsen på få minutter — og så er der ingen træer mere, kun græs, sten, sne og himmel. Lyden ændrer sig: motoren arbejder tungere i den tynde luft, og udenfor er der kun vind. En racercyklist i farvestrålende trøje slæber sig opad foran dig, rejst i pedalerne, med en puls du kan aflæse på hans ryg. Giv ham god plads. Han har fortjent den.

Over trægrænsen ændrer alt sig. Der er ingen buske mere, kun kort, hårdt fjeldgræs med gule og lilla pletter af alpeblomster mellem stenene — alperose, ensian, og hvis du er heldig, en enkelt hvid edelweiss i en klipperevne. Sneen ligger i lange striber i skyggesiderne selv midt om sommeren. Landskabet er blevet bart og stort og fuldstændig åbent, og himlen virker pludselig meget tættere på.

Og så, næsten pludseligt, fladet det ud. Du er på toppen. Bielerhöhe — 2.032 meter. Vejen når op på en bred sadel mellem tinderne, og der, foran dig, ligger det du er kørt hele vejen op for at se: Silvrettasee.

Wikimedia Commons

Silvrettasee, 2.032 meter. En reservoirsø der ser ud som om den altid har ligget her — turkis, iskold, omkranset af gletsjertinder.

Ved søen — vejs ende, og det er nok

Søen er turkis på en måde der ser urealistisk ud — den mælkeklare, iskolde tone som gletsjervand giver. Den er faktisk et magasin: en dæmning holder vandet inde, og kraftværkerne nede i Montafon lever af det. Men den kunstige oprindelse forsvinder helt i mødet med bjergene. Rundt om søen rejser Silvretta-massivet sig, og over det hele troner Piz Buin — 3.312 meter, Vorarlbergs højeste. Der hænger gletsjere ned mellem tinderne, blåhvid is der er tusind år gammel. Luften har en lugt af kold sten og noget metallisk, næsten som våd flint. Det er duften af smeltevand.

→ Silvrettasee

Det er værd at vide, hvad du kigger på. Silvrettasee er ikke bare smuk — den er et batteri. Kraftværkerne i Illwerke-systemet pumper vand op hertil om natten, når strømmen er billig, og lader det styrte ned gennem turbinerne om dagen, når hele Vorarlberg tænder for lyset. Søen stiger og falder med efterspørgslen. Men det ser man ikke. Man ser en turkis alpesø og bag den en gletsjer, og det er svært at tro, at noget så stille også er en maskine.

Sæt bilen på pladsen ved søen og gå ned til bredden. Rundstien om vandet tager cirka en time, flad og let, og undervejs skifter søen farve med skyerne — turkis i sol, stålgrå når en byge trækker ind over passet. En familie går rundstien med en barnevogn. En lystfisker står ubevægelig ude på en pynt og stirrer på vandet, som om han har gjort det i årevis. Ved dæmningen ligger Madlenerhaus, hvor Ernest Hemingway overnattede og gik på ski i 1920'erne, da han færdedes i disse bjerge.

Gletsjerne bag søen er ikke hvad de var. Ochsentaler-gletsjeren, der fodrer floden Ill og dermed søen, har trukket sig mærkbart tilbage — som næsten alle Alpernes gletsjere — og de gamle fotos viser is, hvor der i dag ligger bar sten. Det er stadig et voldsomt syn: blåhvid is der hænger ned mellem tinderne, tusind år gammel. Men det er et syn, der bliver mindre for hvert årti, der går. Der er en grund til at komme nu.

Wikimedia Commons

Piz Buin, 3.312 meter — Vorarlbergs højeste. Bækken fører øjet ind mod toppen og gletsjeren i Ochsental.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Ochsentaler-gletsjeren, der fodrer søen — og dæmningsmuren, der holder vandet inde. Natur og ingeniørkunst i samme udsigt.

