Jotunheimen & Valdres

Bakken med 200 huse

Du står på p-pladsen ved Maihaugen, oppe over Lillehammer. Bag dig: en hel landsby der ikke er en landsby. Tandlæge Anders Sandvig begyndte i 1887 at købe gamle stuer, lader og en hel stavkirke fra Gudbrandsdalen og slæbe dem op på denne bakke. 40 år senere stod der over hundrede bygninger. I dag 200 — fra 1200-tallet til en tandlægeklinik fra 1950'erne, hans egen branche, sat ind til sidst som en privat spøg. Du kan gå rundt i otte århundreders norsk hverdag på en formiddag. Men du skal videre. Vesten kalder.

Nasjonalbiblioteket · Public domain

Vestpå mod den næste dal

Ud af Lillehammer, ned mod vandet, og så vestpå. Du forlader Gudbrandsdalen — den store, brede, befærdede dal med E6 og toget — og krydser over mod den næste dal vest for. Det er Valdres der venter, men der er en hel formiddags kørsel imellem. Vejen hedder Fv33 efter Dokka, og det er den slags vej der ikke har travlt.

To spor, skov til begge sider, og så pludselig vand. Randsfjorden ligger lang og blank til venstre for dig — en indsø, ikke en fjord trods navnet, en af Norges største. Asfalten følger bredden. Bilen ruller. En traktor holder ind til siden for at lade dig passere, og bonden løfter to fingre fra rattet uden at kigge op.

Vejen klatrer indad og opad, væk fra søen, gennem et landskab der bliver mere og mere åbent. Ved det højeste punkt, omkring 760 meter, åbner det sig: marker, spredte gårde, og langt ude mod nordvest en tandet horisont der er Jotunheimen. Du ser den længe før du når den. Det er den del af Norge der ikke gør sig til — bare ligger der og venter.

Ned i Valdres til Fagernes

Så falder vejen ned i Valdres, og Strandefjorden dukker op. Fagernes ligger på en odde ude i søen, Storøye, og på spidsen af den ligger Valdres Folkemuseum — grundlagt i 1901, omkring 100 gamle tømmerbygninger, et af landets største friluftsmuseer. To friluftsmuseer på én dag, det ene i hver ende af etapen. Det er ikke planlagt. Det er bare sådan Valdres er.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

En tandlæge der byggede et land i en bakke. En indsø så lang at den følger dig en halv time. Og en odde i en fjeldsø, lige før vejen rejser sig mod taget af Norge.

Op forbi Beitostølen

Fra Fagernes drejer du nordpå ad Rv51, og dalen smalner. Du følger en kæde af lange, smalle søer opad, og bjergene rykker tættere på. Husene bliver færre. Birketræerne bliver mindre, krogede, vindblæste. Du er på vej op af verden.

Beitostølen dukker op som det sidste rigtige stoppested før højfjeldet — en skiby om vinteren, en udfaldsport om sommeren. Det er her folk fylder termokanden og tjekker vejret en sidste gang. For nu begynder det rigtige. Bag Beitostølen rejser vejen sig og forlader trægrænsen.

Wikimedia Commons · No restrictions

Valdresflye — vejen bliver til himmel

Og så er du oppe. Trærne er væk. Til alle sider ligger Valdresflye — en højslette så bar og åben at det føles som at køre på taget af et hus. Sten, lyng, snefaner der ligger året rundt i nordvendte furer, og en himmel der pludselig fylder det hele. Den 14-årige på bagsædet holder op med at spørge om wifi. Der er ingen wifi. Der er det her i stedet.

Vejen kravler til sit højeste punkt, 1.389 meter, hvor caféen Flye 1389 står som et fyrtårn midt i ingenting. Den åbnede i 2020 og er en af de højest beliggende caféer i landet. Her er der ofte vind. Her kan der ligge sne i juli. Stop, træd ud, og mærk hvor tynd og ren luften er. Valdresflye er en af Norges 18 nasjonale turistveger, og det er ikke svært at forstå hvorfor.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Vargebakkane — første kig til Besseggen

Vejen begynder at falde mod nord, og ved Vargebakkane er der en asfalteret rasteplads — stop her. Du kigger ud mod en række 2000-meters tinder, mod Knutshøe og Nedre Leirungen, og mod en knivskarp ryg i det fjerne. Det er Besseggen. Ibsen sendte Peer Gynt galopperende ud over den kant på en rensdyrbuk i 1868, og den scene gjorde norsk friluftsliv til en folkesag. Omkring 60.000 mennesker går den hver sommer.

