De første kilometer — ud af Galway

Du starter i Galway. Byen ligger hvor floden Corrib løber ud i Atlanterhavet, og den summer på en måde ingen anden irsk by gør — gadesangere på hvert hjørne, pubber hvor der spilles fiddle klokken tre om eftermiddagen, studerende på cykel, folk der taler irsk i køen ved fiskehandleren. Gå en runde i Latin Quarter før du kører, drik en kop kaffe stående, og læg mærke til at det her er sidste gang på turen der er trængsel. Om en time er du et sted hvor du kan køre ti minutter uden at møde en modkørende.

Byen slipper sit tag hurtigt. Du krydser Corrib-floden, hvor den løber grøn og hurtig ud mod havnen, passerer det sidste store supermarked — fyld op her, for der er langt til det næste — og så er du ude på landevejen med Galway i bakspejlet. Vinden kommer ind fra Atlanten forude, og selv med lukkede vinduer kan du fornemme at du kører mod noget større og mere åbent.

→ Galway — Latin Quarter

Du kører vestpå ad N59, den to-sporede landevej der er Connemaras rygrad hele vejen til Clifden. De første kilometer gennem Moycullen er stadig almindeligt Irland: hække, kvæg, en tankstation, en gravemaskine i en indkørsel. Men noget ændrer sig gradvist. Markerne bliver mindre. Stenene i dem bliver flere. Jorden får en anden farve — mørkere, vådere, brun i kanterne. Du er på vej ud af det grønne og ind i det brune, og skiftet sker så langsomt at du ikke opdager det før det er sket.

N59 er ikke en motorvej. Den er to smalle baner med en falmet midterstribe, og den snor sig efter landskabet i stedet for at skære igennem det. Du deler den med turistbusser der kravler i lavt gear, lokale der kender hvert sving og overhaler i selvsikre ryk, og en og anden traktor med en balle hø på skovlen. Rytmen er langsom. Sæt dig ind i den. Der er ingen grund til at have travlt — hele pointen med at køre herud er at der ikke er noget at have travlt efter.

Ved Oughterard — en lille by ved bredden af Lough Corrib, Irlands næststørste sø — holder de sidste rigtige træer. Herfra og vestpå er landskabet ryddet. Ikke af mennesker, men af istiden og af vinden og af 10.000 år med regn der har vasket næringen ud af jorden. Det der er tilbage er blanket bog — tæppemose — en meter tyk tørv lagt som et vådt tæppe over grundfjeldet. Ingen træer. Ingen hegn. Bare brunt græs, sort tørv, og sølvblanke pytter der spejler himlen.

Lyt, når du ruller vinduet ned. Det slår dig hvor stille der er. Ingen trafikstøj, ingen maskiner — bare vinden der stryger hen over lyngen med en lav, konstant susen, en fjern fårebræge, og af og til det ensomme kald fra en vadefugl ude i mosen. Stilheden er ikke tom. Den er fuld af små lyde man aldrig hører i en by. Og den gør noget ved en efter et par kilometer: skuldrene falder, foden letter på speederen, og man begynder at kigge i stedet for at køre.

Wikimedia Commons

Tæppemosen vest for Maam Cross. En meter tørv over grundfjeldet, ingen træer, ingen hegn — bare brunt, sort og sølv.

De 20 km til Maam Cross — ind i mosen

Nu åbner det sig. Vejen løber lige og lavt gennem mosen, og for første gang ser du dem for alvor: De Tolv Bjerge forude, en takket ryg af grå kvartsit-tinder der rejser sig ud af det flade brune land. Irsk hedder de Na Beanna Beola. Den højeste, Benbaun, når 729 meter, og navnet betyder "den hvide tinde" — for kvartsen på toppen lyser hvid når solen rammer den. De ser tættere på ud end de er. Sådan er det med bjerge over mose: der er intet imellem til at måle afstanden med.

