De første meter — byen på kanten af hullet

Du starter i Pazin. Det er ikke en by folk kommer for — den ligger for langt fra havet, midt i Halvøen, og de fleste turister suser forbi den på vej til kysten. Men gå hen til kanten bag Kaštel, Istriens største og bedst bevarede middelalderborg, og kig ned. Under dine fødder åbner jorden sig i en kløft der falder omkring 90 meter lodret ned — og på bunden forsvinder en hel flod, Pazinčica, ind i et hul i klippen og fortsætter under jorden. Du står ikke ved en udsigt. Du står ved et sted hvor landskabet sluger sig selv.

Læn dig over rækværket og lyt. Der er en kølig, fugtig luft der stiger op fra dybet, en lugt af våd sten og mos, og langt nede en konstant rislen af vand mod klippe. En falk skriger og krydser kløften i ét glid uden et vingeslag. Det er den slags sted der giver dig en fysisk svimmelhed i mellemgulvet — ikke fordi du er bange, men fordi hjernen ikke helt kan rumme at der bare er hul dernede.

Kaštel selv er værd at gå ind i. Borgen har stået her siden 1200-tallet, bygget lige på klippekanten så en fjende kun kunne komme fra én side — resten er afgrunden. Indenfor er der i dag et etnografisk museum med gamle istriske dragter, redskaber og kirkeklokker, men det er selve bygningen der bider sig fast: tykke mure, en indre gård, og vinduer der kigger lige ned i det tomme rum hvor floden forsvinder. Pazin lå her fordi det var Istriens knudepunkt — alle vejene mødtes i midten, langt fra kysternes pirater.

→ Pazin-kløften & Kaštel

Wikimedia Commons

Pazin Kaštel. Istriens største middelalderborg — bygget på selve kanten af kløften. Jules Verne lod sin helt flygte ned ad den.

Wikimedia Commons

Pazin-kløften. Cirka 90 meter lige ned — og på bunden forsvinder floden ind i klippen og fortsætter under jorden.

De 20 km op ad Mirna-dalen — ind i det grønne Istrien

Fra Pazin drejer du nordvest og ud af byen, og med det samme skifter landskabet karakter. Det her er det grønne Istrien — indlandet, som italienerne engang kaldte Istria verde for at skille det fra den grå kyst og den røde jord længere mod vest. Vejen er smal, to spor uden midterstribe de fleste steder, og den følger dalens bugter i rolige sving. Der er næsten ingen biler. En traktor med en anhænger fuld af beskårne vinranker holder ind til siden og lader dig passere; føreren løfter to fingre fra rattet, den universelle landevejshilsen.

Landskabet ruller. Bakke efter bakke af vinmarker i snorlige rækker, olivenlunde med sølvgråt løv, og imellem dem klynger af stenhuse med orange tegltage. Jorden i markkanterne skifter farve mellem lyst kalkler og den dybe rustrøde terra rossa som Istrien er kendt for — jern i jorden, farvet af årtusinders forvitring. Om foråret er det hele skarpt grønt af nyt løv; om efteråret bliver vinbladene gyldne og røde, og hele dalen ser ud som om den ruster.

Det her er karstland — kalksten hele vejen ned, gennemhullet og porøs som en svamp. Regnen synker ned i stedet for at løbe væk, floderne forsvinder ned i huller og dukker op igen kilometer væk, og markerne ligger i lommer af rød jord mellem grå klippeknolde. Bønderne har i tusind år samlet stenene op og stablet dem i lave mure langs markkanterne — der er ingen ende på dem, sten på sten, hele Istrien igennem. Du kører forbi den ene efter den anden, gråt gitter over grønt land.

