De fleste tror England er fladt og pænt. Det her er hverken. Du kører fra Yorkshires lyse kalksten op over pas med 25 procents hældning og ned i Lake Districts mørke skifer og søer. To nationalparker, to stenarter, én vej der klatrer hele vejen. Den ender ved en sø så stille at fjeldet ligger i den.
Op ad Ribblesdale gennem Yorkshire Dales, over Buttertubs Pass til Swaledale, ind i Lake District ved Ullswater, og over Kirkstone og Honister til Buttermere.
Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være ufremkommelig i november. Vejen over Newby Head kan lukke af is om vinteren, og de smalle veje op i Malhamdale har passing places, ikke midterstribe — du skal måske bakke for en modkørende.
Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
Skipton er porten. Byen kalder sig "Gateway to the Dales", og for en gangs skyld er en turistfrase præcis: her ender det flade England, og her begynder stenen. Du kører ud ad A65 mod nordvest med et normannisk slot i bakspejlet og en markedsgade der stadig holder marked fire dage om ugen. Luften skifter i løbet af de første kilometer — mindre trafik, mere våd sten og får.
Ved Gargrave, ti kilometer ude, krydser Leeds–Liverpool-kanalen vejen, og du drejer af hovedvejen op i Malhamdale. Nu bliver det smalt. Vejen er to spor der bliver til halvandet, uden midterstribe, med passing places markeret med hvide skilte. Til begge sider løber tørstensdiger — drystone walls — lagt sten på sten uden mørtel, af hænder der er døde for længe siden.
Der er tusindvis af kilometer af de her diger i Dales. De deler fjeldet op i et net af grønne felter helt op til, hvor græsset holder op. Bag dem står fårene: Swaledale-racen med sort ansigt, hvid mule og krøllede horn — dalens vartegn, hårdført nok til at stå ude hele vinteren. Rul vinduet ned. Det lugter af vådt græs og lanolin, og over det hele ligger et kald du ikke kan placere: den store regnspove, curlew, Dales' egen fugl, med et boblende fløjt der stiger og falder.
Johnny Coop · CC BY-SA 2.0 Du kan ikke køre helt frem til Malham Cove, og det er en gave. Parkér i landsbyen Malham og gå det sidste kvarter ad en flad sti langs bækken. Klippen vokser frem foran dig: en 80 meter høj, buet væg af bar kalksten, formet som et amfiteater. For over 12.000 år siden, da istidens gletsjere smeltede, styrtede et vandfald ned ad den her væg — højere end Niagara. Da isen forsvandt, sank vandet ned i kalkstenen og kom aldrig tilbage over jorden. Tilbage står tørre klippen.
Kalken selv er ældre end fantasien rækker: dannet i tidlig Karbon, for 330 millioner år siden, på bunden af et varmt tropehav. Kig efter fossiler i stenen — koraller og søliljer fra dengang Yorkshire lå ved ækvator. Floden Aire "fødes" ved klippens fod, hvor vandet vælder op af jorden efter at have løbet skjult gennem kalken.
Klatrer du de 400 stentrin op på toppen, står du på et limestone pavement — et fladt gulv af kalkblokke (clints) skåret op af dybe sprækker (grikes), formet af regnvand over årtusinder. Det er et af de sjældneste habitater i Storbritannien; nede i de fugtige sprækker gemmer der sig bregner og alpine planter der har overlevet siden istiden.
David Martin · CC BY-SA 2.0 Fra Malham slynger vejen sig sydvest og ned til Settle, en markedsby klemt op mod en kalkskrænt. Her rammer du B6479 og drejer nord op ad Ribblesdale. Vejen følger to ting hele vejen: floden Ribble til den ene side, og en af verdens smukkeste jernbaner til den anden — Settle–Carlisle-banen, bygget i hånden af 6.000 mænd og åbnet for passagerer i 1876.
Graham Hogg · CC BY-SA 2.0 
Karl and Ali · CC BY-SA 2.0 Vejen er smal og jævn, med korte lige stræk hvor du kan se toget krydse en viadukt langt fremme, og bløde sving hvor dalen snævrer ind. Du passerer Stainforth og Horton-in-Ribblesdale — sidstnævnte er startstedet for Yorkshire Three Peaks, den klassiske vandring over tre toppe på under tolv timer. Tidligt om morgenen er P-pladsen fuld af folk med stave og rygsække, der spænder støvler og kigger op på vejret.
