Du starter mellem vinstokke i Alsace og kører op på ryggen af en bjergkæde hvor grænsen mellem Frankrig og Tyskland gik i næsten halvtreds år. Undervejs klatrer du over fire bjergpasser, langs et vandskel mellem to have, forbi Vogesernes højeste top — og forbi et bjerg med et af de mørkeste navne i fransk historie.
3 etaper · ca. 92 km · nord→syd · en kam, en grænse, en front
Fra vinbyen Kaysersberg — femhundrede år gammel, fødeby for Albert Schweitzer — op over Col du Bonhomme i 949 meter og ind på Route des Crêtes: kammens vej, hugget ind i bjerget af franske soldater mellem 1913 og 1915 for at forsyne fronten. Forbi gletsjersøen Lac Blanc, hen over Le Hohneck i 1.363 meter, op til Grand Ballon i 1.424 meter — Vogesernes tag, hvorfra du på klare dage ser Mont Blanc. Og så ned forbi Hartmannswillerkopf, hvor omkring femogtyve tusind mænd mistede livet, til vinbyen Cernay på sletten.
Det er 92 kilometer. Du kan køre dem på to en halv time. Men gør det ikke. Kør dem på to dage — stop ved sætrene, spis en myrtille-tærte på et pas, gå ned i en skyttegrav og mærk kulden. Det her er ikke bare en smuk vej. Det er en vej der ved hvorfor den blev bygget.
Foto: Zairon · Wikimedia Commons
Hele ruten
92 kilometer langs Vogesernes kam
Tre etaper · nord→syd · fra Alsace-vinen op over grænsekammen og ned igen
Kaysersberg → Lapoutroie → Le Bonhomme → Col du Bonhomme → Col du Calvaire → Lac Blanc → Col de la Schlucht
Foto: Taxiarchos228 · Wikimedia Commons
Inden du kører
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det er dit ansvar at sætte dig ind i lokale regler for parkering, overnatning, færdsel og adgang. Veje ændrer sig. Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være ufremkommelig i november.
Tjek altid aktuelle forhold inden du kører — og brug din sunde fornuft undervejs. Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
Højt og til tider øde
Route des Crêtes holdes normalt åben det meste af året, men kraftigt snefald kan lukke stræk af kammen kortvarigt om vinteren — tjek forholdene før du kører op. Store dele af ruten går over 1.000 meter, og mobildækningen er ujævn oppe på kammen og nede i skovdalene. Hent et offline-kort over Vogeserne og Alsace før du kører — så har du navigationen med, også hvor signalet ikke er.
Du starter mellem vinstokke i en by hvor husene er femhundrede år gamle. En time senere står du på en kam hvor grænsen mellem to lande gik i næsten halvtreds år — og hvor unge mænd gravede sig ned i granitten og aldrig kom hjem.
Kør etape 1 · Kaysersberg → Col de la Schlucht · ca. 39 km
Du starter på en p-plads i Kaysersberg. En by på et par tusind mennesker, klemt ind hvor Weiss-floden løber ud af bjergene og ud på Alsace-sletten. Bindingsværk i rødt og okker, en befæstet stenbro over floden fra 1514 med et lille kapel på midten, og over det hele ruinen af et borgtårn på klippen. Albert Schweitzer blev født her i 1875 — lægen, orgelspilleren, som fik Nobels fredspris i 1952. Men det er ikke derfor du er her. Du er her fordi vejen ud af byen kun går én vej: opad.
Gå en runde i den gamle bydel før du sætter dig ind. Vinstokke kravler helt op til husmurene. Der dufter af gær og våd sten fra vinkældrenes åbne porte — det er høst-tid hvis du kommer i september, og hele byen lugter af presset drue. En vinbonde ruller en tom fadvogn hen over brostenene, og på et skilt ved en port står ordet Riesling håndmalet. Så er du klar.
Selve navnet betyder "kejserbjerget". Deroppe på klippen står ruinen af en kejserlig borg, rejst i 1200-tallet af de tysk-romerske kejsere for at vogte vejen op til Col du Bonhomme — netop den vej du skal køre i dag. Kaysersberg var fri rigsstad, rig på told fra alt det der passerede over passet: salt, vin, jern. Byen har altid levet af vejen op i bjergene. Nu lever den af turister og Riesling, men klippen og borgen ligger der stadig og minder om hvorfor byen overhovedet blev til.
Du kører vestpå ud ad D415, op langs Weiss-dalen, og næsten med det samme forsvinder vinstokkene. De kan ikke gro højere. I stedet kommer der køer på engene, og skoven lukker sig — først løvskov af bøg og eg, så mørkere gran jo højere du kommer. Vejen er to spor, jævn, med en midterstribe der forsvinder i skyggen under træerne. Du deler den med en enkelt lastbil der kravler i lavt gear, og med motorcyklister der bruger den som legeplads.
