De første kilometer — ud af Vordingborg med gåsen i bakspejlet

Du starter på p-pladsen ved Gåsetårnet i Vordingborg. Tårnet rager 36 meter op — 26 meter muret tegl og ti meter kobberspir — og på toppen sidder en forgyldt gås og kigger ned på dig. Valdemar Atterdag satte den der omkring 1362 for at håne Hanseforbundets rige købstæder: de kaglede som gæs, sagde han, og betød lige så lidt. Det er det ældst bevarede fæstningstårn i Norden. Men du bliver ikke. Du har set borgen. I dag skal du et andet sted hen — sydpå, over vandet, til øerne.

→ Vordingborg / Gåsetårnet

Vejen ud af Vordingborg dykker ned gennem byen mod vandet. Du passerer Algade og bytorvet, ruller forbi banegården, og allerede efter et par kryds er husene væk og markerne begynder. Det er en by der slutter brat — det ene øjeblik er du i centrum, det næste kigger du ud over Masnedsund og aner den flade ø på den anden side. Sydsjælland holder ikke fast. Den slipper dig.

Du kører sydvest ud af byen. Vejen dykker ned mod Masnedsund, og efter få minutter ruller du over en lille bro og er på Masnedø — en flad ø med drivhuse og et kraftværk og en enkelt betonfæstning gemt i det vestlige hjørne. Du kan lugte det brakke vand og en svag sødme fra gartnerierne. Til venstre for vejen dukker Masnedøfortet op: en trekantet klods af beton, bygget 1912–1915 for at bevogte indsejlingen til København sydfra. Kanonerne er væk. Fæstningen står tilbage som et grønbevokset monument over en krig der aldrig kom — næsten.

Leif Jørgensen · CC BY-SA 4.0

Masnedøfortet. Bygget 1915 mod en fjende der aldrig kom sydfra — indtil faldskærmene faldt fra oven i 1940.

De 4 km over Storstrømmen — på en bro der er nyere end de fleste biler

Og så kommer den. Fra Masnedøs sydspids fører vejen op på Dronning Margrethe II's Bro — den nye Storstrømsbro. 3.832 meter beton og stål i en blid kurve over Storstrømmen, Danmarks tredjelængste bro efter Storebælt og Øresund. Den åbnede for biler den 23. marts 2026 — så ny at asfalten stadig er sort som kul og hvide striber lyser som om de blev malet i går. Under dig ligger den gamle bro fra 1937, tavs nu, ved at blive pillet ned. Du kører på fremtiden lige ved siden af fortiden.

To spor. Cykelsti langs siden. Og under vejbanen løber der spor til tog der først kommer i 2027. Du har vand på begge sider — Storstrømmen bred og gråblå, med Farøbroerne som en fjern silhuet mod øst, hvor motorvejens biler haster forbi uden at ane hvad de misser. Vinden rusker i bilen deroppe. En måge hænger ubevægelig i opvinden ud for ruden, som om den også lige skal se broen an. Så er du på den anden side. Du er på Falster.

Der er noget ved at køre over en helt ny bro. Asfalten ligger uden en eneste revne, autoværnet skinner, og der er ikke slidt et eneste hjulspor endnu. Du kører på noget der lige er blevet født. Og lige neden for, kun et stenkast væk, ligger den gamle bro fra 1937 — engang Europas længste, i årtier hovedvejen sydpå, nu en tavs betongrå streg der venter på nedrivningskuglen. To broer ved siden af hinanden: den ene færdig med sit liv, den anden lige begyndt. Du kører hen over skiftet.

Lars Plougmann · CC BY-SA 2.0

Farøbroerne mod øst — E47's skråstagsbro fra 1985. Motorvejsbilerne tager den. Du tog den smukke.

Broen lander ved Orehoved på Nordfalster, og med det samme skifter alt tempo. Motorvejen suser videre sydpå mod Nykøbing, men du drejer af på den gamle landevej — den samme rute som 1937-broen bar, tavs og næsten trafikfri nu. To spor, jævn asfalt, marker på begge sider. Falster er fladt og frugtbart: sukkerroer, hvede, majs så høj at den slår sigten ihjel i august. Der er en renhed i luften, en blanding af muld og saltvand fra sundet, der siger at du er på en ø, ikke på fastlandet.

De 10 km ned til Nørre Alslev — hvor Døden danser på væggen

Ti kilometer nede ad landevejen ligger Nørre Alslev. En stationsby du kører igennem på halvandet minut — men stop ved kirken. Udefra er den en almindelig hvidkalket landsbykirke fra 1100-tallet. Indenfor gemmer den to ting du ikke finder magen til ret mange andre steder. I apsis sidder Danmarks ældste daterede kalkmaleri — fra 1308. Og på skibets vestvæg danser Døden.

