Du starter ved en færgekaj. Du kører ned i en flod græsk mytologi kalder underverdenens. Du ender i en by hvor en pasha blev skudt på en ø i søen i januar 1822. Imellem dem ligger fire hundrede kilometer hvor du kører gennem bjerge der trodsede et imperium i fjorten år, op til en landsby som indtil 1973 kun kunne nås ad en stentrappe, og over broer vlach-mestre byggede med stenens egen logik.
3 etaper · ca. 400 km · 3-4 dage · Sideveje og bjergveje
Underverdenens flod der vælder iskoldt ud af kalkbjerget med platanrødder hængende ned i sig. Et klansamfund hvor kvinderne kæmpede med pinde og sten — og vandt slag. Verdens dybeste kløft i forhold til sin bredde, hvor 900 meter klippevæg styrter ned mod en flod så ren at man ser bunden i 12 meters dybde. En landsby på 1.340 m som kun en gedesti kunne nå indtil for halvtreds år siden. Og en sø med en ø, hvor sultanens udsendinge endte en pasha der havde bygget sin egen stat i bjergene.
Det her er ikke Egnatia-motorvejen. Det er den vej der fandtes før motorvejen blev bygget. Vejene er smalere. Autoværn er sjældent. Benzinstationerne kommer hver tres kilometer. Til gengæld møder du tre biler på en formiddag, og en gedehjord der ejer asfalten mens du venter.
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det er dit ansvar at sætte dig ind i lokale regler for parkering, overnatning, færdsel og adgang. Veje ændrer sig. Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være ufremkommelig i november — i Pindos især: bjergpasser lukkes ved snefald, og GPS'en lyver om køretiden på smalle bjergveje.
Tjek altid aktuelle forhold inden du kører — og brug din sunde fornuft undervejs. Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
Egnatia-motorvejen er hurtig. Den gamle EO6 er smukkere. To timer ud af Igoumenitsa står du ved en flod græsk mytologi kalder underverdenens, og fire timer efter klatrer vejen op i bjerge hvor et klansamfund holdt et imperium ude i fjorten år.
De første kilometer — den gamle EO6 ud af Igoumenitsa
Du finder skiltet mod Margariti og drejer væk fra Egnatia-motorvejen ind på den gamle EO6 — vejen der fandtes før motorvejen blev bygget i 2009. Den er smal: fem og en halv meter, ingen midterstribe på de stejleste sving. Inden for fem kilometer er du ude af kysten og klatrer op ad Margariti-passet ad serpentin-sving så stramme at kun én bil ad gangen kan forhandle dem. Til gengæld møder du fire biler på fyrre kilometer. Egnatia stjal trafikken. Den efterlod stilheden.
Vejen er asfalt hele vejen, men den slider sig op gennem fyrretræer og kalksten i et tempo der tvinger dig til at tage tredje gear seriøst. Lugten i åbent vindue: tørret oregano fra markedsboderne, varm sten, og længere oppe — den særlige skarphed af platantræer i sommerhede. Du møder en mand på en moped uden hjelm med en sæk hvede bag på. Du møder en hyrde og hans hund. Du møder ingenting i tyve kilometer.
Du passerer landsbyen Margariti — ottomanske huse med høje skorstene, en kafenia hvor en mand med hvidt overskæg drikker tyk kaffe og kigger på dig som om han ikke har set en bil siden tirsdag. Befolkningen er halveret siden 1990. Markedsboden ved krydset sælger tørrede oregano-pakker — du dufter dem fra ti meters afstand. Solen står i platantræerne. Cikaderne er konstante.
Evilemperorzorg / Wikimedia · CC BY-SA
Paramythia. Byen klatrer op ad bjerget. Borgen klatrer videre op fra byen.
De 30 km gennem Paramythia-bjergene
Efter Margariti-passet falder vejen ned i en bred dal med olivenlunde i terrasser. Til venstre rejser Paramythia-bjergkæden sig — en kalk-kam der løfter sig 1.658 meter lige ud af dalbunden. Vejen følger sydsiden, tobaksmarker afløser oliven, og om sommeren står der granatæble-træer med blomster så røde at de ser kunstige ud.
Du ruller ind i Paramythia. Byen ligger op ad bjergskråningen, og hvis du stikker hovedet ud af vinduet og kigger op, ser du en mur der starter halvtreds meter over byen. Det er Agios Donatos-borgen — bygget i tre lag: hellenistisk fundament nederst, byzantinsk mellem-mur, ottomansk øverst. Du kan se forskellen i muren: store kvadre nederst, sten og tegl i midten, mindre ottomanske sten øverst. Skiltet "Κάστρο" peger op ad en sidegade. Sidste fire hundrede meter er grus.
Borgen er tredive tusind kvadratmeter fortifikation. Polygonalt yderværk med tårne. Indre citadel mod øst med moské-ruiner og gravkamre. Ingen billettkasse, ingen audioguide, ingen turister. Hvis du går rundt om muren mod nord, finder du et hjørne hvor bymuren falder lodret tredive meter ned til en olivenmark. Du sidder der i en halv time. Du forstår hvorfor de byggede borgen her.
