De første kilometer — ud af Herceg Novi langs vandet

Du starter i Herceg Novi, byen længst ude mod det åbne hav, hvor Boka Kotorska møder Adriaterhavet. De kalder den solens by og trappernes by, og begge dele mærker du med det samme: gaderne falder ned mod vandet i stejle stentrapper, og lyset er hårdt og hvidt allerede klokken ni om morgenen. Du finder bilen, du finder vejen ud, og du kører østpå med bugten på din højre hånd.

Byen blev grundlagt i 1382 af den bosniske kong Tvrtko I, og siden har tyrkere, venetianere, franskmænd, østrigere og russere skiftevis ejet den. Det ser man på husene — en tyrkisk urtårn, en venetiansk fæstning, en ortodoks kuppel, alt sammen klemt sammen på et fjeldskrå over vandet. Men du bliver ikke. Du er på vej ind i bugten, og det er selve bugten der er hovedpersonen i dag.

Vejen ud af Herceg Novi lugter af oleander og salt og et strejf af diesel fra en fiskerbåd der lægger til nedenfor. Du kører langsomt — det er en smal kystvej med to spor og ingen midterstribe de fleste steder, og til venstre for dig stiger fjeldsiden lodret op, til højre glimter vandet mellem palmestammer og lave stenmure. En gammel mand i en hvid undertrøje vander tomater i en have der hænger ud over vejen. Han kigger ikke op.

Pudelek · CC BY-SA 3.0

Herceg Novi. Byen hvor solen rammer først. Herfra kører du ind i bugten.

To kilometer inde, oppe over vejen på en fyrreklædt skråning, ligger Savina-klosteret — tre ortodokse kirker mellem cypresser, den ældste fra 1600-tallet. Der er en cypreslund, en kilde, og en ro der står i skarp kontrast til trafikken nede på kystvejen. Går du derop, lugter der af røgelse og tør nål og gammel sten. En nonne fejer trappen med en riskost. Du kan høre kosten mod stenen længe efter du ikke kan se hende.

→ Herceg Novi → Savina-klosteret

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Savina. Tre kirker, en cypreslund og en kilde — to minutter over kystvejens larm.

De 20 km ind i bugten — forbi Bijela til Risan

Kør den tidligt. Det er hele hemmeligheden ved denne etape. Før klokken ni ligger bugten som en flade af poleret metal — ikke en krusning, ikke en båd — og fjeldene står så skarpt spejlet i vandet at det er svært at se hvor stenen slutter og spejlbilledet begynder. Vejen er næsten tom, luften er kølig og lugter af våd sten og en anelse natjasmin fra haverne, og du kan holde ind hvor du vil uden en bus i nakken. Ved middagstid vender det: så fylder turistbusser og lejebiler den smalle kystvej, og de sidste kilometer ind mod Kotor kryber. Men den der står op med solen, får bugten for sig selv.

Og det er netop vejens smalhed der gør den. Der er ingen motorvej rundt om Boka — der er kun denne ene stribe asfalt, klemt inde mellem den lodrette fjeldside og vandkanten, uden midterstribe de fleste steder. Den tvinger dig ned i tempo, ind i hvert eneste sving langs kysten, tæt forbi køkkendøre og figentræer og små stenmoler. Det er ikke en vej man skyder gennem — det er en vej der lægger bugten frem for dig, meter for meter, og beder dig om at kigge. Køreglæden her er ikke fart. Den er nærheden til vandet: at rattet hele tiden følger kystlinjens krumning, og at der bag hvert hjørne ligger endnu et bassin, endnu et klokketårn, endnu et fjeld der styrter i vandet.

Nu følger vejen bugtens rand kilometer efter kilometer. Den snor sig gennem den ene lille kystby efter den anden — Zelenika, Kumbor, Bijela — hvor husene ligger så tæt på asfalten at du kan se ind i køkkenerne. Der er ingen lange lige stræk. Vejen bugter sig med kystlinjen, og du holder farten nede fordi der hele tiden kommer en bus, en scooter eller en fodgænger med en indkøbspose rundt om det næste hjørne.