Det kaldes en dødedans — malet omkring 1480, og det er det bedst bevarede af sin slags i Danmark. Døden griber fat i en konge, en biskop, en adelsmand og en bonde med møggreb, og fører dem alle i samme dans mod graven. Ingen slipper. Ikke kongen med sin krone, ikke biskoppen med sin stav. Figurerne er fuldt påklædte, ikke skeletter — hvilket gør det værre, for de ligner os. Traditionen kom sydfra, fra Bernt Notkes berømte 30 meter lange dødedans i Marienkirche i Lübeck. Den originale brændte i krigen. Kopien i tanken overlevede — her, i en landsbykirke på Falster.

Vejen ned til Nørre Alslev er den slags landevej man glemmer at man kører på — jævn, rolig, med to spor og en midterstribe der blev malet for længe siden. Marker på begge sider, en enkelt gård med en gyllebeholder og en flok kalve der stimler sammen ved hegnet da du kører forbi. Der er ingen bakker. Falster er fladt som et bræt, og det giver himlen enorm plads: skyerne tårner sig op over markerne som noget man kunne male. Du kan se kirketårnet i Nørre Alslev flere kilometer i forvejen — en spids, mørk finger mod al den himmel.

Leif Jørgensen · CC BY-SA 4.0

Nørre Alslev. Døden fører kongen, biskoppen, adelsmanden og bonden i samme dans. Malet ca. 1480. Ingen slipper.

Der er stille i kirken. En dame i menighedsrådet står og skifter blomsterne ved alteret og nikker til dig da du kommer ind. Kalken lugter svagt af fugt og gammelt træ. Du står under dansen i fem minutter og tænker på at nogen malede den for mere end fem hundrede år siden — og at den stadig siger nøjagtig det samme til dig som til bønderne der stod her dengang. Så kører du videre. Sådan gør levende jo.

De sidste kilometer — ind i Nykøbing, hvor en tsar spiste frokost

Landevejen fortsætter sydpå gennem det flade Falster. Du passerer Middelaldercentret ved Sundby — en hel genopbygget middelalderby ude ved Guldborgsund, hvor de fyrer med rigtige kastemaskiner og lever som om det er 1400-tallet (se den valgfri afstikker øverst på etapen). En musvåge sidder på en hegnspæl og ser dig an som om du skylder den penge. Grøfterne langs vejen er fulde af vild kørvel i juni, og over dem hænger lærkesang så tæt at det næsten larmer.

→ Middelaldercentret

Så ruller du ind i Nykøbing Falster. Falsters hovedstad, 16.000 mennesker, og en by der er ældre end den ser ud. På hjørnet af Langgade og Færgestræde står Czarens Hus — et bindingsværkshus fra 1690'erne, et af byens ældste. Navnet skyldes at zar Peter den Store i juli 1716 valgte at spise middag på kroen her frem for på Nykøbing Slot. Hvorfor? Ingen ved det helt. Måske var kroholderens mad bare bedre. Det er den slags historie der klæber til et hus i tre hundrede år.

Nykøbings gamle bykerne er lille nok til at gå på en halv time. Brostensgader, lave købmandsgårde med pudsede facader i gult og rosa, og en gågade hvor der stadig er en boghandler og en isbutik og en cykelsmed med værkstedet ud til fortovet. En dame trækker en indkøbsvogn hen over brostenene med en lyd som en fjern tromme. Byen er ikke ved at blive et museum — folk bor her, handler her, skændes om parkering her. Men hvert andet hus er ældre end din tipoldefar, og det mærkes i tempoet.

Nede ved Guldborgsund ligger Klosterkirken — en gammel gråbrødrekirke grundlagt 1419 af unionskongen Erik af Pommern. Indenfor hænger Den Mecklenburgske Anetavle: 63 aner over fem generationer, malet med våbenskjolde hen over to hvælv — dronning Sophies stamtræ, 33 kvadratmeter middelalderligt Facebook. Uden for kirken ligger sundet blankt og gråt, med lystbåde der ikke rører sig og en enkelt fisker der sidder på molen og stirrer på vandet som om det skylder ham et svar.

Nede ved havnen lugter der af tang og tovværk og en anelse diesel. En kran løfter en sejlbåd op af vandet til vinteropbevaring. Guldborgsund er ikke bredt her — du kan næsten kaste en sten til Lolland-siden — og netop det gør stedet intimt: to øer, adskilt af en stribe stille vand, forbundet af en klapbro du skal over i morgen. Du står ved kajen og kigger over på Lolland og tænker at du sagtens kunne svømme derover. Men du skal have bilen med. Så det bliver broen.

Hubertus45 · CC BY-SA 3.0

Toxophilus · CC BY-SA 4.0

Czarens Hus, hvor zar Peter spiste frokost i 1716 — og Klosterkirken fra 1419 nede ved Guldborgsund.

