Sydkystens hvide klipper. Et atomkraftværk ved verdens ende. Syv kalkklinter i træk. Den vej alle englændere kender og ingen kører langsomt på. Og til sidst: vand der har holdt sig på 46 grader i to tusind år.
Kystvejen A259 vest, A272 ind i landet, A303 forbi Stonehenge og A36 ned mod Bath.
Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være delvist spærret i november. Kystklinter eroderer — stier langs kanten lukker uden varsel.
Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
CC BY-SA 3.0 Dover havn. Klitten bagved er 107 meter. Kalken er 66-100 millioner år gammel. Du er i Europa nu.
Du kører ud af Eastern Docks med Kanalen bag dig. Til venstre hæver de hvide klipper sig 107 meter over havniveauet og fanger lyset. Det er ikke, hvad du venter. Du ventede trafik og rundkørsler. Du fik et udsigt der får folk til at standse biler på A258.
Tag A20 mod vest ud af havneområdet, sving op ad Jubilee Way og tag B2011 langs klinternes fod. Vejen er smal. Der er steder hvor du kun er 30 meter fra klinternes kant. Kalkstøvet kan lægge sig på forruden om sommeren når vinden er tør og østlig.
De hvide klipper er kalk fra Krit-perioden — dannet for 66 til 100 millioner år siden da hele det sydøstlige England lå under et tropisk lavvandshav. Milliarder af mikroskopiske planktondyr sank til bunds og det er dem du nu kigger på. England kom frem af havet som kalk.
Folkestone ligger 11 km vest for Dover, fordelt på en bakke og en havn. Tag A259 ind i Folkestone. Havnen er renoveret til Creative Quarter med gallerier og caféer i de gamle fiskerihuse, men vandet lugter stadig af salt og diesel fra de tilbageværende fiskerbåde. En gammel fisker fra Folkestone kaldte Kanalen for "det smalleste hav med de største bølger."
Fra Folkestone kører A259 videre mod Hythe — en gammel Cinque Ports-by med en kanal fra 1800-tallet der løber parallelt med vejen. Sandstone hedder det der er under klinterne her, og det er rødere og blødere end kalkstenen ved Dover. Klinternes farve skifter gradvist over de 25 km fra Dover til Hythe.
Syd for Hythe sænker sig til Romney Marsh — et vådområde indvundet fra havet over 800 år ved hjælp af diger, sluseporte og uhyre megen menneskelig tålmodighed. 100 kvadratkilometer lavland med fårene på begge sider af vejen og en horisont der er lavere end himlen.
A259 her er to spor, ingen midterstribe, og du møder måske tre biler på ti minutter. Det lugter af salt fra havet og af våd jord fra marsken. Om foråret er der lam overalt — Romney Marsh-fåret er en distinkt engelsk race, den er rødmosset og bred i fronten og den kigger på biler med en ligegyldighed der er imponerende.
Nigel Chadwick · CC BY-SA 2.0 Fairfield Church er et billede der er værd at stoppe for. En lille middelalderkirke fra 1200-tallet, bygget på en kunstig høj midt i marsken, omgivet af fåregræs til alle sider. Ingen by. Ingen kirkegård med hvid pigment. Bare kirken og marsken og en sti der løber ud i det. Tag B2080 et par kilometer syd for Ivychurch — du kan se kirken fra vejen.
New Romney er marsken ældste markedsstad og en af de originale Cinque Ports (de fem maritime byer der forsvarede sydkysten i middelalderen). Sandflugten i 1287 forsandte havnen og ændrede kystlinjen — byen er nu tre kilometer fra vandet. De middelalderlige gader passer ikke til bilerne.
Dungeness er ikke på nogen turistliste. Det er en stenlandtunge der stikker ud i Kanalen som en forkert knap på et kortjakke, og det er et af de mest usædvanlige steder i hele England. 600 plantearter vokser her — en tredjedel af hele Storbritanniens flora på et areal der er for tørt til de fleste ting.
Vejen ind til Dungeness hedder Dungeness Road og den løber ud langs jernbanen til de karakteristiske stenboliger. Mange af dem er bygget af gamle togvogne fra 1920'erne — der er en hel gruppe af dem, malet sorte med gule vinduesrammer, stående på stenplatten som om nogen satte dem der for en joke og glemte at flytte dem igen.
