De første kilometer — ud af Firenze og op på ryggen

Du starter i Firenze, og den første halve time handler mest om at komme ud. Byen slipper dig ikke let: forstæder, rundkørsler, en scooter der smyger sig ind på indersiden af dig i et sving. Men brug en time i den gamle bydel før du sætter dig ind i bilen. Stå på broen → Ponte Vecchio mens guldsmedene ruller skoddene op, og gå forbi → Duomo di Firenze — Brunelleschis kuppel fra 1436, stadig verdens største murstenskuppel, bygget uden et indre stillads som ingen siden har fundet ud af præcis hvordan han holdt oppe. Der dufter af espresso og varm sten fra de smalle gader. Så, sydpå.

Ved Grassina, lige syd for byen, forsvinder forstaden og vejen begynder at stige. Det her er SR222 — Chiantigiana, og den gør noget de færreste veje gør: den følger ikke en dal, men en ryg — vandskellet mellem Greve-dalen og Pesa-dalen. Det betyder at du kører oppe i landskabet, ikke nede i det. Til begge sider falder marker og vinbjerge væk fra dig, og for hver kilometer bliver der mere himmel og mindre by.

De første Chianti-kilometer sætter tonen for hele turen. Vejen holder sig aldrig i ro: den lægger sig i et blødt venstresving, retter sig et øjeblik ud, og drejer så højre igen ned mod en bæk og op ad den næste kam. Du bruger rattet konstant, men aldrig hårdt. Og for hver kam der åbner sig, ligger der endnu et stenhus med sin cypresrække og sin vinmark, som om nogen har sat dem der med lineal.

Vejen er to spor, midterstribe, jævn asfalt — men den kan ikke lade være med at svinge. Der er ikke hårnåle som i Alperne; der er lange, åbne bugter der følger bakkens kontur. Det er ikke en vej der kræver mod. Det er en vej der kræver opmærksomhed — og belønner den. Sæt farten ned til tredje gear og lad den arbejde. Motorcyklister i flok overhaler dig i weekenderne; til hverdag har du den næsten for dig selv.

Og så er der det der vokser. Vinstok efter vinstok, plantet i snorlige rækker ned ad skråningerne, med rosenbuske for enden af hver række — en gammel vane, for rosen bliver syg før vinen og advarer vinbonden i tide. Det er Sangiovese, druen der bliver til Chianti Classico. Mellem vinmarkerne står sølvgrå olivenlunde, klynger af stedsegrøn steneg, og cypresser i lange lige linjer op mod hvert stenhus. Om efteråret, i vinhøsten, lugter hele ryggen sødligt af gæret drue.

I oktober, i vendemmia, er der liv i markerne. Folk står bøjet mellem rækkerne med saks og kasse, og en gammel traktor holder for enden af rækken med en anhænger fuld af mørkeblå druer. Der lugter sødt og gæret, næsten som most der er begyndt at vende. En hund løber langs rækkerne uden ærinde. Ruller du vinduet ned her, får du hele Chiantis efterår ind i bilen på én gang.

Wikimedia Commons

Chiantigiana følger en ryg, ikke en dal. Til begge sider falder Sangiovese-markerne væk fra vejen.

De 20 km til Greve — og videre op til Panzano

Første rigtige stop er Greve in Chianti, handelsbyen på ryggen, 236 meter oppe. Dens hjerte er Piazza Matteotti — en mærkelig, kileformet plads med søjlegange hele vejen rundt, ikke helt firkantet, snarere som en tragt der vider sig ud. Under buerne ligger slagtere og vinhandlere side om side. Der hænger en tør, kødet lugt af lagret prosciutto ud gennem en dør, og en mand i forklæde bærer en hel skinke ind fra en varevogn. Midt på pladsen står en statue af Giovanni da Verrazzano — søfareren der sejlede ind i New Yorks havn i 1524, længe før byen fik sit navn. Han var herfra.

Fra Greve stiger vejen videre til Panzano, der ligger som en balkon 510 meter oppe over en skålformet dal fuld af vinmarker — lokalt kaldet Conca d'Oro, den gyldne skål. Stå ved kanten af den gamle bydel og kig ud: rækkerne af vinstok løber som konturlinjer rundt om hele skålen, og en traktor kravler langsomt langs en af dem med en støvfane efter sig. Panzano er også kødets by — byens slagter er blevet en slags legende, og duften af grillet bistecca driver ud fra restauranterne til frokost. Du behøver ikke stoppe. Men vinduet skal ned.

