Fra Sverige til Atlanterhavet

Ud af Östersund

Du starter ved vandet. Storsjön ligger blank og bred ved Östersund — Sveriges femtestørste sø, 464 kvadratkilometer stille vand under Jämtlands store himmel. Östersund er den eneste rigtige by i en landsdel på størrelse med Danmark, og et sted derude i søen — siger sagnet — ligger Storsjöodjuret, søuhyret der faktisk var fredet ved svensk lov fra 1986 til 2005. Tag en sidste kop kaffe ved havnen, kig over mod øen Frösön, og tank op. Vejen vestpå bliver tyndere af tankstationer.

Så følger du E14 mod grænsen. Vejen ruller gennem skov og langs vand, jævn og bred, forbi Åre — Sveriges store skiby, der midt om sommeren ligner et stillestående cirkus med tomme lifte hængende over grønne bakker. Herfra begynder asfalten at stige. Træerne bliver lavere, krattere. Du er på vej op mod taget.

Storlien — vejrskellet

Ved Storlien er du oppe i det bare. Her ligger Sveriges højest beliggende jernbanestation, 592 meter over havet, og selve grænsen til Norge ligger et par kilometer længere vestpå. Det her er et af de mest vejrudsatte steder på hele turen — et skel hvor vind, regn og temperatur kan svinge voldsomt på få kilometer. Lokale aviser skriver hver vinter om lastbiler der sætter sig fast i bakkerne. Om sommeren er det bare smukt og åbent og lidt øde.

Og så krydser du grænsen, og Norge tager imod på sin egen måde: med et fald. Hvor Sverige steg langsomt, dykker Norge brat. Meråkerdalen åbner sig nedad foran dig.

Swedish National Heritage Board · CC0

Ned gennem Meråkerdalen

Nu falder vejen. Du mærker det i ørerne — det lille pop når trykket skifter. Fjeldvidden bliver til kratbirk, kratbirk bliver til granskov, og en elv der startede som en bæk vokser sig bredere og hurtigere ved siden af dig. Hele vejen ned følger Meråkerbanen dig: 102 kilometer skinner åbnet i 1881, Norges tredje internationale jernbane, der topper i 593 meters højde lige ved grænsen. Vej og bane fletter sig sammen og fra hinanden, forbi gamle stationsbygninger i træ og vandfald der hænger ned ad fjeldsiden.

Ved bygden Meråker er du nede i dalbunden, hvor gårdene ligger på den smalle stribe land mellem fjeld og elv. To spor, jævn asfalt, lange bløde sving. Du kører gennem en dal der bliver grønnere for hver kilometer — og et eller andet sted dernede åbner den sig mod noget stort og blankt: Trondheimsfjorden.

For enden af dalen ligger Stjørdal, der hvor Stjørdalselva løber ud i fjorden lige nord for Trondheim. Du er kørt fra en sø midt inde i Sverige til kanten af en norsk fjord på én dag — fra det stille indland til det første saltvand. Parkér ved fjorden. I morgen kører du syd om den.

Eivind Barstad Waaler · CC BY-SA 2.0

Fra en sø med et fredet uhyre, over et vejrskel hvor himlen skifter mens du kører, og ned til den første fjord. Det er sådan Norge begynder.

Syd om fjorden — Trondheim

Fra Stjørdal følger du E6 langs fjordens sydside ind mod Trondheim, Norges tredjestørste by. Du behøver ikke køre ind i centrum — men gør det, hvis du har en formiddag, for inde mellem de skæve træhuse ved Nidelva står Nidarosdomen, Nordens største middelalderkirke, bygget over graven af vikingkongen Olav den Hellige. Gotiske spidsbuer, et rosetvindue på tolv meter, en vestfacade med 76 skulpturer. De har restaureret den siden 1869 og er stadig ikke færdige.

Ud af Trondheim er E6 bred og hurtig — motorvejspræg, tunneler, trafik der vil sydpå. Men lad den ikke narre dig: det varer ikke ved. Du følger Gauldalen op gennem Melhus og Støren, og lidt efter lidt smalner vejen, trafikken tynder ud, og landskabet rejser sig om dig.

