De første kilometer — ud af Killarney og vestpå

Du starter i Killarney. Byen er lavet af hestevogne, uldbutikker og pubber med live-musik fra klokken fem, og om sommeren er den propfuld. Men du bliver ikke. Du kører vestpå ad N72, og inden for ti minutter er byen bag dig og landet åbner sig: stenmurede marker, får med farvede pletter på ryggen, og til venstre for dig en bjergkam der bliver ved med at være der resten af dagen — MacGillycuddy's Reeks, Irlands højeste. Carrauntoohil topper på 1.038 meter, og på en klar morgen kan du se de øverste tinder ligge med sne mens du kører i kortærmet.

Vejen er to spor, midterstribe, jævn asfalt. Ikke svær at køre — det er detourerne der bliver smalle, ikke selve ringen. Du følger floden Laune ud mod kysten, og landskabet lugter af våd jord og kreaturer og noget grønt der aldrig helt tørrer ud. Det er derfor det er så grønt her: Kerry er Irlands vådeste hjørne. Regnen er ikke en risiko på denne tur. Den er en ingrediens.

Et ord om retningen, for den er ikke tilfældig. Turistbusserne kører Ring of Kerry mod uret — de starter i Killorglin og har halvøen på deres venstre. De gør det fordi vejen er for smal til at to coaches kan mødes på de værste stræk. Kører du samme vej som dem, møder du dem aldrig i front på en blind sving. Prisen er, at du en gang imellem havner bag én i tyve minutter. Det er en god handel. Sæt farten ned, rul vinduet ned, lad bussen om at have travlt.

→ Ring of Kerry

Ni kilometer ude krydser du floden og ruller ind i Killorglin — en lille by på en skråning ned mod Laune, med en stenbro fra 1885 og en pubfacade i hver anden farve. Byen ville være som alle andre irske småbyer, hvis det ikke var for tre dage i august. Så holder de Puck Fair — en af Irlands ældste markeder — og det starter med at nogen fanger en vild gedebuk oppe i bjergene, kører den ned til byen og kroner den til konge. King Puck står i et højt bur over torvet i tre dage mens byen fester under ham. Ingen ved præcis hvor gammel skikken er. Ældre end nogen kan huske.

geograph.org.uk · CC BY-SA 2.0

geograph.org.uk · CC BY-SA 2.0

Killorglin ved floden Laune (til venstre). Og enden på dagen: en regnbue over Cahersiveen — Kerry-vejr i to billeder.

De 15 km mellem Killorglin og Glenbeigh — hvor havet dukker op

Efter Killorglin skifter vejen karakter. Du er nu på N70 — selve ringen — og for første gang åbner Dingle Bay sig på din højre side. Det er et af de øjeblikke turen lever for: den ene kilometer er du inde mellem hegn og marker, den næste ligger hele bugten der, bred og sølvgrå, med Dingle-halvøens bjerge som en mørk kant i horisonten. Vandet skifter farve efter himlen fem gange på en time.

Vejen klemmer sig ind mellem skråningen på venstre hånd og bugten på højre. Der er strækninger hvor rabatten er en stenmur og et fald ned mod vandet, og du kører tættere på kanten end du plejer. En traktor kommer imod dig, og I sætter begge farten ned og finder en bredning at passere ved. Manden bag rattet løfter to fingre fra rattet — den irske landevejshilsen. Du løfter to tilbage.

Ind mod Glenbeigh bliver landet grønnere og blødere. Byen selv er lille — en håndfuld huse, et par pubber, en kirke — men den ligger ved foden af et bjergmassiv kaldet Seefin, og bag den fører en øde vej ind i Windy Gap og videre mod Caragh Lake. Det er en af de gode sidedøre på turen, hvis du har tid. Har du den ikke, kører du bare videre — havet trækker.

geograph.org.uk · CC BY-SA 2.0

Fra N70. Bugten på den ene side, skråningen på den anden. Sådan kører du det meste af dagen.

