Norden — vand, damp og søland

De første kilometer — ud af Akureyri og under fjeldet

Du starter i Akureyri. Nittentusind mennesker ved bunden af Islands længste fjord, og selv om det knap er en storby, kalder islændingene den nordens hovedstad — for her er der både et universitet, et bryggeri, en botanisk have der ikke burde kunne gro så langt mod nord, og en kirke på en bakke med en trappe op til, tegnet af den samme arkitekt som halvdelen af Reykjavik. Du tanker, køber kaffe, og kører østpå ud af byen. Foran dig rejser fjeldet sig som en mur. For tyve år siden skulle man over det — ad Víkurskarð-passet, der lukkede når det blæste sne. I dag kører du lige ind i det.

Tunnellen hedder Vaðlaheiðargöng. 7,4 kilometer rør gennem fjeldet, åbnet i 2018, og noget af det første du mærker er at det bliver varmt. Da de borede, ramte de geotermisk vand — så meget at byggeriet næsten druknede — og tunnellen står stadig på 22 til 26 grader indeni, året rundt. Du kører ind fra en kold morgen og ud i en varm hule under et bjerg. Det er også Islands eneste betalingsvej, så hav telefonen klar bagefter. Og så spytter den dig ud i Fnjóskadalur, en bred grøn dal med en flod i bunden, og du er på den anden side af muren.

Herfra er Rute 1 — Ringvejen — alt hvad du behøver. To spor, jævn asfalt, midterstribe, og den klatrer roligt op gennem fjeldlandskab der bliver mere og mere goldt jo længere østpå du kommer. Mosgrønne flader, sten, en enkelt fårebonde i en firhjulstrækker der vinker fordi det gør man heroppe. Du skifter til femte gear. Vinduet ned: koldt, rent, en svag lugt af vådt græs og fåreuld. Lyden er vind og dæk. Bilerne bliver færre. Du har kvarter for dig selv ad gangen.

Gerd Eichmann · CC BY-SA 4.0

Akureyri ved bunden af Islands længste fjord. Nittentusind mennesker kalder den nordens hovedstad. Her starter du.

De 30 km til gudernes vandfald

Du hører Goðafoss svagt før du ser det — en lav, konstant torden under vindlyden. Så en parkeringsplads på begge sider af floden, en kiosk, og hundrede meter ned står det: en bred, perfekt hestesko af turkist vand der falder ned i en sort grube. 12 meter højt, 30 meter bredt. Ikke det højeste på Island, ikke det vildeste. Men formen er fuldendt — Skjálfandafljót-floden deler sig om en lille klippeø og styrter ned i en halvcirkel, og hele tiden står der en fin tåge af forstøvet vand op, som rammer dig i ansigtet hvis du går for tæt på kanten.

Navnet betyder gudernes vandfald, og det er her historien sidder. Omkring år 1000 stod Island delt: de gamle nordiske guder mod den nye kristne tro, og det truede med at sprænge landet. Lovsigemanden Þorgeir fik opgaven at afgøre det for hele tinget. Han lagde sig under en kappe et helt døgn, og da han rejste sig, sagde han: Island bliver kristent.

→ Goðafoss

Bernd Thaller · CC BY 2.0

Goðafoss. Den perfekte hestesko hvor en hel nation efter sigende skiftede gud. Tågen rammer dig i ansigtet hvis du går tæt på.

De sidste kilometer — ned til myggesøen

Efter Goðafoss løber Rute 1 videre østpå gennem en mere og mere åben verden, og så møder den Laxá, en bred lakseflod der snor sig gennem lavaen i klart, hurtigt vand. Her står der ofte en lystfisker i waders til livet, ubevægelig, med stangen på skrå — Laxá er en af de berømte islandske lakseflader, og folk venter år på en plads. Vejen følger floden opstrøms, og pludselig åbner landskabet sig: en lav, sølvblank flade strøet med grønne knolde og småøer. Du er nået til Mývatn.

