Den liguriske kyst — fra Gedigternes Golf til Genova

De første kilometer — ud af Lerici

Du starter i Lerici, på østsiden af golfen, under en firkantet fæstning fra 1200-tallet der står på klippen som en knytnæve. Nedenunder ligger badebugten, og en gammel mand i undertrøje sidder på molen og fisker uden rigtig at passe stangen. Vandet slår mod stenene i en lav, jævn rytme. Der lugter af salt og af den lidt bitre grønne duft fra pinjerne oppe på skråningen.

To kilometer nord ligger San Terenzo — en lille bugt med en sandstrand og en husrække malet i fersken og okker. Her boede Percy Bysshe Shelley i 1822, i et hvidt hus lige ned til vandet, Casa Magni, med havet bogstaveligt talt under gulvbrædderne når det stormede. Han var 29 år. Han sejlede ud herfra en julidag i sin skonnert Don Juan og kom aldrig tilbage — en storm tog ham på vej hjem fra Livorno. Liget drev i land ti dage senere og blev brændt på stranden ved Viareggio, med Byron kiggende på.

Du behøver ikke stoppe længe. Kør langsomt gennem San Terenzo, se det hvide hus på hjørnet af bugten, og vid at et af den engelske romantiks største digte-liv sluttede i det vand du kigger ud over. Så videre nordpå.

Vejen bøjer ind mod bunden af golfen, og landskabet skifter. Pinjer og villaer viger for kraner, tørdokker og grå krigsskibe. Du er nået til La Spezia — Italiens vigtigste flådeby, med et arsenal anlagt i 1860'erne og en havn så stor at den æder hele bunden af bugten. Det er ikke smukt på postkort-vis. Men der er noget ærligt over det: en arbejdsby mellem to af Italiens smukkeste kyststrækninger, der bare passer sig selv.

Der er en pointe i at køre igennem La Spezia og ikke udenom: den minder dig om at den her kyst ikke kun er postkort. Marinesoldater i uniform står i kø ved en bar. En kran svinger en container over en tørdok. Byen dufter af diesel og af espresso fra de små barer på hjørnerne, og larmen fra havnen ligger som en lav brummen under det hele. Så slipper den, og du er ude på en smal kystvej igen.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Fæstningen ved San Terenzo i aftenrødt. Shelley boede få hundrede meter herfra, i huset med havet under gulvet.

Rundt om bugten — gennem La Spezia

Du kører langs havnefronten. Til venstre ligger flåden; til højre rejser den tætte by sig op ad bakken i høje smalle huse. Trafikken er tættere her end noget andet sted på ruten — det er en rigtig by med rigtige mennesker på vej på arbejde, ikke en kulisse. Tag det roligt. Følg skiltene mod Portovenere gennem den vestlige udkant, hvor byen slipper og vejen bliver til en smal kystvej igen.

Nu snævrer det til. Vejen ud til Portovenere — den gamle SP530 — klæber sig til bjergsiden med vandet dybt nede til venstre. Du passerer Fezzano og Le Grazie, to små bådebugter med træbåde på svaj og net hængt til tørre. En kvinde hænger lagner op på en snor mellem to huse, og under hende ligger en robåd trukket op på en betonrampe. Det lugter af tang og af diesel fra en påhængsmotor der lige er startet.

Så, i et sving, åbner det sig: en klippespids, en tårnhøj række af farvede huse der står tæt som en mur — den berømte palazzata — og for enden, helt ude på spidsen, en sort-hvid stribet kirke der ser ud som om den vokser lige ud af klippen. Det er Portovenere. Du er fremme.

Wikimedia Commons · CC0

Portoveneres palazzata — den lange husmur i klare farver. Bagsiden var byens forsvarsmur mod Pisa; forhusene var fæstningen.

→ Lerici

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Gedigternes Golf oppefra. Lerici i den ene ende, Portovenere-halvøen i den anden, La Spezias flåde i bunden. Byron svømmede tværs over.

De sidste meter — ud på klippespidsen

Bilen skal ikke længere. Portovenere har en trafikbegrænset bykerne; du parkerer i udkanten og går det sidste stykke ind gennem den lange, smalle hovedgade under de høje huse. Facaderne er okker, blodrøde, laksefarvede — malet i klare farver fordi fiskerne skulle kunne kende deres eget hus fra havet. Bagsiden af husrækken er én sammenhængende mur: byen var en genovesisk fæstning mod pisanerne, og forhusene var bymuren.

