Dovregubbens rige

De første kilometer — ud af Lillehammer

Lillehammer ligger hvor Mjøsa, Norges største sø, ender og dalen begynder. Byen kender de fleste af én grund: vinter-OL i 1994. Kør en afstikker op til Lysgårdsbakkene, de to hoppbakker der blev bygget til legene, og stil dig øverst. Du kigger lige ned ad afsætsrampen og ud over hele byen, søen og dalmundingen. Det er svimlende bare at stå der — og tanken om at kaste sig ud på ski er ikke til at fatte.

Nede i byen løber Mesnaelva tværs igennem i en række små fald og stryg, og gågaden følger den. Om efteråret står løvet i brand langs vandet, og lyden af elven ligger under alt hvad du ellers hører. Det er en god by at strække benene i, inden dalen tager over.

Men vil du forstå hvad du kører op i, skal du op på Maihaugen. Tandlægen Anders Sandvig begyndte at samle gamle huse fra hele Gudbrandsdalen i slutningen af 1800-tallet, og i 1904 åbnede han det hele for publikum. I dag står der omkring 200 bygninger — gårde, en stavkirke, hele gader — og det er et af Nordeuropas største frilandsmuseer. Du går fra middelalder til 1900-tal på ti minutter, mellem huse der ellers var revet ned.

Om sommeren står der en smed i en af smedjerne og hamrer glødende jern, så gnisterne står, og det lugter af trækul og varmt metal. En mand i uldvest forklarer et par tyske turister hvordan man tjærede en stavkirke. Det er ikke et museum bag glas — det er levende, og det giver dig en fornemmelse af dalen du er på vej ind i.

Daniel Vorndran (DXR) / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Langs Lågen — dalenes konge

Ud af Lillehammer følger E6 dalen nordpå, og fra nu af har du en ledsager: Gudbrandsdalslågen. Elven løber langs vejen hele vejen op til Dombås, snart bred og doven, snart stryg og hvirvler, og den er den røde tråd i hele etapen. Gudbrandsdalen kaldes "dalenes konge" — den er en af Norges klassiske landbrugsdale, bred i bunden, med gårde der har ligget på de samme flader i århundreder.

Vejen er god og rullende — to spor, jævn asfalt, midterstribe — og de fleste steder er der en fartgrænse der lader dig se dig omkring. Til den ene side stiger dalsiden op i skov og enge; til den anden ligger Lågen og glimter. Kør med vinduet nede, hvis vejret er til det: der lugter af gran, af nyslået græs, og hen på eftermiddagen af den varme asfalt selv.

Ved Hunderfossen, en snes kilometer oppe, ligger en dæmning i Lågen og en familiepark ved siden af. Kør du forbi, ser du ham fra vejen: en trold på 14 meter, siddende, støbt i beton og angiveligt verdens største af sin slags. Han vejer 70 tons og glor ud over dalen med et tåbeligt grin. Troldene hører til heroppe — vi møder dem igen længere nordpå, i mere alvorlig form.

Gennem Øyer og Tretten smalner dalen langsomt, og oppe i dalsiderne dukker de gamle gårde op. Flere af dem har stadig græstørvstag — tag af birkebark og tørv, hvor græsset gror og bliver grønt om sommeren. Det er ikke pynt for turister; det er sådan man byggede varmt og billigt før i tiden, og nogle af dem bruges endnu.

Nede ved elven står her og der en fisker i waders, ubevægelig i Lågens strøm. Ørred og harr står i de dybe høller, og manden har måske stået sådan siden morgen. Det er tempoet i dalen: langsomt, tålmodigt, i pagt med vandet. Du kører forbi i firs, men noget i dig får lyst til at sætte farten ned og bare være her lidt.

Øyvind Holmstad / Wikimedia · CC BY-SA 3.0

Ssu / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Ringebu — den røde stavkirke

Ved Ringebu skal du dreje et par hundrede meter af hovedvejen, for oppe på en høj står et af dalens sande klenodier. Ringebu stavkirke blev rejst omkring år 1220 — tømmeret er dateret helt tilbage til 1190'erne — og den er en af blot 28 bevarede stavkirker i Norge og blandt de største af dem.

