Comosøen er ikke én sø. Den er tre arme mødt i et Y, 410 meter dyb, med en by på næsset hvor armene deler sig. Vejen er ikke lagt langs søen — den er hugget ind i klippen over den. Og for at komme fra den ene bred til den anden må du sætte bilen på et færgedæk og lade søen gøre arbejdet.
3 etaper · ca. 170 km · Como → Bellagio → færge → nordenden → Varenna → Bergamo
Du starter i Como og kører nordpå ad SP583 — Lariana-vejen — langs østsiden af den vestlige søarm. Det er en af Europas mest berygtede smalle veje: den klæber sig halvvejs oppe ad klippen, dukker ind i uoplyste stentunneler og ud i lys hvor hele søen åbner sig i næste sving. Den ender i Bellagio, perlen på næsset.
Så sætter du bilen på bilfærgen og sejler over til vestbredden. Herfra går det nordpå gennem villahaverne til den vilde, vindblæste nordende hvor kitesurferne står på vandet som farvede prikker — og ned ad den stille østbred til Varenna.
Sidste etape forlader vandet. Forbi Moto Guzzis fabriksby, gennem Lecco under savtakkerne på Resegone, og op ad SS342 til Bergamo Città Alta — den murede middelalderby på bjerget, hvor du kører op, men går ind.
Lombardiet · Comosøen
Comosøen og Bergamo — Lariana-vejen, bilfærgen og den murede overby
Como → Blevio → Torno → Careno → Nesso → Lezzeno → Bellagio · 34 km
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Inden du kører
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det er dit ansvar at sætte dig ind i lokale regler. SP583 Lariana-vejen er smal, kurvet og har mange smalle, uoplyste tunneler hvor to biler ikke altid kan mødes — kør roligt, brug lys, og hold ind hvor der er plads. Ruten er ikke egnet for meget store autocampere. SP72 langs østbredden (Varenna–Bellano–Fiumelatte–Lierna) har haft gentagne lukninger for stenskred i 2025 — tjek aktuel vejstatus før du kører den strækning. Parkeringspladser lukker, bomme dukker op, sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være spærret i november.
Comosøen er ikke Sverige. Fri overnatning er ulovlig. Brug campingpladser, agriturismi eller organiserede pladser — der er ingen undskyldning for at parkere et sted der generer, i en så tætbefolket dal.
Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
34 kilometer på en vej der ikke er lagt langs søen, men hugget ind i klippen over den. Du kører halvvejs oppe ad bjergsiden, dukker ind i mørke stentunneler og ud i lys, med vandet blinkende dybt nede til den ene side — hele vejen fra Como til den by der sidder på selve næsset hvor søen deler sig i to.
Du står ved søen i Como, ved Piazza Cavour, hvor bådene ligger og vugger og facaderne står i okker og støvet lyserød. Byen har lavet silke i to hundrede år; tørklæderne i vinduerne er stadig trykt her, selv om ormene for længst er flyttet til Kina. Nu skal du nordpå. Ikke ad den brede vej, men ad den smalle langs vandet — SP583, den de kalder Lariana-vejen.
Łukasz Pojezierski · CC BY-SA 4.0
Como set fra Brunate oppe over byen. Herfra starter du — nordpå langs den østlige bred, ad Lariana-vejen.
De første kilometer ud af byen er tamme. Villahaver bag smedejernslåger, en bus der holder ind, en scooter der overhaler. Så snævrer det til. Vejen bliver til to smalle spor uden midterstribe, klemt mellem en stenmur på den ene side og et faldt mod vandet på den anden. Blevio glider forbi. Og allerede her mærker du hvad det her er for en vej: den er ikke lagt langs søen. Den er hugget ind i bjerget over den.
I Torno holder du ind. En lille havn under et klokketårn, træbåde ved molen, og en mand der sidder på kajkanten med en fiskestang han ikke rigtig passer. Vandet slår mod stenene med en lav, jævn rytme. Der lugter af kaffe fra en osteria og af det grønne, lidt bitre der vokser overalt her — laurbær og oleander op ad murene.
Lige nord for Torno, gemt på vandkanten, ligger Villa Pliniana fra 1573. Den blev bygget omkring en kilde der stiger og falder rytmisk flere gange i døgnet — en karstkilde som Plinius den Yngre beskrev i et brev allerede i det første århundrede efter Kristus, og som forvirrede lærde i halvandet årtusind. Leonardo da Vinci prøvede at forklare den. Ingen gjorde det helt.
