Fra Middelhavet, tværs gennem Pyrenæerne, og hele Biscayabugten op til Bretagnes kant. Ønsket passede ikke i en formular — så vi rettede os efter turen.
„Vi skal fra Valencia og kunne godt tænke os at køre ad østkysten indtil vi er omkring Perpignan, hvor vi skal besøge en fætter. Bagefter kunne vi godt tænke os at køre gennem Pyrenæerne hele vejen til vestkysten, og derfra Biscayabugten indtil vi når Brest.
Vi har cykler med og vil gerne opleve cykelture, ligesom vi har wingfoil med, så vi også gerne vil opleve det de steder der er fladt vand og god vind.
Efter Brest skal vi nordover mod Danmark, men det bliver bare transport.
Vi har den tid der skal til, så vi vil gerne køre de smukkeste steder."
Det har vi opfyldt på denne måde.
Ud fra Valencia ad V-21, den gamle udfaldsvej mod nord. I kunne have taget AP-7 fra motorvejsringen og været i Peñíscola på halvanden time. I stedet tager turen tre, og forskellen er at I kører gennem byerne i stedet for uden om dem.
Tag Mercado Central med inden I kører — modernistisk jernhal fra 1928 med tusind boder under kuplerne — og Ciudad de las Artes ligger direkte på vejen ud: Calatravas hvide beton, og Oceanogràfic med femogfyrre millioner liter havvand.
Ved Sagunto lægger vejen sig på N-340, som stadig hedder Carretera Cádiz y Gibraltar a Barcelona på skiltene. Det er den gamle middelhavshovedvej, og den løber hele vejen op langs Costa del Azahar — appelsinblomstkysten — gennem Almenara, Moncofa, Burriana, Benicàssim og Oropesa.
Vejen er lige, langsom og fuld af rundkørsler, og den går tværs gennem appelsinlundene: markerne står helt ud til asfalten. AP-7 ligger få kilometer inde i landet og er halvanden time hurtigere. Vi har valgt den her — det er den eneste strækning på turen hvor I kan lugte hvad der vokser udenfor.
Halvtreds kilometer inde ligger Coves de Sant Josep syv kilometer fra vejen: Europas længste sejlbare underjordiske flod. Man sidder i en båd, og loftet er en meter over hovedet.
CV-141 drejer fra N-340 og ud på tangen. Peñíscola ligger på en klippe der stikker ud i havet med borgen på toppen — vand på tre sider, og byen kryber op ad siden i hvidt.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Peñíscola, og det er dér den næste begynder.
115 km uden stop mellem Coves de Sant Josep og Peñíscola. N-340 følger appelsinlundene hele vejen, men vi har ikke fundet noget derude vi vil sende jer efter. Kør den langsomt; her er landskabet turen.
Seværdighederne på strækning 1 · nr. 1–5 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Marked 1 8.000 m² under en art nouveau-kuppel fra 1928. Mercado Central i Valencia, Spanien, er Europas største overdækkede friskvaremarked i drift — 1.200 standpladser med appelsiner fra Ribera, pærer fra Requena, calamares levende i tanke, og jamón serrano hængende i tætte rækker. Duften rammer dig ved hoveddøren.
Park/Natur 2 Santiago Calatrava tegnede bygningen som en hvid lotusblomst af beton og glas. Indeni: 45 millioner liter havvand fordelt på 9 undervandslandskaber. Oceanogràfic i Valencia er Europas største akvarium — delfiner, hajer, hvaler og en arkadisk undervandstunnel du aldrig glemmer. Hele Ciudad de las Artes er Spaniens mest futuristiske bygningsværk.
Arkitektur 3 Santiago Calatrava byggede en by inden i en by. Ciudad de las Artes y las Ciencias i Valencia, Spanien, er en 2 km lang komplex af hvidkalkede futuristiske bygninger langs den udtørrede Turia-flod — operahus, IMAX, akvaarium, videnskabsmuseum. Alt designet af Calatrava som én organisme.
Grotte 4 Europas længste sejlbare underjordiske flod. Man sejler i båd gennem oplyste gange — en helt unik oplevelse der føles som en eventyrfilm.
Fæstning 5 En fæstning omgivet af hav på tre sider. Peñíscola rejser sig som en hvid klippeø fra Middelhavet — forbundet med fastlandet af en smal sandtange. Pave Luna — modpaven Benedikt XIII — regerede herfra i eksil fra 1415 til sin død i 1423. Brugt som filmkulisse til Game of Thrones (Meereen).
Tilbage på N-340 og nordpå gennem Vinaròs og Les Cases d'Alcanar. Her holder Castellón op og Catalonien begynder, og landskabet skifter fra appelsin til oliven på under tyve kilometer.
Ved Sant Carles de la Ràpita drejer vejen ind i landet mod Amposta og krydser Ebro.
Og så forlader vejen kysten og kører ud i noget der ikke ligner Spanien: Ebro-deltaet. Rismarker under havniveau så langt man kan se, kanaler i lige linjer, flamingoer i vandet, og en horisont uden noget i.
Her skal cyklerne af. Deltaet har omkring tusind kilometer cykelsti og markvej, og runden fra Amposta ud til Deltebre og Riumar er cirka halvfjerds kilometer og fuldstændig flad — forbi laguner, fugletårne og risbønder. Det er den slags dag hvor bilen godt kan blive stående.
Og her skal wingfoilen i vandet. Trabucador er en sandtange mellem det åbne hav og Alfacs-bugten: bølger på den ene side, spejlblankt på den anden, og vinden typisk på tværs. Riumar ligger ude ved flodmundingen. To af Spaniens mest kendte fladvands-spots, og de ligger begge på jeres vej.
Fra L'Ampolla går N-340 op over Coll de Balaguer. Serra de Llaberia falder ned i havet her, og den gamle vej klatrer op over den forbi L'Ametlla de Mar, Sant Jordi d'Alfama og L'Almadrava. AP-7 skærer igennem inde bagved og er tyve minutter hurtigere. Det her er strækningen hvor vejen har sving.
De sidste halvtreds kilometer ind mod Tarragona må vi tage på AP-7 og A-7 i to stykker på elleve og otte kilometer. Der findes ikke en anden vej der ikke koster en time. Embalse de Siurana ligger enogtyve kilometer inde i landet hvis I hellere vil op i bjergene.
Tarragona var Tarraco, hovedstad i det romerske Hispania. Amfiteatret ligger ned mod stranden, og akvædukten står fire kilometer nord for byen.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Tarragona, og det er dér den næste begynder.
86 km uden stop mellem Peñíscola og Ebro-deltaet. Det er turens sidste stykke Castellón-kyst, og det er ens hele vejen.
Seværdighederne på strækning 2 · nr. 6–8 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Delta 6 Flamingoerne står i tusindtal i det lave vand. Morgensolen farver rismarkerne orange. 320 km² flodmunding, flad som et bord, levende som en regnskov — bare i vandret. Ebro-deltaet er Middelhavskysten, som den så ud før betonblokke og strandhoteller tog over.
Stausee 7 Siurana hænger 737 meter oppe på en lodret klippeblok — det sidste mauriske fort i Catalonien faldt her i 1153. Nedenunder: smaragdgrønt vand i Embalse de Siurana i det østlige Spanien. Klatrere elsker klipperne, men udsigten fra den middelalderlige landsby ned over reservoiret er for alle. Tag rødvin med.
UNESCO Verdensarv 8 Tarragona — Tarraco i Catalunya, Spanien, er den bedst bevarede romerske by ved Middelhavskysten. Amfiteatret ligger direkte ved vandet — 6.000 tilskuere stirrede engang ned i arenaen med bølgerne bag. Akvædukten Pont del Diable spænder 27 meter over dalen. Alt dette fra et imperium der styrede halvøen i 600 år.
Ud af Tarragona ad A-7 i ni kilometer — vi har ikke fundet en vej udenom der ikke tager en halv time ekstra — og så ned på N-340 igen ved Altafulla. Herfra og til Vilanova er det badebyer på stribe: Torredembarra, Roda de Berà, Calafell, Cunit, Cubelles.
Coma-ruga er den brede, flade sandstrand hvor katalanerne selv tager hen. Ikke turens mest dramatiske badested, men det nemmeste.
Efter Sitges sker der noget. C-31 hedder Costes del Garraf på det stykke, og vejen er hugget ind i klippesiden: kalksten over, Middelhavet lodret under, og sving i ti kilometer. C-32 kører gennem tunnel inde i bjerget og er et kvarter hurtigere. Vi har valgt den her.
Ved Castelldefels flader det ud igen, og de sidste syv kilometer går ad B-10 Ronda Litoral langs havnen og ind i Barcelona.
Barcelona er den eneste by på turen hvor vi lægger ni stop oven i hinanden, og det er fordi de ligger sådan: Sagrada Família, Park Güell, Casa Batlló, La Pedrera, Palau de la Música, Museo Picasso, La Boqueria, CosmoCaixa og Mirador de Colom nede ved vandet.
