Grossglockner — over Alperne fra Salzburg til Lienz

De første kilometer — ud af Salzburg, langs den grønne flod

Du står ved Salzach midt i Salzburg. Floden er ikke blå og ikke brun — den er mælkegrøn, næsten opaliserende, fordi den bærer gletsjermel med sig: knust klippe så fint at det aldrig lægger sig. Bag dig rejser Festung Hohensalzburg sig på klippen, en af Europas største bevarede borge, og gaderne under den lugter af kaffe, våd sten og — hvis du står ved en pølsevogn — af Bosna, byens egen krydrede pølse-i-brød fra 1940'erne, med karry og løg.

→ Salzburgs Altstadt

Du finder B159, Salzachtal Straße, ud sydpå. Det tager fem minutter at slippe byen, og så har du floden på den ene side og bjergvæggen der langsomt lukker sig om dalen på den anden. To spor, jævn asfalt, en dal der bliver smallere for hver kilometer. Du kører ikke hurtigt her. Der er ingen grund.

Efter godt 15 km ligger Hallein, saltbyen. Det var salt fra bjerget bag byen der gjorde Salzburg-ærkebisperne styrtende rige — "Salzburg" betyder bogstaveligt saltborgen. Du behøver ikke stoppe. Men ved du hvad Hallein ellers gemmer? Manden der skrev Stille Nacht ligger begravet her. Organisten Franz Gruber komponerede melodien i 1818, og hans grav står i byen. Verdens mest sungne julesang blev til her i dalen, en decemberaften da orglet var i stykker.

Strækningen mellem Hallein og Golling er den slags man kunne køre på autopilot og fortryde. To spor mellem flodens grønne vand og bjergsiderne, en kirke med kobber-løgkuppel hvert par kilometer, og kalkmassivet Tennengebirge der langsomt bygger sig op til venstre som en hvid mur. Skiltet siger 100. Du kører 70. Der er ingen der har travlt her — heller ikke lastbilerne.

Michael Burgholzer / CC BY-SA 4.0

Salzburg fra floden. Salzach er grøn af gletsjermel hele året — den farve følger dig næsten hele vejen til Ferleiten, for det er den samme flod hele Pinzgau igennem.

De 20 km til Werfen — et vandfald og en klippeport

Efter Golling snævrer dalen sig sammen til noget dramatisk. Men først: drej de få hundrede meter ind mod Gollinger Wasserfall. Vandet falder omkring 100 meter i to trin ned i Bluntau-dalen, og hele klippevæggen omkring er dækket af mos så tykt og grønt at det ser vådt ud selv hvor der ikke er vand. Luften er kølig og fugtig, lyden er konstant, og der er små hængebroer over strømmen. Ti minutters gang fra parkeringen. Det er den slags stop der ikke stod i din plan.

Tilbage på B159, og nu kommer Pass Lueg. Her presser Salzach sig gennem en kløft — Salzachöfen — så snæver at floden ikke kan passere ved siden af vejen; den forsvinder ned i klippen, og vejen løftes op og går gennem en kort tunnel på omkring 150 meter. På begge sider står kalkvæggene lodret. Det er porten mellem det åbne Salzburg-land og bjergene. Efter passet er du et andet sted. Landskabet ved det.

Hubertl / CC BY-SA 4.0

Pass Lueg. Floden forsvinder ned i Salzachöfen-kløften til venstre; vejen klemmer sig op ad klippen til højre. I 500 år var det her den eneste vej sydpå — en flaskehals man kunne forsvare med en håndfuld mænd.

Og så, når du runder svinget efter passet, står den der: Burg Hohenwerfen, højt oppe på en klippeknold midt i dalen, med kalkmassivet Tennengebirge som en hvid mur bagved. Borgen blev bygget i 1075-78 under ærkebiskop Gebhard, og den har stået der i næsten tusind år og kigget ned på præcis den vej du kører på nu.

