De første kilometer — ud af rosernes by

Du starter på en p-plads i Kazanlak. En helt almindelig bulgarsk provinsby — betonblokke fra socialismens tid, en fodgængergade, en marmorbelagt plads foran kulturhuset. Men luk øjnene og træk vejret ind, hvis du er her i slutningen af maj: så lugter hele byen af roser. Ikke parfume — rigtig, sød, tung rosenduft der driver ind fra markerne rundt om byen. Det her er hovedstaden i Rosendalen, og herfra kommer 85 % af verdens rosenolie.

Kør ud af byen mod vest, og allerede efter et par minutter ligger markerne der. Lange, lave rækker af buske — Rosa damascena, den olieførende damaskrose — der breder sig ud mod bjergfoden i det fjerne. I blomstringen, de tre-fire uger fra sidst i maj, er de lyserøde helt ud til horisonten. Resten af året er de bare grønne rækker. Vejen er to spor, jævn asfalt, næsten uden trafik, og til venstre for dig hæver Balkankæden sig som en blågrå væg med sne på toppene selv i maj. Det er den væg du skal over.

Animsaj · CC BY-SA 3.0

Rosendalen ved Kazanlak. 85 % af verdens rosenolie kommer herfra — og prisen pr. gram nærmer sig guld.

Betonblokkene slipper hurtigt. Efter få hundrede meter er du ude blandt markerne, og byen ligger bag dig som en parentes. Vejen er stille — en lokal Lada, en cyklist med brød på bagagebæreren, ellers ingenting. Til højre hælder en gammel mand vand fra en dunk over nogle tomatplanter i sin forhave og ser op, da du kører forbi. Sådan er tempoet her. Du kunne skrue vinduet ned og råbe godmorgen, og han ville sikkert svare.

Er du her uden for blomstringen, skal du ikke skuffes over de grønne rækker — for så er det duften fra destillerierne, der overtager. Rundt om i landsbyerne står kobber-kedler og damper, og luften bærer en varm, sødlig em af kogte roser, der hænger over vejen som en usynlig sky. Du lugter en rosendestillation længe før du ser den. Det er en af de mærkeligste og bedste ting ved at køre her: hele landskabet dufter af noget, du normalt kun møder i en lille flakon.

Tallet bag duften er svimlende. Det tager 3.500 kilo rosenblade at destillere ét eneste kilo olie. Plukkerne begynder ved daggry — mænd og kvinder med spande bundet om livet, bøjet over buskene mens duggen endnu ligger på kronbladene, for varmen driver duften ud af rosen efterhånden som solen står op. Klokken elleve er det for sent; så er den bedste olie fordampet. Der er en gammel folketro om at en rose plukket efter middagssol har mistet sin sjæl. Kemien giver den ret.

Vejen svinger nordpå og begynder umærkeligt at stige. Rosenmarkerne veksler med frugttræer og små stenhuse, og du kører gennem landsbyen Kran — et par kroer, en brønd, høns i vejkanten. Det er her, i landsbyerne Kran og Enina, at plukkerne samles i folkedragt til den store Rosenfestival i begyndelsen af juni, med parader og kroning af en rosendronning. Resten af året er der stille. Du deler vejen med en traktor og en flok får, der bliver drevet over asfalten af en hyrde med en stok og en hund, der ikke gider løbe.

→ Rosendalen

Kongernes Dal — hvor thrakerne begravede deres fyrster

Et par kilometer før Shipka landsby drejer et lille skilt af mod nogle græsklædte høje. Det ser ud som ingenting — bløde runde bakker på en mark. Men under hver af dem ligger en grav. Det her er Kongernes Dal, og der er over tusind af de høje spredt ud over sletten. Thrakerne — de gamle rytterfolk som selv grækerne kaldte vilde — begravede deres fyrster her, med guld, med heste, med alt de skulle bruge på den anden side.

Tseno Tanev · CC BY-SA 3.0

Rosendalen breder sig ud, mens vejen stiger. Under sletten dernede ligger over tusind thrakiske gravhøje.