Gaden er smal og skygget, og lyset falder ned i striber mellem husene. En gammel kone sidder på en stol i sin egen dør og pudser grøntsager ned i en spand. En kat strækker sig på et varmt trin. Butikkerne sælger pesto i glas, tørret basilikum og fiskekonserves i farvede dåser, og fra en åben dør lugter der af focaccia lige ud af ovnen. Du går langsomt. Der er ingen grund til at skynde sig ud på en spids der har været der i tusind år.

Gå helt ud på spidsen, til San Pietro-kirken. Den blev bygget i 1198 i genovesisk gotik — de sort-hvide striber er signaturen — oven på ruinerne af et romersk tempel for Venus. Derfor hedder byen det den gør: Portus Veneris, Venus' havn. I halvandet årtusind sejlede folk forbi den her klippe og bad til kærlighedens gudinde om roligt hav. Nu står en kristen kirke på hendes fundament, og bølgerne slår stadig ind under den.

Under kirken, i en revne i klippen, ligger Grotta Arpaia — som alle kalder Byrons grotte. Her sad Lord Byron i 1822 og kiggede ud over vandet, og herfra svømmede han, siger overleveringen, de otte kilometer tværs over golfen til Shelley i San Terenzo. Otte kilometer. I åbent hav. For at besøge en ven. Man kan mene om romantikkens digtere hvad man vil, men dovne var de ikke.

Byen hedder Venus' havn. I tusind år bad søfolk til kærlighedens gudinde her, før de sejlede ud. Kirken der står på hendes tempel nu, er stadig det sidste og første et skib ser.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Byrons grotte under kirken (venstre) og kyststien over byen med Palmaria i horisonten (højre).

Ud for spidsen ligger øen Palmaria — knap to kvadratkilometer klippe og pinjeskov, med en lille færge der tager fem minutter over. Bag den ligger de to ubeboede holme Tino og Tinetto. Sammen med Cinque Terre kom Portovenere og de tre øer på UNESCOs verdensarvsliste i 1997 — ikke for én bygning, men for hele landskabet: mennesker der i tusind år har bygget lodret der hvor bjerget møder havet.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Et sejlskib for anker ud for byen. Havet var altid vejen ind og ud — kirken på spidsen det første og sidste et skib så.

Herfra sejlede skibene ud, og hertil kom de hjem. Kirken på spidsen var deres pejlemærke — de sort-hvide striber man kunne se langvejs fra, længe før man skimtede byen bag den. I dag er det de samme striber, det samme hav, den samme klippe. Kun skibene er blevet til lystbåde og en enkelt turistfærge.

Tag færgen over til Palmaria, hvis du har en time. Øen er pinjeskov, klippe og et gammelt stenbrud hvor de brød den sorte portoro-marmor med gyldne årer — den sten som paladserne i Genova og kirker over halve Europa blev klædt i. En sti fører rundt om øen på et par timer, og fra sydspidsen ser du de to ubeboede holme Tino og Tinetto og det åbne Middelhav uden en eneste bygning i sigte.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Portovenere oppefra: husmuren, kirken på spidsen og Palmaria bagved. Hele byen er bygget som ét forsvarsværk mod havet — og alligevel helt afhængig af det.

→ Portovenere

Sæt dig på klippen neden for kirken sidst på eftermiddagen. Solen står lavt over Palmaria, vandet skifter fra blåt til bronze, og en enkelt sejlbåd trækker en hvid streg ud mod horisonten. Bølgerne slår ind under grotten med en dyb, hul lyd hver gang. Du forstår godt at digterne blev hængende. Der er noget ved lyset her der ikke vil slippe dig.

De første kilometer — op på hylderne

Først tilbage. Du kører om golfens bund gennem La Spezia igen, og drejer så op i bjergene ad SP370 — den de kalder Litoranea delle Cinque Terre, kystvejen der ikke går langs kysten, men højt oppe over den. For der er ingen vej ved vandet. Der har aldrig været det. Byerne blev bygget for at gemme sig for saracenske sørøvere, og bjerget bag dem har altid været en mur, ikke en gennemfart.