DeFacto · CC BY-SA 4.0 Prospect Cottage er det sorte hus med de gule vinduer og blomstrede gule rosenbede plantet direkte i stengrus. Derek Jarman — filminstruktør og kunstner — boede her fra 1986 til sin død i 1994. Han plantede en have i stengruset, en have der ikke burde vokse noget i, og det voksede. Stauder og vildrosen og skalblomsterne er stadig der. Art Fund reddede ejendommen for nationen i 2020.
Dungeness Nuclear Power Station er ikke skjult. Den er 500 meter fra Prospect Cottage og kæmpe og grå og rektangulær. Kontrasten er ikke ironisk — den er Dungeness' natur. Kraftværket, hytterne, de sorte huse, den mirakelhave, fuglene der skriger fra fiskerlejligheder. Alt er her på én gang.
Christine Johnstone · CC BY-SA 2.0 Fra Dungeness tilbage på A259 og nord mod Camber og Rye. Vejen løber forbi Lydd (en by med en kirke der hedder "Cathedral of the Marsh" pga. sin størrelse) og New Romney igen og Camber — den sandstrand vi nævnte. Landskabet er stadig fladt og vindbøjet og lugter af salt.
Rye dukker frem som en ø. Det er en middelalderby placeret på en lav bakke over vådlandet — synlig på 5 kilometers afstand som en silhuet af et tårn og teglsten. Byen var engang havneby. Havet trak sig tilbage i 1300-tallet og lod Rye stå med en halv kilometers flad eng til vandet.
Mermaid Street er de brolagte gader du har set på billeder. Smalle, bugtet, med de halv-tømmerhuse lænet mod hinanden som om de hviler på hinanden. Ypres Tower fra 1249 vokter stadig stadsgraven. En ældre dame med en indkøbspose steger ned ad Mermaid Street og nikker til to turister der prøver at få en taxi op ad det samme bakkestræde.
Ian Macnab · CC BY-SA 2.0 Parker i Cinque Ports Street P-plads eller Strand Quay — begge store, asfalterede, betalt. Gå op ad High Street og find en pub. Rye er den slags by der giver dig nøjagtig det du kom efter og ikke et ord mere. — de venter i morgen.
Cinque Ports-systemet er grunden til at alle disse byer eksisterer som de gør. Fra det 11. til det 14. århundrede forsynede de fem havnebyer — Hastings, Romney, Hythe, Dover og Sandwich — den engelske krone med skibe og sømænd mod til gengæld at få handelsprivilegier og skattefritagelse. Det var Englands forsvar mod invasioner i det smalleste hav med den korteste overkørsel til kontinentet. var kommandocentret.
Folkestone har en statue af en mand der kigger mod Frankrig. Det er ikke Napoleon.
Strand Quay P-plads ved havnen. Stor, asfalteret, åben. 5 minutters gang til byens centrum. Sanitær facilitet ved kajen. Hold ind. Stræk benene. Drik en kop the. Når du er klar, scan QR'en til etape 2 — den starter her.
CC BY 2.0 
Magiko · CC BY 3.0 A259 fra Rye mod Hastings er en vej der ikke prøver at imponere. To spor, asfalt der har set bedre dage, kystby efter kystby med fiskebutikker og chipsrestauranter og bed & breakfasts med håndskrevne skilte. Men havet er der hele vejen — til den ene side, 100 til 200 meter over skrænten til strand.
Winchelsea passeres lige vest for Rye — endnu en befæstet middelalderby på en høj, grundlagt af Edward I i 1288 da havet ødelagde den originale by. Den er nu næsten forladt: 600 indbyggere, en kirke der er for stor til dem og gader der løber til ingensteds. En mand foran en have med rosenbede nikker til bilen der kører forbi.
Pevensey Castle er fem kilometer vest for Bexhill. Tag A259 og se til venstre. De normanniske mure fra 1066 er bygget direkte ovenpå romerske fæstningsmure fra år 290 e.Kr. — man kan stadig se hvor den romerske sten slutter og den normanniske begynder. Det er det sted Vilhelm Erobreren landede med sin flåde inden han marcherede til Hastings. Der er en parkeringsplads ved Pevensey Road. Det tager 20 minutter at gå rundt om murene.
