Fyn rundt

De første 10 km — ud af Nyborg, ind i den fynske muld

Du kører fra Nyborg mod syd ad sekundærrute 163. Ikke motorvejen — tag afkørslen mod Ørbæk og Hesselager ad de små landeveje. Vinduet ned med det samme. Og inden for tre minutter er motorvejen væk. Fuldstændig. Lyden forsvinder, de store lastbiler forsvinder, og pludselig er du på en smal asfaltvej med ét spor i hver retning og stengærder på begge sider. Stenene er mosbegroede og nogen har lagt dem der for to-tre hundrede år siden. Ingen har rørt dem siden.

Den fynske muld lugter anderledes end jord andre steder i Danmark. Det er morænejord fra istiden — fed, mørk, næsten blåsort når det har regnet — og den giver alting ekstra. Grøntsagerne har mere smag. Roserne har mere farve. Æblerne langs vejen er halvanden gang så store som dem i supermarkedet. Og langs landevejen, med mellemrum du ikke kan forudsige, står vejboderne. Et bræddebord. Jordbær i bakker. Nye kartofler i en papirspose. Blomster i en spand. Ingen betjening. En dåse med mønter og en seddel: "Tak for din ærlighed." Tillid som forretningsmodel. Du smider en tier i dåsen og tager en bakke jordbær med. De smager af solskin og noget let syrligt. Du spiser dem i bilen.

De hvidkalkede gårde med stråtag glider forbi — røde bindingsværk-stolper, gule mure, haver med stokroser der kravler helt op til tagkanten. Du møder en traktor. Så ingenting i ti minutter. Så en cyklist med kurv. Vejene er gode — jævn asfalt, ingen huller — men de er smalle. Når du møder en modkørende, flytter I jer begge en anelse ud i rabatten og nikker til hinanden.

Har du ti minutter, så hold ind ved Nyborg Slot på vej ud af byen. Skandinaviens ældste kongeslot, grundlagt 1170. Danehoffet mødtes her — det sted hvor kongen mødtes med adelen og kirken for at lave love. Danmarks første parlament, 800 år før Folketinget. Voldene er der stadig — du kan gå op på dem og se Storebælt mod øst, den bro du kørte over for en time siden, og den havn hvorfra færgerne sejlede i 900 år før broen fandtes.

→ Nyborg Slot

Htawmonzel · CC BY-SA 4.0

Nyborg Slot. 1170. Voldene er der stadig. Gå op på dem og se det Storebælt konger forhandlede i.

De 25 km mellem Nyborg og Hesselager — sagnet og stenen

Du fortsætter sydpå ad rute 163. Vejen passerer Frørup, Oksendrup, Langå — landsbynavne ingen udenfor Fyn kender — og snor sig i bløde kurver mellem gårde og bøgeskov. Asfalten er god, to baner, ingen midterstribe på de fladeste stræk. Stengærderne følger vejen som en grå stribe i græsset, og bag dem ligger markerne med raps om foråret (gult som smør, så langt du kan se) og korn om sommeren (grønt der skifter til guld i august). Luften lugter af jord og kløver og noget sødt fra de æbler der allerede er begyndt at falde langs vejen, selv om det kun er september.

Vejboderne fortsætter. Ved Frørup, ved Gudme, ved hvert tredje hus. Syltetøj med etiketter skrevet i håndskrift. Æblemost i plastflasker. Kartofler med jord på. Ingen af dem har overvågningskameraer. Dåsen med mønter er den eneste sikring. Det virker, for det er Fyn.

Jensfoto · CC BY-SA 3.0

Den fede fynske muld om foråret. Rapsen er gul som smør. Storebæltsbroen i baggrunden — den motorvej du klogt valgte fra.

Midt i en mark ved Hesselager — omgivet af absolut ingenting — ligger Damestenen. Danmarks største sten. 1.000 ton. 46 meter i omkreds. Isen bragte den fra Norge for 17.000 år siden — en gletsjertransport over 600 kilometer, og da isen smeltede, blev stenen liggende i en fynsk mark som noget ingen gad flytte. Der er ingen hegn, ingen billet, ingen café. Du parkerer ved vejen og går tredive meter over marken. Stenen er der.

