Torino, Langhe og Mont Blanc

Galimatiasgg · CC0

Torino ved Po-floden. 18 kilometer arkader forbinder centrum. Geometriske gader efter Savoyer-dynastiets franske ideal — Stendhal kaldte det "den smukkest beliggende by i verden."

De første kilometer — ud af Torino centrum

Du står på Piazza Castello, Torinos kongelige torv. 240 meter over havet. Klokken er ni om morgenen, og luften er anderledes end du forventede — tørrere, mere alpin, med en kølig vind ned ad fra Alperne der ligger som en silhuet 30 kilometer vestpå. Det føles ikke som Italien. Det føles som Frankrig der sniger sig over grænsen.

Det er ikke tilfældigt. Torino var hovedstad i Kongeriget Sardinien-Piemonte fra 1563 til 1865, og Savoyer-dynastiet — der oprindeligt kom fra de fransktalende dale ved Genève — formede byen efter franske idealer: geometriske gader, lange rektangulære piazzaer, arkader der løber 18 kilometer i alt på begge sider af centrum så man kan gå fra hovedbanegården til kongelige slot uden at få regn på hovedet. Stendhal kaldte den "den smukkest beliggende by i verden, mere klar i sin geometriske perfektion end Paris."

Til venstre rager Palazzo Reale — Savoyer-kongernes residens. Bygget mellem 1646 og 1660. UNESCO siden 1997. Indeni: Galleria Sabauda med Caravaggio og Veronese. Et kongeligt arsenal med våben fra 1300-tallet. Og en kongelig park der strækker sig som en grøn kil ind i bymidten.

→ Palazzo Reale di Torino

Tæt herved — fem minutters gang sydpå — ligger Museo Egizio, verdens næststørste samling af ægyptiske oldsager efter Cairo. Grundlagt i 1824. 30.000 genstande fra de samme udgravninger som Tutankhamons grav. Mumier. Sarkofager. Et helt tempel fra Ellesyya genrejst inde i et museum-rum. Du kan nemt bruge tre timer her uden at blive træt.

→ Museo Egizio

Det er ikke det eneste museum værd at stoppe ved. Mole Antonelliana — det 167 meter høje tårn med kuppel der dominerer Torinos skyline — huser Museo Nazionale del Cinema, et af verdens fineste filmmuseer. Pixar-objekter, Lumière-projektorer fra 1895, Fellini-rekvisitter, en panorama-elevator der løfter dig 85 meter op gennem kuppelens centrum til en udsigt over hele byen.

→ Museo Nazionale del Cinema (Mole Antonelliana)

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Guilhem Vellut · CC BY 2.0

Lingotto. Fra 1923 til 1982 rullede 80 Fiat-biler dagligt ud på taget. Nu: Eataly, kongresscenter, hotel — og testbanen er stadig der.

Eataly Lingotto — fra Fiat-fabrik til mad-katedral

Du kører ud af centrum sydpå ad Corso Unione Sovietica. Brede boulevarder med tæt morgentrafik. Spor 1 og 2 har sporvogne der klemmer sig forbi din bil med 5 cm at give af. Du skifter til tredje gear, holder dig til den højre bane og venter på at trafikken letter.

Tre kilometer syd for centrum åbner et stort industrielt kompleks sig på din venstre side: Lingotto. Fra 1923 til 1982 var det her Fiat-fabrikken stod — fem etager, 24.000 arbejdere, 80 biler om dagen rullede ud på taget hvor der var en testbane (du kan stadig se den fra luften). I dag er fabrikken kongressecenter, hotel, biograf — og Eataly, den 11.000 m² store fødevare-katedral der startede her i 2007.

→ Eataly Torino Lingotto

Reggia di Venaria — Italiens svar på Versailles

Du forlader Torino-bymidten på SS460 mod nordvest. Femten kilometer asfalt gennem forstæder, så åbner landskabet sig. Markerne ligger åbne. Du kommer til Venaria Reale, en lille by med ét hovedformål: at være satellit til Reggia di Venaria, Savoyer-dynastiets jagtslot fra 1675.