De første 12 km — østpå til en herregård og en skov

Du kører østpå ud af Nykøbing, ud mod Falsters østkyst, ad små veje mellem hegn af hassel og tjørn. Efter et kvarter dukker der en allé op — lind og bøg i to lige rækker — og for enden af den ligger Corselitze. En hvid herregård i nyklassisk stil, tegnet og bygget 1775–1777 for storkøbmanden J.F. Classen. Ingen tårne, ingen falbelader — bare rene linjer og symmetri, den slags bygning oplysningstiden syntes var smuk fordi den var fornuftig.

Da Classen døde i 1792, testamenterede han det hele til en fond, Det Classenske Fideicommis, der stadig ejer gården. Bag huset breder skoven sig — 1.743 hektar bøg og eg helt ud til kysten, åben for gående og cyklende om dagen. Du kan parkere ved alléen og gå ind under bøgetaget, hvor lyset falder i striber og jorden lugter af muld og bøgeløv. En rådyr står stille tredive meter inde og ser på dig i tre sekunder, før den er væk. Der er ingen billetluge her. Bare en herregård, en skov og to hundrede års stilhed.

Fra Corselitze følger du kysten sydpå ad små veje der aldrig helt beslutter sig for om de vil være asfalt eller grus. Til venstre skimter du Østersøen mellem klitterne, til højre ruller markerne ind i landet. Du kører gennem Elkenøre og Sildestrup, landsbyer der er så små at de er overstået inden du har læst skiltet. En traktor holder ved en indkørsel og lader dig passere. En bussard letter tungt fra en hegnspæl. Det lugter af hav og varm asfalt og en anelse tang, når vinden lige drejer ind fra kysten.

Hubertus45 · CC BY-SA 3.0

Corselitze. Bygget 1775–77 for en storkøbmand, testamenteret til en fond i 1792. Rene linjer, ingen falbelader.

De 10 km sydpå — ned til det bedste sand i landet

Fra Corselitze kører du sydpå langs kysten, gennem Elkenøre og Sildestrup, på smalle veje med klitgræs i rabatterne. Og så åbner det sig: Marielyst. Danmarks kårede bedste strand — den vandt en landsdækkende afstemning i 2011 og blev ved med at vinde. Tyve kilometer blødt hvidt sand, en klitrække med marehalm og hybenroser, og et Østersøhav der er så lavvandet at du kan gå hundrede meter ud og stadig have vand til livet.

Marielyst by selv er en ferieby af den gamle skole — strandhotellet åbnede allerede i 1908 — med sommerhuse mellem fyrretræerne, en isbutik med kø ud ad døren i juli, og en hovedgade hvor halvdelen af bilerne har cykelstativ på taget. Det knirker under fødderne når du går ned mod vandet: sandet er så fint at det synger. En bedstefar bygger sandslot med et barnebarn der er mere interesseret i at ødelægge det. To teenagere ligger på maven på et håndklæde og tjekker telefoner. Det er ferie i sin reneste, dovneste form.

→ Marielyst

Lars K. Jensen · CC BY 2.0

Marielyst. Danmarks kårede bedste strand — tyve kilometer hvidt sand og et hav du kan gå hundrede meter ud i.

Bo Mertz · CC BY-SA 2.0

Bøtø, syd for Marielyst. Vildere og tommere, med klitrækken foran det gamle Bøtø Nor.

Bag klitrækken, inde i landet, ligger Bøtø Nor. I dag er det et fugleområde med rørskov og lavvandede søer — men engang var det en femten kilometer lang lagunesø bag sandtangerne. Man begyndte at tørlægge den i 1860, men den store stormflod i 1872 — den værste i Østdanmarks nyere historie — brød digerne og druknede egnen. Et nyt dige og en pumpestation fra 1873 fik endelig vandet ud. Nu raster tusinder af vadefugle her i trækket, og havørne kredser over sivene med vinger så brede som en dør.

Vejen videre sydpå bliver stille og bar. Læhegnene bliver færre, træerne lavere, og du kan mærke at du kører ud mod en kant. Der er ikke meget der vokser her nede der ikke bøjer sig for vinden. En muslingesamler går langs stranden i det fjerne med en spand. Himlen bliver enorm, og lyset skifter til det brede, kølige lys man kun får de steder hvor der ikke er mere land tilbage til at holde på det. Du er på vej mod enden af noget.

De sidste 12 km sydpå — til enden af Skandinavien

De sidste tolv kilometer sydpå kører du gennem et landskab der bliver mere og mere øde for hver kilometer. Digevejen løber snorlige mellem noret og havet, med rørskov på den ene side og klitter på den anden. Der er langt mellem husene, og de der er, vender ryggen til vinden. En musvåge sidder på en pæl, letter, og lader sig bære baglæns af blæsten uden at flakse. Du kører langsommere her, ikke fordi vejen kræver det, men fordi landskabet gør.

