Du kører en ring rundt om Europas dybeste kløft. 700 meter lodret ned til en flod der er så turkis at den ligner et filter der ikke er sandt. Op ad nordkanten med fjorten udsigter, ned ad sydkanten hvor vejen hænger over afgrunden, og til sidst ned til en sø hvor du kan svømme i det samme vand du lige har kigget ned på.
3 etaper · ca. 130 km · En sløjfe — du ender hvor du startede
Det her er en ring. Den starter og slutter i Moustiers-Sainte-Marie, landsbyen med en gylden stjerne hængt på en kæde mellem to klipper. Du kører op på nordkanten ad Route des Crêtes — 23 kilometer ensrettet klippevej med fjorten belvedèrer og et fald der får dine håndflader til at svede. Du krydser til sydsiden og kører Corniche Sublime, hvor tunneler er hugget ind i fjeldet og Pont de l'Artuby hænger 182 meter over floden. Og du ruller ned til Lac de Sainte-Croix og padler ind i selve kløften.
Fordi det er en sløjfe, er der ingen vej tilbage at køre — du er tilbage i Moustiers når ringen er lukket. Tre etaper. Én kløft. Rundt om det hele.
Tre etaper · en sløjfe · fra fajance-landsby til turkist vand og tilbage igen
Inden du kører
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det er dit ansvar at sætte dig ind i lokale regler for parkering, overnatning, færdsel og adgang. Veje ændrer sig. Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være ufremkommelig i november.
Route des Crêtes og dele af Corniche Sublime lukker typisk fra sidst i november til sidst i marts på grund af sne og frost. Kløften er dyb, og mobildækningen er ujævn nede mellem klipperne og oppe på kanten — hent et offline-kort over Verdon-området før du kører, så har du navigationen med, også hvor signalet ikke er.
Tjek altid aktuelle forhold inden du kører — og brug din sunde fornuft undervejs. Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
Du starter i Moustiers-Sainte-Marie, en landsby klemt ind i en revne mellem to kalkklipper. Du kan høre den før du ser den ordentligt — en bæk, Rioul, styrter gennem midten af byen under stenbroer, og lyden følger dig hele vejen op gennem de smalle gader. Højt oppe, spændt over svælget mellem de to klippespir, hænger en forgyldt stjerne på en 135 meter lang kæde. Ingen ved med sikkerhed hvem der hængte den der først. Sagnet siger en korsridder, der lovede det til Jomfru Maria hvis han slap hjem fra fangenskab.
Byen har lavet fajance — hvidt, håndmalet lertøj — siden 1600-tallet, og værkstederne ligger stadig i gaderne med det blå og gule mønster i vinduerne. Der lugter af varm sten og lidt af leret støv fra værkstederne, og en pottemager sidder i en åben dør og drejer en skål mens du går forbi. Du kunne blive her en hel formiddag. Men bilen skal op på kanten, og den venter.
Du kører østpå ud af byen ad D952. De første kilometer stiger vejen jævnt op gennem et tørt højland af eg, buksbom og lavendelmarker der er grønne før juli og lilla efter. To spor, midterstribe, god asfalt. Cikaderne skærer i luften fra grøftekanten — den lyd der betyder Sydfrankrig i sommer, konstant og metallisk. Du ruller forbi et par gårde med tørre marker og et skilt der siger Gorges du Verdon med en pil. Du følger pilen.
Moustiers-Sainte-Marie. Husene klatrer op ad revnen. Stjernen hænger et sted deroppe, hvor du ikke kan se den fra bilen.
Det er her ruten begynder at fortælle sin egen historie. D952 forbinder Moustiers med Castellane over næsten 50 kilometer, og den følger nordkanten af Gorges du Verdon — Europas dybeste kløft, op til 700 meter fra kant til flod. Vejen er bred nok til at to biler kan mødes, men sving er skarpe, og problemet er ikke vejen. Problemet er at du hele tiden vil kigge til højre, ned i det svælg der åbner sig og lukker sig bag klippenæserne.
For hver kilometer bliver faldet dybere. Første gang du ser floden — en tynd, urimeligt turkis tråd langt dernede — trykker du instinktivt bremsen. Vandet er den farve på grund af kalkpartikler fra klipperne, og i skarpt lys skifter det fra smaragdgrønt til noget der ligner Caribien. Du parkerer ved den første belvedère, går de ti meter ud til kanten, og forstår hvorfor folk kører hele Europa igennem for det her.
