Sydkysten — vand, is og sort sand

De første kilometer — op over Hellisheiði

Du forlader Reykjavík mod øst, og næsten med det samme begynder vejen at stige. Rute 1 — Ringvejen, den ene vej der binder hele Island sammen — klatrer op over Hellisheiði, et åbent lavaplateau i Hengill-vulkansystemet, omkring 380 meter over havet. To spor, jævn asfalt, midterstribe. Men ingen læ. Vinden tager fat i bilen herudefra og slipper den ikke rigtigt igen før du er ude af landet.

Pladen er dækket af lava og grågrøn mos, og et eller andet sted holder du op med at se træer. Der er ingen. Bare sten, mos og himmel der ligger lavt. Og så — pludselig — damp. Den stiger op af jorden i striber, driver hen over vejen, og du ruller vinduet ned og får svaret i næsen: svovl, råddent æg, varmt. Det er ikke en lugt du glemmer. Det er Island der trækker vejret gennem revner i sin egen overflade.

Hansueli Krapf · CC BY-SA 3.0

Hellisheiðarvirkjun. Verdens ottende største geotermiske kraftværk, Islands største. 303 MW strøm plus 200 MW varmt vand til Reykjavíks radiatorer — hentet direkte op fra det kogende fjeld.

Det store anlæg med rør og dampskyer du passerer er Hellisheiðarvirkjun — verdens ottende største geotermiske kraftværk og Islands største. Det borer ned i det varme fjeld, fanger dampen, laver strøm af den og sender varmt vand 25 kilometer ind til Reykjavík. Næsten hvert hus i hovedstaden varmes af jorden. Du kører forbi grunden til at islændinge ikke fyrer med olie for at holde varmen. Den ligger her, ryger, og passer sig selv.

Ned til Hveragerði — byen der dyrker bananer

Vejen ruller ned ad plateauets østside, og landet åbner sig. Du er nede på de sydlige sletter på få minutter — flade marker, islandske heste der står med ryggen mod vinden, gårde med røde tage. Den første by er Hveragerði, omkring 45 km fra Reykjavík, bygget oven på et af landets mest aktive geotermiske felter. Damp pibler op mellem husene. Folk koger rugbrød i jorden — de graver en gryde ned og henter den et døgn senere.

Hveragerði er drivhusbyen. De første drivhuse blev rejst i 1923, opvarmet gratis af det geotermiske vand, og i dag dyrker man tomater, agurker, peberfrugt — og bananer. Et par hundrede kilometer fra polarcirklen. Det lyder som en vittighed. Det er det ikke. Det er bare hvad der sker når jorden under dig leverer gratis varme hele året.

Sanseoplevelsen: den varme flod i Reykjadalur

Lige nord for Hveragerði drejer du fra og parkerer ved Reykjadalur — "Dampdalen". Herfra går du. Stien er cirka 3 kilometer hver vej, 45 minutter til en time, og den stiger jævnt op gennem en dal hvor jorden lever. Mudderpøle bobler. Fumaroler hvæser. Damp står op af skråningerne i søjler, og lugten af svovl følger dig hele vejen. Du går igennem et landskab der ser ud som om det stadig er ved at blive lavet.

Og så er du der: en flod. En helt almindelig flod, der løber gennem græsset — bortset fra at den er varm. Mellem 36 og 40 grader, varmere jo længere op du går, fordi koldt bjergvand og kogende kildevand blander sig undervejs til præcis badetemperatur. Der er lagt enkle træplanker langs bredden. Du klæder om bag dem, i vinden, og så vader du ud i en flod der er varmere end dig selv, mens den kolde luft bider i dine skuldre. Den kontrast — varmt vand, kold luft — er hele pointen.

Anna Jonna Ármannsdóttir · CC BY-SA 3.0

Reykjadalur-floden. 36-40 grader, gratis, intet tag over hovedet. Du ligger i den med damp omkring dig og bjergsider på alle sider. Det er ikke et spa. Det er en flod.

Du ligger i vandet. Damp driver hen over overfladen. En gruppe vandrere i regntøj kommer ned ad stien bag dig, griner, begynder at klæde om. En islænder i tresserne ligger længere oppe med lukkede øjne, som om han har gjort det hver søndag i fyrre år. Måske har han. Du bliver liggende til hænderne rynker. Så går du den times tid tilbage, våd i håret, og sætter dig ind i en bil der pludselig føles meget varm.