Ved Lapoutroie og Le Bonhomme bliver dalen smal og landsbyerne ligger som perler på en snor. Stenhuse med små vinduer, et vandtrug på torvet hvor der løber koldt kildevand fra et rør — sådan er det i bjergbyerne, altid rindende vand. En ældre kvinde fylder en dunk. Bag hende står køer bag et hegn med bjælder om halsen, en dyb uregelmæssig kling-klang der følger dig hele vejen op. Luften bliver køligere for hver kilometer. Du er kørt fra en dalby og op i et andet klima på under en halv time.
D415 arbejder sig opad i lange, rolige sving — ikke skarpe hårnåle, men en stødt stigning der bare bliver ved. Du starter i omkring 240 meter nede i Kaysersberg og ender i 949 på passet: syv hundrede højdemeter fordelt over en snes kilometer. Bilen skifter selv ned i de længste stræk. Undervejs passerer du savværker med stakke af nyskåret gran der lugter af harpiks, en kirke med et løgformet tårn, og hist og her et hus hvor et halvt hjul ost står og tørrer bag et vindue. Det her er ikke en vej man skynder sig ad. Det er en vej man lader bilen finde sit tempo på.
Wikimedia Commons
Kaysersberg. Vinstokkene kravler op til de sidste huse — så begynder skoven, og vejen går kun én vej: opad.
Op over Col du Bonhomme — grænsen der var
De sidste sving op til Col du Bonhomme strammer til. Vejen klemmer sig fast i skovsiden, og for hvert sving åbner udsigten bagud ned over dalen du kom fra. Så fladet det ud, og du er på passet — 949 meter, et vejkryds med en kro, en flok parkerede motorcykler, og et brunt skilt der peger sydpå: Route des Crêtes. Her begynder den. Kammens vej.
Og her begynder også den historie der ligger under hele turen. I 1871, efter krigen mod Preussen, mistede Frankrig Alsace. Grænsen mellem Frankrig og Tyskland blev flyttet — og den blev trukket præcis her, langs Vogesernes kam. I næsten halvtreds år gik grænsen hen over de tinder du skal køre langs i dag. På den ene side fransk. På den anden tysk. Toldposter, grænsevagter, forbudte stier.
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, blev den grænse til en frontlinje. Franske ingeniørsoldater byggede en vej langs kammen mellem 1913 og 1915 — mens der blev skudt — så de kunne flytte tropper og forsyninger nord-syd uden at komme ned i dalene hvor tyskerne kunne se dem. Det er den vej du kører på. Route des Crêtes er ikke en turistvej der blev bygget for udsigtens skyld. Den blev hugget ind i bjerget for at føre krig. Udsigten fik man med i købet.
Du kører på en vej der blev anlagt under artilleriild, for at soldater kunne nå frem i live. I dag standser folk her for at spise en tarte aux myrtilles og tage et billede. Bjerget husker begge dele.
Overraskelsen: Selve ordet "ballon" — som i Grand Ballon, det højeste punkt du når i morgen — har intet med balloner at gøre. Sprogforskere mener det stammer fra Belenos, en keltisk solgud, via det tyske "Belchen". Kelterne dyrkede solen fra disse runde toppe tusind år før romerne kom. Toppene har båret guder længe før de bar kanoner.
Wikimedia Commons
Ved Col du Bonhomme er den gamle grænse stadig malet på asfalten: Elsass på den ene side, France på den anden. Engang stod her en bom.
Kammens vej — snart forsvinder den i tågen, snart snor den sig som en hvid S-kurve gennem chaumes med de blå rygge bagved.
Langs kammen til Lac Blanc og Col de la Schlucht
Fra Col du Bonhomme følger vejen kammen sydpå. Nu er du oppe hvor træerne bliver lave og til sidst forsvinder. Landskabet åbner sig til noget uventet: brede, bare græshøjder der ruller hen mod horisonten som en grøn dyne. Alsacerne kalder dem les chaumes — højsletterne. Det er ikke tilfældig natur. I århundreder har hyrder ført køer herop om sommeren, og køerne har holdt træerne nede. Du kører gennem en have der bliver passet af drøvtyggere.
Rul vinduet ned. Luften heroppe har en helt anden lugt end nede i vindalen — tør græs, kølig granit, og en sødlig harpiksduft fra de spredte bjergfyr. Hvis det er august, er skråningerne blå af myrtiller, vilde blåbær, og du kan se folk med små spande bøjet over lyngen. Køerne — den lokale race, vosgienne, mørk og hvid med en lys stribe ned ad ryggen — står spredt og glor ligegyldigt på bilerne.