Strækningen ender ved Fòrum i den nordøstlige ende — dér hvor kystvejen ud af byen begynder, så I ikke skal gennem centrum igen i morgen.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Barcelona, og det er dér den næste begynder.
86 km uden stop mellem Coma-ruga og Barcelona. Costa Daurada er badebyer på stribe — fine at bo i, tynde at beskrive. Til gengæld ligger ni af vores steder samlet i den anden ende.
Seværdighederne på strækning 3 · nr. 9–17 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Termalbad 9 Grav et hul i sandet. Mærk varmen sive op under fingrene. Coma-ruga er en helt almindelig middelhavsstrand — bortset fra at undergrunden pumper 39-graders vand op gennem sandet. Det er ikke et spa. Det er geologi du kan mærke med bare tæer.
Udsigt 10 60 m op i luften. En hånd der peger mod Amerika. Mirador de Colom ved havnefronten i Barcelona, Catalunya, Spanien, er toppen af søjlen rejst til ære for Columbus i 1888 — da sømandsøjet fra Genova pegede mod vest, da han sejlede fra havnen herunder. Nu peger statuen ud mod Middelhavet. Det er forkert. Det var med vilje.
Katedral 11 Byggeriet begyndte i 1882. Det er stadig ikke færdigt. Antoni Gaudí brugte 43 år af sit liv på den — de sidste 12 sov han i krypten. 18 tårne, 172 meter højt, og hvert eneste ornament har en mening. Verdens mest ambitiøse kirke.
Kunstmuseum 12 4.251 værker. Fem middelalderpalæer i El Born. Museo Picasso Barcelona i Catalunya, Spanien, er verdens vigtigste samling af Picassos tidlige arbejder — fra 13-årsalderen til kubismens gennembrud. Las Meninas-serien fra 1957 fylder en hel sal: 58 variationer over Velázquez' maleri i en alder af 76.
UNESCO Verdensarv 13 Gaudí byggede en lystpark der skulle sælge luksusvilla-grunde. Det mislykkedes totalt. Ingen ville købe. Barcelona overtog det i 1923 og åbnede det som offentlig park. Nu er Park Güell i Barcelona, Catalunya, Spanien, et af de mest besøgte steder i Spanien — trappedragen med mosaikker, søjlehallerne, det store terrasseudsyn. Fejlslagets triumf.
Gaudí-bygning 14 En façade af knogler og drageskæl midt på Barcelonas fineste boulevard. Casa Batlló er Gaudís mest vilde ombygning — et helt almindeligt lejlighedskompleks fra 1877 som han i 1904 forvandlede til et levende væsen. Balkonerne er kranier. Taget er en drageryggrad dækket af keramikskæl. Tårnspiret er Sankt Georgs lanse, stukket ned i uhyret. Der er ikke én ret linje i hele bygningen.
Gaudí-bygning 15 Stenbruddet. La Pedrera. Fordi facaden bølger som en klippe der er ved at smelte, og barceloneserne i 1912 ikke vidste om de skulle grine eller græde. Gaudís sidste civile bygning er en lejlighedsejendom helt uden bærende vægge — hele konstruktionen hviler på søjler og stålbjælker, 60 år før nogen andre turde. Og på taget: 28 skorstene formet som krigere med hjelme, der stirrer ud over byen.
Marked 16 Mercat de la Boqueria på La Rambla i Barcelona, Spanien, har eksisteret på dette sted siden 1217. Markedshallen fra 1840 rummer 300+ boder med frugt, fisk, kød og tapas i en palet af farver man ikke glemmer. Kom tidligt — det er de lokale der handler om morgenen.
Sciencecenter 17 Under en glaskuppel i Barcelona, Spanien, vokser en regnsskov. Ikke en model. En rigtig. CosmoCaixa i Catalunya huser Bosque Inundado — 1.000 m² oversvømmet amazonbiotop med levende træer på 20 meter, krokodiller, piranhaer og kunstig regn hver time. Det er det største indendørs stykke regnsskov i Europa, og du kan gå direkte ind i det.
Ud ad B-10 og videre på C-31 langs Maresme: Badalona, Premià, Vilassar, Mataró. Fra Mataró skifter vejen til N-II, som løber klemt inde mellem jernbanen og stranden gennem Arenys de Mar, Canet, Sant Pol og Calella. Toget kører på sandet ved siden af jer.
C-32 ligger inde bagved og er tyve minutter hurtigere. Vi har valgt den her, fordi den kører på den rigtige side af skinnerne.
Ved Blanes forlader vejen kysten et øjeblik, og så begynder GI-682. Den blev bygget i 1920 og lagt efter bjerget i stedet for omvendt: toogtyve kilometer fra Tossa de Mar til Sant Feliu de Guíxols hen over Massís de Cadiretes, og den kaldes vejen med de 365 sving.
Den er en halv times kørsel og en halv dags tur. Der er udsigtspladser hele vejen, fyrreskov ned til vandet, og stier ned til bugter man ikke kan komme til på anden måde. Har I cyklerne med og et par timer, er det her den strækning man kører for sin egen skyld.
Tyve kilometer inde i landet ligger El Safareig hvis I hellere vil i ferskvand end i salt.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Sant Feliu de Guíxols, og det er dér den næste begynder.
83 km uden stop mellem El Safareig og GI-682. Det er Maresme: forstadskyst, tog langs stranden, en badeby hver femte kilometer. Så holder det op, og vejen går op i klipperne.
Seværdighederne på strækning 4 · nr. 18–20 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Koncertsal 18 40 tons farvet glas hænger over dit hoved som en omvendt kuppel. Sollyset falder igennem og farver salen orange, blå og gylden — uden en eneste elektrisk lampe. Det er Europas eneste koncertsal oplyst udelukkende af naturligt lys. Lluís Domènech i Montaner byggede den fra 1905 til 1908 for koret Orfeó Català, og UNESCO sagde ja i 1997.
Termalbad 19 74 grader. Europas varmeste naturlige kilde springer op midt i en catalonsk landsby 30 km nord for Barcelona. Romerne byggede termer her. I dag kan du dyppe fødderne i et gammelt vaskested hvor kvinderne skrubbede tøj i kogende vand.
Vej 20 365 sving på 23 km. Fyrreskove der dufter i varmen. Turkisblåt Middelhav 100 meter under dig. GI-682 mellem Tossa de Mar og Sant Feliu de Guíxols er Costa Bravas vildeste kystvej — bygget i 1960'erne langs en klippekyst der ellers var utilgængelig. Hvert sving afslører en ny bugt. De fleste er tomme.
Nordpå ad C-31 forbi Palamós og Palafrugell. Så drejer GI-632 og GI-623 ud mod kysten: Begur ligger under et borgruinbjerg med syv bugter under sig, og Pals er middelalderby i gylden sten med rismarker nedenfor — de eneste i Catalonien uden for Ebro.
Ad GIV-6216 og C-260 forbi L'Escala og op langs Aiguamolls de l'Empordà, et af Spaniens vigtigste vådområder: kanaler, rørskov, storke og hejrer, og plankestier ud gennem det hele.
Ti kilometer inde i landet ligger Dalí-teatermuseet i Figueres — han er begravet under scenen.
Og så turens smukkeste spanske vej. GI-614 klatrer fra Roses op over Coll de Perafita og ned til Cadaqués — en enkelt smal asfaltstribe over en skiferryg uden et træ, med havet på begge sider af bjerget. Der er ingen anden vej derud, og det er derfor byen ser ud som den gør.
Fem kilometer længere ude ligger Cap de Creus, Den Iberiske Halvøs østligste punkt: vindslebet skifer i former ingen har tegnet.
Tilbage over kammen ad GI-613 forbi Sant Pere de Rodes, benediktinerkloster fra 900-tallet der hænger på bjergsiden med udsigt over hele bugten.
Over grænsen ved Portbou, og så bliver N-260 til D914. Franskmændene kalder strækningen Côte Vermeille — den røde kyst — fordi skiferen har farve af rust. Vejen løber i terrasser over vandet gennem Cerbère og Banyuls-sur-Mer, hvor vinstokkene står på tørmure hele vejen op ad bjergsiden.
Ud for Banyuls ligger Réserve marine de Cerbère-Banyuls, Frankrigs første marine naturreservat fra 1974 — man kan snorkle direkte fra stranden ind over en klippebund der aldrig er blevet fisket tom. Over byen står Tour Madeloc, et signaltårn fra 1200-tallet med udsyn fra Cap de Creus til Narbonne.
Og så Collioure: bugten med klokketårnet ude i vandet, hvor Matisse og Derain opfandt fauvismen på en sommer i 1905. De sidste femogtyve kilometer ind til Perpignan er flade og lige — fætteren venter, og I har kørt 783 kilometer for at komme her.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Perpignan, og det er dér den næste begynder.