Afstikkeren til Rossbeigh — syv kilometer sand ud i bugten

Lige efter Glenbeigh drejer en lille vej til højre og fører ned til Rossbeigh. Det er værd at tage. En smal landtange af sand strækker sig næsten syv kilometer ud i Dingle Bay som en finger der peger mod Dingle-halvøen på den anden side. Du parkerer ved klitkanten og går ud. På den ene side er der brænding fra det åbne Atlanterhav; på den anden ligger bugten stille som en sø. Samme strand, to vandtemperamenter, hundrede meter imellem.

CC0

Rossbeigh. Syv kilometer sand ud i bugten, med Dingle-halvøen som modstykke i horisonten.

CC0

Samme strand, to slags vand: brænding på Atlant-siden, stille bugt på den anden. Slieve Mish-bjergene står med hovedet i skyer.

Der står ofte en enkelt hesterytter nede ved vandkanten — Rossbeigh har været brugt til at ride og træne heste i generationer, og på den brede, faste sand kan de galopere lige ud. En hund render efter bølgerne og forstår ikke hvorfor de bliver ved med at trække sig tilbage. En far bygger sandslot med en unge der er mere interesseret i at fylde spanden end at bygge noget. Du står lidt for dig selv og lader vinden gøre det den vil med dit hår.

De 20 km mellem Glenbeigh og Cahersiveen — vejens smukkeste stræk

Det her er strækningen folk husker. Efter Glenbeigh løfter N70 sig op i en flanke over bugten, og i flere kilometer kører du med Dingle Bay langt nede til højre og heden stigende til venstre. Vejen snor sig, dykker og klatrer, og for hvert sving åbner en ny bugt sig bag den forrige. Der er ingen reklameskilte, ingen tankstationer, næsten ingen huse. Bare asfalt, hav og himmel.

Læg mærke til lyset her. Fordi der intet er mellem dig og Atlanten, er himlen enorm, og den skifter hele tiden. En byge trækker ind fra vest som en grå gardin, rammer dig i to minutter, og er væk igen mens solen bryder igennem bagved og lægger en regnbue tværs over bugten. Vinduesviskerne kører, og så gør de ikke. Du lærer at holde op med at bande over regnen. Den er grunden til at alt er så grønt, og den giver dig det lys ingen fotograf kan bestille.

Undervejs passerer du Kells Bay — en dyb, grøn kløft der falder ned mod en lille strand og en gammel togbanebro fra dengang der gik jernbane hele vejen rundt. Toget er væk siden 1960, men banelegemet ligger der stadig som en hylde i landskabet, og fra vejen kan du se hvor det snoede sig ind i bjergsiden. Ved Kells ligger også en have med kæmpebregner og en gyngende rebbro spændt over en flodkløft — et stykke subtropisk Irland, muliggjort af Golfstrømmen der holder frosten væk.

geograph.org.uk · CC BY 2.0

Kells Bay. En grøn kløft ned mod vandet, og en gammel jernbanehylde i bjergsiden fra dengang toget kørte hele vejen rundt.

Efter Kells begynder vejen at falde ned mod Cahersiveen — områdets hovedby, og enden på etapen. Du kører ind langs Valentia-flodens munding, forbi en marina med master der klirrer i vinden, og ind i en lang hovedgade med butiksfacader i sennepsgul, oxblod-rødt og flaskegrønt. Byen er ikke pæn på en postkort-måde. Den er ægte: en arbejdsby ved havet, med fiskerbåde, en slagter, to kirker og pubber hvor nogen sandsynligvis spiller til om aftenen.

Ben Brooksbank · CC BY-SA 2.0

Ringen mellem bugterne. Ingen skilte, ingen tankstationer — bare vejen, heden og havet.

Overfor Cahersiveen, på den anden side af floden, står The Old Barracks — en bizar hvid bygning med tårne og takker der ligner et lille bayersk slot mere end en politistation i det vestlige Irland. Historien lokale fortæller er, at tegningerne blev byttet om med en kaserne bestemt for det britiske Indien, så Cahersiveen fik et fort tegnet til Himalaya. Det er sandsynligvis ikke sandt. Men bygningen er så malplaceret at man forstår hvorfor historien opstod.

