Pas-ruten — Sella, Gardena, Fedaia, Giau

De første kilometer — ud af Bolzano, op langs Eisack-floden

Du står på en p-plads i Bolzano. 262 meter over havet. Tre dale mødes her — Eisacktal, Sarntal, Etschtal — og byen er klemt midt imellem dem som et frimærke i et brevsamlermappe. Temperaturen er anderledes end for en time siden da du kom ind på A22: tørrere, koldere i skyggen, men med en sol der brænder ned gennem lyset som smeltet smør. Luften lugter af ristede pinjekerner og dieselolie. Du er gennemsnitligt 15 grader varmere her end i dalen ovenfor dig.

Skiltene er på italiensk OG tysk. Hver eneste af dem. Via Portici er også Laubengasse. Piazza Walther er også Waltherplatz. Det er ikke en turistattraktion — det er lov. Siden 1919, da Sydtyrol blev flyttet fra Østrig-Ungarn til Italien som krigserstatning, har tyske tekster stået ved siden af italienske på alle officielle dokumenter i provinsen. 73% af Sydtyrols indbyggere taler stadig tysk derhjemme. Cafeen på hjørnet serverer espresso OG Wiener Melange. Bageren har ciabatta OG Brezel. Det tager ikke lang tid at vænne sig til, men der er altid et halvt sekund hvor hjernen skal vælge et sprog.

Du kører ikke A22. Du drejer mod nord ad den gamle SS12 — den idylliske landevej der følger Eisack-floden opad dalen. Fire kilometer uden for byen åbner landskabet sig: vinmarker på begge sider, terrasser gravet ind i skråningerne, og en klippevæg til højre der rejser sig som en lysegrå mur 800 meter op i luften.

Fire kilometer nord for centrum står der et skilt på venstre side: Castel Roncolo — Schloss Runkelstein. Tag afkørslen. Det er en omvej på halvanden kilometer op ad en smal vej, og det er det værd. Borgen klæber sig til en porfyrklippe over Talvera-floden som et rovfuglerede. Den blev bygget i 1237. I slutningen af 1300-tallet betalte brødrene Vintler — Bolzanos rigeste købmænd — for det der i dag er Europas største bevarede profane freskecyklus fra middelalderen. Over 700 kvadratmeter vægmalerier. Turneringer. Jagtscener. Tristan og Isolde på vej mod hinanden over et kobber-lignende hav. Kong Artus i en ridderlig dragt. Ikke religion — romaner malet direkte på mur.

→ Castel Roncolo

Palickap · CC BY-SA 4.0

De 30 km mellem Bolzano og Chiusa

Tilbage på SS12. Du ruller videre nordpå langs Eisack-floden. Vejen er smal — to baner, ingen midterstribe, asfalt der er lappet men i god stand. Det her er den slags strækning hvor du skifter til fjerde gear og bliver der i tyve minutter. Du møder måske fem biler. Lastbilerne er på motorvejen.

Vinmarkerne fortsætter i kilometre. Gewürztraminer-druen hænger på ranker der er stikket op af strå af bambus. Markskærerne har malet tallene 2018, 2020, 2023 på skiltene — hver mark sin årgang. Et sted ved Ponte Gardena — på tysk Waidbruck — passerer du en stenbro fra 1549. Den bærer kun fodgængere nu, men den krydser Eisack præcis hvor romerne havde deres vagtpost Sublavio — grænsestationen hvor Via Claudia Augusta, romervejen fra Augsburg til Venedig, passerede floden. Du behøver ikke stoppe. Se broen i forbifarten og vid at den er ældre end Hans Christian Andersen og hans bedsteforældre og deres bedsteforældre også.

Femten kilometer nord for Bolzano ændrer landskabet sig uden varsel. Klipperne presser sig tættere ind fra begge sider. Vinmarkerne bliver til fyrreskov. Floden bliver smallere og hurtigere, og du kan høre den gennem åbent vindue — en dyb rumlen af vand der har travlt med at nå havet. Lugten skifter fra druer til harpiks. Temperaturen falder et par grader. Du kører nu indad i Alperne, ikke bare langs dem.

Flickr-fotograf · CC BY-SA 2.0

Chiusa — middelalderbyen hvor Dürer stoppede

Chiusa — på tysk Klausen — dukker op efter 30 kilometer, klemt mellem Eisack-floden og en klippevæg. Byen er 523 meter over havet og bygget på en knivsæg af land. Der er gadens, floden, klippen, og klosteret ovenover. Intet andet. Tårne fra 1200-tallet. Bindingsværkshuse i tre etager. En hovedgade der er 800 meter lang og smal som en entré.

