Du starter ved Europas nærmeste punkt til England. Du ender ved en klint Monet malede tredive gange. Mellem de to punkter ligger 310 kilometer kyst hvor kridten skifter farve, vinden står fra vest, og tidevandet tager og giver to gange i døgnet.
Bog 1 af 17 · 3 etaper · ca. 310 km · Fra Opalkysten til Alabastkysten
En grå sandstensnæse der stikker 28 kilometer fra Dover. En 134 meter høj hvid klint med en obelisk på toppen. Fem fiskerbåde i farver trukket op på en stenstrand i Audresselles. Europas største akvarium med hammerhajer der svømmer over dit hoved. En bugt hvor 500 sæler ligger på sandet ved lavvande. En badeby i Art Deco hvor Dumont-brødrene opfandt strandsejlads i 1898. Tre klinter der skifter farve fra grå til hvid til alabast over 300 kilometer.
Det er tre dage. Du kan skøjte igennem på to, hvis du vil — men du kommer til at stoppe oftere end planlagt. Det er sådan en kyst.
Etape 1
Calais til Le Touquet
Calais → Cap Blanc-Nez → Wissant → Cap Gris-Nez → Audresselles → Ambleteuse → Boulogne-sur-Mer → Le Touquet
Dguendel · CC BY 4.0
Hele ruten
310 kilometer fra Kanalen til Étretat
Tre etaper · tre dage · tre klinter der skifter farve
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det er dit ansvar at sætte dig ind i lokale regler for parkering, overnatning, færdsel og adgang. Veje ændrer sig. Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være ufremkommelig i november.
Tjek altid aktuelle forhold inden du kører — og brug din sunde fornuft undervejs. Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
En D-vej der laver en krølle op på en 134 meter høj hvid klint. En strand hvor Cæsar måske gik ombord mod Britannien. En fiskerby med fem trææbåde i farver. Et Vauban-fort i tidevandet. Og Europas største akvarium med hammerhajer der svømmer over dit hoved.
De første kilometer — ud af Calais, op mod den hvide næse
Du står ved havnen i Calais. Færgerne fra Dover har lagt til tre gange siden du spiste morgenmad, og lastbilerne ruller stadig. Du skal ikke den vej. Du drejer sydpå ad D940 — den vej der står som "Route de la Côte d'Opale" på kortet — og inden for ti minutter er byen væk. Motorvejsudfletningen fra A16 glider af dig, skiltene bliver mindre, og asfalten bliver smal. To spor, ingen midterstribe. Hvedemarker lige op til asfaltkanten. I maj er de pletvis lysegule af raps. I juli står hveden moden. I september er der stubmark og sukkerroer og en lugt af gødning der aldrig er langt væk.
Du passerer Sangatte — navnet du hørte i nyhederne for tyve år siden fordi Røde Kors havde lejr her. I dag er det en landsby med 800 indbyggere, en tank og en bager. Og så begynder vejen at stige. Ikke meget — men tydeligt. Markerne på højre side falder væk, horisonten åbner sig, og du fornemmer at der er noget bagved den bakketop du ikke kan se over endnu.
Der er. Cap Blanc-Nez. Vejen laver en krølle ind over forbjerget, og stigningen strammer til 6-8 procent over den sidste kilometer. På toppen: en p-plads, en trampesti 300 meter ud til en obelisk, og en udsigt. 134 meter lodret ned til vandet. Den lysegrå Kanal under dig. Og hvis det er morgen med østenvind, hvis det er klart, hvis dagen vil — kan du se Dovers hvide klipper 28 kilometer væk med det blotte øje. Samme kridt som det du står på. Bare splittet af havet for 10.000 år siden.
Obelisken er fra 1922. Den står til minde om britiske flådestyrker fra Første Verdenskrig — Dover Patrol, mændene der passede på Kanalen mens krigen rasede i Flandern. Fra stenen kan du se tre lande hvis det er klart: Frankrig under dine fødder, England til højre, Belgien bagude. Det er et af de steder hvor Europa er smalt nok til at man føler det.
Lynette Fieschi · CC BY 2.0
Cap Blanc-Nez i solnedgang. 134 meter. Dover ligger der til højre — du kan ikke se den nu, men det betyder ikke at den ikke er der.
De 15 kilometer mellem de to næser
Ned fra Blanc-Nez. Vejen bøjer sydvest, og du ruller gennem Escalles — en landsby med 200 indbyggere, flintstenshuse og en kirke fra 1500-tallet. To minutter senere åbner landskabet sig til Wissant-bugten: tolv kilometer sammenhængende strand mellem to forbjerge, flad som en lineal, med lavvande der trækker sig fire hundrede meter ud i havet og efterlader mudderflader hvor måger går og piller. Der står kitesurfere på sandet, fordi bugten her er et af Europas bedste steder for netop det. Vinden fra Kanalen får frit løb, og ingen bølger kommer ind før lige ved kysten.
Det er nok også her Cæsar gik ombord. To gange — i 55 og 54 f.Kr. — krydsede romerne Kanalen fra det de kaldte Portus Itius og begyndte erobringen af Britannien. Historikerne er ikke helt enige om det var Boulogne eller Wissant, men vinden og havbunden peger på Wissant. Du står med andre ord på en strand hvor to tusind år gamle romerske soldater gjorde sig klar til at blive søsyge.
Jörg Braukmann · CC BY-SA 4.0Balise42 · CC BY-SA 4.0
Tilbage i bilen. Vejen følger nu lavlandet langs kysten — nok en kilometer inde i landet, ikke lige ud til klinten — og klatrer derefter op mod den næste kappe. Den hedder Cap Gris-Nez, og navnet betyder "grå næse". Ikke fordi den er klog. Fordi den er grå. Sandstenen her er 150 millioner år gammel, fra Juratiden, og den har ikke den hvide kridts elegance — den er brutal, tung, næsten betonagtig i tværsnit. Men den stikker længere ud i Kanalen end nogen anden plet i Frankrig. 28 kilometer til England fra denne spids. Det smalleste punkt.