Langs vejen ligger tørven i stakke. Lange, lige snit er skåret i mosen hvor nogen har stukket tørv — mørkebrune firkanter lagt til tørre i pyramider ved vejkanten, sådan som det er gjort her i århundreder. Ruller du vinduet ned, kan du lugte det: en sødlig, jordagtig røg fra en tørveild et sted ude i landskabet. Det er lugten af Connemara. Én gang mærket, glemmer du den aldrig.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Tørven skæres stadig i hånden. Lange snit i mosen, firkanter lagt til tørre — og røgen fra den, sødlig og jordet, der hænger over hele Connemara.

Maam Cross er ikke en by. Det er et vejkryds — et enligt hotel, en tankstation, en flok får der græsser på den forkerte side af rækværket. Her møder N59 fra Galway den mindre R336 der løber nordpå gennem Maam-dalen og sydpå ned mod kysten. I gamle dage var det her folk skiftede heste; i dag er det stedet hvor du fylder tanken, for der er langt til den næste. Standser du, står du midt i det store ingenting — og det er præcis pointen.

Standser du ved tankstationen, møder du måske en af de folk der bor herude. En mand i gummistøvler og fleecetrøje fylder diesel på en mudret firehjulstrækker med en hund på ladet, nikker kort, og siger noget om vejret på en blanding af engelsk og irsk. Han har ikke travlt. Ingen har travlt herude. Bag ham går fårene på tværs af parkeringspladsen som om den tilhører dem — og det gør den måske også, det meste af året.

Wikimedia Commons

Connemara-ponyen. Irlands eneste indfødte hesterace — hårdfør nok til at leve halvvildt i mose og bjerg året rundt.

Fra Maam Cross fortsætter du vestpå, og mosen bliver hvis muligt endnu større. Om sommeren står ceannabhán — bomuldsgræs — i millioner langs vejen: små hvide totter på tynde stængler der vipper i vinden som sne der nægter at smelte. I sensommeren skifter skråningerne farve når lyngen springer ud og lægger et lilla skær over bjergsiderne. Og hele året lyser gyvel gult i grøftekanterne. Det er et land næsten uden træer, men det er langtfra farveløst.

Og så skifter vejret, som det altid gør her. En byge driver ind fra vest, trækker et gråt gardin hen over bjergene, og et øjeblik ser du ingenting. To minutter senere er den forbi, solen bryder igennem, og hele mosen damper og glimter i det våde lys. Sådan er en dag i Connemara: fem årstider mellem morgenmad og frokost. Har du solbriller og regnjakke inden for rækkevidde på passagersædet, er du klædt rigtigt på.

Wikimedia Commons

Ceannabhán — bomuldsgræs. Om sommeren står mosen fuld af de hvide totter, som sne der nægter at smelte.

De sidste kilometer — til Recess og Ballynahinch

Ved Recess — irsk Sraith Salach — kommer bjergene helt tæt på. Her, i dalen mellem De Tolv Bjerge og nabokæden Maumturks, ligger to lange søer, Lough Inagh og Derryclare Lough, og på en stille dag spejler de tinderne så fuldkomment at du ikke kan se hvor bjerget slutter og vandet begynder. Vil du se det, så drej nordpå ad den lille vej gennem Inagh-dalen — en afstikker på et kvarter, og en af de smukkeste veje i hele Connemara.

Wikimedia Commons

De Tolv Bjerge over Lough Inagh. På en vindstille dag kan du ikke se hvor bjerget slutter og vandet begynder.

Recess er også marmor-land. Under mosen her løber en åre af Connemara-marmor — en sjælden grøn sten, næsten 700 millioner år gammel, farvet af mineralet serpentin. Den er blevet brudt her siden 1700-tallet og kaldes "Irish green"; du finder den i smykker over hele landet og i gulvet i katedraler så langt væk som i USA. En sten fra en åre i en mose i Connemara, poleret og sendt ud i verden. Der ligger stadig et lille brud i drift ved Ballynahinch.