Ved Kamenari smalner bugten pludselig ind. Her, ved Verige-strædet, er der kun omkring 300 meter tværs over vandet til den anden bred — det smalleste punkt i hele Boka. En lille bilfærge pendler frem og tilbage over strædet hele dagen, og hvis du står stille et øjeblik, kan du høre dens motor slå an ude på vandet og se kølvandet brede sig som en V-form bag den. Du bliver på nordsiden og fortsætter ind i den inderste bugt, den der ligner en sø mere end et hav.

Det er her ruten begynder at afsløre hvorfor den findes. Boka Kotorska er ikke en almindelig bugt. Det er en drukdal — en flodkløft som havet har oversvømmet — og derfor ser den ud som en fjord: stejle fjeldsider der styrter direkte ned i vandet, og fire runde bassiner der er bundet sammen af smalle stræder. Der findes ikke noget lignende andre steder ved Middelhavet. Du kører langs vandet, og bjergene bag byerne bliver højere for hver kilometer.

Inderst i bugtens nordvestlige hjørne ligger Risan — den ældste bosættelse i hele Boka, illyrernes hovedstad længe før romerne kom. Under en beskeden overdækning midt i byen ligger gulvmosaikker fra en romersk villa fra det 2. århundrede. Den berømteste viser Hypnos, den græske søvnens gud, henslængt og drømmende — en fremstilling der er sjælden i romersk kunst. Han har ligget der og sovet i knap to tusind år, ti meter fra en helt almindelig gade hvor en kat strækker sig i solen.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Hypnos i Risan. Søvnens gud, lagt i sten omkring år 150. Han har drømt lige siden.

De 6 km mellem Risan og Perast — hvor bugten er smukkest

Fra Risan er der kun seks kilometer til Perast, og det er måske den smukkeste strækning på hele etapen. Vejen ligger klemt mellem fjeldsiden og vandet, med gamle stenmure og figentræer der læner sig ud over asfalten. I juli hænger fignerne modne over vejen, og lugten af dem — sødlig, næsten gæret — blander sig med saltet fra bugten. Bag dig løfter Orjen-massivet sig, foran dig dukker Peraštal-tårnene op.

Perast er en barokby der stoppede med at vokse for tre hundrede år siden — og det er hele pointen. Sytten paladser, seksten kirker, og ikke plads til én eneste ny bygning mellem fjeldet og vandet. Der er ingen gennemkørsel; biler holdes i udkanten, og selve byen er en enkelt stenpromenade langs vandet hvor klokketårnet fra Sankt Nikolaj-kirken rager op over det hele. Du går langs kajen, og bølgerne slår mod stentrappen der forsvinder ned i det klare grønne vand.

→ Perast

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Perast. En by der holdt op med at vokse i 1700-tallet. De to øer ligger lige ud for kajen.

Ud for Perast ligger to øer. Den ene, Sankt Georg, er naturlig og bærer et gammelt benediktinerkloster med mørke cypresser. Den anden, Gospa od Škrpjela — Vor Frue på Klippen — er lavet af mennesker. Efter sigende fandt to brødre et Mariabillede på en skær i vandet den 22. juli 1452, og lige siden har søfolkene fra Perast holdt et løfte: hver gang de vendte hjem fra havet, sænkede de sten på stedet. Over århundrederne fyldte de mere end hundrede udtjente skibe med sten og sænkede dem, indtil der var en ø stor nok til en kirke. Kirken blev bygget i 1630, og indeni hænger 68 malerier af Perast-mesteren Tripo Kokolja.

Fra Perast-kajen sejler små både konstant de par hundrede meter ud til øen — overfarten tager fem minutter, og du betaler skipperen direkte når du går fra borde. En bådfører med solbrændte underarme og en cigaret i mundvigen holder styr på det hele uden at hæve stemmen. Ude på øen er der næsten stille; du hører kun bølgeslag mod stenkanten og en klokke der ringer et sted inde i kirken. Den 22. juli hvert år, ved solnedgang, ror byens folk stadig ud i en procession — fašinada — og kaster nye sten i vandet for at holde øen ved lige.

→ Gospa od Škrpjela

Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Wikimedia · CC BY-SA

De sidste kilometer — Dobrota og ind til Kotor

Fra Perast fortsætter vejen langs bugtens inderste bred mod Kotor. Du kører gennem Dobrota, en langstrakt stribe af gamle søkaptajnshuse med stenaltaner og private bådebroer, hvor promenaden løber mellem husene og vandet. Trafikken bliver tættere jo nærmere du kommer Kotor, og de sidste kilometer kryber det ofte i sommermånederne. Det gør ikke noget. Kig til højre: fjeldet Lovćen rejser sig næsten lodret over byen, og oppe på dets side kan du allerede ane de zigzaglinjer du skal køre i morgen.