46 km mellem Pals og Aiguamolls de l'Empordà — det korteste hul på hele turen. Der er elleve stop på de her 199 kilometer.
Seværdighederne på strækning 5 · nr. 21–31 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
By 21 Fra borgruinen øverst i Begur ser du syv vige på én gang. Syv bugte med turkisblåt vand, hvide sten og pinjeskov ned mod havet — Costa Brava på sit allerbedste. Selve borgen er fra 1300-tallet, men det der gør Begur unik er de 36 Indianos-villaer: huse bygget af catalanere der rejste til Cuba og Puerto Rico i 1800-tallet, tjente formuer og vendte hjem.
Middelalderby 22 Middelalderbyen Pals er bygget på en granitknold 50 meter over Empordà-sletten. Derfra ser du Pyrenæerne mod nord, havet mod øst og Montgrí-massivet mod syd — alt på én gang. Tårnet Torre de les Hores fra 1000-tallet er stadig hele. De brolagte gyder er de samme som i 700-tallet. Og alligevel er her knap 3.000 fastboende og ingen turistbusser.
Natur 23 329 fuglearter. Det er ikke en fejltagelse — det er hvad de har talt. Aiguamolls de l'Empordà er Cataloniens vigtigste vådområde, klemt ind mellem Costa Brava-kysten og Pyrenæernes fod. Flamingos vades i rørskoven fra april. Skestorke, halerørsangere, sorthalset lappedykker. Ti minutters gang fra stranden ved Empuriabrava.
Kunstmuseum 24 Dalí er begravet i krypten under scenen. Teatret han designede til sit eget museum i Figueres, Catalunya, Spanien, er selve kunsten — ikke en beholder for den. Ovenpå et ødelagt teater (brændt i den spanske borgerkrig) byggede han et surrealistisk univers han kaldte 'den største surrealistiske genstand i verden'.
Natur 25 Her ender Europa. Klipper falder lodret i havet, Tramuntana-vinden river i tøjet, og fyrtårnet fra 1853 blinker ind over Middelhavet. Cap de Creus er Iberiske halvøs østligste punkt — det første land du ser fra Frankrig til søs, det første sted i Spanien der modtager morgensolen. Dalí sagde det var det vildeste landskab han kendte.
By 26 Der er kun én vej ind. Det er ikke en fejl i GPS'en — det er meningen. Cadaqués på Costa Brava har i årtier beskyttet sig selv mod masseturismen ved at gøre adgangsvejen utilgiven smal og kurvet. Den hvide by med de sorte skifertage klæber til klipperne over den klareste bugt i Catalonien. Salvador Dalí boede her halvdelen af sit liv. Picasso besøgte det. Duchamp spillede skak her.
Kloster 27 Du kører opad i otte minutter uden at se andet end klippe og lav bevoksning, og så åbner sving nummer et-og-tyve sig, og der ligger det: et klosterkompleks i grå sten klæbet fast på bjergsiden 520 meter over Middelhavet. Kirken blev indviet i år 1022. Benediktinerne blev boende til 1793 og gik så fra det. Bagefter bar folk sten væk til deres egne huse. Det står der stadig.
Havreservat 28 Du lægger ansigtet i vandet ved en lille stenstrand, og under dig ligger 650 hektar hav som ingen har fisket i siden 1974. Fem gule bøjer markerer en rute på 250 meter. Under hver bøje sidder en tavle — nede i vandet, så du læser den mens du flyder. Det er den slags idé nogen fik en gang, og som stadig virker.
Kystby 29 Her går Pyrenæerne i havet. Ikke gradvist — bjergene rammer vandet og holder op, og byen er klemt ind i den sidste revne. Vinstokkene står på terrasser så stejle at ingen maskine kan komme derop; alt bliver plukket i hånden. Og i havnen ligger de flade, kulørte katalanske både med lateensejl, som de har set ud i flere hundrede år.
Udsigtstårn 30 Vejen op er så smal at du kigger efter vigepladser før du kigger på udsigten. Og så står du der, 640 meter oppe, ved en rund skifertårn fra 1200-tallet — og hele kysten ligger foldet ud: Collioure, Port-Vendres, Banyuls under dig mod syd, og mod nord en sandstrand der bare bliver ved til den forsvinder i disen ved Perpignan.
Kunstnerby 31 Matisse og Derain opfandt fauvismen her i sommeren 1905 — de vilde farver kom fra lyset over denne lille Catalan-havneby ved den spanske grænse. Collioure i Pyrénées-Orientales har en fortificationstårn der vågner ud af vandet, fiskerbåde i turkis og okker, og et lys der fik to malere til at smide paletten og begynde forfra. Det katalanske køkken er blandt Frankrigs bedste.
Ud af Perpignan ad D117 mod vest. Efter tyve kilometer holder sletten op, og vejen kører ind i Fenouillèdes: skiferrygge, vinmarker på skrå, og landsbyer i samme farve som klipperne. Estagel, Maury, Saint-Paul-de-Fenouillet.
A61 og A9 ligger nordpå og er en time hurtigere. På de her hundrede og toogfirs kilometer er der nul motorvej. Ikke fordi vi undgik den — der er ingen.
Højt over vejen står Château de Quéribus og Château de Peyrepertuse på hver sin kalkryg. Peyrepertuse er bygget oven på selve kammen; Quéribus faldt i 1255 som den sidste katharborg. De kan ses fra bilen, og de er bedre at gå op til.
Ved Saint-Paul drejer D9 op over Col de Saint-Louis og videre ad D109 ned mod Quillan. Det er turens første rigtige bjergvej: smal, skovklædt, og med hårnålesving nok til at man mærker det.
Fra Quillan følger D117 Aude-dalen vestpå forbi Puivert og over i Pays d'Olmes ad D1 — vævernes egn, hvor fabriksskorstenene står i dalbunden mellem bjergene.
I Foix står borgen på en klippe midt i byen med tre tårne. Nordpå løber Rivière souterraine de Labouiche: Europas længste sejlbare underjordiske flod, halvanden kilometer i båd under jorden.
De sidste treogfyrre kilometer ad D117 ind til Saint-Girons går langs Salat-floden. I morgen begynder passene.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Saint-Girons, og det er dér den næste begynder.
104 km uden stop mellem Peyrepertuse og Labouiche. Det er Corbières og Aude-dalen: vinmarker, kalkklipper, katharborge man kan se fra vejen uden at dreje af. Vi har ledt, og der er ikke mere derude vi vil sende jer efter.
Seværdighederne på strækning 6 · nr. 32–34 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Katharborg 32 Den sidste katharfæstning — perched på en 728 meter høj klippetop med udsigt over hele Roussillon-sletten til Middelhavet. Château de Quéribus i Aude faldt som den allersidste i 1255, elleve år efter Montségur. Borgen er ét af 'Carcassonnes fem sønner' — fem fæstninger placeret som et forsvarsbånd langs den spanske grænse. Donjon-salen har et søjlehvælv der fanger lyset som en gotisk katedral.
Cathare-borg 33 En fæstning der smelter sammen med kalkstensryggen den sidder på — 800 meter over havet, 300 meter lang, og usynlig fra neden. Peyrepertuse i Corbières-bjergene er den største af de cathare-borge der vogtede grænsen mellem Frankrig og Aragonien. Vinden hyler over murene, og udsigten rækker til Pyrenæerne og Middelhavet.
Undergrund 34 Europas længste sejlbare underjordiske flod — 1,5 km i en fladbundet båd under Pyrenæernes kalkstensformationer. Rivière souterraine de Labouiche i Ariège fører dig gennem et mørkt netværk af grotter med stalaktitter der hænger centimeter over dit hoved. Vandet er krystalklart og floden er 70 meter under jordoverfladen. Ingen motor — kun stagerens stang mod klippen.
D618 er ikke bare en vej, det er Route des Cols. Den begynder her, i Saint-Girons, og de næste to dage kører I stort set kun på den og dens fortsættelse.
Først Col de Portet-d'Aspet i 1.069 meter. Den er kort og stejl, og der står et mindesmærke i nedkørslen for Fabio Casartelli, der styrtede her i Tour de France i 1995. Man kører forbi det uden at kunne lade være med at sætte farten ned.
D44 tager jer over Col de Menté i 1.349 meter og ned i Garonne-dalen ved Saint-Béat. Fra vestsiden er stigningen 9,3 kilometer med 9,1 procent i snit og stykker over elleve — en af de hårdeste i Pyrenæerne på cykel, og en af de sjoveste i bil.
Har I cyklerne med og en dag i overskud, er det her stedet at sætte bilen i Saint-Béat og køre op. Tag ikke begge pas samme dag.
Ad D125 op gennem Luchon-dalen, forbi Bagnères-de-Luchon — kurby siden romerne — og så op ad Col de Peyresourde i 1.569 meter. Syv kilometer fra vejen ligger Lac d'Oô med et vandfald i den fjerne ende; det sidste stykke går kun til fods.