Fra Recess er der kun få kilometer tilbage, men de er blandt turens smukkeste. Vejen løber langs vandet med bjergene tæt inde på begge sider, og lyset ændrer sig hele tiden alt efter hvor skyerne står. Du kører langsomt nu, næsten uden at tænke over det. Der er en fisker nede ved søbredden, ubevægelig i waders, med stangen bøjet ud over det brune vand. Han ser ikke op da du kører forbi. Han har stået der længe, og han bliver stående længe endnu.

De sidste kilometer drejer du fra N59 ned mod Ballynahinch, hvor et hvidt herskabshus fra 1754 ligger ved bredden af sin egen sø, under bjerget Benlettery. Det ser ud som et slot, men var oprindeligt et jagt- og fiskerihus. Jorden tilhørte i århundreder O'Flaherty-klanen — og siden søkrigerdronningen Grace O'Malley, Gráinne Uaile, der herskede over disse kyster i 1500-tallet med sin egen flåde og gav selv Dronning Elizabeth svar på tiltale. Laksen springer stadig i floden nedenfor. Sæt bilen her, gå ned til vandet, og lyt: det eneste du hører er floden, vinden og en enkelt fugl. Dagen er slut.

→ Ballynahinch Castle

Wikimedia Commons

Benlettery over Ballynahinch. En af De Tolv Bjerge, der står vagt over huset, søen og laksefloden.

De første kilometer — ud til Clifden

Fra Ballynahinch svinger du tilbage på N59 og kører de sidste kilometer mod vest. Mosen fortsætter, men nu er der salt i luften. Du kan mærke havet før du ser det — en kølig, våd kant til vinden, en ændring i lyset der bliver bredere og mere blegt. Så åbner landskabet sig en sidste gang, og forude ligger Clifden, Connemaras "hovedstad", klemt mellem bjergene og bugten, med to kirketårne der stikker op over husene.

Vejen er den samme N59, men den føles anderledes nu — det går nedad mod kysten, og for hver kilometer bliver himlen større og lyset mere åbent. Mågerne dukker op, først en enkelt, så flere, kredsende over markerne. Du kan smage saltet når du trækker vejret. Havet er der endnu ikke i syne, men alt omkring dig fortæller at det er tæt på: den blege himmel, den kølige fugt, den måde vinden får en anden vægt på.

Clifden er ikke gammel. Den blev grundlagt i 1812 af en lokal godsejer, John D'Arcy, der var 26 år og ejede over 17.000 acres mose. Han ville have en by hvor der ingen var, og han fik den — ingeniøren Alexander Nimmo byggede en kaj og en vej til Galway i 1820'erne, og Clifden voksede op omkring dem. I dag bor der omkring 1.600 mennesker, og det er alligevel den største by i 80 kilometers omkreds. Farverige facader, gode pubber, en gadesælger med tweedkasketter, og en fiskerihavn hvor Owenglin-floden løber ud i bugten. Fyld tanken, køb en kaffe, og kør så ud hvor det bliver vildt.

Standser du i Clifden en formiddag, summer det stille af liv. En mand ruller stativer med regnjakker og uldtrøjer ud foran sin butik. To ældre damer står midt på fortovet og taler, uforstyrret af de få biler. Fra en pub-dør høres en radio og lugten af bacon. Det er ikke en turistfælde — det er en arbejdsby der tilfældigvis ligger et af de smukkeste steder i landet. Køb en kop kaffe, drik den stående på hjørnet, og kig på bjergene der lukker byen inde mod øst.

Wikimedia Commons

Clifdens to tårne, med De Tolv Bjerge bag. Grundlagt i 1812 fra ingenting — stadig den største by i 80 kilometers omkreds.