Vejen stiger stejlt gennem terrasser og makikrat. Du kører i andet gear, sving efter sving, og for hver bakketop åbner der sig et glimt af det åbne hav længere og længere nede. Det lugter af varm sten, af vild fennikel og af det harpiksagtige fra fyrretræerne. En knallert med to teenagere på overhaler dig i et blindt sving, og du beslutter dig for at tage det roligt. Det er ikke en vej man har travlt på.

Undervejs op ser du dem: smalle skinner der løber lodret op ad terrasserne som en legetøjsjernbane. Det er cremaglieraen, en lille monorail vinbønderne bruger til at fragte druer og redskaber op og ned ad skråninger for stejle til alt andet. En mand i shorts sidder overskrævs på en af dem og rumler op mellem vinrækkerne med en kasse værktøj foran sig. Der er ingen anden måde at komme derop på. Terrasserne blev bygget længe før nogen opfandt en maskine der kunne hjælpe.

Første by er Riomaggiore. Du parkerer oppe over den — bilen kommer ikke længere — og går ned ad den stejle hovedgade mod havnen. Byen er én lang revne i klippen: husene stables lodret op ad kløftens to sider, forbundet af trapper, og for enden ligger en håndfuld fiskerbåde trukket op på en betonrampe ved et vand så klart at du kan se bunden. En mand maler bunden på sin båd med langsomme strøg. Han ser ikke op.

→ Riomaggiore

Wikimedia Commons · CC BY 2.0

Riomaggiore. Husene klatrer op ad kløftens sider i klare farver — malet så fiskerne kunne kende deres eget hus fra havet.

De fem byer — hvorfor du ikke kører imellem dem

Her er sandheden om Cinque Terre, og den er vigtig: du kan ikke køre fra by til by. Der er ingen bilvej langs kysten mellem Riomaggiore, Manarola, Corniglia, Vernazza og Monterosso. Vil du fra den ene til den anden, skal du op på højvejen og en lang omvej ind i landet — eller, langt bedre, lade bilen stå og tage toget, der forbinder alle fem byer gennem tunneler på få minutter, eller båden, der lægger til ved hver havn.

Det lyder som en begrænsning. Det er en gave. Parkér bilen over Riomaggiore eller nede i Levanto, køb et togkort, og lad være med at røre rattet resten af dagen. Bilen er det forkerte redskab her. Det rigtige er dine ben og en færgebillet.

Og der er en køretur på denne etape — en rigtig én. Den ligger bare ikke nede ved husene, men højt over dem. Oppe på bjergryggen løber en smal vej fra helligdom til helligdom, Strada dei Santuari: over hver af de fem byer står et lille valfartskapel på toppen af sin egen skråning — Montenero over Riomaggiore, Soviore over Monterosso, den ældste Maria-helligdom i hele Ligurien. Kør den, en formiddag før du parkerer for alvor. For hver gang vejen kranser en top, falder terrænet væk til venstre, og en by dukker op to hundrede meter lodret under dig — klæbet til klippen med det åbne hav bagved. Drej op til Volastra, flækken over Manarola, og se vinterrasserne trappe hele vejen ned mod vandet. Det er udsigten toget aldrig kan give dig: toget kører inde i bjerget, i mørke, mens du heroppe har hele kysten foldet ud i én bevægelse.

Og så er der det andet, det man skal lære at tage imod som en luksus og ikke et afsavn: bilen står stille, og det er meningen. Du sætter den fra dig over Riomaggiore eller nede ved stranden i Levanto, og så rører du den ikke igen før i morgen. Ingen jagt på en p-plads i en by hvor der ikke er nogen. Ingen bakning på en ensporet klippevej med en bus i nakken og en mur på begge sider. Bare et togkort i lommen, en færgebillet og et par ben. Det er den eneste kyst på hele ruten hvor det at give slip på rattet ikke er en indrømmelse — det er hele forudsætningen for den bedste dag. Bilen har kørt dig hertil. Nu er det havets og benenes tur.

Toget er en oplevelse i sig selv. Det meste af strækningen mellem byerne går i tunnel gennem bjerget, så du kører ind i mørke ved den ene by og ud i lys ved den næste halvfems sekunder senere, med havet blinkende i det korte stykke imellem. Mellem Riomaggiore og Manarola løber desuden Via dell'Amore — Kærlighedsstien — en brolagt klippehylde lige over vandet, der var lukket i årevis efter stenskred og først åbnede igen for nylig. Den er den korteste, letteste og mest berømte af stierne i Cinque Terre.

