De første kilometer — ud af Patreksfjörður

Du starter på havnen i Patreksfjörður. Seks hundrede mennesker, farvede bølgeblikhuse klemt ind mellem fjorden og en stejl fjeldside, og en lugt af salt, tang og dieselolie fra kutterne der ligger fortøjet ved kajen. Byen er opkaldt efter en irsk biskop ved navn Patrick — den første landnamsmands stedfar bad til ham, og navnet blev hængende i tusind år. Det er den slags detalje man kun får ude i Vestfjordene: en irsk helgen limet fast til en islandsk fiskerby, og ingen der tænker over det længere.

Du kører sydpå ud af byen. Vejen klatrer op langs fjeldsiden, og efter få minutter kan du se hele Patreksfjörður under dig — husene som en håndfuld terninger kastet ned langs vandet. Så drejer asfalten væk fra fjorden, og du er på rute 62. To smalle spor, ingen midterstribe, og et landskab der er tømt for alt undtagen græs, sten og himmel. Fårene står langs vejkanten og kigger på dig som om det er dig der er den mærkelige.

Det her er strækningen der afgør resten af turen. Ikke fordi der er noget at se lige nu — men fordi vejen fortæller dig hvad du har begivet dig ud i. Der er ingen tankstation herude. Ingen café om hjørnet. Bare vejen, fjeldet og en fornemmelse af at du er kørt væk fra alt det der plejer at holde dig i hånden. Tank op i Patreksfjörður. Herfra er du på egen hånd.

Vejen løber langs en bred, lavvandet fjordbund. Til den ene side står fjeldene stribede af gamle lag — grå basalt lagt ned i vulkanudbrud millioner af år tilbage, med tynde røde striber imellem hvor jern har rustet i tiden. Til den anden side ligger vandet spejlblankt en vindstille morgen, og en enkelt havørn kan sidde ubevægelig på en pæl og betragte dig køre forbi. Der er en ro herude der ikke er passiv. Den er stor. Den fylder bilen.

Hansueli Krapf · CC BY-SA 4.0

Richard Gould · CC BY-SA 2.0

Patreksfjörður. Sidste rigtige by før kanten. Billedet til højre er taget klokken 1:41 om natten — i juni går solen ikke ned herude.

De 30 km ned til Rauðisandur — grus, serpentiner og en rød strand

Efter en snes kilometer drejer du af mod rute 614. Og nu skifter alt. Asfalten stopper. Grusset begynder. Vejen bliver smal, ujævn, med løse sten der klikker op i undervognen, og den lægger sig ind mod en klippeside og begynder at sno sig nedad i lange hårnåle. Til venstre for dig: bjergvæggen. Til højre for dig: intet. Bare luft, og langt dernede Atlanterhavet der ligger og glimter som banket bly.

Kør langsomt. Ikke bare fordi det er klogt — men fordi du får lyst. For hver hårnål åbner der sig en ny udsigt ned over kysten, og et sted midt i nedstigningen dukker den op: en stribe af noget der ikke burde være der. Rødt sand. En ti kilometer lang strand i en farve du aldrig har set på en islandsk kyst, hvor alt plejer at være sort af lava. Det er knuste muslingeskaller, millioner af dem, og de skifter farve med lyset og tidevandet — rustrød ved lavvande, gylden honning i eftermiddagssolen, blegrosa når skyerne trækker for.

Du parkerer ved enden af grusvejen og går de sidste hundrede meter til fods. Sandet er groft under dine sko, næsten som knust keramik, og det knirker når du træder i det. Der står en lille sort trækirke, Sjóundarkirkja, alene på engen bag stranden — hvid tag, sorte vægge, ingen anden bygning i syne. En café ligger gemt i en gammel gård et stykke væk, og bortset fra den er der ingenting. Bare stranden, lagunen bag den hvor vadefugle piler rundt, og lyden af Atlanterhavet der ruller ind i lange, dovne bølger.