På toppen står Phare du Gris-Nez — et aktivt fyr der blinker hvert femte sekund, synligt fra Dover. Og lige ved siden af: CROSS Gris-Nez, overvågningsposten der dirigerer 500-700 skibe i døgnet gennem verdens mest trafikerede farvand. Du kan stå her og tælle dem på havet. Tankskibe mod Rotterdam. Containerskibe mod Hamborg. Små lystfiskere fra Wissant. Og mellem dem, to gange om dagen, færgerne fra Dover der kun bliver tre minutter langsomme hvis én af dem laver noget dumt.
Velvet · CC BY-SA 3.0
Cap Gris-Nez, solnedgang. Ud over klinten: fjerne silhuetter af skibe. Endnu længere ud: England.
Det er HER cyklen kommer ud. EuroVelo 4 — også kaldet La Vélomaritime — følger præcis denne strækning fra Roscoff til Dunkerque, og delen mellem Cap Blanc-Nez og Cap Gris-Nez er af de smukkeste. Asfalt det meste af vejen, komprimeret grus over klitterne mellem Wissant og Ambleteuse. Stigninger op mod 10 procent over forbjergene — så det er ikke en søndagstur. P-pladsen ved Wissant er udgangspunktet for de otte kilometer op over Cap Gris-Nez og retur. Halvanden time. Vinden i ansigtet i stedet for gennem en rude. Det er noget bilen ikke kan give dig.
Husk håndklædet. Bugten ved Wissant er sand og lavt vand — fine børnestrand når vinden er ovre. Audresselles halvanden kilometer syd for Gris-Nez er rullesten og klart vand, koldere end Wissant, tomt selv i juli. Vandtemperatur 16-18°C fra juli til september. Ingen Middelhavet. Det er koldt. Men klart er vandet, og sandet på Wissant er hårdt nok at cykle på ved lavvande.
Kanalen er et åbent sår i geografien, og alle der har villet erobre England, er startet her. Cæsar sejlede i 55 og 54 f.Kr. — landede, kæmpede, tog gidsler, sejlede hjem igen uden at erobre noget. Den rigtige romerske besættelse kom først hundrede år senere under Claudius. Napoleon samlede 200.000 mand i Camp de Boulogne fra 1803 til 1805 — ombestemte sig og drog til Austerlitz i stedet. Hitler planlagde Operation Seelöwe fra disse bunkere — aflyste i september 1940 efter at have tabt luftslaget. Kun én mand lykkedes fra den her kyst, og han var lidt længere sydpå. Hans navn møder du på næste etape.
De 15 kilometer fra Gris-Nez til Boulogne — bunkere, flobarts og Vauban
To kilometer syd for Cap Gris-Nez, mellem fyret og det næste sving, dukker der noget op i græsset der virker forkert. En kæmpe betonklods. Så endnu en. Og tredive meter nede ad vejen: selve bjerget. Batterie Todt ved Audinghen. Fire 380-millimeter Krupp-marinekanoner der kunne skyde 55 kilometer og ramme Dover eller Folkestone uden at blinke. Tyskerne byggede dem i 1940-41. Første granat blev affyret 12. august 1940. Bunkerne står stadig — den største er i dag museum for Atlantvolden, åbent april-november. Over 200 mindre bunkere ligger spredt i græsset langs kysten. Nogle har du allerede passeret uden at lægge mærke til dem.
Falken · CC BY-SA 2.5Pierre André Leclercq · CC BY-SA 4.0
Fem kilometer længere sydpå drejer du af hovedvejen ned mod havet og ruller ind i Audresselles. Det er en fiskerlandsby. Ikke en fhv. fiskerlandsby, ikke en genopført fiskerlandsby — en fiskerlandsby. Fem eller seks små flade træbåde i rødt, blåt og gult står trukket op på rullestensstranden mellem husene. De hedder flobarts — en båd-type der kun findes her og på et par andre steder langs kysten, bygget til at blive skubbet ud over stenene ved lavvande og trukket op igen når vandet vender. Fiskerne fanger stadig tunge, hummer og krabbe. Du kan købe dem direkte på stranden tidligt om morgenen hvis vejret har været til det. Tungen herfra kaldes sole d'Audresselles, og den står på menukortet på restauranter der har råd til den i Paris.
Michel wal · CC BY-SA 3.0
Audresselles. Ingen museum, ingen souvenirbutik. Bare både, hus og sten.
Fem små flade træbåde i farver, trukket op på rullesten mellem to rækker huse. Det er ikke en rekonstruktion. De har fisket i morges.
To kilometer videre: Ambleteuse. Også en fiskerby, også gammel — men kendt for én ting. Fort d'Ambleteuse står i tidevandet som et af de mest dramatiske Vauban-fort i Frankrig. Ludvig XIV bad sin militæringeniør om at bygge det i 1685 for at beskytte indsejlingen til Slack-floden. Ved højvande er fortet en ø. Ved lavvande kan du gå i stranden ud til det. Det er åbent som museum nogle sommermåneder — men selve bygningen, silhuetten mod havet, er grunden til at man stopper her.
Jörg Braukmann · CC BY-SA 4.0Pierre André Leclercq · CC BY-SA 4.0
Fra Ambleteuse følger du D940 videre sydpå gennem Wimereux — en badeby fra Belle Époque med pastelfarvede villaer i strandsiden — og op over en bakke hvor der står noget helt uventet. En 53 meter høj søjle med en mand på toppen. Han står med ryggen til dig og ansigtet mod England. Napoleon. Søjlen hedder Colonne de la Grande Armée, den blev påbegyndt i 1804 og færdiggjort i 1841, og den markerer det sted hvor Napoleons 200.000 soldater lå klar til at invadere England. Camp de Boulogne, 1803-1805. Invasionen blev aldrig til noget — Nelson vandt Trafalgar i oktober 1805, og Napoleon måtte se sig om efter andre mål. Men søjlen står. Og manden på toppen kigger stadig den forkerte vej.
Han venter stadig på sin flåde. Den kommer ikke.
