De første kilometer — ud af havnebyen

Du starter nede ved vandet i Volos. En travl havneby for enden af den langstrakte Pagasitiske Bugt, med en strandpromenade hvor fiskerbådene ligger tøjret, og et bjerg der rejser sig lodret bag husrækkerne. Byen selv er ikke smuk på postkort-måden — beton, trafik, et universitet, en færgeterminal. Men se op mod bjerget. Det er Pilio. Og under dine fødder, et sted i den moderne by, ligger resterne af Iolkos — den mykenske by hvorfra Jason ifølge myten sejlede ud efter Det Gyldne Skind. Argonauterne lagde fra land her. Du skal op i det bjerg deres skib blev bygget af.

Gå en tur langs havnefronten før du sætter dig ind i bilen. Volos er tsipouroens hovedstad, og det er en oplevelse i sig selv. På de små tsipouradika bestiller du ikke mad — du bestiller runder af tsipouro, den klare druesprit, og for hver runde kommer der en tallerken meze du ikke har bedt om: blæksprutte, ansjoser, en varm bønneret. Skikken kom med de græske flygtninge fra Lilleasien i 1922, og den er byens rytme. Der lugter af grillet fisk og saltvand og anis, og en tjener balancerer seks små glas på én arm mellem bordene.

Og så er der myten, der ligger under det hele. Homer siger endda at Achilleus' spyd var skåret af en asketræ fra Pilios top. Så mens du sidder ved havnen med et glas, sidder du der hvor Argo lagde fra land. Bjerget bag dig er ikke bare et bjerg. Det er tømmeret til det mest berømte skib i græsk mytologi.

Wikimedia Commons

Volos ligger klemt mellem den blanke bugt og Pilio-bjergets lodrette væg. Du skal derop — 630 meter op på fjorten kilometer.

Så drejer du væk fra vandet og opad, og næsten med det samme skifter alt. Vejen begynder at stige gennem forstæderne Ano Volos og Anakasia, og betonen viger for grønt. Det her er den gamle vej mod Zagora — én vej op i bjerget, smal og snoet, med et sving for hver husrække. Du deler den med en scooter der summer forbi, en pickup lastet med kasser af æbler, og en gammel dame der går i vejkanten med en pose brød. For hver hundrede meter du stiger, bliver luften køligere og grønnere.

Bag dig åbner bugten sig langsomt. Ved hvert sving kan du se længere ud over Volos' tage og ud over det blanke vand mod bjergene på den anden side. Platantræerne læner sig ind over vejen og laver en grøn tunnel, og hvor de åbner sig, står der pludselig et lille kapel med et separat klokketårn ved siden af — sådan bygger de kirker på Pilio, med tårnet for sig selv. Det dufter af varm sten og af den harpiks fyrretræerne sveder i solen.

Vejen er smal, og du deler den med det der kommer nedad: en bus der klemmer sig forbi med centimeter til overs, en flok geder en hyrde driver ned mod en fold, en cyklist i regnbuetrøje der sveder sig opad i skridtgang. Du kommer aldrig over anden gear, og du opdager hurtigt at det er sådan bjerget vil have det. Her skynder man sig ikke. Vejen er ældre end bilen, og den blev tegnet til muldyr.

Wikimedia Commons

Kentaurernes bjerg. Grønt, stejlt og tæt bevokset — og fyldt med landsbyer der klæber sig til skråningen.

Wikimedia Commons

Volos ved bugtens ende. Herfra sejlede Jason efter Det Gyldne Skind. Du kører op i det bjerg, hans skib blev bygget af.

→ Volos

De 12 km op til Portaria — vand og platan

Vejen fortsætter opad i lange, rolige serpentiner mod Portaria, en landsby i omkring 600 meters højde hvor kildevandet er stedets kendetegn. Overalt løber der springvand — brýses — koldt bjergvand ud af rør i stenmure, og du hører det plaske længe før du ser det. Torvet ligger i skyggen af et enormt platantræ, og der sidder mænd på en bænk med små kaffekopper og ser på at verden går forbi i et tempo der ikke findes nede ved havnen.

Portaria er første gang du rigtig mærker bjerget. Husene er af grå sten med skifertage, og bag dem falder skråningen stejlt ned mod bugten der nu ligger langt under dig. Stop ved en af brøndene og fyld en flaske — vandet er iskoldt og smager af sten. En kvinde skyller et bundt vilde grøntsager i vandstrålen. En kat ligger og sover på en varm mur. Det er den slags sted hvor du opdager at du har sænket skuldrene uden at bemærke det.