→ Rauðisandur

Nojhan · CC BY-SA 3.0

Rauðisandur. Ti kilometer knuste skaller der skifter farve med solen. Bag stranden ligger lagunen, hvor fuglene fisker.

Hilader · CC BY-SA 4.0

Et enkelt træ på en ø der næsten ingen har. Rauðisandur er lige så meget stilhed som farve.

De 40 km ud til Látrabjarg — forbi Örlygshöfn og Breiðavík

Du kører tilbage op ad serpentinerne — og det er en helt anden tur den anden vej. Nu har du klippevæggen til højre og afgrunden til venstre, og lyset rammer stranden bagfra så den lyser endnu mere rød. Oppe på rute 612 igen drejer du vestpå, dybere ud på halvøen, ud mod det punkt hvor der ikke er mere Europa.

Vejen bliver ensom nu. Rigtig ensom. Du kan køre ti minutter uden at møde en bil. Landskabet er goldt og storslået på samme tid — brune fjeldsider, grønne engpletter, og engang imellem en enkelt gård med et rødt tag og en flok får. Ved Örlygshöfn ligger et lille museum i en gammel bygning, fyldt med det de lokale har samlet gennem generationer: fiskeredskaber, en gammel fiskerbåd, dele af et strandet fly. Det er den slags sted man ikke planlægger at stoppe ved, men gør alligevel.

Undervejs passerer du steder hvor grusvejen er skåret ind i en fjeldside så smalt at to biler næsten ikke kan mødes. Du lærer at kigge langt frem, at finde de brede pletter hvor man kan vige, at løfte foden af speederen når stenene bliver løse. Det er ikke svært at køre — men det kræver at du er til stede. Herude findes der ikke autopilot. Der er kun dig, rattet og en vej der ikke tilgiver uopmærksomhed. Og mærkeligt nok er det netop dét der gør turen så god: du kører faktisk bilen igen.

Så kommer Breiðavík. En bugt med en strand der ikke er rød men gylden — lyst skælsand og turkist vand der på en solskinsdag ligner Caribien, indtil vinden minder dig om hvor du er. En lille kirke står alene bag stranden. Der er en gård, et par huse, og ellers ingenting. Du kan lugte tang og salt og den kølige, rene luft der kommer af at der ikke er noget mellem dig og det åbne hav. En rødben løber langs vandkanten på sine tynde ben og piber advarende, som om stranden er dens.

Fra Breiðavík er der kun få kilometer tilbage. Vejen kryber op over en sidste kam, grusset bliver løsere, og du kan mærke at der ikke kommer mere land efter det her. Og så, ved enden af det hele, står et lille hvidt fyrtårn på kanten af en klippe. Bjargtangar. Du er kørt så langt vestpå som du kan komme i Europa. Der er ikke mere vej. Der er ikke mere kontinent.

Steinninn · CC BY 4.0

Bjargtangar fyr. Sidste bygning før Grønland. Herfra går klinten 14 kilometer østpå og bliver 441 meter høj.

Selve klinten — hvor lunderne ikke flytter sig

Du parkerer ved fyret og går de sidste minutter til fods, op langs klippekanten. Og så er du der. Látrabjarg. Fjorten kilometer lodret fugleklint, op til 441 meter høj, og hjemsted for millioner af havfugle — lomvier, alke, rider, mallemukker og lunder. Klinten er delt i etager som en boligblok: lomvierne nederst, lunderne øverst, alkene i midten. Og der er ingen hegn. Ingen rækværk. Bare græskanten, og så luften.

Læg dig på maven og kryb de sidste meter frem. For det er her det utrolige sker: lunderne er ikke bange for dig. De har levet på denne klint uden rovdyr i så mange generationer at de ikke ved hvad et menneske er. De sidder en armslængde væk, med deres papegøjenæb og deres opsigtsvækkende alvor, og lader sig fotografere uden at røre sig. En af dem lander lige ved siden af dig med et næb fuld af tobis, kigger på dig et øjeblik, og forsvinder ned i sin rede i klippen. Lyden er øredøvende — titusinder af fugle på én gang, et konstant råb der stiger op fra klippevæggen sammen med lugten af salt, guano og fisk.