Søen er stor og besynderligt flad — 37 kvadratkilometer vand, men næsten ingen steder dybere end halvanden mandshøjde. Den blev til for omkring 2.300 år siden, da en enorm lavastrøm flød ud over sletten og dæmmede vandet op, og det er lavaen der gør den så mærkelig: overalt stikker der grønne kegler op af vandet og langs bredden. Skútustaðagígar hedder de — pseudokratere. De ser ud som vulkaner, men de er det ikke: de blev dannet da den glohede lava løb hen over våd sumpbund, og dampen sprængte sig op gennem den i hundredevis af små eksplosioner. Hule kegler, ingen rod ned i jorden. Du kan gå en sti rundt mellem dem på en halv time.

Pjt56 · CC BY-SA 4.0

Joe deSousa · CC0

Og så er der navnet. Mývatn betyder myggesø — mý er myg, vatn er sø — og det er ikke poesi. Om sommeren, i vindstille vejr, står myggene i tætte søjler over vandet, så høje at de ligner røg. De fleste arter bider ikke; de er bare overalt, i øjne, ører, mund. Men de er også grunden til at her er så fugleliv: Mývatn er et af de rigeste andefugle-områder i Europa netop fordi der er så meget at æde. Står du stille ved bredden en stille aften, hører du det hele — vingeslag, plask, fløjt, og den lave summen. Tag et myggenet med, hvis det er højsommer. De lokale går med hat og net og griner ikke ad dig for at gøre det samme.

→ Mývatn-søen

Du ruller ind i Reykjahlíð, den lille by i søens nordøstlige hjørne — en kirke, en tankstation, et par overnatningssteder, og en horisont mod øst hvor der står damp op af jorden flere steder på én gang. Det er der du skal hen i morgen. For nu: stop, spis, og kig på lyset over vandet. Heroppe går solen knap ned om sommeren.

Etape 2

Mývatn-loopet

Naturbadet → Hverir → Krafla → Víti → Leirhnjúkur → Dimmuborgir

Gerd Eichmann · CC BY-SA 4.0

Den korte etape — og hvorfor den er hel dag værd

Den her etape er kun 31 kilometer lang. Du kunne køre den på en halv time. Men det ville være som at gå hurtigt gennem et museum hvor alt brænder — for det her stykke jord er det mest urolige sted på hele ruten. Du kører øst for Mývatn, op over et lavt pas, og hele tiden står der damp op af jorden omkring dig. Under dine dæk er der varme. Tag den med ro.

Naturbadet — den blå lagune ingen kender

Kort efter Reykjahlíð drejer du op til Mývatn Nature Baths, og det her er etapens sanseoplevelse — den du klæder om til. Mens hele verden står i kø ved Den Blå Lagune i syd, ligger der heroppe en mindre, roligere udgave med samme vand og en tiendedel af mængden. Du klæder om, går ud i den kolde luft, og ned i en mælkeblå lagune der holder 36 til 40 grader.

Vandet kommer fra en boring der går over to kilometer ned i jorden, hvor det er omkring 130 grader, og det køles ned på vejen op. Det er alkalisk, fyldt med kiselsyre og en smule svovl — derfor den mælkeblå farve, og derfor lugten af æg der hænger svagt over det hele. Der er ikke en dråbe klor i. Du synker ned til skuldrene, lægger nakken mod kanten, og kigger ud over Mývatn-sletten mens dampen driver hen over vandet og din egen ånde ryger. Luften over vandet er kølig, vandet under dig er varmt, og kontrasten er hele pointen. Folk taler dæmpet. En far holder et lille barn der pjasker. En ældre islænding sidder helt stille med lukkede øjne i hjørnet, som om han har gjort det hver uge i tredive år, hvilket han måske har.

→ Mývatn Nature Baths

De 4 km op over passet — til den anden planet

Tilbage på Rute 1 klatrer vejen op over Námaskarð-passet, og på den anden side standser du bilen og bliver siddende et øjeblik, for det ligner ikke længere Jorden. Hverir. En hel slette i okkergult, rustrødt og svovlgult, uden en eneste plante, gennemboret af huller hvor jorden damper og bobler. Du åbner døren, og lugten rammer som en mur: råddent æg, skarp og total. Det er svovlbrinte, og den hænger så tykt at du smager den.