Til venstre for dig, mod øst, falder terrænet brat væk — og på klare dage ligger hele Alsace-sletten udbredt dernede som et landkort. Rhinen glimter. Bag den, i tågen, aner du Schwarzwald i Tyskland. Landsbyerne du kørte fra i morges ligger som legetøj i dybet: Kaysersberg, Riquewihr, Colmar med sine tårne. Herfra er de bare lyse pletter mellem vinmarkerne. Du er kørt en kilometer op og hundrede år tilbage på en formiddag.
Foto: KimonBerlin · Wikimedia Commons
Mod øst falder terrænet brat væk, og hele Alsace ligger i disen. Vinlandsbyerne er lyse pletter i dybet.
Ved Col du Calvaire passerer du en lille skistation — lifter der hænger stille om sommeren — og så dukker Lac Blanc op nede til venstre: en gletsjersø i 1.055 meter, klemt ned i en granitgryde med blokke store som huse langs bredden. Isen efterlod dem for ti tusind år siden og gik sin vej. Blokkene blev. Over søen rejser der sig en lodret klippevæg hvor klatrere hænger som fluer på varme dage.
Foto: Eric Spenle · Wikimedia Commons
Lac Blanc, 1.055 meter. Isen skar gryden, efterlod granitblokke store som huse — og gik. Blokkene blev.
Husk badetøjet — men vær ærlig om temperaturen. Lac Blanc er en bjergsø, klar og iskold selv i august, og der er ingen sandstrand, kun granit at klatre ned ad. Vil du svømme, gør det kort og skarpt; det er den slags bad der får dig til at hvine og grine på samme tid. Vandet smager af sten.
Efter Lac Blanc kører du gennem Gazon du Faing, et naturreservat på kammen hvor vegetationen er sub-alpin — lav lyng, tørvemoser, planter der ellers hører hjemme meget længere mod nord. Vejen snor sig langs kanten med lange lige stræk hvor du kan se den forsvinde foran dig mod syd, og med bratte fald til begge sider. Det er her du for alvor mærker hvad en kam-vej er: du kører oppe på selve ryggen af bjergkæden, med luft til begge sider.
Foto: Zairon · Wikimedia Commons
Kammens vej over les chaumes — de bare højsletter som køerne har holdt træfri i århundreder.
Ser du en flok racercyklister slæbe sig op mod kammen, så nik. Route des Crêtes er en klassisk stigning, og Tour de France har krydset den mange gange. Vil du selv på cykel, så gør det heroppe hvor det giver mening: parkér ved Col de la Schlucht, tag et par kilometer langs den flade del af kammen mod Hohneck, og drej om når benene siger til. Det er den reneste måde at møde chaumes på — i stilhed, med kun bjældeklang og vind.
Sidste stræk ned mod Col de la Schlucht er blødt. Vejen dykker en smule, granskoven kommer igen, og så ligger passet der: 1.139 meter, et lille knudepunkt med en kro og et par boder. Navnet er tysk — Schlucht betyder kløft — og det fortæller dig hvor du er. Her, på dette pas, gik grænsen mellem Frankrig og Tyskland fra 1871 til 1918. Der stod en toldbygning. Rejsende viste pas. I dag går folk forbi med en vaffelis, og den eneste grænse der er tilbage er den mellem to franske departementer.
Vinden går hen over chaumes. Græsset lægger sig fladt og rejser sig igen. En ko løfter hovedet, tygger, ser på dig og finder dig uinteressant.
Langt nede mod øst ligger sletten i eftermiddagsdis. En by du ikke kan navngive sender et lille glimt op — et vindue der fanger solen.
Her stod der en grænsebom engang. Nu står der kun en ko og en vind der ikke ved noget om lande.
Pause før etape 2
Sov højt. Vejrtræk dybt.
Col de la Schlucht er dagens slutpunkt. Du er i 1.139 meter — find et sted at overnatte, drik vand, og lad kroppen vænne sig til højden. I morgen kører du sydpå ad selve kammen, forbi Le Hohneck og sæternes land, op til det højeste punkt i hele bjergkæden. Scan QR-koden når du er klar — den starter præcis her.
SLUT-GPS: 48.0642, 7.0227 · Col de la Schlucht
I morgen kører du over det højeste tag i Vogeserne — forbi en top hvor en radarkugle holder øje med himlen, og op til det punkt hvor hele bjergkæden kulminerer.
Etape 2 · ca. 30 km
Taget — Col de la Schlucht til Grand Ballon
Col de la Schlucht → Le Hohneck → Le Markstein → Grand Ballon
Foto: W. Bulach · Wikimedia Commons
Tredive kilometer hen ad selve ryggen. Du kører oppe hvor køerne græsser og skyerne nogle gange er under dig. Til sidst topper hele bjergkæden — 1.424 meter — og på klare dage kan du se fire lande.