Syd for kammen, på den spanske side, ligger Baños de Benasque og Gorgas de Alba — varme kilder og en kløft — begge omkring fjorten kilometer fra vejen.
Ned til Arreau, bindingsværksby hvor to dale mødes, og så op ad D918 til Col d'Aspin i 1.490 meter. Køerne ligger på vejen deroppe. Man kører udenom.
På vestsiden ligger Lac de Payolle i fyrreskoven, og så kommer den: Col du Tourmalet, 2.115 meter, den højeste asfalterede vej i de franske Pyrenæer. Fra Luz-Saint-Sauveur er stigningen nitten kilometer med 7,4 procent i snit, og den sidste kilometer er over ti. Tourmalet har været med i Tour de France 87 gange siden 1910 — ingen anden stigning er brugt oftere.
Har I cyklerne med, er det her turens ene dag hvor I ikke skal spørge hvad I skal lave. Sæt bilen i Luz og tag hele stigningen, eller kør op til passet og lad cyklen tage nedturen først.
Tre kilometer fra passet står Pic du Midi de Bigorre i 2.877 meter med observatoriet på toppen. De sidste syv kilometer ned til Luz-Saint-Sauveur er dem cyklisterne kommer op ad.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Luz-Saint-Sauveur, og det er dér den næste begynder.
40 km uden stop mellem Saint-Girons og Saut deth Pish. Så begynder passene, og så er der femten stop på hundrede og fyrre kilometer.
Seværdighederne på strækning 7 · nr. 35–49 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Vandfald 35 Vandringen op er halvdelen af oplevelsen — grønne dale, snetoppe i baggrunden, ingen mennesker. Og så pludselig: et vandfald midt i ingenting. Parkering nær Pont de Rius.
Termalbad 36 1.700 meter over havet. Aneto — Pyrenæernes højeste top — rejser sig i baggrunden. Svovlvandet pressede sig op gennem granit i århundreder, og i 1801 byggede man et kursted. I dag er bygningen lukket, men kilderne løber stadig frit. Et sted der venter på at blive genfødt.
Badespot 37 Turkisblå pools og vandfald gemt i en bøgeskov i Pyrenæerne nær Benasque. En kort familievenlig vandring fører til bassiner med smeltevandskoldt vand og et eventyrligt landskab.
Bjergsø 38 Smaragdgrøn bjergsø på 1.504 meter med et 275 meter vandfald der styrter ned i den ene ende — et af de højeste i Pyrenæerne, og det lyder som en fjern torden der aldrig holder op. En times vandring fra parkeringspladsen i Granges d'Astau, op ad en skovsti der langsomt åbner sig til alpint landskab, og så ligger den der: turkisgrøn, omgivet af granitvægge, med et refugium på bredden hvor du kan sidde med en kop kaffe og bare stirre.
Bjergpas 39 Det første af de fire. Du kommer op ad D618 fra Luchon-siden — 13,7 kilometer, 919 højdemeter, 6,7 procent i snit står der på skiltet på toppen — og oppe i passet står der en bod og laver crêpes. Cyklister i lycra og folk i bil holder i samme rundkreds og spiser pandekage. 1.569 meter. Det er sådan Pyrenæerne begynder.
Bjergby 40 Mellem to pas ligger der en by med 725 mennesker, hvor to floder løber sammen og fire dale mødes. Du kommer ned fra Peyresourde med varme bremser, og pludselig er der skygge, husmure, en flod der larmer under en bro — og et bindingsværkshus fra 1500-tallet med træliljer skåret over hele facaden. Så skal du op igen. Men ikke lige med det samme.
Bjergpas 41 Der står køer på vejen. Ikke ved siden af — på den. De flytter sig når de er færdige med at tygge, og ikke før. Col d'Aspin ligger 1.490 meter oppe på D918, og toppen er en græsklædt sadel uden en eneste bygning: bare får, køer, hesteflokke og en udsigt hvor Pic du Midi de Bigorre står 2.876 meter højt lige derovre.
Bjergsø 42 Mellem Aspin og Tourmalet holder Pyrenæerne pludselig op med at være Pyrenæerne. Vejen flader ud, granerne lukker sig om den, og der ligger en sø på ti hektar i en åben skovbund 1.139 meter oppe. Franskmændene kalder området le petit Canada. Det er en fjollet sammenligning, og den er helt præcis.
Vej 43 2.115 meter oppe tynder luften ud, og de sidste hårnålesving vrider sig op gennem en bjergside af bart granit. Col du Tourmalet er Tour de Frances mest legendariske bjergpas — cyklisternes Golgatha. Hors catégorie. Oppe på toppen står en bronzecyklist der kæmper mod bjerget. Nedkørslen mod Barèges er en faldende elevator af asfalt.
Observatorium 44 Et astronomisk observatorium på 2.877 meters højde — Pic du Midi de Bigorre i Pyrenæerne er et af verdens vigtigste bjergobservatorier og det eneste man kan besøge som turist. En svævebane fra La Mongie bringer dig op på 15 minutter. Deroppe: en terrasse med 360° udsigt over Pyrenæerne, en astronomisk kuppel fra 1878 og nathimlen som du aldrig har set den. Man kan sove deroppe.
Bjergcirkus 45 En halvcirkel af klippevægge rejser sig 1.000 meter over dig — 11 km i omkreds, så stor at Gavarnie-cirkuset ville forsvinde inde i den. Cirque de Troumouse i Pyrenæerne er den største og vildeste af de tre berømte cirques. En betalingsvej fører dig op til 2.100 meters højde. En Jomfru Maria-statue troner på en lille høj midt i en grøn alpeeng.
Vandfald 46 To floder mødes med et brag i et vandfald der overdøver alt — Gave de Gaube og Gave de Marcadau styrter ned over granitblokke og forenes ved en gammel stenbro. Pont d'Espagne ved Cauterets i Pyrenæerne ligger på 1.496 meters højde. Ovenfor venter Lac de Gaube, en bjergperle med udsigt til Vignemale — Pyrenæernes højeste franske top.
Gletsjersø 47 Turkisblå gletsjersø ved foden af Vignemale — Pyrenæernes højeste top på 3.298 meter. Lac de Gaube i Hautes-Pyrénées er en af de mest tilgængelige alpine søer i Frankrig: en stolesvævebane fra Pont d'Espagne bringer dig halvvejs, og en let vandring gør resten. Vandet er smeltevandsblåt, omgivet af fyrretræer og gletsjerskrænter. Victor Hugo og George Sand kom her i 1800-tallet.
Vej 48 Dalen snævrer ind, bjergvæggene rejser sig, og pludselig står du foran det: et naturligt amfiteater med lodrette klippevægge på 1.500 meter og et vandfald der styrter 423 meter ned i ét fald — Europas højeste. Victor Hugo kaldte det naturen kolosseum. UNESCO gav det verdensarvsstatus. Og du kører derhen ad en almindelig landevej.
Vandfald 49 423 meter frit fald ned ad en lodret klippevæg. Europas højeste vandfald. Du hører det før du ser det — en dump brummen der vokser til et brag jo tættere du kommer. Cirque de Gavarnie er et naturligt amfiteater af 1.500 meter høje vægge, og vandfaldet er hovedrollen. UNESCO-verdensarv siden 1997.
Start med en omvej sydpå. D921 går elleve kilometer op ad Gave de Pau til Cirque de Gavarnie — en halvcirkel af klippevæg, med Grande Cascade ned ad midten. Victor Hugo kaldte det naturens colosseum. Det er UNESCO-verdensarv, vejen ender i landsbyen, og resten er til fods.
Tilbage ad samme vej og ad D913 ned til Argelès-Gazost. Elleve kilometer den anden vej ligger Pont d'Espagne og Lac de Gaube.
Og så den strækning der alene kan bære en dag: D918 fra Argelès over Col du Soulor i 1.474 meter og videre til Col de l'Aubisque i 1.709 meter.
Mellem de to hænger vejen på klippesiden i Cirque du Litor: en hylde hugget ind i væggen, med udhugninger man kører igennem og ingenting på ydersiden. Det er otte kilometer, og de er grunden til at strækningen findes.
Ned ad vestsiden til Laruns i Ossau-dalen. Toogtyve kilometer syd for vejen, over den spanske grænse, ligger Embalse de Lanuza med den druknede landsby i vandkanten.
D934 følger Gave d'Ossau ned til Oloron-Sainte-Marie, og så går D936 vestpå gennem Béarn — bakkeland med majsmarker, og Pyrenæerne som en ubrudt hvid kant i sydvinduet hele vejen.
Seksten kilometer nordpå ligger Pau med Boulevard des Pyrénées, en promenade anlagt på Napoleon III's ordre med hele bjergkæden som udsigt.
Ved Mauléon-Licharre bliver vejen til D918 igen, og over Col d'Osquich sker der noget med husene: tagene bliver flade og røde, bindingsværket hvidt og oksebloddødt, og skiltene får to sprog.