Vandet er ikke tilfældigt. Hele bjerget er en svamp — regn og smeltevand fra toppene siver ned gennem sprækkerne og springer frem igen som kilder i landsbyerne, og det er den vandrigdom der har gjort Pilio grønt hvor resten af Grækenland er tørt om sommeren. Æbler, valnødder, kastanjer, oliven — alt vokser her, fordi der altid er vand. Du kører gennem en frugthave af et bjerg, mens sletten nede ved Volos ligger og bager.

Fra Portaria deler vejen sig. Den ene gren fortsætter opad mod passet — den tager du i morgen. Den anden svinger ud til siden, langs bjergets kant, mod Makrinitsa, og det er den du følger nu. Det er kun fire kilometer, men de er blandt de smukkeste på hele turen: vejen hænger på skråningen med bugten som en blå væg til højre, og landsbyen dukker op forude som en teaterkulisse, hus over hus, alle vendt mod havet.

Wikimedia Commons

Portaria, 600 meter oppe. Kildevand løber koldt fra rør i stenmurene, og torvet ligger i skygge under en kæmpe platan.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Makrinitsas brolagte gyder — og en af landsbyens mange brønde med koldt bjergvand. Ingen biler kommer herind.

De sidste kilometer — ind i landsbyen uden biler

Ved Makrinitsa stopper vejen. Bogstaveligt talt: der er ingen biler inde i landsbyen. Du parkerer ved indgangen og går resten til fods, op ad de stenbrolagte stier mellem husene. Og det er lige præcis derfor stedet stadig føles som det gjorde for to hundrede år siden. Ingen motorstøj. Kun dine egne skridt på stenene, vand der løber et sted, og en muldyr-klokke længere oppe.

Landsbyen kaldes "Pilios altan", og navnet gav statsmanden Venizelos den. Du forstår hvorfor når du når torvet: det hænger ud over kanten, og under dig ligger hele Volos, hele bugten, hele havet i ét panorama. På torvet står et vældigt gammelt platantræ med en mægtig stamme, og under det står der borde hvor de serverer tsipouro med honning og krydderier, også om vinteren når sneen ligger på skifertagene.

Wikimedia Commons

Makrinitsa, hus over hus ned ad skråningen, alle vendt mod havet. En landsby der har ryggen mod bjerget og ansigtet mod bugten.

Husene fortæller landsbyens historie hvis du kigger efter. De tunge, fæstningsagtige stenhuse med de udskårne trækarnapper er archontiká — herregårde bygget i 1700- og 1800-tallet af silke- og uldkøbmænd der blev rige mens resten af Grækenland lå under osmannisk styre. Pilio var svært at nå og let at forsvare, og det gav landsbyerne en frihed og en velstand der stadig står skrevet i stenen. Nogle af herregårdene er hoteller i dag; andre står tomme med lukkede skodder og en have der er ved at tage magten.

Gå op gennem landsbyen. Der er en ældre mand der sidder på en trappesten og render en rosenkrans mellem fingrene. Der dufter af brænderøg og af oregano der tørrer i bundter under et tagudhæng. Fra et åbent vindue kommer lyden af en radio og en gryde der simrer.

→ Makrinitsa

Sæt dig på torvet med udsigten. Bestil en tsipouro hvis det er sent på dagen. Solen går ned bag bjergene på den anden side af bugten, og lysene i Volos begynder at tændes langt nede — en hel by der blinker op af mørket, mens du sidder heroppe i stilheden med kølig luft om benene. En kat lister mellem bordene. Tjeneren tænder en lampe. Der er ikke travlt med noget.

Bruger du en time mere, så gå helt op gennem landsbyen, forbi de små kirker med deres kalkmalerier og de fritstående klokketårne, til stierne bliver til trapper og husene tynder ud mod skoven. Kig ned. Herfra ser Makrinitsa ud præcis som den gjorde da købmændene byggede den — skifertag ved skifertag, ingen ledninger der skæmmer, ingen biler. Det er ikke tilfældigt. Hele landsbyen er fredet ved lov, så den ikke må ændre ansigt. Du kigger bogstavelig talt to hundrede år tilbage.