Fra Panzano falder vejen igen, sydpå, i lange sving ned mod en dalbund og op ad den næste side. Det er den rytme hele Chiantigiana har: aldrig flad, aldrig stejl, altid i bevægelse. Bremserne får lidt at lave på nedturene, og du mærker bilen læne sig i svingene. Modkørende er ofte en bus eller en flok racercyklister i farverige trøjer der arbejder sig opad i lavt gear — giv dem plads, de har fortjent den.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Greves kileformede piazza med søjlegange — og vinhøsten, der hvert efterår fylder hele ryggen med duften af gæret drue.

Det er værd at vide hvorfor netop denne strækning er værd at køre, og ikke bare den hurtige hovedvej vestpå. Chianti er ikke et tilfældigt smukt landskab; det er et af verdens ældste afgrænsede vindistrikter. Allerede i 1716 tegnede storhertugen af Toscana en officiel grænse om Chianti-området — en af de første vinlove nogensinde. Det du kører igennem, er ikke bare marker. Det er 300 år gammel, lovbeskyttet arbejdsjord, formet af én plante.

Wikimedia Commons

Gallo Nero — den sorte hane. Symbolet på det middelalderlige Chianti-forbund mellem Castellina, Radda og Gaiole. Her over Raddas bakker.

De 40 km gennem forbundsbyerne — Castellina, Radda, Gaiole

Efter Panzano dykker vejen sydpå mod Castellina in Chianti, 578 meter oppe — den højeste af de tre gamle forbundsbyer. Castellina var en grænsefæstning mod Siena, og det kan du stadig mærke: byen ligger som en knytnæve på toppen, med en tyk rundtårnsfæstning i midten. Det bedste er skjult. Gå ind i Via delle Volte — en overdækket vagtgang der løber hele vejen rundt langs den gamle bymur, engang åben mod fjenden, nu en tunnel af buer med kølig skygge og udsigtskiler ud over vinbjergene mellem hver bue. Inde i tunnelen er der ti grader køligere og en lugt af gammel sten og fugtig kalk. En kat sover i en af udsigtskilerne.

Ude foran Castellinas mur står en kvinde og vander en altankasse med geranier, og en mand læsser papkasser af en varevogn ved en vinbutik. Der er ingen larm. En knallert starter, kører tyve meter, og standser igen. Det er en by der har været grænsefæstning, handelsplads og turistmål — og som midt i det hele stadig bare passer sig selv en tirsdag formiddag.

Fra Castellina drejer du østpå ad de mindre veje mod Radda og Gaiole — de to andre forbundsbyer. Her bliver landskabet vildere: mere skov, tættere kurver, længere mellem husene. Radda ligger på en langstrakt ryg og har holdt sin middelalderplan næsten uændret — en oval af gader inden i en mur, med et rådhus dækket af de indmurede våbenskjolde fra gamle byfogeder. Gaiole nede i dalbunden er mindre malerisk, mere arbejdsby — men det er her noget begynder som du skal høre om.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Castellinas overdækkede Via delle Volte — og bakkerne ved Gaiole, hvor L'Eroica-løbet reddede grusvejene fra asfalten.

Mellem Gaiole og hovedvejen mod Siena passerer du Castello di Brolio — den store, rødmurede borg der har tilhørt Ricasoli-familien i næsten tusind år. Det var en baron herfra, Bettino Ricasoli, der i 1870'erne skrev den opskrift på Chianti-vinen — hvilke druer, hvor meget af hver — som distriktet stort set stadig følger. Du ser borgen ligge tungt på sin bakke bag cypresserne. Vinmarkerne nedenfor er de samme rækker han gik i.

Efter Gaiole samler ruten sig og drejer vestpå mod Siena. Landskabet åbner sig lidt, vinmarkerne bliver til større, mere åbne bakker, og trafikken tætner jo nærmere du kommer. Cypresserne står stadig i deres lange rækker langs indkørslerne, men nu skimter du for første gang byen selv forude — en mørk profil på en bakke, med et enkelt tårn der stikker op over resten.