Og nej — bade i det kan du ikke heroppe. Hele nordkanten holder floden trehundrede meter under dig, bag en klippekant uden nedgang. Gem håndklædet til tredje etape: dér breder Verdon sig ud i Lac de Sainte-Croix, og dér — først dér — går du i det turkise vand du nu kun kan kigge ned på.
Vejen snor sig ind og ud af små dale, forbi tør skov af steneg og fyr der lugter af harpiks når solen har stået på den hele dagen. Du møder få biler uden for højsæsonen — en enkelt autocamper der kører forsigtigt, en flok motorcyklister der forsvinder om et sving med en brølen der hænger i luften bagefter. Ved en af udsigterne står et par med en termokande og kigger ned uden at sige noget. Der er ikke rigtig noget at sige. Kløften siger det.
Vejen klatrer og falder gennem små pas, og et par steder åbner den sig mod syd så du ser hele Provence bølge væk mod horisonten i lag af dis-blåt. Du passerer en enlig kro med borde under en platan og et skilt der har set bedre dage. Her er ingen turistbusser endnu — de kommer først tættere på belvedèrerne. Indtil da er det bare dig, vejen og cikaderne, og en enkelt landmand på en Renault-traktor der trækker ind for at lade dig passere.
D952 nær La Palud. Vejen er bred nok. Det er udsigten der er farlig — du glemmer at kigge på asfalten.
Efter en snes kilometer ruller du ind i La Palud-sur-Verdon — en lille bjerglandsby der lever af kløften. Klatrere med reb over skulderen, vandrere med støvede ben, en café med borde på fortovet hvor folk sidder og studerer kort. Det er herfra Route des Crêtes starter, og det er her du skal træffe et valg: kør den, eller lad være. Vi siger: kør den.
Otte hundrede meter ude af La Palud, mod Rougon, drejer du ind på Route des Crêtes — D23. Og her skal du vide én ting: en del af sløjfen er ensrettet. Du kører den med uret, som skiltene viser, ellers ender du næse mod næse med en bil på en vej der er bygget til én. Ruten er 23 kilometer, klatrer op på selve ryggen af klippen, og serverer fjorten belvedèrer med navne som Carelle, l'Escalès, la Dent d'Aire og Guègues. Hver enkelt er et nyt kig lige ned i svælget.
Vejen er smal og snor sig langs kanten med lav mur eller ingen mur. Du kører i andet gear det meste af tiden. Ved den første belvedère stiger du ud, går de få skridt frem, og maven synker: 300 meter lige ned til en klippehylde, og derunder igen ned til floden. Luften heroppe er tør og lugter af timian og varm kalk, og der er en stilhed der kun brydes af vinden og af fugle.
Og fuglene er ikke hvad som helst. Kig op. De store, brede vinger der kredser over kløften uden et vingeslag er grågribbe — vautours fauves — der blev sat ud i Verdon igen i 1999 efter at være forsvundet fra området i over et århundrede. De har et vingefang på næsten to en halv meter, og de bruger den varme luft der stiger op ad klippevæggen til at svæve i timevis. Du står på kanten, og en gribb glider forbi i øjenhøjde, tættere end du troede muligt.
Route des Crêtes. 23 kilometer på ryggen af klippen. Ensrettet med uret — kør ikke imod.
Mellem belvedèrerne klatrer vejen gennem lav eg og buksbom, og et par steder dykker den ind i skygge hvor asfalten er fugtig og kølig selv midt på dagen. Du passerer Chalet de la Maline, hvor vandrere begynder den berømte sti ned i kløftbunden, og hvor en flok med rygsække tjekker deres vand en sidste gang før de forsvinder ned ad en trappe i klippen. Så åbner udsigten sig igen — Belvédère de l'Escalès, den mest lodrette af dem alle, hvor klippevæggen falder helt rent ned.
Hver belvedère har sin egen karakter. Ved Carelle kigger du ned på et hav af grønt hvor floden gemmer sig; ved la Dent d'Aire står en klippetand som en finger op fra dybet. Du stopper ved dem alle, eller ved dem der rammer dig — der er ingen forkert måde. Bag rattet mærker du højden konstant: en let svimmelhed, en ekstra forsigtighed i foden på bremsen, og en trang til at åbne vinduet og lade den tørre bjergluft ind. Klatrere hænger som farvede prikker på væggen overfor, og du hører af og til et fjernt råb der bæres op ad klippen.
