Sydøst — gletsjerlaguner og sort sand

De første kilometer — ud af Vík, ud på sandet

Du starter i Vík. Den hvide kirke står på højen bag dig, den sorte strand ligger forude til højre, og Rute 1 trækker østpå. Tank op her. Det lyder overdrevet, men det er det ikke: næste rigtige tankstation er omkring halvanden hundrede kilometer fremme, og det meste af det du skal igennem nu er åbent, tomt og uden noget. Køb en kaffe, en pose noget, fyld flasken. Så ruller du. → Vík í Mýrdal

De første kilometer klatrer vejen op fra Vík og lægger sig ud på Mýrdalssandur. Og pludselig er der bare… sort. En sandørken så vid at den slører din fornemmelse for hvor langt der er til alting. Det er ikke jord. Det er knust vulkan — sand og grus skyllet ud over fladen af gentagne gletsjerløb, de vandflodbølger der vælter frem når vulkanen Katla går i udbrud under iskappen Mýrdalsjökull og smelter den indefra. Det sidste store løb var i 1918. Det skubbede kysten flere kilometer længere ud i havet på få dage.

Vejen herude er to spor, jævn asfalt, midterstribe — men den er forblæst. Der er intet at bremse vinden, så den tager fat i bilen fra siden, og når den løfter sandet, kan sigten falde på sekunder. Du møder næsten ingen. Et får. En firhjulstrækker med en bonde der løfter to fingre fra rattet til hilsen. Ellers bare den sorte flade, et fjernt gråblåt gletsjerskær mod nord, og lyden af dæk og vind. Rul vinduet ned et øjeblik: det lugter koldt og mineralsk, lidt af hav, lidt af støv.

Et sted ude i det sorte rejser der sig noget grønt. Hjörleifshöfði. En 221 meter høj klippeknold, helt dækket af græs, midt i sandet som en ø der er strandet — for det var den faktisk engang. Havet gik helt ind til den, men sandet fra gletsjerløbene har siden bygget land hele vejen rundt, så nu står den alene som et grønt skib på en sort sø. Ved foden gemmer der sig en grotte med en åbning der i profil ligner et hoved med store ører — folk kalder den Yoda-grotten. Egnen her blev brugt som en fremmed planet i Star Wars, og det er ikke svært at se hvorfor: der er ikke meget her der ligner Jorden.

Helgi Thorsteinsson · CC BY 2.5 DK

Hjörleifshöfði, 221 m. Engang en ø i havet. Nu et grønt skib strandet i sort sand.

GatewayPolitics · CC BY-SA 4.0

Gígjagjá — "Yoda-grotten". Åbningen ligner et hoved med ører. Lyset falder ind bagfra.

De 30 km over sandet — broerne der kun er ét spor

Efter Hjörleifshöfði fortsætter sandet, men landskabet begynder langsomt at få farve igen — først lave grågrønne mospuder på lavaen, så enkelte gårde langt fra vejen, omgivet af de eneste træer i kilometers omkreds, plantet som læhegn mod præcis den vind du mærker. Vejen følger foden af bjergene mod nord, og på din højre side ligger den flade kyst og det grå Atlanterhav.

Et nyt skilt dukker op med jævne mellemrum: et gult med et udråbstegn og teksten "Einbreið brú". Enkeltsporet bro. Floderne herude kommer fra gletsjerne, og mange af broerne over dem er kun bygget til én bil ad gangen. Reglen er enkel og uskreven: den der er nærmest, kører først, den anden venter. Sænk farten, kig efter modkørende, og kør så over. Det er en lille ting, men det fortæller dig hvor du er — et sted hvor naturen stadig bestemmer hvor bred vejen får lov at være.

Lige før målet for i dag passerer du afkørslen til Kirkjubæjarklaustur — en lille klynge huse, en tankstation, en svømmehal og et navn så langt at de lokale bare siger "Klaustur". Her lå et nonnekloster grundlagt i 1186, et af de første på Island, og stedet er fuldt af klippeformationer som munke og bønder gennem århundreder har bundet historier til. En af dem ligger lige ved vejen og er værd at standse for: Kirkjugólf, "kirkegulvet". Det ser ud som en flisebelagt gulvflade på omkring firs kvadratmeter, lagt af en omhyggelig håndværker. Men ingen har lagt det. Det er toppen af lodrette basaltsøjler, slidt jævn af gletsjere og hav — natur der tilfældigvis ligner et stykke menneskearbejde så meget at man bliver i tvivl.