Sky Road — de 16 km hvor landet slipper

Vest for Clifden begynder Sky Road — en sløjfe på omkring 16 kilometer der kravler op på halvøen og lægger hele Atlanterhavet foran dig. Kør den mod uret, så stiger udsigten hele vejen. Vejen er smal, én bane med vigepladser, og den arbejder sig op langs skråningen med stenmurede marker der falder ned mod vandet på den ene side og lyngklædt bjerg på den anden. Fårene ligger på asfalten i solen og flytter sig modvilligt. Kør efter deres tempo, ikke dit eget.

Vejen strammer til efterhånden som den stiger. Der er ikke plads til to biler ved siden af hinanden, så du bruger vigepladserne — trækker ind, lader en modkørende passere med en løftet finger fra rattet, kører videre. Til venstre falder marker og stenmure stejlt ned mod bugten; til højre rejser lyngbakken sig. Motoren arbejder i lavt gear, dækkene synger mod den ru asfalt, og for hvert sving bliver der mere hav og mindre land i forruden.

På det højeste punkt, omkring 120 meter over havet, er der en udsigtsplads. Stå ud af bilen. Vinden tager fat med det samme — den kommer lige ind fra havet uden noget til at bremse den. Under dig ligger Clifden Bay, og ude i det blanke, urolige vand ligger øerne strøet som brødkrummer: Inishturk, Turbot Island, og bag dem endnu flere. På en klar dag kan du tælle et dusin. Bag dig rejser De Tolv Bjerge sig som en mur. Foran dig er der ikke mere land — bare hav, hele vejen til Amerika. Det er derfor den hedder Sky Road. Der er mere himmel end jord heroppe.

Bliv stående et øjeblik. Lad vinden gøre sit. Der er en råhed over det her der ikke findes ved en almindelig udsigt — havet er ikke pænt herfra, det er stort og uroligt og ligegyldigt over for dig, og bag dig står bjergene lige så ligeglade. Du er en lille prik på en klippe mellem to enorme ting, det gamle land og det åbne hav, og det er præcis derfor folk kører helt herud for at stå her i ti minutter med håret i vejret.

→ Sky Road

Wikimedia Commons

Clifden Bay fra Sky Road. Stenmurede marker falder ned mod det urolige, blanke vand — og bag dem: bare Atlanterhav.

Undervejs passerer du ruinen af Clifden Castle, D'Arcys eget hus fra 1818, nu et tomt skelet af tårne og buer der langsomt får lov at falde tilbage i landskabet. Der er ingen billet, ingen låge — bare en sti over en mark og et hus der engang var det fineste i Connemara og nu tilhører fårene og vinden. Stå et øjeblik i det tomme gårdrum og forestil dig manden der byggede en hel by ud af intet, og hvis slot nu er ruiner mens byen stadig lever. Der er en pointe i det et sted.

Fra ruinen ruller du videre rundt om halvøen. Den nedre del af Sky Road løber tættere på vandet, forbi små huse med både trukket op i haverne og tørresnore der står vandret i vinden. En kvinde henter vasketøj ind før den næste byge. En bordercollie følger bilen langs et hegn, som hunde gør på landet, og opgiver da vi kommer til enden af hans mark. Så er du tilbage hvor sløjfen begyndte, med Clifden foran dig og hele Atlanterhavet bag.

Kør sløjfen færdig, ned ad den nedre vej med bugten på din højre hånd, og tilbage mod Clifden. Men før du parkerer for natten: der er ét sted mere du skal se, og det ligger den anden vej — syd for byen, ude på en flad, mørk mose der ser ud som ingenting og rummer to af verdenshistoriens største øjeblikke.

Derrygimlagh — mosen hvor verden blev mindre

Fire kilometer syd for Clifden ligger Derrygimlagh — en lav, våd mose fuld af sorte pytter og gamle betonrester. Det ser ud som det mest ligegyldige stykke land på hele turen. Det er det modsatte. Her skete to ting der gjorde Atlanterhavet mindre, med kun tolv år imellem.