→ Burg Hohenwerfen

Det bedste ved Hohenwerfen er ikke murene. Det er fuglene. Borgen huser Salzburger Landesfalkenhof, og flere gange om dagen holder falkonererne — i historiske dragter — flyveopvisning på volden. Ørne, gribbe, falke og ugler kastes ud i luften og trækker deres cirkler henover dalen mens en mand fløjter dem hjem. Du står med hovedet i nakken og en havørn passerer så tæt at du hører vingerne skære luften. Det varer omkring 25 minutter. Børn glemmer det aldrig. Det gør voksne heller ikke.

Diego Delso / CC BY-SA 4.0

Gennem borgens hvælvede stengange, lygtelys på gammel sten, ned mod volden hvor falkonererne holder opvisning. Man går bogstaveligt talt et par århundreder tilbage på vej derud.

→ Eisriesenwelt

De sidste 25 km — ind i Liechtensteinklamm

Fra Werfen fortsætter du sydpå. Ved Bischofshofen skifter vejen navn til B311, og dalen åbner sig lidt igen — brede enge i bunden, gårde med kæmpe tagudhæng bygget til at bære sne, en kirketårnsspir med den grønne kobber-løgkuppel der er alpe-Østrigs signatur. Du er i Pongau nu, og landsbyerne har navne der ender på -au og -werfen og -johann.

Langs vejen ser du de første racercyklister. De kommer i klynger, læner sig ind i svingene, og de kører den vej du kører — for det er præcis her Tauernradweg løber, langs Salzach hele dalen igennem. Det er en af Østrigs mest kørte cykelruter, flad og familievenlig, afmærket hele vejen. Cyklen ejer denne dal lige så meget som bilen gør.

Kort før St. Johann ligger dagens sidste — og bedste — kløft. Liechtensteinklamm. Du parkerer, går ind gennem billethuset, og så lukker verden sig om dig. Kløften er op til 300 meter dyb og knap fire kilometer lang, og på det snævreste kan du røre begge vægge med udstrakte arme. Gangbroerne er boltet fast til klippen, vandet brøler under dine fødder, og lyset kommer kun ned i striber. Det er tæt, koldt, larmende og storslået på én gang.

→ Liechtensteinklamm

Guy Wilson / CC BY-SA 4.0

Thomas Quine / CC BY 2.0

Samme kraft, to steder: Gollinger Wasserfall falder frit ned over mosset (venstre), Liechtensteinklamm skærer sig 300 meter lodret ned i klippen (højre). Det er vandet der har formet hele denne dag.

Der er ingen steder at bade på denne etape — det skal vi være ærlige om. Salzach er gletsjerkold og løber for hurtigt, og kløfterne er til at kigge i, ikke svømme i. Hvis kroppen skriger efter vand, må den vente til i morgen, hvor Zeller See ligger og lokker. Til gengæld har du set en flod skære sig gennem bjerget to gange på én dag.

Ved Bischofshofen samles dalene, og trafikken bliver tættere et øjeblik — her møder vejen fra Salzburg den store nord-syd-korridor. Men du drejer af, følger B311 mod sydvest, og så er der stille igen. Du er dybere i bjergene nu end du var i morges, og det kan mærkes på luften: køligere, klarere, med et strejf af gran der ikke var der nede ved floden.

Er du sulten når du ruller ind i St. Johann im Pongau: kig efter Kaspressknödel — ostemelboller trykket flade og stegt sprøde, serveret i klar suppe — eller Pongauer Kasnocken, en slags alpe-mac-and-cheese med sprød løg på toppen. Det er mad bygget til folk der arbejder i højden. Du skal i højden i morgen.

I morgen kører du op langs floden til dens kilde.
Og ved bommen begynder det rigtige.

De første kilometer — op ad Salzach mod vest

Du ruller ud fra St. Johann og drejer vestpå ad B311. Nu vender du ryggen til Salzburg for alvor og følger Salzach opstrøms, mod stedet hvor floden bliver født. Ved Schwarzach dykker vejen gennem en kort tunnel, og så åbner Pinzgau sig — en bred, lys dal med floden i bunden og bjergkæder på begge sider. Til venstre, sydpå, kan du ane Hohe Tauern, den kæde du skal krydse i morgen. Toppene har sne selv i juli.