Slottet er 800 meter langt. Fra hovedindgangen til den fjerneste fløj. Det er længere end Versailles. Det blev bygget af Carlo Emanuele II for at have et sted at jage hjorte med 200 venner og 1.000 hunde. I 1800-tallet blev det forfaldent — Napoleon brugte det som soldaterkaserne. I 1990'erne købte regionen det for én euro fra det italienske forsvar og brugte 280 mio. euro på at restaurere det. I dag er det åbent som museum og UNESCO-verdensarv.

→ Reggia di Venaria Reale

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Slottets kerne er Galleria Grande — en 80 meter lang sal med to-etagers vinduer der lader morgenlys flyde ind som en flod. Loftet er dekoreret med stuk og fresker. Gulvet er marmor i fire farver. Du går ind og standser. En italiensk skoleklasse på 30 børn er tavse. Selv lærerinden står stille. Det er bare for meget at registrere på én gang.

SS25 vestpå — op mod Sacra di San Michele

Tilbage i bilen. SS25 vestpå mod Val di Susa, dalen der løber fra Torino mod den franske grænse. Vejen er bred og rolig — 50 km/t i forstæder, 90 km/t på det åbne. Du går i femte gear og bliver der i tyve minutter. Til venstre løber Dora Riparia-floden. Til højre stiger forbjergene af Alperne — først lavt og bevokset, så mere lodret.

Efter 25 kilometer fra Venaria ser du den. Sacra di San Michele. En klosterborg klæbet på toppen af Monte Pirchiriano, 962 meter over havet, med en lodret klippevæg på 100 meter ud over dalen. Det er et af de mest spektakulære religiøse anlæg i Europa. Det inspirerede Umberto Eco til romanen Rosens navn i 1980.

Vejen op er smal. SP188. Otte kilometer hårnålesving fra Sant'Ambrogio i dalen op til klosteret. Du går i andet gear de sidste fem kilometer. Asfalten er smal — to biler kan kun mødes på enkelte breddere sektioner — og store køretøjer holder ofte tilbage og blinker dig forbi. Cyklister i klynger overhaler du i 15 km/t. De ligger fremadlænet over styret. Det er en af Norditaliens hårdeste klatreture.

→ Sacra di San Michele

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Klosteret blev grundlagt mellem år 983 og 1000 af benediktinermunke. Scalone dei Morti — "De Dødes Trappe" — er 243 stentrin op til kirken, hugget direkte i klippen. Munkene begravede deres egne i mure langs trappen. Du kan se mumi-resterne stadig — bevaret af alpe-luftens tørhed.

Indenfor klosteret: en kirke fra 1100-tallet med romanske buer og en porta zodiacale — en stenportal med stjernetegn-motiver indhugget af italienske håndværkere i 1130. Den dækker hele dørrammen. Vandregnet, krebsen, skorpionen — alle 12 tegn i sten, så detaljeret at man stadig kan se de minutiøse linier.

Ned i Saluzzo — renæssanceby på vinmarkerne

Tilbage ned ad SP188. Du tager det forsigtigt — bremserne arbejder hårdt på de stejle nedkørsler, og du går ned i andet gear for at lade motoren bremse for dig. Tilbage på SS25, så sydpå ad SS589 mod Saluzzo. 60 kilometer på rolig hovedvej gennem Cuneo-provinsen. Markerne ændrer karakter — kornmarker afløses gradvist af vinmarker, og bagved dig forsvinder Sacra di San Michele i bakspejlet som en stenformation der ikke længere tilhører den verden du nu kører ind i.

Saluzzo er en middelalderby fra 1100-tallet, og dens centrum er på UNESCO's tentative liste. Den var hovedstad i en lille selvstændig markgrevskab indtil 1601, da den blev annekteret af Frankrig og senere overtaget af Savoyer. Resultatet er en by der har middelalderlige tårne, gotiske kirker, renæssance-paladser og barok-kirker — alle fra forskellige perioder hvor byen var sit eget riges centrum.

