Stelvio og Valtellina — æbledalen, 48 hårnål og toldfri højland

Armin Kübelbeck · CC BY-SA 3.0

Passer-floden gennem Meranos midte. Promenaderne langs floden bygget i 1880'erne for kurgæster fra hele Europa. Sissi gik her hver vinter.

De første kilometer — ud af Merano centrum

Du står på Sandplatz i Merano. 325 meter over havet. Det er morgen i april, og luften har en duft du ikke forventede så langt oppe i bjergene — sødme. Æbleblomster, fra plantagerne der starter ved bygrænsen og fortsætter 80 kilometer vestpå. Bierne er allerede ude. Mobile bistader står ude på markerne — biavlere kører dem rundt i Vinschgau hver forår når blomstringen begynder.

Merano er en mærkelig by. Den ligger i Italien, men 97 % taler tysk. Skiltene er tosproget, med tysk øverst. Caféerne hedder Konditorei og serverer apfelstrudel ved siden af espresso. Det er en arv fra Habsburg-tiden, da Sydtyrol var den sydligste forpost af Østrig-Ungarn indtil 1919, hvor traktaten i Saint-Germain skubbede grænsen 80 km nordpå og gjorde tysktalende bjergbønder til italienske statsborgere.

Byen blev kurby i slutningen af 1800-tallet — milde vintre, palmer i parken, og et særligt mikroklima fordi Texelgruppen i nord skærmer for nordvinden. Kejserinde Elisabeth ("Sissi") overvintrede her tre vintre i træk fra 1870. Hendes læge anbefalede det. Hun spadserede langs Passer-floden, klædt sort efter hendes søns selvmord, og blev fotograferet med korte trin og lange skygger. Hele Promenade Sissi er stadig der — granit, plataner, bænke i støbejern.

→ Merano (Trauttmansdorff)

Du tager SS38 vestpå. Vejen er bred, to spor, asfalt af bedste sort. Töll/Tel, otte kilometer ude, er hvor dalen pludselig åbner sig — en smal klippeport mellem to bjerge, hvor Etsch-floden tvinger sig igennem, og hvor lokale siger at "Vinschgau begynder". Et gammelt kraftværk fra 1898 står stadig og leverer strøm. Du går i femte gear og bliver der.

SS38 vestpå — gennem æblefronterne

Til venstre løber Etsch-floden — turkis-grøn af gletsjervand, lav i april før smeltesæson, og krydset af den smalle Vinschgau-jernbane (åbnet 1906, nedlagt 1990, genåbnet 2005 efter lokale protester, gule togsæt med panoramavinduer). Til højre stiger Sonnenberg-skråningen mod et af Alpernes mest tørre platåer — kun 500 mm regn om året, så kaktus og figen vokser vildt mellem stenmurene.

Og overalt: æbler. Golden Delicious er kongen — ~50 % af produktionen. Gala, Red Delicious, Braeburn, Fuji, Granny Smith, Pinova. I april er hele dalbunden et rosa-hvidt tæppe. I september-oktober er den rød og gul, og polske og rumænske sæsonarbejdere klemmer sig op ad stiger med flade plastikbakker. Plantagerne er spalierwerk — trådbundne rækker så stive som en bogreol — og de højeste ligger 1.000 meter over havet, hvor temperaturforskellen mellem dag og nat giver fastere, sprødere frugt.

Efter 15 kilometer kører du gennem Naturns — fem tusind indbyggere, ét kirketårn, og lige uden for byen en lille hvidkalket kasse (St. Prokulus, før år 700, karolingiske fresker fra ca. 800 — en engel med store sorte øjne har kigget ned fra apsisrundingen i 1.200 år). Ingen turistbus stopper. Du gør det heller ikke. Du bliver i femte gear og kører videre.

Castel Juval — Messners hjem

Otte kilometer videre, mellem Naturns og Castelbello, klatrer en klippe op fra sydsiden. På toppen står Schloss Juval — en borg fra 1278. Reinhold Messner — den første mand der besteg Mount Everest uden ilt — købte den i 1983 for at have et sted at bo, og han bor der stadig. I sommerhalvåret åbner han borgen som Messner Mountain Museum Juval, dedikeret til "bjergets mytologi". Han er den eneste museumsejer i Europa der bor i sit eget museum.

Wikimedia Commons · CC BY 2.0

Schloss Juval. Bygget 1278. Reinhold Messner har boet her siden 1983. Museet er kun åbent når Messner ikke selv er hjemme.