Comosøen er over 410 meter dyb. Store dele af bunden ligger under havets overflade. Vandet du kører langs er ikke pynt — det er en flænge, gletsjerne skar i klippen.
Maurizio Moro5153 · CC BY-SA 4.0
Tornos havn under klokketårnet. Hold ind her tidligt om morgenen, mens søen stadig er blank og fiskeren har kajen for sig selv.
De 20 km langs klippen — Torno til Nesso
Nu begynder den rigtige vej. Fra Torno og nordpå snor SP583 sig ind og ud af klippen i et fast mønster: mørke, lys, mørke. Du kører ind i en stentunnel hvor motoren pludselig slår tilbage fra væggen og luften bliver kølig og rå — og et sekund senere er du ude igen, og hele søfladen ligger og blinker under dig. Rytmen er selve oplevelsen. Du kører ikke for at nå frem. Du kører for det her.
Tunnelerne er smalle. De fleste er uoplyste, hugget ind i bjerget for over hundrede år siden — Como-til-Bellagio-strækningen blev anlagt mellem 1911 og 1917. Nogle steder er der ikke plads til to biler, og du holder ind i en udbugtning og lader den modkørende komme forbi med en hånd løftet fra rattet. Det er ikke en vej man har travlt på. Det er en vej man lader sig presse igennem.
Der er en grund til at bilfolk kender SP583. Den er ikke hurtig — de tredive kilometer tager tre kvarter uden kø — men den er intens. Hvert sving er blindt, hver tunnel en overraskelse, og belønningen kommer konstant: et glimt af søen dybt nede, en villa med cypresser, en båd der trækker en hvid streg over det blanke vand. Du kører ikke for at komme frem. Du kører for de næste to hundrede meter.
Landsbyerne kommer i klynger klemt op ad skråningen: Faggeto Lario, Pognana, Careno. Husene står lodret oven på hinanden, forbundet af trapper i stedet for gader, med vasketøj spændt på tværs af de smalle stræder. En kvinde hænger lagner op på en snor to etager over vandet. Under hende ligger en robåd trukket op på en granitflade.
Daniel Case · CC BY-SA 3.0
Østbreden set fra vandet. Vejen klæber sig fast halvvejs oppe, husene stables lodret over den.
Mellem landsbyerne åbner søen sig igen og igen. Om morgenen er den blank som kviksølv, og bjergene på den modsatte bred spejler sig så præcist at du et øjeblik ikke ved hvad der er op og ned. Sollyset rammer vandet i skår mellem tunnelmundingerne. Det er den slags lys der har trukket malere og digtere hertil i to hundrede år — og du forstår hvorfor, hver gang du kommer ud af en tunnel.
Halvvejs mellem Como og Bellagio deler klippen sig. To bjergbække — Tuf og Nosé — mødes og styrter samlet omkring tredive meter ned i en smal kløft ud i søen. Det er Orrido di Nesso, og du hører vandet før du ser det. Over faldet spænder en buet stenbro med romersk fundament, Ponte della Civera. Du går ned ad stejle trapper gennem landsbyen til den, og luften bliver svalere og fugtig for hvert trin.
Kløftens vandkraft drev møller, papirmøller og to silkefabrikker fra 1300-tallet. Leonardo tegnede stedet i sit Codex Atlanticus. Og i 1925 stod en ung englænder ved navn Alfred Hitchcock ved broen og optog en scene til en af sine første film. Du står på broen med faldet buldrende under dig og forstår godt hvorfor.
Achille Ballerini · CC BY-SA 4.0Angela Zappa · CC BY-SA 4.0
Ponte della Civera (venstre) og faldet inde i kløften (højre). Kraftigst i foråret, når snesmeltningen fylder bækkene.
Husk håndklædet. Lige før Nesso, ved landsbyen Careno, fører en grussti fra San Martino-kirken ned til en lille skjult strand — dels sand, dels græs, en lokal favorit væk fra trængslen. Vandet er klart og køligt; det fødes af alperne og holder sig friskt selv midt om sommeren. Også Lezzeno længere fremme har overvågede strande med rent vand.
