Snæfellsnes-halvøen

De første kilometer — ud af Borgarnes, ind på halvøen

Du starter i Borgarnes. En lille by på en landtange, en time nord for Reykjavik, med en tankstation og en udsigt over Borgarfjörður der får folk til at glemme hvad de skulle. Det er her du tanker, køber en pose harðfiskur — lufttørret fisk, den lokale vejsnack — og drejer vestpå ad Rute 54, Snæfellsnesvegur. To spor, jævn asfalt, midterstribe. Foran dig ligger halvøen som en arm der peger ud i Atlanten, og helt ude i spidsen, hvis sigten er klar, ser du allerede den hvide kegle. Snæfellsjökull. Den følger dig hele dagen.

De første tyve kilometer er rolige. Vejen løber gennem åbent land, fåremarker hegnet med lav tråd, og på begge sider rejser fjeldene sig brat. Det er sjældent du møder en bil. Vinduet ned: koldt, rent, en svag lugt af tang fra fjorden og fåreuld fra grøftekanten. Lærken — eller her oftere en spove med sit lange næb — står over markerne. Du skifter til femte gear og bliver der.

Femogtyve kilometer ude ser du den til højre, og du kommer til at sige det højt: en vulkan der ligner noget et barn ville tegne. Eldborg. En oval krater, et par hundrede meter på den lange led, med kratervægge der rejser sig 60 meter over lavamarken i en næsten perfekt ring. Den sprang for omkring 5.000-6.000 år siden og efterlod denne ene, rene form. Fra parkeringen ved gården Snorrastaðir går en sti ud over lavaen til foden — godt en time hver vej gennem knoldet, mosgrøn lava der knaser under skoene.

Diego Delso · CC BY-SA 4.0

Eldborg. En krater så regelmæssig at den ser bygget ud. Den er 5.000 år gammel.

Hvis du ikke har en time til lavavandringen, så kør videre — for ti minutter længere fremme står noget der ikke kræver en eneste skridt: Gerðuberg. En hel væg af basaltsøjler langs vejen, lodrette sekskantede søjler stablet side om side som orgelpiber, 12 til 14 meter høje og halvanden meter i tværsnit. Det er sådan basalt opfører sig når lava køler langsomt og krymper: den revner i sekskanter. Du kan gå helt hen og lægge hånden på dem. De er kolde, glatte, præcise.

De 40 km langs sydkysten — sæler, et bad og en sort kirke

Nu drejer landskabet om mod havet. Vejen følger sydkysten, og fjeldene flytter sig nordpå så der bliver plads til lave enge mellem dig og vandet. Et brunt skilt peger ned mod kysten: Ytri-Tunga. En lille strand med tangbrune skær der stikker op af det lave vand. Og på skærene ligger der noget mørkt og fedt og dovent og glor tilbage på dig.

Sæler. Spættet sæl, og om sommeren også gråsæl, der bruger skærene ved Ytri-Tunga som hvileplads. De ligger banket op på stenene som søvnige badegæster, løfter en luffe, skæver til dig og lægger hovedet ned igen. Du skal holde afstand — det er deres sten, ikke dine — men på en god dag ligger der ti-femten stykker og laver lyde der lyder som en blanding af en hund og en gammel mand der rømmer sig.

The icelandist · CC BY 4.0

Jakub Hałun · CC BY 4.0

Tilbage på Rute 54 ændrer underlaget under dig sig — ikke vejen, men landet omkring den. Du kører ind i Búðahraun, en lavamark fra et udbrud for omkring 5.000-8.000 år siden, nu dækket af et tykt lag grågrøn mos der dæmper alt. Lyden forsvinder. Vinden får intet at tage fat i. Og midt i den grågrønne stilhed står der noget kulsort.