Undervejs passerer du de små landsbyer der klynger sig til hver deres bakke — en kirke, en håndfuld huse, en åben plads med en offentlig brønd hvor der stadig løber vand. Ved en af dem står en kvinde og fylder en plastdunk mens to høns roder i vejkanten; hun ser knap nok op da du kører forbi. Der er ikke fart på noget herinde. Det er hele pointen med at køre det indre Istrien i stedet for kysten: her sker tingene i det tempo de altid har gjort.

Ved landsbyen Karojba åbner udsigten sig, og for første gang ser du den: langt fremme, oppe på en kegleformet bakke helt for sig selv, ligger en lille by med en klokketårnssilhuet mod himlen. Det er Motovun. Den ligger der og venter, og den bliver ikke ved med at komme nærmere lige med det samme — vejen skal først ned i dalbunden, over floden Mirna, og så op igen. Men du kan ikke tage øjnene fra den. Det er sådan de gamle byer her er anlagt: på toppen, synlige på kilometers afstand, bygget til at ses og til at forsvare sig.

Nede i dalbunden krydser du Mirna, Istriens største flod, der her løber langsomt og bredt gennem en flad, frugtbar bund. På begge sider af floden breder Motovun-skoven sig — en tæt, gammel egeskov der ser helt almindelig ud, men som gemmer noget under rødderne der er mere værd end guld pr. gram. Vi kommer til det. Lige nu drejer vejen og begynder at stige, og bilen skifter selv ned i gear mens serpentinerne strammer til op ad Motovuns bakke.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Mirna-dalens vinmarker og den røde terra rossa — og Motovun-skoven, hvor trøflerne graves op under egerødderne.

De sidste kilometer — op til byen i skyerne

Vejen op til Motovun snor sig i skarpe sving op ad bakken, forbi vinmarker der klatrer helt op til bymuren. Du sætter bilen ved foden — biler kommer ikke ind i den gamle by, gaderne er for smalle og for stejle. Herfra går du. Og du går op: gennem en middelalderport, ad en brostensrampe, forbi endnu en port, indtil du står på toppen ved de venetianske bymure fra 1200-tallet. Der er 1.052 trin fra foden op til toppen — Istriens længste trappe, med flere trin end byen har indbyggere. Nogen har talt.

Oppe på muren stopper du og trækker vejret. Under dig ligger hele Mirna-dalen som et grønt tæppe af vinmarker og skov, og på klare dage kan du se helt til Alperne mod nord, sneklædte og blå i horisonten. Vinden er kølig heroppe selv når dalen ligger og dirrer af varme. En ældre kvinde hænger vasketøj op på en snor mellem to husmure, og lagnerne blafrer ud over 200 meters afgrund som om det var den mest almindelige ting i verden. For hende er det også det.

Gå hele vejen rundt langs muren — det tager ti minutter, og udsigten drejer med dig hele vejen. Mod syd Mirna-dalens vinmarker, mod nord skoven og bakkerne, mod vest en anelse af det blå der er havet. Murene er brede nok til at gå på, og de gamle skydeskår vender stadig udad mod en fjende der aldrig kom. Nedenunder ligger byens nedre del, en spiral af huse langs vejen der snor sig op, og helt nederst parkeringspladsen med bilerne der ligner legetøj.

→ Motovun

Historien er sand, og den er lige så vild som den lyder. Manden hed Giancarlo Zigante, og hans hund Diana snusede trøflen frem under en egerod i Motovun-skoven en novemberdag. En hvid trøffel — Tuber magnatum, den dyreste spiselige svamp der findes, som kun vokser vildt og ikke kan dyrkes. I stedet for at sælge den for en formue valgte Zigante at dele den ved en stor middag for gæster fra hele verden. Skoven under Motovun leverer stadig: fra oktober til december graver jægere med hunde de hvide trøfler op her, og resten af året de sorte. Duften alene — jordet, hvidløgsagtig, næsten kødfuld — kan fylde et helt rum fra en enkelt knold på størrelse med en valnød.