Kør etape 2 · Col de la Schlucht → Grand Ballon · ca. 30 km
Fra Col de la Schlucht klatrer vejen straks op igen, ud af granskoven og op i det åbne. Nu er du på Hautes-Chaumes — de høje græssletter — for alvor. Vejen ligger som et gråt bånd oppe på ryggen, med chaumes der ruller væk til begge sider. Flere steder er der ingen midterstribe længere; vejen er så smal at to biler hilser hinanden med et lille ryk til siden. Vind er der altid heroppe. Den kommer i stød, tager fat i bilen, slipper igen.
Vejen heroppe er D430 — smal, kurvet, uden autoværn de fleste steder. Bare en græsrabat, og så luften. Du deler den med racercyklister der har kæmpet sig op fra dalen, med motorcykler i flok, og med en og anden vandrer der krydser fra den ene chaume til den anden med stave og rygsæk. Kør roligt. Der er hver anden kilometer en grund til at slippe speederen og bare kigge.
Et par kilometer inde kan du dreje op ad en spur til Le Hohneck — 1.363 meter, Vogesernes tredjehøjeste top, med en stump vej der ender ved en gammel udsigtsbygning på selve toppen. Fra kanten falder terrænet lodret ned i en gletsjerkedel med to små søer i bunden, som blanke øjne i dybet. Det er værd at dreje op. Herfra ser du hele resten af turen foran dig: kammen der bugter sig sydpå, top efter top, helt ned til Grand Ballon i horisonten.
Foto: Florian Grossir · Wikimedia Commons
Cirque du Wormspel under Hohneck — chaumes der ender i lodrette klippevægge, med vejen som en tynd streg langs kanten.
Tilbage på kammen fortsætter du sydpå. Vejen ruller op og ned over toppene — Kastelberg, Rainkopf, Rothenbachkopf — navne der lyder tyske fordi de er det, arven fra de halvtreds år som grænseland. Til højre, mod vest, falder terrænet ned mod Munster-dalen, hjemstavn for en af Frankrigs mest ildelugtende og elskede oste. Vinden bærer nogle gange en tør, sødlig lugt af ko og græs op fra sæterhusene dernede.
Det du kører igennem har et navn: transhumance. Hver sommer føres køerne op på de høje chaumes hvor der er køligt og grønt, og hyrderne — marcaires, af det alsaciske ord for "malker" — bliver deroppe hele sæsonen og laver ost af mælken på stedet. UNESCO satte skikken på sin liste over levende kulturarv i 2023. Det er ikke et frilandsmuseum du kigger på. Det er en måde at leve på der stadig virker, hver eneste sommer, også lige nu mens du kører forbi.
Overraskelsen: Oppe på Hohnecks top gik grænsen fra 1871. Der står stadig gamle grænsesten i græsset — med et fransk "F" på den ene side og et tysk "D" på den anden, hvis du ved hvor du skal kigge. Vandrere finder dem stadig, halvt begravet i lyngen. En sten der engang delte to imperier, nu et hvilested for en flok får.
Foto: W. Bulach · Wikimedia CommonsFoto: W. Bulach · Wikimedia Commons
Le Hohneck, 1.363 meter. Fra kanten falder terrænet lodret ned i en gletsjerkedel med to søer som blanke øjne.
De 15 km til Le Markstein — sætere og myrtiller
Det her er sæternes land. Spredt langs vejen ligger fermes-auberges — bjerggårde der laver ost af deres egne køers mælk om sommeren og serverer et måltid til vandrere. Røgen fra en skorsten står lige op i den stille luft. En bonde i gummistøvler driver en flok køer over vejen, holder en hånd op mod dig uden at kigge, og du holder stille mens tyve vosgienne-køer trasker forbi med bjælder der aldrig helt bliver enige om takten.
Vil du spise som en marcaire, så stop ved en af gårdene. Måltidet er altid det samme og altid godt: en tourte, en tyk kødtærte, til at begynde med — så røget svinekød med roïgabrageldi, kartofler der har simret langsomt mens marcairen var ude ved dyrene — og til sidst gårdens egen ost. Der er intet menukort med stjerner. Der er en tavle med kridt, en lang træbænk, og folk der selv har malket det de sætter foran dig.
Standser du ved en af gårdene, rammer lugten dig i døren: varm mælk, røget bacon, sur ost og brænderøg på én gang. Det er duften af munster der modnes i en kælder — en ost så kraftig at den næsten gør ondt i næsen, men blød som smør på tungen. Og hvis det er sensommer, ligger der myrtiller i alt: tærter, syltetøj, en plet på et barns hage. De vilde blåbær farver hele kammen blå i august, og alle plukker.