Du går ud på de afmærkede stier — og kun på dem, for jorden imellem er tynd skorpe over kogende mudder. Fra fumarolerne, de dampende huller, fræser der damp op med en lyd som en utæt kedel. Og mudderpølene plopper: tykt, gråt ler der bobler langsomt, og hver boble brister med et fedt smæld. Under overfladen er der over 200 grader. Du står og kigger ned i et hul ned i jordens maskinrum, og det eneste der holder dig oppe er en træplanke og en advarsel om at blive på den.

→ Námaskarð / Hverir

Gerd Eichmann · CC BY-SA 4.0

Hverir. Okkergul, plantefri, dampende. Lugten rammer dig før du har lukket bildøren.

De sidste kilometer — op til krateret og lavaen der stadig ryger

Fra Hverir drejer du op ad Rute 863, en smal asfaltvej der klatrer mod nord, forbi Krafla-kraftværket — et af verdens første geotermiske kraftværker, med damprør i sølv der bugter sig hen over lavaen og fører jordens varme ind til turbinerne. Det ser ud som science fiction, men det er bare nordisland der bruger det den har. Vejen ender ved et krater du kan gå op til kanten af.

Víti. Navnet betyder helvede. Det er et eksplosionskrater, en rund skål sprængt op i jorden — ikke under det berømte Krafla-udbrud i 70'erne, men helt tilbage i 1724, da en serie udbrud kaldet Mývatn-ildene rystede hele området i fem år. I bunden af skålen ligger der nu en sø i en farve der ikke ligner vand: en uvirkelig, mælket grøn-turkis, fra mineralerne i den geotermiske varme. Du går rundt på kraterkanten, kigger ned i den grønne skål, og bag dig breder hele Krafla-systemet sig ud.

rheins · CC BY 3.0

Justraveling.com · CC BY-SA 4.0

Lige ved siden af ligger Leirhnjúkur, og det er her det bliver virkelig mærkeligt. Mellem 1975 og 1984 åbnede jorden sig her ni gange på ni år — geologerne kalder det Krafla-ilden — og lava væltede ud over sletten. Det er under fyrre år siden. Du går ud på en sti over den størknede lavamark, sort og forrevet, og flere steder står der stadig damp op gennem revner i jorden. Lægger du hånden tæt på, kan du mærke varmen. Det er ikke historie. Det er stadig i gang, bare langsommere lige nu. → Krafla

På vej tilbage mod Reykjahlíð kører du forbi to ting der er værd at standse for, hvis du har tid og lys tilbage. Grjótagjá er en sprække i lavaen med en blå varm kilde i en grotte — du har set den i Game of Thrones — men du kan ikke længere bade i den: under Krafla-ilden steg vandet til over halvtreds grader, og selvom det langsomt køler, er det stadig for varmt og for uforudsigeligt. Kig ned, lad være at gå i.

Og så Dimmuborgir — "de mørke borge" — en labyrint af sorte lavaformationer der står som ruinerne af en by, med porte og tårne og buer som kollapsede lavabobler har efterladt. Der er afmærkede stier i flere længder. Og der er et sagn til vejen.

Grenzlandstern · CC BY-SA 4.0

Dimmuborgir. Porte og tårne af størknet lava — og efter sigende julenissernes hjem.

Etape 3

Mývatn → Ásbyrgi

Rute 862 → Dettifoss → Selfoss → Hljóðaklettar → Ásbyrgi

Chmee2 · CC BY 3.0

De første kilometer — ud i ingenting

Fra Reykjahlíð kører du østpå ad Rute 1 et stykke, og så drejer du nordpå ad Rute 862. Den blev asfalteret i 2011, så den er køreklar for en almindelig bil — men den er ikke vintervedligeholdt, og lukker typisk fra januar til ind i april. Tjek forholdene før du drejer af. Når den er åben, fører den dig ud i noget af det mest tomme landskab på hele ruten: en bred, gold højslette af grus og lavasand, hvor der bogstaveligt talt ikke vokser noget, og hvor du kan køre ti minutter uden at se en bil eller et hus. Vinden har frit løb. Det er ikke kedeligt. Det er rensende — bare dig, vejen, og en horisont der ikke ender.