→ Saluzzo

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Bag byen rejser Monviso sig — 3.841 meter, et perfekt pyramide-formet bjerg der er kilden til Po-floden. Det er det første bjerg du ser i hele rejsen som ikke har en gletsjer på toppen. Det er bare ren grå sten med snepletter. Italienerne kalder det Re di Pietra — "Stenkongen."

Ida Astrid · CC BY-SA 4.0

Langhe. UNESCO-verdensarv siden 2014. Nebbiolo-druerne til Barolo og Barbaresco hænger på terrasserede bakker mod syd — samme rækker siden etruskerne.

Alba og Langhe-vinene — UNESCO-bakker af ranke

Fra Saluzzo drejer du østpå mod Alba. 50 kilometer på SP589 og SP3. Vejen begynder fladt og åbner sig så ind i et bølget landskab af bakker. Hver bakke er terrasseret med vinmarker. Hver eneste. Det er Langhe — vinregionen der i 2014 blev UNESCO-verdensarv sammen med Roero og Monferrato.

→ Langhe-Roero

Du ankommer til Alba efter en time. Byen har 30.000 indbyggere og to ting der gør den verdensberømt: trøfler og vine. Den hvide trøffel fra Alba — Tuber magnatum — er den dyreste fødevare i verden, prisen følger en auktion hver oktober. Og vinene fra de omkringliggende bakker — Barolo, Barbaresco, Dolcetto, Nebbiolo — er nogle af Italiens mest prestigefyldte.

→ Alba

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Centrum i Alba har stadig sine middelalder-tårne — engang havde byen 100 tårne, nu står der 6, alle højere end 30 meter. Hovedgaden Via Maestra er fodgængerzone og leder op til Piazza del Duomo med katedralen fra 1486. Find Osteria dei Sognatori eller Piazza Duomo (3-Michelin-stjernet, hvis du har stunden), og bestil tajarin con tartufo — æggepasta med trøfler høvlet over ved bordet.

Langhe-bakkerne — vinmarker med GPS

Fra Alba kører du sydpå ad SP3 ind i selve Langhe-bakkerne. 10 kilometer asfalt der snor sig gennem terrasser af ranke. Du går i tredje gear det meste af tiden — vejen klatrer op og ned mellem hvert bakkedrag, og hver kurve åbner et nyt panorama af grøn og guld og brun afhængig af årstiden.

Hver vinmark her har eget navn — cru kalder de dem, fra fransk. Cannubi, Brunate, Rocche dell'Annunziata, Vigna Rionda — navnene står på etiketten på en flaske Barolo, og kendere ved præcis hvilken bakke vinen kommer fra. Det er som Bourgogne. Hver lille jordlap har sin egen smag fordi kalken under varierer for hver hundrede meter.

Stop ved en vinavler. Cantina Bartolo Mascarello i Barolo. Marchesi di Barolo. Pio Cesare. Du kører ind på en grusvej, parkerer ved et stenhus, ringer på en klokke. En lokal kommer ud, fører dig ned i kælderen — kølig, mørk, lugt af gærende most og gammelt egetræ. Du smager fra fade. Tre vine. En time. Og du går derfra med en flaske eller seks.

Du finder en agriturismo i en af Langhe-landsbyerne — La Morra, Barolo, Castiglione Falletto, Serralunga d'Alba. Værelser i restaurerede bondegårde med altan over vinmarker. Aftensmad på terrassen mens solen går ned bag bakkerne og lyset bliver guldbrunt. Det er den slags aften du husker resten af livet.

Creando · CC BY-SA 3.0

Alba. Hvide trøfler i oktober, Barolo-vine hele året. Byen har syv middelalderlige tårne og en af Italiens bedste gastronomiske markeder.

De første 100 km — fra vin til alpe

Du starter motoren klokken otte om morgenen. Langhe-bakkerne ligger stille — en let morgendis hænger mellem rankerne, og luften lugter af våd jord og fermenteret most fra et fad i gården. Termometret i bilen viser 12 grader. Du har en jakke på, men du tænder ikke varmen — du vil have at kroppen vænner sig til den friske luft.