Trøflen er grunden til at det indre Istrien er blevet gastronomisk berømt, men den er svær at fatte før man står i den. Hvide trøfler kan ikke dyrkes — de vokser kun vildt, i symbiose med bestemte egetræers rødder, og de skal snuses frem af en trænet hund fordi de gemmer sig helt under jorden. En god trøffelhund er mere værd end bilen den køres til skoven i. Om efteråret, når de hvide er i sæson, kan en enkelt knold sælges for mere end en månedsløn. Og alt sammen kommer det op af den ganske almindeligt udseende egeskov du lige kørte forbi i dalbunden.

Motovun er ikke stor. Du kan gå rundt om hele den øverste by på ti minutter, langs muren, med afgrunden af udsigt hele vejen. Men der er en grund til at byen er endt på hver eneste postkort fra Istrien: den er en næsten intakt venetiansk bjergby, uændret i århundreder, og den sidder så perfekt på sin kegle at den ser opdigtet ud. Hver sommer i juli fyldes de smalle gader af folk til Motovun Film Festival, som siden 1999 har vist uafhængig film under åben himmel mellem husmurene. Resten af året hører byen mest til kattene, vinbønderne og vinden.

Sæt dig på en bænk oppe ved kirken St. Stjepan, i skyggen af det firkantede klokketårn, og lad byen være stille omkring dig. En kat lister forbi. To ældre mænd taler lavt sammen mens de kigger ud over dalen. Vinden bærer en svag lugt af trøffel og grillet kød op fra en restaurant nede ad gaden. Det er den slags time hvor man forstår hvorfor folk aldrig rejste herfra — selv da de andre bakketop-byer tømtes for indbyggere i det 20. århundrede.

Wikimedia Commons

Motovun, 277 meter. Du ser byen længe før du når den — og du kan ikke tage øjnene fra den.

Wikimedia Commons

De venetianske bymure fra 1200-tallet. To porte, en brostensrampe, og 1.052 trin fra foden til toppen.

Wikimedia Commons

Fra muren: hele Mirna-dalen breder sig ud, og på klare dage ser du helt til Alperne.

De første kilometer — ned i trøffeldalen ved Livade

Fra Motovuns fod ruller du ned ad bakken igen og ind i dalbunden, hvor vejen retter sig ud og løber langs floden Mirna. Efter få minutter er du i Livade — en lille flække på kanten af Motovun-skoven, der ikke ligner meget: en håndfuld huse, en kirke, en restaurant eller to. Men Livade kalder sig selv trøffelverdenens hovedstad, og på skiltene ved indfaldsvejen står det med store bogstaver. Det er her, i skoven lige udenfor, at Zigante fandt sin rekordtrøffel — og hans navn hænger stadig over den restaurant i byen der serverer trøffel i alt fra æg til is.

Navnet Livade betyder simpelthen "enge", og byen ligger lavt, hvor Mirna breder sig ud og skoven begynder. Det er ikke en smuk by i sig selv — den har ikke bakketoppens drama. Men den har noget de andre ikke har: adgangen til skoven. Herfra går trøffeljægerne ud, og hertil kommer kokke og indkøbere fra hele Europa i efterårssæsonen for at få fingre i de hvide, mens de er friske og dufter mest.

Rul ned for vinduet i Livade. Om efteråret lugter hele byen af det: den tunge, jordede, næsten svimle duft af frisk trøffel der siver ud fra restauranterne og fra jægernes kølekasser. Det er en lugt der deler folk skarpt i to — nogen elsker den, nogen kan slet ikke holde den ud — men ingen er ligeglade. En mand i gummistøvler læsser en hund ind i en varevogn ved vejkanten; på sædet ved siden af ligger en lille rive og en spand. Han skal på arbejde. Arbejdet er at gå i skoven.

Wikimedia Commons

Livade i Mirna-dalen — "trøffelverdenens hovedstad", på kanten af Motovun-skoven.