Og så er du der. Kotor ligger klemt inde i bugtens absolutte inderste hjørne, ved foden af en fjeldvæg der stiger 1.700 meter lige op. Den middelalderlige by er en labyrint af stenpladser og smøger uden gadenavne, omkranset af en bymur der er 4,5 kilometer lang og kravler op ad fjeldet bag byen til fæstningen Sankt Johannes. UNESCO satte hele bugten og Kotors gamle by på verdensarvslisten i 1979. Du parkerer uden for muren, går ind gennem Søporten, og trafikken forsvinder bag dig som en lyd der bliver slukket.

→ Kotor gammelby

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Kotor. Bymuren kravler op ad fjeldet bag byen. I morgen kører du op ad den anden side.

De første sving — ud af Kotor og lige op ad væggen

Vejen begynder umærkeligt. Du kører ud af Kotor mod øst, forbi forstaden Škaljari, og så drejer asfalten pludselig opad og lægger sig ind i det første hårnålesving. Herfra er der ingen pause i næsten en halv time. Vejen er den gamle R-1 mellem Kotor og Cetinje, og den kravler op ad fjeldsiden i 25 nummererede hårnålesving — hver enkelt en næsten fuld 180-graders vending, hver enkelt skarpere end du forventer.

Sæt bilen i andet gear og lad den blive der. Tredje gear er for hurtigt. Rækværkene er lave, gamle stenpullerter nogle steder, og til den ene side falder fjeldet væk mod bugten. Du lugter dine egne bremser efter det tiende sving — en varm, tør lugt — og du hører motoren arbejde i det lave gear som et konstant, roligt brøl. Ud af sidevinduet er der scrub af salvie og immortelle mellem stenene, og lugten af dem slår ind når du ruller vinduet ned.

Det bedste råd er enkelt: stop. Der er holdepladser ved de bedste sving, og det er hele grunden til at køre op. Ved hvert stop ligger bugten en anelse dybere under dig. Efter en håndfuld sving kan du se hele Kotor som en lille brun stenklump i bugtens hjørne, og bymuren du gik langs i går ligner nu en tynd grå tråd der er trukket op ad det modstående fjeld.

Milica Buha · CC BY-SA 4.0

R-1. Fem-og-tyve sving stablet oven på hinanden. Andet gear hele vejen op.

Vejen blev færdig i 1884 — bygget under Østrig-Ungarn og tegnet af den kroatiske ingeniør Josip Slade. Før den fandtes, var den eneste vej mellem kysten og det montenegrinske højland en stejl mulesti med trapper, "Kotor-stigen". Serpentinvejen var et ingeniørmæssigt vidunder for sin tid: den forbandt for første gang den isolerede fjeldhovedstad Cetinje med havet, med en hældning en hestevogn kunne klare. Hvert sving er beregnet — ikke tilfældigt lagt, men målt ud så vognene kunne komme rundt.

→ Kotor-serpentinerne

De midterste sving — hvor bugten bliver et landkort

Omkring halvvejs oppe, ved et af de bredeste sving, er der en holdeplads hvor næsten alle stopper. Herfra ser du ned på hele den inderste bugt på én gang — Kotor, Dobrota, og vandet der snor sig ud mod Verige-strædet. På den anden bred kravler Vrmac-halvøen op, og bag den ligger den ydre bugt og Tivat. Det er den udsigt der er på alle postkortene, og for én gangs skyld er postkortet ikke overdrevet.

Der er en gammel østrigsk fæstningsruin oppe ved vejen, og hvis du kigger tilbage mod Kotor, kan du følge bymuren med øjnene hele vejen fra byen og op til Sankt Johannes-fæstningen på 280 meters højde. De 4,5 kilometer mur og de omkring 1.350 trin op til fæstningen så uoverkommelige ud nedefra i går. Herfra oppe ligner det en tegning nogen har ridset ind i fjeldet.