Hastings er en rigtig by. Normannerne landede 8 km herfra ved Pevensey i 1066, slog Harold ved Battle, og Englands sprog, arkitektur og køkken er aldrig kommet sig over det. Hastings' fiskerbydel The Stade er et af de få steder på sydkysten der ikke er blevet restaureret til det ukendelighed. De sorte trætårne — 40 styk, op til 7 meter høje, bygget i 1600-1800-tallet til at tørre fiskenet i — rasler let i vinden fra Kanalen og lugter af salt og tær. En fisker fra Stade sagde til en turist der spurgte om netværket: "Det sidder stadig fordi ingen har gidet flytte det."
A259 løber igennem Hastings' centrum. Lydene skifter: chipsforretningerne med fedtosen fra friturekogerne, markedet langs High Street med grønthandleren der råber priser, og ud på den anden side igen: havet og vindens hvislen over de åbne klipper. Farverne på husene i Old Town er falmet pastell — lyseblå og gammel gul og den engelske mursten der er lidt mere rød end på kontinentet.
Bexhill-on-Sea er husene og butikkerne og det stille. De Luxe Pavilion fra 1935 er en af Englands første modernistiske bygninger og en kuriositet midt på den ellers edwardianiske promenade. Eastbourne er den første rigtige badeby — regency-stil arkitektur langs den lange promenade, 3 km hvid strand, solelskende ældre englændere på bænke med is fra en strand-kiosk. Luften langs Eastbourne-promenaden lugter af solcreme, salt og det der særlige blandede aroma af varm asfaltpromenade og hav.
Eastbourne har statistisk set Englands mest solskin. Det er ikke det samme som solskin.
Fra Eastbourne tager du B2103 vest mod Seven Sisters Country Park. Vejen kører op i kridtbakkerne, og den stigning der begynder ved Friston er det første bjerg England har lavet til dig i dag. 100 meter stigning på to kilometer, bakker på begge sider, fårene tæt nok på at du kan høre dem græsse — det knitrende lyd af tandene mod kridtgræsset.
Friston Forest er en sammenhængende skovplantning fra 1926 der dækker kridtbakkerne nord for kysten. Vejen løber igennem den på et kort stræk — fyrren giver en anden farve end det åbne land, skyggen er pludselig og kølig, og der er en lavskovduft af nåle og fugt der minder dig om at England ikke altid er åbne bakker.
Exceat er landsbyen der ikke er en landsby — en enkelt National Trust-gård med parkeringsplads og information om Cuckmere-dalen. Fra Exceat kan man gå begge veje: ned mod Cuckmere Haven og havet, eller op over kridtbakkerne mod Seven Sisters. En familie med to børn og en hund spiser sandwich ved et picnicbord og kigger på de hvidklædte klinter i horisonten som om de er lidt usikre på om de er ægte.
Birling Gap er National Trusts facilitet ved klinterne — en café, toiletter og en trappe ned til stranden. Klinterne eroderer med 50-70 cm om året her. De ældre fotografier viser huse der stod på klintetoppen i 1920'erne. De er borte nu — havet tog dem. National Trust kørte selv de sidste huse op ad bakken med en kranvogn i 2015 inden erosionen nåede dem. Det er den slags kamp mod havet englænderne kender fra alle deres kyster.
Cuckmere Haven er det sted floden Cuckmere møder havet. Det er den eneste naturlige, uudviklede flodmunding i hele South Downs — det vil sige: ingen havn, ingen bro, ingen bebyggelse. Bare floden der slår sving i meandre gennem engene og løber ud over en stenget. Fra kridtklinterne over dalen er udsigtet fra National Trust-stier med et perspektiv på 5 kilometer åben natur.
Cuckmere-dalen er stille på en måde der overrasker. Du er 2 kilometer fra A259, men lyden af trafikken er borte. Der er vinden over engen og fårene og bølgernes slag mod stenen nedenunder klinterne. Vandreture fra Exceat-parkeringspladsen giver dig hele perspektivet: floden, engene, de hvide klipper, havet. Kridtgræsset dufter af timian om sommeren.
Simon Carey · CC BY-SA 2.0 Seven Sisters er de syv kalkklinter fra Haven Brow til Went Hill Brow. De er op til 80 meter høje, og de er hvide på en måde som den engelske himmel aldrig er. De eroderer med op til en meter om året — bølgerne underminerer foden, flintlag forårsager at hele skivetyper-lag bryder af og falder i Kanalen med et brag der høres oppe på bakken. Det sker pludselig. National Trust lukker stier langs kanten uden varsel.