De sidste kilometer — ned mod Siena

Fra Chianti-bakkerne falder vejen sydvestpå mod Siena, og byen dukker op på sin bakke længe før du er der — et tårn, en katedral, en mur af varmt teglstensrødt mod himlen. Sæt bilen uden for murene; centrum er lukket for biler. Og gå så ind til det de fleste rejsende husker resten af livet: → Siena og dens Piazza del Campo.

Pladsen er formet som en muslingeskal der skråner ned mod rådhuset, delt i ni felter af lyse stribestreger. Du kommer ind ad en smal gyde, og pludselig åbner den sig — og folk sidder simpelthen ned på selve brostenene, læner sig tilbage mod skråningen som mod en strand, og lader den bære dem. To gange om året, den 2. juli og den 16. august, hældes der jord ud over stenene og pladsen bliver til bane for Palio — et hovedkulds hestevæddeløb mellem byens bydele, uden sadel, kørt i sin nuværende form siden 1600-tallet. Resten af året er den bare et sted at sidde ned og se lyset skifte på tårnet.

Siena stoppede med at vokse i 1348. Den sorte død dræbte over halvdelen af byen på ét år, og de storslåede planer — en katedral større end nogen i Italien — blev aldrig færdige. Den halvbyggede mur står der stadig, ude i luften, som et løfte der aldrig blev indfriet. Det er derfor Siena i dag er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer: den blev fanget i tiden, fordi der ikke var folk nok til at bygge videre. Om aftenen, når busturisterne er kørt, kan du høre dine egne fodtrin ekko mellem husene.

Wikimedia Commons

Piazza del Campo. Muslingeskalen der skråner mod rådhuset — hvor folk sætter sig direkte på brostenene. Byen der stoppede i 1348.

De første kilometer — ud i lermånen

Du forlader Siena sydpå ad Via Cassia, den gamle romervej der har forbundet Rom med det nordlige Italien i to tusind år. Og i løbet af få kilometer sker der noget med landet. De grønne vinbakker fra i går forsvinder. I stedet åbner der sig noget bart, bølgende og næsten træløst: Crete Senesi — de sienesiske lerjorder. Farven er ikke grøn. Den er aske, ben, sølvgrå, med striber af gult korn hen over. Folk kalder det måne-landskab, og de har ret.

Det er en helt anden slags kørsel end Chianti. Vejen ruller op og ned over lange, glatte bakkerygge, og for hver top ser du milevidt ud over et hav af nøgen jord. Der er næsten ingen huse. Et enkelt stenhus står helt alene på en fjern kam med tre-fire cypresser ved siden af — det billede du har set på tusind postkort, og her er det, ægte, uden filter. En musvåge cirkler over en pløjemark. Der lugter af tør jord og varm halm, og støvet står i en fane efter en traktor langt ude.

Kør roligt herude. Vejen er smal og bølget, og der er ingen rækværker mellem asfalten og de bløde lerskrænter. Men der er næsten heller ingen andre biler. Du kan holde ind i en rasteplads, slukke motoren, og høre præcis ingenting — kun vinden hen over kornet og en lærke et sted højt oppe. Det er en stilhed der er svær at finde i Chianti, hvor der altid er en vingård eller en restaurant om det næste sving.

Grunden til at bakkerne er så bare, ligger i selve leret. Jorden her er så saltholdig og så tør om sommeren at træer ikke rigtig kan gro. Regnen former den i stedet: små hvide kupler kaldet biancane, hvor mineralsalt trækkes op til overfladen og glimter i solen, og dybe, rå kløfter kaldet calanchi på de stejleste skråninger. Det er et landskab der bliver skulptureret, ikke plantet. Om vinteren er det mørkt og vådt. Om sommeren blegt og hårdt. Lige nu, i det skrå lys, ligner det noget der er hældt op.

En enkelt fårehyrde driver sin flok langs en markvej langt ude, en lille støvsky over dem alle. Fårene er grunden til at der overhovedet er liv herude: det er deres mælk der bliver til pecorino. Ellers er der mest jord, himmel og de smalle striber grønt hvor korn kan gro. Om vinteren pløjes det hele op og ligger sort og vådt; nu, sidst på sommeren, er det gyldent og knastørt.

Wikimedia Commons

Crete Senesi. Aske, ben, sølvgrå. Jorden er for salt og tør til træer — så regnen skulpturerer den i stedet.