Det du ser først, er farven. Mens de fleste stavkirker er kulsorte af tjære, har Ringebu et rødt tårn, føjet til i 1600-tallet da kirken blev bygget om efter reformationen. Det mørke, tjærede træ nedenunder og det rustrøde tårn ovenpå gør den umulig at forveksle med nogen anden. Gå indenfor: der lugter af gammelt træ og stearin, og på væggene er der bevaret dekorationer og en gammel døbefont. Otte hundrede år, og folk går stadig til gudstjeneste her.

Christian David / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Op mod Kvitfjell og Vinstra — Peer Gynts dal

Nord for Ringebu rejser Kvitfjell sig på vestsiden af dalen. Alpinanlægget åbnede i 1991, og under OL i 1994 blev det kørt styrtløb og super-G her. Olympiabakken starter 1020 meter oppe, er over tre kilometer lang og falder 838 meter — de bedste i verden kom ned på under halvandet minut. Står du nedenfor og kigger op, forstår du ikke hvordan et menneske kan holde sig på benene.

Videre nordpå når du Vinstra, og her træder et sagn ind i landskabet. Det er Peer Gynts land. Der levede en rigtig Per Gynt — en storskrydende bondekarl fra gården Hågå oppe i dalsiden, engang i 1700-tallet — og hans løgnehistorier levede videre i folkemunde. Da Henrik Ibsen rejste gennem Gudbrandsdalen sommeren 1862 og samlede sagn, tog han manden med hjem og gjorde ham til hovedperson i sit versedrama.

Oppe i fjeldet vest for dalen, ved Gålåvatnet, opføres Peer Gynt-spelet hver sommer siden 1989 på en friluftsscene ved vandet — fra 1993 til Edvard Griegs musik. Vil du op i selve Peer Gynt-landet, drejer Peer Gynt Vegen af og løber gennem åbent højfjeld med udsigt til både Rondane og Jotunheimen. Det er en afstikker op i himlen, hvis du har tid.

Jan-Tore Egge / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

De sidste kilometer — ind i Kvam

De sidste kilometer op til Kvam ser fredelige ud: en lille bygd ved Lågen, gårde, en kirke. Men det her sted bærer et af de tungeste kapitler i dalens historie. I april 1940 forsøgte britiske og norske styrker at standse den tyske fremrykning op gennem Gudbrandsdalen, og ved Kvam gjorde de holdt.

Den 25. og 26. april holdt britiske soldater fra York and Lancaster og King's Own Yorkshire Light Infantry sammen med norske styrker stand mod en langt overlegen tysk styrke med kampvogne og artilleri. De tabte til sidst, men de vandt to dyrebare dage. 54 britiske soldater faldt her, sammen med norske soldater og civile, og de britiske faldne ligger begravet på Kvam kirkegård — langt hjemmefra, i en norsk dal de fleste af dem aldrig havde hørt om før de døde her.

Stop ved kirkegården et øjeblik. De hvide gravsten står i rækker med engelske navne og alder — nitten, tyve, enogtyve år. En ældre kvinde luger blomsterbedet ved en af dem. Det er en stille plet, og den fortjener et minut af din tur.

En dal så fredelig at det gør ondt at tænke på hvad der skete her. To hære, en aprilmorgen i 1940, og en generation engelske drenge der blev liggende.

Jan-Tore Egge / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Øyvind Holmstad / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

De første kilometer — op mod Sjoa

Fra Kvam fortsætter E6 nordpå, og du mærker at dalen er ved at skifte karakter. Landbrugsfladerne bliver smallere, dalsiderne stejlere, og elven ved siden af dig bliver mere urolig. Ved Sjoa munder en sideelv af samme navn ud i Lågen, og den elv er noget helt særligt: den kommer styrtende ned fra Jotunheimen, iskold og hidsig, og den har gjort den lille bygd til Norges rafting-hovedstad.

Selv hvis du ikke selv skal i vandet, er det værd at holde ind og se på det. Fra broerne kan du kigge ned i det grønhvide vand der koger mellem klipperne, og det lugter af elv — kold sten, mos, det rene smeltevand. Der står som regel et par gummibåde i gul og rød og gør sig klar ved bredden, og latteren bærer op til vejen.

Vejen op mod Sjoa er stadig bred og venlig, men landskabet strammer til. Fjeldsiderne rykker tættere på, skoven bliver mørkere, og elven ved siden af dig skifter fra rolig til rastløs. Du kan mærke at du er på vej et andet sted hen end den bløde dalbund. Noget vildere venter længere fremme.