I april 1494 stoppede Albrecht Dürer her på sin første italiensrejse. Han tegnede byen fra syd. Han tegnede klosteret kronet på klippetoppen, bindingsværket langs floden, broen. Det er et af de mest berømte topografiske tegninger i europæisk kunsthistorie. Du kan se originalen i British Museum. Men stig ud af bilen her og se den i virkeligheden: ikke meget har ændret sig.

Find Gasserbräu eller Walther's og bestil en Schüttelbrot — det tyndpladede sydtyrolske flatbrød bagt med kommenfrø. Brækket i bidder. Smurt med svedte røget skinke fra samme dal. Det er bondeføde fra dengang bønder skulle ligge med forsyninger til seks måneder på hylderne. I dag er det en bid brød du stadig vil huske på flyvet hjem.

Indkørslen til Val Gardena — vejen snor sig op

Tilbage i bilen. Ved Chiusa drejer SS242 østpå — ind i Val Gardena. Og nu begynder det. De første 500 meter er flad asfalt langs floden. Så rammer du den første hårnål. Motoren arbejder. Gearet ned i andet. Vejen stiger i 8% fald, og du tager dig selv i at læne dig fremad i sædet som om det hjælper bilen op. De første fem kilometer er ni hårnålekurver — skarpe, smalle, to cyklister på vej op som du overhaler i 20 km/t mens de ligger fremadlænet over styret.

Luften kold. Ørerne stopper til. Du synker med kæben for at få trykket udlignet. Og så — efter den sjette kurve — åbner dalen sig. Skoven holder op. Enge på begge sider. Kirkeklokker der ringer nedenfra. Og en luft der er friskere end noget andet du har åndet i dag. Du er 1.000 meter højere end du var for tyve minutter siden.

Du er kommet ind i Val Gardena. På ladinsk: Gherdëina. På tysk: Grödnertal. Tre navne for samme dal. Det fortæller dig alt om hvor du er.

Ladinsk er ikke italiensk med accent. Det er dens direkte bedstefar. Den latin romerske soldater talte i Alperne for 2.000 år siden, lidt modificeret. Resten af Italien glemte den gamle udgave — men i fem bjergdale herude var der for højt og for langt til at ændre noget. Så sproget blev liggende. I dag taler omkring 30.000 mennesker det stadig. Kirkegudstjenesten er på ladinsk om søndagen. Spørg i bageriet hvad klokken er, og du får svar på ladinsk først. Så måske tysk. Så måske italiensk. I den rækkefølge.

Wolfgang Moroder · CC BY-SA 3.0

→ Val Gardena

Ortisei — hjertet i dalen, hvor hænderne stadig arbejder

Du ruller ned ad en let nedkørsel og ind i Ortisei — ladinsk Urtijëi, tysk St. Ulrich, italiensk Ortisei. 1.236 meter over havet. Den største by i dalen med 4.600 indbyggere, men du forstår ikke hvad "by" betyder her indtil du parkerer. Gågaden i centrum er fodgængerzone. Du stiller bilen ved informationen i udkanten og går ind.

Kaffebarerne er østrigske i stil — mørkt træ, messinglamper, bagværk bag glas i montrer. Lugten er af skovfyr og nybagt Apfelstrudel. En kvinde sidder udenfor Café Demetz og læser en avis på ladinsk. Ved nabobordet taler tre ældre mænd tysk. Kellneren tager din ordre på italiensk. Ingen bytter. Ingen spørger. Det er bare sådan.

Val Gardena er verdensberømt for sin træskærerkunst. Det startede i 1500-tallet da bønderne begyndte at snitte legetøj om vinteren for at supplere indtægten — dengang gav arbejdet på marken kun løn fra april til oktober. I 1800-tallet blev dalens håndværkere berømte for religiøse figurer: krybbespil til hele Europa, helgenfigurer, Kristusikoner. Omkring 1900 kunne Val Gardena levere 70% af alle trækrybbespilsfigurer solgt på det europæiske marked. Og de gør det stadig.

Gå ind i et af værkstederne langs gaden. Anri, Trenkwalder, Demetz Patrick — familiefirmaer i tredje og fjerde generation. Du står i døren og kigger ind. En mand sidder ved en høvlebænk med en kniv i hånden og hugger en engel ud af en blok cembra-fyrretræ. Flisene falder i spåner på gulvet. Duften er af harpiks og tørt træ. Han kigger ikke op. Han har arbejdet på figuren i tre uger. Når den er færdig, står den en dag på en menneskes hylde i Ohio eller München og ser ned på en familie der ikke ved hvad Val Gardena er.

Panoramio · CC BY-SA 3.0

Op på Alpe di Siusi — Europas største højalpeeng

Fra Ortisei går der kabelbaner op til Alpe di Siusi — på tysk Seiser Alm, på ladinsk Mont Seuc. 56 kvadratkilometer græsland på 1.800-2.000 meters højde. Europas største højalpeeng. 10 minutter op gennem skov. Og så åbner engen sig.