Anden by, Manarola, er den mange har på nethinden uden at vide det: husene i orange og pink stablet omkring en lille klippehavn, spejlet i vandet når det er stille. Om aftenen, når solen går ned bag Punta Bonfiglio, gløder hele klyngen i et par minutter — det er billedet på forsiden af denne rute. Fotografer står i kø på kirkegårdsstien over byen for at fange det.

Tredje by, Corniglia, er den sære: den eneste af de fem der ikke ligger ved vandet, men oppe på en klippenæse hundrede meter over havet. Fra togstationen fører en zigzag-trappe på 377 trin — Lardarina — op til byen. Eller en lille bus. Corniglia er den stille, den mindst besøgte, den hvor der stadig bor flere vinbønder end turister.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Corniglia — den eneste af de fem byer der ikke ligger ved vandet, men hundrede meter over det på en klippenæse. 377 trin op fra stationen.

Over Corniglia breder terrasserne sig ud i et net af grønne hylder og grå mure så langt du kan se. Det er her Sciacchetràen bliver til, den søde vin, og det er her de sidste rigtige vinbønder holder ud. En ældre mand med en le over skulderen går op ad en trappe mellem rækkerne, langsomt, som en der har gjort det ti tusind gange. Han hilser ikke. Han har travlt med noget der er vigtigere end en bil på vejen ovenover.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Manarola over vandet (venstre) og terrassemurene over byen (højre) — kilometervis af tørstensmur bygget i hånden gennem tusind år.

Kig op fra hvilken som helst af byerne, og du ser det der er det egentlige vidunder: terrasserne. Hele kysten er skåret i vandrette hylder holdt oppe af tørstensmure — mure lagt sten på sten uden mørtel, gennem næsten tusind år, af bønder der ville dyrke vin og citroner på en klippe der egentlig ikke ville dyrkes. Lægger man alle murene i forlængelse af hinanden, bliver det til flere tusind kilometer. Nogle kalder det Italiens ottende vidunder. De overdriver ikke meget.

De sidste kilometer — Vernazza, Monterosso og ned til Levanto

Fjerde by er Vernazza — for mange den smukkeste. En naturlig havn, en kirke med fødderne næsten i vandet, og et rundt tårn fra en gammel forsvarsborg over det hele. Farverne i husene løber fra sennep til terrakotta, og fiskerbådene ligger trukket op på den lille piazza som om de hører til blandt cafébordene. I 2011 blev byen begravet i mudder og sten af en syndflod fra bjergene bag den — vandet stod til første sal. De gravede den ud og byggede den op igen. Sådan gør de her.

→ Vernazza

Wikimedia Commons · CC BY 2.0

Vernazza i det sidste lys. Tårnet over byen er resten af et forsvarsværk mod sørøvere — hele kysten er bygget af frygt for havet, og alligevel mod det.

Femte og sidste by er Monterosso al Mare — den største, den fladeste, den eneste med en rigtig strand. Fegina-stranden strækker sig langs vandet med rækker af parasoller, og ved den ene ende står Il Gigante, en fjorten meter høj betonstatue af Neptun der har holdt havet stangen siden 1910, selv om storme har taget både hans trefork og hans arme. Monterosso er den by man tager til når man vil ligge på en strand og ikke bare kigge ned på havet fra en trappe.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Monterossos Fegina-strand — den eneste rigtige sandstrand i Cinque Terre. Den flade, brede, badevenlige af de fem byer.

Om aftenen fyldes strandpromenaden i Monterosso af den langsomme italienske passeggiata — folk der går frem og tilbage bare for at gå, hilse, standse, se. En is i hånden, børn der løber foran, gamle par arm i arm. Det er ferielivets rytme, uændret i hundrede år, og den passer til en by der har levet af havet og af gæster lige så længe. Sæt dig på en bænk og lad den skylle forbi.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Monterossos strand tæt på — sand, klart vand og klipper. Den eneste af de fem byer hvor du kan lægge håndklædet og blive liggende.

Fra Monterosso kravler vejen op og over den sidste klippekam og ned mod Levanto — en større, mere afslappet kystby lige uden for Cinque Terre, med en lang strand, et middelalder-torv og et loppemarkeds-liv der ikke er sat op for turister. Her er der plads til bilen igen, plads til at trække vejret, og en strand hvor de lokale selv bader. Det er et godt sted at ende dagen.