Nede i dalbunden, hvor floden Ombrone løber, ligger Buonconvento — en lille muromkranset by på fladen, 147 meter oppe, klemt mellem lerbakkerne. Den er ikke på en top som de andre; den ligger lavt, ved vadestedet, og har stadig hele sin teglstensmur med byporte i begge ender. Kør langsomt gennem den. Der er en bager, en jernvarehandel, en gammel mand på en scooter der venter tålmodigt på at du kommer forbi. Ingen turistbutikker. Bare en arbejdsby der tilfældigvis er 700 år gammel.

Fra Buonconvento drejer du af hovedvejen og begynder at klatre mod Montalcino. Vejen bliver smallere og mere snoet, og landskabet skifter tredje gang på én formiddag: fra lerbakkernes bare grå tilbage til vinmarker igen, men nu i stejlere, mere sydvendte skråninger. Termometeret stiger; her er varmere end oppe i Chianti. Cikaderne larmer i lundene langs vejen, en tør, uophørlig lyd der hører sydens sommer til.

De 15 km op til Montalcino — vinen der skal vente fem år

Fra dalbunden begynder vejen at klatre igen, og målet ligger højt: Montalcino, 564 meter oppe, med en tak-kronet fæstning fra 1361 på det højeste punkt. Op ad skråningerne står vinmarkerne igen — men det er ikke Chianti længere. Det er Brunello di Montalcino, lavet af en enkelt drue, en klon af Sangiovese, og en af de dyreste og mest ærværdige vine i hele Italien. Reglen er streng næsten til det absurde: en Brunello må ikke sælges før den har modnet i mindst fem år, heraf mindst to på egefad. Du drikker aldrig en ung Brunello. Der findes ikke sådan en.

Selve byen er en snæver stribe stenhuse langs en ryg, med fæstningen i den ene ende. Gå op på dens volde — man kan gå oven på murene — og kig ud: hele Val d'Orcia breder sig sydpå under dig, bakke efter bakke, helt til den udslukte vulkan Monte Amiata rejser sig blå i horisonten. Vinden heroppe har en kant, selv når solen bager. Nede i byens vinbarer kan du smage tre årgange ved siden af hinanden og mærke hvad de fem års venten gør.

Der er et café-hjørne oppe ved fæstningen hvor en tjener bærer små glas rødvin ud på en bakke til folk der sidder i skyggen af muren. Ingen har travlt. En ældre mand læser avis med et glas foran sig og et blik ud over dalen. Du forstår hurtigt at Brunello ikke er en drik man skynder sig med — hele byen er indrettet efter langsomhed, ligesom vinen der skal vente sine fem år.

Wikimedia Commons

Montalcino, 564 meter. Fæstningen fra 1361 og Brunello-markerne nedenfor — vinen der aldrig sælges ung.

De 10 km ned til Sant'Antimo — kirken i den tomme dal

Syd for Montalcino falder en lille vej ned mod Castelnuovo dell'Abate, og her ligger et af de reneste syn på hele turen: Abbazia di Sant'Antimo, en romansk klosterkirke der står helt alene i en grøn dal, omgivet af oliventræer og ingenting andet. Ingen by omkring den. Ingen parkeringshus. Bare kirken, en cypres, og bakkerne. Den er bygget af en lys, næsten gennemskinnelig sten — travertin og alabast — der lyser gyldent i eftermiddagssolen.

Nedkørslen til Sant’Antimo er en af de smukkeste korte strækninger på hele turen. Vejen slynger sig ned mellem oliventræer og lave stengærder, og pludselig, for enden af en lang bue, ligger kirken der bare — alene, gylden, uden noget omkring sig. Der er ingen skilte der bygger op til det. Den er der bare, og du bremser uvilkårligt.

Legenden siger at Karl den Store grundlagde den. Det kan ingen bevise, men et gavebrev fra år 813 nævner stedet, og den kirke der står i dag, blev påbegyndt før 1118. Engang kontrollerede klostret næsten tusind gårde og otteogtredive kirker i området — et magtcentrum i sten. I dag er der stilhed. En lille munkefællesskab holder stadig til her og synger den gamle liturgi, den gregorianske sang, med jævne mellemrum i løbet af dagen. Går du ind mens de synger, står du i en tom, høj stenkirke mens enstemmig sang stiger op mod hvælvet. Det er ikke et show. Det er bare det de gør.