Atten kilometer syd for vejen skærer Gorges de Kakuetta ned i kalken — en kløft man går igennem på plankestier boltet i væggen, nogle steder få meter bred.
Saint-Jean-Pied-de-Port ligger ved foden af Roncesvalles-passet, og det er herfra pilgrimmene går ind i Spanien. Byen er rød sandsten og en befæstet overby.
Videre ad D15, D948 og D918 ned gennem Baigorry og Bidarray langs Nive, og så ad D20 og D4 gennem Espelette, hvor peberfrugterne hænger til tørre på facaderne fra sensommeren, og Ainhoa og Sare — begge på listen over Frankrigs smukkeste landsbyer.
Fem kilometer over grænsen ligger Cuevas de Zugarramurdi, hekseprocessernes hule. Og fra Col de Saint-Ignace kører tandhjulsbanen fra 1924 op på La Rhune, 905 meter, hvor man ser Biscayabugten på den ene side og Pyrenæerne på den anden.
De sidste fem kilometer ned til Saint-Jean-de-Luz. Havet igen — 608 kilometer siden Perpignan, og ikke én meter motorvej på hele den midterste del af turen.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Saint-Jean-de-Luz, og det er dér den næste begynder.
48 km mellem Pau og Gorges de Kakuetta. Det er Béarn: bakket landbrugsland med Pyrenæerne som en hvid kant i sydvinduet hele vejen.
Seværdighederne på strækning 8 · nr. 50–58 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Stausee 50 En lille bjergperle omgivet af Pyrenæernes toppe. Landsbyen Lanuza blev oversvømmet men er genopbygget ved bredden. Om sommeren holdes der musikfestival ved vandet.
Bjergpas 51 Tour de France-bjergpas i 1.709 meters højde — her hvor Pyrenæernes drama begyndte i 1910, da ryttere for første gang kravlede op ad grusvejene og troede, arrangørerne ville slå dem ihjel. Gribber cirkler over pasvejen, og udsigten strækker sig over bølgende bjergrygge helt til Pic du Midi. Nedenfor forbinder vejen kurbyen Eaux-Bonnes med Argelès-Gazost, og hvert juli kæmper feltet stadig op ad de samme sving, som cykelsportens pionerer forbandede for over hundrede år siden.
Panorama 52 Europas længste bjergpanorama fra en by — 1.800 meter langs klippekanten med hele Pyrenæerkæden bredt ud foran dig som et postkort i naturlig størrelse. Lamartine kaldte det den smukkeste landudsigt i verden, ligesom Napoli har den smukkeste havudsigt. Henri IV blev født på slottet for enden af boulevarden i 1553, og funicularen fra 1908 binder over- og underby sammen med et enkelt klik.
Kløft 53 Frankrigs svar på Amazonas — en 2 km lang kløft så smal at sollyset kun når bunden et par timer om dagen. Mossede klippevægge, lianer, bregner og et 20 meter højt vandfald dybt inde i kløften. Gorges de Kakuetta i de baskiske Pyrenæer er den mest tropiske oplevelse du kan have i Frankrig.
Pilgrimsby 54 Det sidste stop før Pyrenæerne — hvor Camino de Santiago-pilgrimme har krydset i 1.000 år. Saint-Jean-Pied-de-Port i Baskerlandet er en befæstet middelalderby i rød sandsten ved foden af Roncesvalles-passet. Rue de la Citadelle er pilgrimmens gade — hostelerne er side om side, rygsækkene står langs murene, og kammeratskafen starter her. Næste stop: Spanien.
Baskisk landsby 55 Røde peberguirlander på hvide facader. Det er Espelettes postkort, og det er virkeligt. Hver efterårsdag hænger landsbyen sine peberfrugter op til tørring — AOC-beskyttet siden 2000, dyrket i kun 10 kommuner i det baskiske land. Det er ikke chili. Det er ikke paprika. Det er piment d'Espelette. Og det ændrer alt det rører.
Grotte 56 Heksenes grotte. En 120 meter lang naturlig tunnel hugget af en bæk igennem kalkstenen i Navarra. Loftet er 12 meter højt og dagslyset falder ind fra begge ender. Her mødtes kvinder i 1600-tallet til det inkvisitionen kaldte en sabbat. 80 blev anklaget. Nu er grotten et fredfyldt sted 400 meter fra Frankrig.
Tandhjulsbane 57 En tandhjulsbane fra 1924 kravler i trævogne 905 meter op ad La Rhune — baskernes hellige bjerg, hvor hekse angiveligt samledes til sabbat. Fra toppen ser du Atlanterhavet i den ene retning og Pyrenæerne i den anden, mens vilde pottok-ponyer græsser uforstyrret på kammen. Grænsen mellem Frankrig og Spanien løber tværs over toppen.
Baskisk havneby 58 Den 9. juni 1660 giftede Ludvig XIV sig med den spanske infanta Maria Theresa i kirken her. Bagefter beordrede han hoveddøren muret til. Den er stadig muret til i dag. Og Maison Adam — konditoren der sendte sin smukkeste tjenestepige med et fad mandelmacarons til brylluppet — har holdt den hemmelige opskrift i 13 generationer.
Her er den. A63 gennem Bayonne i to stykker på tretten og seksten kilometer. Bayonne, Anglet og Biarritz er vokset sammen til én by med Adour tværs igennem, og der findes ikke en landevej udenom der ikke koster halvanden time i lyskryds.
Kør den. Til gengæld er der to grunde til at holde ind: Biarritz fire kilometer fra vejen, hvor Europas surfhistorie begyndte i 1957, og Bayonne selv med den gotiske katedral og chokoladehusene.
Ved Capbreton forlader I motorvejen for sidste gang på den her strækning. D79 går ud til Hossegor, hvor La Gravière bryder over en undersøisk kløft der løber helt ind til stranden — det er derfor bølgen står så stejlt.
Det er ikke wingfoil-vand. Det er det stik modsatte, og det er værd at se på.
Og så kører I ind i skoven. D652 hedder Route des Lacs, og den løber hele vejen op gennem Landes de Gascogne — Vesteuropas største sammenhængende skov, plantet fra 1857 for at holde på sandet.
Fyrre kilometer i træk uden et sving. Fyrretræer i lige rækker på begge sider, harpiksskår i barken, og sandet under. Det er ikke grimt — det er bare ens, og det bliver det ved med at være i to en halv time.
Til gengæld ligger søerne på perlesnor få kilometer vestpå: Léon, Mimizan, Biscarrosse. Ferskvand, fladt og i læ. Det er wingfoil-vand når havet er for stort, og der er cykelsti — La Vélodyssée — parallelt med vejen næsten hele vejen. Ruten er 1.300 kilometer fra Roscoff til Hendaye, og seksoghalvfjerds procent af den er uden biler. Cyklerne kan af hver eneste dag herfra og til Bretagne.
D218 kommer ud af skoven ved Dune du Pilat: Europas højeste klit, tre kilometer lang. Den flytter sig ind i landet hvert år og har begravet vej og skov undervejs. Man går op ad en trappe og ser Atlanterhavet på den ene side og fyrreskoven på den anden.
Og så Arcachon med Ville d'Hiver, villakvarteret fra 1860'erne oppe i klitten. Bassinet er turens tredje fladvands-spot: ved lavvande blotlægges lagunerne mellem sandbankerne, og vandet bliver spejlblankt. La Hume ved Gujan og Les Arbousiers ved Arcachon er de to der nævnes først. Ved højvande bliver det choppet — så tjek tidevandet, ikke bare vinden.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Arcachon, og det er dér den næste begynder.
131 km uden stop mellem Hossegor og Dune du Pilat. Landes-skoven er fyrretræer i lige rækker i to en halv time. Det er ikke grimt — det er bare ens. Til gengæld ligger søerne og havet aldrig mere end et kvarter væk.
Seværdighederne på strækning 9 · nr. 59–63 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Surfby 59 Europas surfhovedstad — bølger der ruller ind fra Atlanterhavet og bryder mod Grande Plage, mens art deco-facader lyser i solnedgangen bag dig. Napoleon III og kejserinde Eugénie gjorde Biarritz til kongelig badeby i 1854, og det overdådige Hôtel du Palais står stadig som monument over den æra. I 1957 red de første europæiske surfere en bølge her ved den baskiske kyst, og siden har Atlanterhavets kraft defineret byen — salt i luften, voks på brættet, og en kultur hvor havets rytme sætter takten.
Baskisk by 60 Chokoladehovedstaden. Sefardiske jøder flygtede fra den spanske inkvisition og bragte kakao med sig i starten af 1600-tallet. Bayonne havde 34 chokoladeværksteder i 1854. Og bajonetten? Opkaldt efter byen. Baskiske jægere stak knive i muskettens mundstykke for at beskytte sig mod vildsvin. Louis XIV gjorde det til standardvåben i 1671. Fra jagttradition til infanterikrig.