Cyklen hører ikke hjemme på SP583 — den er for smal, uden nødspor, og tunnelerne er mørke. Vil du på to hjul, så tag Strada Regia, den gamle muldyrsti der forbinder Como og Bellagio højere oppe i skoven, væk fra bilvejen. Cirka 35 kilometer sti gennem bøg og kastanje, med søen glimtende mellem stammerne. Park bilen, gå eller cykel stien, kom tilbage til bilen. Ikke racer — vandre- og terræn.
De sidste sving — op mod Bellagio
Efter Nesso åbner vejen sig lidt. Lezzeno strækker sig langs vandet, og for enden af den vestlige søarm rejser næsset sig — den trekantede halvø hvor Bellagio ligger stablet op ad bjerget i okker og terrakotta. Du kører de sidste sving, og byen vokser frem over vandet: trappegyder, cypresser, en klokke der ringer et sted deroppe.
De sidste kilometer ind mod Bellagio kan være langsomme i højsæsonen — vejen er stadig smal, og alle vil samme vej. Kom tidligt på dagen eller sidst på eftermiddagen, så har du både vejen og byen mere for dig selv. Parkér nede ved vandet og gå op til fods; bilen skal alligevel ikke længere i dag, og gyderne er for stejle og smalle til andet end ben.
Bellagio ligger på selve spidsen hvor søens to sydlige arme deler sig. Navnet peger sandsynligvis mod det latinske bi-lacus — "mellem søerne". Byen er trappegyder og brostens-stræder, og to store villaer: Villa Melzi, bygget 1808 for Napoleons italienske vicepræsident, med en have der løber ned til vandet og fik både Liszt og Stendhal til at standse op; og Villa Serbelloni, hvis park på enogtyve hektar dækker næsten hele halvøen og siden 1959 har været ejet af Rockefeller Foundation.
Om aftenen fyldes trappegyderne af den italienske passeggiata — folk der går langsomt op og ned bare for at gå, for at se og blive set, hilse, standse, tale. Butikkerne sælger silke og oliven og lædersko. En violinist spiller et sted, og tonerne falder ned mellem husene mod søen. Du behøver ikke købe noget. Du skal bare gå med i strømmen.
Gå væk fra søfronten og op i gyderne, hvis du vil slippe for trængslen. Og gå helt ud på spidsen — Punta Spartivento, "punktet der deler vinden". Herfra ser du begge sydlige søarme og den nordlige, alpine gren på én gang. Det er stedet hvor det hele giver mening: derfor findes bilfærgen, derfor kan du ikke bare køre rundt om benet. Søen er en omvendt Y, og du står på næsset.
Daderot · CC0
Villa Melzis have i Bellagio — anlagt 1808-1810, løber helt ned til vandet. Liszt komponerede her; Stendhal skrev om det.
Daniel Case · CC BY-SA 3.0
Bellagio på næsset, set fra det vand du krydser i morgen. Perlen hvor de to søarme deler sig.
Du sidder på en trappe i Bellagio. Solen er ved at gå ned bag den vestlige gren. En færge lægger fra kaj nedenunder, fyldt med biler på et stålsdæk. En ældre mand ruller sin scooter forbi, hilser på en kvinde i en butiksdør. En hund ligger på de varme brosten og gider ikke flytte sig for nogen. Vandet er helt blankt nu. Bjergene på den anden bred bliver lilla og så blå og så borte. I morgen skal du derover. Men lige nu er der ingen grund til at flytte sig.
Bilfærgen lægger til ca. 300 m syd for hovedpieren — følg skiltet "Traghetto", ikke passager-molen.
Etape 1 i tal: 34 km · Como 201 m · SP583 anlagt 1911-1917 · snesevis af tunneler · Comosøen 410 m dyb · Bellagio på næsset mellem to søarme. Køretid uden stop ca. 45-60 min — men du bruger to-tre timer.
Pause før etape 2 · Bellagio
Perlen på næsset — og bilfærgen venter
Du er fremme i Bellagio, på spidsen hvor søen deler sig. Parkér ved Lungolario, gå op i gyderne, spis et sted væk fra søfronten. Næste etape starter lige her — men den starter på vandet: du kører bilen ned på færgelejet syd for byen og sætter den på traghetto'en over til Cadenabbia. Femten minutter hvor du ikke kører, og søen gør arbejdet.
En etape der begynder med bilen i tomgang på et stålsdæk midt på søen, og ender i en kløft hvor vandet buldrer under fødderne på dig. Undervejs skifter søen karakter — fra det pyntede, villatunge syd til det vilde, vindblæste nord hvor kitesurferne står på vandet som farvede kommaer.