Fra Livade begynder vejen at stige igen, væk fra dalbunden og op i bakkerne mod nord. Og her møder du for alvor Parenzana — sporet efter den smalsporsbane der fra 1902 til 1935 forbandt Trieste med Poreč, 123 kilometer gennem Istriens bakker. Banen havde over 600 kurver, fordi terrænet var for kuperet til andet, og den kravlede så langsomt op ad bakkerne at folk vittigt sagde man kunne stå af, plukke blomster og springe på igen. Den blev nedlagt efter kun 33 år. I dag er sporet en cykel- og vandresti, og du krydser det flere gange på vej op — en gammel stenviadukt her, en mørk tunnelmunding der, alt sammen groet til i vin og krat.

Der er noget stædigt smukt over en jernbane der tabte. Parenzana kunne ikke konkurrere med lastbilen da vejene kom, og i 1935 lukkede den for altid; skinnerne blev revet op og brugt andetsteds. Men tracéet blev liggende — den blide, kunstigt udjævnede kurve gennem landskabet som kun en jernbane laver — og et århundrede senere fandt cyklister og vandrere det igen. Nu er den mere brugt end den nogensinde var som bane. Ingeniørernes forbandelse, de over 600 kurver, blev til dens redning: en sti der aldrig stiger stejlt.

Wikimedia Commons

Parenzana. Smalsporsbanen kørte fra 1902 til 1935 — i dag en cykel- og vandresti over gamle stenviadukter og gennem tunneller.

De midterste kilometer — Oprtalj på sin egen bakke

Vejen kravler op ad en ryg, og oppe på toppen til højre ligger Oprtalj — endnu en bjergby, mindre og stillere end Motovun, og næsten uden turister. Drej op til den. De sidste meter er stejle og snoede, og du sætter bilen udenfor og går ind gennem porten. Indenfor er der en åben venetiansk loggia — en søjlehal hvor byens mænd gennem århundreder har mødtes, handlet og holdt ret — og en terrasse der hænger ud over dalen med en udsigt der får dig til at tie stille. Små kirker og kapeller ligger spredt omkring byen, flere af dem med falmede kalkmalerier fra middelalderen på væggene.

Der er en stilhed i Oprtalj som Motovun ikke længere har. Ingen souvenirboder, ingen kø ved porten. En gammel mand sidder på en bænk i loggiaens skygge med en avis han ikke rigtig læser; en kat strækker sig på de varme fliser. Gaderne er så smalle at solen kun når ned i dem midt på dagen, og luften lugter af sten, af figentræ fra en baghave, og af den røgede duft af noget der bliver lavet til frokost bag en åben dør. Det er en by der er gået i stå på den gode måde — den blev bare ikke opdaget.

Kig ind i en af de små kirker hvis døren står åben. Væggene bærer rester af kalkmalerier fra middelalderen — helgener med falmede glorier, en Skt. Rok der peger på et sår på sit ben, farverne dæmpede af 500 års lys og fugt. Der er ingen entré, ingen vagt, ingen glasmontre. Bare et køligt stenrum, en duft af gammel røgelse og støv, og malerier der har hængt her siden længe før nogen tænkte på turister. Sådan er det indre Istrien: historien ligger fremme, uden hegn om.

→ Oprtalj

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Oprtalj på sin bakke — og de rullende vinmarker og olivenlunde du kører imellem hele vejen til Grožnjan.

Fra Oprtalj følger vejen en ridge vestpå, og landskabet er nu et bølgende tæppe af vinmarker, olivenlunde og spredte stenlandsbyer. Det her er Malvazija-land — Istriens karakteristiske hvidvin, presset af den lokale malvasia-drue, som du ser vokse i rækker på begge sider af vejen. Imellem vinstokkene står oliventræer med sølvgråt løv, gamle og forvredne, nogle af dem flere hundrede år. Istriens olivenolie rangerer år efter år blandt verdens bedste i de internationale kåringer, men det står der ikke skilte om. Træerne står bare der og laver den.