Kør langsomt her, og lad blikket vandre ud over sletten. Det, der ligner naturlige bakker, er det ikke — hver høj er rejst af menneskehænder, skovl for skovl, over en grav. Over tusind af dem ligger spredt mellem markerne, de fleste stadig uudgravede. Under græsset, du kigger på, ligger måske en fyrste med sit guld og sin hest. Det er derfor de kalder det Kongernes Dal, og det er en af de steder, hvor Bulgarien pludselig føles meget, meget gammelt.

Den største høj hedder Golyama Kosmatka. I 2004 gravede arkæologen Georgi Kitov sig ind gennem en 13 meter lang stengang og fandt tre kamre — og ved indgangen en bronzehoved, et portræt af kongen selv med skæg og dybe øjne. Det var graven for Seuthes 3., konge over det odrysiske rige omkring år 330 før Kristus, ham der grundlagde hovedstaden Seuthopolis lige her i dalen. Byen ligger i dag under vandet i en opdæmmet sø. Kongen selv står på museet i Sofia. Men graven kan du gå ind i — ned i det kølige mørke, hvor luften lugter af våd sten og to tusind år.

Inde i Kazanlak selv, i en park i udkanten, ligger dalens berømteste grav: et lille kuppelkammer fra slutningen af det fjerde århundrede før Kristus, malet med fresker af en vognkører, en fyrste og hans hustru der rækker hinanden hånden til afsked. Det er Bulgariens bedst bevarede maleri fra oldtiden — så skrøbeligt at originalen har været forseglet siden 1984, og du ser en tro kopi bygget ved siden af. Men penselstrøgene er de samme. En mand malede dem, med hånden, for 2.300 år siden.

→ Thrakergrav i Kazanlak

Kurt Stüber · CC BY-SA 3.0

Wikimedia Commons

Den olieførende damaskrose — og freskerne i Kazanlak-graven, malet med hånden for 2.300 år siden.

De sidste kilometer — kuplerne i skoven

Tilbage på hovedvejen fortsætter du nordpå, og nu begynder landskabet at rejse sig for alvor. Markerne bliver til enge, engene til skråninger, og bjergmuren, der hele formiddagen har stået som en fjern kulisse, kommer nærmere for hver kilometer. Du kan se pasvejen sno sig op ad den grønne bjergside forude — en tynd, lys streg, der forsvinder ind i skoven. I morgen er det den, du skal op ad. I dag ser du bare på den.

Vejen stiger nu tydeligt. Rosenmarkerne slipper, granskoven lukker sig om asfalten, og luften bliver et par grader køligere for hver kilometer. Og så, i en drejning, ser du dem: fem forgyldte kupler der lyser mellem de mørkegrønne træer på skråningen over landsbyen Shipka. De skinner. Der er ikke noget andet ord for det. Guld mod grønt, midt i en bulgarsk bjergskov.

Det er Shipka-mindekirken — Fødselskirken — bygget mellem 1885 og 1902 i russisk stil, med løgkupler dækket af bladguld og et 53 meter højt klokketårn. Den blev rejst til minde om de faldne i slaget der venter dig i morgen, og indviet præcis på 25-årsdagen for slaget. I klokketårnet hænger sytten klokker; den største er støbt af patronhylstre samlet op på slagmarken. Ring én gang, og lyden ruller ned gennem dalen i kilometervis. På ydermurene står navnene på de døde hugget i marmor. Det er ikke bare en smuk kirke. Det er en grav med guld på taget.

Landsbyen Shipka nedenunder er lille og rolig — stenhuse, en hovedgade, et par kroer med borde i skyggen af valnøddetræer. Herfra begynder pasvejen for alvor at rejse sig, og hvis du står ved kirken sidst på dagen, ser du solen ramme kuplerne på skrå, så guldet bogstavelig talt gløder mod den mørknende skov. Det er et godt sted at slutte dagen. Alvoren venter i morgen; i aften er der bare guld og granduft og en dal, der bliver blå i skumringen.

Pudelek · CC BY-SA 3.0

Shipka-mindekirken. Fem kupler i bladguld, sytten klokker — den største støbt af patronhylstre fra slaget.

Parkér nedenfor og gå de sidste trin op gennem træerne. Der er køligt i skyggen, og det dufter af gran og fugtigt løv. En ældre kvinde i sort sælger tynde vokslys ved porten og retter på sit hovedtørklæde. Inde i kirken er der halvmørkt og røgtungt af røgelse, og nede i krypten hviler russiske soldater der aldrig kom hjem. Du behøver ikke være troende for at stå stille et øjeblik heroppe. Landsbyen har lagt navn til noget større end sig selv.