Búðakirkja. En lille træ­kirke, tjæret kulsort fra tag til sokkel, helt alene i lavamarken med Snæfellsjökull bag sig. Den nuværende kirke er rejst i 1987 efter en ældre, der stod her fra 1703 og blev revet ned — en kvinde i bygden kæmpede i årevis for at få den genrejst. Der er ingen by omkring den. Bare den sorte kirke, en lav stenmur, et par grave, og lavaen der breder sig i alle retninger. Det er et af de mest fotograferede huse på Island, og når du står der forstår du hvorfor: kontrasten mellem det sorte træ og det grågrønne mos gør ondt i øjnene på den gode måde.

Jakub Hałun · CC BY-SA 4.0

Búðakirkja. Sort træ, grågrøn mos, hvid gletsjer. Tre farver, ingen by.

Der er en mørkere historie gemt her i nærheden, og lokale fortæller den stadig. Vest for Búðir lå gården Öxl, hvor Axlar-Björn boede i slutningen af 1500-tallet — Islands eneste kendte seriemorder. Han lokkede rejsende ind, dræbte dem for deres heste og ejendele og gemte ligene. Da han endelig blev fanget, blev han henrettet i 1596. Det er ikke en sagnfigur. Det skete. Du kører forbi marken hvor det foregik.

De sidste kilometer — ind på Rute 574, ned til Arnarstapi

Ved Búðir glider Rute 54 over i Rute 574, Útnesvegur, der herfra følger halvøens yderkant. Stadig asfalt, stadig to spor, men vejen kommer tættere på fjeldfoden, og fjeldene bliver vildere — takkede, stribede af gamle lavastrømme, med fossende bække der falder ned i tynde hvide tråde. Til venstre ligger havet hele tiden. Det er den slags strækning hvor du standser bilen bare fordi lyset ramte en fjeldside.

Lige før Arnarstapi skærer en revne sig op i fjeldsiden, smal som en økseslag: Rauðfeldsgjá. En kløft hvor en bæk har savet sig ned gennem klippen. Du kan vade ind i den ad bækken — det bliver hurtigt smalt, koldt og vådt, og lyset falder ned ovenfra i en tynd stribe. Navnet kommer fra et gammelt sagn: en dreng ved navn Rauðfeldur blev efter sigende skubbet ud i kløften af halvtrolden Bárður, og Bárður fortrød så bittert at han gik op i Snæfellsjökull og forsvandt ind i gletsjeren.

→ Rauðfeldsgjá

Og så ruller du ind i Arnarstapi. En lille fiskerlandsby ved foden af vulkanen, med en havn, en håndfuld huse og en kyststi der er hele grunden til at standse. Klipperne her er ædt af havet til buer, søjler og huller, og bølgerne presses op gennem dem med et host. Søfugle — rider, mallemukker — yngler i tusindtal på hylderne og fylder luften med skrig og lugten af guano og salt. Midt i byen står en kæmpe stenstatue af Bárður Snæfellsás, halvtrolden selv, hugget af Ragnar Kjartansson i 1978: halvt menneske, halvt jætte, egnens skytsånd. Han kigger ud mod gletsjeren han forsvandt ind i.

Remarksman · CC BY 2.0

Kysten ved Arnarstapi. Havet har lavet buer og huller af klippen. Lyt: bølgerne hoster gennem dem.

Snæfellsjökull har stået bag dig hele dagen — den hvide kegle der følger sydkysten. → Snæfellsjökull I morgen kører du helt ind under den.

Etape 2

Arnarstapi → Hellissandur

Hellnar → Lóndrangar → Vatnshellir → Djúpalónssandur → Saxhóll → Svörtuloft

Jakub Hałun · CC BY-SA 4.0

De første kilometer — Hellnar og spirene

Fem kilometer ude ligger Hellnar, Arnarstapis tvilling — en endnu mindre klynge huse ved en havn, hvor en sti fører ned til Baðstofa, en klippehule hvor lyset spiller grønt og blåt i vandet når det rammer rigtigt. Det er den anden ende af kyststien. Mellem de to byer har du klippekanten, fuglene og havet, og over det hele gletsjeren der nu er tæt på.