Du passerer Le Markstein, en lille skistation der ligger direkte på kammen i omkring 1.200 meter. Om vinteren er her fyldt med ski; om sommeren står lifterne stille og dingler i vinden, og der er en mærkelig tomhed over parkeringspladserne. Tour de France har haft målstreg heroppe. Racercyklister kommer stadig for at måle sig mod bjerget.
Mellem sæternes land og Grand Ballon smalner kammen ind, og vejen begynder for alvor at bugte sig. Du kører gennem lange stræk hvor der ikke er andet end græs, sten og himmel til begge sider — ingen huse, ingen master, kun asfalten og vinden. På skyede dage kan du køre lige ind i en sky og ud igen på den anden side, og et øjeblik ser du ingenting ud over de nærmeste ti meter. Så åbner den sig, og hele kæden ligger der igen, blå lag på blå lag mod syd.
Det særlige ved netop denne strækning er at du kører oppe på selve vandskellet. Regn der falder på den ene side af vejen ender i Rhinen og Nordsøen. Regn på den anden side løber mod Rhône og Middelhavet. Du balancerer på Europas tag-ryg, og hele Alsace ligger og glimter tusind meter under din venstre albue. Langt nede mod øst aner du vinlandsbyernes tegltage — Eguisheims ring af huse, Colmars tårne. Der er ganske få veje i verden hvor du kan køre så langt, så højt, med så meget luft under dig.
Wikimedia Commons
En ferme-auberge på kammen. Her laver de munster af deres egne køers mælk — og lugten møder dig i døren.
Husk håndklædet — men gem det til dalen. Oppe på kammen er der ingen badesteder; det er for tørt og for højt. Men drejer du ned ad en af sidevejene mod Lac de la Lauch eller Lac du Ballon, ligger der mørke bjergsøer i granskoven hvor du kan svømme i vand der er koldt, klart og fuldstændig stille. Det er den slags sø hvor du kan høre din egen vejrtrækning.
For de stærke i benene: Grand Ballon fra syd er en af Frankrigs berømte cykel-stigninger, og hele kammen er hellig grund for racercyklister. Vil du prøve et stykke uden at bestige hele bjerget, så tag den flade, høje strækning omkring Le Markstein — park bilen ved stationen, kør ud ad kammen og retur. Det er højt, åbent og næsten fladt. De rigtige galninge kravler op fra dalen; vi andre nyder ryggen deroppe hvor den allerede er vundet.
De sidste kilometer — op til Grand Ballon i 1.424 meter
De sidste kilometer klatrer stødt. Skoven forsvinder helt; nu er der kun græs, sten og himmel. Og så, for enden af en lang stigning, ligger Grand Ballon — Vogesernes højeste punkt, 1.424 meter. Du kan ikke overse den: på toppen sidder en stor hvid radarkugle — en civil flyveradar tegnet af arkitekten Claude Vasconi og rejst i 1997 — og den lyser hvid mod himlen som en kæmpe golfbold på et bjerg.
Den sidste stigning føles anderledes end resten af dagen. Vejen er blevet en enlig streg op ad en bar flanke, uden et træ tilbage til at bryde vinden, og bilen arbejder mærkbart. Motorcyklisterne overhaler i klynger, læner sig ind i svingene og forsvinder foran dig. Så flader det ud ved en stor parkeringsplads under selve toppen, og du mærker med det samme hvor tynd luften er blevet: du trækker vejret en tand dybere bare ved at åbne bildøren.
Parkér og gå de sidste minutter op til fods. Toppen er bar og vindblæst, og udsigten er turens belønning: på en klar dag ser du Schwarzwald mod øst, Jura-bjergene mod syd, og — hvis luften er helt ren — den hvide kam af Alperne i horisonten, med Mont Blanc som en fjern tand. Fire lande på én gang: Frankrig, Tyskland, Schweiz, og en anelse af det der engang var grænseland.
Der er næsten altid vind på Grand Ballon, og næsten altid nogen der kæmper med den. En vandrer holder på sin hue. En far løfter et barn op så det kan se over stengærdet, og barnet peger på radarkuglen og griner. Kaffen fra kroens automat damper og bliver kold på ti sekunder. Det lugter af koldt græs og en anelse dieselos fra de motorcykler der ruller op i en lind strøm. Du trækker vejret dybere heroppe uden at tænke over det.
Folk står i klynger og peger og skændes venligt om hvorvidt den fjerne tand virkelig er Mont Blanc. Som regel er den. Mod nordøst ligger Belchen ovre i Schwarzwald, nærmest en tvilling til det bjerg du står på — samme runde form, samme keltiske navn. Du er 1.424 meter oppe, og alligevel føles det som at stå på kanten af noget meget større.