CC BY-SA 4.0 Fra fajance i Moustiers (venstre) til Belvédère du Tilleul på kanten (højre). Samme morgen, to verdener.
Falaise de l'Escalès. Den mest lodrette af de fjorten udsigter. Klatrerne du ser som prikker er rigtige mennesker.
Route des Crêtes lukker sig og fører dig tilbage forbi La Palud, og herfra kører du de sidste kilometer nordøstpå mod landsbyen Rougon, der klæber sig til en klippetop med en ruin over sig. Vejen dykker og stiger, og lige før Point Sublime dukker Rougon op over dig som noget en fugl havde bygget. Du parkerer ved Auberge du Point Sublime og går de sidste par hundrede meter til fods.
Og så er du der. Point Sublime. En stenafsats der stikker ud over præcis det sted hvor kløften begynder for alvor — Couloir Samson, den snævre port ind i selve Grand Canyon du Verdon. Der er intet rækværk. Floden er en turkis tråd langt nede, klippevæggene rejser sig lodret på begge sider, og lyden af vandet når helt op til dig som en fjern, konstant susen. Navnet blev givet i 1800-tallet af de første turister. De overdrev ikke.
Point Sublime. Porten ind i kløften. Ingen rækværk — klippen gør resten af arbejdet.
Sidste stop på etape 1 er parkeringen ved Auberge du Point Sublime. Gå ud til afsatsen, kig ind i kløften, og lad benene ryste lidt. Når du er klar til etape 2, scan QR-koden — den starter præcis her og fører dig østpå rundt om kløftens hoved og ned på sydsiden, hvor Corniche Sublime hænger over afgrunden og Pont de l'Artuby springer 182 meter over floden.
Fra Point Sublime kan du ikke bare hoppe over til den anden side. Kløften er 700 meter dyb og 25 kilometer lang, og der er ingen bro på midten. For at komme til sydkanten skal du køre rundt om kløftens østlige ende. Du følger D952 videre østpå til Pont de Soleils, drejer sydpå ad D955, og begynder den lange bue der fører dig hele vejen tilbage vestpå på den modsatte kant. Det er en del af oplevelsen: du kan ikke snyde kløften. Den tvinger dig hele vejen rundt.
Vejen ned mod syd er roligere end kanten — den løber gennem et højland af lavendel, korn og tørre marker med et enkelt stengærde og en flok får der ikke gider flytte sig. Luften skifter fra klippekold til varm og støvet, og cikaderne tager over igen. Du passerer små landsbyer med en platanplads og en enkelt café, og et par steder ser du kløften ligge som en mørk revne i landskabet til højre — den du lige kørte langs, nu på afstand.
Det er et mærkeligt afsnit af turen: fladt, roligt, næsten kedeligt efter kanten — og præcis derfor virker det. Du får lov at trække vejret. Fårene, stengærderne, en kvinde der hænger vasketøj op i en gård, en hund der gøer halvhjertet efter bilen. Landskabet samler kræfter, og det gør du også, for om lidt hænger vejen igen ud over ingenting.
Så drejer du ind på D71 — Corniche Sublime — og alt strammer til igen. Vejen bliver smal. Rækværket forsvinder. Og for første gang siden Point Sublime kigger du lige ned i svælget igen, denne gang fra den anden side.
Kløften set fra sydkanten. Samme svælg, ny vinkel. Nu er det dig der hænger over kanten.
Corniche Sublime er sydsidens svar på Route des Crêtes, men den føles vildere. Vejen er smallere — for smal til de største autocampere — og den snor sig langs kløftens kant med lodrette fald til det turkise vand langt nedenunder. Tunneler er hugget direkte ind i klippen, mørke og lave, og du dukker instinktivt hovedet selvom der er højde nok. Ud af tunnelen igen, og udsigten eksploderer: åbent svælg, hvid klippe, turkis flod.
Du kører langsomt. Du har ikke noget valg. Hårnålesving hænger ud over afgrunden, og mødende biler tvinger dig helt ind til klippevæggen hvor spejlet næsten skraber sten. Der lugter af varm asfalt og fyrrenåle og den tørre, næsten støvede lugt af opvarmet kalksten. En racercyklist trækker forbi dig på en stigning, dybt foroverbøjet, og forsvinder om et sving. Du misunder ham benene og slet ikke faldet ved siden af hjulet.