Men det er ikke isen folk husker. De husker sagnet.

→ Damestenen

De 7 km ned til kysten — Lundeborg og vikingeguldet

Fra Hesselager drejer du af rute 163 ad Lundeborgvej — en smal kommunevej uden rutenummer, to spor, ingen midterstribe. Vejen falder. Ikke stejlt, men mærkbart — du kan mærke det i pedalerne. Bakkerne åbner sig, og der er et øjeblik hvor du for første gang på hele turen kan se havet. Storebælt glimter mellem bøgetræerne som et glimt af noget blåt og fladt. Luften skifter. Jord og kløver forsvinder, og i stedet kommer salt og tang og den friskhed der altid hænger ved kysten. Du kører de sidste syv kilometer ned til Lundeborg med vinduet nede og næsen i vinden.

Lundeborg ser ud som et stille fiskerleje — træmaster, småbåde, rødt bindingsværk ved en havn der ikke har plads til mere end tyve joller. Men i 1986 fandt arkæologer resterne af en handelsplads ældre end vikingetiden. Jernalderbyen Gudme. 500 år med sommerhandel — guld, sølv, bronze, glas — lige her, på den mark du kørte henover. Og tre en halv kilometer inde i landet gravede en bonde over 4 kilo guld op af sin jord i 1833. Smykker, våben, romerske mønter fra det 3. og 4. århundrede. Broholmskatten. Den ligger i Nationalmuseet i København. Men den lå her. Under den fede fynske muld. Under vejboderne med jordbær.

Villy Fink Isaksen · CC BY-SA 4.0

Lundeborg Havn. Tyve joller og et fiskerleje. Og 4 kilo vikingeguld under markerne bagved.

→ Lundeborg

De 35 km fra Lundeborg mod Egeskov og Svendborg

Jens Cederskjold · CC BY 3.0

Bøgeskoven mellem Lundeborg og Egeskov. Lyset falder i pletter. Du kører i tredje gear.

Fra Lundeborg kører du mod vest ind i landet. Vejen stiger igen — op fra kysten, ind i et landskab af bøgeskov og herregårde med alléer af lindetræer. Du kører i tredje gear mest. Vejen er smal, den kurver, og der er stykker hvor bøgetræerne danner en tunnel over dig og lyset falder i pletter på kølerhjelmen. Du er midt i det fynske kerneland nu — den del der aldrig når motorvejen, og som folk i København tror er kedeligt, fordi de aldrig har kørt her.

Ti kilometer inde dukker Egeskov Slot op bag en allé. Et vandslot fra 1554 — bygget på en hel skov af egepæle hamret ned i bunden af en sø. Voldgraven er dyb og bred og fuld af karper. Slottet har aldrig været erobret. 470 år og ingen hær har villet krydse det vand. Der er en gammel skov-historie om at hele slottet falder den dag den sidste egepæl rådner. Pælene sidder stadig.

→ Egeskov Slot

Fra Egeskov drejer du sydpå mod Svendborg. De næste 25 kilometer er grunden til at folk taler om Sydfyn som de gør. Vejene er smalle — endnu smallere end dem nord for Hesselager — og de snor sig mellem stengærder og bøgeskov i kurver du ikke kan forudsige. Stokroserne kravler op ad gule mure. Havet glimter mellem bakkerne til venstre — et glimt, væk, et nyt glimt — og til højre ligger frugtplantager med æbler, pærer og blommer bag gærder af flettet pil. Gårdbutikker med syltetøj og æblemost i glasflasker. Lugten af modne frugter blander sig med salt fra kysten.

Du møder en traktor. Så to biler. Så ingenting i et kvarter. Tredje gear er for hurtigt. Andet gear når vejen kurver, tredje på de lige stykker, og aldrig over femti kilometer i timen, fordi du ville misse halvdelen af det du ser.

Thomas Dahlstrøm Nielsen · CC BY-SA 4.0

Svendborg. Købstad siden 1253. Havnen med mastetoppene. Du kører igennem — Troense venter.

Svendborg dukker op nedenfor dig — rød tegl, havnefront, mastetoppe af sejlbåde der gynger i sommervinden. En købstad fra 1253 med smøger så smalle at du rører begge vægge med strakte arme. Havnen er fin, caféerne er fine, men det er ikke der du skal sove. Kør igennem og over broen.