Jan-Tore Egge / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Kringen — hvor bønderne slog en hær

Lige syd for Otta, hvor vejen klemmer sig ind mellem fjeldsiden og Lågen, ligger et stykke der hedder Kringen. Det ser uskyldigt ud. Men her skete i 1612 noget så usandsynligt at det stadig fortælles.

En flok skotske lejesoldater — omkring tre hundrede mand, på vej gennem Norge for at gå i svensk sold — marcherede op gennem den snævre dal. Lokale bønder havde fået nys om dem, og de lå og ventede oppe i fjeldsiden med økser, spyd og en stenrøs de kunne vælte ned. Da skotterne var midt i klemmen, brød helvede løs. På få minutter var slaget ovre. Størstedelen af skotterne blev dræbt, resten taget til fange og de fleste af dem henrettet i dagene efter. Bønder mod soldater — og bønderne vandt.

Sagnet gav sejren et ansigt: Prillar-Guri, en pige der efter fortællingen stod oppe i fjeldet og blæste i et bukkehorn for at give bønderne signalet. Om hun fandtes, ved ingen. Men monumentet — Sinclairstøtta, rejst i 1827 og opkaldt efter den faldne kaptajn George Sinclair — står stadig ved vejen, og hver august genopføres slaget af egnens folk.

Kør strækningen langsomt, og prøv at se det for dig: den snævre klemme mellem fjeld og elv, hvor en hær marcherede uden at ane hvad der ventede oppe i siden. Vejen er den samme flaskehals i dag. Det er sjældent at et landskab bærer sin historie så tydeligt — her kan du næsten høre stenrøsen komme ned.

Colliekar / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Otta — porten til Rondane

I Otta mødes Otta-elven med Lågen, og byen er dalens knudepunkt og indfaldsport til det fjeld der ligger øst for vejen: Rondane. Det blev Norges første nationalpark da det blev fredet den 21. december 1962, og det er et af landets mest særegne fjeldområder — runde, grå tinder af sten og grus, tørt og stille, med Rondslottet som det højeste, 2178 meter op.

Selve Otta er en driftig lille by — knudepunkt for hele det øvre Gudbrandsdal, med tog, busser og en handelsgade. Stop og få en kop kaffe; ved busstationen står en figur af Prillar-Guri med sit horn, og de lokale er stolte af slaget som var det sket i går. Det er den slags sted hvor fortiden ikke er museum, men noget man taler om over disken.

Rondane var det landskab digterne kaldte "Soria Moria" — det fjerne, drømmende blå. Det var her Peer Gynt skulle finde sig selv. Du ser fjeldene ligge blåligt i øst fra dalen, og vil du tættere på, drejer en vej op mod Mysusæter, hvorfra stierne fører ind i parken. Det er en afstikker på en halv dag eller mere — men bare det at vide de ligger der, ændrer hvordan dalen føles.

Harald Sohlberg / Wikimedia · Public domain

Jules Verne Times Two / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Berland / Wikimedia · CC BY-SA 2.5

Gennem Rosten — hvor dalen lukker sig

Nord for Otta og Sel sker der noget med landskabet. Den brede, frugtbare dal er væk, og ved Rosten presser fjeldsiderne sig helt sammen om Lågen. Vej og jernbane må dele den samme trange kløft med elven, der her løber stridt og mørkt langt nede. Det er smukt og lidt truende på én gang — og det er ikke tilfældigt at netop denne strækning jævnligt lukkes af nedstyrtende sten. Fjeldet er levende her.

Kør den langsomt. Kløften er kort, men den er porten mellem to verdener: nedenfor ligger dalens grønne bund, ovenfor venter højfjeldet. Når du kommer ud i den anden ende, er luften køligere, træerne lavere, og himlen større. Du er ved at forlade Gudbrandsdalen.

Der er noget højtideligt over at forlade en dal, man har fulgt i timevis. Lågen, der har ligget ved din side hele vejen fra Lillehammer, bliver smallere og vildere, og snart forsvinder den helt op i fjeldet hvor den udspringer. Fra nu af er det ikke dalen der fører dig — det er fjeldet der tager over.

Op på Dovre — bjerget der bærer landet

De sidste kilometer stiger vejen op mod bygden Dovre og videre til Dombås, og du kører nu ind i et navn der betyder noget særligt for enhver nordmand. Da Norges grundlovsfædre samledes på Eidsvoll i 1814 og skabte en fri forfatning, sluttede de forsamlingen med at gribe hinandens arme og råbe: "Enige og tro til Dovre faller." Forenede og tro, indtil Dovrefjeldet styrter sammen.