Vejen fortsætter sydpå gennem Gedesby, den sidste landsby, hvor husene ligger lavt og trykker sig ned mod vinden. Landskabet bliver bart. Træerne bliver få og krogede, formet af den evige blæst fra sydvest. Og så er der ikke mere Danmark tilbage. Du er ved Gedser Odde — det sydligste punkt i hele Skandinavien. Ikke bare Danmarks sydspids, men det sydligste sted i alle de nordiske lande. Længere sydpå kommer du ikke uden pas.

Ude på selve spidsen ligger Sydstenen — en firetons vandreblok, en kampesten der er omkring en milliard år gammel, slæbt hertil af en iskappe og lagt ned som en tilfældig grænsesten for en hel verdensdel. Du kan gå helt ud og lægge hånden på den. Bag dig ligger Danmark. Foran dig ligger Østersøen, gråblå og endeløs, og et sted derude, 25 kilometer over vandet, ligger Tyskland. Vinden river i dit tøj. Måger skriger. Det lugter af tang og salt og noget koldt og rent.

Hubertus45 · CC BY-SA 3.0

WSee · CC BY 3.0

Sydstenen — en milliard år gammel — og Gedser Fyr fra 1802, hævet til sine 20 meter i 1905.

→ Gedser Odde

Der er noget nøgternt ved en sydspids. Ingen souvenirbod, ingen café med udsigt — bare en sti gennem klitgræsset, et fyrtårn, en sten, og et hav der bliver ved. Folk går herud og bliver stille. En far og en dreng står ved Sydstenen og kigger sydover, og drengen spørger om man kan se Tyskland. Faren siger "på en klar dag, måske". Ingen af dem tror rigtig på det, men de bliver stående og kigger alligevel. Det er den slags sted.

Lidt inde fra spidsen står Gedser Fyr, først tændt 1. august 1802 og hævet til sine nuværende tyve meter i 1905. Det er ikke tilfældigt at fyret og en fuglestation ligger her: Gedser Odde er en tragt. I forår og efterår presser trækfuglene sig sammen ved sydspidsen før de tør flyve ud over vandet, og på en god dag kan der stryge op mod fyrretyve tusind edderfugle forbi odden på få timer — en flod af fugle, vinge ved vinge, lavt over bølgerne.

Så vender du. Du kører de sidste par kilometer ind i Gedser by — en lille havneby hvor færgen til Rostock lægger til, Danmarks sydligste købstad. Men du skal ikke til Tyskland i dag. Du skal tilbage. Og her er tricket: du kører ikke tilbage ad kysten du kom. Du tager hovedvejen — Gedser Landevej — lige nordpå gennem Væggerløse, en ny vej, et nyt landskab, hele Falster i baglæns.

Hjemvejen er øens rygrad, og den kører anderledes end kystvejene. Bredere, hurtigere, med marker der ruller forbi i sukkerroe-grønt og hvede-guld. Du passerer gårde med gylle-lugt om foråret og nyhøstet halm om august, kirketårne der dukker op to og tre ad gangen i horisonten, og landsbyer med navne du aldrig har hørt. En traktor med dobbelthjul kommer imod dig, og du trækker ud i rabatten og venter. Chaufføren løfter en finger fra rattet. Det er den hilsen man får herude — ikke mindre, ikke mere.

Ved Væggerløse breder byen sig lidt ud til begge sider — en stationsby med en brugs og en pizzeria og en kirke — og så er du forbi den igen og tilbage i markerne. Falster er ikke stort. Du har kørt fra den ene ende til den anden og tilbage igen på en formiddag, og alligevel har øen nået at være tre forskellige lande: den frugtbare østkyst med herregården, den brede badestrand, og den barske sydspids hvor alting bøjer sig for vinden. Det er den slags ø der giver mere end den lover.

De sidste kilometer ind mod Nykøbing kører du med eftermiddagssolen i ryggen. Guldborgsund dukker op til venstre, blankt og bredt, og du kan se broen du skal over i morgen tegne sig mod himlen. En hejre står ubevægelig i sivkanten ved vejen. Du sænker farten uden helt at vide hvorfor — måske bare for at strække den her dag lidt længere. Så er du tilbage i byen, hvor du startede i morges, med Skandinaviens sydspids i benene.

De første kilometer — over en klapbro til en anden ø

Du forlader Nykøbing vestpå og kører op på Frederik d. 9.s Bro — en klapbro fra 1962, 295 meter over Guldborgsund, med jernbanespor lige ved siden af vejbanen og et klapfag i midten der løftes når en høj båd skal igennem. Du har sundet på begge sider, lystbåde der ligger stille i middagssolen, og på den anden bred: Lolland. Danmarks fjerdestørste ø, flad som en pandekage, og rigere på herregårde, kirker og gammel kunst end nogen tør regne med. Har du travlt, dykker motorvejen ned i Guldborgsundtunnelen syd for byen — men så misser du klapbroen, og hvorfor dog gøre det.