Rytmen på Corniche Sublime er anderledes end nordkanten. Der er færre steder at holde ind, og vejen kræver mere af dig — du kan ikke bare glide og kigge. Til gengæld er belønningen mere intens: når udsigten kommer, kommer den pludseligt, ofte lige ud af en tunnelmund, og den slår dig omkuld hver gang. Lyset skifter fra kulsort tunnel til blændende hvid klippe på et halvt sekund, og øjnene når knap at følge med.
D71 Corniche Sublime. Smal, hugget ind i fjeldet, uden rækværk. Du kører i andet gear og holder vejret i tunnelerne.
Midt på Corniche Sublime dukker den op: Pont de l'Artuby. En enkelt betonbue der spænder 110 meter fra klippe til klippe over floden Artuby, lige før den løber sammen med Verdon. Broen er 182 meter høj — den højeste i området — og siden 1989 har folk kastet sig ud fra den i elastik. Du parkerer i den ene ende, går ud på broen, og kigger ned mellem dine egne fødder gennem gitteret. Maven melder fra længe før hjernen når med.
Få kilometer længere fremme kommer rutens absolutte højdepunkt: Balcons de la Mescla. Fra udsigtsplatformen ser du to floder mødes 250 meter under dine fødder — Artuby der løber ind i Verdon i en skarp hestesko. Ordet mescla betyder "blanding" på provencalsk. Det er præcis hvad du ser: to strømme af turkis der folder sig ind i hinanden i bunden af et svælg så dybt at lyden knap når op. Der er en lille café ved platformen og en flok tyske motorcyklister der tager billeder af hinanden med kløften bagved.
Du bliver stående lidt for længe ved rækværket. Det er svært at rive sig løs — øjet bliver ved med at følge de to strømme ned i hesteskoen og prøve at forstå dybden, som om hjernen ikke helt tror på tallet. Halvandet hundrede meter. To hundrede. Bunden er så langt væk at et menneske dernede ville være usynligt. En gribb sejler forbi under dig, og for en gangs skyld ser du en rovfugl ovenfra.
Vejen fortsætter forbi Falaise des Cavaliers — et af de mest lodrette stræk, hvor klippevæggen falder omkring 300 meter rent ned til floden, og hvor en restaurant hænger på selve kanten. Herfra begynder du langsomt at stige væk fra kløften og op mod Aiguines. Tunnelerne bliver færre, udsigten åbner sig, og pludselig ser du det: langt nede mod vest ligger en flade af turkis vand. Lac de Sainte-Croix. Det er dit mål i morgen. Men først skal du sove i landsbyen på bakken over det.
Overgangen er næsten for skarp til at fatte. I ét øjeblik hænger du over et 300 meter dybt svælg; i det næste breder en sø sig ud under dig som et badekar af flydende turkis. Det er samme flod — Verdon — der har skåret kløften og fylder søen. Vandet du skræmtes af oppefra, er det samme vand du snart svømmer i. Vejen kender godt den vittighed og leverer den med perfekt timing: fra afgrund til badeland på ti minutter.
Fra Aiguines ser du hele søen. Det turkise vand du kigger på nu, er det du padler ud i på etape 3.
Ved Balcons de la Mescla mødes to floder 250 meter under platformen. Mescla betyder blanding. Se selv hvorfor.
Vejen stiger de sidste kilometer op til Aiguines, en landsby der hænger på bjergsiden over søen. Du ruller ind forbi et renæssanceslot fra 1600-tallet med fire runde tårne og tage af farvede, glaserede tegl der glimter i eftermiddagssolen. Under dig falder terrænet ned mod det turkise vand, og hele Lac de Sainte-Croix ligger udbredt som et kort. Du parkerer i udkanten — kernen er stejl og smal — og går ind mellem husene.
Aiguines har en historie de fleste kører forbi uden at kende. I århundreder levede landsbyen af tourneurs sur bois — trædrejere der lavede boules cloutées, kugler af buksbom beslået med tusindvis af små søm, som man spillede en tidlig form for petanque med i hele Frankrig. Hele byen drejede træ til kugler, til metalkuglen kom og tog levebrødet. I dag er der et lille museum for drejerne, og du kan stadig se de gamle værkstedsvinduer i gaderne.
Gaderne i Aiguines er stejle og smalle, med hvælvede portgange og potteplanter i vindueskarmene. Der er en ro her som kløften ikke havde — ingen afgrund, ingen adrenalin, bare en landsby der passer sig selv i eftermiddagsvarmen. En kat sover på en varm trappesten. Fra en åben dør lugter der af hvidløg og noget der simrer. Du forstår hvorfor folk holder her natten over i stedet for at jage videre.