De første kilometer — op mod bjergets tag

Fra Makrinitsa kører du tilbage til Portaria og tager nu den gren der fortsætter opad. Vejen strammer til med det samme. Serpentinerne bliver tættere, skoven skifter fra platan og kastanje til bøg, og luften bliver mærkbart køligere for hver kilometer. Det her er stadig den gamle Volos–Zagora-vej, smal og snoet, og du møder ikke mange biler. Til gengæld møder du bøgeskov så tæt at lyset bliver grønt, og du kører i lange stræk hvor du ikke kan se andet end træer og vej og et glimt af himmel.

Det er den her skov Argos ifølge myten byggede sit skib af. Eg og fyr fra Pilios flanker, hugget og slæbt ned til værftet ved Iolkos. Og det er ikke svært at tro på, når du kører gennem den: træerne er høje og gamle, stammerne rette som master, og der er en fugtig, harpiksfyldt køle under løvtaget der føles urgammel. Om efteråret bliver hele skoven kobber og guld i et par uger før bladene falder. Om foråret er den syrisk-grøn og fuld af fuglesang.

Du hører kildevand hele vejen op — små strømme der krydser under vejen i stenrender, springvand ved hvert vejkryds hvor nogen har sat en kop på en kæde. Skru vinduet ned. Der lugter af vådt løv og kold sten og den svage sødme fra en blomstrende busk du ikke kan se. En skovhugger har stablet brænde i en bunke ved vejen og er gået til frokost. Der er ikke en lyd fra en motor andet end din egen.

Så åbner skoven sig, og du er ved Hania — Pilios højeste landsby, i omkring 1.190 meter. Det føles pludselig ikke længere som Grækenland. Der er en bjergluft heroppe, kølig og tynd, og på skråningen bag landsbyen ligger Agriolefkes, et skisportssted med lifter og pister. Om vinteren er der sne heroppe, og folk fra Volos kører op og står på ski med udsigt til det blå hav langt nede. Det er den samme dag, det samme bjerg: sne på toppen, badevand ved foden.

Hania er også selve overgangen. Landsbyen ligger på ryggen af bjerget, dér hvor Pilio deler sig i to: vestsiden ned mod bugten, hvor du kom fra, og østsiden ned mod det åbne Ægæerhav, hvor du skal hen. Fra her ruller vejen ikke længere opad. Den tipper over kanten og begynder det lange fald mod havet. Stop et øjeblik ved passet, skru vinduet ned, og mærk luften skifte — den bliver saltere for hver kilometer nedad.

Landsbyen selv er lille — en håndfuld stenhuse, en kro, et par pensionater der lever af skiløberne om vinteren. Om sommeren er der næsten tomt, og luften er så kølig at du tager en trøje på selv om der er tredive grader nede ved kysten. Der står en flok får og græsser i skovkanten, og en gammel mand sidder foran kroen med en kaffe og ser på den ene bil i timen der kommer over passet. Heroppe er der stille på en måde der ikke passer til Grækenland.

Wikimedia Commons

Sne over Pilio om vinteren. Bjerget har skilift ved Hania oppe på ryggen — og badevand ved foden samme dag.

De midterste kilometer — ned ad østsiden mod havet

Nedstigningen ad østsiden er en helt anden verden end vestsiden. Her vender bjerget mod det åbne hav, og skråningerne er dækket af tæt, gammel bøge- og kastanjeskov der falder brat mod kysten. Vejen snor sig ned i uendelige sving, snart i dyb skygge under løvtaget, snart ude på en åben afsats hvor havet pludselig ligger for dig — kæmpestort, blåt, uden ende. Du er 1.000 meter oppe og kan se skibe som små hvide streger langt derude.

Læg mærke til hvordan skoven ændrer sig mens du falder. Øverst er det bøg og ahorn, køligt og nordisk næsten. Så kommer kastanjerne, hvis faldne skaller knaser under dækkene om efteråret. Længere nede blander der sig oliven og figen og en enkelt cypres, og luften bliver blødere og tungere. Du kører gennem fire årstider og tre klimazoner på en halv time, alene ved at tabe højde. Og hele vejen ned holder havet dig med selskab, større og blåere for hvert sving.

Første landsby på østsiden er Kissos, gemt i en fold af bjerget mellem løvtræer. Den er kendt for sin kirke — en hvidkalket bygning med et separat klokketårn, som skikken er heroppe. Der er stille i Kissos. Vandet løber fra en brønd på den lille plads, og en gammel mand river blade sammen under et platantræ. Du kører langsomt igennem, for vejen er smal og husene står tæt, og en høne krydser vejen som om den ejer den.