Russel Wills · CC BY-SA 2.0 Mod øst rejser Pen-y-ghent sig — 694 meter, den laveste af de tre toppe, men den mest markante. Set fra vejen ligner den en liggende løve med hoved og manke, trappet op i to lag sten: kalksten forneden, hård sandsten på toppen. Det er den slags fjeldprofil der får folk til at standse bilen uden helt at vide hvorfor.
Bill Harrison · CC BY-SA 2.0 De sidste kilometer fra Horton er åben hede. Vejen retter sig ud, fjeldet trækker sig tilbage til begge sider, og himlen bliver stor. Ved en lille station står der som regel et par mennesker med kikkert og termokande og venter — togentusiaster, der har set på uret og ved at et damptog snart krydser dalen. De taler ikke meget. De kigger mod syd og lytter.
Så åbner dalen sig, og der står den: Ribblehead-viadukten. 24 buer, 400 meter lang, 32 meter over dalbunden på det højeste. Vejen løber lige forbi dens fod, og hvis du er heldig, krydser et tog netop mens du er der — en lille stribe metal på toppen af den enorme stenkonstruktion, med det åbne fjeld i alle retninger.
Den blev bygget mellem 1870 og 1874. Op mod 2.300 arbejdere boede i midlertidige lejre på heden herude med navne som Batty Wife Hole, Sebastopol og Belgravia. De byggede den sidste store engelske hovedbane næsten helt uden maskiner — med hakke, spade og hestekraft. Over hundrede mænd døde undervejs: af ulykker, af slagsmål, af et koppeudbrud der også tog kvinder og børn. De ligger begravet nede ved kirken i Chapel-le-Dale, hvor en plade i muren husker jernbanens døde.
De tre toppe — Pen-y-ghent, Whernside, Ingleborough — omkranser dig her. Whernside, den højeste, står lige over viadukten.
Fra viadukten drejer du østpå ad B6255, en gammel bomvej der klatrer op over Newby Head Pass i omkring 400 meters højde. Her er der bar hede og nåleskov, næsten ingen huse, og stigninger op mod ni procent. Det er den slags stræk hvor mobilsignalet blafrer, og hvor du mærker at du er oppe — vinden tager fat, og landskabet bliver stort og tomt.
Kreuzschnabel · CC BY-SA 3.0 Så falder vejen ned i Wensleydale, og landskabet skifter karakter. Dalen er bredere, grønnere, blødere — det her er mejeriland. Du ruller ind i Hawes, en af Englands højest beliggende markedsbyer, hvor floden Ure løber gennem midten og hvor der stadig laves ost efter en tradition franske munke bragte hertil for næsten tusind år siden.
Gå ind i mejeriet, og du kan se osten blive vendt for hånd bag glas — en kvinde i hvid kittel løfter og drejer de tunge blokke, som nogen har gjort det her siden 1897. Der lugter af syrnet mælk og våd sten, og udenfor står en flok skoleelever i gule veste og trykker næserne mod ruden. Byen lever stadig af det her. Det er ikke et museum, det er en arbejdsplads.
Wensleydale-osten er cremet, let smuldrende og mildt syrlig, og lokalt spises den til frugtkage — et par der lyder forkert, indtil du prøver det. Osten var tæt på at forsvinde i 1990'erne, indtil de lokale købte mejeriet tilbage. Og så gjorde en knækket osteanimation resten: Wallace nævner Wensleydale i en Wallace & Gromit-film, og salget steg. Sådan reddes en by nogle gange.
Parkér ved Dales Countryside Museum i det gamle Hawes-stationsområde, øst i byen. God plads, ti minutters gang til markedsgaden og mejeriet. Herfra begynder etape 2 — den korteste og vildeste af dem alle: op over Buttertubs Pass og ned i Swaledale.
Før du klatrer, en lille omvej. Halvanden kilometer nord for Hawes ligger landsbyen Hardraw, og bag den lokale kro gemmer der sig Hardraw Force — Englands højeste uafbrudte vandfald over jord. Vandet falder 30 meter i ét spring ned i et amfiteater af klippe, hvor akustikken er så god at der har været messingorkester-konkurrencer her siden 1880'erne. Turner malede det. Wordsworth skrev om det. Du går ind gennem kroen, følger bækken, og pludselig står du under det.