Surfby 61 De kalder den European Pipeline. La Gravière ved Hossegor producerer hurtige, hule bølger op til 4,5 meter — blandt de bedste beachbreaks i verden. Quiksilver Pro France blev afholdt her fra 1987 til 2021. Bag stranden: 100 km fyrreskov. Foran dig: Atlanterhavet der ikke laver sjov. Det er Frankrigs svar på Hawaiis North Shore.
Sandklit 62 Europas højeste sandklit — 106 meter over Atlanterhavet, 2,7 km lang, 616 meter bred. Du kravler op af den blæsende sandside og finder et helt ocean på den ene side og en endeløs fyrreskov på den anden. Dune du Pilat ved Arcachon-bugten vokser stadig — 1-5 meter om året mod øst, og den sluger skoven.
Badeby 63 8.000 ton østers om året fra bugten. 300 villaer i en by der blev bygget til lungepatienter. Og ude i vandet: to hytter på stylter — tchanquées — der er Arcachons postkort. Det hele lugter af tang, østers og fyrretræ. Det er Bordeaux' strand. Og den er bedre end du troede.
Ud ad D650 langs bassinets sydside forbi østersbyerne, og så ad D216 og D5 ind gennem Val de l'Eyre. Det er stadig Landes-skov, men smallere veje og småbyer.
Og så bliver vi nødt til det igen: A63 og A630 ind til Bordeaux, og A10 tretten kilometer ud på den anden side. Bordeaux ligger ved en flod, og alle veje ind er motorvej. Det er strækningens sytten procent, og de ligger her.
Byen er det værd. Port de la Lune — hele centrum — står på UNESCOs liste: en sammenhængende facade fra 1700-tallet langs Garonnes bue, og Place de la Bourse med vandspejlet foran. Cité du Vin ligger nede ved floden i en bygning der skal ligne vin i et glas.
Fireogtyve kilometer østpå ligger Saint-Émilion med den monolitiske kirke hugget ud af klippen.
Ved Saint-André-de-Cubzac forlader I motorvejen, og D669 lægger sig langs Gironde-estuarets højre bred. Det er Europas største flodmunding, og vejen løber på kanten af skrænten gennem Bourg og Blaye.
Blaye har Vaubans citadel ude på klippen over vandet, en af tre fæstninger der spærrede floden mod englænderne. Det står på UNESCOs liste sammen med resten af Vaubans værker.
D255 og D145 nordpå gennem Saint-Ciers og Mortagne-sur-Gironde, hvor havnen ligger under en kalkskrænt med en kirke hugget ind i klippen.
Femten kilometer længere fremme står Talmont-sur-Gironde ude på en klippe i floden: en romansk kirke på kanten, stokroser mellem husene, og vand på tre sider. Det er den slags sted man kører tredive kilometer for, og her ligger det på vejen.
Og så Royan, som blev bombet i stykker i 1945 og genopbygget i beton i 50'erne — kirken Notre-Dame er af den grund et af Frankrigs mærkeligste bygningsværker.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Royan, og det er dér den næste begynder.
113 km uden stop mellem Saint-Émilion og Royan. Det er Gironde-estuaret ad D669 og D145: Europas største flodmunding på højre hånd, vinmarker på venstre, og Talmont ude på klippen undervejs.
Seværdighederne på strækning 10 · nr. 64–66 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Historisk bydel 64 Bordeaux var halvforfaldent i 1990'erne — sorte facader, trafikkaos, en havn i dvale. Så rensede byen sine 18. århundredes bygninger, fjernede bilerne fra kajen og anlagde Miroir d'Eau: verdens største vandspejl på 3.450 m². Nu spejler Place de la Bourse sig i et tyndt lag vand, og 362 bygninger langs havnehalvmånen — Port de la Lune — er UNESCO-verdensarv.
Vinmuseum 65 Bygningen ligner en kegle vin der hvirvler i et glas — 55 meter høj, beklædt med aluminium og glas der skifter farve med lyset. Inde i denne futuristiske katedral ved Garonnes bred fortæller 20 tematiske zoner historien om vin fra oldtiden til i dag. På taget får du et glas og en 360-graders udsigt over Bordeaux.
Vinby 66 En middelalderby bygget over 2 km underjordiske gange og en monolitisk kirke hugget ud af kalkstenen i det 8. århundrede. Saint-Émilion i Bordelais er vin, sten og 2.000 års historie i hver eneste gade. UNESCO-verdensarv for landskabet — vinmarkerne starter ved bymuren og strækker sig til horisonten.
Nordpå ad D25 og D14 gennem Marennes-Oléron, Frankrigs største østersområde. Vejen går på lave dæmninger mellem bassinerne — claires hedder de — og landskabet er vand, mudder, træskure og flade både. Ved lavvande ligger det hele tørt.
Brouage ligger midt i marsken bag en komplet bymur fra 1600-tallet. Det var Frankrigs saltby og en havn — nu ligger den kilometervis fra vandet, fordi havet trak sig tilbage og efterlod fæstningen i en mark.
Rochefort blev anlagt af Colbert i 1666 som krigshavn. Reberbanen er 374 meter lang, og i tørdokken ligger L'Hermione — fregatten der sejlede Lafayette til Amerika i 1780, bygget om fra bunden med 1700-tals metoder.
D137 nordpå forbi Fouras, hvor bådene til Fort Boyard går fra, og Châtelaillon-Plage med sandstrand hele vejen.
Og så La Rochelle: de tre tårne ved havneindløbet står fra 1300-tallet, og kæden imellem dem kunne lukke havnen.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i La Rochelle, og det er dér den næste begynder.
73 km uden stop mellem Royan og Rochefort. Marennes-Oléron er østersbassiner og lave dæmninger — fladt, stille, og et af de steder hvor der ikke sker noget, og det er hele pointen.
Seværdighederne på strækning 11 · nr. 67–68 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Historisk fregat 67 17 år. 2.000 egetræer fra franske skove. Over 400.000 stykker træ og metal. Og så sejlede den. L'Hermione er en rekonstruktion af den fregat der i 1780 fragtede La Fayette til Amerika for at hjælpe revolutionen. De byggede den fra bunden. I Rochefort. I samme tørdok. Med samme teknikker. 4 millioner mennesker kom for at se.
Havneby 68 To middelalderlige tårne vogter havneindløbet. Mellem dem kunne en jernkæde hejses op og lukke alt ude. Den ene hælder — bygget på ustabil grund, ligesom byen selv. La Rochelle var Frankrigs trodsige protestantiske fæstning. Richelieu belejrede den i 14 måneder. 14.000 mennesker døde. Kæden faldt. Byen faldt. Men havnen står der stadig.
Nordpå ad D137 og over i Marais Poitevin ad D105 og D9 — det grønne Venedig: kanaler gravet af munke fra 1100-tallet, med popler på brinkerne og andemad så tæt på vandet at det ligner en græsplæne.
Seksten kilometer vestpå ligger Île de Ré for enden af en bro: hvidkalkede huse, stokroser, og hundrede kilometer cykelsti på en flad ø. Har I en dag i overskud, er det den bedste cykeldag på hele den franske vestkyst.
Videre ad D746 og D46 ud til kysten ved Jard-sur-Mer, og så følger D21 vandet nordpå. Klit, fyrreskov, badeby, klit. Les Sables-d'Olonne er hvor Vendée Globe starter — jordomsejlingen alene, uden stop og uden hjælp.
D38 op langs kysten gennem Saint-Gilles-Croix-de-Vie og Saint-Jean-de-Monts, et stykke ad D38B som hedder Route du Sel.
Ved Beauvoir ligger Passage du Gois seks kilometer fra vejen: en brolagt vej ud til Noirmoutier, som ligger under vand to gange i døgnet. Der står redningstårne undervejs. Man kører den kun i de opslåede tidsvinduer — og gør man det, er det den mærkeligste vej på hele turen.
D758 ind over marsken og ud på D13, som sammen med D213 hedder Route Bleue — kystvejen fra Pornic til Saint-Nazaire.
Pornic har en borg ved havnen og en kyststi hele vejen langs klipperne. De sidste toogtyve kilometer går forbi La Baule-bugten, og så krydser I Loire på broen ved Saint-Nazaire.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Saint-Nazaire, og det er dér den næste begynder.
98 km uden stop mellem Île de Ré og Passage du Gois. Det er Vendée-kysten: klit, fyr, badeby, klit. Kør den i etaper og bad undervejs.
Seværdighederne på strækning 12 · nr. 69–71 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Katedralby 69 Sletten er flad hele vejen, og så stikker der et spir op af den, længe før du kan se byen under det. En ung mand kom hertil i 1608 for at være biskop, kaldte stedet det mest mudrede bispesæde i Frankrig, og brugte femten år på at komme videre. Han hed Armand Jean du Plessis. Senere kaldte alle ham kardinal Richelieu.