Vejen mellem Oprtalj og Grožnjan er en af de smukkeste på hele turen — en ryg-vej der løber langs toppen med udsigt til begge sider, ned i to dale på én gang. Der er næsten ingen trafik. En racercyklist i farverigt tøj arbejder sig op ad stigningen med langsomme, stædige pedaltråd, og du giver god plads når du passerer. Vinmarkerne skifter til olivenlunde og tilbage igen, og hist og her står et enligt stenhus med lukkede skodder — et sommerhus, eller bare et hus der venter på nogen der aldrig kommer tilbage.

De sidste kilometer — op til byen kunstnerne reddede

Og så, for enden af ryggen, dukker Grožnjan op — den sidste bakketop, kronet af en klokketårnssilhuet mod himlen. Du sætter bilen udenfor muren og går ind gennem porten, og det første du bemærker er at hver anden dør er en galleri- eller atelierdør. Billeder, skulpturer, keramik, glas — udstillet på trapper, i vindueskarme, hængt på de nøgne stenmure. Der er omkring tyve gallerier i en by der ellers kunne ligge i en knyttet hånd. Og bag en åben dør sidder nogen og øver sig på en cello; tonerne driver ud i den smalle gade og følger dig et stykke.

Det er ikke tilfældigt. Grožnjan var næsten en spøgelsesby. Efter Anden Verdenskrig, da Istrien skiftede fra Italien til Jugoslavien, forlod størstedelen af de italiensktalende indbyggere byen, og husene stod tomme og forfaldt. I 1965 begyndte billedhuggeren Aleksandar Rukavina fra Zagreb og en gruppe kunstnere at flytte ind i de forladte stenhuse — de overtog dem for næsten ingenting mod at sætte dem i stand — og gradvist blev omkring tredive af husene til atelierer, gallerier og boliger. Fire år senere, i 1969, kom Jeunesses Musicales, den internationale musikungdom, og gjorde byen til et sommer-mødested for unge musikere fra hele verden. Siden har over 20.000 af dem spillet her.

Tænk på hvad det betød. En hel by — huse, kirke, gader, brønd — bygget over århundreder og så efterladt næsten på én gang, da grænserne blev flyttet efter krigen og folk pakkede og drog mod Italien. I et par årtier stod Grožnjan og forfaldt, vinduer uden glas, tage der faldt ind. Det kunne være endt som en ruin. I stedet kom kunstnerne, fordi netop det forladte og billige gav dem plads til at arbejde. Byen blev reddet ikke på trods af sin tomhed, men på grund af den.

→ Grožnjan

Wikimedia Commons

Grožnjan. Efter krigen næsten tom — i dag genbefolket af kunstnere, med omkring tyve gallerier bag de gamle stenmure.

Gå en runde i de smalle gader, og du forstår hvorfor de blev. Lyset er blødt og gyldent, husene er af varm honningfarvet sten, og der hænger vinranker og potteblomster fra hver eneste altan. Fra en åben værkstedsdør kommer lugten af terpentin og oliemaling; fra en anden af nybagt brød. En kvinde i et forklæde plettet af farve står i sin dør og maler ved et staffeli, uden at bekymre sig om at du kigger — det er hele idéen, kunsten laves for åbne døre. Om sommeren fyldes byen af musikfestivaler, og så driver der jazz, klassisk og folkemusik ud fra piazzaen om aftenen mens svalerne skriger over tagene.

Musikken er lige så meget en del af byen som malerierne. Om sommeren bor der unge musikere i husene — strygere, pianister, jazzfolk fra hele verden — som øver sig bag åbne vinduer og spiller koncerter på piazzaen om aftenen. Går du gennem gaderne midt på dagen i juli, hører du skalaer og etuder vælte ud fra et halvt dusin vinduer på én gang, overlappende, som om hele byen stemmer instrumenter. Det er ikke en kulisse for turister. Det er bare det byen gør nu.