→ Svendborg

De sidste 4 km — Troense og den Vestindiske flåde

Kaare · CC BY-SA 3.0

Svendborgsundbroen. 1.220 meter. To kørebaner og cykelsti. Tåsinge på den anden side.

Du kører over Svendborgsundbroen ad primærrute 9 — 1.220 meter lang, bygget 1963-66, to kørebaner og cykelsti, 33 meters gennemsejlingshøjde. På den anden side drejer du fra ad Troensevej mod øst. Fire kilometer sydøstpå, ad en allé af gamle kastanjetræer, ligger Troense.

Troense er en skipperby. 80 huse fra 1700- og 1800-tallet, hvidkalkede med røde og gule halvtømmer, stokroser langs facaderne og haver bag lave mure hvor figner og vindruer gror i det milde sydfynske klima. Lars Andersen Smidt — skibsreder, kaptajn og rigmand — byggede 80 skibe til den Vestindiske handel herfra. Troense var Danmarks svar på en havneby i New England. Bare smallere, stokroserne højere, og gaden ned til vandet så smal at to vogne ikke kan mødes.

Apeto · CC BY-SA 3.0

Apeto · CC BY-SA 3.0

→ Valdemars Slot

→ Troense

De 30 km fra Troense til Faaborg — tværs over øen, ind i bakkerne

Du kører tilbage over Svendborgsundbroen og drejer mod vest ad primærrute 44 — tosporet landevej, 25 kilometer fra Svendborg til Faaborg via Ollerup og Vester Skerninge. De første ti kilometer er fladt fynsk landbrugsland — brede marker, bøgehegn klippet i firkantede blokke, og den der stilhed der opstår når man kører på veje uden midterstribe og møder to biler på et kvarter. Asfalten er fin. Lyset er bredt og lavt om morgenen, og duggen hænger på hegnsplanternes blade som tusind små spejle. Luften lugter af jord — den samme fede, mørke muld som i går — og noget grønt og friskt fra de marker der lige er blevet slået.

Du passerer Kværndrup, drejer mod Faaborg, og pludselig begynder landskabet at bevæge sig. Det flade holder op. Bakkerne starter. Det er ikke bjerge — det er moræne, istidens efterladenskaber — men efter 30 kilometer flad fynsk muld føles 131 meter som en bjergkæde. Svanninge Bakker rejser sig til venstre. De ruller som grøn korduroy mod horisonten — bølge efter bølge, dækket af græs og lyng og vild kørvel der er gul om foråret og rustrød om efteråret. Du kan parkere ved indgangen og gå op ad stien. Det tager ti minutter. Og fra toppen sker der noget med perspektivet — du kan se Faaborg og øhavet bagved, men det er ikke udsigten der gør det. Det er at du for første gang i to dage ser ned på Fyn i stedet for at kigge ud over det. Hele øen ligger under dig. Markerne, gårdene, havet. Og det blæser heroppe på en måde der ikke blæser nede på landevejen.

JakobHosp · CC BY 4.0

Svanninge Bakker. 131 meter. Det føles som mere efter 30 kilometer flad muld.

→ Svanninge Bakker

Fra bakkerne falder vejen ned mod Faaborg. Og det er den smukkeste ankomst til en fynsk by du får på hele turen. Du kører ned ad en bakke i andet gear, og byen åbner sig nedenfor dig — røde tage, en havn med master, og bagved det hele: Det Sydfynske Øhav. 55 øer ligger spredt derude som grønne dråber i blåt vand. Bjørnø, Lyø, Avernakø — navne der lyder som noget fra et eventyr, men som har færger og postkasser og butikker der lukker tidligt. Faaborg er grundlagt 1229 og er porten til dem alle.

Havnen er lille. Torvet er stille. Der ligger en gammel mand på en bænk med en avis over ansigtet — Fyens Stiftstidende, den lokale, foldet i to. En kat sidder i et vindue og følger en due med øjnene. To drenge sidder på kajen med benene dinglende over vandet og deler en pose bolsjer. Og det lys der falder ind over byen fra øhavet er bredere og varmere end lyset noget andet sted på Fyn — det er det lys fynbomalerne rejste hertil for at fange, og som stadig hænger i luften over Faaborg som noget der ikke rigtig lader sig fotografere. Du kan prøve. Men du ender med at lægge telefonen ned og bare stå der.