Vejen klatrer væk fra Hellnar og ind i Snæfellsjökull Nationalpark — den eneste nationalpark på Island der strækker sig helt ud til havet. Landskabet bliver barskere, mere åbent, mindre græs og mere bar lava. Og pludselig, til venstre ude ved kysten, står de to: Lóndrangar. To basaltspir, 75 og 61 meter høje, rester af et krater som havet har slebet væk omkring, så kun de hårde vulkanske rør står tilbage som to skæve tårne. Bønderne kaldte dem engang en "klippeborg" og lod jorden omkring stå udyrket — den hørte til de skjulte folk.

Ned i jorden — Vatnshellir

To kilometer længere fremme er der en parkeringsplads og en lille hytte, og det ligner ingenting. Men under dine fødder ligger et hul ind i Islands indre. Vatnshellir.

Det er et 8.000 år gammelt lavarør — en tunnel skabt da den ydre skorpe af en lavastrøm størknede mens den flydende lava inden i løb videre og efterlod et tomt rør. Du kan kun komme ned med en guide, og det er pointen: du får en hjelm og en lygte, og så går du ned ad en spiraltrappe, 35 meter ned gennem flere kamre i klippen. Væggene skifter farve med mineralerne — rødt hvor der er jern, gult hvor der er svovl, grønlige skær af kobber. Turen tager omkring tre kvarter.

På det dybeste punkt beder guiden alle om at slukke lygterne. Og så står du der, 35 meter nede i en 8.000 år gammel tunnel, i et mørke der er så fuldstændigt at din hjerne begynder at opfinde lys der ikke er der. Ingen lyd. Ingen bevægelse. Bare klippen og din egen vejrtrækning. Det er den slags stilhed man ikke får andre steder — og når lygterne tændes igen, blinker alle og griner lidt forlegent.

David Jones · CC BY 2.0

Vatnshellir. 35 meter ned i et 8.000 år gammelt lavarør. På bunden slukker alle lyset.

De 6 km til den sorte strand

Forbi Malarrif — hvor nationalparkens lille besøgscenter og et fyrtårn står — drejer en vej ned mod kysten og ender på en parkeringsplads over en strand der ikke er gul. Djúpalónssandur. Du går ned gennem en sprække i lavaklipperne, forbi takkede formationer som folk har givet navne i århundreder, og ud på en strand af små, runde, kulsorte sten — slebet blanke af havet. De kaldes "perler". Brændingen vælter ind og trækker stenene tilbage med en raslen som ingen anden lyd på en strand.

→ Djúpalónssandur

Spredt ud over de sorte sten ligger der rustent jern. Det er ikke affald — det er et mindesmærke, og det må ikke fjernes. Natten til 13. marts 1948 forliste den engelske trawler Epine fra Grimsby på skærene øst for stranden. Fjorten af de nitten mand om bord druknede; fem blev reddet i land af et islandsk redningshold. Vragstykkerne har ligget her siden, ætset af salt og tid, som en påmindelse om hvad det her hav er, når det vil.

På stranden ligger også fire sten i forskellige størrelser. Det er løftestenene — steinatök. Fra Dritvík lige ved siden af, engang en af Islands travleste fiskerstationer, roede mændene ud i åbne både. Men først skulle de bevise deres styrke: den letteste sten hedder Amlóði ("svæklingen", 23 kg), den tungeste Fullsterkur ("fuldstærk", 154 kg). Kunne du ikke løfte den tredjetungeste op på en hofte­høj hylde, fik du ikke hyre. Prøv den letteste. Det er nok til at indse hvad fiskerne lavede før de overhovedet kom i båden.

TommyBee · Public domain

Djúpalónssandur. Sorte slebne sten, brænding, og rustent vrag fra 1948 spredt i sandet.