Over sletterne — Selfoss, Þjórsá og en vulkan i horisonten

Tilbage på Rute 1 fortsætter du øst over Selfoss, den største by i Sydisland, hvor floden Ölfusá vælter grågrøn under broen. Herfra er landet fladt og bredt — landbrugssletter, hestestutterier, lange lige stræk hvor du sætter farten op til 90 og ser langt. Mod nord ligger fjeldene med sne i toppen. Mod syd: marker, og bag dem havet du ikke kan se endnu.

Ved broen over floden Þjórsá ligger en lille afstikker værd at kende: Urriðafoss. Det er ikke et højt vandfald — kun seks meter. Men det er Islands mest vandrige, med 360 kubikmeter vand i sekundet i gennemsnit. Det handler ikke om fald, det handler om masse. Du står ikke og kigger op. Du står og mærker et lavfrekvent drøn i brystet fra en flod der bare flytter en ufattelig mængde vand forbi dig, hele tiden, uden at skynde sig.

Længere fremme, mod nordøst, rejser der sig en hvid kuppel over sletterne: Eyjafjallajökull. Den gletsjerdækkede vulkan. I april 2010 vågnede den, sendte aske ni kilometer op i luften og lukkede store dele af Europas luftrum i næsten en uge. Du har sandsynligvis siddet strandet i en lufthavn dengang og forbandet et navn du ikke kunne udtale. Nu kører du forbi den. Den ligger helt stille, hvid og rolig, som om intet var hændt.

Alexander Grebenkov · CC BY 3.0

Eyjafjallajökull set fra selve Rute 1, over gården Núpakot. Vulkanen der i 2010 lukkede Europas himmel. Den isdækkede top sender stadig smeltevandsfloder ud over sletterne.

Du passerer Hvolsvöllur — en lille servicebys tankstation, et supermarked, det sidste sted at fylde op før kysten bliver tynd på butikker. Vejret kan skifte her på få minutter: sol over sletten mens fjeldene står begravet i grå skyer. Det er normalt. Du kører videre mod det punkt hvor Rute 1 endelig møder noget der får dig til at bremse uden at tænke over det.

Seljalandsfoss — vandfaldet du går bagom

Du ser det længe før du når det. Seljalandsfoss falder 60 meter ned ad en klippevæg der engang var kystlinjen — havet trak sig tilbage, klinten blev stående, og floden bliver ved med at vælte ud over den. Men det særlige er ikke faldet. Det særlige er, at der er hulrum bagved. En sti fører hele vejen ind bag vandet, mellem klippevæggen og det faldende gardin, og ud på den anden side.

Du går derind. Stien bliver glat, så våd, så drivvåd. Forstøvningen rammer dig fra alle vinkler, regntøjet hjælper ikke rigtigt, og lyden er total — et brøl der fylder hele hulrummet så du ikke kan høre din egen stemme. Du ser dagslyset gennem vandet, forvrænget og sølvfarvet, og i et par sekunder står du bag et vandfald og forstår hvorfor folk kører tusinder af kilometer for det her. Du kommer ud i den anden ende, gennemblødt, grinende.

Et par hundrede meter nord ad klippevæggen ligger Gljúfrabúi — "dalboeren" — næsten gemt. Et 40 meter højt vandfald presset ind i en smal kløft, halvt skjult bag en klippevæg. For at se det vader du gennem en lavvandet bæk, ind i en moskløft, og pludselig står du i et lille rum af sten med vandfaldet styrtende ned foran dig og en lysstråle ovenfra. De fleste turister går forbi det. De ser kun klippen. Du går ind.

Til venstre: bag Seljalandsfoss, hvor stien fører hele vejen rundt. Til højre: Gljúfrabúi, gemt i kløften ved siden af — du vader ind gennem bækken for at finde det.

"I morgen kører du i skyggen af vulkanen der lammede Europa — og lægger hånden på en gletsjer der bliver mindre hvert år du venter."

I skyggen af Eyjafjallajökull

Fra Seljalandsfoss fortsætter Rute 1 østpå, lige og flad langs kystsletten. Mod venstre — hele tiden mod venstre — rejser Eyjafjallajökull sig over vejen: 1.651 meter, isdækket, rolig. Det er den samme vulkan du så på afstand i går. Nu kører du i dens fod. Markerne på begge sider bærer stadig spor af 2010 — asketunge jorder, lavamarker, smeltevandsfloder der pløjer sig ud over sletten i grå fletninger.