Inden du kører videre — find en bagerie. Epirus har 178 forskellige opskrifter på pita — bjergkøkkenets svar på et brød. Grøntærte med vild spinat. Ostetærte med lokal feta fra Thesprotia (kåret blandt Grækenlands bedste). Mælketærte. Porretærte. Kåltærte. Det er fårepasterens kost — bygget på det der vokser eller græsser i en halv kilometers radius. Du kan ikke køre fra Paramythia uden at have spist mindst én. To hvis du er klog.
Ned i Acheron-dalen
Fra Paramythia kører du østover ad en lokalvej der bliver smallere og smallere — fire og en halv meter de fleste steder. Den følger Paramythia-bjergets østflanke, dykker ned mod en flod-dal, og pludselig springer Acheron frem i bunden: krystalklart vand på hvide kalkstensbund, flankeret af platantræer der har vokset her i to hundrede år. Du parkerer ved den gamle vandmølle — bom, sidste to hundrede meter går du.
Det er Acheron-springs ved Glyki. Vandet vælder ud af kalkbjerget iskoldt — omkring fire grader hvor det forlader klippen. I græsk mytologi er det HER underverdenens flod — det er den her flod Charon færgede de døde over. Necromanteion, antikkens orakel for de døde, ligger ved flodmunderdingen ved Ammoudia — godt halvtreds kilometer vest herfra hvor Acheron møder Det Joniske Hav. Herodot skrev om det. Grækerne kom hertil for at tale med deres afdøde.
Sandheden om vandet: det filtreres gennem hundrede meter kalksten, og det er måske det reneste fri-flydende vand i Europa. Du ser bunden gennem fem meters dybde. Du vader i — gummisko anbefales, stenene er skarpe — og det er så koldt at fødderne mister følelsen efter et halvt minut. Vinden vender ud af kløften kølig. På en dag hvor Glyki-byen er femogtredive grader, er der atten ved bredden.
Lokalbefolkningen kalder en del af kløften Σκάλα Τζαβέλλα — Tzavellas-trappen. Det er den slags navn der ikke er pynt. Tzavellas-familien var en af Souliotes' kapetan-slægter, og du møder navnet flere gange på den her tur. Et særligt familiemedlem dukker op om et øjeblik. Hold blikket der.
Aretipapad / Wikimedia · CC BY-SA 4.0
Acheron-springs. Vandet kommer ud af bjerget iskoldt. Charon færgede de døde over det.
Husk håndklædet. Du svømmer ikke i selve springs — vandet er for lavt. Men en kilometer nedstrøms ved Skala Tzavellas bliver Acheron dybere — smalle bassiner mellem platan-rødderne hvor du dykker en meter ned. Vandet er stadig under ti grader. Du kommer op gispende. Det er pointen.
Samuli Lintula / Wikimedia · CC BY 2.5
Acheron, en kilometer nedstrøms. Det er her du svømmer — eller dykker en meter ned mellem platan-rødderne.
Op gennem Souli-bjergene
Fra Glyki klatrer vejen igen — denne gang ind i Souli-bjergkæden. Asfalten skifter til 3,5-4,5 meter, og partier er grus efter regn. Stigning op til Souli-landsbyen passerer 700 meter på otte kilometer. Vejskiltet er på græsk og siger Σούλι. Til højre falder bjerget tre hundrede meter ned til Acheron. Til venstre rejser klippen sig hvid og lodret. Der er ingen autoværn.
Det her er hvor en historie skal fortælles. Souliotes var et græsk-ortodoks klansamfund — fire hovedbyer (Souli, Kiafa, Avariko, Samoniva), måske tyve tusind mennesker hvis du tæller allierede landsbyer med, og to hundrede år hvor de styrede deres egne bjerge og betalte ikke en drachme til nogen. I 1789 satte Ali Pasha af Ioannina sig for at ændre det. Han var albansk-født osmannisk vasal-hersker — kaldt "Løven af Janina" — der havde bygget sin egen kvasi-stat med hovedkvarter ved Pamvotida-søen. Han ville have Souli. De ville ikke have ham.
I 1792 angreb Ali med 3.000 mand. Souliotes mødte ham med 2.200. Det vildeste øjeblik i slaget: midt i kampen ved Kiafa samlede en kvinde ved navn Moscho Tzavella fire hundrede souliotiske kvinder, bevæbnet med pinde og sten, og smed sig over Alis albanske flanke. De brød linjen. Ali tabte halvtreds-hundrede mand på dagen og trak sig hjem til Ioannina. Moscho fik titlen kapetanios — kaptajn — og fik plads ved krigsrådene. Den dag i dag bliver hårdtslående kvinder i Grækenland kaldt "Tzavelaines". Det er dét navn der overlevede. Ikke Alis.
Det fortsatte i otte år. I 1800 skiftede Ali strategi: han belejrede dem. Tre år. Op mod tyve tusind mand afspærrede alle bjergpas over hele kampagnen. Souliotes spiste deres egne heste. I december 1803 overgav de sig — på betingelse af fri afmarch til kysten. Ali underskrev. Ali brød underskriften i dagene efter og overfaldt de tilbagetrækkende kolonner mens de gik.