Vejen mod Messners borg er en stejl grusvej. Almindelige biler kan tage shuttle-bussen fra Stava i dalen. Men selv hvis du ikke går ind, så stop på en af parkeringsbredderne på SS38 og kig op. Borgen klæber til en lodret klippevæg som en svale-rede. Det er den, ikke selve museumssalen, der gør dig stille.

→ Castel Juval (Messner Mountain Museum)

Uwelino · CC BY-SA 4.0

Vinschgau ved Naturns. Til venstre Etsch-floden, til højre Sonnenberg-skråningen — en af Alpernes tørreste platåer hvor kaktus vokser vildt mellem stenmurene.

Latsch og marmoren fra Lasa

Otte kilometer længere vest passerer du Latsch / Laces. Langs vejen står lange hvide haller — controlled-atmosphere-lagre, hvor høstede æbler opbevares i nitrogenatmosfære så de holder sig sprøde indtil næste års høst. Hver tredje danske Pink Lady-æble du har spist, har boet her i seks måneder. Tidlig om morgenen ser man gaffeltrucks bære røde plastikkasser ind ad lugerne. Lugten er fugtig æble.

Fem kilometer videre kører du gennem Lasa — en by der er hvidere end de andre. Det er marmoren der gør det. Selv vejstøvet er lyst. Husene har marmortærskler. Skoletrappen er marmor. Vejskiltet ind i byen er en hugget plade. Du bemærker det først efter du har kørt ud igen og pludselig er omverdenen tilbage til normalt grå.

→ Stelvio-passet (SS38)

Snowdog · Public Domain

Val Venosta / Vinschgau set fra Silandro. Italiens næsthøjeste sognekirketårn (92 m) rejser sig fra byen. Ortler-gruppen står i baggrunden.

Glorenza — Alpernes mindste komplette by

Ved Spondinig drejer du væk fra SS38 og tager en kort sidetur nordpå mod Glorenza / Glurns. Det er fire kilometer ud af vejen, og det er én af de bedste fire kilometer du kører på hele turen. Glorenza har 900 indbyggere — præcis samme antal som i 1500 — og det har Alpernes mindste komplette middelaldermur stadig fuldstændigt bevaret, tre byporte (Malser Tor, Schludernser Tor, Tauferer Tor), arkader i sten langs hovedgaden.

Schweizerne brændte byen ned i Calven-slaget i 1499. Den østrigske kejser Maximilian I genrejste den, men flyttede ikke murene ud. Byen er fastfrosset til sin 1500-størrelse. Du parkerer udenfor, går ind ad Malser Tor, og pludselig er der ingen biler. Brostensgaden er smal nok til at en hestevogn lige kunne passere — det er stadig dens dimension. Murene er to meter tykke. Du går rundt om hele byen langs muren på 25 minutter.

Tre kilometer østpå ligger Churburg over Schluderns — privat borg, grevefamilien Trapp har boet der siden 1259. Loftet under tagrygningen er en rustningshal: ~50 komplette riddertruster, hver med årstal og navn på den i familien der bar den. Det er ikke museumsmontre. Det er familieskuffer.

→ Glorenza (Glurns)   → Castel Coira (Churburg)

Kuebi · CC BY-SA 3.0

Glorenza udefra. 1.300 meter mur. To meter tyk. Tre porte. Otte vagttårne. Byen er stadig præcis så stor som da Maximilian I genrejste den i 1500.

Fra Glorenza tager du SS40 sydpå tilbage mod hovedvejen, og drejer mod Prato allo Stelvio / Prad am Stilfserjoch. Du krydser Etsch igen, og dalen begynder at smalne sig. Til venstre rejser Ortler-massivet sig — 3.905 meter, Sydtyrols højeste bjerg, "Kong Ortler", med sne hele året og en gletsjer der hænger som et hvidt forklæde over dalen.

De sidste kilometer — frem til Prato

Prato ligger 915 meter over havet og er den sidste by før Stelvio-passet begynder. Det er en lille by — 3.400 indbyggere, kirketårn fra 1500-tallet, fiskedamme i udkanten der fodres af gletsjervand fra Suldenbach (de er kolde nok til at holde ørred i godt 6 grader hele sommeren). En tankstation til venstre, en pizzeria på torvet, en sportsbutik for vandrere på vej op i Stelvio Nationalpark.