Maximilian Weisbecker · CC0

Faaborg. Porten til 55 øer. Lyset er bredere her end andre steder.

→ Faaborg

Jessica Spengler · CC BY 2.0

Det Sydfynske Øhav. 55 øer spredt som grønne dråber. Faaborg er porten til dem alle.

De 20 km til Helnæs — ud på en halvø der næsten ikke er der

Fra Faaborg kører du nordvestpå ad primærrute 8 (Hornelandevej). Vejen er smal — ét spor i hver retning, bøgehegn langs begge sider, og udsigt over havet i glimt der dukker op og forsvinder igen mellem skovene. Du passerer Millinge og Horne — landsbyer med hvert sit kirketårn og hvert sit torv — og lugten skifter fra bakkernes tørre lyng til havets salt og tang. Ved Ebberup drejer du fra mod syd. Nu smaler vejen endnu mere, og du kan mærke at du er på vej ud på noget der ikke er fastland længere.

Claus med C · CC BY-SA 4.0

Helnæs-dæmningen. Vand på begge sider. Vind der rammer bilen fra siden. Du kører ud på noget der ikke er fastland.

Helnæs er forbundet med Fyn af en 200 meter lang vejdæmning. Vand på begge sider. Vind der rammer bilen fra siden. Halvøen er 6 km lang og på det smalleste sted kan du se hav fra begge vinduer samtidig — Lillebælt til venstre, Helnæs Bugt til højre. Landskabet er moræne — istiden skubbede jord og sten op i en lang ryg — og på det højeste punkt står Helnæs Fyr, et 23 meter højt fyrtårn fra 1901, hvidt med rød top, som en finger peget mod en himmel der altid er i bevægelse heroppe.

Claus Nelleman · CC BY 4.0

Helnæs Fyr. 1901. Rapsen er gul i maj, havet er blåt året rundt, og vinden er der altid.

→ Helnæs

De 25 km fra Helnæs til Assens — langs bæltet med Jylland som kulisse

Du kører dæmningen tilbage og drejer nordpå. Nu ændrer etapen karakter. Bakkerne er væk. Halvøen er bag dig. Vejen følger Lillebælts østside, og i de næste 25 kilometer har du Jyllands kyst som en mørk, tåget stribe på den anden side af vandet. Afstanden er under to kilometer nogle steder. Du kan se vindmøller, gårde, skov — men du kan ikke komme derover uden en bro. Det giver en underlig følelse af at befinde sig mellem to landmasser uden at høre til nogen af dem.

Vejen er smal og god. Asfalten er jævn, og du kører langs marker der åbner sig mod vest mod vandet. Bøgeskov i skifter. Hvide gårde med røde tage. En kirke i det fjerne. Det hele er stille på en måde der hverken er kedeligt eller dramatisk — det er den slags stilhed der opstår når der ikke er nogen grund til at lave larm. Du lægger mærke til at du ikke har sat musik på i en halv time. Det er fordi du ikke mangler det.

Thomas Dahlstrøm Nielsen · CC BY-SA 4.0

Assens Havn. Lillebælt er to kilometer bredt her. Jylland er den mørke stribe derovre.

Assens dukker op — en købstad fra 1231 med Willemoesgade som hovedåre, opkaldt efter Peter Willemoes, søhelten der faldt ved Sjællands Odde i 1808, da han var 25 år gammel, og som Grundtvig skrev sit berømte digt om. Havnen vender mod bæltet. Om sommeren er der liv og is og børn der springer fra kajen. Om vinteren er der stilhed og vand og en mole du kan gå på helt alene — ud til det yderste, hvor bæltet skvulper mod betonen, og Jylland ligger derovre som en stille trussel om fastland.