Du står på toppen og kigger over en flade af lavt græs, brudt af små trælæger, trægærder og enkelte bondegårde. Mod øst rejser Sassolungo sig som en mur af lys sten — 3.181 meter, Dolomitternes mest fotograferede tinderække. Mod syd: Schlern-massivet, 2.564 meter, et platoo med en lodret sydvæg der blev brugt som fast øvelsesområde for de første alpinister i 1880'erne. Mod vest: hele Etschtal i diset blåt.

Om sommeren vokser der 600 blomsterarter i engen — bjerg-arnica, enzian, kugleblomst, kattefod. Køerne er brune Grauvieh, en gammel sydtyrolsk race, og deres klokker klinger i det lave græs som en mobil-gang. Om vinteren er det hele hvidt — og Alpe di Siusi er en af verdens største langrendsdestinationer, 80 km spor afmærket, begyndelsesniveau til verdenscup.

→ Alpe di Siusi

Wolfgang Moroder · CC BY-SA 3.0

Fuarce · CC BY-SA 4.0

Santa Cristina og Selva — dalen lukker sig om dig

Tilbage i bilen. Du kører videre østpå ad SS242, og dalen bliver smallere for hver kilometer. Klippevæggene presser sig ind fra begge sider. Fyrreskoven lukker sig over vejen. Du passerer Santa Cristina — ladinsk S. Crestina Gherdëina — 1.428 meter. En lille landsby med en hvid kirke fra 1342 og en kabelbane op til Col Raiser. Fire hundrede indbyggere. Et bageri. En blomsterbutik. Ikke et Gore-Tex-skilt i sigte.

Fire kilometer senere ruller du ind i Selva di Val Gardena — ladinsk Sëlva, tysk Wolkenstein. 1.563 meter over havet. Og pludselig står den direkte foran dig: Sella-gruppen, massivet der skal bære resten af ruten. Et platoo på 2.500-3.000 meters højde, 9 kilometer i diameter, med lodrette vægge på alle sider. Det er ikke et bjerg. Det er et fort. Og det er bjerget du skal køre rundt om i morgen.

2.600 indbyggere. 140 hoteller. Du kan se det i gaderne: Gore-Tex-butikker i rækker, ski-udlejninger med stativer udenfor, restauranter med fire sprog på menuen og speck- og spinatknödel-duft fra åbne døre. Byen har været alperejsernes base siden 1960'erne. Om vinteren hænger den på liftsystemet Dolomiti Superski — 1.200 kilometer pister i 12 dale, ét liftkort. Om sommeren hænger den på vandringen og Sellaronda-cyklismen. Men bag turisthandelen er det stadig en ladinsk landsby. Kirkeklokkerne ringer på ladinsk. Den ældre mand bag disken i Panificio Demetz siger Giulan når du tager vekselpengene. Ikke grazie.

De første 12 km — Selva op til Passo Sella

Du starter motoren klokken otte om morgenen. Solen er ovre i syd, og Sella-massivet kaster en lang skygge ned over Selva. Termometeret i bilen viser 9 grader. Du har en jakke på, men du svedere allerede let — den tørre alpeluft, anspændtheden inden de skarpe kurver, eller simpelthen kaffen fra hotellet. Du sætter den i andet gear og ruller ud af Selva.

SS242 begynder at stige med det samme. De første to kilometer er forsigtige — fjerde gear, nogle blide kurver mellem fyrretræerne. Så rammer du den første hårnål. Tredje gear. Nej — andet. Du går endnu et trin ned, og motoren synger op i højere oktav. Det her er ikke kørsel. Det er boksning. Du indtager kurven, du bliver presset i sædet, du retter ud, og så kommer den næste 200 meter senere.

Cyklister på vej op. Fire-fem styk i klynger. De ligger fremadlænet over styret, ansigterne våde, og når du overhaler dem i 25 km/t kan du høre deres åndedræt. Det er Sellaronda-cyklister. Op til 12.000 mennesker pr. sæson cykler de fire passe — Sella, Gardena, Campolongo, Pordoi — på en dag. 75 kilometer. 1.700 højdemeter samlet. Det er det italienske svar på Tour de Frances kongeetape, og du kører lige forbi dem nu.

Efter 8 kilometer åbner skoven sig pludselig. Ikke gradvist — det er som om nogen har trukket et tæppe væk. Du står på en bred græsslette mellem to bjerge. Og foran dig — i hele dit synsfelt — rejser Sassolungo-massivet sig som en lodret mur af lys dolomitkalk, 3.181 meter, med snepletter selv i juli. Du standser bilen midt på vejen. Du kan ikke lade være. Det er ikke et bjerg du har set før. Det er en katedral lavet af sten.