VillageHero · CC BY-SA 2.0

Zairon · CC BY-SA 3.0

De sidste kilometer — ned i kløften

Et par kilometer før Klaustur drejer en lille vej nordpå op i landet, og hvis du ikke vidste den var der, ville du køre forbi. Det gør de fleste. Men kør op ad den — et kort stykke grusvej op mod fjeldet — og parkér. For her ligger noget der ikke ser ud som om det burde være virkeligt: Fjaðrárgljúfur.

En kløft, omkring to kilometer lang og op til hundrede meter dyb, med vægge der bugter sig i bløde, mosgrønne sving som et gardin trukket sammen i sten. Floden Fjaðrá løber i bunden, langt nede, smal og grøn. Det hele blev skåret ud af smeltevand ved slutningen af sidste istid — over 9.000 år tog det vandet at save sig denne vej gennem den bløde palagonit. En sti følger kanten langs toppen, fra udsigtspunkt til udsigtspunkt, og du går langs randen med kløften faldende væk under dig og vinden trækkende i jakken.

Du er måske ikke alene. I 2015 filmede Justin Bieber en musikvideo her, og bagefter væltede det ind med besøgende — så mange at mosset blev trådt i stykker og stedet måtte lukkes helt i en periode for at komme sig. Derfor er der nu afspærringer og sti­regler, og kløften lukkes ofte om foråret når planterne er mest sårbare. Bliv på stien. Mosset her vokser en millimeter ad gangen.

→ Fjaðrárgljúfur

Bromr · CC BY-SA 3.0

Fjaðrárgljúfur. Hundrede meter ned, ni tusind år i arbejde. Floden gjorde det hele selv.

Det er et godt sted at standse. Parkeringen ved kløften er rolig, der er toiletter, og du har en hel dags landskab i kroppen. I morgen kører du østpå over den største sandørken af dem alle — og helt ud til isen.

Etape 2

Fjaðrárgljúfur → Diamond Beach

Skeiðarársandur → Skaftafell → Svartifoss → Fjallsárlón → Jökulsárlón → Diamond Beach

rheins · CC BY 3.0

De første kilometer — ud på Skeiðarársandur

Fra kløften ned til Rute 1, forbi tankstationen i Klaustur — sidste tank i lang tid, fyld op — og så østpå. Vejen krydser et par af de enkeltsporede broer og lægger sig så ud på det, der får gårsdagens sandørken til at føle sig lille: Skeiðarársandur. Den største sandur — gletsjer-udvaskningsslette — uden for de polare egne. Op mod halvtreds kilometer bred, en flade af sort grus mellem gletsjeren og havet, gennemskåret af flettede flodlejer der flytter sig fra år til år.

Til venstre, mod nord, fylder det nu hele horisonten: Vatnajökull. Europas største gletsjer i areal — knap otte tusind kvadratkilometer is, op mod en kilometer tyk. Du ser ikke hele den; ingen gør. Du ser dens rand, hvor hvide og blågrå istunger kryber ned mellem bjergene mod sletten. Det er svært at fatte skala her. En istunge der ligner en lille bræmme forude er flere kilometer bred. Du kører og kører, og den flytter sig næsten ikke.

Et sted ude på sletten står der to forvredne stålbjælker ved vejkanten, bøjet som var de af pap. Stop ved dem. Det er et monument — og en advarsel. I 1996 brød vulkanen Gjálp ud under iskappen og smeltede sig op gennem isen. Det smeltevand, der samlede sig, brød til sidst frem i et gletsjerløb der på sit højeste førte titusindvis af kubikmeter vand i sekundet — med husstore isblokke i — og fejede broen over floden Skeiðará væk. De her to bjælker er, hvad der var tilbage af den. Naturen tog vejen tilbage på én dag.

Eric Kilby · CC BY-SA 2.0

Alt der er tilbage af Skeiðará-broen. Et gletsjerløb i 1996 bøjede stålet som pap.