Landskabet her er blødere end i går. Ingen kløfter der klemmer. Bare en vid dalbund med gårde, marker slået i striber, og en flod der stadig er grøn af gletsjermel. Du kører gennem Lend og Taxenbach, søvnige landsbyer hvor den eneste bevægelse er en traktor og en mand der læner sig op ad et hegn og kigger på dig køre forbi.

Læg mærke til at du kører opstrøms nu. Hver kilometer bringer dig tættere på det sted, langt fremme i bjergene mod vest, hvor Salzach springer ud af jorden som en lille bæk. Du følger floden mod dens kilde — og jo nærmere du kommer, jo yngre og hastigere bliver vandet, endnu ikke blevet den brede grønne flod der løber gennem Salzburg.

Ved Taxenbach ligger Kitzlochklamm — en kløft du kan strække benene i hvis du vil. Halvanden kilometer lang, vægge op til hundrede meter, brusende vand og gangbroer. Og en overraskelse: allerede i 1553 borede guldgravere en søgetunnel her ind i klippen. Hele denne del af Tauern var engang guldland — bjergene indeholdt malm, og mænd gravede efter den i århundreder. Det er derfor der stadig hedder ting som Goldberg og Rauris i disse dale.

Linie29 / CC BY 4.0

Kitzlochklamm ved Taxenbach. Guldgravere borede sig ind her i 1553. I dag går du på broer boltet til klippen mens smeltevandet drøner nedenunder — samme lyd de hørte, samme klippe.

Linie29 / CC BY 4.0

Ritzstollen. Guldgravernes søgetunnel fra 1553 står stadig åben i klippen — en trætrappe fører ind i mørket hvor mænd engang hamrede efter malm med håndkraft og talglys.

Guldet klæber til hele Tauern. I 1500- og 1600-tallet var disse dale blandt Europas største guldproducenter — mænd kravlede ind i bjerget med hakke og talglys og hentede malm ud af årer højt oppe i fjeldet. Sidedalen Rauris, som du passerer, havde sin egen guldrus. Det meste blev gravet ud for længe siden, men bjergene beholdt navnene: Goldberg, Goldberggruppe. Deroppe kan du stadig vaske guld i bækkene, hvis du har tålmodigheden.

Afstikker: Zell am See og Kaprun

Ved Bruck deler vejen sig. Ligeud, sydpå, går B107 — Grossglockner Hochalpenstraße — op mod bommen. Men du er kun fem kilometer fra en af Østrigs smukkeste søer, så drej lige vestpå først. Zell am See ligger ved en sø der er så ren at den regnes blandt Europas klareste, indrammet af bjerge hele vejen rundt, med Kitzsteinhorns gletsjer som baggrund mod syd.

→ Zell am See

Zell am See er en ferieby, og det mærkes — promenader, både, is-vogne, folk i shorts der spiser gelato ved vandet. Men søen bærer det hele. Den ligger som et blankt spejl mellem bjergene, og en tur langs bredden nulstiller noget efter to dage i smalle dale. Kig mod syd over vandet: der ligger Kitzsteinhorn med sin gletsjer, bjerget du kunne have taget kabelbanen op ad, hvis du havde haft en dag ekstra.

Fem kilometer sydvest for Zell ligger Kaprun, og hvis du har tid, så tag afstikkeren. To ting venter her. Den ene er Sigmund-Thun-Klamm — endnu en kløft, 320 meter lang og op til 32 meter dyb, med gletsjervand så turkis at det ser kunstigt ud. Den anden er Kitzsteinhorn, gletsjeren over byen, hvor Østrig fik sit allerførste gletsjerskiområde — de første betalende gæster kørte op 11. december 1965.

→ Sigmund-Thun-Klamm   → Kitzsteinhorn

Kitzsteinhorn er ikke bare et skibjerg. Det er der, hvor østrigsk gletsjerturisme begyndte — da de første betalende gæster kørte op ad kabelbanen den 11. december 1965, var det landets allerførste gletsjerskiområde. Ideen om at man kunne stå på ski hele året, højt over dalen, på evig is, blev født præcis her. I dag kører kabelbanen op til over 3.000 meter, hvor en udsigtsplatform hænger i luften over det hele.