→ Assens

De 25 km fra Assens til Middelfart — broerne og marsvinene

Fra Assens kører du nordpå ad sekundærrute 313 (Middelfartvej). Lillebælt snævrer ind. Jylland kommer tættere og tættere på. Du passerer små landsbyer — Emtekær, Aulby, Nørre Aaby — og landskabet begynder at falde mod vandet. Vejen er bredere her, to baner med midterstribe, og du kan køre i et jævnt tempo langs marker der slutter ved en skrænt ned mod bæltet. Lyset er anderledes her end på Sydfyn — skarpere, mere direkte, som om bæltet kaster det tilbage.

Ved Strib kan du se begge Lillebæltsbroer for første gang — den gamle fra 1935 (stålbue, nitter, den slags ingeniørkunst man byggede med menneskehænder) og den nye fra 1970 (hængebro, 1.700 meter, den du kører på hvis du tager motorvejen). De hænger over bæltet som to generationers bud på hvordan man krydser 1.100 meter vand.

m.prinke · CC BY-SA 2.0

Den gamle Lillebæltsbro. 1935. Nitter og stålbuer. Den ny hænger bagved.

Elgaard · CC BY-SA 4.0

Middelfart havnefront. En by der har fanget marsvin med hænderne i 500 år.

Middelfart har ligget her siden 1200-tallet. En by der blev rig på at fange marsvin. Ikke med net. Med hænderne. Marsvinejagt var byens vigtigste erhverv i 500 år — mænd i robåde jagede marsvinene ind mod kysten, greb dem og trak dem op. Det lyder barbarisk. Det var det også. Men det gav olie til lamper, kød til borde og skind til handsker i en by der ellers ikke havde meget. I dag svømmer 3.000 marsvin i Lillebælt — den største bestand i indre danske farvande — og du kan se dem fra havnen, fra broen, fra Hindsgavl Halvø. De puster som små snork — en halv meter over vandoverfladen i et sekund — og forsvinder igen. Om morgenen og aftenen er de tættest ved land. Stå stille ved kajen og vent. De kommer.

→ Middelfart   → Hindsgavl Halvø

De 35 km fra Middelfart til Bogense — nordkysten der ingen ser

Du kører fra Middelfart østpå. Ikke ad motorvejen eller sekundærrute 161 (den gamle hovedvej der skærer tværs over Fyn) — ad de lokale kommuneveje langs nordkysten. Og fra det øjeblik du drejer fra, forsvinder alt det der minder om trafik. Motorvejen skærer tværs over Nordfyn som en grå streg, og alle der kører på den har travlt med at komme fra Fyn til Jylland eller omvendt. De ser ingenting. Ned under motorvejen, langs de smalle veje ved kysten, er Nordfyn stille på en måde der næsten er uhyggelig.

Vejene er gode — to baner, jævn asfalt, ingen huller — men de er tomme. Du møder tre biler på en halv time. Markerne er åbne i alle retninger — store, rektangulære stykker med korn og raps og sukkerroer — og horisonten er lavere end himlen. Det er den fladeste del af Fyn. Ingen bakker, ingen skove, bare land og luft og den vind fra Kattegat der altid blæser her. Lyset er anderledes end på Sydfyn — skarpere, mere direkte, uden den blødhed bøgeskovene giver. Det er et lys der tvinger dig til at kigge langt ud. Og der er langt. Du opdager at du kan se en kirke der er femten kilometer væk, fordi der ikke er noget imellem.

Det her er den del af Fyn du aldrig har set — fordi ingen stopper her. Motorvejen kører tyve meter over dit hoved et sted bagved, og hundredvis af biler suser forbi i begge retninger, og ingen af dem aner at der nede under dem ligger et landskab der er så stille at du kan høre en lærke fire hundrede meter oppe. Det er den slags stilhed der er fysisk. Du mærker den på skuldrene. De falder.

Langs vejen passerer du gårde med røde tage og hvide mure, og en gang imellem en landsby med et kirketårn og en Dagli'Brugsen med to biler på p-pladsen. En mand i blå kedeldragt maler bundmaling på en jolle i sin indkørsel. En kvinde luger i en have bag et lavt hegn og ser ikke op. En dreng cykler mod dig med en fiskestang på bagagebæreren.