Gå ind i kirken hvis den er åben. Agia Marina er fra 1700-tallet, og indeni er hvert centimeter dækket af kalkmalerier — mørke, gyldne, fulde af helgener og engle og et og andet uhyre — malet dengang landsbyens folk havde råd til det bedste håndværk der fandtes. Det er et af de fineste kirkerum på hele bjerget, gemt i en landsby de fleste bare kører forbi. Der lugter af bivoks og gammel røgelse, og lyset falder skråt ind gennem et højt vindue og rammer en forgyldt ikonostase.

Fra Kissos fortsætter vejen langs bjergets østflanke mod Mouresi, en balkonlandsby der hænger ud mod havet med udsigt lige ned i det blå. Det er her, mellem løvtræerne, at du første gang for alvor lugter havet — salt og tang blandet med skovens fugtige grønt. Terrasser med oliventræer og æbler falder ned mod kysten. En kvinde hænger vasketøj mellem to træer med havet som baggrund. Du er næsten nede.

Terrasserne her er århundreders arbejde. Hver eneste af de smalle marker der trapper ned mod havet er holdt oppe af en tørmur af sten, stablet uden mørtel, generation efter generation, så bjergets stejle flanke kunne bære oliven og æbler. Nogle af murene er ved at skride, og skoven er ved at tage terrasserne tilbage hvor ingen længere dyrker dem. Men der hvor der stadig er liv, står træerne i lige rækker på hylder af sten, med havet blinkende hele vejen nedenfor.

Wikimedia Commons

Kissos, gemt i bøgeskoven. Kirken er hvidkalket, og klokketårnet står for sig selv — sådan bygger de på Pilio.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

En gammel stenbro i skoven på vej ned — og den ægæiske kyst ved Agios Ioannis, hvor havet endelig ligger for dig.

De sidste kilometer — ned til havnen ved Damouchari

Fra Mouresi tager en smal vej de sidste fem kilometer ned til vandet, og det er en af turens mest dramatiske strækninger. Serpentinerne er tætte og stejle, og for hvert sving kommer havet nærmere. Kør i lavt gear og lad bremserne hvile — det er en rigtig nedkørsel, og du vil ikke have varme bremser på de sidste hårnåle. Så, nederst, mellem to klipper, åbner den lille bugt sig: Damouchari.

Damouchari er den eneste rigtige naturhavn på hele Pilios østkyst. En dobbelt lille vig, delt af et klippenæs, med krystalklart vand og en håndfuld huse ved stranden. Oppe på næsset ligger ruinerne af en byzantinsk borg fra middelalderen, senere brugt af venetianerne — nogle mure, en cisterne, en gammel toldbod. I århundreder var det her fiskerne søgte ly for pirater og for den hårde meltémi-vind. Nu ligger et par både og gynger i den stille vig, og vandet er så klart at du kan se bunden fem meter nede.

Og så er der det andet: her blev Mamma Mia filmet. I 2007 forvandlede filmholdet den lille havn til den græske ø hvor Meryl Streep synger og danser. Molen hvor de dansede "Dancing Queen" blev bygget til filmen og pillet ned igen bagefter — men vigen, klipperne, det turkise vand er præcis som på lærredet. Der sidder tit et par turister på kajen og prøver at genkende scenerne. En fisker skyller sit net i det klare vand og lader som om han ikke har set en kamera i sit liv.

Vil du have sand under fødderne frem for havnens sten, så ligger nabostranden Papa Nero få minutter nordpå — en lang, blød bue af sand og fine sten under skovklædte skrænter, med et par tavernaer i træernes skygge. Længere fremme går den næsten umærkeligt over i Agios Ioannis, østkystens mest livlige badeby. Men Damouchari er den man husker: den lille, den stille, den med borgen på klippen og vandet der er så klart at det ikke ser virkeligt ud.

Wikimedia Commons

Papa Nero, nabostranden nordpå — en lang bue af sand og fine sten under skoven. Ægæisk badevand, klart og dybt.