Zairon / CC BY-SA 4.0

Uoaei1 / CC BY-SA 4.0

De sidste 12 km — op ad Fuschertal til bommen

Tilbage ved Bruck drejer du sydpå og forlader Salzach. Nu følger du Fuscher Ache, en mindre gletsjerstrøm der kommer ned fra præcis det bjerg du skal over. Vejen begynder at stige. Dalen bliver smallere igen, skoven tættere, og for hvert sving kommer tinderne nærmere. Du passerer Fusch, den sidste rigtige landsby, i 813 meters højde. Efter den er der ikke mange huse tilbage — bare eng, gran og sten.

Nu bliver husene til sætre, og sætrene til bare enge. Køerne står højt oppe i skråningerne med bjelder om halsen, en lyd der driver ned til vejen når vinden er rigtig — en fjern, uregelmæssig klingen, tyve klokker der aldrig rammer samme tone. En hyrde bevæger sig langsomt mellem dyrene. Det er et landskab der arbejder — mælk, hø, træ — ikke et der poserer for dig.

Her begynder cyklisterne at se anderledes ud. Ikke afslappede dal-triller længere, men senede, foroverbøjede skikkelser der maler sig opad i lave gear. Du kører forbi dem i skridtgang af respekt. For dem er dette startlinjen: Grossglockner-klatringen starter traditionelt nede i Bruck, og herfra og op er det 27 kilometer og over 1.600 højdemeter til toppen, med strækninger på 10-12% stigning. Der findes et årligt bakkeløb, Glocknerkönig, hvor folk kører op på tid. At se dem her, hvor det for alvor begynder at gøre ondt, er en oplevelse i sig selv.

Der findes et årligt bakkeløb, Glocknerkönig, hvor folk kører op på tid — fra Bruck til toppen er det over 1.600 højdemeter på omkring 27 kilometer, med strækninger på 10-12% stigning. Det er ikke en tur for de fleste af os. Men bare det at dele vejen med dem, i skridttempo, og se hvad et menneske kan tvinge sig selv op ad, gør noget ved respekten for bakken der venter.

Og så, i omkring 1.145 meters højde, står den: bommen ved Mautstelle Ferleiten. En bygning, en bom, en betalingsbod. Herfra og opad er vejen ikke længere gratis — den er en mautvej, og prisen betaler for at holde de 48 kilometer åbne, fri for sne, klar til dig hver sommer. Bag bommen ligger Ferleiten med sine brede enge under de første rigtigt høje tinder, og et lille dyrepark-område hvor du kan se stenbukke og gemser på tæt hold. Det er sidste flade stykke. Herfra går det kun én vej: op.

Wald1siedel / CC BY-SA 3.0

Op ad Fuschertal mod bommen. Om morgenen ligger skyerne i dalbunden, og Hohe Tauerns tinder rejser sig over dem. Efter Ferleiten forsvinder træerne, og der er kun sten, sne og himmel tilbage.

Ved bommen holder du et øjeblik og kigger op. Vejen forsvinder i sving efter sving over dig, højere end du kan se, ind i en verden uden træer. Det er her turen holder op med at være en køretur gennem dale og bliver noget andet: en bestigning med bil. Du sover en nat på det. I morgen er den din.

→ Nationalpark Hohe Tauern

Bag bommen holder dalen op.
Og en vej fra 1935 tager over.

Første halvdel — op gennem skovgrænsen

Bommen løfter sig, og du kører ind på en af verdens berømte veje. De første sving går stadig gennem skov, men gran bliver hurtigt til lav lærk, og lærk bliver til bar eng. Du kan mærke motoren tage fat — den arbejder mod tyngdekraften nu, konstant. Asfalten er perfekt, to spor, med lave stenmure i yderkanten hvor det går stejlt nedad. Ved Hochmais i omkring 1.850 meter er der et første udsigtspunkt. Stop. Kig tilbage. Ferleiten ligger allerede langt nede.