Havnen vender mod Kattegat. Om sommeren ligger hundredvis af lystbåde i marinaen og der er liv langs kajen — børn med krabbenet, fædre med øl, solnedgange der trækker folk ud til molen som en magnet. Om vinteren er det den reneste stilhed du finder på Fyn — vand, vind, og dine egne fodtrin på brostenene. Du kan høre flaglinen slå mod masten på en båd der ikke er sejlet ud i tre måneder.

To kilometer syd for byen, bag en allé af lindetræer, ligger Harridslevgaard — et renæssanceslot fra 1606, rød tegl og tårnspir, bygget af ridderen Breide Rantzau, privat ejet og lukket men synligt fra vejen. Det er den slags sted der får dig til at sænke farten og dreje hovedet og tænke "hvem bor der?" Du får aldrig svar. Det er en del af charmen.

Hjart · CC BY-SA 4.0

Hanne Godskesen · CC BY-SA 3.0

→ Bogense

De 20 km mellem Bogense og Glavendrup — en forbandelse i en lund

Julo · CC BY-SA 3.0

Lillebælt i tusmørke. To kilometer bredt. 3.000 marsvin derude et sted. Du behøvede ikke krydse det.

Fra Bogense kører du sydøstpå ad landeveje der snoer sig mellem gårde og marker. Landskabet er stadig fladt, men der kommer lidt mere bøgeskov nu, og vejen kurver mere end nordkystens lange stræk. Du passerer Søndersø og drejer mod øst. Og i en lille lund mellem Stensby og Torup — bag et hegn, ved en grusvej, omgivet af marker så almindelige at du ikke ville kigge to gange — står Glavendrupstenen.

Den bærer 210 runer — Danmarks længste runeindskrift på sten. Rejst omkring år 900 af Ragnhild over sin mand Alle, der var høvding og goði — præst og lovmand i vikingesamfundets hierarki. Runerne fortæller hvem der lavede stenen, hvem der ristede den, hvem den er til. Det er biografien skåret i granit. Og til sidst — den del alle husker — forbandelsen:

Stenen indgår i en skibssætning — oprindelig 60 meter lang og 12 meter bred. Høje randsten danner omridset af et skib i jorden. Et skib der aldrig har sejlet. Lunden er stille. Fuglene synger. Og den forbandelse hænger i luften som noget man helst ikke tester.

Photophobia.dk · CC0

Glavendrupstenen. 210 runer. En forbandelse der har holdt i 1.100 år. Ingen har prøvet at flytte den.

→ Glavendrup

De 30 km ud på Hindsholm — der hvor øen ender

Du drejer østpå ad sekundærrute 315 (Kertemindevej) og landskabet ændrer sig igen. Fladerne holder op. Bakker dukker op — bløde, grønne, med herregårde bag alléer af gamle lindetræer. Du er på vej ud på Hindsholm — halvøen der stikker nordpå fra Kerteminde som en knyttet pegefinger rettet mod Samsø. Vejen snoer sig. Markerne bliver smallere. Gårdene færre. Og helt ude i enden — efter den sidste gård, den sidste mark, det sidste stengærde — er der ingenting mere. Bare Fyns Hoved.

Hjart · CC BY-SA 4.0

Hindsholm. Udsigten fra Hesthøj mod Storebælt. Den del af Fyn folk kører forbi.

Du parkerer ved den lille p-plads og går de sidste 500 meter til fods. Stien går gennem krat af slåen og hyben — tornede buske med blå bær og røde hyben, og en lugt af noget surt-sødt der blander sig med saltet. Vinden tager fat med det samme. Den er der altid heroppe, fra nordvest, og den er ikke den venlige sommervind du kender fra Sydfyn — den er rå og kold, selv i juli, og den lugter af tang og af det hav der har ædt klinter i tusind år. Og så åbner det sig.

Moræneklinter der styrter ned i havet. Klinten er rød og grå og hvid — lag af ler og sand og kridt, aflejret af den sidste istid for 12.000 år siden og nu langsomt vasket væk af bølgerne nedefra. Du kan se lagene som striber i væggen — hvert lag er et årtusinde, og du står oven på dem alle. Bølgerne æder sig ind — meter for meter, år for år — og det materiale de tager med sig aflejres som en ny odde sydøst for klinten. Det havet fjerner ét sted, bygger det et andet. Du ser det ikke ske. Men du ved det sker mens du står der.