Ø 70 Hvide huse med grønne eller sorte skodder, saltsumpe, cykelstier og Frankrigs smukkeste fyrtårn. Île de Ré er parisernes hemmelige ferieparadis — 30 km lang ø forbundet til La Rochelle med en elegant kurvet bro. Ars-en-Ré har en sort-og-hvid kirke der bruges som pejlemærke af søfolk. Fleur de sel høstes stadig i håndarbejde fra saltpannerne.
Tidevandsvej 71 En vej der forsvinder. 4,1 km asfalt der oversvømmes to gange dagligt ved højvande. Du kan kun krydse 90 minutter før og efter lavvande. Redningsmaster står langs vejen for dem der regnede forkert. Under Tour de France i 1999 forårsagede det glatte underlag et massestyrt med 25 ryttere. Det ER vejen til Noirmoutier. Og den kræver at du læser tidevandstabellen.
Ud af Saint-Nazaire ad D213 og D774 til Guérande, som ligger inde bag en bymur fra 1400-tallet der stadig går hele vejen rundt — én af meget få i Frankrig.
Nedenfor ligger saltmarkerne: bassiner hvor havvandet fordamper i etaper, og hvor paludiers stadig river saltet sammen med træskraber. Der går stier og cykelruter ud mellem bassinerne — fladt, blændende, og med vadefugle i vandet.
Og så er der ikke andet for. N165 — Voie Express de Nantes à Brest — i to stykker på toogtredive og seksten kilometer ind mod Vannes. Firesporet, gratis og hurtigt, og det er ikke motorvej på papiret, men det føles som det.
Kør den. Halvvejen ligger Rochefort-en-Terre atten kilometer nordpå — skiferhuse med geranier i hver vindueskarm — hvis I vil have en grund til at dreje af.
Vannes ligger for enden med bindingsværk inden for murene og en havn der går helt ind i byen. Udenfor ligger Golfe du Morbihan med sine øer.
D768 går forbi Carnac, hvor tusinder af menhirer står i rækker over flere kilometer. De blev rejst i yngre stenalder — ældre end pyramiderne — og ingen ved hvorfor.
Og så ud ad tangen til Quiberon: en landtange der er hundrede meter bred på det smalleste, med vejen ned ad midten. På vestsiden ligger Côte Sauvage med lodrette klipper og bølger direkte fra Atlanterhavet — den er farlig at bade ved, og der er skiltet.
Østsiden er det stik modsatte, og det er derfor I skal herud. Bugten mellem tangen og fastlandet er fladt vand i læ, og der ligger skoler i Carnac og på selve halvøen. I kan skifte side efter vind og humør på et kvarter — turens fjerde og sidste wingfoil-sted, og det bedste af dem.
Atten kilometer ude ligger Belle-Île-en-Mer, Bretagnes største ø, med færge fra Quiberon.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Quiberon, og det er dér den næste begynder.
40 km mellem Guérande og Rochefort-en-Terre. Kort hul — det er den tætteste strækning på hele den bretonske del.
Seværdighederne på strækning 13 · nr. 72–77 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Saltmarsk 72 1.700 hektar geometriske bassiner med en tynd hinde af krystaller på overfladen. 250 paludiers der høster salt med de samme redskaber som for 1.000 år siden. Og øverst i bassinerne, om morgenen, det tyndeste lag af alle — fleur de sel. Blomsten af saltet. Du har haft det på din mad. Her ser du det blive til.
Landsby 73 Kåret til Frankrigs smukkeste landsby i 2016 — og det er svært at argumentere imod. Rochefort-en-Terre i Bretagnes Morbihan er en klynge af granithuse og bindingsværk på en klipperyg over Arz-dalen, med blomsterkasser i hvert vindue og brosten under hver fod. En amerikansk maler ved navn Alfred Klots forelskede sig i stedet omkring 1900 og brugte sin formue på at restaurere det hele. 650 mennesker bor her. Resten af Frankrig kommer forbi for at se hvorfor.
Middelalderby 74 170 bindingsværkshuse. Bymure der har stået siden middelalderen. Og lige nedenfor: Golfe du Morbihan — et indlandshav med en legende om 365 øer og en tidevandsstrøm der er Europas næststærkeste. Vannes er det Bretagne du drømte om men ikke troede fandtes.
Megalitanlæg 75 Over 3.000 forhistoriske menhirer rejst mellem 4500 og 2300 f.Kr. stikker op af Bretagnes græsmarker i parallelle rækker der strækker sig næsten 4 kilometer. Ménec-rækkerne alene tæller 1.050 sten i elleve linjer. Ingen ved præcist hvorfor de blev stillet der — og det gør dem kun mere overvældende.
Vild kyst 76 En halvø der peger ud i Atlanterhavet som en finger. Østsiden: badestrande og sejlbåde. Vestsiden: Côte Sauvage. Klipper der er pisket af bølger i årtusinder, huler du kun kan nå ved lavvande, og en vind der får dig til at holde fast i stenen. Her slutter det tamme Frankrig. Her begynder havet.
Ø 77 Bretagnes største ø — vild atlanterhavskyst med klipper Monet malede 39 gange. Les Aiguilles de Port Coton er søjler af skifer der stikker op af skummet som en stenkatedral. Indersiden af øen er blid med strande, landsbyer og citadel af Vauban. 17 km lang, 5 km bred, og ingen motorveje. Bare hav, lyng og lys.
Tilbage ad tangen og vestpå ad D781 gennem Plouharnel og Carnac-Plage. Vejen følger kysten forbi Étel-mundingen og ind mod Lorient.
Fem kilometer fra vejen står Phare de Kerbel — et fyrtårn midt inde i landet, bygget som ledefyr for indsejlingen.
Endnu et stykke N165. Så drejer D4 og D783 ned mod kysten igen, og resten af turen er landevej.
Pont-Aven ligger i en dal med vandmøller langs Aven. Gauguin malede her i 1886 og igen i 1888, og skolen der opstod omkring ham fik byens navn.
Videre ad D783 forbi Concarneau med den murede ø midt i havnen, og ad D44 ud til Bénodet hvor Odet løber i havet.
D785 og D57 ud på Bigouden-halvøen forbi Penmarc'h, hvor Eckmühl-fyret står og man går over tre hundrede trin op. Kysten her er lav og fuld af skær.
D784 går femogtyve kilometer vestpå til Audierne og videre ud ad Cap Sizun.
Pointe du Raz er Frankrigs vestligste punkt på fastlandet: lodret ned, strømmen i Raz de Sein der løber som en flod, og Vieille-fyret ude i det hele. Man går den sidste kilometer.
Nordpå ad D7 langs Baie des Trépassés og ind til Douarnenez med havnemuseet, og ti kilometer længere ligger Locronan i granit — så uberørt at man lukker gaden af og filmer historiske film i den.
Så D63 og D887 ud på Presqu'île de Crozon, en halvø hvor hver arm ender i en klint. Camaret-sur-Mer ligger i den ene ende med Vaubans tårn og skibskirkegården — vraget af træskibe efterladt i havnen.
De sidste tyve kilometer ad D791 og et stykke N165 ind til Brest. Så er I fremme. 2.662 kilometer siden Valencia, og resten er transport — det sagde I selv.
Linket er pinnet til de byer vejen faktisk går igennem — ellers finder Maps motorvejen igen. Strækningen slutter på en p-plads i Brest, og det er dér den næste begynder.
116 km uden stop mellem Pont-Aven og Pointe du Raz. Cornouaille indefra er marker og hegn og små byer. Havet ligger femten kilometer væk hele vejen, og I ser det ikke før I står ude på spidsen.
Seværdighederne på strækning 14 · nr. 78–84 i den rækkefølge I kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du Gem som ny bog nederst, lander de i din rejsebog under navnet Valencia til Brest — med kort, GPS og QR til hvert enkelt sted. Kør-med-Maps følger selve vejen — ikke et bestemt sted. Vil du til ét af dem, har det sin egen QR lige her på kortet; ingen er pligt.
Sov vildt 78 Et ægte bretonsk fyrtårn fra 1913 på en halvø ud i Atlanterhavet ved Riantec. Soveværelset ligger i fyrmesterens gamle bolig med havudsigt fra alle vinduer og lyden af bølger mod klipperne hele natten. Tårnet er 19 meter højt, og fra lanterneplatformen ser du ud over Lorient-bugten og øen Groix i horisonten.
Kunstnerby 79 Paul Gauguin ankom til Pont-Aven i Bretagne i 1886 — tiltrukket af lyset, de 14 vandmøller langs floden Aven, og den billige kost og logi. Han grundlagde Pont-Aven-skolen og udviklede syntetismen her, den stil der førte ham videre til Tahiti og verdensberømmelsen. Byen med de 3.000 sjæle bærer stadig titlen "malernes by". Gallerier fylder stueetagen, floden giver stadig lyset, og Bois d'Amour — Gauguins yndlingsskov — dufter stadig af fugt og oliemaling.