Du kører ud af Langhe nordpå ad SP3 til Asti, derfra på A21 og videre op ad A5 — Aostadalens motorvej. Det er den eneste motorvej der findes i hele Aostadalen, og den krydser dalen i hele dens længde fra Pont-Saint-Martin i syd til Courmayeur i nord, 100 kilometer vej, 23 viadukter, 5 tunneller. Det er en af Italiens dyreste motorveje (per kilometer), fordi vedligeholdelsen i alpine forhold er ekstrem. Du betaler bompenge.

Landskabet skifter karakter omkring Ivrea, hvor du forlader Po-sletten og kører ind i selve dalbunden. Bjergene presser sig ind fra begge sider. Først lavt og bevokset, så stejlere og mere kantede. Og pludselig — efter et hjørne i motorvejen — ser du den. Forte di Bard. En kæmpe stenfæstning klæbet på toppen af et 400 meter højt klippeplateau direkte i dalbunden, der blokerer det meste af dalens bredde.

Forte di Bard — fæstningen der stoppede Napoleon

Du tager afkørsel "Bard" og parkerer ved fodens af klippen. Fæstningen er imponerende. Den nuværende bygning er fra 1830-1838, men der har stået en fæstning her siden 1000-tallet — Romernes Castrum Bardum, derefter Aosta-greverne, derefter Savoyer-kongerne. Hver eneste hær der har villet bruge denne dal som transportvej har skullet komme forbi Bard.

→ Forte di Bard

I maj 1800 prøvede Napoleon det. Han ville fra Italien op gennem Aostadalen for at angribe østrigerne fra siden. Bard-fæstningen havde 400 mand. Napoleon havde 40.000. Han ankom natten 21. maj og stillede sig op til at angribe. Fæstningen lod ikke en eneste mand komme forbi. Otte dage tog det Napoleon at finde en omvej op over bjergene — han måtte trække sin artilleri op ad gedestier på 2.000 meters højde og rundt om Bard. Det er en af de få gange Napoleon blev forsinket i flere dage af en enkelt fæstning.

I dag er fæstningen museum — det største i Aostadalen. Indeni: museum om alpine bjerge med klippeprøver fra hele kæden, et museum om grænserne i Alperne, og et udstillingsrum hvor de viser Avengers: Age of Ultron-filmens opening scene (Marvel filmede den her i 2014 — Iron Man flyver gennem Bard's gårdsplads). Du tager kabelbanen fra fodens op til den øverste fæstningsfløj — 200 meter højdeforskel på fire minutter — og udsigten dækker hele dalbunden i begge retninger.

Castello di Issogne — granateblefontænen

Fra Bard kører du videre nordvest ad SR45 (den gamle hovedvej, tæt på motorvejen men gratis). 8 kilometer. Vejen følger Dora Baltea-floden gennem en bredere del af dalen, og du passerer små landsbyer med stenhuse og kirketårne fra 1500-tallet.

Stop i Issogne. Borgen ligger lige ved vejen, midt i landsbyen — ikke på en bjergtop som de fleste alpe-borge. Castello di Issogne blev bygget af biskop Georges de Challant mellem 1480 og 1500 som en luksusbolig, ikke en fæstning. Det forklarer dens åbne form: en gård, en gotisk loggia, fresker over alle vægge.

→ Castello di Issogne

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Borgens hjerte er granateblefontænen — en bronze-skulptur i gården, designet som et granæble-træ der pinder vand ud af 12 grene. Den blev støbt i 1500 og er en af verdens bedst bevarede senmiddelalderlige fontæner af sin slags. Bronzen er sortpoleret af 500 år. De seks figurer på toppen symboliserer livets seks faser.

Frøsker dækker gårdens vægge — håndværkere, marked, gilder, jagt, jongleurer — et komplet sociologisk dokument af aristokratisk dagligdag i 1490'erne. Du går rundt i gården og læser dem som en tegneserie fra renæssancen. Ingen turisthorder. 40 minutter er nok.

Castello di Fénis — den perfekte alpeborg

Fortsæt nordvest ad SR45. 12 kilometer. Du passerer Saint-Vincent (kasinoby — den eneste i hele Aostadalen) og Châtillon. Vejen ligger i selve dalbunden, og bjergene presser sig tæt på begge sider. Du kører i fjerde gear på lige strækninger og bremser kun ved kurver hvor SR45 vender om en bjergskråning.

