Islands mest kørte rute. Og stadig en af de bedste — hvis du gør den rigtigt.
3 etaper · ca. 308 km · Rute 36 + 35 + 1 · en lang dag i ring
Tre stop gjorde den berømt: en kløft hvor to kontinenter trækker sig fra hinanden, en gejser der springer hvert sjette minut, og et vandfald der drejer 90 grader og forsvinder ned i jorden. Men ringen er kortere end folk tror — du kan køre den fra Reykjavík og være tilbage til aftensmad. De fleste gør det i bus med fyrre andre. Det her er den samme rute med rattet i egne hænder, et krater de andre springer over, og tid til at vente på at jorden gør noget.
Du starter og slutter samme sted: Reykjavík. Imellem ligger den yngste, urolige del af Island — damp ud af jorden, plader der flytter sig, vand der ikke kan beslutte sig for en farve.
Tre etaper · ud over højlandskanten, ned langs Hvítá, hjem over de geotermiske dale · samme start og slut
Inden du kører
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det er dit ansvar at sætte dig ind i lokale regler for parkering, overnatning, færdsel og adgang. Veje ændrer sig. Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være ufremkommelig i november — og her gælder det dobbelt: Rute 36 over Mosfellsheiði ligger højt, og vinden eller sneen kan lukke den på en time.
Tjek altid aktuelle forhold inden du kører — og brug din sunde fornuft undervejs. Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
Du kører ud af Reykjavík mod nordøst, gennem forstaden Mosfellsbær, og inden du har vænnet dig til tanken slipper byen dig. Rute 36, Þingvallavegur, klatrer op på Mosfellsheiði — en bred, åben hede uden et træ. To spor, jævn asfalt, midterstribe, og så godt som ingen biler hvis du tager afsted før busserne. Foran dig er der bare lyng, mos og lave fjelde der bølger mod horisonten. Vinduet ned: koldt, rent, en svag lugt af våd lyng. Her oppe har vinden frit løb, og bilen mærker det — et fast, jævnt pres fra siden.
Heden er ikke et sted man stopper. Det er et sted man kører igennem, mens man kan mærke at man forlader noget. Reykjavík er hovedstaden hvor to tredjedele af landet bor; her oppe møder du måske en fårebonde i firhjulstrækker og ellers ingen. En musvåge står stille i vinden over markerne og kigger ned. Du sætter farten op til hundrede og bliver der — det er den slags vej hvor du bare ruller.
Og så, omkring fyrre kilometer ude, falder vejen ned mod en sprække i jorden, og pludselig åbner landet sig: en bred, lav dal med en kæmpe sø i bunden — Þingvallavatn, Islands største naturlige sø, 84 kvadratkilometer blankt vand med fjelde rundt om. Det er det første du ser af Þingvellir. Du holder ind ved udsigtspunktet Hakið, og herfra forstår du med det samme hvad det er du kigger på.
Cyklen er faktisk en mulighed her, hvis du er til det: Rute 36 fra Mosfellsbær og op over heden er en kendt landevejsstrækning blandt islandske racercyklister — lang, jævn, åben, og med dén belønning at dalen folder sig ud foran dig på vej ned. Men vær ærlig over for vinden og vejret. Heden er forblæst og uden læ, og der er langt mellem husene. Park bilen ved Þingvellir og gå i stedet stierne mellem sprækkerne til fods — det er her landskabet skal mærkes langsomt.
Det du kan se på vejen
Kør-med-Maps følger selve vejen — den tvinger jer ikke forbi et bestemt sted. Vil I til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
UNESCO Verdensarv1Her mødtes vikingerne i år 930 og grundlagde verdens ældste parlament. I dag er Alþingi flyttet til Reykjavik, men kløften er stadig her — bogstaveligt talt der hvor Nordamerika og Eurasien glider fra hinanden. Du står på kanten af en tektonisk plade og kigger ned i sprækken. Geologi og demokrati på samme koordinat.
Vandfald2Vandet falder ned i selve sprækken mellem to kontinenter. Öxarárfoss ved Þingvellir i Sydisland styrter 20 meter ned i den tektoniske rift mellem den nordamerikanske og den eurasiske plade. Vikingerne omdirigerede floden hertil i år 930 — de havde brug for vand til Altinget, verdens ældste parlament.