Skaftafell — og en time på gletsjeren

Efter sandet hæver landet sig en smule, og grønt vender tilbage — birkekrat, bregner, små vandløb. Du er ved Skaftafell, engang sin egen nationalpark, nu en del af den enorme Vatnajökull Nationalpark. Her er et besøgscenter, en stor parkeringsplads, og stier der trækker op i bakkerne. To ting trækker folk hertil. Det ene kan du gå til selv. Det andet bør du ikke gøre uden en, der ved hvad de laver. → Skaftafell

Det første er Svartifoss, "det sorte vandfald". En times gang op gennem parken, og så står det der: et smalt fald af vand, der styrter ned over en væg af sorte basaltsøjler, der hænger ned som orgelpiber eller en knækket vifte. Søjlerne dannedes for hundredtusinder af år siden, da en lavastrøm kølede så langsomt at den revnede i regelmæssige kanter. Den islandske arkitekt bag Reykjavíks store kirke, Hallgrímskirkja, hentede sin form netop her — fra islandsk søjlebasalt som det her. Du ser kilden til et af landets mest kendte tårne. → Svartifoss

Det andet er isen selv. Fra Skaftafell kryber et par af Vatnajökulls udløbergletsjere — Skaftafellsjökull og Falljökull — næsten helt ned til sletten, og det er her du kan komme ud at gå på dem. Ikke alene. Aldrig alene: en gletsjer er fuld af revner, der kan være dækket af et tyndt lag sne, og isen flytter og knækker hele tiden. Men med en guide er det noget af det, man kører hele vejen hertil for.

Du mødes ved parkeringen, får udleveret stegjern spændt under støvlerne, en sele, en hjelm og en isøkse, og så går I ud på isen i en lille flok. De første skridt er det mærkeligste: lyden af pigge der bider i is, det blanke, knirkende underlag, og guidens stemme, der siger "gå hvor jeg går". Og så åbner gletsjeren sig om jer — en verden af is i alle blå nuancer, smeltevandskanaler der løber turkise gennem furer, dybe runde huller hvor vandet borer sig ned, og revner så blå at de næsten lyser. Guiden læser isen, peger, fortæller hvor hurtigt netop denne gletsjer trækker sig tilbage. En kortere tur er omkring fire timer med et par timer på selve isen. Du kommer ned igen med kolde fingre og noget i kroppen, der ikke helt forsvinder igen.

Praveen Kumar Bodigutla · CC BY-SA 3.0

Ude på isen med en guide. Stegjern under støvlerne, økse i hånden, blåt i alle retninger.

Martin Falbisoner · CC BY-SA 4.0

Mikołaj Bańka · CC BY 4.0

De sidste kilometer — to laguner og en strand af is

Østpå igen, og vejen kører nu tæt under gletsjerranden hele vejen. Istunger hænger ned mellem toppene på din venstre side, så nær at du kan se sprækkerne. Først en lille afkørsel mod nord til Fjallsárlón, en mindre, roligere lagune lige foran gletsjeren Fjallsjökull. Den får ikke samme opmærksomhed som sin store nabo, og det er præcis grunden til at standse: her er stillere, isbjergene ligger tæt på, og du kan høre dem — knæk, små plask, en sagte raslen, når et stykke vender sig i vandet. → Fjallsárlón

Og så, få kilometer længere, åbner det store sig. Jökulsárlón. Islands dybeste sø — omkring 248 meter ned — og en lagune der slet ikke fandtes for hundrede år siden. Den opstod først i 1930'erne, da gletsjeren Breiðamerkurjökull begyndte at trække sig tilbage og efterlod et hul, smeltevandet fyldte. Den er vokset lige siden. Fra randen brækker isbjerge af gletsjeren — nogle hvide, nogle dybt blå, nogle stribede sorte af vulkansk aske — og driver langsomt ud mod en kort flod, der fører dem i havet. Sæler ligger i vandet og kigger. Det hele bevæger sig så langsomt, at du må stå stille et stykke tid for at se det ske. Men det sker.

→ Jökulsárlón

Jakub Hałun · CC BY 4.0

Molechaser · CC BY-SA 2.0

Gå under vejen — eller kør de sidste hundrede meter — til havsiden. For her sker det sidste trick. Isbjergene, der når ud i havet, brydes af brændingen, og strømmen skyller stumperne tilbage op på stranden. En kulsort sandstrand med klumper af klar is spredt ud over sig, slebet runde og glatte af bølgerne, glimtende i lyset som nogen havde tabt en sæk diamanter. Det er Diamond Beach. Hver blok er anderledes, hver dag er anderledes, og om et par timer er de, du ser nu, smeltet eller trukket ud igen. Sort sand, hvidt skum, klar is. Stå lidt. → Diamond Beach

Bar Harel · CC BY-SA 4.0

Diamond Beach. Isbjerg-stumper slebet til glas, strandet på kulsort sand. Væk igen i morgen.