Ved Fénis drejer du af. Borgen ligger på en lille forhøjning over landsbyen — ikke bjergtoppen, men nok til at dominere udsigten. Castello di Fénis er det mest klassiske eksempel på et fjerngotisk alpeslot — bygget af Aymon af Challant fra 1340 og udvidet af nevøen Bonifacio til 1420. Dobbeltringmur. Otte tårne. Fem trapper. Det er Disney-borgen, men ægte og bygget af aristokrater der havde brug for at virke vigtigere end deres naboer.

→ Castello di Fénis

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Indgangsgården har fresker fra 1450 — Saint George dræber dragen, helgener i ring, latinske inskriptioner. Indre værelser er mindre dekorerede — Challant-familien havde ikke pengene til at færdiggøre, og borgen blev senere brugt som bondegård indtil 1895 hvor den italienske stat købte den og restaurerede.

Krzysztof Golik · CC BY-SA 4.0

Aostas romerske teater. Scenemuren er 22 meter høj og stadig intakt. Bygget år 25 f.Kr. til 4.000 tilskuere — og Gran Paradiso som bagscene.

Aosta — Italiens romerske hjørne

25 kilometer videre nordvest når du Aosta — dalens hovedstad og en by med en historie der starter i år 25 f.Kr. Romerske kejser Augustus sendte 3.000 legionære herop for at bygge en militærby ved krydset af to alpepasse: Grand-Saint-Bernard mod Schweiz, Petit-Saint-Bernard mod Frankrig. Begge passe førte mod Gallien — den nye romerske erobring. Aosta blev Augusta Praetoria Salassorum, og dens gader følger stadig den oprindelige kvadratiske grid fra 25 f.Kr.

Du parkerer udenfor centrum og går ind. Det første du ser: Arco d'Augusto. En triumfbue fra år 25 f.Kr., 11,4 meter høj, med en enkelt buegang som var den standardrømetypen for tidlige imperiale monumenter. Den blev bygget for at fejre Augustus' sejr over Salasser-stammen og er den ældste af Italiens romerske triumfbuer der stadig står på sin oprindelige plads.

→ Arco d'Augusto

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Bag Arco d'Augusto fortsætter den oprindelige romerske gade — Decumanus Maximus — direkte gennem byen 600 meter til Porta Praetoria, byens vestlige hovedindgang. Begge porte stammer fra år 25 f.Kr. Imellem dem ligger det romerske teater, ruinerne af Augustus' forum, og under bymidten — synlige gennem glasgulv i flere bygninger — fundamenterne af de oprindelige romerske gader.

Aosta i dag har 34.000 indbyggere og er officielt fransk-italiensk tosproget. Du ser det på alle skilte: Via Sant'Anselmo / Rue Saint-Anselme. Skoleundervisning foregår på begge sprog op til gymnasiet. Det er ikke turistdekoration — Aostadalen var fransk-administrativ i 800 år (Savoyer-greverne talte fransk), og 2. verdenskrigs ende garanterede regional tosprogethed.

Stop til frokost ved Trattoria degli Artisti eller Praetoria i centrum. Bestil fonduta valdostana — Fontina-osten smeltet med æg, mælk og hvidvin, serveret med små stykker brød du dypper. Det er Aosta-dalens signaturret. Den smager af kølig alpe-luft og 800 år af bondekultur.

De første 30 km — sydvest mod Cogne

Du starter motoren klokken halv otte. Aosta er stille endnu — bagerier åbner, sportsudøvere går mod Skyway-busserne, et par hunde luftes på Piazza Chanoux. Du kører ud af byen sydvest ad SR47, vejen til Cogne. Det er den ene af to dale der løber sydpå fra Aosta-dalbunden ind i Gran Paradiso-nationalparken. Den anden er Valsavarenche.

SR47 er smal. To baner, ingen midterstribe, asfalt der er lappet men i god stand. Du går i tredje gear det meste af vejen. De første 10 kilometer er let stigning gennem skov og små landsbyer — Pollein, Charvensod, Aymavilles. Så bliver vejen stejlere. Du går ned i andet gear. Hårnålesving begynder. Skoven holder op for at give plads til alpe-eng.