Dæmningen selv er værd at gå ud på. Den buer let mod vandets tryk, en grågul betonmur spændt mellem to fjeldsider, og fra kronen kan du se lige ned i søen på den ene side og ud i det tomme dalrum på den anden. Det var her, vejen engang fortsatte vestpå og ned. Nu ender den. En vandrer læner sig mod rækværket og kigger ned i det turkise vand, som om han venter på, at det skal fortælle ham noget.

Her ender vejen for dig. Engang fortsatte den vestpå, ned ad de berømte serpentiner til Partenen i Montafon-dalen — en rigtig alpekrydsning. Men den vestre rampe er lukket efter stenskred og murafgange, og den genåbner tidligst 2030. Så du vender ved søen. Nogle vil kalde det en skuffelse. Det er det ikke. Du er kørt op ad en dal, over en trægrænse, til en turkis sø under en gletsjer i 2.032 meter — og nu kører du den samme smukke vej ned igen, med udsigten vendt om og solen i en anden vinkel. Der er blindgyder, og så er der DENNE blindgyde.

Og der er noget befriende ved en vej, der ikke fører videre. Du skal ikke nå noget, ikke videre til den næste by, ikke over til den anden side. Du er kommet hele vejen op, og nu er der kun ét at gøre: blive. Gå rundt om søen, sæt dig på en sten, lad vinden trække forbi. De fleste alpeveje er passager — steder man kører igennem på vej et andet sted hen. Denne her er en destination. Vejen stopper, fordi der ikke er mere. Du er fremme.

Wikimedia Commons

Murmeldyret er heroppes vagtpost. Hør efter den skarpe fløjten fra klipperne — det er dem, der advarer hinanden om at du er kommet.

Rundt om søen er der altid nogen. En familie skubber en klapvogn ad den flade sti, faderen med en madkurv, moderen der peger op mod en gletsjer og forklarer noget til et barn, der hellere vil kaste sten i vandet. To ældre vandrere i solidt fodtøj går forbi med stave og et nik. En bjergfører samler en flok med seler og hjelme ved stien, tjekker knuder, tæller hoveder. Alle er kommet den samme lange vej op. Ingen har travlt med at køre ned igen.

Wikimedia Commons

Wiesbadener Hütte, 2.443 meter. To timers vandring fra søen, med Piz Buin og Ochsentaler-gletsjeren foran dig hele vejen.

Vil du længere ind, fører en sti fra søbredden op gennem Ochsental til Wiesbadener Hütte. To timers rolig stigning, og hele vejen har du Piz Buin og gletsjeren foran dig. Oppe ved hytten er der en terrasse, en tallerken suppe, og en udsigt der får folk til at blive siddende længere end de havde tænkt. Det er så tæt på isen, man kommer uden reb og fører — og for de fleste er det tæt nok. Vil du helt ud på gletsjeren, står bjergførerne fra Galtür klar (se sidevejen ovenfor).

Wikimedia Commons

Madlenerhaus ved dæmningen. Her overnattede Hemingway i 1920'erne, mens han gik på ski i disse bjerge.

→ Silvretta Hochalpenstrasse

Bliv en time, eller bliv til solen står lavt. Om aftenen, når dagsturisterne er kørt ned, lægger vinden sig, og søen bliver spejlblank. Så står tinderne på hovedet i vandet, isen får et rosa skær fra den synkende sol, og der er så stille at du hører dæmningens lave summen og din egen vejrtrækning. Det er de øjeblikke, blindgyder er lavet af. Ingen kører videre. Alle bliver bare stående.

Hold øje med vejret heroppe. I 2.000 meter kan en klar formiddag blive til en byge på en halv time — skyerne trækker ind over passet fra vest, søen skifter fra turkis til stålgrå, og temperaturen falder som en sten. Det er en del af stedet, ikke en fejl ved det. Tag en trøje med, også i juli. Og hvis solen kommer tilbage bagefter, får du søen dobbelt smuk: våd, blank og lysende under en himmel, der lige har vasket sig.