→ Damouchari

→ Tsagarada ligger oppe over dig, og den gemmer et træ du skal se i morgen. Men lige nu er du nået havet. Sæt bilen, gå ned til vandet, og hop i, hvis solen stadig er oppe. Efter en dag der begyndte i sne-højde og endte ved saltvand, er der ikke noget bedre end at lade det kølige, klare vand lukke sig om dig, mens den byzantinske borg står som en skygge oppe på næsset og en enkelt båd vugger et sted derude.

Wikimedia Commons

Damouchari, den eneste naturhavn på østkysten. Dobbelt vig, byzantinsk borg på næsset, og vandet hvor Mamma Mia blev filmet.

Wikimedia Commons

Vandet er så klart at du kan se bunden fem meter nede. I århundreder søgte fiskerne ly her for pirater og meltémi-vinden.

De første kilometer — op til det tusindårige træ

Du begynder med at køre op igen. De samme serpentiner du kom ned ad i går, nu den anden vej, tilbage op fra Damouchari til hovedvejen — det er kun et par kilometer, men det giver dig havet i bakspejlet hele vejen. Oppe på balkonen drejer du mod Tsagarada, en landsby spredt over fire kvarterer i den tætte skov, hver med sin kirke og sit torv. Du skal til det ene torv i særdeleshed: Agia Paraskevi.

På torvet står et træ der får dig til at glemme hvad du kom for. En platan så gammel at man siger den har stået her i tusind år. Stammen er så tyk at det tager flere mennesker med udstrakte arme at nå rundt — kilder anslår omkredsen til et sted mellem fjorten og atten meter, alt efter hvor man måler. En af de svære grene er så tung at den hviler på en stenpille man har muret op under den. Sæt dig på en bænk under kronen, læn hovedet tilbage, og tænk på hvad dette træ har set: osmanniske herrer, græske frihedskæmpere, to verdenskrige, og nu dig.

→ Tsagarada

Der er svalt under platanen selv midt på en græsk sommerdag — kronen dækker næsten hele torvet. Der løber vand fra en brønd, og der lugter af kaffe fra kafeneíet og af de tørre blade der knaser under fødderne. En gammel mand sidder ved et bord med en avis han ikke læser. En kat sover på den varme stenpille under den store gren. Du kunne blive her længe. Men strandene kalder, og bjerget falder brat ned mod dem herfra.

Og nu er du der næsten. Et sted oppe over Tsagarada, under toppen, lå ifølge fortællingen Cheirons hule — selve klasseværelset, hvor heltene gik i skole hos den vise kentaur i stedet for hos deres fædre. Asklepios tog lægekunsten med herfra; hans stav vikler sig stadig om ethvert apotekskilt i Europa. Bjerget lige over din bil er, hvis man tror på sådan noget, verdensdelens ældste klasseværelse.

Wikimedia Commons

Platanen på Agia Paraskevi-torvet i Tsagarada. Tusind år gammel, fjorten til atten meter i omkreds, med en gren så tung at den hviler på en muret stenpille.

Ned til strandene — Mylopotamos og Fakistra

Fra Tsagarada styrter en smal vej ned mod kysten til turens smukkeste strand: Mylopotamos. Du parkerer oppe og går de sidste trin ned ad en trappe i klippen. Og så ligger den der — eller rettere, de ligger der, for det er to strande. En stor klippe deler bugten i to, og gennem klippen har havet slået et hul, en naturlig bue, som du kan svømme eller vade igennem fra den ene strand til den anden. Vandet er turkist og gennemsigtigt, stenene under dine fødder er små og runde og varme af solen, og klipperne rejser sig grønne bag stranden.

→ Mylopotamos

Wikimedia Commons

Mylopotamos. Turkist, gennemsigtigt vand, runde varme sten, og en klippe med et hul du kan svømme igennem.

Der er en grund til at netop Mylopotamos er blevet Pilios billede på et postkort: klippebuen. Havet har over tusinder af år slebet et hul tværs gennem den kolos af sten der deler stranden, stort nok til at et menneske kan svømme igennem. Fra den ene vig kan du dykke ned, glide gennem den blå portal, og komme op i den anden vig på den anden side — og et kort øjeblik er der ingen der kan se dig, klemt inde mellem to strande med kun himmel og klippe over dig.