Haven Brow er den første og højeste søster — 76 meter. Short Brow, Rough Brow, Brass Point, Flagstaff, Bailey's Hill og Went Hill Brow følger i orden. Imellem søstrene er de karakteristiske dale — dry valleys skabt af smeltevand under istiden, der nu løber tørt og grønne mod klintekanten. Det er disse dale der giver Seven Sisters sit bølgende, uregelmæssige profil.
Simon Carey · CC BY-SA 2.0 Beachy Head-bakken er kridtgræs og vind og en parkeringsplads med en isbar-vogn der er åben til september. Udsigten fra bakkens ryg er vest-mod-øst langs kystlinjen: Seven Sisters på den ene side, Eastbourne på den anden, og havet nedenunder med et farvelag der skifter fra grønt til dybt blåt afhængigt af dybden og skyerne. En gruppe studerende har lagt sig i græsset og kigger op. Det er godt valgt.
Beachy Head er 162 meter over havet og er Englands højeste kalkklint. Fra parkeringspladsen oppe på bakken er der 300 meter til kanten — gå forsigtig, der er intet hegn. Nede i havet er det røde og hvide fyrtårn Beachy Head Lighthouse (1902) der stikker op af vandet som en søjle. Belle Tout — det ældre fyrtårn fra 1831 — er nu et Bed & Breakfast og placeret direkte oven på klinten. I 1999 rullede man selve bygningen 17 meter tilbage fra klintekanten fordi erosionen truede fundamentet.
Fra toppen kan du på klare dage se kysten af Frankrig — 50 kilometer til den ene side, klinternes hvide linje til den anden. Vinden her er altid. Det lugter af saltvand og vådt græs og det der bestemte ved at stå et sted der er rigtigt tæt på kanten af noget. En gruppe løbere i refleksveste passerer langs den afmærkede sti. En hund fra en campingvogn snuser til en fårepæl og bliver kaldt tilbage.
Sovereign Harbour P-plads ved marinæen i Eastbourne. Stor, asfalteret, åben. God plads til store køretøjer. Café og toilet ved havnen. Næste etape starter her og kører dig ind mod Winchester via A272.
Antiquary · CC BY-SA 4.0 Lewes Castle. Bygget 1069 af Normannerne. I 1264 afgøredes Englands fremtid ved Battle of Lewes herunder. Demokratiet startede på denne bakke.
Fra Eastbourne tager du A27 nord og vest. Vejen stiger fra kystfladen op i South Downs på 20 kilometer. Bakkerne er kridt under et tyndt lag muldjord og de er grønne af den slags grønt der kun opstår over kalk — klar, lysende, næsten for grønt til at være rigtigt.
Lewes er på en bakke over floden Ouse. Det er en af Sydenglands smukkeste smalby — georgiske huse, middelalderslot (bygget af Normannerne i 1069), en priory der var så stor den rivaliserede med Chichester Cathedral. I 1264 var det her Englands skæbne afgøredes: Simon de Montfort besejrede Henrik III i Battle of Lewes og tvang underskrift på aftale om det første parlamentariske råd. Englands demokrati starter her, på en bakke over en flod.
Harvey's Brewery er i Lewes. Det lugter af humle og varm malt fra bryggeriet i Bridge Wharf når vinden er rigtig. Bryggeriet er et victoriansk tårn i rød mursten og det har produceret øl siden 1790. Klokken fire om eftermiddagen sidder to mænd udenfor med en pint og avisen. Det er det billede Lewes vil have af sig selv.
Lewes bonfire-aften er den 5. november. Ingen steder i England fejres det mere intenst end her: seks separate bonfire-selskaber tager processioner igennem gaderne med fakler, musikkorps og effigier af de 17 protestantiske martyrer der blev brændt på Lewes' torv under Bloody Mary. Den lugter af røg og krudt og historisk nag. Hvis du er der den 5. november, stand ikke i vejen for processionen.
Colin Smith · CC BY-SA 2.0 
Escowles · CC SA 1.0 South Downs ved Devil's Dyke. Kridt under et tyndt lag muldjord. Det grønne er for lysende til at lyde rigtigt — men det er det.
Fra A27 vest for Lewes tager du A272 nordvest. Det her er den klassiske engelske country road — to spor, ingen midterstribe lange steder, beech-skovbælter der lukker over vejen som et tag, kridtbakker på begge sider og det der engelske lys der altid er lidt lavere end du venter. Om sommeren giver bøgene et grønt tunnel-lys i 200 meters stræk ad gangen.