Charalampos Gkouvas / Wikimedia · CC BY-SAWikimedia Commons · CC BY-SA
Du kan se det fra vejen. Kiafa-fæstningen ligger på en bjergknast over Souli-landsbyen — Souliotes' sidste fæstning, og i dag står muren stadig i ruiner på toppen. Du parkerer ved bunden af den lille landsby Tsangari, og den sidste halvanden kilometer er sti — sten, salvie, gedeklokker fra modsatte skråning. På toppen er der vind. Altid vind. Du står på et sted hvor folk holdt stand mod et imperium i fjorten år.
C. Stanfield · Public Domain
Kiafa-fæstningen, tegnet før den blev ruin. Souli holdt fjorten år. Så brød Ali sit ord.
Halvtreds kilometer mod syd står Zalongo-monumentet på en bjergtop — seks stiliserede stenfigurer rejst i 1961 til minde om Souliote-kvinder der valgte klippen frem for slaveriet i december 1803. Du kører ikke derhen i dag (omvej, halvdag), men det er en god tur en anden gang. Sangen de skrev til mindet om dem synges stadig i Grækenland.
Souliotes mødte imperiet med pinde og sten — og vandt slag. Det er deres navn, ikke pashaens, der overlevede i ord-talemåden.
De sidste kilometer — Louros-dalen mod Pamvotida
Fra Souli kører du østover ad bjergveje der ender ud på EO19 ved Filippiada. Vejen åbner sig — seks meter, midterstribe, asfalt i god stand. Efter mange timer i bjergene mærkes det næsten kedeligt. Det er bevidst. Kroppen skal have lov at slappe af. Louros-floden løber langs vejen til venstre med pil og platan, og i marken passerer du resterne af Nikopolis-akvædukten — femti kilometer romersk vandledning bygget af kejser Augustus kort efter slaget ved Actium i 31 f.Kr. Han ville have vand til sin sejrsby. Han fik det.
Filippiada er en lille handelsby — fem tusind mennesker, marked onsdag morgen, tomatkasser og fårepølse. Du kører igennem og fortsætter nordover. Få kilometer ude af byen, ved landsbyen Agios Georgios, sker der noget overraskende. Hele Louros-floden vælder ud af klippen bag landsbykirken — tre kubikmeter vand i sekundet direkte fra et hul i bjerget. Du står bag kirken og kigger ned i et bassin hvor det styrter ud. Det er her Augustus' arbejdere hentede vandet. Du står bogstavelig talt ved romernes vandhane.
Vejen klatrer videre fra firs meter til halvfjerds ved Ioannina-bassinet, og syv kilometer før byen presser Klisoura-kløften Louros gennem en to hundrede meter dyb sprække. Vejen klemmer sig ind på vestsiden — du kan røre klippen hvis du holder armen ud af vinduet.
Så åbner det sig. Du runder den sidste sving, og Pamvotida-søen ligger der: otte kilometer lang, mineralblå overflade, omgivet af bjerge på alle sider. På vestbredden ligger Ioannina — by på 470 meters højde, halvfjerds tusind indbyggere, og en ø midt i søen hvor Ali Pasha blev dræbt 24. januar 1822 i klosteret Sankt Panteleimon. Sultanens udsendinge tog hans hoved med til Konstantinopel. Resten af ham blev begravet på øen. Han havde overlevet Souliotes-belejringen, han havde overlevet borgerkrige mod sin egen sultan, men han kunne ikke overleve sin egen ambition. Du finder en p-plads ved sø-promenaden, åbner døren, og dufter siv, kold sten, og kaffe fra en kafenia.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Aslan Pasha-moskeen i Ioannina. Bygget 1618. Ali Pasha lavede den til sit hovedkvarter. Han blev dræbt på øen i søen i januar 1822.
Du står ved sø-promenaden i Ioannina. Klokken er otte om aftenen. Lyset over søen er bronzefarvet.
En gammel mand fisker fra en mole. Han har en spand. Han fanger ingenting. Det er ikke pointen.
Bag dig hører du oud-musik fra en kafenia. Du har kørt to hundrede kilometer i dag. Det meste på sideveje. Pasha'en blev skudt på øen derude.
Cyklen kommer ikke ud på selve etapen. Margariti-passet og bjergvejene mod Souli er for stejle og smalle til andet end bjergcykling. Men: når du når Ioannina, er der en flad cykelsti hele vejen rundt om Pamvotida-søen — atten kilometer asfalt, sø på den ene side, plataner på den anden. Du lejer cykler ved promenaden. Det er den slags pause kroppen har brug for efter en dag i bjergene.
Pause før etape 2
Spis ved søen. Sov dybt.