Fire kilometer mere. Den sidste stigning. Asfalten bliver smallere, kurverne tættere. Motorcykler bag dig — Ducatier og BMW'er — der har ventet tålmodigt for at overhale. Lad dem komme forbi. Og så er du fremme: Passo Sella, 2.218 meter.

CC BY-SA 2.5

Passo Sella — fire bjergtoppe på én gang

Parkeringspladsen er stor. Motorcykler i lange rækker. Store køretøjer. Cyklister der hjælper hinanden af med våde trøjer. Du parkerer, åbner døren, og luften slår dig i ansigtet. Den er anderledes. Ikke kun koldere — også tyndere. Du tager et halvt skridt frem og opdager at du er ude af pust efter ti meter. 2.218 meter er ikke noget. Men det er nok til at lungerne mærker det.

Du går hen til kanten af parkeringspladsen og stopper. Mod nord: Sassolungo, 3.181 meter. Mod syd: Sella-gruppen, 3.152 meter — det fort du har kørt op imod hele morgenen. Mod vest: Sassopiatto, 2.964 meter. Mod øst: Marmolada, 3.343 meter, med sin gletsjer der glimter. Fire 3.000-meter bjerge. Én parkeringsplads. Ingen barriere. Du står der.

→ Passo Sella

Stenen under dine fødder er ikke grå kalk som Møns Klint. Den er lys beige med rosa og orange skær — en helt anden type, opdaget af en fransk geolog i 1791. Det er den der giver bjergene deres navn. Og det er den der gør at hele massivet skifter farve hver aften kl. 20.30 om sommeren. Lyset rammer i lav vinkel, reflekteres og spredes samtidig, og klippen går fra gul til orange til blodrød til violet — på tre minutter. Enrosadira kalder ladinerne det. "Gløden." Så slukker solen. Og du står i skumring med en flaske øl i hånden og bare åndedrættet til overs.

På passet ligger Rifugio Passo Sella og Rifugio Salei. Sæt dig udenfor og bestil en cappuccino og en strudel. Den er dyr. Det er et røveri. Men det er også en strudel spist på 2.218 meters højde med Sassolungo som baggrund, og fra det perspektiv er prisen fair.

De 6 km mellem Sella og Gardena — ned og op igen

Fra Passo Sella ruller du nedad mod Plan de Gralba — en lille dalsænkning mellem de to passe. Tre kilometer. Du går i tredje gear og bremser op for hver hårnål. Så stiger vejen igen. SS243 — den er kortere og lidt smallere end SS242. Du kører i andet gear det meste af vejen. Cyklisterne er færre her. Lufttrykket er lavere. Vinduerne er nede.

Tre kilometer op, og du er fremme: Passo Gardena — på tysk Grödner Joch — 2.121 meter. Det er det laveste af de fire pas, men måske det mest spektakulære. Mod øst åbner landskabet sig pludselig: Val Badia, den næste ladinske dal, med Sassongher (2.665 m) rejst som et tårn direkte foran dig — en klippenål med en flad top, klippet ud af himlen. Til højre ser du Sella-massivets sydvæg falde lodret 800 meter ned i dalen.

→ Passo Gardena

Sjaak Kempe · CC BY 2.0

H. Zell · CC BY-SA 3.0

Corvara — frokost på ladinsk

Du ruller ned fra Passo Gardena. 11 kilometer på SS243 i serpentiner. Skoven lukker sig om vejen igen — mørk granskog, fugtigere her end på sydsiden. Du går i tredje gear og lader motoren bremse for dig på den lange nedkørsel. Og så åbner Val Badia sig: bred, grøn, med ladinske bondegårde spredt på græsmarkerne og kirkeklokkernes klang fra Corvara — 1.568 meter, dalens hovedby.

Corvara har 1.300 indbyggere. 95% af dem taler ladinsk som første sprog. Det er stærkere her end i Val Gardena. Menuerne på restauranterne står på ladinsk først, så italiensk, så tysk. Skiltene på indkørslen til byen er på alle tre. Børn på cykel stopper op på torvet og snakker på ladinsk om hvem der har den nyeste TikTok-video.

Stop her til frokost. Find La Stüa de Michil, Stria eller Bistrot Mu — og bestil cajincì. Det er ladinske ravioli, halvmåneformet, fyldt med spinat og ricotta, serveret med smeltet smør, salvie og strøet med revet rygeost fra dalen. Det er en ret der har været på bordene her i 400 år. Den smager af bjerge. Du ville have fløjet hertil kun for at spise den hvis du havde vidst hvor god den var.