Boulogne-sur-Mer — 17 tårne fra 1200-tallet og hammerhajer
Otte kilometer videre ligger Boulogne-sur-Mer. Det er en arbejderby med Frankrigs største fiskerihavn — målt på ton fisk landet om året — og det lugter af det: salt, diesel, torsk, kaffe fra havnebodeghuset. Men over havnen rejser sig noget ganske andet. Ville Haute. Den gamle by, helt omsluttet af en middelalderlig ringmur fra 1231-1257, med 17 tårne og et komplet befæstet kredsløb. Du kan gå hele ringen ovenpå muren på 25 minutter. Det er en af de få steder i Europa hvor byens middelalderlige forsvarsring står intakt og tilgængelig — ikke en rekonstrueret kulisse, men de faktiske sten.
Inde i muren ligger Basilique Notre-Dame. Den blev bygget fra 1827 til 1866 oven på ruinerne af en ældre katedral, og dens 101 meter høje kuppel — inspireret af Panthéon i Paris — var i lang tid det højeste bygningsværk i Nordfrankrig. Inden i katedralen hænger en middelalderlig sort madonna, og under den strækker et krypt-system sig hundrede meter gennem byens fundament — blottet romersk murværk, gamle mynteskat, og en stilhed der er forskellig fra resten af byen.
Matthieu Debailleul · CC BY-SA 1.0
Boulogne ovenfra. Havnen er stadig i arbejde. Katedralens kuppel er højere end den ser ud.
Ned ad klippen fra Ville Haute til havnefronten. På vejen passerer du Le Courgain, det gamle fiskerkvarter — smalle gader, huse i strålende røde, gule og blå, og indimellem en dør med en fiskekurv udenfor og lugten af kaffe fra et vindue. Og så står du ved vandet. Nausicaá — Centre de la Mer. Europas største akvarium. 10.000 kubikmeter vand i det største bassin. 58.000 havdyr fra 1.600 arter. En 18 meter lang panoramaskive der giver dig følelsen af at stå på havbunden, mens hammerhajer — de eneste i Europa — glider forbi over dit hoved. Bygningen er designet som en havbølge og ligger direkte på stranden. 3-4 timer indeni. En perfekt regnvejrsdag. Også hvis der ikke er regn.
Pierre André Leclercq · CC BY-SA 4.0Pierre André Leclercq · CC BY-SA 4.0
Du står på bymuren i Boulogne. Solen går ned bag fiskerhavnen. Én trawler er ved at lægge ind.
To mænd på kajen står klar med kasser. Ingen siger noget. Mågerne siger det for dem.
Din dag begyndte ved en hvid klint i Calais. Under 30 kilometer syd for dig har Cæsar lagt til land i 55 før Kristi fødsel. Et eller andet sted har du mistet fornemmelsen af hvilken tid det er.
De sidste 55 kilometer — gennem Hardelot mod Le Touquet
Fra Boulogne fortsætter du sydpå ad D940. De første otte kilometer går gennem skovklædt landskab — forêt d'Hardelot, en fyrretræsplantage på sand — og så er du i Hardelot-Plage. En stille badeby med en bred sandstrand på tolv kilometer, perfekt flad, og et lille Château d'Hardelot der ikke er et rigtigt slot. En engelsk industrimand ved navn John Hare byggede det i 1848 i nygotisk stil, nærmest som en fantasi om hvad et engelsk slot burde se ud. I dag er det kulturcenter, og der er bygget et elizabethansk trateater i træ ved siden af i 2016 — det eneste af sin slags i Frankrig. Stop kort hvis du vil, eller kør forbi.
Fra Hardelot fortsætter D940 inden for en kilometer fra kysten, gennem klitter og fyrretræer, og lugten skifter fra det boulognéske — fisk og diesel — til noget tørt og harpiksagtigt. Det er det samme lyssand som breder sig hele vejen til Baskerlandet 900 kilometer længere sydpå. Og efter tyve minutter ruller du ind i Le Touquet-Paris-Plage.
Det er en badeby med en baggrund. Grundlagt i 1882 af parisiske forretningsmanden Alphonse Daloz som et villaby for det rige Paris, så overtaget og udvidet fra 1894 af englænderen John Whitley der tilføjede "Paris-Plage" til navnet for at sælge den til sine landsmænd. I 1920'erne og -30'erne var det stedet hvor Art Deco-arkitekter legede frit. Villaerne står stadig, hvidkalkede og symmetriske, med palmer udenfor. Edvard VIII og Wallis Simpson holdt ferie her i 1930'erne. Coco Chanel, Jean Cocteau, Fitzgerald. Listen er lang og pinagtigt glamourøs.
Men det bedste er det der sker på stranden. Den er fem kilometer lang og hård som beton ved lavvande — der trækker vandet sig 500 meter ud, og sandet tørrer hurtigt til en overflade du kan sejle på. Ikke med kajak. Med char à voile — strandsejladsbåde, trehjulede vogne med sejl, der kører langs stranden i op til 80 kilometer i timen. Sporten blev opfundet her i 1898 af brødrene Dumont, og du kan leje en vogn for en eftermiddag og prøve det selv. Ingen motorstøj. Bare vinden i dit hoved og sandet der suser under hjulene.
Ltqphg · CC BY-SA 4.0
Char à voile ved Le Touquet. Sporten blev opfundet her i 1898. Sandet er stadig hårdt nok.
I udkanten af byen står Phare de la Canche — et 57 meter højt fyr genopbygget i 1951 (det oprindelige sprængte tyskerne i 1944). Du kan gå til tops. 274 trin. På toppen ser du Baie de la Canche rulle ud mod syd og stranden løbe nordpå mod Boulogne — hele den rute du lige har kørt, set ovenfra.
Marie-Jo L. · CC BY-SA 3.0
Phare de la Canche. 57 meter, 274 trin, og et komplet overblik over hele dagens kørsel.
Du parkerer den store vogn ved Les Halles — den kombinerede markedshal og torv i centrum. Tirsdag, torsdag og lørdag er der marked. Ost fra Nord-Pas-de-Calais. Østers fra Boulogne. Lokalt brød. Rabarber hvis det er sæson. Det er en god måde at afslutte en køredag på: en pose med frokost til næste morgen, en pose med aftensmaden, og en bænk ved havnen hvor du kan se lystbådene.
Pause før etape 2
Hold ind. Lyt til vinden.