Etape 3

Diamond Beach → Höfn

Breiðamerkursandur → Stokksnes → Vestrahorn → Höfn

Daniel Oberhaus · CC BY 4.0

De første kilometer — langs kysten mod øst

Fra Diamond Beach trækker Rute 1 østpå, og landskabet skifter karakter en sidste gang. Sandurene er bag dig. Nu kører du langs en kyst, hvor bjergene falder stejlere ned mod vejen, og fjordene begynder — Ringvejen snor sig ind og ud om vige, op over lave pas og ned igen mod vandet. Til højre ligger Atlanterhavet, gråt og uroligt; til venstre står Vatnajökulls sidste udløbere og glimter, hver gang solen finder et hul. → Diamond Beach

Det er en stille strækning. Få gårde, færre biler, en enkelt fårebonde, der driver en flok over vejen og hæver hånden, mens du venter. Trafikken er tyndet ud her østpå, og du falder ind i en rytme — fjerde gear gennem svingene, femte på de lige stykker, vinduet på klem så lyden af brænding og vind kan komme ind. Lugten er ren: salt, tang, koldt græs. Det er den slags kørsel, hvor du holder op med at tænke på, hvornår du er fremme.

Stokksnes — bjerget formet som en pilespids

Lige før Höfn drejer en lille vej fra mod syd, ud mod en halvø, og ender ved en café i en lade. Bag den, betalt for med en lille vejafgift til bonden, der ejer jorden, ligger Stokksnes — og over den rejser Vestrahorn sig, 454 meter, et bjerg så takket og skarpt at det ser tegnet ud. Det er ikke et almindeligt islandsk bjerg af lava; det er gammelt, mørkt gabbro — en bjergart, der ellers hører hjemme dybt nede i jordskorpen. Det giver det den næsten metalliske, sorte kant.

Magien er forgrunden. Mellem dig og bjerget ligger et fladt forland af sort sand med spredte klitter af strandgræs, og når sandet er vådt efter regn eller højvande, bliver det til et spejl. Bjerget står på hovedet i jorden ved dine fødder. Står vinden stille — hvilket den sjældent gør længe — er det et af de mest fotograferede øjeblikke på hele Island. Vær ærlig over for vejret: her ude på næsset står vinden ofte så hårdt på, at en bildør er svær at holde, og sandet kan piske. Men rammer du en rolig time med vådt sand og lavt lys, glemmer du den ikke.

Hansueli Krapf · CC BY-SA 3.0

Vestrahorn over Stokksnes. Sort gabbro, sort sand, og et spejl, når vinden holder vejret.

Ved foden af bjerget står en klynge græstørvshuse, der ser gamle ud, men ikke er det: en vikingelandsby bygget i 2009 som kulisse til en spillefilm, der aldrig blev gjort færdig. Den har stået der siden, og bønderne lader den blive, fordi den er fotogen og trækker folk. Det er værd at vide, før du tror, du har fundet et stykke ægte historie — det er en kulisse til en film, ingen så. Men i det lys, mod det bjerg, virker den alligevel. → Stokksnes / Vestrahorn

Julien Carnot · CC BY-SA 2.0

Eystrahorn, øst for Höfn. Hvis du en dag vil køre længere end ruten — det fortsætter sådan her.

De sidste kilometer — ind i Höfn

Tilbage på Rute 1, et kort stykke vestpå igen, og en afkørsel fører ud på den smalle landtange til Höfn í Hornafjörður. "Havnen ved Hornafjörður". En by på omkring to tusind mennesker, klemt ud på en pynt mellem en lagune og det åbne hav, med en arbejdende fiskerihavn og en udsigt, der stopper en: hele Vatnajökull bredt ud i vest, en hvid mur af is over fjorden. På en klar aften farves den lyserød af solnedgangen, mens du står på havnemolen med en hel dags kørsel i benene.

Höfn er kendt som Islands humer-by — det er jomfruhummeren, langoustinen, byen har levet af, og hver sommer fejrer den det med en festival, der har kørt siden 1980'erne. En ærlig tilføjelse: bestanden er gået så hårdt tilbage, at fiskeriet har været lukket i de senere år, så humeren er mere byens stolthed og arv end den friske fangst, den var engang. Men identiteten sidder i murene. Det er en rigtig havneby — kraner, kuttere, net, en lugt af diesel og saltvand — og et godt, jordnært sted at slutte en tur, der begyndte ved en hvid kirke 300 kilometer mod vest.

Alexander Grebenkov · CC BY 3.0

Höfn. En arbejdende havn med en hel gletsjer som baghave.