CC BY 3.0

Arabba og indkørslen til Den Store Dolomitvej

Fra Corvara drejer du syd ad SS244 mod Arabba. 12 kilometer langs Sella-massivets sydside. Vejen snor sig — men ikke skarpt. Det er rolig kørsel i fjerde gear, med klippevæggen til venstre og en lang bred dal til højre der falder ned mod Belluno. Du har et øjeblik hvor du forstår at du er kørt ind i den østlige halvdel af Dolomitterne nu, og bjergene har skiftet karakter — mindre lyse, mere mørke, mere uglede tinder.

Arabba dukker op efter 20 minutter. Lille landsby på 1.600 meter. 400 indbyggere. Et par hoteller, en kabelbane, en kirke fra 1487. Du kører lige igennem og drejer østpå ad SS48 — Grande Strada delle Dolomiti.

→ Grande Strada delle Dolomiti

Østrigerne byggede den i 1909 for at forbinde Bolzano med Cortina. Politisk genvej, ikke turistvej. Men den blev hurtigt kaldt "Europas smukkeste bilvej," og det holder stadig. 110 kilometer, 5 passe, en oplevelse der tog tre dage i en Fiat fra 1920.

Seks år senere var det krigsvej. "Den Hvide Krig" — 1915 til 1918, Italien mod Østrig-Ungarn, med sneen på 3.000 meters højde som tredje fjende. Tunneller hugget ind i klipperne. Kanoner hejst op med muldyr og håndsving. Og flere soldater døde af lavineskred end af kugler. Du kan stadig se løbegrave og artilleristillinger ovenfor passerne. Ved Lagazuoi (etape 3) går du direkte ind i klippen og ser det hele. Det er en vej der bærer mere end det synes.

SR641 — op mod Marmolada-gletsjeren

Fra Arabba drejer du sydpå ad SR641 mod Passo di Fedaia. Vejen begynder forsigtigt — første to kilometer er let stigning gennem fyrreskov. Så bliver det skarpt. Rigtig skarpt. 400 højdemeter på 6 kilometer. Andet gear igen. Motoren arbejder. Vejen er smallere her — én bane bred på de fleste kurver, og når der kommer et stort køretøj imod dig, skal en af jer holde tilbage og finde en udvidelse.

Og så — efter den fjerde kurve — kan du se den. Marmolada-gletsjeren. Først som et hvidt glimt mellem to klippevægge. Så som en hel hvid flade. Og endelig som en gletsjer der lægger sig over toppen af det højeste bjerg i hele Dolomitterne. 3.343 meter. Den eneste gletsjer i området. Den smelter med 4-5 meter om året. Inden 2050 er den borte.

→ Passo di Fedaia

Giorgio Galeotti · CC BY 4.0

Du parkerer ved Lago Fedaia — søen ved passet. Vandet er ikke gennemsigtigt. Det er mælkeagtigt, blegturkist, fyldt med fine partikler af klippe som gletsjeren har malet ned i den i tusinder af år. Det er det man kalder glacier flour — gletsjermel — og det får søen til at lyse i en farve der ikke findes andre steder i Italien. Den er kunstig, søen, bygget i 1956 til et vandkraftværk. Men det betyder intet. Den er smuk.

Ved foden af gletsjeren, på Punta Rocca, 3.343 meter, står Italiens højeste fastmonterede kors — 12 meter højt, placeret af pave Johannes Paul II i 1979. Du kan tage kabelbane derop fra Malga Ciapela, 4 kilometer øst for passet. 18 minutter op i tre etaper. På toppen er der en restaurant, et museum om Den Hvide Krig (en hel mineret stilling under gletsjeren) og en udsigt der i klart vejr rækker til Adriaterhavet, 200 kilometer mod sydøst.

Public Domain

De 18 km ned til Alleghe — gletsjeren bliver til sø

Fra Passo di Fedaia kører du østpå og nedad. Den lange tur ned. Vejen falder næsten tusind meter på 18 kilometer, og du går i andet gear hele vejen for ikke at brænde bremserne af. Tunnellerne er smalle, gamle, og lyset i dem er gult og dystert som i en garage fra 1970'erne. Du holder altid foden klar over bremsen.

Du passerer Rocca Pietore — en lille landsby på 1.143 meter med en sortmalet kirke fra 1395. Du passerer Caprile, hvor Cordevole-floden løber ind i dalen. Skoven bliver tættere her, mere fugtig, og luften lugter af mos og våd granbark. Lyden af floden er konstant.

Og så — efter en sidste kurve — åbner dalen sig, og du ser den: Lago di Alleghe. En blank flade vand med Monte Civetta (3.220 m) rejst som en lodret nordvæg direkte over den. Civetta-væggen er en kilometer høj. Og den spejler sig i søen så perfekt at det ser ud som om der er et bjerg ned under vandet også.