Broen har den charme at den engang imellem må åbne sig. Skal en mast igennem, standser bommene, klokkerne kimer, og midterfaget løfter sig langsomt op mod himlen mens en bilkø vokser stille i begge ender. Ingen brokker sig rigtig. Der er noget ved en klapbro der får folk til at slukke motoren og se på. Kommer du på det rigtige tidspunkt, får du forestillingen med. Kommer du ikke, ruller du bare over på to minutter og lægger knap mærke til vandet under dig.

På den anden side drejer du syd ad Nystedvej, ned mod Guldborgsunds vestbred, og efter få kilometer ligger Fuglsang. To ting side om side i det samme parklandskab. Den ene er Fuglsang Kunstmuseum — en lav, hvid teglbygning tegnet af den britiske arkitekt Tony Fretton og åbnet i 2008. Den vandt en RIBA European Award og var nomineret til Stirling Prize, Storbritanniens fornemste arkitekturpris — for et kunstmuseum midt i en lollandsk mark. Indenfor hænger dansk guldalder og moderne kunst i sale hvor lyset kommer skråt ind fra siden og lægger sig blødt på væggene.

Everlind · CC BY-SA 3.0

Fuglsang Kunstmuseum. Tegnet af britiske Tony Fretton, åbnet 2008, nomineret til Stirling Prize. Midt i en mark.

Ved siden af museet ligger Fuglsang Herregård — den nuværende hovedbygning fra 1869, ude ved Guldborgsunds bred. Familien Neergaard købte godet i 1819 og gjorde det til et musiksted: Edvard Grieg spillede her, og herregårdens musikforening holder stadig kammerkoncerter i salene otte-ni gange om året. Du kan gå i parken ned til vandet, hvor sivene står stille og en fiskehejre venter på noget der svømmer forbi. Der lugter af klippet græs og våd bøg, og et sted inde i huset øver nogen sig måske på en cello. Det er den slags sted.

Der er en pointe i at kunstmuseet og herregården ligger side om side. Det gamle og det nye, teglstenen fra 1869 og teglstenen fra 2008, adskilt af en græsplæne og halvandet hundrede år. Begge er bygget af mennesker der syntes at et sted midt på Lolland fortjente noget smukt — og begge fik ret. Du kan bruge en hel formiddag her uden at have kørt mere end fire kilometer fra ruten, og køre videre med følelsen af at have været et sted der ikke burde ligge her, men gør.

→ Fuglsang Kunstmuseum

Insights Unspoken · CC BY-SA 2.0

Fuglsang Herregård. Grieg spillede her. Otte-ni kammerkoncerter om året, stadig, i de samme sale.

De 25 km til Maribo — ind til en by med Marias navn

Tilbage på rute 9 kører du vestpå, tværs over Lolland. Vejen er lige og rolig, med to spor og marker der ruller forbi i det uendelige flade. Sukkerroer, hvede, og hist og her en allé der fører op til en herregård du kun aner bag træerne. Lolland er Danmarks sukkerskål — halvdelen af landets sukkerroer vokser her — og om efteråret er luften sødlig af roer på vej til fabrikken i lange lastbiltog. En musvåge letter fra en hegnspæl. Landskabet er så fladt at kirketårnene kan ses kilometer i forvejen, spidse silhuetter mod en enorm himmel.

Der er en særlig ro ved at køre over Lolland. Vejen er lige, trafikken tynd, og landskabet skifter så langsomt at man næsten falder i staver. Men kig efter alléerne — de smalle rækker af lind og kastanje der pludselig fører væk fra vejen mod en port du ikke kan se enden af. Lolland er tættere pakket med herregårde end nogen anden dansk ø, og hver allé er indgangen til en. Du kan ikke køre ind ad de fleste af dem. Men du kan se dem ligge der, halvt gemt bag træerne, og vide at bag hver eneste ligger et hus med tre hundrede års historie.

Så rejser Maribo sig ved bredden af en sø. Byens navn betyder "Marie-bo" — bolig for Jomfru Maria — og det er ikke tilfældigt. I 1416 kom der birgittinernonner og -munke fra Vadstena i Sverige og grundlagde et kloster her, og i 1418 fik de pavens tilladelse til navnet. Ordenen, grundlagt af den hellige Birgitta, var et dobbeltkloster med både nonner og munke bag samme mur. Af det hele står i dag Maribo Domkirke — klosterkirken, en lys hallekirke rejst i 1400-tallet, den eneste rigtige af sin slags i Danmark. Den fik domkirkestatus i 1804, da Lolland-Falster blev sit eget stift.