Nu kommer hårnålene tættere. De er nummererede, og der er 36 af dem på hele vejen. Hver enkelt er et lille ritual: bremse, dreje rattet næsten helt rundt, mærke bilen tippe gennem svinget, og så en ny lige strækning der peger opad mod den næste. Du deler vejen med motorcykler der lever for netop dette, med racercyklister der lider, og med snefræsernes efterladte snevægge langs kanten hvis du er tidligt på sæsonen.

Der er en rytme i det efter et par sving. Bremse ind, dreje rattet næsten helt rundt, føle bilen læne sig, give gas ud af svinget mens vejen retter sig og peger opad igen. Motoren finder sit arbejdsgear og bliver der. Du holder ikke pauser fordi du er træt — du holder fordi udsigten bag hvert sving er en anden end den før. Ferleiten er væk nu, dalen en tynd grøn streg langt nede, og over dig venter mere vej.

Over skovgrænsen ændrer verden karakter. Ingen træer længere, bare alpetundra: kort græs, sten, lav, og pludselig blomster — i juni og juli står skråningerne fulde af alpeflora. Og her, blandt stenene, sidder de: murmeldyrene, oprejst som små vagtposter, der fløjter når du kommer for tæt. Rul ned. Lyt.

Murmeldyret er kun én af vejens stjerner. Kig også op mod tinderne efter stenbukke og gemser — og med held den enorme lammegribbe, gribben med over to og en halv meters vingefang, der blev udryddet i Alperne og siden genudsat. En stor skygge der glider hen over klippen uden et eneste vingeslag er ikke en sky.

Naturpuur / CC BY-SA 4.0

Lammegribben over Hohe Tauern. Med et vingefang på over to en halv meter blev den udryddet i Alperne og siden genudsat — netop her i nationalparken omkring Grossglockner. Kig op.

Bernd Thaller / CC BY-SA 3.0

Stenbukken hører til heroppe. Kolonien over Kaiser-Franz-Josefs-Höhe er vant til mennesker og lader sig se på tæt hold — kig efter de svungne horn mod skylinjen, urokkelige mens vinden river i alt andet.

Fuscher Törl og Edelweißspitze — toppen af det hele

Ved Fuscher Törl i 2.428 meter når du den første store sadel, og panoramaet folder sig ud på begge sider. Her står et lille mindesmærke — for de 14 mænd der døde under byggeriet af vejen. Det er værd at stå stille ved. Vejen du lige har kørt op ad blev hugget ud af denne klippe mellem 1930 og 1935 af tusindvis af arbejdsløse mænd i depressionen, med håndkraft og dynamit, og fjorten af dem kom aldrig ned igen.

Fra Fuscher Törl går en kort sidevej op til Edelweißspitze — vejens højeste punkt, 2.571 meter. Sidevejen er lagt med original brosten fra 1930'erne; den rumler under dækkene, kort og stejl. Deroppe har du 360 grader: bjergtinder i alle retninger, dal på begge sider, og en følelse af at stå på taget af et land. Der blæser næsten altid en vind, og den er kold selv midt om sommeren. Tag en trøje. Bliv stående lidt for længe.

→ Grossglockner Hochalpenstrasse

Manden bag det hele hed Franz Wallack. Han fik opgaven i 1924, tegnede vejen, og ledede byggeriet til det stod færdigt i 1935. Han opfandt endda sine egne roterende snefræsere for at kunne grave vejen fri hver forår — maskiner efter samme princip bruges stadig, hver eneste maj, til at åbne passet. Uden Wallack ingen vej. Uden vejen ingen af de udsigter du står i nu.

Tænk på hvad det kræver. Sneen ligger fem, ti meter dyb heroppe efter vinteren, og hvert forår æder snefræserne sig ind gennem den og kaster den til side i høje hvide vægge. Er du tidligt på sæsonen, i maj eller juni, kører du mellem de vægge — en tunnel af sne med himmel i loftet. Vejen er kun åben for dig fordi nogen graver den ud igen hvert eneste år, meter for meter.