→ Lago di Alleghe

Du parkerer ved søen. Lago di Alleghe, 979 meter over havet. Den blev skabt af et bjergskred i januar 1771: et helt fjeld brasede ned fra Monte Piz og dæmmede Cordevole-floden. Vand stuvede op. På tre uger var der en sø. Tre landsbyer drukknede. 50 mennesker døde. Og siden har søen ligget her som et minde om den nat hvor halvdelen af bjerget kollapsede.

Marco Alberto · CC BY-SA 3.0

De første 8 km — Alleghe op til Selva di Cadore

Du starter motoren klokken halv otte. Søen er stille. Civetta-væggen kaster en kold skygge over hele Alleghe — solen kommer først over kanten ved otte. Termometeret i bilen viser 6 grader. Du har taget en uldsweater på under regnjakken, og du tænder varmeapparatet i tredive sekunder mens du venter på at motoren bliver varm.

Du ruller ud af Alleghe og følger Cordevole-floden ned ad. Otte kilometer på SR203. Vejen er bred her, asfalten god, og du går i fjerde gear det meste af vejen. Floden løber til venstre. Bjergene rejser sig på begge sider. Et par fiskere står i vandet med skinnende silikonewaders. De ignorerer dig. Du ignorerer dem.

Ved Selva di Cadore — ikke at forveksle med Selva di Val Gardena fra etape 1 — drejer du nordvestpå. Det er en lille by i Val Fiorentina på 1.415 meter. 500 indbyggere. En kirke fra 1471 med en barokorgel. Et museum om en jæger der i 1996 fandt et skelet i en højfjeldssø — "L'Uomo di Mondeval", en mesolitisk jæger fra 5.500 f.Kr., bevaret i is i 7.500 år. Han ligger nu i en glasmonter og kigger på dig. Hans flintekniv ligger ved siden af. Hans hjortepels er stadig sammenrullet ved hans hovedet.

Du behøver ikke stoppe ved museet. Bare vid at det er der. Og at en jæger lå i en sø ovenfor i 7.500 år før nogen fandt ham.

SR638 op til Passo di Giau — 29 sving

Fra Selva di Cadore drejer SR638 mod nordvest. Og så begynder det. Det rigtige. Vejen bliver smallere. Asfalten bliver smallere. Kurverne tættere. Du går i andet gear. Motoren synger op igen. Du skal stige 821 højdemeter på 11 kilometer. Det er 7.5% gennemsnitsstigning. Det er mere end Stelvio-passets sydside.

Du tæller hårnålene. Tornante 1. Vinklen er 180 grader, asfalten reflekterer himlen, og en racercykel kommer mod dig. Tornante 5. Du standser et øjeblik for at lade et bredt køretøj passere — der er ikke plads til to. Tornante 12. Du ser ud over kanten. Selva di Cadore er nu 400 meter under dig, og bilerne på p-pladsen ligner legetøj. Tornante 18. Skoven holder op. Du kører nu i åbent græsland med Pelmo-bjerget rejst som en kæmpetand til højre.

Vejen blev bygget i 1986. Det er den yngste af de store Dolomit-passe. Inden da var Passo di Giau en grussti der kun blev brugt af bønder med deres får om sommeren. I dag er det den mest fotograferede bjergvej i Alperne. Ikke fordi den er den farligste — den er faktisk en af de mest velholdte. Men fordi udsigten er perfekt.

Tornante 29. Du er fremme. Passo di Giau, 2.236 meter.

På toppen — fire 3.000-meter bjerge på én gang

Du parkerer ved Rifugio Giau. Stiger ud af bilen. Og standser. Det her er det punkt på ruten hvor du forstår hvorfor UNESCO skrev hele området op i 2009.

→ Passo di Giau

Mod syd: Marmolada (3.343 m), den du så gletsjeren på i går. Mod øst: Pelmo (3.168 m), også kaldet "Caregon del Padreterno" — Guds Stol — fordi den øverste del af bjerget er fladt og bredt som en armstol. Mod vest: Civetta (3.220 m), den du så spejlet i Alleghe-søen i går. Og direkte nord: Nuvolau-tårnet (2.575 m), en klippenål der står som et fort mod himlen, en silhuet som et middelalderkatedral.

Alle fire synlige. Alle fire på én gang. Ingen barriere mellem dig og horisonten. Du står i alpegræs der lyser guldgult i morgensolen. En enkelt edelweiss vokser ved kanten af parkeringspladsen — ikke plantet, ikke turistarrangeret. Den vokser bare der.