→ Kotor bymure (San Giovanni)

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Kig tilbage. Bymuren kravler op til Sankt Johannes-fæstningen på 280 meter. Nedefra så det umuligt ud.

Du deler asfalten med to slags mennesker heroppe. Turistbusserne, der bakker og manøvrerer i de skarpeste sving med centimeters margin mens chaufføren læner sig ud af vinduet og dirigerer med hånden. Og cyklisterne — de stædige, der maser sig op ad de næsten tusind højdemeter i det laveste gear med sveden dryppende. Den ene af dem, en mand i en falmet grøn trøje, står ud af sadlen i et sving og trækker vejret som en smedebælg. Han vender ikke hovedet. Han har kun øje for de næste ti meter asfalt.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Vejen klæber sig til væggen. Lave rækværk, skarpe sving, og faldet lige ved siden af.

Kotor-stigen — stien der kom før vejen

Kig godt efter mens du kravler opad, så ser du en anden linje i fjeldet — en stejl, stenlagt sti der skærer op gennem klipperne i endnu skarpere zigzag end vejen. Det er Kotor-stigen, den gamle karavanesti med omkring 70 sving, der var den eneste vej mellem kysten og højlandet i århundreder før serpentinvejen blev bygget. Æsler og muldyr bar salt, olie og post op ad den, og montenegrinerne gik den til fods når de skulle til havet.

Stien er der stadig, og folk vandrer den i dag — tre-fire timer op fra Kotor, hårdt og stejlt, men med den samme udsigt som fra vejen, bare optjent med benene. Nogle af de gamle læssepladser og en enkelt forfalden vagtbygning står endnu langs den. Du bliver i bilen. Men det er værd at vide at før asfalten var her, var der en stentrappe — og at nogen slæbte alt hvad Montenegro havde brug for, op ad den, sten for sten.

Tidspunktet på dagen betyder alt heroppe. Midt på dagen er lyset fladt og hårdt, og bugten forsvinder i dis. Men tidlig morgen eller sen eftermiddag lægger solen sig lavt, fjeldskyggerne bliver lange, og vandet dybt nede skifter fra sølv til dyb blå. Kør op sidst på dagen hvis du kan — så har du både det bedste lys og de færreste busser at mødes med i svingene.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Sen eftermiddag. Solen lægger sig lavt, skyggerne bliver lange, og vandet bliver dybt blåt. Kør op nu.

Der er en fast rytme i at køre den. Du lærer den efter de første fem sving: sæt farten ned inde i svinget, hold godt til højre, kig op gennem forruden efter modkørende, og accelerér blødt ud på det korte lige stykke inden det næste sving allerede krummer sig foran dig. Andet gear hele vejen. Bremserne bliver varme; giv dem en pause på holdepladserne. Det er ikke en vej man skynder sig ad — det er en vej man arbejder sig op ad.

De sidste sving — over Krstac og ind i fjeldlandet

Efter det femogtyvende sving flader vejen ud ved Krstac-passet i omkring 940 meters højde. Og så sker der noget mærkeligt: bugten forsvinder helt. Det ene øjeblik har du havet under dig; det næste kører du ind i et helt andet land. Karsten åbner sig — et bølgende højland af grå kalksten, tørre stenmarker, spredte lærkelunde og små indhegninger af sten. Havet er væk. Lugten skifter fra salt til tørt græs og sten der har ligget i solen.

Vejen over højsletten er en helt anden slags kørsel end svingene nedenunder. Den snor sig blødt mellem lave stengærder og runde kalkstensknolde, næsten uden trafik, og du kan for første gang på en halv time slippe rattet lidt og bare kigge. Der er lærketræer i lunde, får spredt på markerne, og en og anden faldefærdig stenlade uden tag. Himlen føles pludselig meget stor, og luften der kommer ind ad vinduet er tør og kold og lugter af tjørn og støv.

Her oppe forstår du hvorfor Montenegro var så svært at erobre. Osmannerne holdt Balkan i næsten fem hundrede år, men de fik aldrig rigtig tag i dette stenhøjland — der var intet at tage, ingen byer at brænde, kun sten og stædige folk der kunne forsvinde ind i fjeldet. Vejen du kører på nu, blev bygget netop for at binde dette utilgængelige indland sammen med havet. Før den var her, var her kun stier.