De sidste kilometer — krater, gylden strand og fyret på spidsen

Nu kommer det stykke hvor vejen ændrer karakter. Et stykke efter Djúpalónssandur slipper asfalten op, og Rute 574 bliver til grus om den vestlige spids. Den er køreklar i tørt vejr, men efter regn bliver den ujævn og mudret — kør roligt, og er der øsregn, så overvej at vende. Det er her halvøen er mest øde og mest vejrudsat.

Først et krater du kan gå op på. Saxhóll rejser sig rødbrunt og sort af lavamarken, og en metaltrappe i zigzag fører op ad siden til kraterkanten. Det tager ti minutter. Oppefra ser du ud over hele den vestlige lavaslette, ud til havet, og ned i selve kraterskålen. Vinden deroppe står ofte så hårdt på at du må læne dig ind i den.

Så en overraskelse. På en ø hvor alt er sort, dukker der pludselig en strand op der er gylden. Skarðsvík. Lyst, gulligt skalsand mellem sort lava og turkist vand — en farvekombination der ser forkert ud, som om nogen har klippet et stykke Middelhav ind i en islandsk kyst. Der er fundet en vikingegrav lige her i klitterne. Det er et sted at stå stille og bare se på, at havet kan være den farve så langt mod nord.

Diego Delso · CC BY-SA 4.0

Chixoy · CC BY-SA 4.0

Helt ude på spidsen, for enden af en grusvej, står Svörtuloft-fyret ved Öndverðarnes — et lille, knaldorange tårn på en sort lavaklippe, omgivet af stejle fugleklinter hvor brændingen slår ind nedenunder. Det orange mod det sorte er voldsomt. Her er der bogstaveligt talt ikke noget vest for dig før Grønland. Vinden, fuglene, brændingen, og et fyr i en farve der råber. Det er så langt ude som vejen går.

Bjorn.thorvaldsson.is · CC BY-SA 4.0

Svörtuloft. Orange fyr, sort klippe, og intet vest for det før Grønland.

Fra spidsen runder vejen om til nordsiden, asfalten kommer tilbage, og du ruller ned mod Hellissandur og nabobyen Rif — to små fiskersamfund under fjeldet. Hellissandur har malet sine huse og mure med store gadekunst-vægmalerier, en lille overraskelse efter en dag i bar lava. Her standser etapen. Du har kørt hele vejen rundt om vulkanen.

Etape 3

Hellissandur → Stykkishólmur

Ólafsvík → Kirkjufell → Grundarfjörður → Bjarnarhöfn → Stykkishólmur

Diego Delso · CC BY-SA 4.0

De første kilometer — nordkysten og Ólafsvík

Nordkysten er en anden verden end sydkysten. Her vender du ryggen til det åbne Atlanterhav og kører ind langs Breiðafjörður, en bred fjord spækket med småøer. Fjeldene falder stejlere ned mod vejen, og Rute 574 snor sig mellem dem og vandet. Først kommer Ólafsvík, en af de ældste handelsbyer på Island, med en travl lille havn der lugter af diesel, fisk og tang, og en kirke fra 1967 formet som en spids hvid trekant — bygherrerne ville have noget der pegede opad, og det gør den.

Fra havnen i Ólafsvík sejler bådene ud for at se hvaler — Breiðafjörður er fyldt med spækhuggere og finhvaler om sommeren. Du behøver ikke ud at sejle for at mærke det: står du på molen og kigger ud over fjorden, ser du sprøjt og finner hvis du er heldig, og fuglene styrter i vandet efter fisk overalt. Det er en arbejdende havn, ikke en kulisse — en fisker i gummistøvler spuler dækket på en kutter, en kran løfter kasser, en mågesværm hænger over det hele og venter.

Anjali Kiggal · CC BY-SA 4.0

Ólafsvík. Den hvide trekant er kirken fra 1967. Bag den falder fjeldet næsten lodret.