Dovre var i århundreder regnet for Norges højeste og mest urokkelige fjeld, og det blev sindbilledet på alt der er evigt og fast ved nationen. At Dovre skulle falde, var det samme som at sige "aldrig". Nu kører du selv op på det fjeld, og navnet giver mening: det ligger der bare, tungt og gråt og uforanderligt, som det har gjort før nogen kunne huske.

Vejen op på Dovre er blevet køligere og mere åben. Birken langs asfalten er lav og forblæst, himlen er større, og selv en junidag kan der ligge sne i grøfterne. Du kører nu i et grænseland — mellem Sydnorges frugtbare dale og det store højfjeld mod nord. Luften smager anderledes heroppe: renere, tyndere, med en snert af kulde selv om sommeren.

Dombås er stedet hvor vejene skilles — herfra går E136 vestpå mod Åndalsnes og fjordene, mens E6 fortsætter nordpå over selve fjeldet. Byen er lille, men den har også sit krigskapitel: i april 1940 blev tyske faldskærmsjægere sluppet ned her for at afskære jernbaneknudepunktet. De holdt vej og bane spærret i fem dage, indtil de omringet måtte overgive sig. Endnu et sted i denne dal hvor 1940 sidder i jorden.

Forenede og tro, indtil Dovre falder. En hel nation, der sværger ved et fjeld — og du er lige ved at køre op på det.

Rüdiger Stehn / Wikimedia · CC BY-SA 2.0

Ssu / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Op på vidden — Fokstumyra og det åbne fjeld

Fra Dombås kravler E6 opad, og forandringen sker hurtigt. Skoven tynder ud, birken bliver lav og forkrøblet, og pludselig er der ingen træer mere — bare vidde. Du er på Dovrefjell, og himlen er blevet dobbelt så stor. Vejen ruller frem over et åbent, bølget højland, og selv om sommeren kan der ligge snepletter i skyggerne. Rul vinduet ned: luften er tynd og ren og lugter af fjeld — kold sten, revling, vind.

Vejen heroppe er bred og god, men den føles anderledes at køre: der er ingen træer at måle farten mod, kun vidden der ruller forbi, og pludselig virker firs som ingenting. Hold øje med vejkanten — rensdyr og moskus krydser hvor det passer dem, og de har ikke lært at se sig for. Kør efter forholdene, ikke efter skiltet.

Kort efter fjeldovergangen ligger Fokstumyra, en vidtstrakt myr på begge sider af vejen. Den blev fredet allerede i 1923 og var Norges første naturreservat — man ville redde fuglelivet, da jernbanen skar sig gennem myren. En markeret sti på omkring syv kilometer med et fugletårn fører ud i den; om foråret gjalder den af vadefugle, trane og småvildt. Kør forbi tidligt om morgenen, og du hører dem fra vejen.

Fokstumyra er et af de steder hvor du forstår, hvorfor nogen gad frede en myr for hundrede år siden. Om foråret er den et mylder af liv — vadefugle der kredser og kalder, ænder på de små vandspejl, en trane der står ubevægelig i sivene. Rul vinduet ned og lyt: lyden af en fjeldmyr i maj er noget helt for sig.

Thomas Hartmann / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Ved Hjerkinn er du på E6's højeste punkt over fjeldet. Stedet er kendt for at være et af Norges tørreste — regnen falder i fjeldene mod vest, og hertil når den næsten ikke. Længe lå her et militært skydeområde, men det er ryddet og ført tilbage til natur i en af landets største naturrestaureringer, afsluttet i 2020. Ved vejen står den lille betonkirke Eysteinkirken fra 1969, opkaldt efter kong Eystein, der ifølge sagnet lod bygge fjeldstuer så rejsende ikke frøs ihjel på Dovre. Det siger noget om stedet, at man har måttet bygge tilflugt for folk her i tusind år.

Snøhetta — bjerget og pavillonen

Mod nord rejser den sig, hvid og alene: Snøhetta, 2286 meter, Norges højeste bjerg uden for Jotunheimen. Den står frit på fjeldplateauet og har været sømærke og pejlemærke for rejsende over Dovre i århundreder — det første bjerg der dukker op, det sidste der forsvinder.