Sidste stop på etape 1 er promenaden ved Pamvotida-søen i Ioannina. Find et hotel i den gamle bydel — der er flere små pensioner inden for borgmuren (Frourio). Spis fisk fra søen, drik tsipouro, sov med åbent vindue. Etape 2 starter ikke her: morgen efter kører du 70 kilometer nordover ad EO20 til Konitsa — det er ren transport, omkring en time, og når du parkerer ved Konitsa-pladsen, scanner du QR-koden til etape 2.
Mod nord venter Konitsa, en flod der hedder Aoos i Grækenland og Vjosa i Albanien — Europas sidste vilde flod, og en stenbro fra 1870 bygget af mænd der ikke kunne læse.
Etape 2 · ca. 67 km
Konitsa til Papingo — treogtyve sving op mod Astraka
Vejen begynder at klatre. Den slutter ved en landsby på 1.000 meter med stenhuse hele vejen op og en hvid klippevæg der står 800 meter lodret bagved den.
Du ruller ud fra Konitsa-pladsen og finder EO20 sydpå igen. Det er den samme vej du kom op ad i går, men i den anden retning føler du dig som en anden person. Du sover ud, du er udhvilet, og du ved hvad der venter dig. Femten kilometer sydpå drejer du fra ved skiltet til Klidonia — en lille landsby på højre side af vejen, der mest er kendt for at være indgangsporten til Vikos-Aoos Nationalpark fra nord.
Det første du møder er ikke et nationalparkskilt. Det er en stenbro. Klidonia-broen over Voidomatis-floden — bygget i 1853 af mester Ziogas fra landsbyen Pirsogianni, en af de famøse vlach-stenmestre. Tre buer i klassisk osmannisk-balkansk stil. Den er stadig i brug for biler — men kun én ad gangen. Ingen lyssignaler, ingen skiltning. Du sætter foden på speederen og håber den anden bil ser dig først.
Voidomatis selv er det her. Floden løber under broen i et turkiserent bånd som ikke er fra Photoshop. Vandtemperaturen ligger konstant omkring fire grader fordi vandet kommer fra underjordiske kilder ved kløftens udløb. Det er målt som én af Europas reneste floder. Det er den flod der løber gennem bunden af Vikoskløften — du ser den ovenfra i etape 3.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Voidomatis. Konstant fire grader året rundt. Én af Europas reneste floder. Den her flod kender din mor ikke.
Fra Klidonia drejer du sydøst og passerer landsbyen Aristi (350 indbyggere, stenhuse, lille plads med platantræ, kafenion hvor gamle mænd spiller tavli). Du er nu på vej til Papingo. Hvis du er i tvivl om hvilken vej der hedder noget, så bare følg skiltene mod Megalo Papingo / Mikro Papingo. Vejen drejer pludselig mod nord igen og begynder at stige. Det er nu det starter.
De treogtyve hårnålesving op til Papingo
Nogle veje fortæller dig at du er på vej op. Det her gør det med voldsomhed. Inden for første kilometer drejer vejen sig sammen om sig selv som et reb. Asfalten er smal — under fem meter samlet bredde — og der er ingen autoværn på de fleste sving. Til venstre er stejl klippeskråning. Til højre er der intet — og halvtreds meter ned er der en flodseng med pinde der engang var træer. Du sætter farten ned til 25, du holder dig til den indre side af alle hårnåler, og du holder lige stille hvis en bil kommer den anden vej.
Der er omkring treogtyve hårnålesving fra dalbunden ved Voidomatis op til Mikro Papingo. Den gennemsnitlige stigningsprocent er omkring otte procent, men de stejleste partier rammer tolv-fjorten procent. Det er ikke en vej du kører automatgear på. Tredje gear, og kun det.
Til gengæld: ved hvert sving åbner udsigten sig på en ny måde. Du ser tilbage ned i Voidomatis-dalen, du ser Aristi blive mindre og mindre, og bagved alle skuldre rejser Astraka-massivets nordvæg sig som en hvid mur. Det er to hvide kalkstensvægge der står lodret 800 meter over Papingo. På afstand ligner de tårne. På nærhold er de bare væg — så høj at du må læne nakken for at se toppen.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Astrakas nordvæg. Otte hundrede meter lodret. Klatrere kommer fra Athen og Patras for den her væg.
Vejen er for stejl til cyklen — medmindre du har en racercyklist i benene og en god grund. Toogtyve hårnåler op fra dalbunden er en bedrift. Til gengæld: når du er oppe, er Papingo perfekt til vandring. Kalderimia-stierne — gamle stenbelagte hyrdestier — forbinder Megalo Papingo, Mikro Papingo og de naturlige bassiner. Lej en cykel i Megalo Papingo (et par lokale udlejere, men ikke organiseret), eller bedre: gå. Stierne er for stejle og stenede til normal cykel. Bjergcykel er muligt. Til fods er det perfekt.
Megalo Papingo — under stenens hænder
Du ruller ind i Megalo Papingo — "Store Papingo", omkring 150 fastboende vinter, mange flere om sommeren. Det første du lægger mærke til er at husene ikke er hvidkalkede som på de græske øer. De er grå. Tag af mørkt skifer (plakes), mure af lokal kalksten, vinduerne små og dybt indfattet — bygget til vinter, ikke til turister. Gaderne er smalle og brolagte, så stejle at biler ikke kommer alle steder. Du parkerer ved indgangen til byen, ved skiltet, og du går.