Kystklint 80 Frankrigs mest berømte 'jordens ende' — en knivskarp granit-pynt der stikker ud i Atlanterhavet med 70 meter lodret fald til bølgerne. Vinden er så stærk at du mærker den trykke mod brystet. Foran dig ligger Île de Sein og ingenting mere før Amerika. Grand Site de France. Bretagnes mest dramatiske kystlinje.
Fiskerhavn 81 En sardineby over en sunken by. I 1800-tallet var Douarnenez Frankrigs førende sardinehavn — 900 både og fabrikker fulde af kvinder der pillede sild fra morgen til aften. Men det er historien under vandet folk husker: ude i bugten lå engang byen Ys, siger sagnet, druknet af en datters forræderi. Douarnenez skulle være vokset frem af det, der sank.
Stenby 82 En bretonsk by helt i granit — torvet, kirken, husene, fortovene, alt er hugget i den samme honningfarvede sten. Locronan i Finistère blev rig på sejldug til den franske flåde og har ikke ændret sig siden 1600-tallet. Roman Polanski filmede 'Tess' her i 1979. Hvert sjette år i juli drager hele byen i procession langs den hellige troménie-rute.
Halvø 83 En halvø der stikker ud i Atlanterhavet som en korsformet klo — med klipper, grotter, hemmelige strande og et hav der skifter fra turkis til stålgrå på en time. Presqu'île de Crozon i Finistère har Frankrigs vildeste kystlinje. Tas de Pois er klippesøjler der rager op af havet som tænder. Cap de la Chèvre ser Spanien på klare dage.
Kystby 84 Vauban tegnede tårnet i 1693. Det var ikke engang færdigt da det i 1694 bestod sin ildprøve — en engelsk-hollandsk flåde på 36 skibe forsøgte at lande her. Tårnet skød dem i sænk. I dag er det UNESCO-verdensarv. Og langs molen bag tårnet rådner sardinfiskerbådene langsomt i saltvandet. Det er ikke romantisk. Det er industrihistoriens begravelse i slow motion.
I skrev at I havde cykler og wingfoil med. Det står inde i vejen ovenfor, dér hvor det hører til — men her er dagene det handler om, samlet.
Trabucador er en sandtange mellem det åbne hav og Alfacs-bugten: bølger på den ene side, spejlblankt på den anden, og vinden typisk på tværs. Riumar ligger ude ved flodmundingen. To af Spaniens mest kendte fladvands-spots, og de ligger begge på jeres vej.
Ved lavvande blotlægges lagunen mellem sandbankerne, og vandet bliver fladt. La Hume ved Gujan og Les Arbousiers ved Arcachon er de to der nævnes først. Ved højvande bliver bassinet choppet — så tjek tidevandet, ikke bare vinden. Og søerne i Landes ligger som reserve når havet er for stort.
Tangen er delt på langs: Côte Sauvage med dønninger fra Atlanterhavet på vestsiden, fladt vand i læ på østsiden. Man skifter side efter vejret på et kvarter. Der ligger skoler i Carnac og på selve halvøen.
Deltaet har omkring tusind kilometer cykelsti og markvej. Runden fra Amposta ud til Deltebre og Riumar er cirka halvfjerds kilometer og fuldstændig flad — forbi laguner, fugletårne og risbønder. Det er den slags dag hvor bilen kan blive stående.
I kører over den. Fra Luz-Saint-Sauveur er stigningen nitten kilometer med 7,4 procent i snit, og den sidste kilometer er over ti. Tourmalet har været med i Tour de France 87 gange siden 1910. Har I cyklerne med, er det her turens ene dag hvor I ikke skal spørge hvad I skal lave.
Hele den atlantiske del følger Europas længste kystcykelrute — 1.300 kilometer fra Roscoff til Hendaye, hvoraf 76 procent er uden biler. I kører ved siden af den fra Baskerlandet til Bretagne, så cyklerne kan af hver eneste dag: klitter, fyrreskov, kanaler og strand. Og Île de Ré har hundrede kilometer cykelsti på en flad ø.
I nævnte to ting. Her er seks mere.
Ingen af dem stod i ønsket. De ligger bare langs vejen, og vi kunne ikke lade være.
Nitten kilometer fra hvor I starter. Ægte valenciansk paella laves over grene af orangetræ i det fri — ikke på et komfur. Rismarkerne står i vand og spejler himlen.
GI-682 fra Tossa til Sant Feliu er toogtyve kilometer og en halv times kørsel. Der er udsigtspladser hele vejen og stier ned til bugter man ikke kan nå på anden måde. Kør den én gang for at komme frem, og én gang for sjov.
Sant Pere de Rodes ligger højt over Roses-bugten. Klosteret blev grundlagt i 900-tallet og forladt i 1798. Man kan gå ned til vandet ved Port de la Selva ad en sti — og op igen, hvilket er en anden sag.
Man holder glasset ud, nogen åbner tappen i det store fad, og strålen skal ramme i en bue. Det hedder txotx, det er sæson fra januar til april, og det er en hel aften.
Passage du Gois er en brolagt vej ud til Noirmoutier — og den ligger under vand mellem tidevandene. Der står redningstårne undervejs, og de er der af en grund. Man kører den kun i de opslåede vinduer.
Folkemusik og kædedans i en lade. Man behøver ikke kunne trinene — man holder i hånden på dem ved siden af og følger med. Det står på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.
Brest til Danmark har vi ikke pyntet. Det er transport, og det sagde I selv.
Vi kunne have fundet på noget derop. Men I bad om det modsatte — og det er en af de bedste oplysninger vi kan få. Den fortæller os hvor vi ikke skal bruge krudt.
Vil I alligevel have noget med hjem ad, ligger der ruter i Bretagne, Normandiet og Nordtyskland. Sig til, så syr vi dem sammen.
Scan med telefonens kamera. Så åbner hele strækningen i Google Maps med vejen pinnet i rækkefølge.
Inden I kører
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser steder vi synes er værd at dreje af for, og veje vi mener er de smukke. Vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det praktiske er jeres eget: Passage du Gois ligger under vand to gange i døgnet og køres kun i de opslåede tidsvinduer. Col du Tourmalet, Col d'Aubisque og Col de Menté lukker om vinteren og åbner typisk sent på foråret — tjek dem før I planlægger. Stierne i Gorges de Kakuetta følger vejr og årstid, og GI-614 over Coll de Perafita er smal med modkørende.
Vi har kørt ruten igennem på kortet, målt hver strækning og slået hvert sted op — men vi har ikke været der i denne uge. Der kan være sket noget siden.
Det her ønske kunne ikke skrives ind i et felt. Der er et fast punkt undervejs, der er grej med der bestemmer hvad man leder efter, der er en strækning til sidst som bare er transport — og tiden er ikke en grænse, den er en gave.
Den sidste sætning er den vigtigste: „vi vil gerne køre de smukkeste steder." Det er en bestilling på en vej, ikke på en liste af seværdigheder. Så det er vejen vi har målt.
★ Ønskerute — bygget efter en brugers ønske. Ønsk din strækning →
Den hurtigste vej fra Valencia til Brest via Perpignan er 1.622 kilometer og under atten timer bag rattet. Den kan Google finde. Ruten herunder er 2.662 kilometer — 1.040 mere, og tre gange så lang tid.
De 1.040 kilometer er N-340 gennem appelsinlundene i stedet for AP-7. De er GI-682's 365 sving over Cadiretes-massivet. De er fem pas over Pyrenæerne i stedet for at køre udenom. De er Route des Lacs gennem Landes-skoven og Gironde-estuaret i stedet for A10.
Og så motorvejen — for det er den vi bliver målt på
134 af rutens 2.662 kilometer er motorvej. Det er 5 procent. Da vi målte den første udgave af den her rute, var tallet 52,9 procent — over halvdelen. Ingen havde målt det, fordi ingen havde tænkt på at måle det.
Så blev vejen lagt om: punkterne flyttet ned på selve landevejen, kystby for kystby og pas for pas. Ingen strækning ligger nu over sytten procent, og otte af de fjorten har nul.
Resten kan ikke laves om, og vi vil ikke lade som om. De 29 kilometer A63 gennem Bayonne er den eneste vej gennem tre byer der er vokset sammen. Ind og ud af Bordeaux er motorvej hele vejen rundt. Og ni kilometer A-7 ud af Tarragona koster en halv time at køre udenom, uden at blive kønnere. Dem kører I bare.
Tallene er målt på rutens egne vejdata, ikke skønnet — og de er målt igen på selve Kør-knapperne, så det I får i Maps er den vej der står beskrevet her.
Hele denne rute er åben — alle strækninger, alle kort, alle QR-koder. Sådan ser en See This Place-rute ud indefra. På vores øvrige ruter er første strækning gratis, og resten er for Pro.
Kender du nogen der skal samme vej?