Kør etape 2 · Bellagio → færge → Varenna · ca. 64 km + færge
Du kører bilen ned på færgelejet syd for Bellagio, ruller op ad rampen og standser på stålet. Motoren i tomgang, så slukket. En mand i vest vinker den næste bil ind bag dig. Og så lægger færgen fra. Bilfærgen — traghetto — er den eneste både-service på Comosøen der tager biler; alt det andet, passagerbådene og hydrofoilerne, sejler forbi uden dig.
Stålet vibrerer lavt under sålerne, motoren dunker, og kølvandet folder sig ud som et hvidt V bagude. Vinden fra søen er kølig selv i juli. Du kigger tilbage: Bellagio klatrer op ad næsset med Grigne-tinderne bag. Til den ene side åbner den nordlige arm sig mod de høje, alpine bjerge. Foran vokser Tremezzina-kysten frem med villahaverne ned til vandkanten. Femten minutter hvor bilen står stille og søen gør arbejdet. Det er ikke en overfart. Det er en pause.
Motoren er slukket. Du står ud af bilen på stålsdækket. En far løfter sin datter op, så hun kan se over rælingen. En hund snuser til dæksplankerne. Bellagio bliver mindre bag jer, bjergene større foran. Måger følger kølvandet et stykke og giver så op. Ingen har travlt her. Der er ikke andet at gøre end at stå og lade søen bære bilen over.
Eustace Bagge · CC BY 3.0
Bilfærgen "Lario" lægger til ved Cadenabbia. Den eneste båd på søen der tager din bil med over.
Kom til bilfærgen før kl. 10 eller efter kl. 15 i højsæsonen — midt på dagen kan der stå kø ved lejet.
Du kører fra borde i Cadenabbia, og lige ved lejet ligger Villa Carlotta. En villa fra 1690 med en botanisk have på otte hektar der falder ned mod vandet i terrasser. Inde i de kølige sale står Canovas marmor — Amor der kysser Psyke tilbage til livet — og Hayez' "Romeo og Julies sidste kys" fra 1823. Ude i haven vokser over 500 plantearter. Kom i maj, og hele skråningen brænder af azalea og rhododendron.
Maurizio Moro5153 · CC BY-SA 4.0
Canovas Amor og Psyke i Villa Carlotta — marmor så fint at vingerne ser lette ud. Ude i haven venter 500 plantearter.
Maurizio Moro5153 · CC BY-SA 4.0
Maj i Villa Carlottas have: azalea og rhododendron i fuldt flor. Otte hektar, over 500 arter, i terrasser ned mod søen.
De 30 km nordpå — hvor turisterne tynder ud
Fra Cadenabbia følger du SS340 — Via Regina, samme trace romerne og middelalderens muldyr brugte — nordpå langs vestbredden. De første kilometer forbi Menaggio er villatunge og kan proppe til med turistbusser der er en tak for brede til vejen. Men nord for Menaggio sker der noget: trafikken tynder ud. Bjergene bliver højere. Landsbyerne bliver til fiskerlejer. Du er på vej ind i Alto Lario — den øvre sø, den vilde ende.
Fiskerlejerne heroppe har ikke ændret sig meget. Både trukket op på ramper, net hængt til tørre, en gammel mand der roder med en påhængsmotor på en kaj. Turistbusserne når sjældent så langt nord, og larmen falder med hver kilometer væk fra Bellagio. Det er her Comosøen stadig er en sø man arbejder på, ikke kun en sø man kigger på.
På en høj over Santa Maria Rezzonico står et borgtårn fra 1363, Castello di Rezzonico, og glor ud over vandet. Længere fremme, i Dongo, ligger en stille rådhusplads ved søfronten — og et lag historie under overfladen: her forsvandt en formue i guld i krigens sidste dage i 1945, "Dongos guld", en skat der aldrig helt blev gjort op. Landsbyerne heroppe er små, lave, solbrændte. Der er langt mellem menneskene.
I Gravedona holder du ind ved vandet. Her står en kirke stribet som en zebra — Santa Maria del Tiglio, bygget i anden halvdel af 1100-tallet i hvid Musso-marmor og sort Olcio-sten lag på lag, med et ottekantet klokketårn der vokser direkte op af facadens midte. Indeni hænger et trækrucifiks fra 1100-tallet, skåret af ét enkelt stykke træ. Det er romansk arkitektur på sit reneste, og den står næsten alene ved en stille søbred.