Ved Aymavilles (700 m) passerer du en romersk akvædukt fra år 3 f.Kr. — Pont d'Aël, 50 meter høj, 70 meter lang, bygget for at lede vand fra Cogne-dalen ned til Aosta. 2.030 år gammel og stadig delvist funktionel. Du kan stoppe ved siden af vejen og gå op til den. Tre minutter.

Vejen fortsætter op. Bjergene presser sig tættere ind. Du kører i tredje gear, lader motoren brumme, og ser fra venstre side: Gran Paradiso-massivet, 4.061 meter høj, dækket af gletsjere selv i juli. Italiens eneste 4.000-meter bjerg der ligger udelukkende inden for Italiens grænser (Mont Blanc og Matterhorn er grænse-bjerge).

Dominicus Johannes Bergsma · CC BY-SA 4.0

Cogne ved 1.534 meters højde. Italiens første nationalpark omgiver den på tre sider. Om vinteren: langrend. Om sommeren: gemser på alpengræs og Gran Paradiso (4.061 m) i horisonten.

Cogne — Gran Paradiso nationalpark

Du ankommer til Cogne efter 30 kilometer. Byen ligger 1.534 meter over havet i en bred dalbund med Gran Paradiso som baggrund mod syd. Den har 1.400 indbyggere, en kirke fra 1300-tallet, en hovedgade med fem caféer, og status som port til Gran Paradiso nationalpark — Italiens første nationalpark, oprettet i 1922.

→ Gran Paradiso Nationalpark

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Parken blev oprettet af kong Vittorio Emanuele III for at redde stenbukken (Capra ibex) fra udryddelse. I 1850 var der under 100 stenbukker tilbage i hele Alperne — kongerne havde jaget dem som sport. Vittorio Emanuele III donerede sin private kongelige jagtreservat til staten i 1922 og forbød al jagt. I dag er der over 4.000 stenbukker i parken. Du kan se dem fra hovedvejen — de står på klippeudspring og kigger ned på bilerne uden frygt.

Fra Cogne kører du yderligere 4 kilometer østpå ad SR47 til Lillaz. Her ligger Cascate di Lillaz — et tre-niveau vandfald skabt af Urtier-bækken, der falder samlet 150 meter ned ad Lillaz-kløften.

→ Cascate di Lillaz

Hagai Agmon-Snir · CC BY-SA 4.0

Du parkerer i Lillaz og går op ad en velmærket sti — Sentiero delle Cascate. 30 minutter, let terræn. Stien fører dig til tre observationspunkter: ét ved laveste fald (40 meter), ét ved midterste (50 meter), ét ved øverste (60 meter). Vandet er smeltevand fra Gran Paradiso-gletsjerene oppe på 4.000 meters højde. Det er 4 grader året rundt. Når du står ved øverste fald og rækker hånden ind i sprøjtet, mærker du kulden gennem hele underarmen.

Sandro Bisotti · CC0

Colle del Nivolet — 2.612 meter. Vejen slynger sig op gennem Gran Paradiso nationalpark forbi alpine søer. Stenbukkene æder græs 10 meter fra asfalten.

Olgierd Rudak · CC BY-SA 4.0

Dora Baltea ved Montjovet. Fjeldvand fra Gran Paradiso-gletsjerne giver floden den mælkeagtige turkise farve. Den løber 160 km fra Courmayeur til Po-floden ved Chivasso.

Tilbage til Aosta og videre vest

Du kører samme vej tilbage til Aosta — 35 kilometer ned ad SR47. Det er en hurtig nedkørsel, du går i tredje gear det meste af vejen og lader motoren bremse for dig. Tilbage i Aosta drejer du nordvest ad SS26 mod Courmayeur. Det er Aostadalens hovedakse — den vej alle alpe-rejsende har taget i 2.000 år. Romerne. Hannibal (måske, hvis traditionen passer). Karl den Store. Napoleon. Og dig, nu.

