Elleve hårnålesving

Aksla — 418 trin og en hel by under dig

Begynd med at gå op. Ikke langt — 418 trin fra byparken op til Fjellstua på Aksla-fjeldet, og du kan tage bilen næsten hele vejen hvis knæene siger fra. Deroppe åbner det hele sig: Ålesund ligger spredt ud over sine øer som en model nogen har bygget i jugendstil. Og det er præcis hvad den er.

Natten til 23. januar 1904 brændte byen ned — næsten hele træbyen væk på én nat, omkring 10.000 mennesker uden tag over hovedet midt om vinteren. Den blev genrejst på tre år i sten, tårne og svungne facader, inspireret af tysk jugendstil. Du står og kigger ned på en katastrofe der endte som et arkitektonisk mesterværk. Få byer i Europa har så samlet et udtryk — fordi få byer blev bygget så hurtigt, på én gang, i ét formsprog.

Sydover mod Hellesylt

Ud af Ålesund slipper asfalten byen og finder vandet. Fjorde på begge sider, fjelde der vokser jo længere ind du kommer. Du kører mod Stranda og videre ned langs Sunnylvsfjorden — en smal, dyb arm hvor bjergene allerede trykker tæt på vejen. Det her er optakten. Rolig, grøn, med et par tunneler og en kiosk eller to undervejs. Lad være med at have travlt. Det vilde kommer.

Hellesylt er en lille bygd for enden af fjorden med et vandfald der vælter midt igennem byen og en færgekaj. Det er her du sætter bilen i kø. Færgen til Geiranger er ikke en pendlerfærge — det er turistfærgen, og det er med vilje. Den sejler den ene af Norges smukkeste fjorde fra ende til ende.

Færgen — De Syv Søstre fra dækket

Overfarten fra Hellesylt til Geiranger tager omkring en time, og det er ikke transport — det er hovedretten. Sluk motoren, gå op på dækket, og lad Geirangerfjorden folde sig ud. Den har stået på UNESCOs Verdensarvsliste siden 2005, og fra vandlinjen forstår man hvorfor: lodrette vægge der rejser sig direkte af det grønne vand, forladte fjeldgårde der klamrer sig til hylder hvor ingen burde kunne bo.

Cirka midtvejs falder De Syv Søstre: syv separate strømme, omkring 250 meter ned ad den lodrette væg, side om side. Lige over for, på den anden bred, falder vandfaldet Frieren — og sagnet siger han har friet forgæves til de syv søstre i århundreder og nu drikker sig fuld i stedet. Det ser man faktisk: Frieren breder sig ud forneden som en flaske. Du behøver ikke tro på sagn for at synes det er den mest charmerende geologi du har set.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Syv vandfald der danser. Én bejler der drikker sig fuld af skuffelse. Og en færge der lægger det hele lige foran din forrude.

Geiranger — landsbyen for enden af verden

Færgen lægger til i Geiranger — en lille landsby klemt inde mellem fjeldvæggene for enden af fjorden. Om sommeren ligger der cruise-skibe på reden, store som boligblokke, og alligevel forsvinder de mellem bjergene. Det er målestokken her der er svær at fatte: alt er større end det ser ud.

Kør de få kilometer op til Flydalsjuvet, det klassiske udsigtspunkt syd for byen. Herfra ser du lige ned i fjorden med Geiranger som en håndfuld huse ved vandkanten og skibene som legetøj. Det er det postkort du har set tusind gange. Det holder. Det holder fordi virkeligheden er endnu stejlere end billedet.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Ørnevejen — det første gisp

Ud af Geiranger går der kun én vej nordpå: op. Ørnevegen snor sig op ad fjeldsiden i elleve sving — ja, elleve, ligesom på den anden side af bjerget senere — og øverst, i omkring 620 meters højde, ligger udsigtspunktet Ørnesvingen. Stop. Stig ud. Vend dig om.