A272 er aldrig blevet opgraderet til dual carriageway. Det er ikke en fejl. Det er dens karakter. Den snor sig fra Uckfield gennem Petworth til Winchester og den har den slags kurver der tvinger dig at sænke farten og se dig om. 115 kilometer total, og den bruges primært af lokale og af de få turister der har læst bogen.
A272 er underskrevet til en B-vej i 1923. Nogen har tydeligvis protesteret siden.
Petworth er et markedsbysamfund med et Nationaltrustgods (Petworth House) der har en af Englands fineste kunstsamlinger inkluderende 20 Turner-malerier — Turner malede parken gentagne gange fra 1809 til 1830 og de er stadig der, i de rum han malede dem til at hænge i. Parken er 280 hektar og designet af Lancelot "Capability" Brown i 1751. Hjortene er der stadig — en flok på 900 styk, den ene af de største hjorteflokke i England.
Midhurst er den næste by på A272 — en Tudor-markedsby med et torv og et gammelt rådhus i sort og hvidt tømmerværk. Sydenglands landsbyer er bygget af to materialer: flint og træ. Flintkonglomeraterne er svære og grå og lokale. Egetræet er lyst. Det er en kombination der ser ud som om man byggede for at modstå noget.
Fra Petworth fortsætter A272 vest mod Midhurst og Petersfield. Landskabet skifter fra Sussex Weald — det gamle skovland med tung ler og egeträer fra middelalderlige vildmarker — til chalk downland: åbent kridtland med let kalk under og kornet på store ekspansive marker. Vejens karakter ændres: kortere kurver, mere udsigt, horisonten trækker sig ud til 8-10 kilometer.
Petersfield er den sidste by inden Hampshire. Det har et torv med et kobber-rytterstatue af Vilhelm III. Petersfield Heath er et vådområde på kanten af byen med badesjøer — søerne er sandede og klare og afmærkede til badning. En dreng på en cykel kaster brød til ænder fra en bro. Det lugter af friskvand og mudder og sommer.
Fra Petersfield drejer du vest ad A272 mod Winchester. Vejen kører over Butser Hill — 271 meter, det højeste punkt i Hampshire — med udsigt over det åbne Hampshire-plateau. Herfra er der panorama mod nord over Meon-dalen: marker, skov, kirketårne, det blødere og mere domesticerede England man kommer til efter kystens dramatik. Det er en rolig afslutning på A272 inden Winchester tager over.
Mike Peel · CC BY-SA 4.0 Det runde bord i Winchester Great Hall. Malet i 1522 til ære for Henrik VIII. Kong Arthur er ren digtning. Bordet er ægte.
Winchester var Englands kongestad i mere end 500 år. Alfred den Store regerede herfra i 800-tallet, reorganiserede det angelsaksiske kongerige og opfandt et postsystem, et møntsystem og en lov. Hans statue i bronze står i Englands ældgamle gade og ser mod London som om han stadig er i tvivl om det er en god idé.
Winchester Cathedral er 169 meter lang og er verdens længste intakte middelalderkatedral. Den er begyndt i 1079 under biskop Walkelin og tog 340 år at bygge. Under fundamentet er der sumpet grund — og i 1906 begyndte det at synke. En dykker ved navn William Walker tilbragte seks år (1906-1912) med at arbejde i fuldstændig mørke i vandede gravekamre under katedralen for at erstatte 235.000 sækkende mursten med beton. Han reddede bygningen med egne hænder.
Kong Alfred, Kong Knud og dronning Emma er begravet her. Ikke i grave men i mortuary chests — kasser med ben, blandet og sorteret og omblandet gennem historien. Hvem af knoglerne er Alfreds, ved ingen. William Walker — dykkeren der reddede fundamentet — er begravet i Dorking i Surrey. Der er en statue af ham inde i katedralen. Han ser rolig ud.
— et detour ad A284 syd for A272, 25 km fra ruten.
Winchester har et medicinsk og socialt mesterværk fra 1136 — Hospital of St Cross, 2 kilometer syd for katedralen langs River Itchen. Det er Englands ældste almissehus og det er stadig i drift: 25 beboere bor i middelalderlige boliger på hospitalets grund. Besøgende kan bede om "Wayfarers' Dole" — en tår øl og et stykke brød ved porten — en tradition der er holdt ubrudt siden 1100-tallet.