Ved nordspidsen fladt landskabet pludselig ud. Søen bliver til Pian di Spagna — en åben marsk og et naturreservat ved Mera-flodens udløb, siv og fuglefløjt og et lys der ikke findes nede i den klaustrofobiske villakyst i syd. Her, siger de lokale, trækker søen vejret. Du krydser sletten fra Sorico over mod Colico på østsiden. Det er ikke et pas, bare en flad skæring — men landskabet er et andet.
Fuglene er tilbage heroppe. Hejrer der står som statuer i sivene, en fiskehejre der letter tungt over vandet, ænder i Mera-flodens brakvand. Efter en formiddag klemt mellem klippe og sø føles den åbne himmel næsten svimlende. Du sænker farten uden at ville det, ruller vinduet ned, og lader vinden fra sletten komme ind.
Nord for Gravedona blæser Breva-vinden op fra syd næsten hver eftermiddag — seks dage ud af syv, klokken to til syv. Det gør nordenden til et af Europas kendte windsurf- og kitespots. Sejlene står på det krusede vand som farvede prikker, så langt du kan se.
Maurizio Moro5153 · CC BY-SA 4.0Zairon · CC BY-SA 4.0
Den stribede kirke i Gravedona (venstre) og den vindblæste nordende (højre). To ansigter af den samme sø, tolv kilometer fra hinanden.
Ned ad østbredden — Colico til Varenna
Fra Colico dukker en krogleret halvø ud i vandet, og for enden af den ligger Abbazia di Piona — et cluniac-priorat hvor den første kirke blev grundlagt i 600-tallet. Klostergangen er fra 1200-tallet, rundbuer på søjler hvor ingen to kapitæler er ens, og på nordvæggen løber en fresko-kalender med årets måneder. Munkene dyrker stadig deres urter og laver likør. Det er en kort afstikker ned ad halvøen, og den er værd at tage.
Så drejer du sydpå ad SP72 ned ad østbredden. Vejen klemmer sig igen mellem klippe og vand, med korte tunneler hugget gennem bjerget og søen glimtende til den ene side hele vejen. Dorio, Corenno Plinio med sin middelalderborg, Dervio ved Varrone-flodens udløb. Det er den stille bred — færre villaer, færre busser, mere hverdag. Om foråret og efteråret har du den næsten for dig selv.
Tunnelerne her er kortere og lavere end på Lariana-siden, men princippet er det samme: klippe, mørke, lys. Du er tilbage i bjerget, med søen glimtende til den ene side og en våd klippevæg tæt på den anden. Corenno Plinio dukker op på en klippe over vandet — en middelalderlig borglandsby med en trappe ned til søen og en lille borg fra 1300-tallet, uændret i syv hundrede år. De fleste kører forbi. Et blik til siden er nok.
Husk håndklædet. Nordenden er søens badested. Colico har en stor grøn græsstrand ved byens start med fri adgang, træskygge og bjergudsigt. Dorio gemmer på Spiaggia Tranquilla — en lille afsides klippestrand med borde under træerne. Vandet heroppe er klart og køligt, og der er langt mere plads end nede i syd.
I Bellano, lige før Varenna, holder du ind en sidste gang. Her har Pioverna-floden brugt femten millioner år på at save sig ned gennem klippen, og betongangbroer klæbet til de lodrette vægge fører dig ind i Orrido di Bellano — inde i selve kløften, over det buldrende vand. To skridt ind falder temperaturen, luften bliver fugtig, og larmen fylder alt. Over slugten står et lille tårn, Ca' del Diavol — Djævlehuset — som de lokale har spundet historier om i århundreder.
Vil du gå frem for at køre, følger Sentiero del Viandante — Vandringsmandens sti — hele østbredden, cirka 68 kilometer fra Abbadia Lariana i syd op til Morbegno, skiltet med orange pile. En let sti med søudsigt hele vejen, der går lige forbi Orrido di Bellano. Toget løber parallelt, så du kan gå én etape og køre tilbage. Det er en vandresti, ikke en cykelrute — men ved Colico krydser Adda-flodens cykelrute, hvis du har cyklen med.
Francescogb · CC BY-SA 3.0
Gangbroerne inde i Orrido di Bellano. Tag en trøje med — luften falder mærkbart i temperatur to skridt inde i kløften.