Du parkerer på pladsen ved fiskedammene. GPS-slut for etape 1: 46.6160, 10.5961. Her er bænke, en træ-pavillon, en sti der løber langs vandet, og en udsigt direkte op mod passet — du kan se de første hårnål blinke i sollyset oppe ved Trafoi. Træk vejret. Drik vand. I morgen, eller om en time, begynder det rigtigt.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Tourismusverein Prad · CC BY-SA 4.0

De første kilometer — ud af Prato

Du tager SS38 vestpå fra Prato. De første tre kilometer er flade — æbleplantagerne fortsætter, og vejen følger Suldenbach mod den smalle dal hvor passet begynder. Klokken er 7. Solen står lavt og rammer kun de øverste 200 meter af bjergsiderne. Resten af dalen ligger i kold skygge. Du har lange ærmer på — du tager dem af på toppen og på igen i Bormio.

Efter Stilfs/Stelvio drejer vejen mod sydvest, og den første rigtige stigning begynder. Sving nummer 48 — det laveste — ligger ved 1.300 meter. På den hugne sten står tallet: 48. Næste sving, 47, 46. Du går ned i tredje gear. Motoren stiger til 4.500 omdrejninger og holder sig der.

Trafoi — Gustav Thönis landsby

Halvvejs oppe ligger Trafoi — 1.543 m, 80 indbyggere, én kirke, tre hoteller, og Hotel Bella Vista hvor en ældre mand sidder ved morgenmaden og kigger ud (Gustav Thöni, ski-VM fire gange i træk i 70'erne, driver stedet med sin bror). Han taler tysk, italiensk, lidt engelsk og en god del færre ord end man kunne forvente.

Lige uden for byen står Drei-Brunnen-kapellet — tre kilder springer ud af bjergsiden lige bag kirken. Pilgrimme har drukket her siden 1500-tallet. Vandet er knivskarpt koldt og smager af granit. Du fylder din flaske. Du har 13 km opad endnu.

Whgler · CC BY-SA 4.0

Trafoi, 1.543 m. Skiløber-legenden Gustav Thöni driver Hotel Bella Vista her. Bagved rejser Ortler-massivet (3.905 m) sig som en hvid mur.

Op gennem hårnålene — sving for sving

Mellem Trafoi og Franzenshöhe (2.188 m, vejhotellet 6 km før toppen) er stigningen brutal. Gennemsnit 7,4 %, og enkelte ramper rammer 12 %. Du går ned i andet gear på de stejleste hårnål og bliver der. Cyklister overhaler du i 12 km/t — de ligger fremadlænet over styret, og deres ansigter er fugtige. Du sænker farten yderligere og blinker dem forbi i den næste lige strækning.

Til venstre, mellem to af de sidste sving, står et lille kapel — Madonnina dei Tornanti. Cyklister stiger af, krydser sig, tager en slurk fra deres flaske og kører videre. Bilister stopper sjældent. Du gør det. Du parkerer en halvtredive meter nedenfor og går de sidste skridt op. Kapellet er lukket. Madonna-figurene står bag glas. På væggen står tre håndskrevne sedler med navne — chauffører der ikke kom hjem, sat op af deres familier.

Toppen — 2.757 meter

De sidste fire kilometer flader stigningen ud. Vejen åbner sig. Til venstre rejser Ortler-massivet sig som en hvid mur — 3.905 meter, gletsjeren ligger lige over hovedet, og du kan se sprækkerne i isen fra vejen. Til højre falder Albulapasset gennem stenørken. Og foran dig: Cima Coppi-skiltet. Stelvio er Giro d'Italias højeste punkt næsten hvert år — æresprædikatet uddelt siden 1965 til minde om Fausto Coppi, der angreb Hugo Koblet i sne på dette pas i 1953 og snuppede den lyserøde trøje.

→ Stelvio-passet (SS38)

Du parkerer. Vinden rammer dig i ansigtet — 12 grader, hvor det var 24 i Prato. Sneen ligger i felter omkring p-pladsen, og en gruppe motorcyklister står i kreds og ryger. En cykelklub i blå dragter fejrer toppen med pølser. Tibet Hütte, en af bjergcafeerne, hænger med tibetanske bønneflag — bevidst symbolik, et nik til tag-af-verden-stemningen. Du går ind. Strudel, æbletærte, varm chokolade, øl. Kosten er enkel og bjerg-tør.