I april 2010 vågnede den her bjerg og sendte aske ni kilometer op. Skyen drev ud over Europa, og i næsten en uge stod flyene på jorden — over 95.000 afgange aflyst, omkring ti millioner mennesker strandet, halvdelen af Europas lufttrafik lammet. Det hele begyndte under den hvide kuppel du kører forbi nu. Den ligger der, tavs, og du har svært ved at få det til at passe sammen.

NASA · Public Domain

Eyjafjallajökull, 4. april 2010. Askesøjlen set fra rummet. I næsten en uge lå Europas fly på jorden på grund af det her bjerg — det du nu kører i foden af.

Ved gården Þorvaldseyri, lige ved vejen, ligger et lille besøgscenter. Gården lå direkte i askefaldet og blev ramt af smeltevandsflom fra gletsjeren ovenover. Familien blev og fortsatte med at drive jorden. Filmen de viser er optaget fra gårdspladsen mens det stod på — du ser udbruddet fra det sted en familie kaldte hjem mens himlen faldt ned over dem.

Seljavallalaug — bassinet i bjergsiden

Lidt længere fremme drejer en grusvej ind mod fjeldet. For enden, efter en 15-20 minutters vandring ind i en smal dal, ligger Seljavallalaug: et svømmebassin støbt i beton ind mod en bjergside i 1923, 25 meter langt, fyldt med naturligt varmt kildevand. Det var landets største bassin frem til 1936, og et af de ældste der stadig er i brug. Der er ingen indgang, ingen billet, ingen vagt.

Det er heller ikke noget spa. Vandet er lunkent — et sted mellem 20 og 30 grader, varmest om sommeren. Bunden er grøn af alger; frivillige tømmer og skrubber bassinet en gang om året, og resten af tiden passer det sig selv. Du ligger i lunkent vand med stejle, nøgne bjergsider på alle sider og kun vinden som lyd. Det er råt, lidt forfaldent og fuldstændig stille. Mange kører forbi uden at vide det er der.

BiT · CC BY-SA 3.0

Seljavallalaug. Bygget ind i bjergsiden i 1923, fyldt af en varm kilde. En grøn stribe i en nøgen dal — du går 20 minutter for at finde den.

Skógafoss — 60 meter og en kiste med guld

Du ser dampen fra det længe før du ser vandet. Skógafoss vælter 60 meter ned ad den samme gamle kystklint som Seljalandsfoss, i et 25 meter bredt gardin der rammer bunden så hårdt at hele området står i en evig fin tåge. Du kan gå helt ind til foden — så tæt at forstøvningen drikker dig på sekunder — og på solrige dage hænger der næsten altid en regnbue, nogle gange to, i sprøjtet. Det er ikke tilfældigt. Det er fysik der gentager sig hver eneste dag solen står på.

IndioCJI · CC BY-SA 4.0

Skógafoss tæt på. 60 meter højt, 25 meter bredt. Tågen står konstant, og på solrige dage hænger regnbuen i den — ofte en dobbelt.

En jerntrappe på flere hundrede trin fører op langs siden til toppen, hvor du ser ud over hele kystsletten og helt ud til havet. Oppefra fortsætter floden Skógá i en kæde af mindre vandfald op i højlandet — starten på en af Islands smukkeste vandreruter. De fleste går de første hundrede meter, tager billedet, og vender om. Det er nok. Udsigten ned over faldet er løn nok for trinene.

Sagnet siger at vikingebonden Þrasi, en af de første der slog sig ned her omkring år 900, gemte en kiste fyldt med guld bag vandfaldet. Folk har set kistens ene hjørne glimte gennem vandet, men ingen har kunnet nå den. En ring fra kistens håndtag sad angiveligt på den lokale kirkedør indtil 1890 — og den ring kan du faktisk se i dag, på museet lige ved siden af.

Sólheimajökull — gletsjeren der trækker sig væk

Et par kilometer længere øst drejer en grusvej ind mod fjeldet igen, og du kører de sidste minutter ind til Sólheimajökull — en gletsjertunge der kryber ned fra Mýrdalsjökull, den fjerdestørste iskappe på Island. Under Mýrdalsjökull ligger Katla, en af landets farligste vulkaner. Du kører altså ikke bare hen til en gletsjer. Du kører hen til låget på et af landets uroligste punkter.