Haeferl · CC BY-SA 3.0
Klostergangen ved Piona — 1200-tal, rundbuer, ingen to søjlehoveder ens. Munkene laver stadig likør.
Efter Bellano kommer de sidste kilometer ind mod Varenna, og søen viser sig fra sin smukkeste side. Vejen snor sig lavt langs vandet, og forude klatrer Varennas huse ned mod søen i lag af okker og rustrødt, med en promenade på pæle langs bredden. Det er en facade man husker — og en god plads at sætte bilen for i dag.
Etape 2 i tal: 64 km + bilfærge (~15 min) · Villa Carlotta 8 ha, 500+ plantearter · Santa Maria del Tiglio 1100-tal · Abbazia di Piona genindviet 1138 · Orrido di Bellano skåret over 15 mio. år · Breva-vind 6 dage ud af 7. Med stop og færge: en hel dag.
Pause før etape 3 · Varenna
Varenna — søens smukkeste facade
Du ruller ind i Varenna, hvor husene klatrer ned til vandet i okker og terrakotta og en promenade følger søbredden på pæle. Parkér ved færgelejet, gå en tur langs vandet, spis missoltini — de soltørrede søsild der er Comosøens signatur. Næste etape forlader søen: forbi Moto Guzzis fabriksby, gennem Manzonis Lecco, og op ad muren til Bergamo.
SLUT-GPS: 46.0117, 9.2825 · Varenna, ved færgelejet
Nede i syd er søen pyntet. Heroppe er den vild. Tolv kilometer, og du er i et andet land.
Etape 3
Væk fra vandet — op ad muren til Bergamo
Varenna → Fiumelatte → Mandello → Lecco → Cisano → Bergamo Città Alta · 72 km
Wikimedia Commons · CC BY-SA
De sidste søkilometer, forbi en flod der kun findes et halvt år ad gangen og en fabrik der har bygget motorcykler samme sted siden 1921. Så forlader vejen vandet for første gang, klatrer op gennem forbjergene, og ender bag seks kilometer venetiansk mur i en by hvor du kører op, men går ind.
Kør etape 3 · Varenna → Bergamo Città Alta · ca. 72 km
Lige syd for Varenna, ved en landsby der hedder Fiumelatte, springer Italiens korteste flod ud af bjerget. Den er cirka 250 meter lang. Den buldrer mælkehvid og skummende ned over kampesten, går i søen — og så er den væk. Og det mærkeligste: den findes kun fra sidst i marts til midt i oktober. Resten af året er lejet tørt. Leonardo da Vinci undrede sig over den og kaldte den den korteste flod, man kender. Ingen har helt forklaret hvorfor den starter og stopper på faste tider.
Gabrielle Merk · CC BY-SA 4.0
Varenna set fra vandet — okker og terrakotta klatrer ned til søen. Etapens sidste søby, før vejen forlader vandet.
Herfra følger du SP72 sydpå ned ad Lecco-grenens østbred. Vejen er den samme smalle, kurvede type som resten af søen — klippe mod vand, korte tunneler, søen til den ene side. Lierna gemmer på Riva Bianca, en hvid småstensstrand ved den gamle bydel, en af søens smukkeste badebugter. Det er en god idé at have håndklædet med.
Husk håndklædet. Riva Bianca i Lierna er etapens bedste bad — hvide småsten under fødderne, klart vand, et roligt bugt-læ under den gamle Castello di Lierna. Vandet er køligt selv om sommeren. Mandello og Abbadia har mindre sø-lidoer langs bredden, mere hverdagsbad end postkort.
På to hjul hører den her strækning til fods, ikke på cykel. Sentiero del Viandante — Vandringsmandens sti — starter ved Abbadia Lariana lige før Lecco og følger den gamle bred nordpå med søudsigt hele vejen. SS342 fra Lecco til Bergamo er derimod en trafikeret statsvej uden god cykelsti. Vil du bruge benene, så gør det ved søen — ikke på vej til Bergamo.
Vejen mellem Lierna og Mandello er den samme smalle, kurvede type — korte klippetunneler, en sø der blinker til den ene side, en klippevæg tæt på den anden. Det er de sidste rigtige søkilometer. Nyd dem, for om lidt slipper vejen vandet for alvor.