Sidste stop på etape 1 er p-pladsen ved Les Halles i Le Touquet-Paris-Plage. Her slutter Opalkysten, og Picardie-kysten begynder. Stræk benene, køb en kop kaffe på torvet, sæt dig på en bænk. Når du er klar til etape 2, scan QR-koden — den starter præcis her, og fører dig sydpå gennem Berck-Plage (hvor dragerne flyver hvert forår), ned i Baie de Somme med dens 1.000 sæler, forbi de 529 kulørte badehuse i Cayeux-sur-Mer, og op over klinten til Mers-les-Bains og Dieppe.
SLUT-GPS: verificeres · P-plads Les Halles, Le Touquet-Paris-Plage · 50.5229, 1.5875
Mod syd venter en bugt med 1.000 sæler, en strand hvor man kører med sejl på hjul, og en by hvor 600 villaer fra 1890 står helt som da de blev bygget.
Etape 2 · ca. 125 km
Le Touquet til Dieppe — sand, sæler og badehuse fra 1900
Le Touquet → Berck → Baie de Somme → Mers-les-Bains → Dieppe
Wikimedia Commons · CC BY-SA
En bugt så stor at den har sin egen damp-tog. 500 spættede sæler der ligger på en sandbanke midt i havet. En strand hvor du kører sandbiler med sejl. To byer der står side om side som vand og olie: den ene har badehuse i kulørte striber fra 1900, den anden er en havneby med en færge til England.
De første kilometer — ud af Le Touquet, ned mod dragebyen
Du ruller ud fra Les Halles sydpå. D940 fortsætter — samme vej som i går — over Canche-floden og ned i et landskab der skifter umærkeligt. De første kilometer kører du stadig gennem fyrretræsplantager på sand, samme harpikslugt som i Hardelot. Så åbner det sig. Klitterne glider over i flade marker med sukkerroer og hvede, lærken står igen over det hele, og du er i Picardie. Ikke at der står et skilt. Det er bare sådan det er — regionen skifter, men landskabet vidste det først.
Tolv kilometer syd for Le Touquet ruller du ind i Berck-Plage. En badeby med 14.000 indbyggere og en strand så bred at den bliver brugt til noget andet end badning. Ved lavvande trækker vandet sig 500 meter ud, og det sand der bliver tilbage er så kompakt og fladt at det fungerer som landingsbane. Char à voile. Speed-sail. Og én gang om året — de ni dage midt i april — bliver det hele overtaget af Les Rencontres Internationales de Cerfs-Volants: verdens største drageflyvningsfestival. 450 dragepiloter fra 28 lande, op mod én million besøgende, og en himmel over Berck der i den uge har mere farve end horisonten kan bære.
JackyM59 · CC BY-SA 4.0
Berck-Plage, april. Himlen bliver sværere at se end sandet.
De 35 kilometer mellem Berck og Somme-mundingen
Fra Berck sydpå skifter D940 karakter. Vejen kryber længere inde i landet — otte eller ti kilometer fra havet — og du kører gennem opdyrket Picardie: sukkerroer, hvede, hør. Hørmarkerne blomstrer én uge i juni. De står lyseblå, næsten nattehimmel-blå, i syv dage og er så væk. Normandiet og Picardie dyrker tilsammen omkring 60 procent af verdens hørfibre, og det er mest her ved Baie d'Authie du ser dem fra vejen. Hvis du rammer ugen, skal du stoppe og stå ud. Det er ikke noget du rammer to gange.
Efter tredive kilometer ad D940 drejer du af mod kysten. Asfalten bliver smallere — smalle D-veje med navne som D938 og D4 og D102 — og du kommer ned til Baie de Somme, én af Frankrigs officielt "smukkeste bugter". Og det er stort. 70 kvadratkilometer ved lavvande. Floden Somme møder Kanalen her og aflejrer mudder og sand i et tidevandsområde så stort at det har sin egen geografi. Mollières — saltmarsk. Sandbanker der ændrer form med hver storm. Kanaler der forsvinder og dukker op igen.
Du ruller først ind i Le Crotoy på bugtens nordside. Det er eneste by på hele den franske Kanal-kyst der vender direkte mod syd. Den vender ryggen til havet og ansigtet mod sol. Det betyder noget. I 1800-tallet ejede Jules Verne en båd her — Saint-Michel II — og han skrev dele af 20.000 leagues under havet ombord mens den lå for anker i havnen. Colette boede her fra 1905 til 1911. Fiskerne landede sild og rejer. De lander dem stadig.
Jules Verne skrev om havdybder han aldrig har set. Med udsigt over en mudderflade der var væk hver sjette time.
Jebulon · CC0Chabe01 · CC BY-SA 4.0
Fra Le Crotoy tager du en omvej op til Parc du Marquenterre — et 200 hektar stort fuglereservat midt i bugten, med 303 registrerede fuglearter, tre afmærkede ruter og 13 observationsposter. Det er ikke en zoo. Det er et stykke opdyrket klitlandskab hvor fuglene selv kommer. Hejrer, skestorke, spoevefugle, måske en kongeørn i efteråret hvis du er heldig. Billet: moderat. Tid: tre timer hvis du vil se det hele, en time hvis du bare vil kigge fra første tårn.
Baie de Somme — 1.000 sæler og Wilhelm Erobreren
Men det er ikke fuglene folk kommer for. Det er sælerne. Baie de Somme har Frankrigs største sælkoloni: omkring 600 spættede sæler (de små, runde med pletter) og 400 gråsæler (de større, med den langstrakte snude). Omkring 1.000 dyr i alt. De ligger på sandbankerne midt i bugten ved lavvande, midt på dagen, hvor solen varmer og vandet er væk. Du kan se dem fra Pointe du Hourdel på bugtens sydside — tag D3 fra Cayeux, parkér ved fyret, gå tredive meter ud på rullestrenen. Medbring kikkert. Hvis du er der en sommerdag midt på dagen, ligger der typisk 160 sæler synligt på banken.
Ibex73 · CC BY-SA 4.0
Phoques veaux marins — de spættede. 600 af dem. Plus 400 grå.
Tusind sæler på sand der er væk to gange i døgnet. Hvis du kommer her uden kikkert, vil du fortryde det.