Herfra ser du lige ned i hele Geirangerfjorden: den blå streg af vand langt nede, landsbyen som en prik, De Syv Søstre der falder ned ad den modsatte væg. Det er den mest fotograferede udsigt i Norge, og når du står der forstår du hvorfor. Du var dernede i går. Nu kigger du ned på det hele fra ørnens position — deraf navnet.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Færgen Eidsdal–Linge

Vejen videre kræver en kort sejltur. Ti minutter over Norddalsfjorden, fra Eidsdal til Linge, på Rv63. Du kører ombord, slukker motoren, og står ud på dækket mens fjeldsiderne rejser sig på begge sider. Så er du ovre, og vejen fortsætter mod det stykke alle er kommet for.

Gudbrandsjuvet — fem meter bred, femogtyve dyb

Stop ved Valldal. Her presser Valldøla-elven sig gennem en kløft der kun er fem meter bred — men femogtyve meter dyb. Vandet er grønt og rasende. En arkitekttegnet gangbro hænger ud over revnen, så du kan stå direkte over brølet og mærke det i maven. Det tager ti minutter. Tag dem — det er den slags lille omvej der bliver til en historie bagefter.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Trollstigen — de elleve sving

Og så kommer den. Trollstigen. Elleve hårnålesving hugget ind i en lodret fjeldside, 858 højdemeter, åbnet af Kong Haakon VII den 31. juli 1936 efter otte års byggeri med håndkraft og dynamit. Vejen er smal — maks 3,3 meter — og i sæsonen møder du campingvogne i svinget. Hold til højre. Kør langsomt. Og kig op: Stigfossen springer ud af klippevæggen og krydser vejen som et hvidt gardin. Broen over vandfaldet rister under hjulene.

Øverst, omkring 852 meter oppe, hænger en udsigtsplatform ud over afgrunden — tegnet af Reiulf Ramstad Arkitekter, et bånd af stål og beton der stikker ud i ingenting. Herfra ser du hele vejen som en zigzag trukket ned ad fjeldet, med Stigfossen til siden og dalen dybt nede. Du har lige kørt den. Nu står du og kigger ned på din egen rute, og den ser umulig ud.

Elleve sving op en lodret væg. Et vandfald der krydser vejen. En platform der hænger ud over ingenting. Og du kørte det hele selv.

Ned i Romsdalen mod Åndalsnes

Fra toppen falder vejen ned gennem Isterdalen — en grøn u-dal med vandfald ned ad begge sider og fjeldtinder med navne som Bispen, Kongen og Dronningen. Nede i dalbunden ligger Åndalsnes, klemt mellem fjord og fjeld for enden af Romsdalen. Det er en lille by med en stor beliggenhed: bjergvægge i alle retninger og Rauma-elven der løber ud i fjorden.

Trollveggen — en mur af sten

Før du forlader Åndalsnes, så kør de ti kilometer op ad Romsdalen ad E136. Pludselig fylder Trollveggen hele himlen på højre side — Europas højeste lodrette klippevæg. Den lodrette del rejser sig omkring 1.000 meter, og fra dalbund til toppen af Trolltindene er der op mod 1.700 meter — med en øverste del der overhænger op til 50 meter og gjorde væggen til en af verdens mest berygtede klatreruter.

Stop ved rastepladsen, læn nakken helt tilbage, og prøv at fatte det. Væggen er så høj at du ikke kan se toppen uden at dreje hovedet helt om. Fuglene deroppe er prikker. Den første klatrerute blev åbnet i 1965 — ni dages klatring uden at komme ned. Og indtil 1986 sprang BASE-hoppere ud fra toppen; to af dem mistede livet, og siden er det forbudt.

Tusind meter lodret sten. Fuglene er prikker. Og engang sprang folk ud fra toppen — indtil bjerget gjorde det for farligt selv for dem.

Vestpå til Molde

Vend om, kør tilbage gennem Åndalsnes, og tag Fv64 nordvestpå mod Molde. Vejen følger fjorden, krydser en kort færge eller dukker gennem tunnel alt efter ruten, og åbner sig så mod kysten. Landskabet bløder op — fjeldene trækker sig tilbage, og lyset bliver lysere jo nærmere havet du kommer.