Þingvellir set fra kanten. Dalbunden synker en lille smule hvert år — to plader der slipper hinanden.
Det her er stedet hvor man fysisk kan se noget de fleste kun kender fra en skoletegning. Den nordamerikanske og den eurasiske kontinentalplade mødes lige her — eller rettere, de gør ikke. De trækker sig fra hinanden, omkring to centimeter om året, og dalen mellem dem synker langsomt ned. Du går ned i den største af revnerne, Almannagjá, ad en sti mellem to lodrette vægge af sort lava. Til venstre: Nordamerika. Til højre: Europa. Imellem dem: dig, og en lyd af vind og fjerne vandfald.
Det var ikke tilfældigt at islændingene valgte netop denne kløft. I år 930 samledes høvdingene her og grundlagde Alþingi — verdens ældste stadig fungerende parlament. En gang om året red folk fra hele øen hertil, slog telte op på sletten og afgjorde love og stridigheder. Lovsigemanden stod ved Lögberg, Lovklippen, og reciterede landets love højt fra hukommelsen, mens klippevæggen kastede stemmen tilbage over forsamlingen. Der var ingen bygning. Bare en sprække i jorden med god akustik, og en aftale om at mødes her.
Det er svært ikke at blive lidt stille. Du står i en revne mellem to kontinenter, på et sted hvor et helt folk i tusind år traf sine beslutninger under åben himmel — og hvor Island i 1944 endelig erklærede sig en selvstændig republik, samme sted, for at lukke ringen.
For enden af kløften falder Öxarárfoss ned over kanten — et bredt, buldrende vandfald hvor Öxará-floden styrter ned i Almannagjá og videre ud over sletten. Middelalderens forsamlinger hentede deres vand her. Om vinteren fryser det til en væg af is; om sommeren står der en fin tåge over bunden, og lyden fylder hele kløften.
Wikimedia Commons 
AwOiSoAk · CC BY-SA 3.0 Öxarárfoss i kløften, og den hvide kirke på sletten. Begge har stået ved siden af parlamentet i århundreder.
Nede på sletten, mellem revnerne og søen, står en lille hvid trækirke med rødt tag alene i græsset — Þingvallakirkja, en af de ældste kirkesteder i landet, den nuværende bygning fra 1859. Ved siden af ligger en lille gravlund hvor to af Islands nationaldigtere er stedt til hvile. Der er ingen by. Bare kirken, en gammel gård, sletten og vandet.
Silfra. Vandet er to grader og så klart at dybden snyder. Du svæver mellem Amerika og Europa.
Þingvellir er det første af Den Gyldne Cirkels tre store stop, og det er det stilleste. I morgen — eller om en time, hvis du kører videre med det samme — bliver jorden højlydt. Du kører østpå mod et felt hvor den koger.
Parkeringen ved Þingvallakirkja og besøgscentret er et trygt sted at standse, gå stierne og samle sig. Næste etape kører østpå mod Laugarvatn, det blå Brúarfoss og det dampende geysir-felt — og ender ved Gullfoss. Scan koden når du er klar.
Fra Þingvellir drejer du østpå ad Rute 36 og videre ad Rute 365, Lyngdalsheiðarvegur, der klatrer over endnu en lav hede og falder ned mod en sø. Vejen er smal her, stadig asfalt men med kortere sigt, og landskabet bliver grønnere — birkekrat i lavningerne, damp der stiger op af enkelte grøftekanter. For under jorden her er der varmt. Du er kørt ind i et af de mest geotermisk aktive områder på hele øen, og resten af dagen handler om hvad den varme laver når den når op til overfladen.
Ved bredden af søen ligger Laugarvatn, en lille by der bogstaveligt talt er bygget på damp. Søen har varme kilder i bunden, og langs bredden bobler det. Her ligger badestedet Fontana, hvor folk sidder i varmt vand med udsigt over søen og med jævne mellemrum vader ud i det kolde for at vågne. Men det er ikke badet der er det interessante. Det er brødet.