→ Látrabjarg

Theo Crazzolara · CC BY 2.0

En lunde på Látrabjarg. Den er ikke zoomet ind. Den sidder virkelig så tæt på.

Christian Bickel · CC BY-SA 2.0 de

Klinten fra siden. 441 meter lodret ned. Der er ingen hegn — hold god afstand til kanten, den skrider.

Rejs dig langsomt og gå et stykke langs kanten — på afstand af den, ikke ved den. Klinten skrider hele tiden; græstørven kan hænge ud over ingenting uden at du kan se det. Vinden trækker op ad væggen nedefra og bærer fuglelugten med sig, og hvis du lukker øjnene et øjeblik lyder det som en stadion halvvejs gennem en kamp — et brøl der aldrig helt lægger sig. Et sted langs kanten sidder en fotograf med et kæmpe teleobjektiv og venter på et motiv han ikke behøver zoome ind på. Han griner selv af det.

Bliv til solen står lavt. Om aftenen får klinten et lys der ikke findes andre steder — den vestvendte væg lyser gyldent op, fuglene bliver til silhuetter mod havet, og du sidder på Europas yderste kant med en hel verden bag dig og intet foran. Der er ingen der skynder på dig. Ingen kiosk der lukker. Bare dig, klinten og en halv million fugle der skal i seng.

De første 50 km — tilbage fra kanten

Der er kun én vej ud af en blindgyde, og det er den vej du kom. Du kører de samme kilometer tilbage fra Látrabjarg mod Patreksfjörður — men lad være med at kalde det spildte kilometer. Lyset er drejet. Havet ligger nu på din venstre side hele vejen, og fjeldene du havde bag dig på vejen ud, står nu forfra og viser deres rigtige ansigt. En vej man kører i begge retninger, er ikke den samme vej to gange. Det opdager man kun ved at gøre det.

Ned ad serpentinerne fra Látrabjarg-halvøen ligger Örlygshöfn og Breiðavík igen forbi ruden, men nu i morgenlys i stedet for aften, og de ser næsten ud som andre steder. Den gyldne strand ved Breiðavík lyser hvidere, fjeldene bag den er skarpere, og en flok får krydser vejen i ro og mag så du må holde helt stille og vente. Ingen hastværk. De ejer vejen mere end du gør.

Grusset ruller under dækkene, fårene står stadig i vejkanten, og en fisker i en lille åben båd trækker sine garn ud i en vig langt nede til venstre. Du kan høre motoren svagt henover vandet, en tør lille lyd i al den stilhed. Ved Patreksfjörður rammer du asfalten igen, og det føles næsten mærkeligt blødt under hjulene — som at træde fra grus ind på et gulvtæppe.

Fra Patreksfjörður drejer du op ad rute 63 og begynder for alvor på dagens egentlige opgave: at komme over til den næste fjord. Og i Vestfjordene betyder det op. Vejen klatrer op over Hálfdán, et fjeldpas, i en serie sving der bliver stejlere jo højere du kommer. Landskabet skifter fra grønne enge til bar sten og gamle snefaner der ligger tilbage helt ind i juli. Oppe på toppen er der en rasteplads, og udsigten strækker sig tilbage over Patreksfjörður og frem mod den næste fjord — to verdener, adskilt af et bjerg, forbundet af en enkelt smal vej.

På toppen af passet er der næsten ingen farve tilbage — kun grå sten, hvide snefaner og en himmel der kan skifte fra blå til blyet på ti minutter. Det er her man forstår hvorfor disse veje er lukkede halvdelen af året. En vindpose ved rastepladsen står stift ud til siden, og du mærker bilen blive skubbet et lille nøk hver gang du kommer ud i det åbne. Rul vinduet ned et øjeblik. Luften heroppe smager af sne og sten og ingenting — den reneste luft du længe har trukket ind.