Uden for kirken står et enkelt oliventræ og en bænk, og der er så stille at du kan høre bierne i lavendlen ved muren. En cyklist triller forbi, standser, tager et foto, og cykler videre uden et ord. Det er den slags sted hvor selv fremmede sænker stemmen uden at have aftalt det.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons · Public domain

Sant'Antimo. Bygget af lys travertin der lyser gyldent i eftermiddagssolen. Gavebrev fra år 813. Munke synger her endnu.

De sidste kilometer — op til San Quirico d'Orcia

Fra Sant'Antimo drejer du østpå og ind i selve Val d'Orcia — det UNESCO-fredede kulturlandskab der er hele grunden til at du kørte hele vejen herned. Vejen ruller gennem bølgende hvedemarker og forbi de første af de cypresrækker der gør denne dal berømt. Landskabet skifter time for time med lyset: smaragdgrønt om foråret, gyldent ved høst, tåget om morgenen. → Val d'Orcia

Dagens mål er San Quirico d'Orcia, 409 meter oppe — en lille muromkranset by lige der hvor den gamle pilgrimsvej, Via Francigena fra Canterbury til Rom, krydser dalen. Gå ind gennem porten til Horti Leonini, en renæssancehave fra 1500-tallet med klippede buksbomhække i strenge geometriske mønstre og cypresser der kaster lange skygger på græsset. Byen er stille om aftenen. En kat, en gammel dør, lyden af nogen der vasker op bag et åbent vindue. Sæt bilen. Du er i hjertet af det nu.

Vejen ind i dalen ruller op og ned ad lange bakker, og cypresserne begynder at dukke op langs indkørslerne — først en enkelt, så en hel række, så en klynge på en fjern top. Du fornemmer at du er ved at nærme dig noget. Lyset ligger langt hen over kornet nu, sidst på eftermiddagen, og markerne skifter farve for hvert sving: gyldne på solsiden, næsten brune i skyggen.

San Quirico er lille nok til at du har gået den igennem på et kvarter, og præcis stor nok til at der er et sted at spise. Om aftenen tændes der lys bag de grønne skodder, en scooter parkeres op ad en husmur, og en kat sætter sig midt på gaden som om den ejer den. Du sætter dig udenfor med et glas og ser dagen lukke ned over dalen.

Wikimedia Commons

Horti Leonini i San Quirico d'Orcia. En renæssancehave fra 1500-tallet, hvor Via Francigena-pilgrimme har passeret i 800 år.

De første kilometer — ud til cypresserne

Lige vest for San Quirico, på en lille høj over Via Cassia, står den. En tæt klynge cypresser i en mark, i et sted der hedder I Triboli — bare en gruppe høje, mørkegrønne træer på en bar bakke, uden hus, uden vej, uden noget. Og alligevel er det formentlig det mest fotograferede motiv i hele Toscana. Du har set det på kalendere, skærmbaggrunde, tandlægers venteværelser. Nu står du foran det, og det underlige er hvor lille det er. En håndfuld træer. Men de står præcis rigtigt — samlet, symmetriske, alene mod himlen — og du forstår med det samme.

Der er faktisk to grupper tæt på hinanden: en tæt, rombeformet klynge, og lidt nedenfor en række der åbner sig i to halvbuer langs en hvid grusvej. Kom her tidligt om morgenen hvis du kan. Så ligger der tit tåge i lavningerne, og cypresserne stikker op af den som øer, mens solen kommer op bag dem og gør himlen orange. Der står som regel en eller to fotografer allerede, med stativ, tavse, ventende. De kommer igen i morgen.

Der er noget næsten komisk over det: du har kørt to hundrede kilometer, gennem vinbjerge og lermåner og forbi klostre, for at ende med at stå og kigge på en lille klynge træer i en mark. Og alligevel virker det. Cypressen er Toscanas underskrift, plantet langs veje og om gårde i århundreder, og her, samlet på en bar bakke mod en åben himmel, er den destilleret til sin reneste form. Folk står tavse og kigger. Ingen siger noget dumt.

Wikimedia Commons

Cypresserne ved I Triboli. En håndfuld træer på en bar bakke — og formentlig det mest fotograferede motiv i hele Toscana.