Vejen fortsætter ind over dette stenhøjland mod landsbyen Njeguši, der ligger i en grøn skålformet dal omkring 880 meter oppe. Det er en lille klynge stenhuse med tunge tage, køer på markerne og en ro der føles milevidt fra kystens travlhed — selvom du kun har kørt en halv time. Herfra stammer Petrović-Njegoš-slægten, som gav Montenegro dets fyrstbiskopper og til sidst dets konge. Selve manden hvis grav du skal se i morgen — digteren og fyrsten Petar II — blev født her i 1813.

Njeguši er også landsbyen der lugter af røget skinke. Njeguški pršut — lufttørret, let røget skinke — hænges her i den tørre bjergluft der siver ned fra Lovćen og op fra havet på samme tid, en kombination lokalfolkene siger er hele hemmeligheden. Ved en bod langs vejen sælger en kvinde med et tørklæde skinke, gulnet fåreost og honning på glas. Der hænger halve skinker fra en bjælke bag hende, og lugten af røg og saltet kød står ud af den åbne dør.

Wikimedia · CC BY 2.0

Wikimedia · CC BY-SA 3.0

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Njeguši ligger i en grøn skål 880 meter oppe. En halv time fra havet — og en helt anden verden.

De første kilometer — op i Lovćen nationalpark

Fra Njeguši drejer vejen sydpå og begynder at klatre igen — ikke i hårnålesving denne gang, men i en jævn, snoet stigning ind i Lovćen nationalpark. Landskabet skifter fra de åbne stenmarker til bjergskov: sortfyr, bøg og enebær klamrer sig til kalkstenen, og luften bliver tyndere og køligere for hver kilometer. Ruller du vinduet ned, lugter der af harpiks og kold sten, og lyden fra motoren er den eneste lyd der er.

Lovćen er ikke Montenegros højeste fjeld, men det er nationens hjertefjeld — det sorte bjerg som hele landet er opkaldt efter (Crna Gora, "det sorte bjerg"). To toppe rager op: Štirovnik på 1.749 meter og Jezerski Vrh på 1.657 meter. Det er den sidste, den lidt lavere, du skal helt op på — for det er der graven ligger.

Vejen fører dig forbi Ivanova Korita, en lille højslette med bjerghytter og enge, hvor parken har sit besøgscenter. Herfra drejer en smal vej af mod toppen. De sidste kilometer op til parkeringen under Jezerski Vrh er stejle og snoede, med udsigt der åbner sig i glimt mellem træerne — snart mod havet, snart mod indlandet. Så parkerer du. Og resten er til fods.

→ Lovćen nationalpark

Wikimedia Commons · CC0

Lovćen — det sorte bjerg som hele landet er opkaldt efter. Sortfyr klamrer sig til kalken.

Vejen op gennem parken er smal og velholdt, med lav trafik og en jævn rytme af sving der aldrig bliver skræmmende som serpentinerne. Du kører gennem lange stræk af skygge under sortfyrren, og så åbner det sig pludselig ud i en eng eller over en klippekam med udsigt der får dig til at trykke bremsen. Køligt heroppe — tag en trøje med selv midt om sommeren, for der er let ti grader koldere end nede ved havet, og oppe på toppen kan vinden bide.

Undervejs passerer du enge hvor køer og heste græsser frit, og hvor små bjerghytter sælger honning, ost og hjemmelavet rakija. Der er en stilhed her som er anderledes end kystens — ikke fraværet af larm, men nærværet af noget stort og gammelt. Fjeldet har været her længe før vejen, og det vil være her længe efter. Du mærker det i kroppen inden du kan sætte ord på det.

De 461 trin — op til graven i skyen

Fra parkeringen fører en overdækket stentrappe og en tunnel hugget ind i selve bjerget op mod toppen. Fire hundrede enogtres trin. I den kølige tunnel drypper det fra loftet, og lyset for enden er en lille lys firkant der bliver større mens du går. Folk stopper undervejs og trækker vejret — der er tyndt heroppe — og længst nede kommer et par pilgrimme op i deres eget rolige tempo, en ad gangen, uden at haste.