Videre østpå glider du ind på Rute 37, Laugarvatnsvegur, gennem et åbent landbrugsland med hestefolde og spredte gårde under lave fjelde. Det er rolig kørsel — jævn vej, brede sving, lange udsigter. Et stykke inde fører en lille afstikker ad en grusvej ned mod Brúará-floden, og her gemmer der sig et af de stop busserne springer over, fordi de har en tidsplan.
Det du kan se på vejen
Kør-med-Maps følger selve vejen — den tvinger jer ikke forbi et bestemt sted. Vil I til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Vandfald3Farven er umulig. Elektrisk turkis, nærmest neon — vandet i Brúarfoss i Sydisland skifter farve i det øjeblik det presser sig gennem en smal klippekanal. Ikke stort, ikke højt. Men den blå er så intens at den næsten virker Photoshoppet. Det gør den ikke.
Gejser4Overfladen bobler. En blå boble vokser. Og så eksploderer den — 20-30 meter kogende vand lige op i luften. Strokkur ved Geysir i Sydisland fyrer hvert 6.-10. minut, og du mærker varmen i ansigtet 30 meter væk. Selve Geysir — den originale, som alle verdens gejsere er opkaldt efter — sover. Men Strokkur leverer showet.
Vandfald5To kaskader. 32 meter. Og så forsvinder floden ned i en kløft du ikke kan se bunden af. Gullfoss — det gyldne vandfald — på Den Gyldne Cirkel i Sydisland tordner med en kraft der får udsigtsplatformen til at vibrere. Regnbuer hænger i vandtågen som faste installationer. Sigríður Tómasdóttir truede med at kaste sig i vandfaldet for at redde det fra et dæmningsprojekt i 1920'erne. Det virkede.
På bredden af Laugarvatn graver de et hul i den sorte, varme sand, sætter en lukket gryde med rugbrødsdej ned i det, dækker det til — og lader det stå et helt døgn. Jordvarmen gør resten. Ingen ovn, ingen flamme. Bare en plet sand der holder omkring hundrede grader fordi der er kogende vand lige under.
Et døgn senere graver de gryden op igen, mens dampen står om hænderne, og åbner den. Indeni er der et mørkt, tæt, næsten kageagtigt rugbrød — hverabrauð, "varmekildebrød", sødt og klæbrigt og helt sin egen ting. Det serveres varmt med et tykt lag islandsk smør der smelter med det samme, og ofte med en skive røget ørred ved siden af. Du står ved en sø, spiser brød der er bagt af selve jorden under dig, og det er en af de mest umiddelbare måder at forstå hvad geotermi egentlig betyder: ikke et kraftværk, men aftensmad.
Dejen graves ned i den varme sand og står et døgn. Jorden er ovnen. Tag et stykke, hvis nogen tilbyder.
Brúarfoss. "Bro-vandfaldet". Det er ikke højt — det er bredt og lavt, en serie små fald hvor floden vælter ned over kanter og samler sig i en smal kløft. Det særlige er farven. Vandet er turkisblåt, en næsten kunstig blå-grøn, fordi det er gletsjervand fyldt med fint stenmel der spreder lyset. Det ser ud som om nogen har hældt farve i floden. Du går en lille halv time langs bredden for at nå det, forbi to mindre fald undervejs, og når du står ved selve Brúarfoss og kigger ned i den blå sprække, er det svært at tro at det er naturligt.
Brúarfoss. Blå-grøn af gletsjermel. Det ligger en gåtur fra vejen — derfor er der ofte stille.
Nu kommer det stop alle har set på film. Ad Rute 35 ruller du ind i Haukadalur, en bred dal hvor jorden ryger. Damp driver hen over parkeringen. Der lugter skarpt af svovl — råddent æg, den lugt der på Island betyder "her er der varmt under fødderne". Og overalt mellem stierne bobler og syder små huller af kogende, lerfarvet vand. Skiltene siger hundrede grader, og de mener det.
Det er her ordet gejser kommer fra. Den oprindelige Geysir — Store Geysir — ligger her, men den er stort set gået i hi; den springer kun sjældent, efter jordskælv. Dens nabo har til gengæld overtaget showet. Strokkur — "smørkærnen" — springer hvert sjette til tiende minut, dag og nat, år ud og år ind.