Fra parkeringspladsen går du de sidste minutter til fods, og du møder først en lagune der ikke burde være der. For tyve år siden var det en lille pyt. I dag er det en sø, flere hundrede meter lang, fordi gletsjeren trækker sig tilbage — i gennemsnit omkring 40 meter om året det seneste årti, nogle år langt mere. Du står og kigger på et stykke vand der bogstaveligt måler hvor meget is der er forsvundet, mens folk har taget billeder af det.

Selve tungen er ikke hvid. Den er grå og sort, stribet af gammel vulkanaske presset ned i isen lag for lag — en kalender skrevet af udbrud. Luften over den er mærkbart koldere, og det eneste du hører er drypvand og en enkelt sten der løsner sig et sted. Du kan ikke gå ud på isen på egen hånd — revnerne er dødelige — men guidede gletsjervandringer og isgrotte-ture starter herfra med pigsko og reb. At lægge en behandsket hånd på flere tusind år gammel is, og vide at den er på vej væk, er en mærkelig ting at mærke i kroppen.

Sólheimajökull. Til venstre: tungens revner og aske-striber tæt på. Til højre: hele udløbergletsjeren oppefra, med lagunen der vokser foran den år for år.

"I morgen går du 3,5 kilometer ud på en sort ørken for at se et flyvrag — og opdager at det sorteste sand kan være det smukkeste sted du har stået."

Sólheimasandur — vraget på den sorte ørken

Tilbage på Rute 1 kører du de få kilometer til en uanselig parkeringsplads ved en flad, kulsort sandslette: Sólheimasandur. Der er ikke noget at se herfra. Bare sort sand der strækker sig mod havet, fladt og tomt, så langt øjet rækker. Men 3,5 kilometer ude på den slette, hvor du ikke kan se den fra vejen, ligger et af Islands mærkeligste syn: skroget af et fly.

Den 21. november 1973 nødlandede en amerikansk flådemaskine — en Douglas C-117D, en slags militær DC-3 — her på sandet efter at motorerne frøs til omkring 45 minutter efter start. Alle syv ombord overlevede. Flåden skrottede flyet på stedet; lokale bønder bjærgede motor, hale og alt brugbart, og lod resten ligge. Et halvt århundrede senere står det blege skrog der stadig, slebet af vind og sand, midt i ingenting.

Du kan ikke køre derud — du går. 3,5 kilometer hver vej over flad sort sand, følg de gule pæle, regn med to-tre timer frem og tilbage. Der er ingen læ, intet vand, ingen skygge. Vinden kommer lige ind fra Atlanten og slår sandet vandret. Og så, til sidst, dukker det op: et hvidt flyskrog alene på en sort ørken under en grå himmel. Det ligner ikke noget på Jorden. Det er præcis derfor folk går derud.

sikeri · CC BY 2.0

Sólheimasandur. Et US Navy-fly nødlandede her i 1973 — alle syv overlevede. Skroget blev liggende. 3,5 km gang over sort sand, ingen sti, ingen læ. Bare dig, vraget og horisonten.

Dyrhólaey — stenporten og fyret

Lidt længere øst drejer du fra mod en mægtig klippeknude der skyder ud i havet: Dyrhólaey — "dør-ø-pynten". Den rejser sig 120 meter over Atlanten, og i den ene ende har havet over årtusinder boret en kæmpe naturlig stenport gennem klippen — stor nok til at en lille båd kan sejle igennem den i roligt vejr. Navnet betyder bogstaveligt øen med hullet.

Oppe på toppen står et fyrtårn fra 1927, og udsigten herfra er en af kystens største: sort sandstrand i begge retninger, Mýrdalsjökull bag dig, og Atlanten der ruller ind nedenfor, lag på lag. Vinden heroppe kan være brutal — den slags der får dig til at holde fast i noget. Fra midt i maj til august yngler lunder i klippekanterne; du ser dem stå med deres orange næb og kigge ud over afgrunden, fuldstændig uimponerede af dig.

Til venstre: stenporten havet har boret gennem Dyrhólaey. Til højre: fyret fra 1927 på toppen, 120 meter over Atlanten.