Kirken ligger med gavlen mod Maribo Søndersø — og det er den udsigt du kommer for. Danmarks ottendestørste sø, 8,5 kvadratkilometer, men aldrig mere end fem meter dyb, med tretten øer spredt ud over det stille vand. Det er Danmarks mest ørige sø. Du står på kirkegården bag domkirken og kigger ud over vandet, hvor en havørn måske sidder i en pil på en af øerne, og det er svært at tro at man er i Danmark og ikke ved en finsk indsø.

Selve Maribo er en lille domkirkeby med brostensgader, et torv og en håndfuld gamle købmandshuse omkring kirken. Byen er stille på en hverdag — en cyklist triller over torvet, en ældre mand læser opslag på en tavle uden for kirken, en kat sover i et vindue. Det er ikke en by der prøver på noget. Den ligger bare ved sin sø, med sin domkirke, og har gjort det i seks hundrede år. Du kan gå en runde på tyve minutter og have set det hele — og alligevel sidde på en bænk ved vandet bagefter og ikke have lyst til at køre videre endnu.

Dinkum · CC0

Maribo Søndersø. Tretten øer, aldrig mere end fem meter dyb. Danmarks mest ørige sø.

De sidste 7 km nordpå — til en mur på syv kilometer og en løve bag den

Fra Maribo kører du nordpå ad Bandholmvej, og efter få kilometer løber der en lang stenmur langs vejen til venstre. Den bliver ved. Og ved. Det er muren om Knuthenborg — syv en halv kilometer kampestensmur, to en halv meter høj, muret i 1867 af sten der bogstaveligt blev fisket op af Smålandsfarvandet og sejlet i land. Bag den ligger Nordeuropas største dyrepark: 400 hektar safari, omkring halvfjerds dyrearter, treogtyve kilometer vej — og et gammelt herregårdslandskab, Årsmarke, der engang var Danmarks største private gods.

Du kører ind ad porten og pludselig er der zebraer i græsset til højre og en giraf der strækker halsen efter et blad til venstre, mens du sidder i din egen bil på en grusvej gennem en park som en engelsk landskabsarkitekt tegnede for halvandet hundrede år siden. Det er en absurd og vidunderlig kollision: hundredårige danske ege og eksotiske dyr under den samme grå himmel. Bruger du en formiddag her, kører du langsomt gennem savannen med rullet vindue og lugten af dyr og græs og våd jord, og en løve der ligger og gaber tyve meter væk som om du slet ikke er der.

→ Knuthenborg Safaripark

Det vilde ved Knuthenborg er ikke dyrene i sig selv — det er indpakningen. Det er ikke en zoo med bure og asfaltstier. Det er en gammel dansk herregårdspark, tegnet i engelsk landskabsstil for halvandet hundrede år siden, med søer og bakker og alléer og træer man har brugt generationer på at få til at stå rigtigt — og så har man lukket giraffer og næsehorn ud i den. Du kører gennem det samme landskab en grev spadserede i med sin hund, bortset fra at der nu står en antilope i græsset. Det burde ikke fungere. Det gør det.

Sorenknudsen · CC BY-SA 3.0

Hanno Böck · CC0

Savannen fra luften — og herregården Årsmarke, der engang var Danmarks største private gods.

To kilometer længere ude ligger Bandholm Havn ved vandet — etapens naturlige slutpunkt. Havnen blev anlagt i 1842, og herfra går Museumsbanen til Maribo: Danmarks ældste privatbane, åbnet i 1869, og landets ældste veterantog, hvor et damplokomotiv stadig trækker rødbrune trævogne gennem det grønne med sort røg og fløjtestød. Havnen er lille og stille. Master klirrer i vinden. En mand spuler dæk på en sejlbåd. Det lugter af tang og tovværk og en anelse dieselolie.

Vejen ud til Bandholm fra Knuthenborg er kort — et par kilometer gennem et landskab der pludselig åbner sig mod vandet. Du kører fra safari til sø på ti minutter. Bandholm er en havneby af den rolige slags: en kro, et par røde pakhuse fra den tid hvor her blev lastet korn og sukker, og en stationsbygning hvor damptoget holder og pruster når det er kørt fra Maribo. Der er ikke travlt her. Der har ikke været rigtig travlt siden skibene blev for store til havnen. Det er en del af charmen.

Flemming Munch · CC BY 2.0

Bandholm Havn. Anlagt 1842. Herfra kører Danmarks ældste veterantog til Maribo.

Du står på molen i Bandholm og kigger ud over Smålandsfarvandet — det samme vand hvorfra man i sin tid fiskede stenene op til Knuthenborgs syv kilometer mur. En sejlbåd glider ind mod havnen for motor. Og et sted bag dig, bag muren, ligger en giraf måske og tygger. I morgen forlader du Lolland vestpå, kører ud til Nakskov, og sætter bilen om bord på en færge.