Centrum er en plads med et stort platantræ og en kirke fra 1700-tallet. Omkring pladsen står tre-fire kafenia, hvor gamle kvinder i sort med hovedtørklæder sidder på bænkene og snakker på vlach — det aromâniske, latinsk-stammende sprog som den her egn har talt i tusind år. Du forstår ingenting. Det gør ikke noget. Du sætter dig på kafenionet og bestiller en lokal kaffe og et lille glas tsipouro. Et af stederne hedder Sterna — kendt for sin kontosouvli og pita med vilde urter (hortopita), og blandt rejsende noget af det mest siterede i hele Zagori.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Megalo Papingo. Husene er bygget af samme sten som klippevæggen bagved. Det er ikke pittoresk. Det er logik.
Bag pladsen fortsætter brolagte gader op ad bakken. Hvert hus har et lille stenstendige om en have med en ged eller en høne i. Mange af husene er restaurerede til guesthouses — typisk et dobbeltværelse for 70-100 euro inklusiv morgenmad af lokal honning, fårfrisk yoghurt, og hjemmebagt brød. Reservation anbefales i juli-august. Resten af året: bare gå op og spørg.
Kør de tre kilometer videre nordpå til Mikro Papingo — "Lille Papingo", omkring halvfjerds indbyggere. Vejen er endnu smalere, og når du kommer derop er det som om du er endt et sted hvor en bygning aldrig er blevet pyntet til. Tomme stenhuse med mos på taget. En kirke fra 1700. En enkelt taverna. Stilheden ramt af lyden fra en bjergstrøm.
Wikimedia Commons · CC BY-SAWikimedia Commons · CC BY-SA
De naturlige bassiner — Kolymbithres
Fra Mikro Papingo går der en sti otte hundrede meter ned mod en bjergstrøm der hedder Rogovo. Den har skåret en serie naturlige bassiner i kalkstenen — Kolymbithres ("badekarrene") — og det er præcis hvad de er. Tre-fire skåle i klippen, hver med vand fra strømmen, hver fyldt med koldt vand og en bagvæg af lodret kalksten. Folk kommer her for at bade i et af det reneste vand i Europa. Vandet er tolv-fjorten grader i juli — perfekt til en hurtig nedkøling efter timer i bilen.
Husk håndklædet. Bassinerne ligger ti minutters gang ned ad en stenet sti fra Mikro Papingo's parkering. Du klæder om i naturen — der er ingen omklædningshytte, ingen toilet, ingen kiosk. Tag tøjet af, hop i, hvil dig på den varme klippe bagefter mens vandet drypper af dig. Der er somme tider et par lokale børn, et par tyske vandrere, og en hund. Mere er der ikke. Hvis det er ude på sæsonen (november-april), er bassinerne tomme på grund af kulden — og det er også smukt, men ikke til at bade i.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Kolymbithres. Naturens egen badeplads. Tolv grader. Bagvæg af lodret kalksten. Ti minutters gang.
Astraka-hytten og Drakolimni — kun for de stærke
For dem der vil mere, er der én vandring fra Mikro Papingo der bør nævnes. Stien går fra landsbyen op ad Astrakas østside — først gennem fyrretræsskov, så over alpine enge, og til sidst over rå sten. Efter tre-fire timers stigning når du Astraka-hytten på 1.950 meters højde — en stenbygget bjerghytte der er bemandet juni-oktober, hvor du kan sove i sovesal for omkring 25 euro og spise en gryderet før solnedgang.
Fra hytten går der yderligere en time op til Drakolimni — "drage-søen" — på 2.050 meters højde. Det er en lille alpinsø der ligger som et øje på Tymfi-plateauet. I søen lever en sjælden alpinsalamander (Triturus alpestris) med sort overside og orange bug. Lokal myte gjorde dem til "drage-yngel" — derfor navnet. Det her er Europas sydligste population af arten, isoleret siden istiden. Sneklædt fra november til maj.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Drakolimni. Drage-søen. To tusind meter. En salamander der har boet her siden istiden.
Hvis du kommer til Astraka-hytten i god tid, kan du spise dér og sove. Tag op til Drakolimni til solnedgang. Sov i hytten. Tag tilbage til Papingo dagen efter. Det er en to-dages mini-tur og et af de mest mindeværdige bjerg-natstop i Europa. Hvis du ikke vil sove i bjerget: kom tilbage til Papingo samme dag og sov i en pension. Det er et valg.
Du står ved en sø to tusind meter over havet. Vandet er sort. En sort-orange salamander svømmer mellem kalkstenene. Hendes forfædre kom hertil for tolv tusind år siden, og ingen har inviteret dem ned igen.
Du sidder på en sten foran et hus i Mikro Papingo. En gammel kvinde går forbi med en spand mælk. Hun siger noget på vlach.
Du forstår ikke et ord. Hun smiler. Du smiler tilbage. En ged kigger på jer fra over en stenmur.