Karl and Ali · CC BY-SA 2.0 Tilbage på vejen begynder klatringen. Fra Simonstone snor en smal fjeldvej sig nordpå, op mod 526 meter. Stigningen er blid i starten, men det stejleste stykke rammer 16 procent, og der er ingen midterstribe — bare asfalt, passing places og fritgående får, der ejer vejen mere end du gør. Kør stille. De flytter sig, når de er klar.
Vejen er gammel og lappet, smal nok til at du instinktivt sænker skuldrene og holder til venstre. Ved en fold står en fåreavler med en border collie, der ligger fladt i græsset og venter på et fløjt. Han løfter en finger fra rattet, da du passerer — den lille løftede pegefinger som alle på de her veje bruger. Du løfter tilbage. Sådan taler man sammen heroppe.
Oppe på toppen holder du ind. Til begge sider af vejen ligger buttertubs — dybe, riflede huller i kalkstenen, op til 20 meter dybe, formet af regnvand der har opløst stenen over årtusinder. Navnet stammer fra bønder på vej til marked i Hawes: i varmt vejr sænkede de deres smør ned i de kølige huller for at holde det fast på turen. Kig ned i et af dem — det er som at kigge ind i en skorsten af våd, foldet sten.
Chris Heaton · CC BY-SA 2.0 Her oppe er der ingenting undtagen fjeld, vind og lyden af regnspoven. På en klar dag ser du hele vejen til Swaledale foran dig og Wensleydale bag dig — to dale, ét pas imellem. Det lugter af våd tørv og lyng, og luften er mærkbart køligere end nede i Hawes. Du er over trægrænsen nu, på taget af Yorkshire.
Ned ad den anden side falder vejen stejlt ned i Swaledale — den nordligste, smalleste og mest uberørte af de yorkshire-dale. Du lander i Thwaite, en håndfuld stenhuse, og drejer ned ad dalen mod Muker. Her er stengærderne tættere og laderne flere: over hele dalbunden står små field barns af sten, ét i næsten hvert felt, bygget til at gemme hø i loftet og huse kvæg om vinteren. Nogle er 200 år gamle, nogle ældre.
Chris Holifield · CC BY-SA 2.0 Hvis du rammer det i juni, er engene ved Muker et syn. Her står nogle af Englands sidste rigtige blomsterhøenge — skovstorkenæb, nikkende tidsel, skjaller — i en tæthed man næsten ikke ser mere. 97 procent af landets blomsterhøenge er forsvundet siden Anden Verdenskrig; disse er så sjældne at de regnes for internationalt vigtige. En smal stenlagt sti fører ud gennem engene fra landsbyen. Gå den. Rør ikke blomsterne — de skal slås til hø.
Swaledale er så smal og så høj, at den aldrig rigtig blev moderne. Ingen motorvej, ingen store byer, ingen grund til at ændre noget. Fårene her er selve racen, dalen har givet navn — Swaledale, med det sorte ansigt og de krøllede horn — og de har græsset de her skråninger så længe, at gårdene arver retten til bestemte fjeldstykker fra slægt til slægt. Det kaldes en heft: fåret ved, hvor det hører til, uden hegn.
Gareth James · CC BY-SA 2.0 Op ad dalen igen til Keld, hvor vejen møder floden Swale. Navnet er norrønt — kelda, kilde — og landsbyen ligger hvor to store vandreruter krydser hinanden: Pennine Way, der løber nord-syd, og Coast to Coast, der løber øst-vest. Ved en lille skiltet sti står vandrere med rygsække og studerer kort, den ene halvdel på vej mod Skotland, den anden mod Nordsøen.
Keld gemmer på fire vandfald i en kalkstenskløft. Det bredeste og venligste er Wain Wath Force, hvor Swale falder halvanden meter ned i en bred, åben pool under en klippevæg. De andre — Kisdon Force, Catrake Force, East Gill Force — kræver stejle nedstigninger og våde fødder.