De 40 km over Tálknafjörður til Bíldudalur

Ned ad den anden side ligger Tálknafjörður — en lille fiskerby med tre hundrede mennesker, en fjord der skærer lige ind i landet, og en af de mest afslappede badeoplevelser i hele Vestfjordene. Lige uden for byen ligger Pollurinn: et par simple, hjemmestøbte varmtvandsbassiner op ad fjeldsiden med udsigt ud over fjorden. Ingen indgang, ingen luksus — bare varmt geotermisk vand, en udsigt der aldrig bliver kedelig, og som regel et par lokale der ligger og lader tiden gå.

Vejen ind mod selve Tálknafjörður-byen er en lille afstikker langs fjordens nordside, og den er værd at tage bare for rytmens skyld: langsom, flad, med vandet helt tæt på og et par både der ligger og duver ved en lille kaj. En ældre mand i blå kedeldragt maler bunden på en jolle der er trukket op på land, og han løfter en hånd til hilsen uden at kigge op fra penslen. Det er den slags sted hvor man vinker til biler, fordi der ikke kommer så mange.

Fra Tálknafjörður er der endnu et pas at komme over før du når Bíldudalur. Vejen snor sig op, ned og rundt, og hele tiden ligger fjorden dernede og skifter farve med skyerne. Bíldudalur er en overraskelse: en by på et par hundrede sjæle, gemt inde i bunden af den mægtige Arnarfjörður, og med to ting den er kendt for, som ikke passer sammen. Det ene er popmusik — byen fostrede en hel generation af islandske slagere i 1960'erne og 70'erne, og der er stadig et lille museum for det. Det andet er havuhyrer.

Evgeniy Metyolkin · CC BY-SA 3.0

Rute 63 langs Arnarfjörður. Vejen følger hver eneste bugt, fordi der ikke er nogen anden vej. Det er derfor det tager tid.

Helgi Halldórsson · CC BY-SA 2.0

Bíldudalur. Popmusik og havuhyrer, i en by på et par hundrede mennesker ved verdens ende.

De 40 km langs Arnarfjörður — det varme bassin og den dybe fjord

Fra Bíldudalur følger rute 63 Arnarfjörørds sydside østpå, og nu bliver landskabet for alvor stort. Arnarfjörður er en af Islands dybeste og mest dramatiske fjorde — fjeldene falder næsten lodret ned i vandet, vandfald hænger som sølvtråde ned ad væggene efter regn, og fjorden ligger så bred og mørk at man godt kan forstå hvorfor folk troede der boede noget dernede. Vejen snor sig langs bredden, tæt på vandet, og du kører med fjeldet på den ene side og fjorden på den anden i kilometer efter kilometer.

Der er stort set ingen trafik herude. Du kan holde stille midt på vejen, rulle vinduet ned og bare lytte: vandet der løber, en enkelt fugl, vinden i lyngen. En kutter langt ude på fjorden trækker en stribe hvidt kølvand efter sig, den eneste bevægelse i hele billedet. Asfalten skifter til grus i stræk, tilbage til asfalt, og du vænner dig til at læse belægningen på lyden fra dækkene alene.

Cirka en snes kilometer inde drejer en lille sidevej ind mod Reykjafjörður — en fjordarm inde i fjorden — og her ligger et af turens bedste stop. Reykjafjarðarlaug: en betonpool bygget af frivillige i 1975, fyldt med lunt geotermisk vand omkring 32 grader, og lige ved siden af den et naturligt varmt bassin i sten hvor vandet er meget varmere. Der er ingen billetsalg. Bare en donationsboks, et lille omklædningsskur, og en udsigt over fjorden og fjeldene der gør at du glemmer hvor længe du har ligget der.

→ Reykjafjarðarlaug

Helgi Halldórsson · CC BY-SA 2.0

Diego Delso · CC BY-SA 4.0

Reykjafjarðarlaug (venstre): varmt vand, gratis, midt i ingenting. Arnarfjörður (højre): fjorden hvor folk stadig ser ting.