Klokken er syv om aftenen. Klippevæggen bagved byen er rosa i sollyset. Du er endnu ikke nået til Vikoskløften. Du har allerede glemt hvor lang vejen var.
Pause før etape 3
Sov med åbent vindue.
Sidste stop på etape 2 er parkeringen ved Mikro Papingo. Find en pension i Megalo eller Mikro Papingo. Spis pita med vilde urter og drik tsipouro. Sov i en sten-væg-tyk seng, og hør stilhed med et ekko af gedeklokker. Når du er klar til etape 3, scan QR-koden — den fører dig sydpå igen, ned ad de treogtyve sving, gennem nationalparken til Monodendri og Vikos-balkonen, hvor du for første gang ser kløften ovenfra.
SLUT-GPS: verificeres · P-plads ved Mikro Papingo (39.9890, 20.7113)
Mod syd venter en kløft Guinness har målt. Stenbroer fra det attende århundrede der er ældre end USA. Og en pasha begravet på en ø i en sø.
Etape 3 · ca. 141 km
Papingo til Ioannina — kløften, broerne og pashaens by
I dag kører du langs en kløft Guinness har målt. Du kører over broer der er ældre end USA. Og du ender i en by hvor en pasha blev skudt på en ø i en sø i januar 1822, og hovedet sendt til Istanbul.
De første kilometer — tilbage ned ad de treogtyve sving
Du ruller ud fra parkeringen ved Mikro Papingo om morgenen. Solen står lavt på Astrakas østside, og den hvide klippevæg er nu gylden — næsten lyserød — og du forstår hvorfor klatrere kommer hertil ved daggry. Du følger samme vej tilbage som du kom op ad i går. Toogtyve hårnåler. Den gang gik det opad og du kæmpede med tredje gear. Nu går det ned, og du må stadig være i tredje, men nu fordi bremserne ellers brænder af.
På vej ned er udsigten en helt anden. Hvor du i går så bagud i hver hårnål, ser du nu fremad — og foran dig åbner Voidomatis-dalen sig i sit fulde omfang. Du ser kløftens sydlige indgang som et mørkt slag i klippen, og du ved at det er præcis dér du skal hen i dag. Hver gang du runder et sving forsvinder Astraka bagved, og du synker tilbage ned i landskabet for tredje gang på fyrre kilometer.
Tilbage ved Klidonia drejer du østpå, gennem den nye nationalpark-forbindelsesvej, og fortsætter ad provinsvejen mod Monodendri. Det er fyrre kilometer på smal asfalt, og det er den slags strækning hvor GPS'en lyver om køretiden. Sæt en time af, ikke 25 minutter.
Monodendri — landsbyen ved kløftekanten
Du ruller ind i Monodendri omkring middag. Befolkning cirka 130. Det er en typisk Zagori-landsby — stenhuse, skifertage, smalle brolagte gader — men den her ligger på en vild plet: direkte over Vikoskløftens vestside. Husene er bygget på en plet hvor kalkstenen styrter halvfems hundrede meter ned i en lodret væg. Du kan stå i et af bagvinduerne af landsbyens tavernaer og kigge ned uden at læne dig ud.
Parker ved indgangen til byen — der er en stor gratis P-plads. Gå gennem den centrale gade, forbi en kirke fra 1500-tallet, og fortsæt ad den smalle sti der følger kløftekanten. Efter tre hundrede meter står der en lille bygning med en mørk indgang og et kors. Det er Agia Paraskevi-klosteret.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Monodendri. Bygget på kanten. Hver gang du går ud bagdøren er der ni hundrede meter ned.
Klosteret er fra 1413 — bygget af lokale fra landsbyen Vitsa, finansieret af voevoda Michael Therianos under den despotiske hersker Carlo I Tocco. De valgte stedet bevidst: en sten-stue klistret op ad klippen, lige over kløften — så uvejsom at den var nem at forsvare og umulig at finde for tilfældigt forbipasserende. Indvendigt er der frescoer fra 1400-tallet, en lille kapel, og fortsat sti der løber langs kløftekanten i en hylde der er en halv meter bred. Hvis du har højderædde, gå ikke derud. Hvis du ikke har: gå et hundrede meter ud. Det er et af de mest spektakulære udsigtspunkter i hele Pindos. Klosteret er åbent og gratis.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Vikoskløften fra Monodendri. Bunden af kløften er der nede et sted. Du ser den ikke.
Oxia-balkonen — 900 meter ned
Tilbage til bilen. Der er en lille vej ud fra Monodendri-pladsen der er skiltet til Oxia. Tre kilometer asfalt, sidste to hundrede meter er grus. P-plads for fem-seks biler. Du går de sidste hundrede meter til fods. Pludselig står du på et flad klippeplateau på 1.350 meters højde, og verden falder lodret væk under dig.