Et stykke ude dukker der ar i jorden op: en dyb kløft til højre, hvor en flod skærer sig ned gennem sletten. Det er Jökulsá á Fjöllum, Islands næstlængste flod, fyldt med smeltevand fra Vatnajökull-gletsjeren, og den har gravet hele dette landskab. Du følger den nordpå. Og et sted derude begynder du at mærke noget i kabinen — en lav, dyb vibration der ikke kommer fra motoren. Det er ikke en lyd endnu. Det er en fornemmelse i brystet.

Dettifoss — det du hører før du ser

Du parkerer, går et stykke over bart klippeplateau mod kanten — og vibrationen bliver til et brøl, og så til en mur af lyd, og så ser du det: Dettifoss. Hundrede meter bredt, fyrre­fire meter ned, en væg af gråbrunt gletsjervand der vælter ud over kanten med en kraft der får jorden til at ryste under dine fødder. Vandet er ikke turkist som Goðafoss — det er tykt og uklart af gletsjerslam, farven på kaffe med mælk, og det styrter ned i en kløft så dyb at bunden forsvinder i tåge.

Du har sikkert hørt det kaldt Europas kraftigste vandfald. Det er omdiskuteret — Rhinfaldet i Schweiz fører lidt mere vand i gennemsnit — men når isen smelter om sommeren, kan der vælte op mod fire-fem hundrede kubikmeter vand ud over kanten i sekundet, og i det øjeblik er der ingen tvivl. Du står tæt på, gennemvådt af forstøvet vand i ansigtet, kan ikke høre din egen stemme, og forstår hvorfor de åbnede filmen Prometheus med præcis dette fald. Det ser ud som begyndelsen på verden, eller slutningen.

→ Dettifoss

Et kort stykke til fods opstrøms — væk fra ringvejen, op langs floden — ligger Selfoss. Ikke så højt, kun et par mandshøjder, men bredt: vandet falder ned over en lang, buet kant i snesevis af små fald på én gang, som en hel flod der vælter ud over en trappe. De fleste haster forbi det på vej til Dettifoss. Gør ikke det. Selfoss er roligere, vildere på en anden måde, og du står ofte helt alene ved det.

Martin Falbisoner · CC BY-SA 4.0

Selfoss, lige opstrøms Dettifoss. Lavere, bredere, roligere — og som regel uden mennesker.

De sidste kilometer — ekkoklipperne og hesteskoen

Nordpå fra Dettifoss følger vejen floden mod havet, og landskabet blødes op — grus bliver til spredt birk og lyng. Et sted ligger Hljóðaklettar, "ekkoklipperne": en klynge af basaltsøjler så forvredne at de bugter sig i rosetter og vifter, rester af gamle udbrud som floden siden har skåret op. Navnet kommer af at lyden af floden kastes så besynderligt rundt mellem klipperne at man ikke kan høre hvor den kommer fra. Det er en kort, mærkelig vandring, og de fleste kører forbi den.

Og så åbner ruten sig op til sit sidste store billede. Ásbyrgi. En kløft formet som en perfekt hestesko, tre en halv kilometer lang, en kilometer bred, med lodrette klippevægge der rejser sig hundrede meter op på tre sider. Inde i hesteskoen er der pludselig skov — birk og fyr og en lille stille sø — beskyttet mod vinden af klipperne, en grøn lomme i et land der ellers er bar sten. Du kører ind i bunden, parkerer, og går ind til væggen for enden, hvor lyden dør og alt bliver stille.

→ Ásbyrgi

Hansueli Krapf · CC BY-SA 3.0

Spike · CC BY-SA 4.0

Ásbyrgi er enden på ruten — men ikke en blindgyde. Herfra er der kort til kysten ved Húsavík, hvalbyen, hvis du vil videre, eller du kører tilbage mod ringvejen og syd. Uanset hvad: du har set et af Islands kraftigste vandfald, badet i en geotermisk lagune, lugtet jorden ånde og rørt ved ung lava — på godt to hundrede kilometer. Det er derfor man kører nordpå.