Carsten Wiehe · CC BY 3.0

Hjart · CC BY-SA 4.0

Fra klinten kan du se Jylland mod vest. Sjælland mod øst. Samsø mod nord. Tre landsdele fra ét punkt. Og udover det: ingenting. Bare hav og himmel og den fornemmelse af at stå på kanten af noget der ikke vil have dig der. Vinden river i jakken. Måger hænger i luften uden at bevæge vingerne — de bare står der, på en vindstøtte, og kigger ned på dig som om du er den der er på besøg. Du er på Fyns nordligste punkt. Det meste af Danmark ligger bag dig. Og du tænker: det her er det sted på hele turen hvor Fyn holder op med at være venlig og bare er.

→ Fyns Hoved

De 15 km retur via Kerteminde — fynbomaleren og vikingegraven

Du kører tilbage langs Hindsholms vestside. Vejen er smal og snoet, og den falder ned mod Kerteminde som en sti ned ad en bakke. Vinden aftager. Krattet lukker sig. Og pludselig er du tilbage i et landskab der er mildt og grønt og venligt — det Fyn du kender, det der lugter af bøgeskov og salt og lidt af røg fra en grill et sted.

Kerteminde er et fiskerleje der blev en by. Rødt bindingsværk, en fjord, en havn med kuttere der stadig sejler ud om morgenen og kommer hjem om eftermiddagen med fladfisk og torsk. Johannes Larsen boede her — fynbomaleren der malede fugle som ingen andre. Ikke som illustrationer, men som levende væsener fanget i det øjeblik de letter fra vandet eller lander på en sten. Vingerne halvt foldede. Øjnene åbne. Hans hus fra 1901 ligger ved fjorden, med egen trappe ned til stranden og et badehus med udsigt over vandet. Det er museum nu. Lyset han fangede hænger stadig i rummene — det fynske fjordlys, det der kommer fra nordøst om morgenen og er blødere og mere gyldent end lyset andre steder. Du kan stå i hans atelier og se det falde ind ad vinduerne og forstå hvorfor han aldrig flyttede.

Toxophilus · CC BY-SA 3.0

Kerteminde over fjorden. Fiskerbyen hvor fynbomalerne fangede det lys der stadig hænger i museets vinduer.

Tre kilometer sydvest for byen ligger Ladbyskibet. Danmarks eneste vikingeskibsgrav. En høvding begravet i sit skib omkring 925 e.Kr. med 11 heste, 4 hunde, våben og guld. Skibet er væk — træet er rådnet bort over tusind år — men aftrykket i jorden og naglerne er der stadig. Graven er bevaret in situ, under et tag, og du kigger ned i det hul en viking blev lagt i for 1.100 år siden. Det er stille derinde. Lyset er dæmpet. Og de 11 hestehoveder i jorden fortæller en historie om en mand der var så vigtig at han tog sin stald med sig i døden.

Toxophilus · CC BY-SA 4.0

Ladbyskibet. Rekonstruktionen. Det rigtige ligger stadig i jorden — med 11 heste og 4 hunde.

→ Kerteminde   → Ladbyskibet

De sidste 20 km — hjem til Nyborg

Fra Kerteminde tager du sekundærrute 165 (Kertemindevej/Nyborgvej) — 23 kilometer, tosporet, tyve minutters kørsel. Vejen er bredere her — du er tættere på motorvejen nu, og landskabet åbner sig mod Storebælt i horisonten. Du passerer Langeskov og drejer nordøstpå, og pludselig er der noget velkendt: slottets mure, voldene, den vind fra Storebælt du mærkede for tre dage siden da du startede.

Du er tilbage. Rundturen er slut. 280 kilometer. Du har set et vandslot ingen har erobret i 470 år. Vikingeguld under jordbærmarker. En skipperby der byggede Vestindiens handelsflåde. 3.000 marsvin under en bro. En forbandelse på en runesten der har holdt i 1.100 år. Og en klint der langsomt spiser sig selv mens havet bygger nyt land af resterne. Du betalte med mønter i en dåse. Du kørte i tredje gear. Og du kan stadig lugte de æbler langs vejen.