Kør ud ad den lille vej og parkér. Der er en anlagt sti nu, en sløjfe gennem mosen med skilte, men lad være med at haste. Gå et stykke ud i det. Under fødderne er der en meter blød tørv; omkring dig er der sorte pytter og lyng og vind. Det er et af de mest øde steder på hele turen — og det er svært at fatte at det også var et af de mest forbundne steder i verden, dengang beskeder og mennesker for første gang krydsede havet herfra.

I 1907 byggede Guglielmo Marconi verdens første regulære transatlantiske trådløse telegrafstation her — en hel lille by af master, generatorer og bygninger ude i mosen, hvorfra man for første gang kunne sende en besked over havet til Canada uden en eneste kabel. Hundredvis af mennesker arbejdede herude i det øde. Stationen blev ødelagt under den irske borgerkrig i 1922, og nu er der kun betonfundamenter tilbage, langsomt ædt af tørven.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Resterne af Marconis station i Derrygimlagh. Herfra rejste den første trådløse besked over Atlanten — nu betonstumper i mosen.

Og i 1919, en junimorgen, kom to mænd flyvende ind fra vest. John Alcock og Arthur Brown havde fløjet en ombygget bombemaskine hele vejen fra Newfoundland — den første non-stop flyvning over Atlanten, knap 16 timer, otte år før Lindbergh. De så Marconis master og troede den grønne mose nedenunder var en mark. Den var ikke. Flyet borede næsen ned i tørven og stod på hovedet — men de to mænd kravlede uskadte ud, gik hen til stationen og telegraferede deres bedrift til London. En £10.000-præmie ventede, overrakt af Winston Churchill. En mose ingen kender, hvor to verdenshistorier landede oven på hinanden.

→ Dog's Bay

Wikimedia Commons

Dog's Bay ved Roundstone. Sandet er ikke sand — det er knuste skaller, malet hvidt gennem tusinder af år.

Wikimedia Commons

Stenmure uden mørtel, lagt sten på sten i generationer. De deler den fattige jord og lader vinden blæse tværs igennem.

Vender du tilbage mod Clifden i den sene eftermiddag, får mosen en anden farve. Det lave lys rammer lyngen fra siden og gør de brune flader varme og gyldne, og stenmurene kaster lange skygger. Det er den time hvor Connemara ser bedst ud — når solen står lavt over havet i vest og alt får en kant af guld, lige før den falder i vandet og trækker farverne med sig.

Wikimedia Commons

Solnedgang over Dog's Bay. Den time hvor Connemara ser bedst ud — når lyset står lavt og alt får en kant af guld.

De første kilometer — nordpå til Letterfrack

Fra Clifden vender N59 nordpå, og landskabet skifter igen. Nu er der bjerge på begge sider, tættere og grønnere, og vejen snor sig mellem dem gennem små klynger af huse. Ved Letterfrack — en landsby grundlagt af kvækere i 1800-tallet — ligger porten til Connemara National Park. Herfra kan du gå op ad Diamond Hill, en kegleformet top med sti hele vejen, og få De Tolv Bjerge og hele kysten for dine fødder på halvanden time. Men i dag kører vi videre. Slottet venter lige om hjørnet.

Vejen mellem Clifden og Letterfrack er blødere end noget andet på turen. Her er der faktisk træer — plantede skove, rhododendron der lyser lilla i grøfterne om foråret, smuk men en pest der kvæler den vilde natur — og små søer der ligger blanke mellem bakkerne. Du kører langsomt gennem det, med vinduet nede, og lugten skifter fra salt til noget grønnere: mos, våd bark, jord.

→ Connemara National Park

Kylemore — et helt slot der ligger på hovedet i vandet

Og så, bag et sving, dukker det op: Kylemore Abbey, et grå-hvidt neogotisk slot der ligger tæt op ad bjerget Doughruagh med en sort sø, Pollacapall Lough, foran sig. På en stille dag ligger hele bygningen spejlvendt i vandet — tårne, karnapper og alt — og du ved ikke hvad du skal kigge på, huset eller dets tvilling i søen. Det er nok Irlands mest fotograferede bygning, og for én gangs skyld snyder billederne ikke: det er virkelig så smukt.