Fra Pointe du Hourdel kører du tilbage ind i bugten og ruller ind i Saint-Valery-sur-Somme — en middelalderlig havneby på bugtens sydside med ringmur, to porte (Porte de Nevers, Porte Guillaume) og en nederste by hvor husene læner sig over havnen i pastelfarver. Det er herfra Wilhelm Erobreren samlede sin flåde på 28. september 1066 og sejlede mod England. Elleve dage senere var han konge af den ene side af Kanalen. Du går gennem byen og tænker: tolv af de huse du passerer stod også her dengang.
Philippe Alès · CC BY-SA 4.0LucasD · CC BY-SA 4.0
Og midt i bugten går Chemin de Fer de la Baie de Somme — en metersporet dampjernbane åbnet 1. juli 1887. 27 kilometer spor mellem Le Crotoy, Saint-Valery, Noyelles og Cayeux. Toget kører 20 kilometer i timen. Det er ikke en transportform. Det er en måde at se bugten på. Du kan sætte bilen ved en af stationerne og tage toget en runde — halvanden time, sid i en åben vogn, få sod i håret. Hele flåden af damplokomotiver er oprindelige, vedligeholdt af frivillige.
Christophe Finot · CC BY-SA 3.0
Dampen stadig ægte. Lokomotiverne stadig fra dengang. Tyve kilometer i timen.
Det er HER cyklen giver bilen bagerst. EuroVelo 4 / La Vélomaritime løber rundt om hele Baie de Somme — og den bedste strækning er Cayeux-sur-Mer → Saint-Valery-sur-Somme, cirka 15 kilometer, fladt hele vejen, mest på gamle jernbanespor og langs Canal de la Somme. Park bilen ved Cayeux, cykel rundt om bugten, frokost i Saint-Valery, tag toget tilbage. Det er en halv dag. Det er det samme landskab som fra bilen, men du kan lugte mudderet.
Husk håndklædet. Berck har sand (lavt vand, familievenlig). Cayeux-sur-Mer har rullesten — Englands-agtig, koldere vand, men klart. Saint-Valery og Le Crotoy er ikke egentlige badestrande — det er mudder og sælterritorium. Sig det ikke til børnene.
I 987 blev Hugues Capet kronet til Frankrigs første konge af den nye dynasti — det kongerige der stadig hænger sammen i dag startede på gulvet i den lille by du kører igennem: Saint-Valery-sur-Somme. Og præcis 79 år senere, den 28. september 1066, stod hans efterkommer Wilhelm Erobreren i den samme havn med 700 skibe og 7.000 mand, og sejlede over og slog Harold af England ved Hastings elleve dage senere. Hele fransk og engelsk historie som vi kender den, foregik to gange på den mudderflade du nu kigger ud over.
Cayeux-sur-Mer — 529 badehuse i farver
Ti kilometer syd for Saint-Valery drejer du ned mod havet og ruller ind i Cayeux-sur-Mer. En badeby. Men ikke sand — rullesten. Store runde polerede galets der klukker under fødderne. Og langs hele strandkanten: Europas længste chemin de planches. En 2,6 kilometer lang trædækspromenade bygget i 1896, langs med den — 529 kulørte badehuse (cabines de plage) i rosa, mint, lyseblå, gul og hvid. 429 er privatejede, 100 kommunale. De fleste er over 100 år gamle, vedligeholdt med friske farver hvert par år. Det er så amerikansk det kan blive uden at være det.
Paul Schrepfer · CC BY-SA 4.0
Cayeux. 529 kulørte badehuse langs 2,6 kilometer trædæk. Rullesten under, farver over.
Sandet herfra bruges i timeglas. Rullestenene er for store.
De sidste 40 kilometer — op over klinten til Mers og Dieppe
Fra Cayeux kører du sydpå. Vejen — nu D940 igen — forlader bugten og kommer ud til den åbne kyst. Og landskabet skifter brat. Ingen sand, ingen marsk. Bare kridtklint — fortsættelsen af de hvide klipper du så ved Cap Blanc-Nez i går, bare højere nu. Klinterne rejser sig gradvist over 15 kilometer, og ved Mers-les-Bains står de direkte ud i byen.
Mers-les-Bains er ikke en landsby. Det er et urplantet museum. Mellem 1874 og 1910 blev der bygget omkring 400 villaer her — alle i anglo-normannisk og art nouveau stil, polychrome, med udskårne træbalkoner og farvede glas. Hver eneste villa står stadig. I 1986 blev byen den første i Frankrig der fik status som "Site Patrimonial Remarquable" for slut-1800-tals-arkitektur. Du parkerer ved stranden. Du går op ad Avenue du Maréchal Foch. Du kigger på hver eneste facade. Ingen er ens.
Txllxt TxllxT · CC BY-SA 4.0Paul Schrepfer · CC BY-SA 4.0
Lige ved siden af — bogstaveligt talt på den anden side af Bresle-floden — ligger Le Tréport. Det er hverken anglo-normannisk eller elegant. Det er en havneby. Frankrigs tredjestørste fiskerihavn, trawlere, dieselos, måger. Men over byen hænger én af Europas højeste kridtklinter — 106 meter — og op til toppen går en funikelbane. Den blev bygget i 1908, ødelagt i Anden Verdenskrig, og genåbnet i 2006. 155 meter lang, 55 meter stigning, gratis. Du går ind i en tunnel ved havnen, vognen kører lodret op gennem klinten, og tyve sekunder senere står du på toppen med hele kysten ud under dig.
Philippe Alès · CC BY-SA 4.0Ronan1944335 · CC BY 4.0
Fra Le Tréport kører du sydpå ad D925 — den normanniske kystvej. Vejen laver små dyk ned i valleuses — tørre dale der afbryder klinten — og klatrer op igen. Korte stigninger, sjældent over 5-6 procent. Det er ikke bjergkørsel. Det er bare en vej der ikke kan lade være med at gynge. Efter fem og tyve kilometer ruller du ind i Dieppe.