I Mandello del Lario hører du det før du ser det: den dybe, ujævne bulder fra en klassisk Moto Guzzi med langsgående V-twin, der ruller forbi på vejen. Her, direkte ved søen, har fabrikken bygget motorcykler siden 1921 — grundlagt af tre flyvere fra Første Verdenskrig. Ørnen i logoet fik vinger i 1924 til minde om en af dem, Giovanni Ravelli, der styrtede ned kort efter krigen. Der lugter af benzin og varm olie ud for fabriksporten, og Guzzi-ejere valfarter stadig hertil fra hele verden.
Bag murene står Europas første vindtunnel bygget ind i en motorcykelfabrik — projekteret i 1950, taget i brug i 1954. En hel by bygget op om en motor med cylindrene stikkende ud til siderne. Selv hvis du aldrig har siddet på en motorcykel, mærker du at det her er et sted hvor noget bliver holdt i live med stædighed.
På en god sommerdag holder der Guzzi'er parkeret uden for fabrikken — ejere fra Tyskland, Holland og Skandinavien der er kørt hundreder af kilometer for at se hvor deres motorcykel blev født. De taler forskellige sprog, men de nikker til hinandens maskiner. Det er en fælles religion med en ørn som mærke.
Andrzej Otrębski · CC BY-SA 3.0
Fiumelatte: 250 meter buldrende mælk, kun fra marts til oktober. Italiens korteste flod, lige syd for Varenna.
Franken-Guzzista · CC BY-SA 4.0
En klassisk Guzzi med langsgående V-twin — cylindrene ud til siderne. Den lyd Mandello er bygget op om.
Kaitu · CC BY-SA 4.0
Moto Guzzi-fabrikken i Mandello del Lario — samme sted siden 1921, direkte ved vandet. Ørnereden ved søen.
Manzonis bjerg — gennem Lecco
Ved sydenden af grenen ligger Lecco, og over byen rejser bjerget Resegone sig med sine elleve næsten lige høje takker — deraf navnet, "den store sav". Det er ikke bare et smukt bjerg. Det er baggrunden i åbningsscenen af I Promessi Sposi — "De forlovede" — Italiens mest berømte roman, som Alessandro Manzoni udgav i 1827. Renzo og Lucia bor i en landsby lige her. Lecco kalder sig byen i De forlovede, og savtakkerne står stadig præcis hvor Manzoni satte dem.
Lecco selv er en arbejdsby, ikke en turistby — mindre pyntet end søens vestlige perler, men ægte. En promenade langs vandet, et par kirker, cafeer hvor lokale drikker deres formiddagskaffe stående ved disken. Over det hele hænger Resegone som en kulisse ingen scenograf kunne have tegnet bedre.
I Lecco slipper vejen søen. Du kører forbi lungolago'en en sidste gang, over Adda-floden hvor den forlader søen, og så drejer SS342 — Briantea — sydøst mod Bergamo. Efter tre etaper langs vand er det en mærkelig fornemmelse at se bakkerne lukke sig om vejen. Landskabet bliver til Brianza: grønne forbjerge, spredt bebyggelse, et let industrielt anstrøg, rundkørsler og bygennemkørsler. Cisano Bergamasco, hvor vejen krydser Adda igen. Det er ikke søen længere. Det er optakten til noget andet.
SS342 mellem Lecco og Bergamo kan være trafikeret i myldretiden — kør uden om morgen- og eftermiddagsmylder hvis du kan.
SS342 er ikke en smuk vej i sig selv — det er en arbejdsvej gennem et arbejdslandskab, med lagerhaller og møbelfabrikker mellem de grønne Brianza-bakker. Her har de lavet møbler til det halve Italien. Men et sted undervejs, når du kommer op på en bakkekam, dukker den frem forude: Bergamos øvre by, oppe på sit bjerg, med tårne og mure mod himlen. Og så giver hele vejen mening.
Op ad muren — Bergamo Città Alta
Bergamo er to byer. Città Bassa nede på sletten, moderne og travl. Og Città Alta — den murede middelalderby oppe på bjerget, bag seks kilometer venetianske mure der blev bygget fra 1561 og blev UNESCO-verdensarv i 2017. Du parkerer bilen i den nedre by. Og så tager du enten funicularen fra 1887 — der klatrer 85 meter op ad bjerget på 240 meter skinne — eller går op ad muren gennem en af de gamle porte. For gaderne foroven er brosten og for smalle til biler. Du kører op, men du går ind.