Gå ned langs High Street til City Mill — en vandmølle fra 1744 der stadig maler mel. River Itchen løber under gaden, klar og hurtig og med vandplanter der bølger i strømmen. Lyden af vandet der løber over møllehjulet bærer op på broen. En mand med en vandringsstav og rygposen har sat sig på broen og spiser en sandwich og kigger ned i vandet. Ørredene er synlige i bunden.
River Itchen er en af Englands fineste laksefiskefloder. Vandet er klar og kold og kalkholdig — det klassiske chalk stream-biotop. Fluefliskning er tilladt med licens langs udvalgte strækninger. En ældre gentleman i grønne vaders og et Harris tweed-jaket kaster en flue ud fra bredden ved Easton og trækker den langsomt ind. Det er et billede Winchester ikke prøver at skabe — det er bare der.
Chesil Street Car Park, Winchester — stor, asfalteret, god plads til store køretøjer. 8 minutters gang til katedralen og bymidten. Toilet i parkeringshuset. Næste etape starter her og tager dig til Stonehenge og Bath.
Fra Winchesters parkeringsplads tager du A30 mod vest. Vejen krydser M3 ved junction 8 og fortsætter ind i Wiltshire som A303. Landskabet åbner sig straks. Wiltshire er et åbent kridt-plateaulandskab med korndyrkning på store marker og de løgede Wiltshire-får på gresningsarealerne. Horisonten er 10 kilometer lang og der er intet der afbryder den.
A303 er dobbeltspor de første 15 km fra M3. Det ændrer sig til enkeltspor vest for Andover og det er her trafikken kan stoppe om sommeren — specielt ved Stonehenge. En typisk augustlørdag kan give dig 45 minutters kø de sidste 5 km til Stonehenge. Kør tidligt eller kør sent. Luft af korn og tør kalk over Salisbury Plain om morgenen er en anden verden end havluften ved Beachy Head dagen før.
Salisbury Plain er Englands største militære øvelsesområde. De eksplosioner du hører er måske ikke Stonehenge.
Salisbury Plain er 778 kvadratkilometer kridt-plateau og det er det største sammenhængende kridtgræslandskab i Nordvesteuropa. Halvdelen ejes af det britiske forsvarsministerium. Fra A303 ser du markerne med hvede og byg i bølger og en og anden militær helikopter der krydser horisonten lavt. Det lugter anderledes end Sussex — tørrere, mere støv, mere sol på varm kalksten.
På begge sider af A303 er der spor af forhistorisk England. Yarnbury Castle er en jernalderborg fra 300 f.Kr. — de cirkulære jordvolde er synlige fra vejen som bølger i markerne. Old Sarum er en nordlig omvej værd: en storslået normannisk borg og den originale domkirke for Salisbury (forladt i 1226 til fordel for den nuværende Salisbury Cathedral i dalen). Fra Old Sarums bakketopp er der udsigt over 20 kilometer i alle retninger.
Bernard Gagnon · CC BY-SA 3.0 Stonehenge er 5000 år gammelt. Det begyndte som en cirkulær jordvold og grøft rundt om 1. klimatisk periode og tog mere end 1000 år at nå sin nuværende form. De blå sten (bluestones) kom fra Preseli Hills i Wales — 320 kilometer væk. Hvem transporterede dem og hvordan vides ikke. De ydre sarsens-sten er fra Marlborough Downs, 40 km nord — de vejer op til 25 ton.
Stonehenge Visitor Centre er åbnet i 2013 og erstattede det gamle anlæg der lå direkte ved stenene. Nu er der afstand og perspektiv: du parkerer, går ad stien og gradvis vokser stencirklen frem foran dig over den åbne slette. Det er en walk der er designet til at lade forventningen bygges op. En familie med tre børn går forud og det ældste barn stopper op og kigger og siger ikke noget.
Det er 165 meter fra A303 til de inderste sten. Du kører forbi ved 60 km/t og du ser det ud af sidevinduet og det er stadig Stonehenge. Visitor Centre ligger nord for vejen — parker der (betalt, reservér online), gå mod stenene langs stien. Det tager 20 minutter fra Visitor Centre til stenenes periferi.