Ude fra bymuren har du udsigten igen — hele det nordvestlige Istrien breder sig ud, vinmarker og olivenlunde helt til horisonten, og en fjern glimt af blåt hvor Adriaterhavet begynder. Det er første gang på turen du ser havet. I morgen kører du derned. Men lige nu er du så højt oppe i det grønne som ruten kommer, i en by der skulle have været død og i stedet blev en af de mest levende steder i hele Istrien. Bliv til det bliver mørkt. Grožnjan er bygget til aftener.

Wikimedia Commons

Hver anden dør er et galleri eller et atelier. Kunsten laves for åbne døre — det er hele idéen.

Wikimedia Commons

Fra Grožnjans mur ser du havet for første gang — en fjern stribe blåt, hvor Adriaterhavet begynder. I morgen kører du derned.

De første kilometer — ned gennem vinlandet

Fra Grožnjan falder vejen sydpå, og for første gang på turen arbejder bilen ikke opad. Du ruller ned — gennem det tætteste vinland på hele ruten, hvor markerne ligger som stribede tæpper op ad hver bakkeside og oliventræerne står i lige rækker imellem dem. Ved Vižinada og de omkringliggende landsbyer er hver anden gård en vingård med et lille skilt der siger vino og ulje — vin og olie — og en åben lade hvor du kan smage. Luften der strømmer ind ad vinduet er varmere for hver kilometer, tørrere, med en duft af soltørret græs og støv fra vejkanten.

Læg mærke til hvordan du kører nu. De to første dage arbejdede motoren sig opad, gear ned, langsomt; i dag ruller den næsten af sig selv, og du bruger bremsen mere end speederen. Landskabet folder sig ud i stedet for at lukke sig om dig. Bakketoppene bliver lavere, dalene bredere, himlen større. Det er en fysisk lettelse i kroppen, den samme som når man kommer ned fra et bjerg — skuldrene falder, og man begynder at kigge efter havet.

Det er en anden slags kørsel end de to første dage. Ingen serpentiner, ingen bakketop der venter — bare en lang, blød nedstigning gennem et landskab der bliver mere og mere sydligt. Cikaderne skruer op for lyden i middagsvarmen, en konstant sitrende summen fra grøftekanterne. En traktor holder ved en vingård, og en mand aflæsser plastkasser fyldt med mørke druer; det er høst, og hele luften over markerne dufter sødt og gæret. Du kunne stoppe ved en hvilken som helst af de små vingårde og smage en Malvazija. Mange gør. Bare husk hvem der kører.

Hist og her dukker en landsby op på en lav bakke — Vižinada med sit klokketårn, en kirke helt for sig selv midt i markerne, en allé af cypresser der fører op til en gård. Det er stadig det indre Istrien, men blødere nu, mere åbent, mindre fæstningsagtigt end bakketop-byerne du kom fra. Vinmarkerne er større og mere velordnede, og imellem dem ligger vingårde med skilte der inviterer indenfor til smagning. Du kunne bruge en hel dag bare på at køre fra kælder til kælder her. Men havet trækker.

Wikimedia Commons

Ned gennem vinlandet ved Vižinada. Malvazija-druer og olivenlunde, og luften bliver varmere for hver kilometer.

Efterhånden som du falder mod vest, skifter landskabet farve. Det grønne bliver tørrere, mere sølvgråt af oliven og fyr, og den røde terra rossa træder tydeligere frem i markerne — den samme jern-røde jord som gav landskabet dets navn. Så, et sted mellem to bakkedrag, får du det første rigtige glimt: en flade af blåt langt fremme, glimtende i solen. Adriaterhavet. Efter to dage i det grønne indre er det næsten et chok at se det — og vejen synes selv at trække dig derned, hurtigere og mere ligeud, mod kysten.