Cinque Terre er ikke et sted man kører igennem. Det er et sted man parkerer og går ind i — op ad trapper, langs murkanter, gennem citronlunde hvor duften rammer dig før du ser træerne. Det er derfor bilen bliver stående. Og det er derfor det virker.

De første kilometer — op på Aurelia

Ud af Levanto klatrer vejen op og finder SS1 — Via Aurelia, en af de ældste veje i Europa. Romerne byggede den i 241 f.Kr., opkaldt efter censoren Gaius Aurelius Cotta, for at binde Rom sammen med Gallien langs kysten. To tusind tre hundrede år senere kører du på den samme linje i landskabet. Vejen har fået asfalt, autoværn og en midterstribe, men tracéet — hvor den snor sig — er stort set romernes.

Og nu begynder den at stige for alvor. Op mod Passo del Bracco, 615 meter over det hav du lige forlod. Vejen lægger sig i sving efter sving gennem stejl fyrre- og kastanjeskov, og mellem stammerne blinker Middelhavet dybt nede til venstre. Det er en køredrøm: to smalle spor, jævn asfalt, ægte hårnåle, og næsten ingen lastbiler fordi de kører motorvejen inde i bjerget. Det lugter af varm asfalt, tør fyrrenål og et strejf af havsalt der stiger op fra kysten.

Bracco er en legende blandt bilfolk. Vejen var en fast del af det gamle Mille Miglia-ræs, og hun bliver stadig kørt af motorcyklister og folk i små, lette biler i weekenden — den slags asfalt hvor en beskeden bil er sjovere end en stærk, fordi det handler om sving og ikke om fart. Kør den roligt. Der kan komme en Ducati om hjørnet, og udsigten fortjener at du kigger på den, ikke bare styrter forbi.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Levanto nedenunder, før vejen forlader kysten. Herfra klatrer Aurelia op mod Bracco-passet og havet forsvinder bag skoven.

Oppe på ryggen er der et par barer hvor motorcyklisterne holder ind — en espresso, en snak om vejgreb, benene strakt et øjeblik. Det er ikke turiststop; det er kørefolks stop. Stil dig ved rækværket og se ud: skovklædte bjergsider der falder ned mod en kyst du snart skal ned til igen, og ingenting der larmer undtagen en motor der arbejder sig op ad det næste sving.

Der er ingen støj heroppe undtagen din egen motor og vinden. Ingen lastbiler — de tager tunnellen inde i bjerget, motorvejen A12, der springer fra viadukt til viadukt højt over dalene. Det efterlader den gamle Aurelia til dem der faktisk vil køre den: motorcyklister, søndagsbilister, og dig. Store dele af vejen er stort set din egen.

De 15 km ned — serpentinerne mod Sestri

Fra passet begynder nedkørslen, og den er etapens hjerte: omkring femten kilometer serpentiner der folder sig ned gennem skoven mod Sestri Levante. Vejen snor sig så tæt at du kan se din egen næste kurve to hundrede meter længere nede. Bremse, ned i gear, slip op i svinget, lidt gas ud. Bremse igen. Det er den rytme man kører hele vejen ned, og den er vanedannende.

Undervejs ned skifter skoven karakter. Kastanje bliver til pinje, pinje til oliven, og pludselig, i et sving, står Middelhavet der igen — en flade af blåt der fylder hele forruden. Du fanger dig selv i at holde igen, ikke fordi vejen kræver det, men fordi du ikke vil have at det skal slutte. Der er en grund til at bilfolk kalder Bracco en af Italiens store veje. Den giver dig skov, højde og hav på femten kilometer, og den beder dig aldrig om at skynde dig.

Så åbner dalen sig, havet dukker op igen, og du ruller ind i Sestri Levante — en by på en lille halvø med en bugt på hver side. Og her bliver historien pludselig dansk.

I 1833 boede en ung, endnu ukendt H.C. Andersen nogle dage i Sestri Levante. Han var 28 år, forelsket i stedet, og skrev om det. Byen glemte ham ikke: den ene af de to bugter hedder i dag Baia delle Favole — Eventyrbugten — opkaldt til hans ære, med en eventyrfestival hver sommer der bærer hans navn. Der er ikke mange steder i Italien hvor en danskers dagbog fra 1833 er blevet til et bynavn. Her er der.