Isabellkub / CC BY-SA 4.0

Herbert wie / CC BY-SA 4.0

Hochtor og ud til gletsjeren

Fra Fuscher Törl dykker vejen lidt og klatrer så mod Hochtor — en tunnel skåret gennem selve bjergkammen i 2.504 meters højde. Tunnellen er godt 300 meter lang, og præcis midt inde i den løber grænsen mellem Salzburg og Kärnten. Du kører ind i én provins og ud i en anden, under en fjeldryg, i mørke. Da du kommer ud på sydsiden, er lyset anderledes, og landskabet falder væk mod Kärnten.

At Hochtor er en port er ikke ny viden. Længe før Wallack, længe før Habsburgerne, gik folk over præcis her — det var en af de vigtigste overgange i hele Alperne. Bronzefiguren af Herkules blev ikke tabt; den blev lagt, som et offer af en rejsende der bad om sikker passage over bjerget. Man beder ikke om sikker passage over noget der er let. De vidste hvad de gik ind til. Det gør du også nu — du har bare motor til det.

Efter Hochtor kommer sidevejen ud mod klimakset. Ved Guttal drejer du fra hovedvejen og følger Gletscherstraße de sidste otte kilometer ud til Kaiser-Franz-Josefs-Höhe i 2.369 meter. Og der, når du parkerer og går ud til terrassekanten, ligger det: Pasterze, Østrigs længste gletsjer, en tunge af blåhvid is der strækker sig ind mod bjerget — og over det hele rejser Grossglockner sig, 3.798 meter, landets højeste punkt, spids og sort mod himlen.

→ Pasterze

Zairon / CC BY-SA 3.0

Kaiser-Franz-Josefs-Höhe. Pasterze til venstre, Grossglockner (3.798 m) bagerst. Læg mærke til den bare klippe langs iskanten — for hundrede år siden lå gletsjeren helt derop. Den har trukket sig tilbage for øjnene af de sidste generationer.

Det er ikke bare smukt. Det er en tidslinje du kan aflæse. Pasterze var mange kilometer længere for hundrede år siden, og den smelter stadig — flere meter om året ved tungen. Du kan gå ned mod iskanten ad en sti eller med den gamle gletsjerbane, og undervejs passerer du skilte der viser hvor isen stod i 1900, i 1950, i 1980. Hvert skridt er et årti. Stedet fortæller sin egen historie uden at hæve stemmen.

Tallene på skiltene ned mod isen er svære at ryste af sig. Her stod gletsjeren i 1900. Her i 1950. Her i 1980. For hvert årti er den trukket sig længere op, hurtigere og hurtigere, og den bare klippe den efterlader er lys og skrabet, endnu ikke grønnet af noget. Du står ved den nyeste markør og kigger på afstanden ned til isen. Dine børnebørn kommer til at stå et helt andet sted.

For cyklister er det her hellig grund. I 1971 var Grossglockner det højeste punkt på hele Giro d'Italia — den eneste gang løbets tag lå uden for Italien. At overhale en amatør tæt på toppen, hvor luften er tynd og benene er tømt, er at se et menneske i færd med noget rent. De kom hele vejen op ad de samme 36 sving som du gjorde, bare uden motor.

Er du sulten heroppe, så er der bjergrestauranter ved både Fuscher Törl og Franz-Josefs-Höhe. Bestil Kaiserschmarrn — sønderrevne, sukrede pandekagestykker med blommekompot — eller en skål Kasnocken. Varm mad i tynd luft, mens gletsjeren ligger udenfor vinduet. Det er svært at slå.

Du har krydset ryggen af Østrig.
Nu falder vejen ned mod en kirke og et sagn om blod.

De første kilometer — ned mod Heiligenblut

Du kører tilbage fra Franz-Josefs-Höhe til hovedvejen og begynder nedstigningen mod syd. Nu er tyngdekraften på din side, og du skal passe på det modsatte af før: at ikke lade farten løbe. Skift i lavt gear og lad motoren bremse for dig ned ad hårnålene — bremser der er glødende varme, holder ikke evigt. Landskabet åbner sig mod Kärnten, blødere end nordsiden, med lærkeskove der bliver dybgrønne igen efterhånden som du taber højde.