Aiguines. Slottet med de fire tårne og de glaserede tage. Under det: hele søen, turkis til horisonten.
CC BY 4.0
CC BY 4.0 Fra en bænk i udkanten af Aiguines kan du se solen gå ned over søen. En ældre mand lufter sin hund langs muren og nikker godaften. Nedenunder ligger vandet stille og skifter fra turkis til bronze mens lyset falder. I morgen skal du derned. Du skal ikke bare se det — du skal ud i det.
Sidste stop på etape 2 er Aiguines, landsbyen over Lac de Sainte-Croix. Find en bænk, se lyset falde over vandet, og gør dig klar til den korte, smukke sidste etape. Når du er klar, scan QR-koden — den fører dig ned til Pont du Galetas, hvor kløften løber ud i søen, og hvor du kan padle en kajak ind i selve svælget. Derfra lukker ringen tilbage til Moustiers.
Fra Aiguines slynger vejen sig ned ad bjergsiden mod søen. Det er en kort, sødmefuld nedkørsel — hårnåle gennem tør skov, og for hvert sving kommer det turkise vand tættere på. Du kan lugte det skifte: fra varm klippe og fyr til noget køligere, ferskt, med et strejf af det tang-agtige der lugter af sø i sommervarme. Vinduerne er nede. Det er den slags morgen.
Nede ved bredden ligger Pont du Galetas — broen der spænder over Verdon præcis dér hvor floden løber ud af kløften og ind i søen. Under broen er der en strand af småsten, og det er herfra hele den turkise munding åbner sig: på den ene side den brede sø, på den anden den snævre, mørke revne ind i Grand Canyon. Det er et af de mest fotograferede steder i Provence, og du forstår hvorfor i det øjeblik du ser det.
Pont du Galetas. Her løber kløften ud i søen. Den mørke revne til højre er indgangen — du kan padle lige ind i den.
Ved stranden under broen ligger bådudlejningen. Kajakker, kanoer, pedalbåde og små elbåde trukket op på stenene, og en kø af folk i badetøj der venter på deres tur. Det er her etapens hjerte ligger: du kan ikke bare se kløften herfra. Du kan padle ind i den.
Du sætter dig i en kajak, skubber fra, og de første åretag fører dig ud på det åbne, turkise vand. Så drejer du mod revnen. Klippevæggene lukker sig om dig, lyset bliver køligt og grønt, og lyden ændrer sig — vandets pladsken kastes tilbage fra væggene, og din egen vejrtrækning bliver pludselig tydelig. Over dig rejser kalkvæggene sig hundreder af meter, de samme vægge du stod på toppen af i går. Nu er du på bunden og kigger op.
Du padler videre ind. Klippen er våd og mørk nær vandlinjen, tør og lys højere oppe, og et sted synger vand fra en skjult kilde ned ad væggen. En anden kajak glider forbi med to teenagere der har opgivet at ro og bare lader sig drive. Ekkoet af deres grin hænger mellem væggene længe efter de er væk. Du dypper hånden i vandet — det er koldere end søen udenfor, kløftens egen temperatur.
Tilbage på stranden er vandet lige til at gå i. Lac de Sainte-Croix er turkist hele vejen ud, og i juli og august er det 22-24 grader — køligt nok til at vække dig, varmt nok til at blive i. Et barn løber skrigende ud i det lave og tilbage igen, forældrene griner fra en solet sten. Der lugter af sø og solcreme og varm sten. Du kan blive her en time eller en hel dag.
Kontrasten er hele pointen: det kølige, klare vand mod den varme sten under dig, den tørre bjergluft mod den våde hud. Du ligger på ryggen og kigger op på de samme klipper du kørte på toppen af i går, og det giver ikke helt mening at det hele er samme sted. Verdon serverer den slags — svimlende højde og doven badedag inden for samme kilometer.
Lac de Sainte-Croix. Turkist, lavt ved bredden, 22-24 grader om sommeren. Husk håndklædet.
Fra Galetas følger du D957 nordpå langs søens bred tilbage mod Moustiers. Vejen løber tæt på vandet, og for hvert stykke skifter søen farve med lyset — fra smaragd i skygge til karibisk blåt hvor solen rammer. Der er noget næsten uvirkeligt over det: en tør, provencalsk bakkeside på den ene side, og en flade af tropisk turkis på den anden.