→ Sestri Levante

Wikimedia Commons · CC BY-SA 2.5

Baia del Silenzio — Stilhedens Bugt. Den anden bugt hedder Eventyrbugten, efter H.C. Andersen. Byen har to bugter og to stemninger.

Den anden bugt hedder Baia del Silenzio — Stilhedens Bugt — og navnet passer. En halvmåne af sand, en tæt krans af okker- og ferskenfarvede huse helt ned til vandkanten, fiskerbåde trukket op på stranden, og en ro der ligger over det hele som var lyden skruet ned. Folk sidder på strandkanten og siger ikke ret meget. Det er den slags sted man ikke råber i.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 2.5

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Stilhedens Bugt fra stranden (venstre) og klosteret på næsset der deler byens to bugter (højre).

De sidste kilometer — langs Tigullio-bugten

Fra Sestri følger du kysten nordvest langs Tigullio-bugten, gennem Lavagna og Chiavari. Læg mærke til navnet Lavagna: byen har givet navn til det sorte skifersten der brydes i bjergene bag den — lavagna er stadig det italienske ord for en skoletavle, netop fordi tavlerne blev skåret af denne stens sorte plader. Du kører gennem en by hvis navn hænger på væggen i hvert eneste italienske klasseværelse.

Skiferen fra Lavagna dækker halve Liguriens tage — tynde grå plader lagt som skæl, der har holdt regnen ude i århundreder. Du ser dem overalt herfra og nordpå: mørkegrå tage der glinser efter regn, altaner og dørkarme skåret af den samme sten. En hel byggekultur skåret ud af ét bjerg, og et ord der endte i skoletasken hos hvert barn i landet.

Chiavari har lange buegange langs gaderne — portici — hvor man kan gå i tørvejr fra den ene ende af byen til den anden. Det er en rigtig by med et rigtigt torv og et fiskeri der stadig lander fangst, ikke en kulisse. Vejen fortsætter langs vandet, forbi badebyer med rækker af farvede badehuse, mod Rapallo og videre ud på halvøen til Santa Margherita Ligure.

Under buegangene i Chiavari sidder de gamle mænd på bænke og ser på folk der går forbi. En fiskehandler råber priser ud over et bord med sølvblanke ansjoser på is. Der lugter af saltet fisk, af friskbrygget kaffe og af den focaccia der bages et sted i nærheden — man kan ikke gå ti meter i Ligurien uden at lugte focaccia. Chiavari er ikke sat op for nogen; den passer bare sig selv, og det gør den god at køre langsomt igennem.

I Rapallo ligger et lillebitte slot fra 1551 ude på en mole i vandet, og en svævebane kravler op til valfartskirken Montallegro højt i bjergene bag byen. Promenaden er palmer og badehoteller fra dengang det her var mondænt at komme til om vinteren — engelske og tyske familier der flygtede fra kulden nordpå. Du behøver ikke stoppe. Kør langs vandet, se slottet på molen, og fortsæt ud på halvøen.

Santa Margherita er Portofinos rolige, større og langt billigere nabo — samme turkisblå Tigullio-bugt, samme palmer langs promenaden, samme lys, men uden superyachterne og priserne. Havnen er fuld af små træbåde, kirken San Giacomo di Corte står gul og overdådig på en høj over vandet, og der er caféer hvor lokale spiser frokost i skjorteærmer. Det er et klogt sted at overnatte: du er ti minutter fra Portofino, men du sover i en by der stadig tilhører sig selv.

→ Santa Margherita Ligure

Wikimedia Commons · CC BY 2.0

San Giacomo di Corte over Santa Margherita — gul og overdådig på sin høj over bugten. Byen er Portofinos rolige, større nabo.

Wikimedia Commons · CC BY 3.0

Bonassola, lige nord for Levanto. Den gamle jernbane forsvinder ind i bjerget her — nu en flad cykelsti gennem ni svale tunneler med havudsigt mellem hver.

Wikimedia Commons · CC BY 2.0

Santa Margherita Ligure. Portofinos rolige nabo — samme bugt, samme lys, en brøkdel af larmen. Et klogt sted at sove.