Dieppe er Frankrigs ældste badeby. Hertuginde de Berry startede det hele i 1824 ved at bade offentligt — skandale, provokation, trend. Tre år senere var byen mondæn. I dag er den stadig badeby, stadig havn (færger til Newhaven) og stadig præget af én dag i sin historie. 19. august 1942. Operation Jubilee. Omkring 6.050 allierede infanterister, heraf 5.000 canadiere, gik i land på stranden her. De mødte bunkere, maskingeværer og strømmen. Ni timer senere var det forbi. 907 canadiere døde. 1.946 blev fanget. 580 sårede. Kun 2.210 af de canadiere der startede, vendte tilbage til England. På rullestensstranden ligger en mindesten. Nogen har lagt friske blomster på den.
Over byen, på klinten, står Château de Dieppe — en middelalderlig fæstning fra 1435 med udsigt over hele kysten. I dag er det museum, og særligt kendt for sin samling af elfenbens-snitterier — Dieppe var i 1600- og 1700-tallet Europas center for elfenbens-kunsthåndværk, importeret fra Afrika via Dieppes havn, skåret af lokale mestre til mirakuløst fine figurer der stadig er de bedste bevarede i verden.
Raimond Spekking · CC BY-SA 4.0
Château de Dieppe. 1435. Over byen der gik galt i 1942.
Du står på stranden i Dieppe. Vinden trækker ind fra nord. Rullestenene klukker når bølgen ruller ud.
På stenen ved din fod ligger der blomster. En mand går forbi med en hund. Hunden stopper ved blomsterne. Manden nikker.
Det her har været badeby i 200 år. Det her har været krigsscene én dag. Den ene dag kan du ikke glemme.
Pause før etape 3
Hold ind. Tag en kop kaffe ved Quai Henri IV.
Sidste stop på etape 2 er havnefronten i Dieppe — Quai Henri IV, foran slottet. Gå gennem markedshallen, find en kop kaffe, sæt dig ved vandet. Når du er klar til etape 3, scan QR-koden — den starter præcis her, og fører dig sydvestpå langs Alabastkysten: gennem Varengeville med kirkegården på klinten hvor Braque ligger begravet, ned til Veules-les-Roses med Frankrigs korteste flod, forbi Fécamps nygotiske likør-palads, og ud til Étretats buer og nål.
SLUT-GPS: verificeres · Quai Henri IV, Dieppe · 49.9247, 1.0789
Mod sydvest venter en flod på 1.194 meter, et kloster fra år 990, og tre klinter der blev malet 80 gange af én mand over fire år.
Etape 3 · ca. 92 km
Dieppe til Étretat — alabast, en kort flod og et palads for likør
Frankrigs korteste flod — 1.194 meter. En klint-kirkegård hvor Braque ligger begravet. Et nygotisk paladsdestilleri bygget til en likør fra 1510. Og en klint med en nål og en bue der har været turistmålet siden Monet malede den for 140 år siden.
Du ruller ud fra Quai Henri IV. Havnen glider af dig, du krydser Dieppe centrum og kommer til D75 — kystvejen. Den er smal, den slynger sig ind i hver eneste tørre dal der skærer klinten, og den er 15 kilometer længere end den indenlandske D925. Det er meningen. Du har valgt den lange vej, fordi det er den der er noget ved.
Over Dieppe stiger vejen op. Du passerer Pourville-sur-Mer — en stille badeby hvor canadiske soldater gik i land i 1942 og blev slagtet på rullestenene. I dag står der et enkelt mindesmærke, og en håndfuld surfer-biler ved stranden. Efter tre kilometer dykker vejen ned i en valleuse — en tør dal — og op igen over den næste klint. Sådan fortsætter det. Op, ned, op, ned. Stigninger sjældent over fem procent, men konstante. Terrænets puls.
Oppe på platået ruller du gennem marker. Hvede, sukkerroer, fodergræs — og hør. Normandiet dyrker omkring 60 procent af verdens hørfibre, og midt i juni står markerne lyseblå i syv dage og er så væk. Blomsterne åbner ved daggry og lukker ved frokost. Hvis du rammer ugen, kan du køre gennem lysblå hektar efter lysblå hektar. Hvis ikke, ser du kun de lange snorlige rækker af grønt og ved at de har stået sådan.
Gzzz · CC BY-SA 3.0
Champ de lin. Én uge om året er hele Normandiet så blåt.
Varengeville — en kirkegård på klinten og en engelsk have
Otte kilometer syd for Dieppe drejer du ned mod havet og kommer til Varengeville-sur-Mer. Det er ikke en landsby med centrum og bykerne. Det er en spredt samling af stenhuse og sommervillaer i et slynget landskab, og det man kommer for ligger ude på klinten. Chapelle Saint-Valery — en lille kirke fra 1100-tallet, bygget af flint og kridt på tracéet af en jernalderborg. Bag kirken: kirkegården. Gravene ligger rækkevis helt ud til kanten. Det er kun et spørgsmål om tid før havet tager dem, én efter én.
Her ligger Georges Braque begravet. Kubist-maleren, ven og rival af Picasso. Han døde i 1963, og hans sten er en mosaik af en fugl han selv designede. Ved siden af ham ligger malere og digtere og mindre kendte normannere. Det blæser altid her. Rettere sagt: vinden hviler aldrig. Græsset er klippet af fårene der græsser på klinten, og du kan gå helt hen til kanten og se 85 meter lodret ned til Kanalen.
Matthias Süßen · CC BY-SA 4.0
Chapelle Saint-Valery. Hver storm er en meter nærmere Kanalen.
To hundrede meter fra kirken ligger Bois des Moutiers — én af Frankrigs fem officielt "jardins remarquables" i engelsk arts-and-crafts stil. Skabt i 1898 af arkitekten Edwin Lutyens og havearkitekten Gertrude Jekyll — det samme par der byggede Castle Drogo i Devon. Huset i rød flint og hvid puds, haven i koncentriske rum med azaleaer, rododendroner, magnolier og en udsigt gennem en kile af træer ned til havet. Det er ikke en have man går rundt i. Det er en have man går igennem, rum for rum, og som ændrer farve fra marts til november.
Schorle · CC BY-SA 4.0Olaf Meister · CC BY-SA 4.0
Saint-Valéry-en-Caux og Veules-les-Roses — en havn, en flod, en mølle
Fra Varengeville følger du D75 vestpå gennem et landskab der virker fjernt fra resten af Frankrig. Ingen byer. Få biler. Marker til begge sider, fårehjord i græsset, og til højre — i glimt gennem sprækker mellem klinterne — Kanalen som en grå-blå streg. Seksten kilometer, og du ruller ned i Saint-Valéry-en-Caux.