Du står på det højeste punkt i hele bjergkæden, i en vind der aldrig helt lægger sig, og kigger på Mont Blanc to hundrede kilometer væk. Under dine fødder ligger en formiddags kørsel — og hundrede års historie.
Lige under toppen står Monument des Diables Bleus — de blå djævle, det navn tyskerne gav de franske bjergjægere, chasseurs alpins, der kæmpede og døde langs denne kam i Første Verdenskrig. Monumentet blev rejst af de franske bjergklubber og indviet af premierminister Poincaré i 1927. Tyskerne gav soldaterne navnet af frygt for deres mørkeblå uniformer og deres evne til at dukke op hvor ingen troede det muligt. De kendte disse toppe bedre end nogen.
Foto: KimonBerlin · Wikimedia Commons
Grand Ballon, 1.424 meter — Vogesernes højeste punkt. Radarkuglen lyser hvid som en golfbold på et bjerg.
Wikimedia Commons
Monument des Diables Bleus — rejst i 1927 for de franske bjergjægere der kæmpede langs kammen. Ryggen mod vinden.
Foto: Jörg Braukmann · Wikimedia Commons
Fra Grand Ballon på en klar dag: Schwarzwald, Jura, og den hvide kam af Alperne med Mont Blanc som en fjern tand.
Fire lande fra én top. Kelterne dyrkede solen herfra. Soldater døde for den. I dag klapper en unge i hænderne mod radarkuglen.
Radarkuglen står hvid mod en blå-grå himmel. Vinden trækker i alt der ikke er skruet fast.
En gammel mand i vindjakke står ved bronzefiguren af bjergjægeren og læser inskriptionen langsomt, som om han leder efter et navn.
Måske finder han det. Måske leder han bare. Bag ham falder Alsace væk i disen, tusind meter ned mod vinen og freden.
Pause før etape 3
Du er på taget. Sidste dag går nedad.
Grand Ballon er dagens slutpunkt og turens højeste punkt. I morgen giver bjerget slip: du kører ned ad sydsiden, gennem granskov, forbi et bjerg med et af de mørkeste navne i fransk historie — og ud på sletten hvor vinen begynder igen. Scan QR-koden når du er klar. Den starter her, på toppen.
SLUT-GPS: 47.9010, 7.0982 · Grand Ballon
I morgen kører du ned fra taget — forbi et bjerg der ædte femogtyve tusind mænd, og ud på sletten hvor vinen begynder igen.
Etape 3 · ca. 23 km
Ned fra taget — Grand Ballon til Cernay, forbi bjerget der ædte mænd
Grand Ballon → Col Amic → Vieil Armand / Hartmannswillerkopf → Uffholtz → Cernay
Foto: 0x010C · Wikimedia Commons
Treogtyve kilometer nedad. Fra det højeste punkt i Vogeserne, gennem granskov, forbi et bjerg med et af de mørkeste navne i fransk historie — og ud på sletten hvor vinstokkene og freden begynder igen.
Fra Grand Ballon vender vejen næsen nedad for første gang på hele turen. Du har brugt to dage på at klatre; nu giver bjerget slip. Vejen falder i lange sving ned ad sydsiden, granskoven kommer op og lukker sig om dig igen, og du mærker bremserne arbejde for første gang siden i morges. Luften bliver tættere, varmere, blødere for hver hundrede meter. Du kører fra sten mod skov mod til sidst vin.
Vejen ned er D431, bredere og mere velholdt end kammens smalle stræk — det her var trods alt en militærvej, bygget til at bære tunge køretøjer. Den falder i store, rummelige sving, og du kan lade bilen rulle det meste af vejen. Granskoven bliver højere og mørkere for hver kurve, og lyset skifter fra det skarpe højfjeldslys til noget grønt og filtreret. Du kan mærke på ørerne at du taber højde.
Ved Col Amic — 825 meter, en lysning i skoven med et vejkryds og en mindesten — flader vejen ud et øjeblik. Skoven bliver tættere, mørkere, en blanding af gran og bøg. Der dufter af harpiks og muld og våd bark. En musvåge letter fra en telefonpæl og lader sig bære af opvinden uden et vingeslag.
Ved Col Amic står en enkelt mindesten mellem træerne — endnu en af de utallige langs denne vej. Du begynder at lægge mærke til dem nu: små stenkors, plaketter, navne du ikke kender, halvt overgroet af mos. Hele kammen er en kirkegård med udsigt. De fleste kører forbi uden at se dem. Men når du først har set én, ser du dem alle.
Efter et par kilometer begynder skiltene at ændre karakter. Ikke længere udsigtspunkter og fermes-auberges — men små hvide kors, en parkeringsplads, et navn: Vieil Armand. Eller på tysk, som det stod dengang: Hartmannswillerkopf. Drej fra. Det her er ikke et stop du springer over.