De første kilometer — korniche-vejen til Portofino

Ud af Santa Margherita finder du SP227 — korniche-vejen til Portofino, og en af de smukkeste og smalleste asfaltstykker i Italien. Den klæber sig til klippen lige over vandet, snor sig ind og ud af små bugter, og hver gang den drejer, åbner Tigullio-bugten sig i en ny vinkel: turkis vand, pinjer på klipperne, en villamur, en badebro. Kør langsomt. Vejen er smal, der kommer busser den anden vej, og du vil alligevel helst kigge.

Halvvejs ude ligger Paraggi — den eneste rigtige strand på halvøen, en lille halvmåne af sand i en bugt hvor vandet er så grønt at det ser kunstigt ud. Smaragd, jade, flaskegrønt, alt efter hvordan lyset falder. Det er farven på vand over lys sandbund i et beskyttet hav, og den er ægte. Fra Paraggi fører en gangsti parallelt med vejen — Via dei Baci, Kyssenes Vej — det sidste stykke ud til Portofino gennem grønt.

Efter Paraggi bliver vejen om muligt endnu smallere. Den snor sig gennem et tæt grønt af pinjer og stenege — hele halvøen er en beskyttet naturpark — og glimt af turkist vand blinker mellem stammerne. Du møder en bus i et sving og må bakke tilbage til en udbugtning; sådan er den her vej, og alle der kører den ved det. Tag det som en del af oplevelsen, ikke en forhindring. Der er ikke langt, men der er heller ingen grund til at have travlt.

Og så, for enden af vejen, den halvmåneformede havn alle har set: Portofino. Fire hundrede fastboende, en piazzetta på størrelse med en dansk villahave, en ring af smalle, høje huse i okker og terrakotta, og et vand fyldt med alt fra træfiskerbåde til superyachter så store at de ikke kan komme ind i havnen. Det er en scene, og alle ved det — også de fastboende. Men bag facaden gemmer der sig noget bedre.

Nede på piazzettaen sidder folk ved hvide duge og ser på hinanden mere end på maden. En besætning i matchende poloskjorter bærer proviant ombord på en yacht der fylder en tredjedel af havnen. Og midt i det hele folder en gammel fisker — der er stadig et par af dem — et net sammen på kajen med hænder der ved præcis hvad de laver, fuldstændig ligeglad med glamouren omkring sig. Portofino er en scene, men der er stadig nogen der bare bor her.

→ Portofino

Wikimedia Commons · CC BY 4.0

Paraggi — den eneste strand på Portofino-halvøen. Vandet er virkelig så grønt: lys sandbund under et beskyttet, klart hav.

Det bedste ved Portofino er at gå væk fra Portofino. En sti på femogtyve minutter fører op til fyret på spidsen med udsigt over hele Ligurien; en anden fører op til Castello Brown over havnen. Og den bedste af alle fører — eller sejler — til en skjult bugt på den anden side af halvøen, hvor der ligger et kloster fra middelalderen med fødderne i vandet og ingen vej hen til sig.

Wikimedia Commons · CC BY 4.0

San Fruttuoso-klosteret i sin skjulte bugt. Ingen vej fører herhen — kun stien over bjerget eller båden fra Camogli. Ude på havbunden står en bronzekristus.

Over til Camogli — den anden side af halvøen

Fra Portofino kører du tilbage forbi Santa Margherita og Rapallo, op over den lille pas-ryg ved Ruta, og ned på halvøens vestside til Camogli. Og det er som at skifte film. Hvor Portofino er scene og superyachter, er Camogli en rigtig fiskerby der stadig fisker. Husene er høje og smalle og malet i klare farver med falske vinduer, altaner og skygger malet direkte på pudsen — trompe-l'oeil, fordi ægte sten var for dyrt, så man malede det man ikke havde råd til.

→ Camogli

Der er en historie om husene her: de blev bygget så høje og smalle fordi grunden var dyr og fiskerne mange. Og navnet, siger folkemunde, kommer af casa delle mogli — konernes hus — fordi mændene var på havet, og byen tilhørte kvinderne der ventede. Hvor sandt det er, ved ingen. Men det er den slags historie en by fortæller om sig selv, og den passer til stedet.

En gang om året, den anden søndag i maj, stiller Camogli en stegepande på næsten fire meter op på havnen, fylder den med to tusind liter olie, og steger tre tons fisk til hele byen — Sagra del Pesce, fiskefesten, holdt hvert år siden 1952 til ære for fiskernes skytshelgen. En fire meter bred stegepande. Det er ikke et postkort. Det er en by der stadig ved, hvad den lever af.