Op mod fjeldet

Efter Berkåk er du for alvor ude af lavlandet. Vejen klatrer gennem skovklædte ås og åbne dalstrøg, forbi røde gårde der ligger spredt på solsiderne, og luften gennem det åbne vindue bliver tørrere og køligere. Gran bliver til fjeldbirk. Du nærmer dig Oppdal, en fjeldby i godt 500 meters højde, klemt ind mellem viddelandskaber til alle sider.

Oppdal er porten. Mod syd ligger Dovrefjell — det store fjeldmassiv der deler Norge på langs, og som har givet navn til en hel nationalpark. Det er her, hvis du tager dig tid til en afstikker sydpå mod Kongsvoll, at du kan møde landsdelens mest usandsynlige indbyggere.

Ssu · CC BY-SA 4.0

Moskus — et dyr fra istiden

Du lugter dem før du ser dem. En tung, uldagtig lugt over vidda. Så dukker de op — mørke, massive, urokkelige. Dovrefjell er det eneste sted i Europa med vilde moskusokser, og de står her takket være et eksperiment: den 7. oktober 1932 blev ti dyr sluppet fri på fjeldet, hentet fra Grønland. I dag er der omkring 250 af dem. En voksen tyr vejer op mod 400 kilo, har horn der krummer som en vikingehjelm, og er hurtigere end den ser ud til.

Du ser dem fra Moskusstien, der starter omkring Kongsvoll, eller på en guidet safari der går flere timer ud over fjeldet. Bag dem rejser Snøhetta sig, Dovrefjells højeste tinde på 2.286 meter. Hold afstand — mindst 200 meter. De er fredelige. Men de er fra istiden, og de skal ikke provokeres.

Jensens · Public domain

Bouke ten Cate · CC BY 4.0

Et dyr der uddøde i Skandinavien for tusinder af år siden. Hentet tilbage fra Grønland i 1932. Stadig her. Stadig vildt.

Af E6, ind i dalen

I Oppdal drejer du af E6 og ind på Fv70 — vejen mod Sunndalsøra og kysten. Med det samme skifter alt. Den store gennemfartsåre er væk, og i stedet kører du ind i en smal, dyb dal hvor fjeldsiderne lukker sig om dig og Driva-elven løber med dig hele vejen, grøn og hurtig over sten. Det er en af Norges store lakseelve, og om sommeren ser du fluefiskere stå til knæene i strømmen.

Vejen er smal og snoet, to spor uden megen trafik, og den falder støt nedad. Du startede i fjeldbyen Oppdal over 500 meter oppe; du ender ved havets niveau. Hele dalen er én lang nedstigning, og Driva bliver bredere og vildere for hver kilometer.

Harald Säther · CC BY-SA 4.0

Trollheimen over dig

På nordsiden af dalen rejser Trollheimen sig — "troldenes hjem", et massiv af takkede tinder, grønne sætersdale og fjeldsøer, der ofte kaldes overgangen mellem det milde østnorske fjeld og det vilde vestlandsfjeld. Her står toppe som Snota og Trollhetta og kigger ned på vejen. Det er klassisk vandreland, men du behøver ikke binde støvlerne for at få det med: det fylder hele forruden mod nord.

Et stykke nede, ved Ålvundeid, ligger afstikkeren ind til Innerdalen — kaldt Norges smukkeste fjelddal, og for én gangs skyld holder rosen. Du kan ikke køre derind; du parkerer ved Nerdalen og går de sidste 3,5 kilometer ind til en grøn dalbund med gamle setre, vogtet af Innerdalstårnet, en fritstående fjeldspids på 1.394 meter. Forskere har målt nogle af Europas reneste luft og vand netop her. Det er en time hver vej. Det er det værd.