Wikimedia Commons

Vrsar. Den første havneby, det første saltvand — hvor det grønne indland møder Adriaterhavet.

De midterste kilometer — fjorden der ikke er en fjord

Ved kysten drejer du sydpå, og efter det lille havnebyen Vrsar — hvor de første palmer og det første saltvand dukker op — fører vejen dig ind til noget uventet: en lang, smal, dybgrøn vandarm der skærer ind i landet mellem to stejle, skovklædte sider. Det er Limski kanal, som alle kalder Lim-fjorden, selv om det strengt taget ikke er en fjord. En rigtig fjord er skåret af en gletsjer; den her er skåret af en flod, over årtusinder, og fyldt af havet da vandstanden steg. Geologer kalder det en ria. Men stå ved kanten og kig ned i det stille, mørkegrønne vand mellem de lodrette skovsider, og du er ligeglad med ordet. Det ser ud som en fjord. Det føles som en fjord.

Vrsar, som du lige passerede, er en gammel fiskerby der klatrer op ad en lille høj fra havnen, med en kirke på toppen og smalle stræder ned mod vandet. Casanova gik i land her to gange i 1700-tallet og skrev om det i sine erindringer — ét af de mange steder langs denne kyst hvor den rejselystne venetianer efterlod et spor. Nede ved havnen ligger fiskerbådene side om side med sejlbåde, og luften skifter brat: væk er markernes tørre støv, ind kommer tang, salt og diesel fra en motor der bliver startet ved kajen. Det første saltvand på to dage.

Og her lukker turen en cirkel du ikke vidste var åben: dalen bag Limski kanal blev i sin tid skåret af floden Pazinčica — den samme flod du så forsvinde ned i kløften under Pazins slot på turens allerførste morgen. Dengang løb den over jorden helt til havet og gravede denne dal ud; siden fandt den vej ned i karsten ved Pazin, og dens forladte dal blev fyldt af havet som denne grønne fjord. Du er kørt fra det hul hvor floden i dag forsvinder, til den kyst hvor dens ældgamle arbejde stadig ligger — uden at have fulgt den én meter over jorden.

Det er den slags sammenhæng man ikke ser fra bilen, men som lægger et ekstra lag på hele turen når man først kender den. Du fulgte aldrig floden — den forsvandt jo under jorden ved Pazin — men du kørte gennem det landskab den har formet: fra kløften den i dag falder ned i, til den dal den engang gravede helt til havet. Da du kørte over Mirna i går, og da du står her ved Lim i dag, er det den samme istriske vandhistorie du krydser: regnen der falder på bakketoppene, synker ned i kalken, og finder havet ad sine egne skjulte veje.

→ Limski kanal (Lim-fjorden)

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Limski kanal — den grønne "fjord" der egentlig er en flodslugt fyldt af havet. Der dyrkes østers og muslinger i det brakke vand.

Der er en holdeplads, Vidikovac, på den nordlige kant hvor vejen passerer højt over vandet. Stå ud og kig ned. Fjorden er omkring ti kilometer lang, snæver som en kanal, og på det stille vand ligger lange rækker af bøjer og flåder: det er østers- og muslingefarme. Vandet her er brakt — ferskvand fra undersøiske kilder blander sig med havet — og det gør det usædvanlig rigt på plankton, hvilket igen gør skaldyrene fede og søde. Nede ved vandkanten ligger et par restauranter der serverer østers hevet op få meter derfra. En måge står helt stille på en af flåderne og venter på at nogen taber noget.

Luften heroppe er en blanding du ikke har mødt før på turen: den grønne, fugtige skovkølighed fra fjorden nedenunder, og oveni en tydelig salt tang-lugt fra havet. Det er dér de to Istriener mødes — det grønne indland og den blå kyst — bogstaveligt talt i samme åndedrag. Under dig glider en lille åben båd langsomt langs østersrækkerne; en mand står forrest og haler en line op, dryppende og fyldt med skaller. Herfra er der ikke langt til rejsens ende.