Molde kaldes Rosernes by — et navn fra dengang byen var fuld af haver og et mildt kystklima fik roserne til at blomstre længere end andre steder i Norge. Byen blev hårdt bombet i 1940, men beliggenheden er uændret: ud mod fjorden, med en mur af bjerge på den anden side.

Varden — Moldepanoramaet

Kør op til Varden over byen — 407 meter oppe — og vend dig mod syd. Foran dig ligger Moldepanoramaet: omkring 222 tinder i Romsdalsalperne, mange snedækkede selv om sommeren, lag på lag helt ud til horisonten. Folk har stået her og talt tinder i over hundrede år. Du når aldrig 222. Det er heller ikke pointen — pointen er rækken, dybden, det uendelige.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Ud mod kysten — Bud og det åbne hav

Fra Molde drejer du ud mod kysten ad Fv664 forbi fiskerlejet Bud — det yderste punkt, hvor bjergene endelig giver slip og havet tager over. Her er ikke længere fjeldvægge der lukker himlen. Her er lavt, blæst og bart, lyngheder og klippeskær, og horisonten ligger åben mod vest. Bud var i 1500-tallet et af Vestlandets vigtigste handelssteder. I dag er det stilheden og havluften du kommer for.

Og så begynder Atlanterhavsveien. Du mærker det med det samme: vejen forlader fastlandet og begynder at hoppe fra holm til holm, fra skær til skær, ud over det åbne hav.

Storseisundet — broen der ender i himlen

Atlanterhavsveien er 8,3 kilometer kystvej fra Vevang til Kårvåg, åbnet 7. juli 1989 efter seks års byggeri — under arbejdet ramte tolv orkaner stilladserne. Vejen springer over otte broer og passerer rastepladser med fiskeplatforme. The Guardian har kåret den som verdens smukkeste bilkørsel.

Hjertet er Storseisundbroen — 260 meter lang, 23 meter høj, og bygget med en så voldsom kurve at vejen fra den rigtige vinkel ser ud til at ende i ingenting. Du kører op ad buen, kan ikke se hvad der er på den anden side, og et kort sekund føles det som om asfalten slipper op i den blå luft. Den gør ikke. Men billedet er taget tusind gange, og det snyder hver gang.

Wikimedia Commons

Kom i oktober eller november hvis du tør, og oplev den i storm: Atlanterhavet bryder hen over kørebanen, sprøjtet rammer forruden, og biler kører igennem med lygterne tændt. Det er ikke hyggeligt. Det er storslået på en måde der sætter sig i kroppen.

En vej der hopper ud i Atlanterhavet. En bro der ender i himlen. Og i storm slår havet hen over asfalten — du kører igennem alligevel.

Kristiansund — klipfiskbyen på øerne

Fra Atlanterhavsveien er det et kort stykke videre — gennem den undersøiske Atlanterhavstunnel, fem kilometer ned under havet — til Kristiansund. Byen ligger spredt ud over flere øer omkring havnebassinet Vågen, og det er her ruten finder sin afslutning: ved vandet, omgivet af lave farverige træhuse.

Kristiansund er klipfiskens by. I århundreder blev tørret og saltet torsk eksporteret herfra til Spanien, Portugal og Brasilien — bacalao er stadig byens stolthed på menukortet. Øerne er forbundet af Sundbåten, en lille passagerbåd der har sejlet siden 1876 og regnes som en af verdens ældste kollektivtrafik-ruter stadig i drift. Tag den. Det tager et par minutter mellem øerne, og det er den rigtige måde at slutte en rute der hele vejen har handlet om at krydse vand.

Wikimedia Commons · Public domain

Du har kørt 280 kilometer fra Ålesund. To færger. Toogtyve hårnålesving. En UNESCO-fjord set fra dækket og fra ørnens position. Europas højeste lodrette væg. 222 tinder på række. Og en bro der lod som om den endte i himlen. Nu sidder du ved Vågen med en bacalao og havluft, og bjergene du kørte igennem ligger et sted bag dig, langt inde i landet.