Det er ikke det samme Saint-Valery som på etape 2 — det er mindre, ved mundingen af den lille Durdent-flod, og det blev jævnet i juni 1940. 51st Highland Division — skotske soldater, afskåret fra Dunkerque-evakueringen — kæmpede tre dage her og overgav sig 12. juni 1940. Byen blev bombet til grunden. I dag står kernen genopbygget i 1950'er-stil omkring en håndfuld overlevende bindingsværkshuse. Havnen er der stadig. Små lystbåde i dag, få fiskerbåde. Man stopper for en kop kaffe, man går en runde om havnebassinet, man kører videre.
Zairon · CC BY-SA 4.0
Saint-Valéry-en-Caux. Byen der forsvandt i 1940 og kom tilbage igen.
Otte kilometer længere vestpå drejer du ned mod Veules-les-Roses. Der bor 550 mennesker her. Husene er flint og puds, gaderne er smalle, og igennem det hele løber en flod. La Veules.1.194 meter lang.Frankrigs korteste flod. Den springer ud af kridtet ved byens vestlige ende — du kan se kilden, en lille pool i en sten — og driver i cirka en kilometer gennem byen, fodrer brøndkarse-bede, driver en håndfuld rekonstruerede vandmøller, og løber i havet. Oprindeligt var der 33 vandmøller langs floden. I dag er der nogle få, restaureret af frivillige.
@S@ndrine · CC BY 2.0Gegeours · CC BY-SA 3.0
Brøndkarsen vokser stadig i floden — cresson de fontaine, det er vildvandkarse, og den har været dyrket her siden 1700-tallet. Du kan købe den frisk i den lille Casino-butik på torvet. Victor Hugo boede her i 1882 og skrev om lyset. Og det er svært at sige ham imod: lyset i Veules er lysere end lyset ti kilometer længere inde i landet, fordi alt er omgivet af hvidt — hvidt puds på husene, hvidt kridt i klinterne, hvidt sandstøv på fliserne. Byen er smal som et trådstræk mellem klint og hav.
Frankrigs korteste flod er 1.194 meter lang. Den løber så tæt forbi dine fødder at du kan hægte en fod i den.
Fécamp — 27 urter, 990 og en fisker-arv fra Newfoundland
Fra Veules er der tredive kilometer til Fécamp. D925 tager dig lige gennem, ellers kan du følge kysten ad D79 og D11 — den lange vej. Fécamp ligger i bunden af en valleuse, en tør dal der åbner sig mod havet, og klinterne på begge sider rejser sig brat til 110 meter — de højeste på hele Alabastkysten. Du ruller ned i byen som ind i en kedel.
Byen har to historier der står ved siden af hinanden. Den ene er kirkelig. Abbaye de la Trinité blev grundlagt omkring år 990, og i middelalderen var det ét af Frankrigs vigtigste pilgrimsmål — oven i købet var den stigende pilgrimsstrøm grunden til at gadestrukturen stadig er, som den er. Victor Hugo blev inspireret her til Les Burgraves. Den anden historie er havets. Fécamp var fra 1500-tallet og frem til 1960'erne Frankrigs største torskefisker-havn — Terre-Neuvas, Newfoundland-fiskerne — skibe der forlod havnen i marts og kom tilbage i oktober, seks måneder ad gangen, og et betydeligt antal kom aldrig tilbage. Der er en sten på havnen med navnene.
Nikater · Public Domain
Fécamp. Fire århundreder af torskefisker-både startede turen her.
Og midt i byen står en bygning der ikke ligner noget som helst andet i Normandiet. Palais Bénédictine. Bygget i 1882-1900 af købmanden Alexandre Le Grand — ikke for at bo i, men for at rumme én enkelt opskrift. I 1510 destillerede en benediktiner-munk ved navn Dom Bernardo Vincelli en urtelikør på klostret her. Opskriften gik tabt under Den Franske Revolution. I 1863 fandt Le Grand den i et gammelt manuskript og begyndte at producere likøren kommercielt. Salget eksploderede. Han byggede paladset som hjem for destilleri, museum og renaissance-fantasi i ét — nygotisk tårn her, flamboyant gotik der, tagterrasse med vandspejer. 27 urter og krydderier går stadig i likøren. Du kan se dem i glasmontrer.
Det er HER der er brug for en pause. EuroVelo 4 / La Vélomaritime følger kysten hele vejen fra Dieppe til Étretat og videre, men klint-stigningerne er tunge — 50-100 højdemeter ad gangen. Den bedste cykelstrækning er Fécamp til Yport ad D940 (ikke kyststien GR21, der er for teknisk for cykel), ca. 12 km på blandet trafik. Eller — hvis du bare vil mærke klinten i benene — GR21 til fods: fra Étretat til Manneporte og retur, to timer, hvid klint under fødderne, hav 80 meter under dig. Det er en af Europas ti smukkeste kystvandringer.
Husk håndklædet. Alle strande på Alabastkysten er rullesten — galets — store runde polerede sten der klukker når bølgen trækker ud. Yport er lokal flair, fiskerbåde, få turister. Étretat er ikonisk men sten, bedst ved højvande (lavvande bliver en lang march over glatte sten). Vandtemperatur juli-august: 17-18°C. Klart vand. Koldt vand. En tidevandsforskel på op til 7-8 meter — tjek tabellen før du smider håndklædet.
I Maurice Leblancs Arsène Lupin-roman fra 1909 — L'Aiguille Creuse, "Den Hule Nål" — er Étretats nål ikke en klippe. Den er et hul. Lupin klatrer op ad den udefra, finder en smal åbning fem meter fra toppen, og går ind i en spiraltrappe skåret af kongerne gennem tusind år. Inde i stenen: hele det franske kongedømme's glemte skat. Cæsars krone. Ludvig XIV's juveler. Nøglen til Versailles. En hemmelig historie gemt i den klippe Monet malede 80 gange uden at vide det. Sig det til dine børn før de kigger på nålen. Det ændrer hvad de ser.