Det her er Vikoskløften. Maksimalt dybde omkring 1.350 meter ved Oxia. Bredden ved kanten er nogle steder kun lidt mere end dybden. Den dybde-til-bredde-ratio gør den til verdens dybeste kløft i forhold til sin bredde — en rekord noteret af Guinness. Du står på en klippe uden hegn, uden skilte, uden noget mellem dig og kløftens bund. Lokale går nogle gange helt ud til kanten og sætter sig. Det skal du ikke. Bliv to-tre meter inde.
Bunden af kløften er rygradslæder. Voidomatis-flodens kilde — som du så ved Klidonia — opstår faktisk her, hvor en tør flodleje pludselig fyldes af vand der pibler op fra kalkstenens underjordiske system. Vandringen fra Monodendri til Vikos-landsbyen er tolv kilometer langs kløftens bund, fem-seks timer, og et af Europas mest dramatiske dagsvandringer. Hvis du ikke vandrer: stå på Oxia i tyve minutter, og du har set 90 procent af det hele.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Vikoskløften fra Oxia. Op til 1.350 meter ned. Ingen hegn. Verdens dybeste kløft i forhold til sin bredde.
Du står på en klippeflade hvor du ikke må have højderædde. Der er to gange ni hundrede meter mellem dig og bunden. Floden dernede er den samme du så ved Klidonia. Den begynder i den her klippe.
Kipoi — fire stenbroer på en kilometer
Fra Monodendri kører du østpå ad provinsvej mod Kipoi — en lille landsby der ligger ved sammenløbet af to mindre floder. Kipoi er den slags landsby man kører forbi uden at vide hvad der står der. Det er en fejl. På 1 kilometers strækning omkring Kipoi står fire af Zagoris fineste stenbroer, alle bygget mellem 1748 og 1814 af vlach-mestre fra Pirsogianni og Vourbiani.
Den vigtigste er Plakidas-broen — også kaldet Kalogeriko, "munkebroen" — bygget i 1814. Den har tre buer i forskellig højde: en stor midterbue, en mellem, og en mindre. Set fra siden ligner det tre broer i én konstruktion — og det er ikke tilfældigt: broen blev oprindeligt bygget i 1814, men fik sin nuværende form da brødrene Plakidas reparerede den i 1865. Det er dem broen er opkaldt efter. Det er den mest fotograferede bro i Zagori. Du parkerer ved en lille rasteplads, går ned ad en sti, og pludselig står den der: tre buer mod en bjergskråning, brutalt enkel, perfekt logisk.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Plakidas. Tre buer i forskellig højde. Bygget 1814, fik sin nuværende form da brødrene Plakidas reparerede den i 1865. Stadig i brug for fodgængere.
Tre hundrede meter sydpå står Kokkori-broen (også kaldet Noutsos) — én bue, bygget 1750 af mester Kokkori. Hundrede meter videre, Misios-broen — én bue, bygget 1748 af mester Misios fra Pirsogianni. Og en sidste bro længere ude, Kontodimos — én bue, 1753. Alle stadig i brug. Alle stadig i live.
Wikimedia Commons · CC BY-SAWikimedia Commons · CC BY-SA
Vlach-stenmestrenes håndværk: Vlach-folket (aromâni) er et latinsk-stammende hyrdefolk der har boet i Pindos i tusind år. Fra landsbyerne Pirsogianni og Vourbiani kom hele generationer af stenmestre der specialiserede sig i broer, klosterbygninger og kalderimia-stier. De rejste rundt på Balkan i sommermånederne — fra Albanien til Bulgarien — byggede, og kom hjem om vinteren. De kunne ikke læse, men de kunne regne ud hvor mange sten der skulle være under hinanden for at en bue stod. Plakidas-broen står stadig efter tohundrede og elve år. Det er ingeniør-eksamen.
Vradeto-trappen og Beloi
Fra Kipoi tager du en omvej mod nord. Vejen op til Vradeto er stejl og snoet — den blev først bygget i 1973. Indtil da var den eneste adgang til landsbyen Vradeto-trappen (Skala Vradetou) — en stenbygget hyrdesti der zigzagger op ad klippevæggen fra landsbyen Kapesovo (1.080 m) til Vradeto (1.340 m). Over tusind trin, bygget i klippen i tidligt 1700-tal over cirka tyve år af samme Pirsogianni-mestre. Folk gik op til Vradeto med æsler. Indtil 1973.
Du kan parkere ved Kapesovo og gå trappen op. Det tager halvanden time og er en af Europas mest mindeværdige stentrapper. Hvis du ikke vil gå: kør den nye vej (provinsvej, men stejl — femten-atten procent på de stejleste partier) op til Vradeto. Landsbyen har omkring ti fastboende vinter. Dette er Zagoris højest beliggende landsby på 1.340 m — én af Grækenlands højeste, om end ikke den højeste (Samarina på 1.450 m holder den titel). Stenhuse, skifertage, en kirke, og en udsigt der er værd at køre for.
Fra Vradeto fortsætter en lille sti til Beloi-balkonen — to-tres minutters vandring til et udsigtspunkt på den modsatte side af Vikoskløften fra Oxia. Du ser over kløften til Oxia-klippen og ned i bunden hvor floden løber. Det er det andet hovedviewpoint til Vikos. Hvis Oxia var "kløften nedefra", er Beloi "kløften tværs over". Du kan se hvor langt det er fra den ene side til den anden. Det er ikke langt som fugleflugt — men afgrunden imellem dem er det.