Der er en dyb ro over Keld. Ingen butikker, ingen trafik, bare lyden af vand der falder et sted uden for syne, og en håndfuld stenhuse omkring en gammel ladeport. Det er den slags sted, man kører igennem på ti sekunder og husker i ti år. Sæt bilen, gå ned til floden, og hør efter — det eneste, der er, er Swale.
Fra Keld fortsætter B6270 vestpå og forlader Yorkshire. Vejen kryber op over åben hede, krydser en rist eller to, og for en stund er der intet undtagen lyng, himmel og enkelte får. Det her er vandskellet — regn der falder øst for her, ender i Nordsøen; vestpå, i Irlandshavet. Så begynder vejen at falde, hederne bliver til enge, og du ruller ned mod Nateby og ind i Cumbria.
Heroppe er der ingen huse i lang tid. Telefonmasterne forsvinder, der kommer én bil om ti minutter, og lyngen bølger i vinden til begge sider. Om sommeren er heden lilla; om vinteren kan sne lukke vejen helt. Det er befriende — ikke uhyggeligt — at være et sted, hvor der ikke er nogen. Bare rul langsomt og lad det være stort.
Du forlader Yorkshire Dales her. Foran dig, bag horisonten, venter Lake Districts fjelde — men først en markedsby med en hemmelighed i kirken.
Kirkby Stephen er en rødstens-markedsby ved floden Eden, med et markedscharter fra 1352 og en kirke der er så stor, at de kalder den "Dalens katedral". Inde i den står Loki-stenen — et angelsaksisk korsskaft, over tusind år gammelt, med en udskæring af den lænkede nordiske gud Loki. Det er en af ganske få kendte Loki-afbildninger i hele Storbritannien, gemt i en kirke i en lille by de fleste kører forbi.
Floden Eden er en af de få engelske floder, der løber nordpå — mod Carlisle og Solway Firth, ikke mod øst. Den følger byens østkant, klar og hurtig, med ørred i skyggerne under broerne. På en varm eftermiddag sidder folk på græsset ved vandet med fødderne i floden og en is i hånden, og gæssene på torvet holder øje med hvem der har madpakke.
Chris06 · CC BY-SA 4.0 
John H Darch · CC BY-SA 2.0 Byen er også et krydsfelt: Coast to Coast-vandrere kommer igennem, trætte og glade, på vej mod kysten. Der er caféer der lever af dem, en boghandel, en flok gæs der ejer et hjørne af torvet. Det er et godt sted at holde en pause — du har lige krydset fra én verden til en anden, fra kalksten til det der venter forude.
Peter Moore · CC BY-SA 2.0 Christian Head car park ligger nord i byen, gratis, kort gang til torvet og kirken med Loki-stenen. Herfra tager etape 3 dig vestpå gennem Orton Fells og over den gamle A6 ind i Lake District — til Ullswater, den næststørste sø, og et vandfald med en tragisk kærlighedshistorie.
Vejen vestpå — B6260 — klatrer straks op i et åbent, næsten træløst fjeldland: Orton Fells. Her er der langt til alt. Vejen er to smalle spor mellem stengærder, og til begge sider ligger noget mærkeligt lyst i græsset. Det er kalksten igen — men bar, foldet ud som et gulv over hele bakketoppen.
Great Asby Scar er et af Englands fineste limestone pavements, fredet som naturreservat. Klippen ligger i store flade blokke skåret op af sprækker, gråhvid mod det grønne, og på en klar dag kan du se fjeldene i Lake District tegne sig i vest — dit mål, stadig blåt af afstand. Stop, træd ud, og gå et par skridt ud på stenen. Den er tør og varm og hul at gå på, og vinden har fri passage.
John H Darch · CC BY-SA 2.0 Der er en stor stilhed heroppe, kun brudt af lærker. De stiger lodret op fra græsset, hænger i luften og synger uafbrudt, som om nogen har hængt dem op i en usynlig tråd. Om foråret er det den lyd, der følger dig hele vejen over fjeldet — den og vinden, der aldrig helt lægger sig.
Ved landsbyen Orton kommer der huse igen — grå stenhuse omkring et gadekær, en gammel chokoladefabrik der dufter når vinden står rigtigt. Det er sidste rigtige civilisation, før du krydser motorvejen og den gamle hovedvej og dykker ned mod søerne.