Cahersiveen har også en søn den er stolt af. Et par kilometer uden for byen, ved Carhan, blev Daniel O'Connell født i 1775 — manden de kalder The Liberator, fordi han uden et eneste skud fik katolske irere retten til at sidde i parlamentet igen efter århundreders forbud. Han samlede folkemasser på hundredtusinder uden vold, og han gjorde det med ord. Du kommer forbi hans verden hele denne halvø: hans fødested her, hans hjem ved Derrynane i morgen. For Kerry er han ikke historie. Han er familie.

→ Skellig Michael

Du parkerer nede ved marinaen i Cahersiveen. Master klirrer. En fisker spuler dækket på en båd der lugter af tang og diesel og saltvand. Mågerne skriger over ham i håb om et frafald. Solen — hvis den er fremme — står lavt over Valentia-mundingen og lægger en stribe kobber hen over vandet. Du har kørt 66 kilometer, og du er kun en tredjedel rundt.

Inden du kører: Skellig-ringen og vejene ud mod Portmagee og Derrynane er blandt de smalleste på hele turen — enkeltsporet asfalt med græs i midten flere steder, og mobildækningen er ujævn ude på spidsen og oppe over passene. Hent et offline-kort over området før du kører, så har du navigationen med, også hvor signalet ikke er.

De første kilometer — af ringen og ud på Skellig-ringen

Fra Cahersiveen kører du sydpå, og kort efter deler vejen sig. Hovedringen (N70) fortsætter indenskærs mod Waterville. Men du drejer af — ud på Skellig-ringen, en smal sløjfe langs den yderste kyst som busserne ikke må køre, fordi de ikke kan være der. Det er hele pointen. I det øjeblik du forlader N70, forsvinder trafikken, og vejen bliver til noget der mest ligner en indkørsel med havudsigt.

Asfalten er smal — ét spor med græs voksende op i midten hvor dæk ikke rammer. Der er ingen midterstribe, ingen kantpæle, og rabatten er ofte bare en fuchsia-hæk der hælder ud over vejen. I juni og juli står de hække i blomst, dybrøde, hele vejen — en art der er forvildet fra haver og nu vokser vildt over hele Kerry. Du kører langsomt. Du er nødt til det. Og det er en gave.

Til højre for dig, adskilt af et smalt sund, ligger Valentia Island — en ø du kan køre ud på over en bro fra Portmagee. Den ser fredelig ud, men her skete engang noget der forandrede verden: i 1866 blev det første fungerende transatlantiske telegrafkabel ført i land på Valentia, tværs over hele Atlanterhavet til Newfoundland. Pludselig kunne en besked nå fra Europa til Amerika på minutter i stedet for uger. Kommunikationsalderen begyndte her, på en irsk ø hvor får græsser på klipperne. De fleste der kører forbi aner det ikke.

Vejen løfter sig og falder gennem et landskab af tørvemose og sten, og så — pludselig — ligger Portmagee nedenfor: en enkelt række huse langs en havn, malet i alle farver, spejlet i vandet. En blå, en rød, en gul, en grøn. Byen har omkring hundrede indbyggere og er berømt for én ting: det er herfra bådene sejler ud til Skellig Michael. Marinaen er lille, men om morgenen i sæsonen er den fuld af folk i regntøj der venter på at høre om havet vil lade dem sejle i dag.

geograph.org.uk · CC BY-SA 2.0

geograph.org.uk · CC BY-SA 2.0

Portmagee — en husrække i alle farver ved havnen (til venstre). Ballinskelligs, hvor et borgtårn står med fødderne i sandet (til højre).