Standser du ved søbredden, forstår du hvorfor det virker. Der er ingen larm — bare vandet der klukker mod bredden, en fugl et sted i skoven bag slottet, og vinden i træerne. Bjerget Doughruagh rejser sig lige bag huset og spejler sig med i søen, så du får det hele dobbelt: slot, skov, bjerg, himmel, alt sammen igen, på hovedet, i det sorte vand. Folk står helt stille her og glemmer at tage billeder.

Historien bag er lige så dramatisk som huset. En rig læge og politiker fra Manchester, Mitchell Henry, byggede det sidst i 1860'erne som en gave til sin hustru Margaret, efter at parret havde forelsket sig i egnen på deres bryllupsrejse. Men lykken varede kort. Margaret døde i 1874, kun 45 år, og en knust Henry lod bygge en lille neogotisk kirke i parken til hendes minde — "en katedral i miniature", kaldes den, med søjler af farvet Connemara-marmor. Han byggede et slot af kærlighed og en kirke af sorg, inden for få hundrede meter af hinanden.

Wikimedia Commons

Kirken Henry byggede til sin døde hustru. "En katedral i miniature" — med søjler af grøn Connemara-marmor.

I 1920 flyttede en gruppe benediktinernonner ind — en irsk kloster­familie der havde levet i eksil i Ypres i Belgien siden 1665, og som måtte flygte igen da byen blev bombet sønder under Første Verdenskrig. De drev skole for piger her i næsten et århundrede og bor der stadig. Bag slottet ligger en victoriansk ommuret have på seks acres, anlagt samtidig med huset, forfaldet gennem årtier og nu møjsommeligt genopdyrket af nonnerne — rækker af grøntsager og blomster, midt i mosen, bag en høj mur der holder Atlantens vind ude.

Gå gennem parken til den ommurede have, hvis du har tid. Vejen dertil følger søbredden under store gamle træer, og pludselig åbner der sig et helt andet landskab bag den høje mur: lige rækker af kål og gulerødder, blomsterbede i farver, drivhuse med glas — en victoriansk drøm om orden midt i det vildeste vejr Europa har at byde på. At holde denne have i live her er en trods mod naturen, gentaget hvert eneste år i halvandet århundrede.

→ Kylemore Abbey

Wikimedia Commons

Den ommurede have. Seks acres grøntsager og blomster midt i mosen, bag en mur der holder Atlantens vind ude.

Killary — de 16 km hvor havet skærer ind i bjergene

Fra Kylemore fortsætter N59 østpå, og pludselig er der vand til venstre for dig — ikke en sø, men en arm af havet der bliver ved og ved. Det er Killary, og den er ikke som andre kyster i Irland. Den skærer 16 kilometer lige ind i landet, smal og dyb, med stejle bjergsider der styrter direkte ned i det salte vand. Den kaldes ofte Irlands eneste ægte fjord — geologer diskuterer det tekniske i det, men stå her og se selv: det ligner en norsk fjord flyttet til Connemara. På midten er der over 40 meter ned til bunden.

Vejen klemmer sig ind mellem bjergsiden og vandet, snæver og snoet, med fjorden hele tiden til venstre for dig. Du kører langsomt, for der er ikke plads til andet, og det er lige akkurat det du vil: tid til at se ned på det mørke vand, ud på de fjerne bjerge, op på de skråninger der styrter lodret op fra vejkanten. Der er stort set ingen huse. Bare fjord, bjerg og en enkelt bil forude der også kører langsomt, fordi føreren også kigger.