Ved Shap rammer du en vej med en historie. Indtil motorvejen M6 åbnede i 1970, var A6 over Shap Fell en af hovedårerne mellem England og Skotland — berygtet for stejle stigninger og for at lukke i sne hver vinter. Lastbiler sad fast i drivende sne på toppen i 410 meters højde, og landsbyen Shap levede af de rejsende: kroer, værksteder, folk der gravede biler fri. Da motorvejen kom, blev der pludselig stille. Byen står stadig, langstrakt langs den gamle vej, som et minde om dengang alle skulle igennem her.
Shap har også givet sten til halve England. Den lyserøde Shap-granit — spættet med store krystaller af feldspat — er brudt her i to hundrede år, poleret og sendt ud i landet. Du kan se den uden for St Paul's Cathedral i London. Det er den slags fakta der forandrer en køretur: den grå by, du kører igennem, sidder i søjler tusind kilometer væk.
På den gamle hovedgade ligger stadig en café eller to, der engang bespiste lastbilchauffører døgnet rundt. Bestil en Cumberland-pølse — den lange, grofthakkede svinepølse, rullet i spiral, som har fået EU-beskyttelse på samme måde som champagne. Den smager af peber og salvie og af et sted, der ved, hvad det laver. Kaffen er stadig stærk nok til en chauffør med syv timer foran sig.
Tag en kort afstikker ned ad en blind vej vest for byen til Shap Abbey — ruinen af et præmonstratenserkloster, "de hvide kanniker", grundlagt her i 1199. Det meste er væk, men det store vesttårn fra tidlig 1500-tal står stadig i en grøn dal ved floden Lowther, alene med fårene. Klostret blev opløst af Henrik VIII i 1540, som alt andet. Nu er der bare tårnet, græsset og lyden af vand.
Paul Farmer · CC BY-SA 2.0 Så begynder faldet mod søerne, og alt skifter. Kalkstenen forsvinder under hjulene og bliver til mørkere, hårdere sten — den 450 millioner år gamle vulkanske grundfjeld, som Lake Districts højeste og mest forrevne bjerge er bygget af. Du mærker det i landskabet: linjerne bliver skarpere, dalene dybere, farverne mørkere. Ved Pooley Bridge åbner Ullswater sig for dig.
Ullswater er Lake Districts næststørste sø — elleve kilometer lang, over tres meter dyb, formet som et langstrakt Z. Tre gletsjere skovlede den ud i tre knæk, og derfor kan du aldrig se hele søen på én gang; den bugter sig og gemmer sig bag sine egne odder. A592 hugger sig langs vestbredden, snoet og smal, med vand til den ene side og fjeld der styrter op til den anden. Det er en af Englands smukkeste søveje — og en af de langsomste, fordi ingen kan lade være med at kigge.
Sharon Leedell · CC BY-SA 2.0 
David Lally · CC BY-SA 2.0 Langs vejen græsser Herdwick-får — Lake Districts egen race, grå og lav og hårdfør nok til at leve på fjeldet hele året. Lammene fødes sorte, bliver brune, og gråner med årene. Beatrix Potter, som boede og opdrættede får her, testamenterede femten gårde til nationen med krav om at der stadig skulle græsses Herdwicks på fjeldene. De er der stadig, som grå sten der bevæger sig.
Julian Herzog · CC BY 4.0 
Richard Vince · CC BY-SA 2.0 Kommer du i april, står der stadig vilde påskeliljer langs søbredden ved Glencoyne Bay. Det var her, den 15. april 1802, at William og Dorothy Wordsworth gik forbi "et langt bælte af dem langs vandet", som Dorothy skrev i sin dagbog. To år senere skrev William "I Wandered Lonely as a Cloud" — det digt hvor han vandrer ensom som en sky og pludselig ser en hær af gyldne påskeliljer. Stedet hedder i dag Wordsworth Point. Blomsterne er der endnu, hvert forår, uden at vide at de er berømte.
Et sted langs den her bred, på et hotel der hedder Sharrow Bay, blev sticky toffee pudding i 1960'erne løftet fra husmandskost til legende — den klæge daddelkage med varm karamelsovs, som halve England nu skændes om, hvem der egentlig fandt på. Kør ikke forbi et sted, der serverer den. Og har du en fjeldtur foran dig, så køb en plade Kendal Mint Cake, den rene sukker-og-mynte-energi, som Hillary og Tenzing havde med til toppen af Everest i 1953.