Og så træder du ud af tunnelen og står ved Njegoš' mausoleum på toppen af Jezerski Vrh. Her ligger Petar II Petrović-Njegoš begravet — fyrstbiskop, statsmand og Montenegros største digter, manden der skrev Bjergkransen. Han døde i 1851, og han valgte selv dette sted, det næsthøjeste punkt på sit elskede bjerg. Det nuværende mausoleum blev bygget i 1974 efter tegninger af billedhuggeren Ivan Meštrović.

Ved indgangen står to enorme granitkvinder i folkedragt — kariatider der bærer indgangen på deres skuldre. Indenfor, i et rum beklædt med guldmosaik, sidder Njegoš selv, hugget i sort granit, en ørn ved sine fødder. Under gulvet, i krypten, ligger hans grav. Det er stille derinde. Man taler dæmpet, næsten hviskende, og gulvmosaikkens guld fanger det lidt lys der kommer ind.

→ Njegoš-mausoleet

For at forstå hvorfor en hel nation slæbte marmor og granit 1.657 meter op på et fjeld, skal man vide hvem Njegoš var. Han blev fyrstbiskop som ung mand, styrede et fattigt, splittet bjergland gennem stridigheder og osmannisk pres — og skrev samtidig Bjergkransen, det digterværk der stadig regnes for det største på serbokroatisk. Han var over to meter høj, en kæmpe i sin tid, og han døde af tuberkulose kun 37 år gammel. For montenegrinerne er han ikke bare en digter eller en hersker. Han er selve idéen om Montenegro, hugget i ét menneske.

Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Wikimedia · CC BY-SA 4.0

Men det er platformen bag mausoleet der får folk til at tie helt stille. Herfra, i klart vejr, kan du se det meste af landet på én gang: Boka-bugten og Adriaterhavet mod vest, Skadar-søen mod syd, Albaniens bjerge i det fjerne, og det bølgende karsthøjland i alle retninger. Vinden er næsten altid oppe heroppe, kold og ren, og den bærer lyden af intet med sig. Du står 1.657 meter over det hav du forlod i går morges, og du kan se hele vejen tilbage.

Pudelek · CC BY-SA 4.0

Fra toppen ser du havet, Skadar-søen og Albaniens bjerge på én gang. Hele landet i én omgang.

De sidste kilometer — ned til den gamle hovedstad

Fra Lovćen falder vejen ned mod øst i lange sving gennem skov og over åbne stenmarker, indtil den flader ud i en grøn dal. Her ligger Cetinje — Montenegros gamle kongelige hovedstad, grundlagt i 1482 af herskeren Ivan Crnojević. Det er en lille by med et stort hjerte: brede, rolige gader, gamle ambassadebygninger fra dengang stormagterne sendte diplomater hertil, og en fornemmelse af en hovedstad der stoppede med at vokse men aldrig mistede sin værdighed.

Midt i byen ligger Cetinje-klosteret, nationens åndelige centrum, genopbygget i 1701 efter osmannerne havde jævnet det. Der lugter af røgelse og gammel sten indenfor, og munkene bevæger sig langsomt gennem gårdene. På en bænk på en af de brede gader sidder to ældre mænd og spiller skak uden at sige et ord; den ene flytter en brik, den anden nikker, og en due lander på fortovet mellem dem.

→ Cetinje

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Cetinje-klosteret. Genopbygget i 1701 efter osmannerne jævnede det. Røgelse og gammel sten.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Cetinje. En hovedstad der holdt op med at vokse, men aldrig mistede sin ro.

Byen var Montenegros hovedstad indtil 1946, og de gamle ambassader står der endnu — det franske, det russiske, det britiske gesandtskab, bygninger der engang husede stormagternes diplomater i et land med færre indbyggere end en mellemstor by. I dag rummer flere af dem museer og skoler, og du kan gå fra det ene til det andet på ti minutter. Det er en hovedstad man kan tage ind til fods, med hænderne i lommerne, uden at fare vild.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

De gamle ambassader står endnu. En hovedstad man kan gå igennem med hænderne i lommerne.

Vil du ikke slutte helt endnu, er du tæt på noget af Montenegros smukkeste. En halv times kørsel sydøst fra Cetinje ligger Pavlova Strana — en udsigt hvor floden Crnojević snor sig i et perfekt hesteskosving ned mod Skadar-søen, Balkans største sø. Det er den naturlige fortsættelse, hvis fjeldet har givet dig blod på tanden.

→ Pavlova Strana