Fra cypresserne kører du sydpå ned mod dalbunden, hvor floden Orcia løber, til noget helt andet: Bagno Vignoni. Det er en landsby med noget ingen anden landsby i Italien har — i stedet for en piazza med brosten har den → Bagno Vignoni en stor stenramme fyldt med dampende, 49 grader varmt termalvand midt på torvet. Renæssancebygninger står rundt om et rygende bassin. Damp driver op i den kølige morgenluft og lugter svagt af svovl. Den hellige Katarina af Siena badede her i 1300-tallet; Lorenzo de' Medici i 1400-tallet.

Om morgenen, før turistbusserne, er torvet i Bagno Vignoni næsten magisk. Dampen ligger tykt over det grønne, mineralholdige vand og driver op mellem søjlerne, og en gammel mand går sin runde med en avis under armen langs bassinets kant som han sikkert har gjort i årtier. Der lugter svagt af svovl og våd sten. Ænder ligger og sover på det lune vand. Det er svært at tro at en hel landsby har bygget sig selv rundt om en varm sø.

Du kan ikke bade i selve torv-bassinet — det er fredet, et 500 år gammelt kar, kun til at kigge på. Men gå ned ad trappen på landsbyens sydside til Parco dei Mulini. Her løber det varme vand videre ud over ruinerne af middelalderlige vandmøller og danner små, lune naturbassiner i travertinen, hvor du kan sidde med fødderne — eller mere — i vandet og kigge ud over dalen. Vandet er lunt, ikke skoldhedt, og terrasserne er glatte af kalk. Bedst i skumringen, når dampene bliver orange.

Nede i Parco dei Mulini sidder der som regel et par stykker allerede — en familie med bare ben i det lune vand, en ung fyr der læser en bog på en varm sten. Vandet siver forbi i tynde striber over de hvide kalkterrasser og ned mod floden Orcia, og du kan lægge dig i en af de naturlige lommer og se ud over hele dalen mens fødderne bliver varme. Det er der bare, åbent for enhver.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Bagno Vignonis torv af dampende termalvand — og den hvide kalk-hval, Balena Bianca, i skovbækken ved Bagni San Filippo.

De 12 km til Pienza — byen en pave byggede på tre år

Fra dalbunden klatrer vejen op igen mod nordøst, forbi Podere Belvedere — det ensomme stenhus med sine cypresser der er næsten lige så fotograferet som klyngen ved San Quirico — og videre mod Pienza. Undervejs, ude i en hvedemark til venstre, står et lille hvidt kapel med to cypresser: Cappella della Madonna di Vitaleta. Det ligger for sig selv, en kilometers gang ad en jordvej fra landevejen, og det er så velproportioneret og så alene at det ser ud som om nogen har placeret det der udelukkende for kameraets skyld. Det gjorde de ikke — det har stået der siden 1500-tallet — men effekten er den samme.

Vejen mellem San Quirico og Pienza er selve postkortet: den bugter sig op og ned ad bakkerne med cypresser langs kanten og hvedemarker der bølger til alle sider. Kør langsomt. Der er udsigtskiler ved hver bakketop hvor folk holder ind for at fotografere, og der er en grund til det — det her er landskabet fra hver eneste Toscana-drøm, og du er inde i det nu, ikke foran det på en skærm.

→ Pienza selv er en af de mærkeligste byer i Italien, for den er designet. I 1459 besluttede pave Pius II — født netop her, dengang landsbyen hed Corsignano — at bygge den perfekte renæssanceby, og han hyrede arkitekten Bernardo Rossellino til at gøre det. På bare tre år rejste de en domkirke, et pavepalads, et rådhus og en piazza, alt sammen tegnet efter perspektivets love, så pladsen ser større ud end den er. I virkeligheden er den ganske lille. Men den er den første "ideelle by" der nogensinde blev bygget efter en tegning — og fra paladsets loggia ser du ud over hele Val d'Orcia, den udsigt paven selv ville have.

Inde i Pienza er gaderne så små at du næsten kan røre begge husmure med udstrakte arme, og de har navne som en spøg: Via dell’Amore, Via del Bacio — Kærlighedsgaden, Kysgaden. Fra byens sydmur falder terrænet brat væk, og hele Val d’Orcia ligger for dine fødder som et relief. En kvinde hænger vasketøj ud af et vindue med udsigten bag sig, fuldstændig ligeglad med at det er en af verdens smukkeste. For hende er det bare baghaven.