Nedstigningen har sin egen disciplin. Hvor du på vej op skulle finde kræfter, skal du på vej ned finde tålmodighed. Lad motoren holde igen i lavt gear, brug bremserne kort og bestemt i stedet for at hvile på dem, og lad de langsomme strækninger være langsomme. Der er ingen præmie for at nå bunden hurtigt. Der er en præmie for at nå den med kolde bremser og et roligt hjerte.

Og så, i et sving, ser du den for første gang: Heiligenbluts kirke, en høj, spids gotisk spir der stikker op af landsbyen i dalbunden — og direkte bag den, som var det arrangeret, Grossglockner selv. Det er et af de mest fotograferede syn i hele Østrig, og med god grund. Menneskeværk og bjerg i samme ramme, det ene lille, det andet enormt, og alligevel balancerer de billedet.

→ Heiligenblut

Nxr-at / CC BY-SA 4.0

Heiligenblut. Kirken St. Vinzenz blev bygget 1460-1491, og spiret peger op mod Grossglockner (3.798 m). Kør ned til byen, parker, og find vinklen hvor spir og bjerg står lige over hinanden. Den er ikke svær at finde — alle har stået præcis der.

Byens navn betyder "det hellige blod", og sagnet bag er værd at kende. En ridder ved navn Briccius skal omkring år 914 have båret en lille flakon med Kristi blod med sig hjem fra Konstantinopel — gemt i et sår i sit eget ben. På vej gennem bjergene omkom han i en lavine. Da man ledte, voksede tre kornaks op gennem sneen præcis hvor han lå, og afslørede ham. Relikvien ligger stadig i kirken, og de tre aks står i byens våbenskjold den dag i dag.

Går du ind, er der køligt og halvmørkt, og en sen-gotisk altertavle fra 1520 rejser sig ved koret, snitskåret og forgyldt. Et sted i kirken hviler flakonen med det der siges at være Kristi blod. Uanset hvad man tror, er det svært ikke at mærke tyngden af tusind års tro der er gået gennem denne dør — i en kirke bygget så højt oppe at sneen lukker den inde halvdelen af året.

Ved Heiligenblut ender selve Grossglockner Hochalpenstraße. Det var her Wallacks vej officielt sluttede, da den blev indviet i 1935, og sydporten står stadig, en bom som den ved Ferleiten. Efter den er du på almindelig landevej igen — gratis, ude af det store bjergprojekt, tilbage i en dal hvor folk bor og arbejder hele året rundt, ikke kun mens passet er åbent.

Ned ad Mölltal — floden fra gletsjeren

Fra Heiligenblut følger vejen — stadig B107 — floden Möll nedad. Og her er en fin lille tanke at køre med: Möll fødes af Pasterze, gletsjeren du stod over for en time siden. Det samme vand du så som blåhvid is, løber nu grønt og hurtigt ved siden af bilen, på vej de 84 kilometer til Drau og videre ud i verden. Du følger bogstaveligt talt gletsjerens smeltevand ned ad bjerget.

Nede ad Mölltal ligger små byer med guld i fortiden — Grosskirchheim og Döllach havde deres egne miner, og der er stadig et lille guldmuseum i dalen. Det er den samme åre af østrigsk historie du krydsede i går ved Kitzlochklamm: bjergene her har givet fra sig i århundreder — guld, sølv og til sidst udsigter til folk som dig.

Dalen er bred og landlig her. Gårde med solsvedne træbalkoner, høstakke, køer på engene med bjelder du hører gennem det åbne vindue. En bonde stabler brænde ved en lade. En traktor holder ind til siden for at lade dig passere, og manden løfter to fingre fra rattet — den lille alpe-hilsen mellem folk der deler en smal vej. Lærketræerne står grønne nu, men i oktober bliver hele denne dal gylden, når lærken skifter farve før den taber nålene.