Tysk og italiensk om hinanden i samme samtale — det er sprogskellet, lige her. Mange motorcyklister kommer fra Sydtyskland over Reschen, mange italienere fra Bormio og Lombardiet. På toppen mødes de. En tysk knægt forsøger pizza i Bressanone-dialekt og bliver rettet med et grin.

Paolo Grossi · CC BY-SA 3.0

Stelvio-toppen. 2.757 m (skiltet siger 2.758). Næsthøjeste asfalterede pas i Alperne, kun overgået af Col de l'Iseran (2.764 m) i Frankrig.

Henk Monster · CC BY 3.0

Elch33 · CC BY-SA 3.0

Ned ad sydsiden — 34 hårnål til Bormio

Nedkørslen mod Bormio er 21,5 km, 1.532 højdemeter, 34 hårnålesving — færre end nordsiden, men nogle stejlere (max 14 % over Spondalunga). Du går i andet gear hele vejen og bruger motoren som bremse. Brug ikke kun bremsepedalen — på sydsiden brænder mange bremser efter 10-12 sving. Du lugter det inden du mærker det: et sødligt-bitter pust af overophedet bremsebelægning.

Mellem hårnål 24 og 18 åbner udsigten sig mod Valtellina — den brede italienske dal med vingårde og bresaola-luft. Lugten i bilen ændrer sig. Den tørre alpe-luft viger for noget tungere, kødigt, lufttørret — italiensk landskab indtager pludseligt. Du standser ved en udsigtsbreddel. To italienske racercyklister rasler nedad i 80 km/t, krops-fladede over styret. Du tør ikke køre forbi dem.

Bormio — romernes termalbade

Bormio ligger i 1.225 m — middelalderlig stenby, fire tusind indbyggere, snævre stræder, en kuppel-kirke (Sant'Ignazio, 1635, barok) og et urtårn (Torre delle Ore, 1300-tal) der stadig slår hvert kvarter. Vinter-VM 2005, OL-styrtløb 2026. Men det er ikke det der gør stedet. Det er vandet.

Bormios termiske kilder kommer ud af bjerget ved 37-40 grader og har gjort det i over to tusind år. Plinius den Ældre skrev om dem år 77. Cassiodorus i 510. Leonardo da Vinci stoppede her i 1493 og noterede temperaturen i sin notesbog. Du står ved samme klippeløsen i dag og putter fingrene ned. Det er det samme vand.

Salento81 · CC BY-SA 3.0

Bagni Vecchi di Bormio. Vandet kommer ud af klippen ved 37-40 °C. Brugt siden romersk tid. Panoramabassinet ud over Valdidentro er et af de fotograferede termalbade i Europa.

Bagni Vecchi ("de gamle bade") ligger fire kilometer uden for byen i et bjergside-anlæg. Romersk grotte, middelalderbade i sten, og et udendørs panoramabassin der svæver ud over Valdidentro. Du ligger i 38-grader vand og ser ned i en dal du lige har kørt op fra. Damp stiger fra overfladen i koldt-skarpt lys. Det er en kropslig vending — fra brændt-bremse-asfalt til varmt mineralvand på halvanden time.

→ Bagni Vecchi di Bormio

Du ligger i 38 grader vand i et bassin der har skiftet rør, ny flisebelægning, aluminiums-trappe — men hvor selve kilden ikke har ændret sig siden Augustus var kejser. Det er ikke en feeling man kan fake. Du smider hovedet bagover og lader dampen lægge sig på dit ansigt.

Tilbage i centrum kører du forbi Kuerc-bygningen — åben markedshalle bag urtårnet, hvor lokale bygder mødtes til retsmøder helt til 1797. I dag stadig torv: en markedsdag om ugen, bresaola, ost, æbler, grønkål. Lokale med Bormio-dialekt der tror du er tysk.

Elch33 · CC BY-SA 3.0

Bormio bykerne. Smalle stenstræder, fresker over døre, et middelaldercentrum forbavsende velbevaret takket være isolation og snerydningens vanskeligheder.

Du kører ind i centrum, parkerer i Piazza Cavour, og går rundt. Hovedstrøget er Via Roma — restauranter med terrasse, ostebutik (Bresaola della Valtellina med pizzoccheri, lokal tagliatelle af boghvede), en sportsbutik for skiløbere og cyklister. Det er ikke en stor by. Du har set centrum på 20 minutter. Det er pointen.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Passo di Foscagno, 2.291 m. Italiensk toldkontrol-bunker står på den brede sadel. Bjergene mod nord er Ortler-gruppen.