Passo di Giau er berømt for sine solopgange. Fotografer stiller sig op ved Rifugio Giau før daggry for at fange Enrosadira-lyset der rammer Nuvolau først. På tre minutter skifter klippen farve fra sort silhuet til dybrød til orange til gul. Alpegræsset lyser guldgult. Og når lyset falder på Civetta-væggen femti minutter senere, kan du se hvert skår, hvert klippeskift, hver eneste sten der har lagt sig på sit nuværende sted i de sidste tre millioner år.

De 8 km mellem Giau og Falzarego — krigsvejen

Tilbage i bilen. Du ruller ned ad nordsiden af Passo di Giau ad SR638 og SP24. Vejen er bredere her, kurverne mere åbne, og asfalten i god stand. Du kan køre i tredje gear. Hele turen ned er præget af én bestemt ting: et rifugio efter et andet på toppene rundt om dig — Rifugio Averau, Rifugio Nuvolau, Rifugio Cinque Torri. De ligger alle på 2.500-2.700 meters højde, alle synlige fra vejen, alle bygget på frontlinjen fra 1915-1918.

Du krydser nu ind i området hvor "Den Hvide Krig" blev udkæmpet. Italienerne kontrollerede sydsiden. Østrigerne nordsiden. Og fronten løb præcis langs den vej du nu kører på. Skyttegrave hugget ind i klipperne. Tunneller boret med håndkraft og dynamit. Forsyningskabler op til positioner på 3.000 meter. Det er svært at forstå krigen før du kører her. Bagefter er det svært ikke at se den.

Otte kilometer senere når du Passo di Falzarego, 2.105 meter. Parkeringspladsen ligger ved foden af Lagazuoi-massivet — den klippevæg der i 1917 blev sprængt med Italiens største mineladning under hele Første Verdenskrig: 33.000 kilo dynamit placeret i en tunnel under en østrig-ungarsk position. Eksplosionen lavede et krater 250 meter bredt og 100 meter dybt. Det er stadig synligt. Det er stadig det største krigskrater i Alperne.

TheRightMaker · CC BY-SA 3.0

Op på Lagazuoi — frilandsmuseum i klippen

Ved Passo Falzarego tager du kabelbanen op til Rifugio Lagazuoi. 15 minutter op til 2.752 meter. Den er hurtig. Den er stille. Og når du stiger ud i toppen, står du på en terrasse der har 360 graders udsigt over Dolomitterne — Tre Cime mod nordøst, Marmolada mod sydvest, Sella mod vest, Pelmo mod syd. Alt synligt på én gang.

Bag rifugioet ligger frilandsmuseet. Du kan gå ind i de oprindelige skyttegrave fra 1915. Tunnellerne hvor minen blev sprængt. Stillingsbarrakker. Kanonpladserne. Alt bevaret som det var. Vægge med inskriptioner ridset af soldaterne. Sten der stadig bærer mærker fra granater. Det er ikke et museum. Det er en krig der er stoppet.

→ Rifugio Lagazuoi

Lambrix · CC BY-SA 3.0

Hvis du har 90 minutter og er i god form, kan du gå ned gennem bjerget. Et rutevisende skilt fra rifugioet leder dig ind i en af krigstunnellerne. Den er 1.100 meter lang. Du går nedad i totalmørke (hovedlampe kan lejes i rifugioet). Du går gennem skyttegravstillinger. Du kommer ud af klippen ved Passo Falzarego, præcis hvor du satte dig på kabelbanen. Det er den mest rystende vandretur i Dolomitterne.

De 18 km ned til Cortina — ind i dronningens dal

Fra Passo Falzarego kører du ned ad SR48 i 18 kilometer. Vejen snor sig gennem mørk granskog og over broer over smalle bjergbække. Du går i tredje gear det meste af vejen. Solen står højt nu, og temperaturen er steget — du tager jakken af mens du kører.

Halvvejs ned passerer du afkørslen til Lago di Sorapis — en af Dolomitternes mest besøgte vandresjælland. Søen ligger 1.925 meter oppe, omkring 7 kilometer vandring fra parkeringen ved Passo Tre Croci. Vandet er uvirkeligt blåt, et turkis så stærkt at fotografer i 2017 startede en stopkampagne mod retoucherede billeder ("ingen, vandet ER virkelig den farve"). Du behøver ikke gå dertil i dag — det tager 4-5 timer rundtur — men kig op til venstre ved skiltet og vid at det er der.

→ Lago di Sorapis

Sidste 8 kilometer åbner sig dramatisk. Granskoven holder op. Foran dig åbner Ampezzo-dalen sig — bred, grøn, omkranset af Dolomitterne på alle sider. Og i midten: Cortina d'Ampezzo, 1.224 meter, "Dolomitternes dronning."