Tilbage på hovedvejen fortsætter rute 63 langs sydsiden, og fjeldene rykker tættere på. Vejen bliver et smalt bånd klemt mellem den lodrette klippe og vandet, og du kører i skygge det meste af eftermiddagen, fordi solen ikke når ned over kanten før sent. Der er noget urgammelt over det — som at køre gennem en revne i jorden. Modkørende biler er så sjældne at I begge sænker farten og løfter en hånd, to fremmede der deler en vej ingen andre kender.

Fra det varme bassin kører du de sidste kilometer ind mod fjordens bund. Vandfaldene i fjeldsiderne bliver flere og større, luften bliver fugtig og køl, og du kan høre vand overalt — det siver, drypper og buldrer fra hundrede kilder på én gang. Der er en lyd i luften du ikke helt kan placere, en dyb, konstant rumlen, og først når du runder den sidste kurve forstår du hvad det er.

Diego Delso · CC BY-SA 4.0

Arnarfjörørds bund. Vandfaldene bliver flere for hver kilometer. Rumlen i luften er Dynjandi, længe før du ser den.

De sidste kilometer — Dynjandi, den tordnende

Dynjandi. Navnet betyder «den tordnende», og du hører den før du ser den. Og så runder du kurven, og der hænger den: hundrede meter hvidt vand der styrter ned ad en klippevæg og breder sig ud trin for trin, smallest i toppen, bredest i bunden — som en brudekjole, som et slør, som noget der ikke helt burde være muligt. Under hovedfaldet ligger seks mindre vandfald i kaskade ned mod fjorden, og du går op langs dem, det ene efter det andet, til du står helt oppe ved foden af det store fald med sprøjt i ansigtet og torden i brystet.

→ Dynjandi

Der er en parkeringsplads for foden af faldet, og herfra ser du kun det nederste af det. Det er en fælde: mange nøjes med at tage et billede fra bunden og køre videre. Lad være. Det store fald gemmer sig oppe bag de mindre, og hele oplevelsen ligger i at gå.

Gå helt op. Stien er stejl og våd, og den tager tyve minutter frem og tilbage, men det er der oppe det sker. Fra foden af det store fald kan du se ud over hele Arnarfjörður, du er omgivet af sprøjt og regnbuer i eftermiddagssolen, og lyden er så høj at du ikke kan tale — kun stå. En kvinde ved siden af dig rækker armene ud og lukker øjnene, gennemblødt og grinende. Ingen siger noget. Man kan ikke høre hinanden alligevel.

Reykholt · CC BY-SA 4.0

De seks mindre fald under hovedfaldet. Du går op forbi dem alle — det ene får dig til at glemme det forrige.

De første 25 km — langs Arnarfjörður mod bjerget

Du forlader Dynjandi med lyden af vandet i ørerne længe efter du ikke kan se det mere. Vejen — rute 60 — følger Arnarfjörørds nordside østpå, forbi et lille vandkraftværk og forbi Hrafnseyri. Det er værd at vide hvad man kører forbi: her blev Jón Sigurðsson født i 1811, manden der mere end nogen anden førte Island mod selvstændighed. Der er et lille museum og en tørvekirke på gården. En nation blev til dels undfanget her, på en græsplet ved en fjord næsten ingen når frem til.

Vejen langs fjorden er blød og bugtet, med vand på højre side og fjeld på venstre, og du kan stadig se Dynjandis hvide slør hænge i fjordbunden bag dig, mindre og mindre for hver kilometer. Der er en enkelt gård undervejs, et par heste bag et hegn, en flok gæs der letter fra en eng. Luften er fugtig og grøn af alt det vand der løber ned ad fjeldsiderne. Kør roligt — det her er de sidste kilometer af Arnarfjörður, og fjorden gør det ikke halvt så flot en anden gang.

Efter Hrafnseyri gør vejen noget uventet: den fortsætter lige ind i fjeldet. For få år siden ville du her have drejet opad og begyndt en lang, nervøs klatring op over Hrafnseyrarheiði — et grus-fjeldpas i hårnåle, ofte lukket af sne fem måneder om året, og for mange den mest angstfremkaldende vej i hele Island. I dag kører du bare ind i et hul i bjerget.