Vil du have det endnu vildere, så kør et par kilometer videre til Fakistra. Der er ingen bar, ingen solsenge, næsten ingenting — kun en lille turkis bugt for foden af høje klipper, og en sti på tyve minutter ned, der mod slutningen mere er en klatretur end en gåtur. Til gengæld har du den næsten for dig selv. På klippen til venstre for stranden ligger en hule med et lille kapel, Panagia Megalomata, og om den fortæller man en historie: at der i osmannisk tid blev holdt hemmelig skole for græske børn, gemt for magthaverne. Historikere strides om den slags "hemmelige skoler" var virkelige — men hulen er der, og kapellet er der, og fortællingen hænger ved klippen.

→ Fakistra

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Klippebuen på Mylopotamos, som du kan svømme igennem — og den afsides Fakistra, hvor legenden om den hemmelige skole hænger ved klippen.

De midterste kilometer — indad og sydpå gennem stenlandsbyerne

Fra strandene vender vejen indad og opad igen — der er ingen kystvej der bare fortsætter sydpå her; bjerget falder for stejlt i havet. Du kører op og over en ryg og ned i den mildere, sydlige del af Pilio, og landskabet ændrer sig. Bøgeskoven bliver til oliventræer og æbleplantager, bakkerne bliver rundere, og solen ligger tungere. Du passerer Milies og Vyzitsa, to af de bedst bevarede stenlandsbyer på hele halvøen — brolagte gyder, treetagers herregårde med udhæng, og en ro der føles ældre end alt andet.

→ Milies

Milies er endestationen for det lille damptog nede fra bugten — Moutzouris, "den sodede" — og sprang du klatreturen ned til Fakistra over og har en halv dag tilbage, er togturen det oplagte valg i stedet (se sidevejen ovenfor); begge dele når du ikke på én dag. Men selv hvis du bare kører igennem, så stop et øjeblik på torvet i Vyzitsa. Bilerne må ikke helt ind, så du går de sidste meter mellem herregårde af sten med udskårne trævinduer, og der er så stille at du kan høre bierne i en have. En kvinde luger mellem tomatplanter foran et hus med årstal over døren. En hund løfter et øjenlåg og lader dig passere.

Milies var engang et af Grækenlands åndelige centre. Mens landet lå under osmannisk styre, samlede lærde mænd her et bibliotek og en skole der holdt den græske dannelse i live — og banen der senere kom, blev tegnet af en italiensk ingeniør ved navn Evaristo de Chirico, far til den surrealistiske maler Giorgio. Sønnens berømte billeder af tomme buer og lange skygger siges at bære et ekko af de stenbroer faren byggede op gennem dette bjerg. Der er meget gemt i disse landsbyer, hvis man giver dem et øjeblik.

Wikimedia Commons

Vyzitsa — treetagers stenherregårde med udskårne trævinduer, blandt de bedst bevarede på hele Pilio.

Wikimedia Commons

Moutzouris — "den sodede". 60 centimeter mellem skinnerne, over stenbroer fra 1900-tallet. Tegnet af faren til maleren Giorgio de Chirico.

De sidste kilometer — ned i det stille syd

Herfra lægger bjerget sig ned. Vejen bliver bredere og roligere, æbleplantagerne veksler med oliven, og til højre dukker den Pagasitiske Bugt op igen — den samme blanke, indelukkede bugt du så fra Volos den første dag, nu fra den sydlige side. Du kører gennem Argalasti, den lille hovedby i syd, med et torv, en bager og folk der handler ind i skyggen, og videre ned mod vandet.

Og så, for enden, ligger Milina. En stille kystlandsby ved bugten, med en promenade i skyggen af tamarisker, fiskerbåde trukket op på stranden, og vand så roligt og lavt at det er lunt langt ud. Efter to dage med bjergveje og åbent hav er det som at trække vejret ud. Her er ingen dramatik, og det er hele meningen. Sæt bilen, gå ud på molen, og se solen gå ned bag de små øer ude i bugten mens en fisker sorterer sit garn og en gruppe børn hopper i det flade vand.

→ Milina

Der er noget rigtigt ved at ende en tur over kentaurernes bjerg her, ved det stille vand. Du startede i en larmende havn, klatrede op til en landsby uden biler, krydsede sneen på toppen, faldt ned til havnen hvor filmen blev lavet, svømmede gennem et hul i en klippe, og stod under et træ ældre end de fleste lande. Og nu sidder du ved en blank bugt og ser solen gå ned. Bjerget er bag dig. Havet er foran dig. Der er ikke mere at nå.

Wikimedia Commons

Milina ved den stille bugt. Fladt, lunt vand, fiskerbåde på stranden — bjergets rolige modsætning, og turens punktum.