Farven er ikke til at fotografere ordentligt — den ser altid overdrevet ud bagefter, som om nogen har skruet op for mætningen. Men den er ægte. Kalkpartikler i det glaciale vand kaster lyset tilbage i det umulige turkis, og kun når skyerne trækker for, falder den tilbage mod almindeligt grønt. Du kører langsomt og lader den skifte for hvert sving.
Lac de Sainte-Croix. Farven ser overdrevet ud på billeder. Den er ægte — kalkpartikler i det glaciale vand.
Og her er den overraskelse de fleste ikke kender: hele søen er kunstig. Den blev skabt i 1973, da Verdon blev dæmmet op til et vandkraftværk. Under den blanke, turkise overflade ligger den gamle landsby Les Salles-sur-Verdon — den blev revet ned og genopført på højere grund, før vandet slugte dalen. Ved lav vandstand kan man stadig ane spor af det gamle. En hel by ligger på bunden af det vand børnene bader i.
Beboerne blev flyttet, kirkegården blev flyttet, og en ny landsby blev rejst på højere grund før dæmningen lukkede i 1973. De gamle stod og så deres huse forsvinde under det stigende vand. I dag glider pedalbåde hen over det der engang var deres gader. Det er en af den slags historier man ikke tænker på mens man smører solcreme på — men den ligger dernede, under det smukke vand.
Mod nordvest, hvor terrænet stiger væk fra søen op mod Moustiers, ligger kanten af Valensole-plateauet — Provences store lavendelland. Kører du her i slutningen af juni eller først i juli, rammer duften dig gennem åbne vinduer længe før du ser markerne: lilla rækker der løber parallelt til horisonten, summende af bier. Selv uden for lavendelsæsonen er landskabet her tørt, gyldent og vidt — en helt anden verden end den lodrette kløft du kom fra.
Bierne er en del af det: Valensole-honning er lavendelhonning, og summen over markerne er konstant i sæsonen. Sælgere ved vejkanten tilbyder olie, sæbe og honning fra borde under parasoller. Du behøver ikke købe noget. Bare det at køre gennem duften er nok — den bliver hængende i bilens stof i dagevis bagefter, en påmindelse om hvor du var.
Valensole-plateauet i morgenlys. Slut juni til midt juli står lavendlen sådan. Resten af året drømmer man om den.
CC BY 2.0
CC0 Lavendlen mellem Valensole og Moustiers. Tre uger om året står den sådan. Duften bærer i dagevis.
En landsby ved søen. Under det blanke vand ligger den gamle by, revet ned og genopført før dæmningen kom.
De sidste kilometer stiger vejen væk fra søen og op mod klipperne, og pludselig er den der igen — Moustiers-Sainte-Marie, klemt ind i sin revne, med den gyldne stjerne hængende over svælget. Du er tilbage hvor du startede. Ringen er lukket. Men du ser byen med andre øjne nu: du har kørt hele vejen rundt om den kløft der begynder lige uden for den, oppefra begge kanter og nedefra på vandet.
Du parkerer, går ned gennem de smalle gader mod lyden af bækken, og finder en café på en lille plads. En pottemager lukker sit værksted for dagen. Stjernen fanger den sidste sol højt oppe. Du bestiller noget koldt og sidder bare. Du har kørt 130 kilometer og set en af de mest dramatiske landskaber i Europa fra alle vinkler der findes — og du er tilbage præcis hvor du begyndte, med sæbe-lugten af lavendel stadig i tøjet.
Der er noget tilfredsstillende ved en sløjfe som denne. Du kommer ikke bare hjem — du kommer tilbage, til det samme sted, men med hele kløften nu inde i hovedet: kanten, afgrunden, det turkise vand mod hænderne. Byen har ikke ændret sig på de tre dage. Det har du. Og stjernen hænger stadig deroppe på sin kæde, som den har gjort i århundreder, uanset hvem der kommer og kører rundt om kløften og tager hjem igen.
Sidste stop er der hvor du startede — Moustiers-Sainte-Marie, under den gyldne stjerne. Du har kørt hele vejen rundt om Europas dybeste kløft: op ad nordkanten, ned ad sydkanten, og ind i den på vandet. Der er ingen vej tilbage at køre — du er allerede tilbage. Nedenfor finder du forslag til hvad der venter, hvis du vil videre.