Til Kerry Cliffs — og øen ude i havet

Et par kilometer syd for Portmagee fører en lille vej ud til Kerry Cliffs. Du parkerer, går ti minutter op ad en sti, og så holder landet op. Klipperne falder over 300 meter lodret ned i Atlanten, og under dig larmer bølgerne mod stenen med en lyd der er lavere end du forventer — mere brummen end brag. Fugle skriger og glider på opvinden. Og ude i havet, hvis sigten er der, står de: to grå spidser, Skellig Michael og Little Skellig, som to hajfinner i horisonten.

Det er svært at forklare hvad synet gør ved en. Skellig Michael er en pyramide af sten der stikker 218 meter op af havet tolv kilometer ude, og for over 1.400 år siden roede en flok munke derud og besluttede at leve på toppen. De huggede 618 trin i klippen, byggede bikube-formede stenhytter uden mørtel, og dyrkede grøntsager i små bede over afgrunden. De blev der i seks hundrede år. Ingen ved helt hvorfor — kun at de søgte det yderste sted, og fandt det.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Klostret på toppen af Skellig Michael. Bikube-hytter af tørstablet sten, bygget for 1.400 år siden. Ingen mørtel. De står endnu.

I 2014 kom en filmhold til øen, og pludselig var det ikke længere kun munkenes sted. Skellig Michael blev planeten Ahch-To i Star Wars — stedet hvor Luke Skywalker havde trukket sig tilbage for at forsvinde fra verden. Det er en næsten for perfekt gentagelse: to gange i historien søgte nogen det mest afsidesliggende sted på Jorden, og begge gange valgte de den samme klippe. Munke i det 6. århundrede. En jedi-mester i det 21.

En vigtig ærlighed: du er ikke garanteret at komme derud. Bådene sejler kun i roligt vejr, kun fra omkring midten af maj til slutningen af september, og kun 180 mennesker om dagen får lov at gå i land. Selv med en booking bliver mange ture aflyst når dønningen er for stor — landingssuccesen ligger typisk omkring to ud af tre. Book i god tid, hold en buffer-dag, og hvis havet siger nej: Kerry Cliffs giver dig synet gratis fra land. Little Skellig ved siden af er dækket hvid af havsuler — en af verdens største kolonier — så tæt at klippen ser sneklædt ud midt om sommeren.

→ Skellig Michael

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Udsigten munkene havde hver morgen: havet i alle retninger, og Little Skellig hvid af fugle på den anden side.

De 20 km rundt til Waterville — en strand, en borg og en filmstjerne

Fra Portmagee runder du spidsen og kører sydpå gennem Ballinskelligs — en landsby i Gaeltacht'en, hvor irsk stadig er hverdagssprog. Der er en strand her, bred og lys, og ude i sandet står ruinen af et borgtårn, McCarthy Mór, med bølgerne skvulpende om foden ved højvande. Bag stranden ligger resterne af et middelalderkloster — det var hertil munkene fra Skellig til sidst trak ind, da vinteren på klippen blev for hård. Enden på en historie, med udsigt til dens begyndelse.

Mellem Ballinskelligs og Waterville smalner vejen igen, og du kører gennem et stykke ægte Gaeltacht — vejskiltene er kun på irsk, og radioen fanger en station hvor der tales et sprog du ikke forstår et ord af, blødt og syngende. Der er noget ved at køre gennem et sted hvor et andet, ældre sprog stadig lever i hverdagen. Du er i Irland, men et Irland de fleste turister kun ser fra en busrude.

Vejen samler sig med hovedringen igen og fører ind i Waterville — en husrække langs Ballinskelligs Bay med en promenade ud mod vandet. Byen ser ud som en badeby fra en anden tid, og det er den også. Charlie Chaplin holdt ferie her hver sommer i over ti år fra 1960'erne, fordi ingen lavede blæst om ham, og der står en bronzestatue af ham på promenaden med stok og bowlerhat, kiggende ud over bugten. Om sommeren holder byen en Chaplin-festival. En stumfilmstjerne, en atlantisk bugt og en flok får. Kerry gør den slags sammenstød til hverdag.

geograph.org.uk · CC BY-SA 2.0

Kerry Cliffs. 300 meter lige ned. Bølgernes brummen når op til dig med et par sekunders forsinkelse.