Ned til Ioannina — pashaens by
Tilbage i bilen. Fra Vradeto-området følger du provinsvejen sydpå mod Tsepelovo (~330 indbyggere, største landsby i østlige Zagori, central plads med fontæne og flere kafenia, base for vandringer til Tymfi-toppen Gamila på 2.497 m). Hvis du har en halv time, så stop. Hvis ikke, kør forbi.
Fra Tsepelovo går vejen sydpå over Mitsikeli-bjerget ned til Ioannina-bassinet. Faldet på 600 højdemeter sker over tredive kilometer — gennemsnit ~2%, men koncentreret på enkelte stræk med 8-10%. Mange sving, bredere asfalt end Vikos-balkonen, men alligevel langsomt. Du kører mellem fyrretræsskove og bjergenge med vild salvie. Lugten er harpiks og varm sten.
Og så åbner det sig. Ud af bjergene ruller du ned i Ioannina-bassinet, og pludselig ligger der en stor sø foran dig — Pamvotida-søen, 22 kvadratkilometer flade, dybde maksimalt elleve meter. På den vestlige bred ligger byen. Du parkerer langs søfronten — der er flere store gratis P-pladser — og du går.
Ggia · CC BY-SA
Ioannina. Befolkning 65.000. Søen er den her. Pashaens fæstning står stadig på den anden side af gaderne.
Ioannina har 65.000 indbyggere og er Epirus' provinshovedstad. Men det vigtigste her er fortiden. Byen var hjem for én af det osmanniske riges mest berygtede regionale herskere: Ali Pasha Tepelena (1740-1822), en albansk osmannisk pasha der herskede over Epirus, det vestlige Grækenland og store dele af Albanien fra cirka 1788 og fremefter. Fra Ioannina byggede han en næsten uafhængig stat. Han mødte Lord Byron i 1809. Han var brutal, snedig, og uafhængig nok til at sultanen til sidst blev træt af ham.
I januar 1822 sendte sultanen tropper til Ioannina for at få Ali Pasha. Pashaen flygtede til klosteret St. Panteleimon på den lille ø i Pamvotida-søen — Nisaki ("den lille ø"). Tropperne fulgte efter. De skød Ali Pasha gennem gulvet i klosteret fra etagen under, hvor han stod ovenpå. Han døde i januar 1822. Hovedet blev sendt til Istanbul. Skudhullerne i gulvet markeres stadig for besøgende. Du kan tage en lille båd derover fra havnefronten — tolv minutter — og se klosteret med egne øjne. Båd hver halve time.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Aslan Pasha-moskeen i Ioannina-fæstningen. Bygget 1618. Står stadig.
Tilbage på fastlandet kan du gå op i Kale — Ali Pashas fæstning, dele bygget på byzantinske mure — og se Aslan Pasha-moskeen fra 1618 (i dag museum). I gamlebydelen ligger også synagogen Kahal Kadosh Yashan fra 1826, hjem for det jødiske Romaniote-samfund — Europas ældste jødiske tradition, græsk-talende siden romersk tid. De har boet i Ioannina siden Cæsars dage og taler deres egen dialekt der lyder ældre end alt andet græsk i byen. Det er den slags fakta du nævner ved middagsbordet derhjemme.
En byrå-rejse: Ioannina spiser sølvfisk fra søen — tsipoura stegt på grill med citron — og laver lokale slik af valnødder og honning. Tag dig tid på en taverna ved søfronten klokken otte om aftenen. Bestil en kande hvid vin. Se solen sætte bag bjergene du lige er kørt ned ad. Tre dage på sideveje gennem Pindos. Nu sidder du i en by der har set en pasha henrettet.
Du sidder ved Pamvotida-søen. Der står en lille båd ved kajen. Den fører til en ø.
På den ø står et kloster fra middelalderen. I et af gulvene er der huller. De er tohundrede år gamle.
Du tager båden næste morgen. Eller måske ikke. Du har set 350 kilometer Pindos. Du kan tillade dig at hvile.
Turen slutter her
Velkommen til Pindos.
Du står ved Pamvotida-søen i Ioannina. 350 kilometer fra Igoumenitsa-færgen. Bogen slutter her, men Pindos fortsætter sydpå — og næste bog i serien starter her: ad Ioannina–Metsovo-vejen over Katara-passet og videre ned mod Meteora og Centralgrækenland.
SLUT-GPS: verificeres · Pamvotida-søens vestlige bred (39.6650, 20.8537)
Pindos begyndte i Igoumenitsa. Pindos slutter ikke her.
Scan QR
Scan med telefonen for at åbne ruten i Google Maps
Åbn telefonens kamera. Hold det op mod koden. Tryk på linket der kommer frem. Ruten åbner i Maps.
Vil du have det hele?
Med Pro får du dine egne billeder i bogen, alle inspirationsruter fra start til slut og alle landebøger.