Over nordsiden rejser Mweelrea sig — 814 meter, den højeste top i hele Connacht — som en grøn mur der taber sig lodret ned i vandet. På fjordens flade overflade ligger lange rækker af sorte bøjer og flåder: det er muslingeanlæg. Muslingerne dyrkes på reb der hænger ned i det næringsrige vand, og de høstes her i tusindvis. Det er en af de fjorde der ser vild og ubeboet ud, men som stille og roligt har brødfødt folk i generationer.

Ruller du vinduet ned her, kommer der en lugt af tang og saltvand og noget koldt og mineralsk fra bjergene. Måger skriger over muslingeflåderne. En enkelt lille båd ligger og arbejder mellem rebene, og lyden af dens motor bærer langt hen over det stille vand. Det er en arbejdsfjord, ikke en postkort-fjord — og det er netop det der gør den levende.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Killary — 16 kilometer saltvand skåret ind mellem bjergene. På overfladen: rækker af muslingereb der har brødfødt folk her i generationer.

Wikimedia Commons

Mweelrea — 814 meter, Connachts højeste. Den taber sig lodret ned i Killarys nordside.

Jo længere ind i fjorden du kommer, jo mere lukker bjergene sig om dig. Vandet bliver smallere og mere stille, næsten sort i skyggen af skråningerne, og lyden af havet forsvinder helt. Til sidst er der kun det blanke vand, de tavse bjerge og din egen motor. Det føles som at køre ind i noget — ikke bare langs en kyst, men ind i en tragt af sten og vand der bliver dybere og mere lukket for hver kilometer.

Wikimedia Commons

Glassilaun ved indgangen til Killary. Karibisk i farven, atlantisk i temperaturen — og Mweelrea som baggrund.

For enden af fjorden, hvor bjergene lukker sig helt om vandet, ligger Leenane. Det er en lille by — en håndfuld huse, en kro, en kirke — men den ligger så dramatisk at den er brugt i film mere end én gang. Bjergene Devilsmother og Ben Gorm står vagt på hver side, Mweelrea rejser sig bagved, og fjorden strækker sig ud mod havet foran. En mand losser kasser af en varevogn foran kroen og nikker til dig. En hund ligger i vejkanten og løfter kun det ene øjenlåg. Det er enden på vejen. Og det er et af de stille steder man ikke glemmer.

Sæt bilen ved kroen og gå en runde. Der er ikke meget: et lille museum om fåreavl, en kirke, et par huse hvor der stiger røg op af skorstenene. Men stå ved fjordens bred og se ud mod havet, med bjergene der lukker sig bag dig, og du forstår hvorfor filmfolk har trukket helt herud. Der er en tyngde over stedet — en følelse af at være nået til enden af noget, hvor landet holder op og kun vandet og vejret er tilbage.

Kør de sidste kilometer forbi Leenane til Aasleagh Falls, hvor Erriff-floden falder bredt og lavt ud i fjordens inderende. Parkér, gå ned til vandet, og stå et øjeblik. Bag dig er 145 kilometer mose, hav, klippe og fjord. Foran dig falder floden med en dyb, konstant lyd, laksen kæmper opad om efteråret, og bjergene spejler sig i det brune vand. Du er kommet så langt vest som Europa rækker. Herfra kan man kun vende om — eller køre videre nordpå, ind i Mayo, mod nye bjerge.

Stå ved vandfaldet et sidste øjeblik, før du vender om. Erriff-floden falder bredt hen over klippehylderne med en lyd der overdøver alt andet, og duften af koldt ferskvand blander sig med saltet fra fjorden lige nedenfor. Om efteråret kæmper laksen sig op over faldet, sølvblanke kroppe der kaster sig mod strømmen igen og igen. Bag dig ligger 145 kilometer mose, hav og bjerg. Du er kommet så langt vest som Europa rækker — og det mærkes.

Wikimedia Commons

Aasleagh Falls, for enden af Killary. Erriff-floden falder bredt og lavt ud i fjordens inderende — vejens ende.

Wikimedia Commons

Leenane, for enden af fjorden. En håndfuld huse mellem bjergene — og enden på ruten.