Charles Miller · CC BY 2.0 Bradford-on-Avon. Middelalderlig stenbro med et lille kapel på midten — brugt som fangecelle og toldpostfunktion igennem 500 år.
Fra Amesbury (ved Stonehenge) tager du A36 nord og vest mod Bath. Vejen er mere snoet end A303 og du sænker farten. Wiltshire countryside viser sig fra sin bedste side her — marker med solsikker i august, staldbygninger i flint (karakteristisk for kridtlandskabet) og de hvide markeringer på bakker og skråninger som Wiltshire White Horse ved Westbury, hugget i kridtskråningen og synlig fra 20 kilometers afstand.
Warminster er et markedsby med en kaserne og en kirke der er for stor til dens befolkning. Selve vejen fra Amesbury til Warminster er en af de bedste strækninger på hele etapen — den løber gennem det åbne Wiltshire med den slags udsigtslinje der giver dig 5 km til at forberede dig på næste kurve. Wiltshire White Horse ved Westbury er hugget i kridtskråningen og synlig fra 20 kilometers afstand — en primitiv primitiv mark på bakken. En ældre version af figuren dateres til jernalderen. Den nuværende er fra 1778.
Frome er i Somerset og det er en by der er blevet opdaget af kreative og kunstnere de seneste 15 år. Men det er ikke dit stop i dag. Bradford-on-Avon er der du standser.
Martin Clark · CC BY-SA 2.0 Bradford-on-Avon er en uld-industriby fra 1600-tallet der stoppede med at ændre sig. Floden Avon løber gennem byens midte, den gamle bro fra 1300-tallet krydser den med et lille ottekantet kapel-bygning oven på (der nu er klokkehus), og op ad bakkerne er de fulde uldhandlerhuse i oolith kalksten — gulbrun og varm i eftermiddagslys. Frem til 1800-tallet var der 30 uldmøller alene i Bradford.
NotFromUtrecht · CC BY-SA 3.0 Pulteney Bridge i Bath. Bygget 1774. Butikker på begge sider af broen — een af kun fire sådanne broer i Europa. Avon løber nedenunder.
Bath er UNESCO Verdenskulturarv. Det er den eneste by i England der er et verdensarvsted alene på grund af sin arkitektur — de georgiske gader, Royal Crescent (30 huse i bue fra 1774), Circus, Pulteney Bridge over Avon. Der bor ca. 90.000 mennesker og det er en rigtig by, ikke et museum. Det lugter af te og turistgrupper og varmt sten fra den lysegule oolith-kalksten byen er bygget af.
A36 ind i Bath fra sydøst er én af de fineste byveje i England. Vejen synker ned fra Wiltshire-platauet, og Bath åbner sig nedenunder i en dal: de hvide og gulbrune georgiske facader, de sirlige haver, Avon der glitrer i bunden. Det ser konstrueret ud. Det er det ikke. Det er Bath i sit eget lys, set fra den rigtige vinkel.
Roman Baths er grunden til at romerne kom. Kilden hedder Aquae Sulis — Sulis' vand — opkaldt efter den keltiske gudinde Sulis som romerne sammenlagde med Minerva. Vandet er 46 grader og det har holdt sig på 46 grader siden første gang det spruttede op. Det kommer fra nedbør på Mendip Hills der synker 3000 meter ned i kalk, varmes af jordvarme og stiger op igen. Et kredsløb der tager 10.000 år.
Det store bad er foret med blyplader fra romertiden. Under gulvet løber originalt afløbssystem. Over 2000 genstande er fundet — forbandelsestabletter i bly, mønter kastet som ofre, smykker, en forgyldt bronzehoved af Sulis Minerva der er et af Romerrigets smukkeste portrætter.
Diego Delso · CC BY-SA 4.0 Pump Room ved siden af Roman Baths serverer afternoon tea og man kan smage på kildevandet. Det smager af jern og tid. En violin-trio spiller Vivaldi. En gammel dame i lilla tørklæde rører i sin the og kigger ud over badet som om hun tjekker op på noget hun ejede i en anden tid.
Kevin Pearson · CC BY-SA 2.0 
Gothick · CC BY-SA 3.0 Southgate Street Car Park, Bath — parkeringshus i centrum, 5 minutters gang til Roman Baths. God plads, overvåget. Herfra kan du udforske Bath til fods, tage tog til Bristol (10 min) og se Clifton Suspension Bridge — eller planlægge næste England-rute nordpå.