Bag Waterville ligger Lough Currane, en mørk indsø mellem bjergene, som er blandt Irlands mest berømte fiskevande — havørred og laks trækker op fra bugten. Du ser den glimte til venstre mens du kører ud af byen. Der ligger måske en robåd derude med to skikkelser i, ubevægelige, ventende. Kerry er fuld af den slags stille tålmodighed: folk der sidder i timevis og venter på at en fisk skal beslutte sig.

Over Coomakista-passet og ned til Derrynane

Efter Waterville stiger vejen. Den klatrer op over Coomakista-passet i en serie brede sving, og på toppen er der en bulet plads til at holde ind — gør det. Herfra ser du hele den vestlige spids på én gang: Ballinskelligs Bay bag dig, det åbne Atlanterhav foran, og ude i det to små, skarpe øer, Deenish og Scariff, der stikker op af havet som ryggen på et søuhyre. Vinden heroppe er sjældent stille. Den kommer lige ind fra tre tusind kilometer åbent hav uden noget at bremse den.

geograph.org.uk · CC BY-SA 2.0

Fra toppen af Coomakista: Deenish og Scariff ude i det åbne hav. Vinden kommer lige ind fra Amerika.

Der står altid får heroppe, midt på vejen, uden hastværk. De hører til nogen — den farvede plet på ryggen fortæller hvem — men de færdes frit på fjeldet, og de har for længst regnet ud at biler stopper. Du triller frem i skridtgang, en vædder ser dig an med gule øjne, og først når den selv synes det er tid, flytter den sig. Der er ingen at brokke sig til. Fåret var her før vejen.

Ned ad passets sydside snor vejen sig i tætte sving, og landet bliver blødere, mere skovklædt. Du drejer af mod Derrynane — Daniel O'Connells hjem, som du hørte om i går. Huset ligger i en have skærmet af palmer og rododendron (Golfstrømmen igen), og bag det åbner sig en af de smukkeste strande i hele Irland: hvidt sand, klitter med marehalm, og ude i vandet en lille ø, Abbey Island, som du kan gå tørskoet ud til ved lavvande, med en klosterkirkegård hvor O'Connells kone ligger begravet.

→ Ring of Kerry

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Derrynane. Hvidt sand, læ mellem klipperne, og en tidevandsø du kan gå tørskoet ud til når havet trækker sig.

Du parkerer nede ved Derrynane og går de sidste hundrede meter ud i klitterne. En kvinde lufter to hunde langs vandkanten; de render i store cirkler og kommer tilbage våde. Sandet er fast og køligt under dine bare fødder. Der lugter af tang og salt og den svage sødme fra marehalmen. Havet trækker sig langsomt tilbage og efterlader spejlblanke laguner. Om lidt kører du de sidste kilometer op til Caherdaniel og finder et sted at sove. Men lige nu står du bare her, hvor Irlands befrier gik sine morgenture, og ser vandet flytte sig.

De 25 km mellem Caherdaniel og Sneem — den blide side

Fra Caherdaniel drejer N70 indad, og med det samme mærker du forskellen. Den vestlige side var Atlanten — rå, blæsende, uden læ. Den her side vender ind mod Kenmare River, som slet ikke er en flod men en lang, smal havbugt, og fordi bjergene skærmer den mod vestenvinden, er alting blødere. Vejen løber gennem tættere skov, forbi rododendron og fuchsia, og bugten glimter mellem træerne til højre for dig, stille som en indsø.

Vejen er stadig N70 — to spor, midterstribe — men her føles den langsommere, mere fortrolig. Du passerer små stenbroer over bække der styrter ned fra bjergene til venstre, og af og til åbner skoven sig og viser dig hele bugten med Beara-halvøens bjerge på den anden side, blå og takkede. Der er heste på markerne. En mand med en hund læner sig op ad en led og ser på dig køre forbi, og du løfter to fingre, og han løfter to tilbage.