Reynisfjara — den smukke, dødelige strand

Få kilometer videre ligger rutens billede: Reynisfjara. En strand af fuldstændig sort sand og småsten, slebet af bølgerne til glatte runde stykker. Bag den rejser sig en væg af basaltsøjler — perfekt sekskantede, stablet som et kæmpe kirkeorgel, dannet da lava for længe siden kølede langsomt og revnede i geometriske mønstre. Du kan klatre på de nederste. Folk sætter sig i dem som i trin.

Ude i havet står Reynisdrangar — høje, takkede klippesøjler der rager op af brændingen. Sagnet siger at det er to trolde, der en nat vadede ud for at trække et strandet skib i land; de nåede ikke tilbage i ly før daggry, og det første sollys forstenede dem på stedet. De har stået der lige siden, sorte mod horisonten.

Olga Ernst · CC BY-SA 4.0

Basaltsøjlerne ved Reynisfjara. Sekskantede, stablet som orgelpiber — geometrien naturen laver når lava køler langsomt.

Og så det havet ikke fortæller dig: Reynisfjara er livsfarlig. Stranden skråner næsten umærkeligt, og med jævne mellemrum kommer der en såkaldt sneaker wave — en enkelt bølge der pludselig skyller mange meter længere op end de andre, uden varsel. Vandet er iskoldt, og understrømmen trækker hårdt. Mindst seks mennesker er druknet her de seneste tyve år, senest en niårig pige i sommeren 2025. Der er sat et advarselslys op: blinker det rødt, holder du dig væk fra vandkanten. Vend aldrig ryggen til havet her. Det mener vi bogstaveligt.

Gerd Eichmann · CC BY 4.0

Hvidt skum mod kulsort sand. Smukt — og præcis derfor farligt. Den flade strand skjuler hvor langt en enkelt bølge kan nå.

Vinterstorme former hele tiden den her kyst om — efter hårde uger med østenvind kan både strand og søjler se anderledes ud, og dele af basaltet er skredet sammen. Det er en levende kyst, ikke et museum. Et godt råd: kom uden for midt på dagen, hvor busserne tømmes — tidlig morgen eller sen aften har du oftere stranden næsten for dig selv, og lyset er bedre.

Vík í Mýrdal — kirken på højen

De sidste minutter ruller du rundt om bjerget Reynisfjall og ind i Vík í Mýrdal — Islands sydligste landsby, knap 300 mennesker, klemt inde mellem grønne fjelde og den sorte strand. Det er rutens endestation: en tankstation, et par caféer, en uldbutik, og den sorte sandkyst lige nedenfor med Reynisdrangar synlige ude i havet. Et roligt sted at parkere, trække vejret og lade det hele lande.

Højt på en grøn høj over byen står den lille hvide Víkurkirkja. Den er smuk — men den er også byens livsforsikring. Oppe under Mýrdalsjökull ligger vulkanen Katla, og når den går i udbrud, smelter den is til en flodbølge der kan ramme Vík på minutter. Kirken på højen menes at være det eneste i byen der vil stå tørt. Beboerne øver evakuering: ved første alarm har de måske et kvarter til at nå op til kirken. Katla har ikke haft et stort udbrud siden 1918 — længere end den plejer at hvile. Den lille hvide kirke er ikke bare pynt. Den er stedet alle løber hen.

Giuseppe Milo · CC BY 3.0

Víkurkirkja over Vík ved solopgang. Smuk — og byens samlingspunkt hvis Katla vågner. Det eneste sted man regner med vil stå tørt over flodbølgen.

Du har kørt 187 kilometer fra Reykjavík til Vík. Du startede med svovl i næsen på et lavaplateau, badede i en flod der var varm fordi jorden koger, gik bag et vandfald, lagde hånden på en gletsjer der smelter væk, vandrede ud til et flyvrag på en sort ørken, og endte på en strand så sort og et hav så lumsk at det tvinger dig til respekt. Det er sydkysten. Det er derfor folk flyver efter den.

Herfra fortsætter Rute 1 østpå mod gletsjerlagunerne ved Jökulsárlón og videre rundt om hele øen. Men det er en anden tur. Den her sluttede med en hvid kirke på en grøn høj over et sort hav — og det er en god slutning.

"Sydkysten samler alt Island har: damp, vand, is, ild og sort sand — på 187 kilometer du aldrig glemmer. Du vidste ikke en kyst kunne være så meget på én dag. Nu gør du."