Fæstningernes fjord

De første kilometer — ud af Bjørvika

Du står yderst på Sørenga, ude i Bjørvika. Bag dig rejser Operahuset sig op af fjorden som en flage hvid is, nogen har skubbet halvt op på land — du kan gå hele vejen op ad taget, folk gør det, ligger på skråningen med en kaffe. Foran dig er saltvand. En, der lige er sprunget fra tremeteren ved sjøbadet, kommer pustende op til overfladen; 17 grader hvis det er en god dag, fire grader og isflager hvis det ikke er. Det er her byen begynder. Det er her du kører fra.

Ud af centrum følger du Mosseveien sydpå — fjorden på venstre hånd. Smukt er det ikke endnu. Containerhavn, en motorvejsbro, en bys bagside. Hold ud. Efter Nordstrand løsner byen sit greb, og du drejer ned fra de store baner mod vandet, ind på de gamle veje langs Bunnefjorden.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Wikimedia Commons · CC0

De mellemste kilometer — ned langs fjorden

Nu er det en anden tur. Vejen snor sig gennem granskov med fjorden, der blinker mellem stammerne. Asfalten bliver smal, to spor, et par steder uden midterstribe, og der lugter af bar og solvarm sten. Ved en af broerne står der næsten altid en med en fiskestang og stirrer ned i det grønne vand — makrel om sommeren, siger han, hvis den vil. Han siger det uden at vende hovedet.

Du passerer rofarvande og småbåde, og så klatrer vejen den sidste bakke. Dernede ved vandet ligger Drøbak.

Den drøje bakke — Drøbak og det smalle sund

Navnet betyder noget i retning af "den drøje bakke" — de stejle stigninger ned til havnen. Byen er hvide træhuse, der klamrer sig til skråningen. Engang var det her Oslos vinterhavn: når fjorden frøs til om vinteren, kunne skibene ikke nå hovedstaden, og Drøbak var det yderste sted med isfrit vand. Hele byens eksistens hviler på den simple kendsgerning, at vand fryser.

Gå ud på bryggen. En kilometer ude over vandet ligger to små holme, Kaholmene, og på den sydlige en stjerneformet fæstning af sten: Oscarsborg. Det her er fjordens smalleste sted — cirka én kilometer fra bred til bred. Og det er derfor det skete.

Wikimedia Commons · CC BY 2.5

9. april 1940, nogle minutter i halv fem om morgenen. Den tyske krydser Blücher kommer op gennem sundet i mørket — 12.000 tons stål, over to tusind mand om bord, undervejs for at tage Oslo i ét snuptag. Fæstningens kommandant, oberst Birger Eriksen, har 40 år gamle kanoner, uerfarne rekrutter og ingen ordre fra nogen. Han giver ordren selv. Klokken 04:21 fyrer de to hovedkanoner — Krupp-stål med navnene Moses og Aron — på under en kilometers afstand. Så rammer torpedoerne fra Kaholmen. Klokken 06:22 kæntrer Blücher og synker med bunden i vejret.

De par timer, skibet kostede tyskerne, gav kongen, regeringen og hele Stortinget tid til at stige på toget og flygte nordpå med landets guldbeholdning. En håndfuld mænd med to forældede kanoner forskød en hel krig.

De første kilometer — op ad bakken igen

Du kører den drøje bakke op igen, væk fra Drøbak, og rammer det åbne landskab syd for byen. Her kan du vælge: E6 brager sydpå inde i landet, fire spor, hurtigt og glemt. Lad den ligge. Tag i stedet lokalvejene mod kysten — de snor sig gennem kornmarker og småskov med fjorden gemt bag åskammen til venstre. Langsommere. Pointen.

Son — byen der slog Moss

Son er hvide træhuse om en lille havn, og den ser for søvnig ud til sin egen historie. Fra omkring 1550 var det her en travl ladeplads, der sejlede trelast ud til hele Europa. Og i 1670'erne havde denne lille flække dobbelt så høje toldindtægter som Moss — naboen oppe ad vejen, der i dag er mange gange så stor. Den lille by var rigere end den store. Det varede ikke, men det skete.