Yport og de sidste kilometer — ud til nålene
Ti kilometer vest for Fécamp ligger Yport. 700 indbyggere. Én gade ned til stranden. Fiskerbåde trukket op på rullestenene. Ingen museum, ingen restaurantstrip, ingen parkeringshus. Bare hus, sten, båd, hav. Det er stedet mellem Fécamp og Étretat hvor man stopper en halv time, sætter sig på stenen, og lader vinden gøre det den gør. Ikke en omvej. Bare en pause mellem byer.
Zairon · CC BY-SA 4.0
Yport. Mellem Fécamp og Étretat. Stedet man glemmer man stoppede.
Fra Yport er der tolv kilometer til Étretat. Du kører gennem Vaucottes og Vattetot-sur-Mer, gennem et kurvet landskab hvor D940 lægger sig oppe på platået, og ned til Étretat kommer du af en sidevej — D39 — der svinger ind fra oven. Lige før du rammer byen, kan du parkere ved Porte d'Amont — den nordlige bue — og gå fem minutter ud til klintkanten. Det er en god start. Du står 84 meter over havet. Klinten buer ned til en rund åbning gennem stenen, og bag den åbning: horisonten.
Zairon · CC BY-SA 4.0
Porte d'Amont. 84 meter over vandet. Buen er hullet i enden.
Du kører ned i byen. Étretat har 1.400 indbyggere, en markedshal, en golfbane fra 1908, en række Belle Époque-villaer og ét af Europas mest malede landskaber. Parker ved markedshallen Les Halles. Gå gennem byen — fem minutter — og ud på stranden. Og så står du der.
Falaise d'Aval til venstre (syd): 79 meter høj, med en bueformet åbning — Porte d'Aval — og bag buen, ude i havet, en 70 meter høj stenpille: L'Aiguille, Nålen. Falaise d'Amont til højre (nord): 84 meter høj, mere massiv, mindre elegant, men ikke mindre imponerende. Mellem de to klinter ligger stranden — rullesten, buet, lige bred nok til at nogen kan spille petanque. Og bagved stranden: byen, markedshallen, hoteller, Maurice Leblancs villa.
Jörg Braukmann · CC BY-SA 4.0
Étretat, Porte d'Aval og Aiguille. Det Monet malede. Det Courbet malede. Det Maupassant voksede op med.
Claude Monet malede denne scene over 80 gange mellem 1883 og 1886 — fra stranden, fra toppen, i regn, i sol, i storm, i solnedgang. Samlingen hænger spredt i verdens museer nu: nogle i Musée d'Orsay, nogle i Boston, nogle i Metropolitan. Men standpladsen hvor han stillede staffeliet op — den er stadig der, tilbagelænet mod klinten på sydsiden af stranden. Du kan stå hvor han stod, kigge hvor han kiggede, og se forskellen mellem 1885 og 2026 være næsten ingen. Lidt mere turisme. Samme bue. Samme nål.
Bag Maupassant og Monet står en anden figur du ikke må glemme. Maurice Leblanc — forfatteren til Arsène Lupin — boede i en villa midt i byen. Le Clos Lupin. I dag er den museum, og i Lupin-romanerne er en af de centrale historier at skatten fra det franske kongerige ligger skjult inde i Aiguille. Lupin — gentleman-indbrudstyven — klatrer op ad nålen, finder kongernes skjulte guld, bliver fanget, undslipper. 110 sider ren fantasi. Men du står på stranden og kigger på den klippe og tror halvt på det alligevel.
Jörg Braukmann · CC BY-SA 4.0Serein · CC BY-SA 3.0
Nålen er 70 meter. Lupin klatrede op uden reb.
Hvis du har tid til én ting mere: gå. Tag kyststien GR21 op over Falaise d'Aval sydpå, og fortsæt to kilometer til Manneporte — den tredje og største af Étretats buer. Den er ikke lige så berømt som Porte d'Aval (turisterne stopper ved den første), men det er den buen Monet malede flest gange. Bredere. Mere massiv. Solnedgang gennem den rammer anderledes. Stien er klippet græs over hvide klinter, bøgetræer på en side, 80 meter til vandet på den anden. To timer tur-retur.
Tobi 87 · CC BY-SA 4.0
Manneporte. Den Monet malede flest gange. Kig på billedet længe. Se den under.
Otte kilometer øst for Étretat — hvis du stadig har energi efter tre dages kørsel — står der en sidste ting du kan se. Le Havre ligger tredive kilometer videre, og fra flyvepladsen lige uden for Étretat lettede Charles Nungesser og François Coli den 8. maj 1927 i et fly de kaldte L'Oiseau Blanc — Den Hvide Fugl — i et forsøg på at være første mennesker der fløj nonstop fra Paris til New York. De forsvandt over Atlanten. Elleve dage senere landede Charles Lindbergh sikkert i Le Bourget. Nungesser og Coli blev aldrig fundet.
Du sidder på stranden i Étretat. Solen er på vej ned bag Falaise d'Aval. Lyset rammer klinten og bliver ravfarvet.
Aiguille står som en finger der peger mod Kanalen. En ældre kvinde sidder på den sten ved siden af dig. Hun siger ingenting. Hun smiler bare.
Du har kørt 310 kilometer fra Calais. Du har set tre klinter skifte farve fra grå til hvid til alabast. Du har set Cæsar, Vauban, Napoleon, Wilhelm Erobreren. Du har set sæler, drager, damptog og 529 badehuse.
Du kom for et fotomotiv. Du kører hjem med noget der ligner en hukommelse.
Slutning — eller begyndelse
Her slutter bog 1. Men ikke rejsen.
Du står ved p-pladsen Gregory Lemarchal i Étretat. 310 kilometer nord for dig er Calais og hvor du begyndte. 50 kilometer syd for dig er Le Havre og Seine-mundingen — hvor Normandiet skifter karakter og den næste bog begynder. Bog 2 — Normandiets strande starter præcis her: fra Étretat, forbi Le Havre, over Pont de Normandie, gennem Honfleur og Deauville, til D-Day-strandene og Mont Saint-Michel. Når du er klar, scan QR-koden til bog 2.