Halvvejs langs søen fører en sti fra vejen op til Aira Force — et vandfald der styrter 20 meter ned i en klippekløft, krydset af to gamle stenbroer. National Trust købte området i 1906, og stierne op langs faldet er gamle og velbyggede, gennem en have af høje træer plantet for to hundrede år siden. Lyden af vandet bærer langt, før du ser det.
kitmasterbloke · CC BY 2.0 Du ruller de sidste kilometer ind i Glenridding, en landsby klemt mellem søen og fjeldet. Lige bag den rejser Helvellyn sig — 950 meter, Englands tredjehøjeste bjerg — og tidligt om morgenen samles vandrere på P-pladsen med ét mål: at komme op ad Striding Edge, den smalle klippekam der fører til toppen. De spænder hjelme, kigger op på skyerne, og forsvinder mod fjeldet.
Landsbyen selv er lille — en kro, en butik, en flok kajakker stablet ved vandet. Om aftenen sidder folk udenfor med en pint og ser de sidste dampbåde lægge til, mens lyset går af fjeldet. Der lugter af sø, våd sten og røg fra en pejs. Du har krydset fra Yorkshires kalksten til hjertet af Lake District på én dag — to nationalparker, to stenarter, og et bjerg foran dig, der venter til i morgen.
I morgen kører du over Englands højeste bilvej. Men i aften er søen nok.
Glenridding hoved-P ligger ved søbredden og Steamers-pieren, lige ved A592. Kort gang til landsbyen, kroer og bådene. Herfra tager etape 4 dig over Kirkstone Pass — Englands højeste bilvej — gennem Wordsworths Grasmere til Keswick, og over Honister til rejsens ende ved Buttermere.
Fra Glenridding klatrer A592 sydpå og opad mod Kirkstone Pass — i 454 meter Englands højeste vej, der er åben for biler. Vejen op fra søsiden er lang og jævn, men på toppen står Kirkstone Pass Inn, Englands tredjehøjeste pub, ved et vejkryds hvor vinden næsten altid blæser. Passet har navn efter en sten ved vejen, der på afstand ligner et kirketårn.
Fra toppen ned mod Ambleside går den berygtede vej, der hedder The Struggle — "kampen". Navnet er gammelt og velfortjent: den falder i op mod 25 procents hældning, med hårnålesving og en advarsel til enhver, der har glemt at tjekke sine bremser. I hestevognenes tid måtte passagerer stige af og gå, så hestene kunne klare stigningen. Tag den roligt, i lavt gear, og lad bremserne køle.
Nigel Brown · CC BY-SA 2.0 Nede i Ambleside er du pludselig i turismens Lake District: en travl lille by ved Windermeres nordende, fuld af vandrestøvle-butikker og caféer. Kør igennem den. Det bedste venter vestpå, hvor A591 fører dig ind i Wordsworths dale.
Windermere ligger lige syd for dig — Englands største sø, og dens mest overfyldte. Vi kører den anden vej med vilje.
Vejen løber langs Rydal Water, en af de mindste og blideste søer i hele distriktet. Om efteråret bliver bregnerne på fjeldsiderne kobberorange, og de spejler sig i det stille vand. Her boede Wordsworth de sidste år på Rydal Mount, og stien mellem Rydal og Grasmere gik han tusind gange.
Mick Garratt · CC BY-SA 2.0 Grasmere er landsbyen, hvor det hele begyndte. Her boede William Wordsworth i Dove Cottage fra 1799 til 1808, sammen med sin søster Dorothy og senere sin kone — og her skrev han nogle af de største digte på engelsk. Han ligger begravet på kirkegården ved St Oswald's, under et taks-træ han selv plantede, med floden Rothay løbende forbi lige udenfor muren.
Ved kirkegårdens port ligger et lille hus, der engang var landsbyens skole — Wordsworth underviste her selv. I 1854 flyttede en kvinde ved navn Sarah Nelson ind og begyndte at bage Grasmere Gingerbread ved sin dør: en tynd, sej krydsning mellem kage og shortbread, der dufter så voldsomt af ingefær, at du kan lugte butikken, før du ser den. Der er stadig kø ved den lille dør. Opskriften er den samme.