Diego Delso · CC BY-SA 4.0

Dýrafjörður på den anden side af tunnelen. Før 2020 kostede den udsigt en times nervepirrende grusklatring. Nu: fem minutter i mørke.

Gennem bjerget — 5,6 kilometer i mørke

Dýrafjarðargöng. Fem komma seks kilometer tunnel, boret tværs gennem fjeldet, åbnet i oktober 2020. Du kører ind, lysene i loftet stryger forbi som takten i en sang, og temperaturen falder et par grader. Der er noget næsten højtideligt over det — at glide gennem et bjerg der i tusind år har holdt to fjorde adskilt. Og så, pludselig, dagslys igen, og en helt ny fjord åbner sig foran dig: Dýrafjörður, bred og rolig, med bløde grønne bakker ned mod vandet.

Ud af tunnelen kører du ned ad en blød grøn skråning mod Dýrafjörør, og forskellen fra syd er slående. Her er ingen lodrette vægge der klemmer vejen, ingen grus der rasler. Bare en bred, rolig fjord, marker helt ned til vandet, og en asfalt der glider under dig. Du sænker skuldrene uden at bemærke det. Det er som at træde fra en katedral ud i en have.

Þingeyri — den ældste by i Vestfjordene

På den anden side af fjorden ligger Þingeyri. Det er den ældste bebyggelse i hele Vestfjordene — beboet uafbrudt siden 1787, den første handelsplads der blev grundlagt heroppe, og opkaldt efter et middelalder-þing, en gammel tingplads hvor folk mødtes for at dømme og handle. En af Islands ældste huse, et pakhus fra 1700-tallet, står stadig ved havnen. Byen er lille, lav og kalket, klemt mellem fjorden og fjeldet Sandafell der rejser sig 362 meter lige bag husene.

Byen var engang et centrum for skibsbygning og smedning — der ligger stadig et gammelt maskinværksted med remtræk og drivhjul fra en tid hvor alt herude skulle repareres på stedet, fordi nærmeste hjælp var dage væk. Det siger noget om afstandene at en by på nogle få hundrede mennesker havde sit eget værksted, sin egen smed, sin egen selvforsyning. Vestfjordene har altid været nødt til at klare sig selv. Det kan man stadig mærke i tonen når folk taler med dig.

→ Þingeyri

Gå en tur langs havnen. Der lugter af tjære, tang og diesel, og der ligger både i alle størrelser fra små joller til en enkelt rusten kutter der har set bedre dage. En mand står bøjet over en motor på kajen, tørrer hænderne i en klud og nikker til dig. Bag ham rejser Sandafell sig så brat at byen ligger i skygge om morgenen. Der er en bagerduft et sted fra, og en kat der sover i et vindue. Þingeyri skynder sig ikke. Byen har ligget her i mere end to hundrede år og har ikke tænkt sig at begynde nu.

Hansueli Krapf · CC BY-SA 4.0

Þingeyri under Sandafell. Vestfjordenes ældste by — og en af de mest uforandrede.

De sidste 40 km — endnu et bjerg, endnu en tunnel

Fra Þingeyri fortsætter rute 60 rundt om Dýrafjörørds bund og op over et lavt fjeld til nabofjorden Önundarfjörður. Landskabet er blødere her end i syd — grønnere bakker, bredere dale, færre lodrette vægge. Du kører langs Önundarfjörður med dens brede sandflader der blottes ved lavvande, og en enkelt gård med rødt tag der spejler sig i det stille vand. Det er den slags kørsel hvor man ikke behøver et stop for at være tilfreds. Vejen er nok.