Du ruller ind i byen vestfra. Det første du lægger mærke til er ikke en kirke eller et hotel. Det er at kvaliteten af alt øges samtidig. Asfalten er glattere. Fortovskanterne er hugget i lokal sten. Skiltene er på italiensk og ladinsk og engelsk og tysk. Og bilerne — Range Rovere, Audi RS, Porsche Cayenne — er nyere end gennemsnittet i resten af Italien.

→ Cortina d'Ampezzo

Kulmalukko · CC BY-SA 3.0

Cortina d'Ampezzo — hvor ski-folk og milliardærer mødes

Cortina var en lille ladinsk bjergby indtil 1956, hvor den var vært for Vinter-OL — de første vinter-OL der blev tv-transmitteret direkte. Pludselig var Cortina verdensberømt. Hotelbaroner byggede. Aristokratiet kom. Audrey Hepburn filmede her i "For Your Eyes Only". Brigitte Bardot købte hus. Sophia Loren tilbragte sommerne. Og siden har byen været Italiens dyreste bjerg-destination.

Hovedgaden hedder Corso Italia. Den er fodgængerzone og 800 meter lang. Gucci har en butik. Prada har en butik. Hermès, Bulgari, Moncler, Loro Piana. Det er en ski-by hvor jakker har tre-cifrede euro-beløb på prisskiltet og hvor kaffen på Hotel Ancora koster det du plejer at betale for to øl derhjemme. Og samtidig er det — bag glamouren — stadig en ladinsk landsby. Dalens dialekt hedder anpezan. Byens egentlige navn på ladinsk er Anpezo. Den gamle kirke San Filippo e Giacomo fra 1769 står på den oprindelige bondemarkedsplads.

Alleinstellung · CC BY-SA 3.0

Om sommeren, når turister og milliardærer er rejst væk, kan du stadig høre lokale tale ladinsk i bageriet og på torvet. "Bun di!" til kunden. "Ce hala?" — hvordan står det til? — i butikken. Det er en by med to sjæle. Og du sidder i den ene af dem.

Tre Cime — sidetur hvis du har en dag tilbage

Hvis du har en dag tilbage efter Cortina, så drej nordpå mod Tre Cime di Lavaredo — "De Tre Tinder." 30 kilometer fra Cortina. Vejen SP49b snor sig op til Rifugio Auronzo på 2.320 meter, hvor parkeringspladsen ligger direkte ved foden af tårnene.

De tre tinder er ikoniske. Tre parallelle klippetårne rejst side om side mod himlen, set fra nordsiden næsten symmetriske. Cima Grande i midten — 2.999 meter, en meter under den runde 3.000. Cima Ovest til venstre — 2.973 meter. Cima Piccola til højre — 2.857 meter. De har været klatret af alle de store: Comici i 1933, Cassin i 1935, Bonatti i 1958. Men du behøver ikke klatre dem. Du kan bare gå rundt om dem.

→ Tre Cime di Lavaredo

Ximonic · CC BY-SA 4.0

Rundturen om de tre tinder er 10 kilometer. 3-4 timer. Ikke teknisk krævende — bredt grus, små stigninger, et par flade plateauer. Men den giver dig udsigten fra alle vinkler: nordsiden hvor de står som tre søjler, østsiden hvor de smelter til en, vestsiden hvor du ser hver enkelt tinde for sig.

Adgangen til parkeringspladsen ved Rifugio Auronzo koster bompenge per bil. I højsæsonen er vejen lukket når parkeringen er fuld — ofte fra klokken 10 om morgenen. Kom tidligt. Eller tag shuttlebussen fra Misurina (går hver halve time fra 7 til 19).

Lago di Braies — den anden sidetur

Hvis du ikke vil til Tre Cime, så er der en anden sidetur. Lago di Braies — på tysk Pragser Wildsee — ligger 35 kilometer nord for Cortina ad SS51 og SS49. Søen er 1.496 meter oppe, omgivet af Dolomit-vægge på alle sider, og vandet er en grøntblå farve der ser retoucheret ud.

Der er en træplankesti rundt om søen — 3,5 kilometer, 90 minutter, fladt terræn. Du kan leje en træbåd og ro ud på vandet. Og du kan bare sidde på en bænk og kigge på Croda del Becco-massivet der spejler sig.

→ Lago di Braies

Hvis du ikke har tid til hverken Tre Cime eller Braies — så har du Cortina. Og fra byen kan du se bjergene du har krydset: Marmolada mod syd. Civetta mod vest. Sella mod nordvest. Du har kørt 225 kilometer på tre dage. Du har kørt over fire pas. Du har set en gletsjer der smelter for øjnene. Og du har hørt et sprog du ikke vidste eksisterede.

Ximonic · CC BY-SA 4.0

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0