De første kilometer — ud af Bormio

Du kører ud af Bormio nordpå ad SS301 — del Foscagno. De første to kilometer er flade, gennem Premadio og Isolaccia (begge dele af kommunen Valdidentro). Til venstre løber Adda-floden i sin øvre del. Til højre stiger bjergsiden mod de stejle plantager. Vejen er bred, asfalten ny — 22 km opad ligger foran dig, gennemsnit 4-5 %, de sidste 7 km stejlere (op til 9 %).

Efter Premadio drejer SS301 mod vest og begynder de første serpentiner. Du går i tredje gear. Skoven er først gran og lærk, så de bliver kortere, mere knortede, så hører de op. Trægrænsen ligger ved ca. 2.100 m her, og over den er der kun lyng, sten og enkelte græssende køer. Du kan høre kobjælder langt før du ser dyrene.

Op mod Passo di Foscagno (2.291 m)

De sidste syv kilometer op til passet bliver det stejlere. Du går i andet gear på enkelte hårnål. Du passerer to udsigtspladser hvor du kan stoppe og se nedad — Bormio ligger som en lille klynge røde tagstene 1.000 meter nedenfor. Foran dig: skarpe, grå sten, snefelter i lej, og lige ved 2.000 m begynder du at mærke at luften er tyndere. Du gaber. Du har ikke hovedpine. Endnu.

Passet selv er en bred sadel. Til højre står en grå italiensk toldbunker — Guardia di Finanza. Det er ikke en grænse til et andet land. Det er en toldkontrol fordi Livigno er uden for EUs toldområde og momsområde, selvom det er italiensk territorium. På vej op kontrolleres sjældent. På vej ned — særligt med fyldte bagagerum, kasser cigaretter og store benzindunke — er stikprøvekontrollen til at mærke. Lovlig udførsel: 1 flaske spiritus, 40 cigaretter, 50 g parfume, varer for max 175 € per person.

Du parkerer på den lille p-plads ved bunkeren. Et træ-rifugio sælger kaffe og pølser. Mod nord ser du Ortler-gruppen rejse sig — den samme bjergmur du så fra Stelvio i går, men nu fra anden side, mere lodret, mere truende. Vinden er hård. Du står i 2.291 meter, og temperaturen er 9 grader hvor det var 22 i Bormio.

→ Passo di Foscagno

Selve toldfunktionen er fascinerende lille. Halvanden mand i en grå bunker. En bom der oftest er hævet. En italiensk hund der sover i solen. Det er ikke en grænse i moderne forstand — det er et historisk privilegium ophidset til en kropslig institution. EU's toldkodeks artikel 6 nævner Livigno ved navn sammen med to andre obskure undtagelser: Campione d'Italia (omsluttet af Schweiz) og det italienske vand omkring Como-søen. Det er det.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Trepalle. EUs højeste sognekirke. 2.069-2.209 m. En præst skrev i 1700-tallet til biskoppen om at sognet var "ufremkommeligt 9 måneder om året". Han fik nej.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Via Plan i Livigno-bymidten. Rækker af tax-free butikker, parfumerier, tankstationer. Hver tredje kunde har en udenlandsk nummerplade i parkeringsbåsen.

Trepalle — landsbyen i skyerne

Efter Foscagno falder vejen knap 100 højdemeter ned i en bred lavning. Her ligger Trepalle — en frazione af Livigno, og EUs højeste sogn med fast bosætning. Kirken Sant'Anna ligger i 2.209 meter, og bygderne strækker sig fra Plan i 1.975 m op til Passo d'Eira i 2.209 m. Det er ikke en landsby i den klassiske forstand. Det er spredte huse mellem græssende køer, en tankstation (toldfri benzin allerede her, før selve Livigno), et par rifugi, et lille kapel.

Den lokale anekdote: en præst i 1700-tallet skrev klage til biskoppen i Como over at sognet var "impraticabile per nove mesi all'anno" — ufremkommeligt ni måneder om året. Han bad om dispensation til at flytte ned i dalen om vinteren. Han fik nej. Hans efterfølgere har siddet her gennem 250 vintre med fyrretræ-brænde og brevdueagtige forsyninger.