Bjoertvedt / Wikimedia · CC BY-SA 3.0

Ved Hjerkinn kan du gå ind og møde den. En grussti fører halvanden kilometer ud til Tverrfjellhytta — udsigtspavillonen tegnet af arkitektfirmaet Snøhetta, åbnet i 2011 og opkaldt efter selve bjerget. Udefra er den en rå kasse af stål og glas. Men gå ind, og du står i noget helt andet: en organisk, bølgende kerne af træ, formet som var det slebet af vand og vind, fræset digitalt og samlet af norske bådebyggere. Du sætter dig på den varme trækant, kigger ud gennem glasvæggen mod Snøhetta, og forstår hvorfor de byggede det. Pavillonen er også et villreinsenter — herfra overvåges Europas sidste vilde fjeldrener.

FrDr / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Lars Rogstad / Wikimedia · CC BY-SA 3.0

Moskusserne — dyr fra istiden

Men det er ikke bjerget de fleste kommer for. Det er dem der går derude på vidden: moskusokserne. Dovrefjell er det eneste sted i Europa hvor du kan møde dem vildt — omkring 300 dyr, mørke og massive, med et pels-tæppe der hænger næsten til jorden og horn der krummer som en vikingehjelm.

De hører istiden til. De uddøde i Skandinavien for årtusinder siden, og de dyr der går her nu, stammer fra moskusser bragt over fra Grønland — de første forsøg i 1930'erne gik tabt under krigen, men i årene 1947–1953 lykkedes det, og siden har de klaret sig selv. En voksen tyr vejer op mod 400 kilo. De ser rolige ud, næsten dovne, men de kan gå fra stilstand til fuld fart på et øjeblik, og de er hurtigere end dig. Du lugter dem tit før du ser dem — en tung, ulden em over vidden.

Det sker at de går helt ned til vejen. Så holder bilerne stille, folk stiger ud med kameraer, og en far løfter sit barn op for at se. Alle taler i hvisken, som i en kirke. Der er noget ved synet af et så gammelt dyr — bredt, roligt, ligeglad med os — der får selv en flok trætte feriegæster til at blive helt stille.

Charles J. Sharp / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Ingen glasrude. Intet hegn. Bare vidden, vinden og et dyr der har trasket rundt her siden mammutterne gik ud.

Kongsvold og Drivdalen — den gamle kongevej

Nord for Snøhetta begynder vejen at falde igen, ned mod Drivdalen, hvor elven Driva starter sin lange rejse mod havet. Her, klemt inde mellem fjeldet og elven i cirka 900 meters højde, ligger Kongsvold Fjeldstue. Det er ikke en almindelig kro. Der har stået en fjeldstue her siden 1100-tallet — kong Eystein lod bygge herberger langs pilgrimsvejen til Nidaros, så de rejsende ikke omkom på fjeldet. De ældste af de nuværende bygninger er fra 1720, og i dag er stedet et historisk hotel med en botanisk fjeldhave lige ved siden af — Skandinaviens eneste alpine botaniske have, med planter der ellers kun gror højt oppe.

Lige her løb i århundreder Kongevegen — hovedvejen mellem Nordnorge og Sydnorge, og en del af den pilgrimsled der ender ved Nidarosdomen i Trondheim. Den gamle sti, Vårstigen, klatrer stadig gennem Drivdalen mellem de gamle fjeldstuer, og du kan gå et stykke af den. Tænk på det næste gang du keder dig i bilen: her gik folk til fods, med heste og oppakning, gennem sne og storm, fordi det var den eneste vej. Kongevegen blev gjort kørbar omkring 1704 — før det var Dovre noget man overlevede, ikke noget man bare kørte over.

Tænk på det, mens motoren gør arbejdet for dig: her sled folk sig frem til fods i dagevis, med frostskader og udmattelse, fordi Dovre lå mellem dem og resten af landet. Nu ruller du over det på en formiddag, varm og tør, med musik i højttalerne. Fjeldet er det samme. Det er kun os der er blevet forkælede.

ANBI / Wikimedia · CC BY-SA 3.0

Fra Kongsvold snævrer Drivdalen sig sammen til det smalleste, og et stykke er der knap plads til både Driva og E6 side om side. Stejle vægge, elven brusende langt nede, tunneler og skarpe sving. Så åbner dalen sig igen, bliver grønnere og blidere, og du ruller ind i Oppdal.