Ned til Gjende

En kort afstikker fra Rv51 fører dig ned til Gjendesheim, ved østenden af søen Gjende — knap 1.000 meter oppe, jadegrøn af gletsjermel, lang og dyb og helt stille. Herfra sejler Gjendebåten over til Memurubu flere gange dagligt. Du behøver ikke gå Besseggen for at forstå hvorfor folk gør det. Du skal bare stå ved bredden og se farven på det vand.

Wikimedia Commons · CC BY 2.0

Træerne forsvandt i 1.200 meter. Sneen lå stadig i juli. Og for enden: en sø grøn som jade under en kniv af en fjeldryg.

Det vender — nedad

Tilbage op fra Gjende til Rv51, og så begynder vejen at falde. Du forlader højsletten og glider ned mod nord, ad lange sving, gennem et landskab der langsomt får farve igen — først lyng, så de første krogede birke, så rigtig skov. Ørerne popper. Dalen åbner sig under dig, og luften bliver tykkere og varmere for hver højdemeter du taber.

Ved Randsverk rammer du dalbunden, og vejen bliver bredere og venligere. Efter timer på fjeldet føles den næsten for nem. Du følger nu en almindelig dalvej med gårde og grønne marker, og kroppen synker ned i sædet for første gang siden Beitostølen.

Gennem Vågå og vestpå

Nede ved Vågå møder du Vågåvatnet og drejer vestpå ad Rv15 mod Lom. Det er æble- og kornland nu, en af de tørreste egne i Norge i læ af fjeldene, og du følger Otta-elven opstrøms gennem en bred, lys dal. Bjergene står tilbage på begge sider, men dalbunden er grøn og dyrket. Et stykke ude løber tre dale sammen, og to elve med dem.

Lom — rejsen ender ved elvemødet

Og så dukker Lom op. Det første du ser, før butikkerne, før det berømte bageri, er en mørk silhuet mod de grønne bjerge: Lom stavkirke. Tømmeret blev fældet omkring 1158–59 og kirken rejst kort efter — en af Norges største og ældste stavkirker, og en af de få der stadig bruges som sognekirke med gudstjeneste om søndagen. I 1600-tallet blev den udvidet med korsarme og et højt spir, så den i dag står som et korsformet tårn af mørkt, tjæret træ. Dragehovedet på tagryggen er det originale fra middelalderen. 900 år med bønner under det samme tag.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Du er nået til foden af Jotunheimen. I morgen — eller om en time, hvis du er den type — ligger Norges tag og venter lige om hjørnet.

Fra 1.389 meter på højsletten til en kirke der har stået siden vikingetiden var knap forbi. Ned ad fjeldet, ind i dalen, og hjem til 850 år gammelt træ.

Op ad Bøverdalen

Fra Lom kører du sydvestpå ad Rv55 ind i Bøverdalen, langs Bøvra-elven der løber dig i møde, grøn og hurtig af smeltevand. Dalen er smal og frodig i bunden, med gamle gårde og fjeldsider der stiger stejlere og stejlere. Det er den samme dal som klatrerne har brugt i halvandet århundrede til at komme ind i Jotunheimens hjerte.

Ved Røisheim drejer du fra hovedvejen og op ad en privat bomvej — omkring 18 kilometer grus, stejlt og snoet — der fører ind i Visdalen til fjeldstationen Spiterstulen, 1.100 meter oppe ved trægrænsen. Vejen er åben hele året, men de sidste kilometer er smalle; tag det roligt og hold ind for modkørende.

Galdhøpiggen — 2.469 meter

Og der står det. Galdhøpiggen, 2.469 meter — Norges og hele Skandinaviens højeste fjeld, Nordeuropas tag. Toppen blev første gang besteget i 1850, og fra Spiterstulen går der i dag en velmærket sti den lange vej op uden gletsjer; fra Juvasshytta på den anden side er turen kortere, men krydser gletsjeren Styggebreen, hvor guide, reb og stegjern er obligatorisk. Du behøver ikke gå hele vejen op for at mærke det. Bare det at stå i Visdalen og lægge nakken tilbage mod det hvide deroppe er nok.

Wikimedia Commons · CC BY 3.0

Fra en bakke med gamle huse i Lillehammer til Nordeuropas højeste punkt. Fire etaper, ét land der bliver højere for hver kilometer. Det var de rigtige kilometer.

Wikimedia Commons · CC BY 2.0