PantheraLeo1359531 / CC BY-SA 4.0

Sydsidens hårnåle. Nedstigningen mod Heiligenblut og Mölltal er blidere end nordsidens klatring, men lige så smuk — og her har du solen i ryggen om eftermiddagen.

Over Iselsbergpasset — det sidste klimp

Ved Winklern i 966 meters højde forlader du Mölltal. Vejen deler sig: Mölltal-straße fortsætter ligeud, men du drejer og klatrer et sidste stykke op over Iselsbergpasset i omkring 1.204 meter. Det er en mild slutklatring efter dagens store nedstigning — en enkelt håndfuld sving op gennem skov, og så toppen, hvor Osttirol åbner sig foran dig. Du forlader Kärnten og kører ind i Tirol for anden gang på turen.

Fra passet og ned mod Dölsach falder vejen igen, og nu kommer det store finale-syn: Lienzer Dolomiten. De rejser sig sydøst for byen, blege, takkede kalktinder der er tydeligt beslægtede med de italienske Dolomitter lige på den anden side af grænsen. Efter en hel dag i de runde, grønne Tauern-bjerge er de skarpe Dolomit-tænder et chok for øjnene — som om nogen skiftede bjergart under dig.

Du ruller det sidste stykke ned mod dalbunden med vinduet nede. Luften bliver varmere for hver kilometer, næsten umærkeligt, indtil du pludselig kan lugte høslæt og varm asfalt i stedet for sne og sten. En knallert dytter et sted foran dig. En café har stole ude på fortovet. Du er kommet ned.

Og så ruller du ind i Lienz, Osttirols hovedstad, i 673 meters højde. Efter en dag der begyndte i sne og is, ender den her, i sydligt lys, med palmelignende træer på torvet og en varme i luften der ikke fandtes ved Franz-Josefs-Höhe. Byen ligger hvor Isel løber ud i Drau, under Schloss Bruck — grevernes af Görz gamle borg — og Hauptplatz åbner sig bredt under Liebburgs to løgkuppel-tårne.

Schloss Bruck vogter byen fra en høj ovenfor, en borg fra 1200-tallet der i dag rummer et museum for Osttirols mest kendte maler, Albin Egger-Lienz. Byen har været et knudepunkt siden romertiden — her mødes dale fra fire retninger, og hvem der end holdt Lienz, holdt vejen mellem nord og syd. Du kom ad den nordfra i dag.

Der er noget ved lyset her der ikke fandtes for tre timer siden. Lienz ligger lavt og sydvendt, skærmet af bjerge, og byen kalder sig selv Sonnenstadt — solbyen. Luften har en blødhed der hører længere sydpå til; folk sidder ude til langt på aftenen. Du er stadig i Østrig, men Italien ligger kun én bjergryg væk, og du kan næsten mærke det.

→ Lienz

Helmlechner / CC0

Herzi Pinki / CC BY-SA 4.0

Steffen 962 / CC BY-SA 4.0

Tristacher See. Skoven lukker sig om vandet på begge sider, og bjergene rejser sig for enden. Det sidste badested på hele turen — og det roligste.

Og maden: i Kärnten, som du lige forlod, hedder den Kärntner Kasnudeln — store ravioli fyldt med kvark, kartoffel og et pift mynte, som er det uventede der gør retten. Her i Osttirol hedder samme familie Osttiroler Schlipfkrapfen. Sæt dig først et sted med udsigt til Dolomitterne og tænk på hvad du har kørt i dag: fra en gletsjer i 2.369 meter, over en iskold pastel-grøn sø af smeltevand, gennem lærkeskov og romerske ruiner, til en by hvor luften er blød og lyset sydligt. Det er ikke bare en køretur — det er et tværsnit af et helt land, fra dets højeste, koldeste top til dets blødeste, sydligste hjørne, på én tank benzin. Bestil så retten på en kro ved Hauptplatz, med brunet smør, og skål for at du kom over bjerget. Det gjorde fjorten mænd i 1930'erne ikke.

Bjerget var her længe før vejen.
Men i halvanden time i dag var vejen din.