De 24 km til bjerget alle kender

Og så, mellem Ólafsvík og Grundarfjörður, rejser det sig op af fjorden — og selv hvis du aldrig har hørt navnet, har du set billedet. Kirkjufell. "Kirkebjerget". En næsten perfekt kegle, 463 meter høj, formet af istidens gletsjere der sleb alt omkring væk og lod denne ene spids stå. Game of Thrones brugte det som "bjerget formet som en pilespids". Det er sandsynligvis det mest fotograferede bjerg i hele landet.

Magien er kompositionen. Lige ved vejen, et kort stykke fra Grundarfjörður, falder et lille vandfald — Kirkjufellsfoss, kun et par meter højt, i to-tre parallelle strømme — og fra stien mellem faldene står bjerget præcis bag det. Vandfald, kegle, himmel i ét billede. Om vinteren fryser faldene halvt, og når nordlyset står, danser det over keglen. Det er ikke et hemmeligt sted — der står ofte folk med stativ — men det er ikke overvurderet. Det er bare så godt som rygtet siger.

Hansueli Krapf · CC BY 2.5

Kirkjufell, 463 m. Istiden sleb alt andet væk og lod keglen stå.

→ Kirkjufell → Kirkjufellsfoss

Grundarfjörður selv er en lille by ved bunden af sin fjord, klemt mellem stejle fjelde og vandet, med en havn og udsigt til Kirkjufell fra næsten hver gade. Det er et godt sted at trække vejret, fylde termoflasken og se vejret komme ind over fjorden — for det kommer, og det skifter, mens du ser på det.

De sidste kilometer — hajen og havnebyen

Østpå ad Rute 54 igen, langs Breiðafjörður, og en kort sidevej fører ned til gården Bjarnarhöfn. Det her er stedet hvor du møder Islands mest berygtede ret ansigt til ansigt — eller næse til næse. Hákarl: fermenteret grønlandshaj.

Grønlandshaj er giftig at spise frisk — kødet er fyldt med urinstof og en forbindelse der virker som frostvæske, og det ville gøre dig alvorligt syg. Så i århundreder har de gjort dette: hajen graves ned eller lægges i kar i seks til tolv uger, så væsken siver ud og kødet fermenterer, og derefter hænges det til tørre i flere måneder mere. I alt omkring et halvt år. På Bjarnarhöfn hænger de tørrende stykker i et åbent skur, og du kan se hele processen.

Lugten rammer dig før skuret. Skarp ammoniak, gennemtrængende, som rengøringsmiddel der er gået galt. De skærer den ydre brune skorpe af og serverer små hvide terninger på en tandstik. Smagen er… meget. De fleste tygger én gang, synker hurtigt og griber efter et glas. Men du har smagt noget de har lavet på præcis denne måde i tusind år. Det er ikke en turistattraktion man fandt på. Det er hvordan man overlevede et hav her.

Chris 73 · CC BY-SA 3.0

Dreizung · CC BY 3.0

Og så ruller du ind i Stykkishólmur, halvøens største by — stadig kun omkring tusind mennesker — og en af de smukkeste havnebyer på Island. Gamle træhuse i klare farver klatrer op ad bakkerne fra havnen, mange fra 1800-tallet da byen var en velstående handelsplads. Ud for havnen ligger en lille basaltø, Súgandisey, forbundet med en dæmning, og oppe på øen står et lille rødt fyr. Gå derop. Derfra ser du ud over hele Breiðafjörður og dens utallige øer — så mange at man siger de aldrig er blevet talt færdig.

Stykkishólmur er enden på ruten — men ikke en blindgyde. Herfra sejler færgen Baldur over Breiðafjörður til Vestfjordene, hvis du vil videre nordpå. Eller du kører tilbage ad Rute 54 mod Borgarnes og ringvejen. Uanset hvad: du har set en gletsjervulkan, en lavagrotte, to slags strande, et fugleklint-fyr og bjerget fra alle billederne — på under 300 kilometer. Det er derfor de kalder det Island i miniature.