De første 35 km — vestpå til Nakskov og en fjord fuld af øer

Du kører vestpå fra Bandholm, ind på primærrute 9, Lollands rygrad, og følger den ud mod øens vestlige ende. Landskabet er det flade lollandske: roer, hvede, alléer, en enkelt vindmølle. Rute 9 er en usædvanlig vej — den løber nemlig hele vejen fra her, over færgen, og videre på Langeland. Vejen holder ikke op ved vandet. Den sejler med.

Strækningen fra Bandholm ud mod Nakskov er ren, flad Lolland: roemarker så store at de har deres egen horisont, lange rette veje, og en himmel der fylder to tredjedele af forruden. Om efteråret møder du de lange traktortog med roer på vej til sukkerfabrikken, og luften bliver sødlig og jordslået. Det er ikke dramatisk landskab. Men der er en meditativ ro ved at køre gennem det — vejen ruller, radioen spiller lavt, og du kommer i den tilstand hvor tankerne driver af sig selv.

Efter en halv time ruller du ind i Nakskov — Vestlollands hovedby, ved bunden af Nakskov Fjord. Byen har en middelalderkerne med skæve bindingsværkshuse og en kirke der rager op over tagene, og en fortid som værftsby: Nakskov Skibsværft, grundlagt i 1916, byggede skibe her indtil 1987. Men det er fjorden der er stjernen. Nakskov Fjord er Danmarks mest ørige fjord — et virvar af holme og småøer, naturpark, og Østdanmarks største rasteplads for gæs. På øen Enehøje står stadig en hytte bygget af hvalben, som polarforskeren Peter Freuchen engang boede i.

Michael Larsen · Public domain

Nakskov Fjord fra Langø. Danmarks mest ørige fjord — holme, sæler og Østdanmarks største gåserasteplads.

45 minutter på vand — færgen der er en del af vejen

Fra Nakskov drejer du nordvest ud til Tårs Færgehavn, og her sætter du bilen om bord. Færgen Tårs–Spodsbjerg tager 45 minutter over Langelandsbæltet, og den er ikke en omvej — den er rute 9. Vejen fortsætter på den anden side. Den korte overfart har eksisteret siden 1975; før da tog turen halvfems minutter den lange vej rundt fra Nakskov.

Du stiger ud af bilen og går op på dækket. Det er her turen skifter karakter. Motoren dunker under dine fødder, agterude bliver Lolland til en tynd grøn streg, og forude vokser Langeland langsomt op af vandet. Måger følger færgen og hænger i vinden over rælingen, tæt nok til at du kan se øjnene. Der lugter af salt og diesel og kaffe fra cafeteriet. En far løfter sit barn op så det kan se hvalerne der ikke kommer, men bæltet er dybt og blåt og fyldt med havørreder — Spodsbjerg er en af Danmarks bedste pladser for lystfiskere. Fyrre minutter senere lægger færgen til med et blødt bump. Du er på Langeland.

Der sker noget med en biltur når den bliver afbrudt af en færge. Du kan ikke bare køre videre — du skal ud af bilen, op på dækket, stå i vinden og vente. Turen får en pause indbygget, et åndehul midt i det hele, hvor du ikke laver andet end at kigge på vand. Bilen står stille i bugen sammen med tredive andre, og for tre kvarter er du bare en person på et skib. Så kalder de i højttaleren, alle går ned til deres biler, motorerne starter i kor, og porten åbner sig mod en ny ø. Det er en af de bedste følelser en køretur kan give.

→ Langeland

Hubertus45 · CC BY-SA 3.0

Nils Jepsen · CC BY-SA 3.0

Færgen over Langelandsbæltet — 45 minutter der er en del af rute 9 — og færgelejet i Spodsbjerg.

Nordpå til det røde slot — og sydpå gennem hele øen

Fra Spodsbjerg drejer du først nordpå. Ti kilometer op ad Langelands rygrad, sekundærrute 305, ligger Tranekær Slot — og du ser det på lang afstand, for det er blodrødt. Okseblods-rødt, malet sådan under en restaurering i 1948–49, og det står på en stejl bakke med voldgrav omkring, kendt fra kilderne allerede i 1200-tallet. Familien Ahlefeldt har ejet det siden midten af 1600-tallet, og de bor der stadig — det er et af Danmarks ældst beboede huse. Du kan ikke komme ind. Men du kan stå ved voldgraven og se det spejle sig i vandet, rødt mod grønt, og forstå hvorfor et slot ikke behøver at være til salg for at være værd at køre efter.

Landsbyen Tranekær ligger klods op ad slottet — en håndfuld huse, en kro, en kirke og en gammel vandmølle, alt sammen malet i den samme okseblodsrøde farve som slottet, for greven ejede engang hele stimlen og bestemte hvad tingene skulle hedde og hvilken farve de skulle have. Det giver byen et forunderligt ensartet præg, som en kulisse hvor nogen har glemt at fjerne rekvisitterne. Du kører langsomt igennem, mellem de røde huse, og har en fornemmelse af at være trådt ind i en anden tid hvor en enkelt familie ejede alt hvad øjet kunne se.