Så dukker Sneem op — og Sneem er en overraskelse. Landsbyen er delt i to af en flod, med to torve forbundet af en bro, og husene er malet i farver der ikke burde virke, men gør: en klar blå ved siden af en dyb rød ved siden af en æblegrøn ved siden af en solgul. Man siger navnet — An tSnaidhm på irsk — betyder "knuden", efter måden floden snor sig gennem byen. Det er et af de steder hvor du standser uden helt at vide hvorfor, køber en kop kaffe, og bliver en halv time længere end du havde tænkt.

geograph.org.uk · CC BY-SA 2.0

N70 øst for Sneem. Den blide side af ringen — skov, bugt og bjerge, uden Atlantens blæst.

De 27 km mellem Sneem og Kenmare — ind mod byen med stencirklen

Efter Sneem fortsætter N70 langs bugten mod Kenmare, og strækningen er en af de mest afslappede på hele turen — bløde sving, skovtunneler, glimt af vand. Du kører nu mod hjørnet hvor Iveragh-halvøen møder Beara-halvøen, og Kenmare ligger præcis i det hjørne, for enden af bugten, som en slags hovedstad for hele denne del af Kerry.

Undervejs krydser du en række gamle stenbroer over floder der kommer ned fra bjergene — ved Blackwater og Sneem munder de ud i bugten i små, mørke vige. Skoven her er så tæt at vejen tit ligger i skygge, og lyset falder i grønne plamager. Efter to dages Atlant-blæst føles det næsten som at køre indenfor: vinden er væk, luften er stille og fugtig, og du kan høre floderne over motoren når du ruller med vinduet nede.

Kenmare er anderledes end de andre byer på ruten. Den blev anlagt med vilje i 1775 — gaderne ligger i et X, ikke tilfældigt vokset men planlagt — og den har en elegance de andre ikke har: gallerier, gode restauranter, husrækker i afdæmpede farver med blomster i vindueskasserne. Det er byen folk vælger at overnatte i, og du forstår hvorfor. Men den gemmer også på noget meget ældre end sig selv.

En kort gåtur fra hovedgaden, bag et led på en mark, står Kenmare Stone Circle — en af de største stencirkler i det sydvestlige Irland, femten sten sat i en ring omkring en stor flad dolmen-blok i midten. Den er omkring 3.000 år gammel, rejst i bronzealderen af folk der ville markere noget — solen, årstiderne, de døde, det ved ingen. Der er ingen billet, intet rebafspærring. Bare en ring af sten på en mark, ældre end det meste af det du har set på turen, og stadig stående fordi ingen har haft hjerte til at fjerne den.

Op ad N71 over Moll's Gap — hvor landskabet skifter

Fra Kenmare forlader du kysten for sidste gang og drejer op ad N71 mod Killarney. Det er her turen gemmer sin sidste store overraskelse. Vejen klatrer, og for hver kilometer bliver landskabet mere nøgent: markerne forsvinder, træerne forsvinder, og tilbage er kun bart fjeld — glatslebne stenflader, lyng, og små sorte tjern der spejler himlen. Det ser ud som om en gletsjer lige er trukket sig tilbage. Det er præcis hvad der er sket, bare for ti tusind år siden.

Toppen hedder Moll's Gap — 260 meter, et snævert stenpas hvor N71 klemmer sig mellem klippevægge. Navnet stammer fra 1820'erne, da vejen blev bygget, og en kvinde ved navn Moll Kissane drev en ulovlig knejpe her oppe og solgte hjemmebrændt poteen til vejarbejderne. Vejen blev færdig, arbejderne rejste, men navnet blev hængende. Du standser på den brede plads på toppen, stiger ud, og vinden tager fat. Mod nord ligger MacGillycuddy's Reeks — de samme bjerge du så på etape 1, nu fra den anden side — og et af de sorte tjern nedenfor spejler dem på hovedet.

geograph.org.uk · CC BY 2.0

Moll's Gap, 260 meter. Bart fjeld slebet glat af is, sorte tjern, og en knejpe der engang solgte poteen til vejarbejderne.