Auglanda · CC BY-SA 4.0

Ud til fjorden — Sunndalsøra

De sidste kilometer flader dalen ud, fjeldsiderne trækker sig tilbage, og pludselig er der saltvand foran dig. Sunndalsøra ligger for enden af en 17 kilometer lang fjordarm, der hvor Driva endelig løber ud i havet efter sin rejse ned gennem dalen. Du er kørt fra fjeld til fjord på under to timer — fra Oppdals vidder til kanten af kysten.

Frankemann · CC BY-SA 4.0

Fra fjeldby til fjordbund på 80 kilometer. En lakseelv hele vejen, Trollheimen over dig, og saltvand for enden.

Langs Tingvollfjorden

Fra Sunndalsøra følger du Fv70 nordpå langs Tingvollfjorden. Vejen snor sig langs vandet med fjeldsider på den ene side og blank fjord på den anden, forbi små bygder og frugthaver på solsiderne. Det er en blid, smuk strækning — opvarmning til det der venter længere ude.

Ved Tingvoll kan du holde ind ved Tingvoll kirke, en romansk stenkirke fra omkring 1180, så solid og statelig at den kaldes Nordmørsdomen — Nordmøres domkirke. Tingvoll var tingsted for hele Nordmøre i før-kristen tid; folk kom hertil for at dømme og handle længe før kirken blev rejst. De tykke mure har stået i over 800 år.

Carl S. Bj · CC BY 2.5

Halvard · CC BY-SA 3.0

Atlanterhavsvegen — vejen over havet

Og så er du der. Atlanterhavsvegen er 8,3 kilometer vej der hopper fra holm til holm over åbent Atlanterhav på otte broer — små klippeøer med græs og tang, bundet sammen af buer der svinger højt over vandet. Den åbnede den 7. juli 1989 efter et byggeri der blev ramt af tolv orkaner. De lokale kaldte den "vejen der aldrig ville bygges". I dag er den Nasjonal Turistveg og en af verdens mest fotograferede veje.

På stille dage er det en blå, glitrende kørsel med havet på begge sider og sæler i tangbælterne. I storm er det noget helt andet: bølgerne slår op over asfalten, og biler kører igennem med tændte lygter. Hold ind ved Eldhusøya, hvor en gangbro fører rundt om holmen til en udsigtsplatform — helt åbent, helt vildt, salt på læberne.

Storseisundbrua — broen der ender i himlen

Stjernen er Storseisundbrua, den længste af de otte broer: 260 meter lang, 23 meter over vandet, bygget i en S-kurve med en stejl bue. Fra den rigtige vinkel skaber kombinationen af stigning og drej en optisk illusion — det ser ud som om vejen springer ud i ingenting, som en rampe der ender i himlen. Kører du på fra den ene side, tror hjernen et øjeblik ikke på at der er en vej på den anden side af toppen. Der er. Den drejer bare.

Peter Fiskerstrand · CC BY-SA 4.0

Tolv orkaner under byggeriet. Otte broer over åbent hav. Og en bro der ser ud til at springe lige ud i Atlanterhavet.

Molde i sigte, og ud til Kristiansund

Mod syd, på den anden side af fjorden, ligger Molde — "Rosenes by", kendt for sit panorama: en række af op mod 222 tinder i Romsdalsalperne, der står som en savtakket horisont set fra udsigtspunktet Varden. På en klar dag ligger de der i sigte, hvide i toppen selv om sommeren, mens du kører den sidste strækning.

Fra Averøy dykker du gennem Atlanterhavstunnelen under havet og dukker op i Kristiansund — rejsens endepunkt. Byen ligger spredt på fire øer omkring en havn, bundet sammen af Sundbåten, verdens ældste kollektivtransport-selskab i uafbrudt drift siden 1876. Kristiansund blev rig på klippfisk: saltet, tørret torsk lagt ud på klipperne i solen og eksporteret til Sydeuropa, hvor den blev til bacalao. I århundreder duftede hele byen af det.

Heigeheige · CC BY-SA 4.0

Geir Hval / MacWhale.eu · CC BY-SA 4.0