→ Tranekær Slot

I slotsparken gemmer sig noget uventet: TICKON — Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur. Siden 1993 har kunstnere fra hele verden bygget værker af træ, jord og sten inde mellem de gamle træer — og pointen er at de får lov at forfalde. Naturen tager dem tilbage. Kun en håndfuld står tilbage nu, halvt opslugt af mos og efterår. Du går rundt i en skov hvor kunsten langsomt bliver til muld igen. Der lugter af våd bark og bøgeløv, og et sted knækker en gren under en fugl.

Så vender du sydpå igen og kører ned gennem Rudkøbing, Langelands hovedby. Brostensgader, lave købmandsgårde, og et gammelt apotek ved Gåsetorvet hvor fysikeren H.C. Ørsted blev født den 14. august 1777, søn af byens apoteker. Det var ham der i 1820 opdagede elektromagnetismen — så en kompasnål rykke sig ved siden af en strømførende tråd — og lagde grunden til alt fra elmotoren til din telefon. Han opfandt også de danske ord ilt og brint. På Gåsetorvet står hans statue og kigger over mod barndomshjemmet. En dreng fra et provinsapotek, der ændrede verden.

Rudkøbing er en af de bedst bevarede købstæder på øerne. Brostensgaderne er smalle og skæve, husene lave og pudsede i gult og okker og dueblå, og der er en havn hvor fiskekuttere og lystbåde ligger side om side. Du kan gå rundt i en time og hele tiden dreje om et hjørne til endnu en gade der ser ud som for hundrede år siden. En bager har åbent, en antikhandler har stillet et chatol ud på fortovet, og en kat sidder i et vindue og holder øje. Det er den slags by hvor man kommer til at gå langsommere uden at bestemme sig for det.

Toxophilus · CC BY-SA 4.0

Rudkøbing. Smalle brostensgader og gamle købmandshuse — H.C. Ørsteds fødeby.

Fra Rudkøbing løber sekundærrute 305 videre sydpå gennem det bakkede sydlige Langeland — en langt mere kuperet ø end de flade Lolland og Falster du kommer fra. Vejen kurver mellem stengærder og gamle gårde, og Langeland gemmer et af Danmarks tætteste felter af stenaldergrave: øen har over 250 fredede oldtidsmindesmærker, og siges at have flere stendysser per kvadratkilometer end noget andet sted i verden.

Toxophilus · CC0

Kong Humbles Grav. Langelands største langdysse, rejst omkring 4000 f.Kr. Fire tusind år ældre end kongen den er opkaldt efter.

De sidste kilometer — en badestrand, en klint og den kolde krig

Et stykke nede drejer du vestpå ud på Ristinge-halvøen, og her kommer badetøjet på for sidste gang. Ristinge Strand er en kilometer fint sand på halvøens vestside, ud mod Marstal Bugt — Blåt Flag, lavvandet, børnevenligt, med det sydfynske øhav som kulisse. Husk håndklædet. Og lige syd for stranden rejser Ristinge Klint sig: to kilometer kystklint, op mod tredive meter høj, hvor istiden har skubbet jordlagene skævt så de står som otteogtredive væltede dominobrikker. Det er en geologisk perle — en del af Geopark Det Sydfynske Øhav — og du kan gå på stranden under den og kigge op på lagene, eller oppe på kanten og kigge ud over øhavet.

Til sidst, nær øens sydspids, ligger Langelandsfort — og det er en overraskende, tung slutning på en tur der begyndte med en gylden gås. Fortet blev bygget i begyndelsen af 1950'erne med fire 150 mm kanoner, og gennem hele den kolde krig — fra 1953 til 1993 — sad danske soldater her og holdt øje med den vestlige Østersø og Warszawapagtens skibe. Sovjetiske fartøjer med missiler til Cuba blev observeret herfra. I dag er det museum, og gennem årene har det samlet en ubåd, Springeren, en minestryger, en russisk MiG-23-jager, en dansk Draken — og et stykke af Berlinmuren.

→ Koldkrigsmuseum Langelandsfort

Fod · CC BY-SA 4.0

Wartourist · Public domain

Langelandsfort. En MiG-23-jager og en 150 mm kanon — den kolde krig, frosset fast ved Langelands sydspids.

Du ruller de sidste kilometer ned til Bagenkop, en lille fiskerihavn ved øens sydspids og turens endestation. Kutterne ligger fortøjet i havnebassinet. En fisker i olietøj ruller et garn op på kajen og kigger ikke op — han har gjort det i fyrre år. Måger skriger over kølvandet. Det lugter af tang og diesel og en anelse fisk. Du har kørt 277 kilometer, krydset fire øer, taget en færge, set en gås af guld og et slot af okseblod, og nu sidder du på en mole ved Danmarks sydøstlige udkant med saltet på læberne.