For cyklisterne: Det du triller ned ad i bil, kravler racercyklister op ad for sjov. Grand Ballon fra Cernay er en af Vogesernes store stigninger — omkring 1.400 højdemeter fordelt over en snes kilometer, uden mange pusterum. Det er ikke en tur man tager med madkurv og børn; det er en dags benarbejde for stærke ben. De fleste af os nøjes med at klappe dem der gør det. Og vil du svømme undervejs, må du helt ned på sletten — kammen selv har intet vand at bade i på denne side.
Foto: Zairon · Wikimedia Commons
Ned ad sydsiden. Skoven lukker sig, luften bliver varmere, og bremserne arbejder for første gang i to dage.
Hartmannswillerkopf — bjerget de kaldte Menneskeæderen
Fra parkeringspladsen går du op til nationalmonumentet ved Silberloch. Et bredt stenanlæg med en krypt gravet ind i bjerget, og over den en terrasse hvor vinden altid går. Det ligner et fredeligt sted. Det er det ikke. Det er et af Frankrigs fire nationale monumenter fra Første Verdenskrig, og under dine fødder, i krypten, ligger knoglerne af omkring tolv tusind ukendte franske soldater.
Du går op ad en bred trappe til terrassen. Under dig, inde i bjerget, ligger krypten — et mørkt, køligt rum hvor tolv tusind mænd ligger uden navne. Der er en dæmpet klang derinde, den slags der får folk til at sænke stemmen helt af sig selv. Ovenover, ude på terrassen, blæser vinden hen over Alsace-sletten som om ingenting nogensinde var sket. To rum, få meter fra hinanden, og en hel verden imellem.
Foto: KimonBerlin · Wikimedia Commons
Vieil Armand. Rækker af kors, det franske flag, og oppe i skoven toppens kors — over et bjerg der skiftede hænder gang på gang.
Gå op på selve toppen, 956 meter, hvor skyttegravene stadig ligger. Betonbunkere, forreven pigtråd rustet fast i klippen, kratere hvor granater slog ned for hundrede år siden og som skoven aldrig helt har lukket. Du kan gå ned i gravene. De er smalle, våde, kolde selv om sommeren. Herfra kunne franske og tyske soldater høre hinanden ånde, meter fra hinanden, i måneder. Der voksede intet. Der var kun sten, mudder og frygt.
Kig på afstandene. På det smalleste var der under et stenkast mellem de franske og de tyske stillinger. De kastede håndgranater over til hinanden. De hørte hinandens stemmer, hinandens hoste, hinandens ordrer på et fremmed sprog. Bjerget blev stormet og generobret igen og igen gennem 1915, hver gang med tusinder af døde — og ved årets udgang lå fronten næsten præcis hvor den havde ligget i januar. Alt det blod for nogle hundrede meter sten der ikke engang var vigtige.
Omkring femogtyve tusind mænd mistede livet på dette ene bjerg gennem krigen. Franskmændene kaldte det le Mangeur d'hommes — Menneskeæderen. Og la Montagne de la Mort — Dødsbjerget. Bjerget skiftede hænder gang på gang. Ingen af siderne beholdt det.
I krypten står tre kapeller side om side — et katolsk, et protestantisk, et jødisk. Ved indgangen står to store bronzefigurer af billedhuggeren Antoine Bourdelle, elev af Rodin. Vingede skikkelser, tunge og stille. De vogter en dør ind i et bjerg fuld af mænd uden navne. Nedenfor står 1.256 hvide kors i lige rækker på den nationale kirkegård.
Nationalmonumentet og skyttegravene. Franske og tyske soldater lå meter fra hinanden i månedsvis. Der voksede intet.
Der er en særlig stilhed her. Ikke fordi der ikke er lyd — vinden går gennem granerne, en fugl kalder — men fordi ingen taler højt. En skoleklasse går forbi i gåsegang, og selv teenagerne er tavse. En ældre mand står længe ved en enkelt grav på kirkegården, hvor korsene står i lige rækker. Han står bare der. Luften lugter af granskov og kold sten, og et sted ringer en enkelt ko-bjælde langt væk, som om verden er gået videre uden at spørge om lov.
Det underlige er hvor smukt her er. Bøgetræerne står høje og lyse, solen falder skråt gennem løvet, og udsigten ud over sletten er blød og fredelig. Du skal minde dig selv om hvad der skete her for overhovedet at kunne se det. Naturen har ingen hukommelse; den har bare vokset videre, dækket kraterne med mos og fyldt gravene med blade. Det er menneskene der husker — og monumentet, og de tolv tusind, sørger for at vi bliver ved.
Foto: W. Bulach · Wikimedia Commons
Nécropole nationale du Silberloch. 1.256 hvide kors i lige rækker — og under monumentet tolv tusind uden navne.