Orcaborealis / Wikimedia · CC BY-SA 3.0

Oppdal — mellem to fjeldverdener

Oppdal ligger som en port mellem to fjeldområder: Dovrefjell i syd og Trollheimen i nord. Det er en skiby om vinteren, men om sommeren er det udgangspunkt for ture ind i Trollheimen, hvor søen Gjevilvatnet ligger langstrakt og dyb mellem tinderne. Lige uden for byen ligger Vangfeltet, et gravfelt fra jern- og vikingetiden med omkring 900 gravhøje — et af de største i hele Nordeuropa. Folk har levet, kørt og begravet deres døde her i mere end tusind år.

Oppdal er en god by at lande i efter fjeldet. Der er liv i gaderne, en duft af kaffe og bagværk, og fjeldene står smukt rundt om byen til alle sider. Om vinteren vrimler det med skifolk, om sommeren er det vandrere og cyklister der fylder caféerne. Du har krydset det højeste og vildeste af hele turen — herfra går det nedad, mod kysten og byen.

Cyklen kan også komme ud heroppe: Nasjonal sykkelrute 7, pilgrimsruten, følger stort set E6 fra Oppdal og op over Dovre — men det er en tur for stærke ben og gode dæk, i et vejr der kan skifte på en time. De fleste nøjes med at køre og kigge. Det er der ingen skam i.

Ned ad Gauldalen — laksens dal

Fra Oppdal ruller E6 nedad, og du mærker det på ørerne og på motoren, der pludselig ikke skal arbejde for at trække dig opad. Du forlader Trøndelags højland og glider ned i Gauldalen — en bred, grøn landbrugsdal, mildere for hver kilometer, med gårde på begge dalsider og en elv der løber med dig hele vejen mod nord.

Den elv er Gaula, og den er ingen almindelig elv. Over 150 kilometer lang og regnet blandt Norges allerbedste lakseelve — i gode år trækkes tusindvis af laks op af dens pools. Kør langsomt de steder hvor vejen løber tæt på vandet, og du ser dem stå der: fluefiskere i waders til livet, midt i strømmen, kaster i timevis efter den ene store fisk. Lugten gennem vinduet er elv og våd sten og lidt gødning fra markerne — dalliv.

Vejen her er bred og hurtig, langt fra fjeldets snævre sving — to spor, god asfalt, og en rytme hvor du bare kan lade landskabet rulle. Det er en anden slags kørsel end det vilde stykke over Dovre: afslappet, grøn, næsten sydlandsk i forhold til hvad du lige har været igennem.

Hold ind et sted hvor du kan komme ned til vandet. Gaula løber grønklar over grus, og lyden af den er en anden end fjeldelvenes hidsige brus — bredere, dybere, mere rolig. På den anden bred står en hejre og spejder. Det er en elv der har ernæret mennesker i årtusinder, og den ser stadig ud som om den ved det.

Manxruler / Wikimedia · CC BY-SA 3.0

Berkåk og Støren — kirken med tre arme

Ved Berkåk i Rennebu er du halvvejs nede. Kør en lille afstikker vestpå til bygden Voll, og du finder noget sært og smukt: Rennebu kirke, bygget i 1669, en trækirke formet som et Y med tre lige lange arme ud fra midten. Norge har kun fire af den slags Y-kirker tilbage, og denne er den ældste. Formen var praktisk — den samlede menigheden tæt om prædikestolen — men den ser ud som ingen anden kirke du har set.

Langs hele Gauldalen følger jernbanen dig — Dovrebanen, åbnet i 1921, der bandt Oslo og Trondheim sammen tværs over fjeldet. Du ser sporet snige sig langs dalsiden, gennem tunneler og over broer, og af og til dundrer et tog forbi. Vej og bane har fulgtes ad over Dovre i hundrede år; før dem gik pilgrimme og kongefølger den samme rute.

Længere nede når du Støren, hvor elven Sokna løber sammen med Gaula. Selve navnet kommer af den spidse odde ved sammenløbet. Her mødes også jernbanelinjerne, og dalen bliver bredere og mere befolket, jo tættere du kommer på kysten. Du er ikke i vildmarken længere — du er på vej ind mod en storby.

Ssu / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Melhus — hvor en høvding brækkede sin bue

I Melhus, de sidste mil før Trondheim, står en stor stenkirke fra 1892 — "Gauldal-katedralen" — bygget oven på en middelalderkirke fra 1100-tallet. Men det er ikke kirken der gør stedet særligt. Det er hvad der lå her før: et af Trøndelags mægtigste høvdingesæder.