Wikimedia Commons

Fjorden er cirka ti kilometer lang og snæver som en kanal. På det stille vand ligger østers- og muslingefarmenes flåder i lange rækker.

De sidste kilometer — ned til byen på halvøen

Fra fjorden runder vejen dens inderste ende og fører dig de sidste kilometer sydpå mod Rovinj. Og så ser du den, rejst op af havet forude: en tæt klynge af pastelfarvede huse — okker, terrakotta, blegrød, sennepsgul — presset sammen på en lille halvø, og over det hele et højt klokketårn der stikker op mod himlen. Det er Skt. Euphemia-kirken, hvis 60 meter høje campanile er formet efter klokketårnet på Markuspladsen i Venedig — for Rovinj var venetiansk i fem århundreder, og det ses i hver eneste sten. Byen var faktisk en ø indtil 1763, da kanalen ind til fastlandet blev fyldt op. Nu er den en halvø, men den ligner stadig noget der driver på vandet.

Du sætter bilen udenfor — den gamle by er bilfri, gaderne er trapper og stræder for smalle til andet end fødder — og går ind. Og så snart du er inde, forsvinder resten af verden. Gaderne er så snævre at du kan røre begge husmure med udstrakte arme, og tøjsnore hænger på tværs fra vindue til vindue, højt oppe. Trapperne er slidt blanke af fem hundrede års fødder. Fra Grisia-gaden, byens kunstnerstrøg, hænger malerier på murene hele vejen op mod kirken. Der lugter af hav og af grillet fisk og af den kølige fugt der altid står i de smalle, solløse stræder mellem husene.

Byen er bygget til at fare vild i, og det er meningen du gør det. Der er ingen lige gader; alt snor sig, stiger, ender blindt i en trappe ned til vandet eller åbner sig pludseligt til en lille plads med en enkelt café. Husene er skæve, høje og tætte, malet i afskallede pasteller, og vasketøj hænger på tværs højt oppe hvor solen når ind. En kat ligger i en vindueskarm. En gammel kone sænker en kurv i en snor ned til en leverandør på gaden. Det ser ud som en filmkulisse, men det er bare sådan man har boet her i fem hundrede år, tæt og lodret på en klippe i havet.

→ Rovinj

Wikimedia Commons

Rovinjs havn. Pastelhuse presset sammen på halvøen, farverige både, og Skt. Euphemias campanile over det hele.

Gå op ad Grisia-gaden til toppen, hele vejen op til kirken, og vend dig om. Under dig ligger et virvar af røde tegltage, og bag dem det åbne Adriaterhav med små øer spredt ud i det blå — Sveti Katarina, Crveni Otok, den røde ø. Havvinden er kølig og salt heroppe, og klokken i tårnet slår kvart over med en dyb, lang tone der ruller ud over hele halvøen. En fisker fortøjer sin flade træbåd — en batana, Rovinjs traditionelle bådtype — nede ved kajen, præcis som fiskere har gjort det her i århundreder. Du er kørt fra Istriens grønne midte til dens smukkeste kyst. Du er fremme.

Bliv til solen går ned. Fra kajen på vestsiden, hvor de små restauranter stiller borde helt ud til vandet, synker solen ned bag øerne og sætter hele himlen og havet i brand i et par minutter, mens campanilen bag dig bliver til en sort silhuet. Folk holder op med at tale. En servitrice venter tålmodigt med en flaske ved et bord. Så er det forbi, lyset skifter til blåt, og lamperne tændes i de skæve vinduer op ad byen. Der er ikke noget bedre sted at afslutte en tur end her, med saltvand foran dig og hele det grønne Istrien i ryggen.

Wikimedia Commons

De smalle stræder i Rovinjs gamle by — trapper slidt blanke af fem hundrede års fødder, tøjsnore på tværs, og altid lyden af havet.