SS26 er en scenisk vej. Bredere end SR47, lavere stigning, mere åben udsigt. Du kører i fjerde-femte gear gennem brede dalstrækninger. Bjergene rejser sig på begge sider — Mont Avic mod syd, Grande Sassière mod nord. Floden Dora Baltea løber til venstre, fyldt af gletsjervand fra hele dalen, mælkeagtigt turkis.

Ved Châtillon kan du dreje nordpå ad SR46 mod Cervinia — landsbyen ved foden af Matterhorn set fra italiensk side. 27 kilometer op ad en bjergvej med 4.500 meter total stigning. Hvis du har tid og energi, er det den bedste sidetur i hele Aostadalen.

→ Cervinia (Matterhorn fra Italien)

Hvis du vælger Cervinia — Matterhorn fra italienske side er helt anderledes end den klassiske svejtsiske udsigt fra Zermatt. Set fra Cervinia er bjerget mere kantet, mere tårnformet, mindre symmetrisk. Italienerne kalder det Cervino ("hjorten"). Den ser ud som et hjortes hoved fra siden, ikke som "Matter-horn" hatten der kendetegner Zermatt-siden.

Florian Pépellin · CC BY-SA 4.0

Courmayeur ved foden af Mont Blanc. 1.224 meter over havet, 60 hoteller, Italiens vestligste skiby — og Skyway Monte Bianco løfter dig 2.250 højdemeter på 18 minutter.

Courmayeur og Skyway Monte Bianco

Hvis du ikke tager til Cervinia, fortsætter du nordvest ad SS26 til Courmayeur — Aostadalens vestligste by, 1.224 meter over havet, ved foden af Mont Blanc. Byen har 2.700 indbyggere og 60 hoteller. Det er Italiens skiby for de rige — hvor Cortina er Veneto's skiby for de meget rige. Klyngerne af Range Rovere på p-pladserne er færre, mindre nye, men der er stadig en pelsbutik på hver gade-hjørne.

Men Courmayeur er ikke målet. Målet er Skyway Monte Bianco. Kabelbanen åbnede i 2015. Den er verdens første roterende kabelbane — kabinen drejer 360 grader på vej op, så alle 80 passagerer får panorama-udsigt uafhængigt af hvor de står. Tre etaper, samlet 18 minutter til 3.466 meter højde. Den løfter dig 2.250 højdemeter på den tid.

→ Skyway Monte Bianco

På toppen — Punta Helbronner, 3.466 meter — er du på grænsen mellem Italien og Frankrig. Mont Blanc-massivet rejser sig som en hvid mur direkte foran dig. Du kan se hver enkelt klippeflade, hver gletsjerspalte, hver kant af is. På klart vejr ser du:

• Mont Blanc (4.808 m) — direkte vest, 6 km
• Matterhorn (4.478 m) — nordøst, 70 km
• Gran Paradiso (4.061 m) — syd, 30 km
• Monte Rosa (4.634 m) — øst, 80 km

Fire 4.000-meter bjerge synlige på samme tid. Ingen barriere. Du står på en glasplatform — Sky-Walk — der hænger 200 meter over en gletsjerflade. Hvis du tør se ned, ser du Brenva-gletsjeren der bevæger sig 30 cm om dagen mod dalen. Hvis du ser opad, ser du Mont Blanc-toppen så tæt at du kan tælle klatrerne på nordvæggen i klart vejr.

På toppen er der en restaurant (Hangar 2173 — faktisk det højeste på 2.173 meter, men det er navnet på toppen-restauranten også — der laver fonduta og pasta), et "krystallensker"-museum med 800 sten fra alpe-massivet, og et lille kapel hvor klatrere får velsignelse inden de stiger op mod Mont Blanc.

Når du kommer ned igen, er solen lavt, og Aostadalen ligger som et grønt bånd nedenfor dig. Du har kørt 130 kilometer i en loop, set Italiens første nationalpark, et 150 meter vandfald af gletsjervand, en romersk akvædukt fra år 3 f.Kr., og endeligt fire af Europas højeste bjerge fra én glasplatform.

Wikimedia Commons · CC BY 2.0