Wikimedia Commons

Cappella di Vitaleta, alene i hvedemarken mellem San Quirico og Pienza. Så velplaceret at det ser iscenesat ud — men det har stået der siden 1500-tallet.

Pienza er også ostebyen. Langs hovedgaden, Corso Rossellino, ligger små butikker fulde af pecorino di Pienza — fåreost lagret i aske, i valnøddeblade eller i grotter — og duften af den slår ud mod dig fra hver anden dør. Køb et stykke, et brød og en flaske, og find en bænk ved bymuren med udsigten. Det er sådan Val d'Orcia smager, ikke bare ser ud.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Udsigten fra Pienzas mur ved solnedgang — og bakkerne ved Podere Terrapille lige syd for byen, hvor Ridley Scott filmede Gladiators drømmescener.

De sidste kilometer — Monticchiello og op til Montepulciano

Fra Pienza fører en lille vej sydøstpå til Monticchiello, en næsten intakt middelalder-landsby på 550 meter, stadig ringet ind af sin mur og sit tårn. Den er lille og stille — en enkelt gade, en kirke, en osteria — og kendt for én ting: hver sommer siden 1967 opfører landsbyens egne indbyggere et selvskrevet friluftsteaterstykke, Teatro Povero, om deres eget liv og deres egen fortid, på pladsen. Ikke skuespillere. Bønderne selv. Kør langsomt op ad den snoede vej dertil; udsigten tilbage over dalen bliver bedre for hvert sving.

Vejen fra Monticchiello mod Montepulciano er en af de sidste rigtige køreoplevelser på turen: smal, snoet, med cypresser der kaster striber af skygge hen over asfalten og udsigter der åbner sig og lukker sig for hvert sving. Du møder næsten ingen. En bonde på en gammel traktor vinker med to fingre fra rattet, sådan som man gør på veje hvor alle kender alle. Så begynder Montepulciano at rejse sig forude, tårn for tårn, på sin lange ryg.

Og så, som rutens sidste stigning, → Montepulciano — en renæssanceby på en 605 meter høj tufstensryg, den højeste by på hele turen. Hovedgaden, Corso, stiger 150 højdemeter fra byporten Porta al Prato op til Piazza Grande på toppen. Du sveder lidt på vejen op mellem renæssancepaladserne. Men det du klatrer op til, er belønningen: et rådhustårn der ligner en lille kopi af det i Firenze, en katedral, og en udsigt der på en klar dag når helt til Amiata og tilbage over hele Val d'Orcia du lige har kørt igennem.

Corso’en op gennem Montepulciano er en langsom optur. Gaden stiger og stiger mellem honningfarvede paladser, og du passerer vinbutik efter vinbutik med åbne døre og kølig kælderluft der driver ud på gaden. Halvvejs oppe holder folk pause på en trappe med et glas i hånden. Der er ingen vej udenom sveden — men belønningen står for enden, oppe på pladsen, hvor hele Toscana ligger under dig.

Wikimedia Commons

Piazza Grande, 605 meter oppe — rutens højeste punkt. Hovedgaden stiger 150 højdemeter herop, forbi renæssancepaladser og etruskiske vinkældre.

Nu er du fremme. Sæt bilen ved Porta al Prato, gå op ad Corso i det skrå aftenlys, og find en café på Piazza Grande. Bestil et glas Vino Nobile og en tallerken pici. Bag dig ligger tre dages kørsel: vinbakkerne i Chianti, lermånen i Crete Senesi, cypresserne og badet i Val d'Orcia. Du startede mellem Firenzes kraner og facader. Nu sidder du på taget af det hele, og hele det landskab du kørte igennem, ligger og bliver til silhuet under dig.

Aftenlyset gør byen orange, og fra Piazza Grande kan du følge hele ruten baglæns med øjnene: dér ligger Pienza på sin ryg, dér aner du San Quirico, og længere ude, blå i disen, bakkerne mod Montalcino og Siena. Tre dage, tre landskaber, tre slags vin. En knallert snerrer op ad Corso’en, en klokke slår, og en flok duer letter fra katedralens facade. Du bliver stående lidt. Der er ingen grund til at skynde sig ned.

Wikimedia Commons

Val d'Orcia om efteråret. Landskabet du lige har kørt igennem — og som ligger under dig fra Montepulcianos top.