Og det er værd at vente på. Du står ved rebet i en halvkreds af mennesker med løftede telefoner. Vandfladen i hullet trækker sig nervøst frem og tilbage. Så, lige før, suger den sig ned og bulner op til en glasklar, blå kuppel — en perfekt halvkugle af vand der står stille et halvt sekund — og sprænger tyve, nogle gange tredive meter lige op i en søjle af vand og damp. Folk hviner hver gang, også dem der har set det fem gange. Et øjeblik efter falder det som regn, vinden tager dampen, og hullet begynder forfra.
Wikimedia Commons 
Unukorno · CC BY 4.0 Strokkur i udbrud, og nabokilden Blesi — så klar og blå at den ser malet ud. Begge er kogende.
Gå hele stien rundt, ikke kun til Strokkur. Lidt oppe ad bakken ligger Blesi, et par dybe kilder så klare og blå at de ser malede ud, og hele dalen damper i lommer. Det er ægte vildmark sat lige ved en parkeringsplads — og det er hele Golden Circles trick: det ekstraordinære, gjort nemt at nå.
Ti kilometer længere fremme ad Rute 35, og du hører det før du ser det: en dyb, vedvarende torden der ligger i luften. Du parkerer, går mod kanten, og så åbner jorden sig. Gullfoss. "Det gyldne vandfald."
Hvítá — Den Hvide Flod, fyldt med gletsjervand — vælter her ned i to trin, først elleve meter, så en drejning på 90 grader og endnu enogtyve meter, i alt 32 meter, og forsvinder så ned i en kløft der er 70 meter dyb og så smal at du fra oven ikke kan se bunden. Det ser ud som om floden bliver slugt af jorden. Om sommeren styrter omkring 140 kubikmeter vand ned hvert sekund, og på solskinsdage hænger der permanente regnbuer i den tåge der står op af kløften. Platformen vibrerer under fødderne. Du bliver våd af forstøvet vand bare ved at stå der.
Der er en grund til at vandfaldet stadig er her og ikke et vandkraftværk. I begyndelsen af 1900-tallet ville investorer dæmme Hvítá op. En kvinde fra gården ovenfor, Sigríður Tómasdóttir, kæmpede imod i årevis — gik den lange vej til Reykjavík igen og igen, og truede til sidst med at kaste sig i vandfaldet hvis det blev ødelagt. Hun vandt. I dag står der en sten med hendes ansigt over faldet, og hun regnes som en af Islands første naturværnere.
Gullfoss. To trin, en 90-graders drejning, og så væk ned i en kløft du ikke kan se bunden af.
Besøgscentret over Gullfoss er et trygt sted at standse, få noget varmt og tørre vandtågen af brillerne. Næste etape kører ned langs Hvítá, forbi et bredt vandfald og et krater i alle de forkerte farver — og hele vejen hjem til Reykjavík. Scan koden når du er klar.
Du vender næsen sydpå og kører ned ad Rute 35 igen, nu med Hvítá til højre — den samme flod du så styrte ned i Gullfoss, her bredere, roligere, mælkehvid af gletsjermel. Landskabet flader ud. Du er på vej ned fra højlandskanten og ud i Sydlandets brede landbrugssletter, og vejen følger floden i lange, dovne kurver. Det er afslappet kørsel; den store drama-del af dagen ligger bag dig, og nu får du Island i et roligere gear.
Ved Reykholt og Flúðir kører du gennem et af de mærkeligste landbrugslandskaber i Europa: rækker af drivhuse der lyser i dagslys. Her dyrker islændingene tomater, agurker og endda bananer — opvarmet og oplyst af den geotermiske energi der er gratis under fødderne. Et af gartnerierne, Friðheimar, serverer tomatsuppe midt mellem planterne under summende bistader. Du behøver ikke ind; bare at se de oplyste glashuse i et ellers træløst land siger noget om hvad det vil sige at bo oven på en varm jord.
Fra Kerið ruller du ned til Selfoss, Sydlandets største by, hvor du krydser Ölfusá-floden på en bro og rammer Rute 1 — Ringvejen, hovedåren rundt om hele landet. Herfra er det vestpå, hjem mod Reykjavík, og vejen bliver bredere og mere trafikeret; du er tilbage på den rute alle kører. Men der er to ting tilbage at se på vejen.