Fra Moll's Gap begynder N71 sin lange nedstigning mod Killarney, og efter få kilometer når du Ladies View. Navnet er ikke poesi — det er bogstaveligt. I 1861 kom Dronning Victoria på besøg, og hendes hofdamer stod her, kiggede ud over de tre søer, og nægtede nærmest at køre videre. Punktet har heddet Ladies View lige siden. Du ser hvad de så: Upper Lake, Muckross Lake og Lough Leane liggende som spejle mellem skovklædte bjerge, 280 meter nede, med Killarney National Park bredt ud foran dig helt til horisonten.

→ Ladies View

Ned gennem Killarney National Park — søer, egeskov og hjorte

Nedstigningen fra Ladies View fører dig ind i Killarney National Park — Irlands første, grundlagt i 1932, over 10.000 hektar egeskov, søer og bjerge. Vejen bliver til en tunnel af gamle egetræer, grønne af mos hele vejen op ad stammerne, og lyset falder plettet gennem løvet. Det er en anden verden end fjeldet du lige forlod — fugtig, tæt, urgammel. Nogle af egene her har stået i flere hundrede år.

Egeskoven her er noget særligt — den er blandt de sidste rester af den urskov der engang dækkede Irland, og mellem egene vokser arbutus, jordbærtræet, en middelhavsart der på uforklarlig vis har overlevet her i det milde, fugtige Kerry-klima og ingen andre steder i Nordeuropa. Om efteråret bærer den både hvide blomster og røde, jordbær-lignende frugter på samme gren. Et stykke Middelhav, gemt i en irsk regnskov. Golfstrømmen skriver hele denne halvøs planteliv.

Et par kilometer inde stopper du ved Torc Waterfall. En kort sti fra vejen, ti minutter gennem skoven langs en bæk, og så står den der: tyve meter vand der styrter ned over sorte, mosklædte klippetrin i en kløft så tæt af bregner og gammelt træ at der er halvmørkt selv midt på dagen. Lyden fylder det hele. Kridtstøvet fra Atlanten er væk; her lugter der af våd mos, ler og skovbund.

Wikimedia Commons · CC BY-SA

Torc Waterfall. Tyve meter ned over sort, mosklædt klippe i en kløft hvor der er halvmørkt selv ved middagstid.

Længere nede åbner skoven sig omkring Muckross — herregården Muckross House fra 1843, en victoriansk stenbygning der spejler sig i Muckross Lake, omgivet af haver og græsgange. Det var her Dronning Victoria overnattede i 1861 (og hofdamerne fik navngivet et udsigtspunkt undervejs). Rundt om huset græsser kronhjorte — Irlands eneste oprindelige, vilde bestand, dyr hvis forfædre har gået her siden istiden, i fem tusind år uden afbrydelse.

→ Muckross House

JoachimKohler-HB · CC BY-SA 4.0

Dumphasizer · CC BY-SA 2.0

Muckross House fra 1843 (til venstre), hvor Victoria overnattede. Og Ross Castle ved Lough Leane (til højre) — det sidste stop før byen.

Wikimedia Commons · Public domain

Muckross Lake. Egeskov ned til vandet, bjerge bagved, og kronhjorte der har gået her i fem tusind år.

→ Killarney National Park

DeFacto · CC BY-SA 4.0

Gap of Dunloe — lige uden for Killarney. En sidedør til bjergene, hvis du ikke er klar til at slippe Kerry endnu.

→ Gap of Dunloe

De sidste kilometer fører langs Lough Leane forbi Ross Castle — et fæstningstårn fra 1400-tallet ved søbredden — og så er du inde i Killarney igen. Hestevogne holder på gaden. Musikken starter i pubberne. Du parkerer, stiger ud, og står i den by du forlod for tre dage siden. Bortset fra at du ikke er den samme. Du har set får blive drevet ned ad et bjerg, en klippeø hvor munke og en jedi søgte det yderste sted, tre strande med tre slags kulde, og et stenpas hvor en kvinde engang solgte poteen. Ringen er lukket.