Ved lavvande ligger Önundarfjörør næsten tør — kilometervis af blank sand og små render hvor vandet trækker sig tilbage, og vadefugle der stikker næbbet i mudderet efter orm. Der er en lys, gylden kvalitet over det, helt anderledes end de mørke, dybe fjorde du kom fra. En traktor arbejder på en mark langt væk, en lille prik med en støvfane efter sig, den eneste bevægelse i landskabet. Du ruller vinduet ned og lugter tang og våd sand og noget køligt og rent.

Bjarki Sigursveinsson · CC BY-SA 2.0

Önundarfjörður. Ved lavvande trækker havet sig tilbage og efterlader kilometer af gyldent sand. Blødere land end i syd.

Christian Bickel · CC BY-SA 2.0 de

Christian Bickel · CC BY-SA 2.0 de

Og så kommer den anden tunnel — den gamle af slagsen. Vestfjarðagöng, boret allerede i 1996, næsten ni kilometer lang og på en del af strækningen enkeltsporet. Det er en oplevelse i sig selv: du kører ind i bjerget, lyset forsvinder, og med jævne mellemrum dukker der en lomme op i klippevæggen med skiltet «M» — et vigespor. Kommer der en bil imod dig, er det den ene der viger. Du lærer at kigge langt frem i mørket efter forlygter, og at trække ind i lommen og vente mens den anden glider forbi med en hånd løftet til tak.

Christian Bickel · CC BY-SA 2.0 de

Ud af Vestfjarðagöng. Ni kilometer, dele enkeltsporede. Herfra er der få minutter til Ísafjörður.

Inde i tunnelen deler vejen sig — Vestfjarðagöng er ikke bare ét rør, men et forgrenet system der forbinder tre fjorde på én gang. Der er et kryds nede i mørket, midt i bjerget, med skilte og pile som en almindelig vejkryds, bortset fra at det ligger under hundredvis af meter sten. Hold til højre mod Ísafjörður. Det føles surrealistisk, som at navigere i et minespil, og så er det pludselig hverdag igen: en bil bag dig blinker for at komme forbi i en vigelomme.

Ud af tunnelen, og fjeldene åbner sig for sidste gang. Du kører de sidste kilometer ned mod Ísafjörður, og byen dukker op på en flad sandtange der stikker ud i fjorden som en finger — omgivet af syv hundrede meter høje bjerge på alle sider. Om vinteren ser byen ikke solen i uger, fordi fjeldene skygger. Om sommeren går den aldrig ned. To en halv tusind mennesker bor her, på denne tange, i skyggen af de bjerge du lige har kæmpet dig igennem.

Indkørslen til byen sker langs vandet, med tangen og dens huse voksende frem foran dig og de mørke fjelde tårnende bagved. Der er et lille lufthavnsstribe klemt ind mellem fjeld og fjord — landingen her regnes for en af de mest dramatiske i Europa, fordi flyet må dreje skarpt mellem bjergene for at nå ned. Du kommer på hjul, roligt, og er glad for det. Nogle steder skal man køre til. Ísafjörður er et af dem.

→ Ísafjörður

Christian Bickel · CC BY-SA 2.0 de

Ísafjörður. Vestfjordenes hovedstad, på en sandtange i skyggen af 700 meter fjeld. Rejsens ende.

Kør ned til havnen og hold ind. Ísafjörður er en rigtig by på Vestfjord-mål — der er et kulturhus, et bryggeri, folk på cykler, en flok teenagere der hænger ud på et hjørne. Efter tre dage hvor det største møde var en flok får på vejen, føles det næsten larmende. Men det er en god larm. Det er lyden af at være kommet frem til det sted alle vejene i Vestfjordene til sidst peger hen.

Gå en tur i den gamle bydel. Nogle af husene er blandt Islands ældste træhuse, bygget af norsk tømmer i 1700-tallet af købmænd der handlede med tørfisk. I dag ligger der caféer og restauranter i dem, og du kan spise dagens fangst hundrede meter fra hvor den blev landet. Der er en ro over Ísafjörður der er anderledes end den øde stilhed du kom fra — det er en bys ro, med mennesker, lys i vinduerne og en fornemmelse af at være nået frem til noget.