Den anden er selve vejen op over Hellisheiði, heden mellem Hveragerði og Reykjavík. Rute 1 klatrer op gennem et lavfelt af mos og bar sten, og oppe på toppen ligger et af verdens største geotermiske kraftværker, Hellisheiðarvirkjun, med damp der står lodret op fra rør og køletårne midt i ødemarken. Det er ikke smukt på samme måde som Gullfoss — men det er den samme kraft, sat i arbejde. Hele Reykjavík varmes af det her. Du kører forbi maskinrummet bag al dagens damp.
Det du kan se på vejen
Kør-med-Maps følger selve vejen — den tvinger jer ikke forbi et bestemt sted. Vil I til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Vulkankrater6Rødt, sort og turkis i ét blik. Kerið i Sydisland er et 3.000 år gammelt vulkankrater — 55 meter dybt, 270 meter bredt — med en sø i bunden hvis farve skifter med lyset. Væggene er lagdelt i rust, okker og kulsort. Et af de nemmeste 'wow'-stops på den Gyldne Cirkel.
Et kort stykke nede holder du ind ved Faxi, også kaldet Vatnsleysufoss — et bredt, lavt vandfald i Tungufljót-floden, kun en håndfuld meter højt men spændt ud over hele flodens bredde i en buldrende gardin. Der er bygget en laksetrappe i den ene side, et trin-på-trin-bassin så laksene kan springe op forbi faldet på vej til gydepladserne længere oppe. Står du der i det rigtige øjeblik om sommeren, ser du dem kaste sig op gennem det. Det er et stille, overset stop — busserne kører forbi — og netop derfor godt.
Faxi. Lavt og bredt, med en laksetrappe i siden. Stop her — de fleste gør ikke.
Og så det stop busserne ofte springer over, men som er grunden til at køre selv: Kerið. Fra Rute 35 fører en kort sti op til kanten af et krater, og du går de sidste skridt uden at vide hvad der venter — og så ligger det der under dig, og du standser.
Et kraterhul, omkring 270 meter langt og 55 meter dybt, med stejle vægge i en dyb rustrød farve — sten farvet af jern. Og i bunden: en sø, helt stille, i en aquamarinblå-grøn der står i fuldstændig modstrid med de røde vægge. Rødt og blågrønt, side om side, i en perfekt skål. Det ligner ikke noget naturligt. Det ligner et maleri nogen har lavet for at vise to farver der ikke burde være sammen.
Kerið er omkring 3.000 år gammelt. Længe troede man at det sprang i et eksplosivt udbrud, men geologer mener nu at keglen simpelthen tømte sit magmakammer og styrtede sammen ned i tomrummet — et indfald, ikke en eksplosion. Du kan gå hele vejen rundt om kanten på en sti, og en anden sti fører ned til vandkanten i bunden. Røde vægge over dig, blå sø ved fødderne.
Den første er Hveragerði, en lille by der ryger. Bogstaveligt. Byen ligger oven på et af landets mest aktive geotermiske felter, og der står damp op mellem husene, fra haver, fra et helt geotermisk parkanlæg midt i byen hvor jorden bobler. De har drivhuse her også, og en lang tradition for at koge æg og bage brød direkte i jorden. I 2008 rev et jordskælv nye dampende sprækker op tværs gennem byen — den slags sker her, fordi det er nøjagtig det samme uro under jorden som driver alt det andet du har set i dag.
Hveragerði. Byen står på kogende jord — damp mellem husene, æg kogt i haven.
Og så falder vejen ned mod kysten, lysene fra Reykjavík dukker op forude, og du lukker ringen præcis hvor du åbnede den. På under 308 kilometer har du stået mellem to kontinenter, spist brød bagt i jorden, set en gejser springe og et vandfald forsvinde, og kigget ned i et krater i de forkerte farver. Det er derfor de kalder den Den Gyldne Cirkel — ikke fordi den er guld, men fordi den på en enkelt ring giver dig alt det Island er kendt for.
Du er tilbage hvor du startede, ringen er lukket. Herfra kan du tage sydkysten mod Vík, Snæfellsnes mod nordvest — eller bare finde et varmt bad og lade dagens damp synke ind. Tak fordi du kørte med.
Kender du nogen der skal samme vej?