Omkring år 1900 fandt kunstnerne Son. Malere og digtere flyttede ind i de billige fiskerhuse — Nils Kjær, Ludvig Karsten, Herman Wildenvey — og malede den samme havn, du kigger på nu. En dame ruller et stativ med postkort ud foran en galleributik; halvdelen er reproduktioner af billeder malet på denne kaj for hundrede år siden. Hun stiller dem i solen og går ind igen.

De sidste kilometer — ind i Moss

Vejen følger vandet det sidste stykke ind mod Moss. Du krydser kanalen og er inde i Møllebyen — de gamle teglstensmøller ved Mossefossen, hvor vandkraften har drevet hjul siden middelalderen. Røde murbygninger, vand der falder, caféborde hvor der før stod maskiner.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Moss bærer en stor dag i sin historie. Den 14. august 1814 blev Mossekonvensjonen underskrevet her, i det gule hus de kalder Konventionsgaarden — våbenstilstanden, der afsluttede krigen mod Sverige og lod nordmændene beholde deres eget Storting og deres egen grundlov inde i unionen. Det fundament, hele vejen frem mod selvstændigheden i 1905 hviler på, blev lagt i et byhus i Moss.

I generationer havde Moss en lugt. Cellulosefabrikken sendte en sur, rådden em ud over gaderne — "mosselukta", så berygtet at hele landet lavede vittigheder om den. I april 2012 lukkede fabrikken, og lugten forsvandt på én dag. Og nogle Moss-folk savnede den faktisk. Det var lugten af arbejde.

De første kilometer — ned langs kysten

Igen valget: E6 inde i landet, eller kystvejen. Du tager kysten — ned gennem Rygge og Råde mod Larkollen, smalle veje mellem marker, der ender i svaberg og fjord. Det lugter anderledes hernede end ved Oslo. Mere salt, mindre gran. Måger i stedet for skovduer.

Larkollen — havnen der blev en badeby

Larkollen ligger ved fjorden bag øerne Kollen og Eldøya, og det beskyttede farvand gjorde den engang til den mest benyttede havn på hele Oslofjordens østside. Sejlskibe lå for anker bag holmene; et lille kystfort, Frederiksodde, vogtede indsejlingen fra 1712. Da jernbanen kom i 1879 med stop i Dilling syv kilometer væk, fandt sommergæsterne stedet, og loshavnen blev en badeby.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

De mellemste kilometer — mod Glomma

Videre sydpå krydser vejen efterhånden ind mod Fredrikstad, hvor Norges længste flod møder havet. Glomma er omkring 600 kilometer lang, fra fjeldene i nord til udløbet lige her, og den deler byen i to. Over floden går byfærgen — gratis, halvanden million passagerer om året. En far løfter en barnevogn om bord, barnet peger på en måge, færgemanden venter tålmodigt med hånden på rælingen. To minutter over. Det koster ingenting, og det er en af de bedste ting i byen.

Wikimedia Commons · CC BY 4.0

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Vindebroen — ind i Gamlebyen

Og så det, du kom efter. Du kører over en vindebro — en rigtig en, over en bred voldgrav fuld af vand — ind gennem en port i en jordvold, og pludselig er du 350 år tilbage. Fredrikstad Gamleby er Nordeuropas bedst bevarede fæstningsby.

Den blev grundlagt 12. september 1567 af kong Frederik II, efter svenskerne havde brændt den gamle by Borg oppe ved Sarpsborg, og borgerne bad om at flytte ned til Glommas udløb. Det blev Norges første by opkaldt efter en konge. Voldene og graven, du lige kørte over, er fra 1660'erne, tegnet efter hollandsk forbillede: lave jordvolde, bred vandgrav, hele anlægget en stjerne set fra oven. Inden for murene bor der stadig et par hundrede mennesker — brostensgader, lave træhuse, et torv der bare hedder Torget, og om aftenen er der så stille, at dine egne skridt på brostenene er den højeste lyd.