Hvorfor netop denne vej: Det er her hele turens historie samler sig. Den grænse du har kørt langs i to dage — den der blev trukket over kammen i 1871 — det er her den kostede mest. Route des Crêtes blev bygget for at forsyne præcis denne front. Hver udsigt du har nydt, hver ko du har ventet på, hver myrtille-tærte — det hele ligger oven på det her. Vejen er smuk fordi den er fredelig nu. Den blev bygget fordi den ikke var det.
De sidste kilometer — ned til sletten og vinen
Tilbage i bilen fortsætter du ned. Og nu sker der noget mærkeligt: efter Vieil Armands tyngde føles nedkørslen som at trække vejret ud. Skoven tynder ud. Vejen retter sig. Ved Uffholtz og Wattwiller dukker de første vinstokke op igen — du er tilbage på Alsace-sletten, tilbage i vinens land, og luften er pludselig varm og fuld af sommer. Solsikker i vejkanten. En traktor med en trailer fuld af druer.
Kontrasten er næsten for stor til at rumme. For en time siden stod du i en skyttegrav; nu ruller du forbi vinmarker i sydvendt sol, hvor druerne hænger tunge og næsten sorte i september. Ved Wattwiller — byen har lagt navn til et fransk mineralvand — er luften tyk af varme og af den sødlige lugt af moden drue. Du har tabt tusind meter siden i morges, og med dem et helt klima.
Du ruller ind i Cernay, en lille by ved bjergenes fod hvor sletten begynder. En almindelig fransk provinsby: et torv, en kirke, en boulangerie med kø ud ad døren om morgenen, folk der drikker en pastis i skyggen. Ingenting spektakulært. Og det er præcis pointen. Efter to dage på taget af Vogeserne, forbi grænser og grave og de højeste toppe, ender du et helt almindeligt sted hvor livet bare går sin gang. Bjerget slap dig ned i det igen, blidt.
Herfra kan du kigge tilbage og op. Kammen ligger deroppe i eftermiddagslyset, blå og fjern, og det virker umuligt at du var deroppe for en time siden — Grand Ballons radarkugle er en lille hvid prik mod himlen, og et sted deroppe ligger tolv tusind mænd i et bjerg. Det er det du kører hjem med: ikke bare en smuk vej og en god ost, men fornemmelsen af at have kørt hen over noget der betød alt for nogen engang. Grænsen er væk. Bommene er væk. Soldaterne er blevet til navne på sten. Tilbage er en asfaltstribe der snor sig langs kammen, og en udsigt der er så smuk at det er svært at tro den nogensinde var andet.
Der dufter af varm asfalt og friskt brød og en anelse presset drue fra et vinhus i udkanten. En knallert snerrer forbi. Det er sommer på sletten, og der er tredive grader varmere her end på Grand Ballon. Du tager jakken af, som du tog den på i morges, og mærker solen på armene. Turen er slut. Vinen begynder. Kører du en halv time nordpå ad Route des Vins, ligger vinlandsbyerne på række — og .
Foto: Adam Baker · Wikimedia Commons
Ned på sletten, og vinstokkene begynder igen. Tredive grader varmere end på toppen — og en helt anden verden.
Wikimedia Commons
Cernay ved bjergenes fod. Turens ende, hvor sletten tager over igen.
To gamle mænd spiller boules i Cernay. Kuglerne klikker mod hinanden i gruset. Over dem, en time væk og en kilometer op, ligger kammen blå i eftermiddagslyset.
Den ene mand kigger op mod bjerget. Siger ikke noget. Han ved godt hvad der ligger deroppe. Alle her ved det.
Så kaster han igen. Kuglen ruller, standser, klikker. Livet går videre på sletten fordi nogen sørgede for at det kunne.
Turens slutpunkt
Du er fremme. Bestil et glas Riesling.
Cernay er rutens ende. Find en café på torvet, sæt dig i skyggen under platantræerne, og lad det synke ind: i morges stod du på et bjergpas i vind og sne-agtig kulde, nu sidder du på sletten med sommer i ansigtet. 92 kilometer, fire passer, ét vandskel mellem to have, en gammel grænse og et bjerg fuld af navne der aldrig kom hjem. Godt kørt.
SLUT-GPS: 47.8083, 7.1783 · Cernay
Du kørte fra vin til sten til grave og tilbage til vin. På to dage. På én kam. På en vej der aldrig glemmer hvorfor den blev bygget.
Scan QR
Åbn telefonens kamera
Åbn telefonens kamera. Hold det op mod koden. Tryk på linket der kommer frem. Ruten åbner i Maps.
Stedet
Detaljer
Vil du have det hele?
Med Pro får du dine egne billeder i bogen, alle inspirationsruter fra start til slut og alle landebøger.