Passo d'Eira og ned i Livigno

Få kilometer videre passerer du Passo d'Eira (2.208 m) — en lavere, mindre markant sadel end Foscagno, mest en bule på vejen. Herfra serpentinerer SS301 ned ad i 7 hårnål til Livigno-dalbunden. Du går i andet gear og bremser med motoren. Foran dig åbner et dalbillede sig der ikke ligner noget andet i Italien: en flad, lang, smal dal omringet af stejle bjerge på alle sider, en flod der løber midt igennem, og en 6 km lang gade-by der følger floden hele vejen.

Livigno ligger i 1.816 meter, har 6.500 indbyggere og en helt anden lyd end resten af Italien: retoromansk-tysk-italiensk om hinanden, mange schweizere og sydtyrolere blandt turisterne, og en lokal dialekt (livignasco) der er så særegen at nabosognet Bormio næppe forstår den. Hovedgaden hedder Via Plan i den ene ende og Via Saroch i den anden — samme gade, to navne.

→ Livigno (toldfri højdal)

Toldfri zone — siden 1805

Du ruller ind i Livigno fra øst. Det første du ser er en lang række biler ved benzintanken — tyske, hollandske, polske, schweiziske plader. Benzin er toldfri her. Også parfume, alkohol, tobak, elektronik. Bagved tanken: profumeria, tabacchi, liquori. Hele økonomien er bygget på toldfri status og ski-turisme.

Historien er enkel: dalen var så svær at nå at ingen magthaver fandt det værd at opkræve told. Napoleon erklærede den toldfri i 1805. Habsburg, Italien og EU har bekræftet det siden — sidst i EU's toldkodeks artikel 6. Livigno er det eneste sted i Italien hvor du kan købe en flaske gin uden moms. Og det er der mange der gør.

Du parkerer ved kirken San Antonio på pladsen ved Via Plan. Kirken er fra 1798 — en lille hvid kasse med grøn karm. Modsat står et glashus med tre etager — Livigno Tax Free Shopping. Det er sammenstillingen der gør stedet underligt. Krybbespil og parfumer. Bjerg og merkantilisme. Geografi som økonomisk forklaring.

Lago di Livigno og Forcola — vinduet mod Schweiz

Hvis du har tid, kør 8 km nordpå langs floden Spöl til Lago di Livigno (kunstig sø, opdæmmet i 60'erne af schweizerne for kraftproduktion). Søen er turkis i sommervarme, granitlys-blå om vinteren. På dæmningen Punt dal Gall står en hvid grænsesten — du står med ét ben i Italien og ét i Schweiz.

To gamle landsbyer ligger på bunden. Galli og San Rocco. Oversvømmet i 1968. Kirketårne og hustage står stadig dernede i 90 meters dybde, og dykkere besøger dem hver sommer. Når søen sænkes for kraftproduktion i juli, kommer de øvre tagrygge til syne fra dæmningen.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Lago di Livigno. Kunstig sø fra 1968. To gamle landsbyer ligger på bunden — kirketårne stadig synlige for dykkere hver sommer.

→ Lago di Livigno (Punt dal Gall)

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Livigno i oktober (venstre): lærkene bliver gyldne på en uge og er væk dagen efter. Forcola di Livigno (højre): passet vestpå mod Schweiz og Bernina — kæden videre til Rute 5 (Comosøen).

Dæmningen er schweizisk, men halvdelen af søen er italiensk vand. Schweizerne får strømmen. Italienerne får tunnelen Munt la Schera som vinter-adgangsvej til Livigno. Sådan har de delt det i 60 år. Når Cinderella-dyserne åbnes i juli, falder vandet 30 meter på en uge.

Hvis du fortsætter vestpå på SS301 efter Livigno-bymidten, kommer du efter 8 km til Forcola di Livigno (2.315 m) — passet ind i Schweiz. På den anden side ligger Bernina-vejen ned til Poschiavo og Tirano. Det er kæden videre til Rute 5 (Comosøen) i den 18-bogs italienske plan. Forcola er lukket fra november til maj, så hvis du planlægger sammenkobling, så tjek åbning før du satser på den.

Vestpå ud af Livigno fortsætter SS301 mod Forcola di Livigno (2.315 m) — passet mod Schweiz, der munder ud i Bernina-vejen ned mod Poschiavo. Lukket om vinteren (typisk november til maj). Det er kæden til Rute 5 (Comosøen) — herfra fortsætter du videre over Bernina, ned forbi Tirano, og til Como.