En vindebro over en voldgrav. En port i jorden. Og på den anden side: Norges første kongeby, 350 år gammel og stadig beboet, stadig en stjerne set fra oven.

De første kilometer — op langs Glomma

Ud af Fredrikstad følger du Glomma opstrøms mod Sarpsborg — samme flod, nu med strømmen imod dig. Vejen er bredere her, mere trafik, og så hører du det før du ser det: et lavt, vedvarende drøn, som om nogen langt borte holder en motor i gang.

Det er Sarpsfossen. En af Europas vandrigeste fosse målt i vandføring — i gennemsnit 728 kubikmeter i sekundet vælter ud over kanten og falder omkring tyve meter. Du står ved udsigtspunktet, og sprøjtet hænger i luften over klippen. Det er ikke et vandfald du fotograferer og går videre fra. Det er et du mærker i brystkassen.

Wikimedia Commons · CC BY 2.0

Byen bagved er en af Norges ældste. Sarpsborg blev grundlagt af Olav den Hellige i 1016 og fejrede sine tusind år i 2016. Den voksede op netop her, fordi fossen gav kraft til save og møller — og siden til den industri, der gjorde byen stor. En tusindårig by bygget oven på et vandfald.

De mellemste kilometer — ind mod grænsen

Fra Sarpsborg drejer ruten sydøst mod Halden. Landskabet bliver til grænseland: lave granitåse, mørk skov, små søer, og en fornemmelse af at noget venter dernede mod syd. Du nærmer dig den linje på kortet, hvor Norge holder op og Sverige begynder, og Halden ligger lige før den — klemt mellem fjorden og fjeldet, med en borg på toppen.

Halden — byen der brændte sig selv ned

Kør op til Fredriksten festning. Stjernefæstningen kroner højdedraget over byen, og herfra ser du det hele: Halden nedenunder, Tista-elven, og Iddefjorden der snor sig mod Sverige. Voldene af granit står stadig hele. Svenskerne forsøgte forgæves at tage fæstningen flere gange — den blev aldrig indtaget.

Wikimedia Commons · Public domain

Under det første svenske angreb i 1716 gjorde haldenserne noget næsten utænkeligt: de satte selv byen i brand frem for at lade den falde i fjendens hænder. Over 300 huse brændte. To år senere, den 30. november 1718, stod den svenske konge Karl 12. selv ved fæstningen under en ny belejring — og fik en kugle gennem hovedet. Svenskerne brød op og trak sig i vinterkulden. Hvem der skød ham, har historikere stridtes om i 300 år; nyere forskning peger på en jernkugle fra netop disse volde.

En by der hellere brændte sig selv ned end at overgive sig. En svensk konge der faldt for muren. Halden er den eneste norske by, der nævnes i nationalsangen — som tak for modstanden.

De sidste kilometer — den ene fod i Sverige

Fra Halden er der kun få kilometer tilbage til Svinesund. Her spænder den store betonbuebro over Iddefjorden, og midt på den går grænsen — du kører fra Norge til Sverige uden at mærke andet end fjorden, der glitrer langt nede. Den nye bro blev åbnet i 2005, på hundredåret for unionsopløsningen i 1905, og lige ved siden af står den gamle bro fra 1946 og bærer nu kun gående og cyklister.

Wikimedia Commons · CC BY 2.0

Du har kørt 195 kilometer fra Operaen i Oslo. Forbi øen der sænkede et krigsskib. Gennem to hvide ladesteder og en by med en lugt der forsvandt. Over en vindebro og ind i en 350 år gammel fæstningsby. Op til en borg hvor en konge faldt. Og nu står du ved en bro, hvor Norge holder op. Hele turen var grænseland — vejen ind til en hovedstad, og vejen ud af et land.