Funicularen er selv en oplevelse. En lille rød vogn trukket op ad bjerget på et kabel siden 1887, gennem en tunnel og ud i lyset øverst. På et halvt minut skifter du by — fra den travle nedre by til den middelalderlige overby. Bag dig åbner sletten sig, større og større, jo højere du kommer.
Inde bag murene ligger Piazza Vecchia, som Le Corbusier efter sigende kaldte Europas smukkeste plads: Contarini-fontænen, Palazzo della Ragione fra 1100-tallet, og Campanone-tårnet der stadig ringer aften efter aften. Ved siden af står Cappella Colleoni — en facade i hvidt og rødt marmor, bygget 1472-1476 som mausoleum for lejesoldat-generalen Bartolomeo Colleoni. Ved indgangen gnider folk hans våbenskjold blankt for lykke; det har de gjort i århundreder.
Gå op i Campanone-tårnet en klar aften. Du ser ud over hele Po-sletten mod syd — og bag dig, mod nord, står Alperne du kom fra, med Comosøen gemt et sted mellem dem. Brostenene under fødderne, kirkeklokkerne der ruller ud over tagene, og duften af casoncelli fra en osteria — den fyldte bergamask-pasta med smør, pancetta og salvie, som byen har lavet siden 1300-tallet. Det er en god måde at slutte en køretur på: højt oppe, med udsigt til alt det du kørte igennem.
Gå en tur langs murkronen inden du kører videre. Seks kilometer venetiansk mur løber hele vejen rundt om overbyen, bred nok til at spadsere på, med gamle porte og bastioner og udsigt til alle sider. Lokale løber deres aftentur heroppe, hunde luftes, unge sidder på murkanten med benene dinglende ud over sletten. Murene blev bygget i 1561 for at holde fjender ude. I dag holder de bare byen samlet.
Du har kørt langs vand i tre dage. Nu står du bag en mur fra 1561, 85 meter over den nedre by, og ser Alperne du kom fra ligge som en tandet linje i horisonten. Bilen blev nede. Byen er fodgængerens.
Davide Mauro · CC BY-SA 4.0
Lecco under Resegones elleve takker — "den store sav". Baggrunden i åbningen af Manzonis "De forlovede", 1827.
Steffen Schmitz · CC BY-SA 4.0Daniele Napolitano · CC BY-SA 4.0
Piazza Vecchia (venstre) og Cappella Colleoni (højre). En lejesoldats drøm i marmor, midt i Europas smukkeste plads.
Klokken er otte om aftenen i Città Alta. Campanone slår, og lyden ruller ud over tagene. En servitrice sætter et glas rødt på et bord uden for en osteria på Piazza Vecchia. To gamle mænd taler bergamask, den hårde dialekt, og griner ad noget kun de forstår. Murene bliver gyldne, så orange, så grå. Nede på sletten tændes lysene i Città Bassa. Og langt mod nord, mellem bjergene, ligger søen du kørte langs i tre dage, mørk nu, og helt stille. Du kørte hele vejen op for at se ned.
Etape 3 i tal: 72 km · Fiumelatte ~250 m (kun marts-okt) · Moto Guzzi siden 1921, vindtunnel 1954 · Resegone 1.875 m · Bergamos mure fra 1561, UNESCO 2017 · funicular fra 1887, 52 % stigning. Med stop: en hel dag.
Slut — Bergamo Città Alta
Højt oppe, med udsigt til alt det du kørte igennem
Du er fremme. 170 kilometer fra Comos silke, langs en vej hugget ind i klippen, over vandet på et færgedæk, gennem den vilde nordende og forbi Moto Guzzis fabriksporte — og til sidst op ad muren til en middelalderby på et bjerg. Parkér i den nedre by, tag funicularen op, find en osteria på Piazza Vecchia, og se solen gå ned over sletten mens Campanone ringer. Du kørte hele vejen op for at se ned.
SLUT-GPS: 45.7040, 9.6624 · Bergamo, Piazza Vecchia (parkér i Città Bassa / ved Via Fara)
Du kørte langs vand i tre dage — og sluttede på et bjerg, bag en mur, med udsigt til det hele.
Scan med din telefon
Åbn kameraet på din telefon og peg det mod QR-koden. Google Maps åbner automatisk med hele ruten.
Vil du have det hele?
Med Pro får du dine egne billeder i bogen, alle inspirationsruter fra start til slut og alle landebøger.