Gareth James · CC BY-SA 2.0 Fra Grasmere følger A591 nordpå langs Thirlmere, en lang, mørk sø kantet af nåleskov. Den ser naturlig ud, men er et reservoir — anlagt i 1890'erne for at give vand til Manchester, hundrede kilometer sydpå, gennem et rørsystem der stadig løber ved tyngdekraft alene. Til venstre rejser Helvellyn sig igen, nu fra den anden side.
Så ruller du ind i Keswick — Lake Districts nordlige hovedby, ved bredden af Derwentwater. Det er en rigtig by med en rigtig historie: her fandt man i 1500-tallet verdens reneste grafit i bakkerne ved Borrowdale, så ren at bønderne brugte den til at mærke får med. Det gjorde Keswick til hjemsted for verdens første blyanter — og byen laver dem stadig.
Derwentwater kalder de "søernes dronning". Fra Friar's Crag, en kort spadseretur fra byen, er der en udsigt ud over øerne og fjeldene, som Victoria-tidens kunstkritiker John Ruskin regnede blandt de smukkeste i Europa. Om morgenen ligger tågen ofte på vandet, og de første kajakker skærer lange striber i den blanke overflade.
Chris Denny · CC BY-SA 2.0 
Julian Herzog · CC BY-SA 4.0 Fra Keswick drejer du sydpå ad B5289 ned i Borrowdale — en dal så snæver, at floden og vejen på det smalleste sted, "Jaws of Borrowdale", må dele pladsen mellem klipperne. Her regner det tre en halv meter om året, og skovene er derefter: gammel egeskov, hvor stammerne er polstret i tommetykke puder af mos. Det er atlantisk regnskov — en af Europas sjældneste skovtyper — nu fredet som naturreservat. Rul vinduet ned, og luk lugten ind: våd mos, bregne og sten.
David Brown · CC BY-SA 2.0 Ved Seatoller begynder det sidste pas: Honister. Vejen rejser sig brat op mod 356 meter, i op til 25 procents hældning, mellem stejle klippesider. På toppen ligger Honister Slate Mine — Englands sidste arbejdende skifermine, hvor den grønne Westmorland-skifer er brudt siden 1600-tallet. Minen var lukket, men blev genåbnet i 1997 af en mand ved navn Mark Weir, der også byggede Storbritanniens første via ferrata op ad klippen.
Over kanten falder vejen ned mod Buttermere, og du parkerer ved Gatesgarth, hvor søen begynder. Den er lille — kun to kilometer lang — men den ligger som en skål under nogle af distriktets smukkeste fjelde: Fleetwith Pike rejser sig lige over vandet, og bagved gemmer Haystacks sig, et lavt, klumpet fjeld, der ikke ser ud af meget, men som betød alt for én mand.
Alfred Wainwright gik og tegnede alle Lake Districts fjelde i syv håndskrevne bind, der stadig er fjeldgængernes bibel. Haystacks var hans yndlingsfjeld. Da han døde i 1991, blev hans aske efter eget ønske spredt ved Innominate Tarn deroppe — den lille sø uden navn. "Hvis du en dag får en smule grus i støvlen, mens du går over Haystacks," skrev han, "så behandl det med respekt. Det kan være mig."
Andy Beecroft · CC BY-SA 2.0 Der går en flad sti hele vejen rundt om søen — små ni kilometer, med fjeldene spejlet i vandet næsten hele vejen. På den nordlige bred står et enkelt træ i vandkanten, en birk, der er blevet fotograferet så mange gange, at den har sit eget ry. Gå en tur rundt. Det er den bedste måde at afslutte en rejse på: langsomt, til fods, med vand på begge sider.
Og så er du her. Rejsens ende, ved en lille sø under et fjeld, hvor en mand bad om at blive til grus i din støvle. Du startede på kalksten i Skipton for tre-fire dage siden, kørte over pas med huller til smør og navne som "kampen", og endte her, hvor vandet ligger stille og fjeldet ligger i det. England havde bjerge hele tiden. Nu ved du det.
Gatesgarth car park ligger ved foden af Honister, hvor søen begynder — den klassiske start på turen rundt om Buttermere. Herfra er der ikke længere en næste etape. Der er bare søen, stien og en af de smukkeste steder i England at sige, at man er fremme.