Herfra herskede Einar Tambarskjelve, en af sagatidens berømteste mænd og landets fremmeste bueskytte. Ved søslaget ved Svolder omkring år 1000 stod han ved siden af kong Olav Tryggvason, indtil en pil ramte hans bue og knækkede den med et brag. "Hvad var det der brast så højt?" spurgte kongen. Og Einar svarede — så det er blevet husket i tusind år — "Norge af din hånd, konge." Melhus fører stadig en bue i sit kommunevåben til minde om ham.

De sidste mil ind mod Trondheim skifter landskabet karakter en sidste gang. Markerne viger for forstæder, trafikken tætner, og pludselig er du på en indfaldsvej med lyskryds og indkøbscentre. Efter dage i fjeldet føles det næsten chokerende — men det er også et tegn: du er ved at nå målet.

Trondheim — rejsens mål

Og så er du der. Trondheim ligger hvor Nidelva munder ud i fjorden, og det er en rigtig by — Norges tredjestørste, med et universitet, brede gader og en travlhed der føles næsten uvirkelig efter dage i fjeldet. Men du er kommet for én ting, og den rejser sig midt i byen: Nidarosdomen.

Der er noget rørende ved at ankomme til Trondheim ad præcis den vej pilgrimmene gik. I middelalderen kom de her i tusindtal, til fods over Dovre, syge og trætte, i håb om helbredelse ved Olav den Helliges grav. Du har det bekvemt i en opvarmet bil — men landskabet er det samme, og fornemmelsen af at nå frem efter en lang rejse over fjeldet er ikke forsvundet.

Det er den nordligste middelalderkatedral i verden og den største middelalderbygning i Norden. Byggeriet begyndte omkring 1070 over graven af Olav den Hellige — vikingekongen der faldt i slaget ved Stiklestad i 1030 og blev landets helgen. I århundreder var det hertil pilgrimmene gik: Pilegrimsleden fra Oslo er 643 kilometer lang, den samme vej du selv lige har kørt et stykke af, og den ender ved denne dør. Den gotiske vestfront er tæt besat med skulpturer, og bygningen har været under restaurering siden 1869 — den bliver aldrig helt færdig.

Kallerna / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Gå indenfor, hvis du kan. Lyset falder gennem rosetvinduet ned over stengulvet, og der er en stilhed under de gotiske buer som tusind år ikke har slidt væk. Ude bagved slynger Nidelva sig gennem den gamle by, og over den buer Gamle Bybro med sin røde portal — kaldet "Lykkens portal". Broen blev første gang bygget i 1680'erne, og fra den har du det billede alle tager med hjem: de farverige bryggehuse på pæle langs floden, spejlet i det stille vand, med katedralens tårn bagved.

Thimylin / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Daniel Vorndran (DXR) / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Har du en aften i overskud, så gå ned i Bakklandet — kvarteret med de skæve træhuse på flodens østbred, reddet fra rivning i 1971 og i dag fuldt af caféer og små værksteder. Eller kig ud på fjorden mod Munkholmen, den lille ø der har været næsten alt: benediktinerkloster fra 1100-tallet, fæstning, statsfængsel, og tysk luftværn under krigen. Én holm, tusind års historie.

Sæt dig et sted ved floden en aften, hvis du kan. Lyset ligger længe her nordpå om sommeren, bryggehusene skifter farve efterhånden som solen falder, og der er en ro over den gamle by som passer til at afslutte en rejse. Du kom ikke bare for at se en katedral. Du kom for at have kørt hele Norges rygrad, fra dal til fjeld til fjord.

Sparrow (麻雀) / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Bernt Petter Brandslet / Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Du har kørt omkring 375 kilometer fra Lillehammer. Op ad dalenes konge, forbi en rød stavkirke og et hvidt vand, over det fjeld en hel nation sværgede ved, mellem dyr fra istiden, og ned ad en laksedal til den katedral hvor pilgrimme har endt deres rejse i næsten tusind år. Det var de rigtige kilometer — Norges rygrad, fra den ene ende til den anden.

Du startede i en dal fuld af gårde. Du endte ved en katedral rejst over en helgenkonges grav. Imellem lå selve Norges rygrad — det fjeld der ikke falder.