Nede ved havnen ligger fiskerbådene stadig, malet i blåt og hvidt, og om morgenen kommer de ind med kasser af ansjoser og blæksprutter. En mand sælger dagens fangst fra et bord på kajen. Bag ham rejser de høje smalle huse sig, syv-otte etager, med vasketøj spændt på tværs af de øverste altaner. Der lugter af salt, af tjære og af den uundgåelige focaccia. Camogli ser ud som Portofino ville, hvis Portofino stadig arbejdede.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Wikimedia Commons · CC BY 4.0

Camogli. Høje smalle huse med malede facader (venstre) og byens stenstrand (højre) — en fiskerby der aldrig holdt op med at fiske.

De sidste kilometer — ned i Genova

Fra Recco følger du kysten det sidste stykke ind mod Genova — La Superba, den stolte. I fem hundrede år var det her en søfartsrepublik der målte sig med Venedig, med en flåde og en bank der finansierede halve Europa. Byen ligger klemt mellem bjerg og hav og har derfor bygget opad og indad i stedet for udad. Resultatet er en af de største og mest sammenpressede middelalderbyer i Europa.

Kør ind mod det gamle centrum og lad bilen stå. Genovas hjerte er caruggi — et net af smalle, mørke stræder så tætte at solen kun når ned i midten et par timer om dagen. Du går mellem seks etager høje huse, forbi et bageri, en osteforretning, et lille helligt kapel i en murniche, og pludselig åbner en gyde sig ud i en piazza med en kirke i sort-hvide striber. Det lugter af focaccia, af espresso, af hav og af den svage kølige lugt af gammel sten.

Gå op ad Via Garibaldi — den gade rigmandsslægterne byggede i 1500-tallet, da Genova var på toppen af sin magt. Paladserne står side om side, den ene mere overdådig end den anden, med marmortrapper og loftsfresker og haver skjult bag portene. Fyrre af disse Palazzi dei Rolli kom på UNESCOs verdensarvsliste i 2006 — tolv af dem ligger på Via Garibaldi alene. Gå ind i Palazzo Doria-Tursi eller Palazzo Rosso. Det er som at træde ind i en anden republik.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Palazzo Doria-Tursi på Via Garibaldi — et af de fyrre Rolli-paladser på UNESCO-listen. Genova byggede dem, da byens bank finansierede halve Europa.

Og så maden. Genova opfandt pesto — basilikum, pinjekerner, hvidløg, olie og to slags ost, stødt i en marmormorter til det bliver grønt og glat — og byen tager den alvorligt. Du finder den på trofie, små snoede pastastykker, eller på trenette med kartoffel og bønner rørt i. Dertil farinata, en tynd pandekage af kikærtemel bagt sprød i brændeovn, og focaccia til alt. Sæt dig i en osteria i en gyde uden udsigt til noget som helst, og spis. Det er her byens sjæl er, ikke i paladserne.

Ude ved havnen står La Lanterna — fyrtårnet, Genovas vartegn. Det nuværende tårn blev rejst i 1543, står syvoghalvfjerds meter højt, og er stadig i drift efter fem hundrede år — et af de ældste fyrtårne i verden der stadig lyser. Herfra så generationer af genovesiske søfolk deres by for sidste gang, når de sejlede ud, og for første gang, når de kom hjem. Columbus var en af dem — han blev født her i byen.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

La Lanterna — Genovas fyrtårn fra 1543, syvoghalvfjerds meter højt og stadig i drift. I fem hundrede år byens første og sidste hilsen til søfolkene.

Slut ruten i Boccadasse, en gammel fiskerlandsby der er blevet slugt af storbyen men aldrig gav slip på sig selv. Farvede huse i en lille bugt, både trukket op på småstenene, en isbutik på hjørnet, og folk der sidder på strandkanten med en kugle i hånden og ser solen gå ned over havet. Storbyen ligger få hundrede meter bag dig. Her er der bare vand, sten og en by der begyndte som et par fiskerhuse og aldrig helt holdt op.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Boccadasse — en fiskerlandsby inde i storbyen. Rutens sidste stop: en kugle is på strandkanten mens solen går ned over det hav du har fulgt i fire dage.