→ Shipka-mindekirken

Op i serpentinerne

Fra kirken i Shipka begynder pasvejen at arbejde. Den første kilometer er stadig blandt huse og haver, men så slipper landsbyen sit tag, og asfalten kaster sig ind i skoven og begynder at sno sig. Sving efter sving, tilbage og frem op ad bjergsiden — det her er den gamle hovedvej over Stara Planina, og den kender ikke til lige stræk. Bøgeskoven står tæt på begge sider, og for hver hårnål åbner der sig et glimt bagud ned over Rosendalen, der bliver mindre og fladere for hver højdemeter.

De første par kilometer føles ikke af meget — bare skov og sving. Men kig på temperaturmåleren, hvis bilen har en: den falder et par grader for hver hundrede meter, du vinder. Bøgeløvet er tættere heroppe, lyset bliver grønt og filtreret, og der er en kølig, fugtig lugt af skovbund, der siver ind ad vinduet. Et sted klukker en kilde ud af klippen ved vejkanten og løber tværs over asfalten i en tynd, blank strøm. Sådan er den her side af bjerget: våd, grøn og fuld af vand.

Vejen er smallere heroppe, end den var nede i dalen, og belægningen skifter karakter — nogle strækninger er nylagt og glatte, andre har revner og lapper efter frost og tung trafik. Der er ingen midterrabat, kun en hvid stribe, der forsvinder og dukker op igen. Du mærker bilen arbejde: op i gear på de korte lige stykker, ned igen før hver hårnål, mens motoren brummer lavt og jævnt. Det er ikke en vej, man har travlt på. Det er en vej, man læser.

Sæt farten ned. Ikke kun for svingene — men fordi der er tunge lastbiler der kravler i lavt gear op mod passet, og motorcykler der bruger vejen som en legeplads og skærer hjørnerne. Vinduet ned: luften bliver køligere og renere, og der er en lugt af bøgeløv og kold sten der bliver stærkere, jo højere du kommer. Bremserne begynder at arbejde ved hver nedadgående kurve, for vejen falder og stiger i små bølger, mens den generelt klatrer.

Cirka halvvejs oppe tynder skoven ud, og du kører ud i et mere åbent landskab af græsklædte skråninger og spredte bøge. Her, i de blødt rundede bakker på begge sider af vejen, stod slaget. Det er svært at forestille sig, når solen skinner og græsset står grønt — men i august 1877 var hele denne bjergryg fyldt med røg, geværild og mænd.

Læg mærke til terrænet, mens du kører. Vejen følger selve ryggen, og på begge sider falder skråningerne stejlt væk. Der er ingen steder at gemme sig heroppe, ingen skov at trække sig ind i — kun den nøgne kam og himlen. Det er den slags terræn, hvor et lille antal mænd kan holde en hær tilbage, hvis de bare bliver stående. Og det gjorde de. Hver klippeknude, du passerer, var et sted, hvor nogen lå og skød, frøs eller døde. Det ligger tungt over landskabet, selv i det smukkeste sommervejr.

Passet, hvor et land holdt vejret

Her er hvad der skete. I august 1877 forsvarede en styrke på omkring 7.500 mand — bulgarske frivillige og russiske soldater under general Nikolaj Stoletov — passet mod en osmannisk hær på omkring op mod 30.000 under Suleiman Pasha. I seks dage, fra den 21. til den 26. august, bølgede kampen frem og tilbage om den nøgne bjergtop. Da forsvarerne løb tør for ammunition, kastede de sten. Da stenene slap op, kastede de deres faldne kammeraters lig ned mod angriberne. De holdt. Passet faldt aldrig.

Og så kom vinteren. Fra december og gennem den bulgarske frost sad soldaterne stadig deroppe og bevogtede passet i snestorm og tredive graders kulde. Tusinder frøs ihjel ved deres poster uden at et skud blev løsnet — den periode kaldes stadig "det bulgarske december". Da krigen var forbi, var Bulgarien fri efter fem århundreder under osmannisk styre. Derfor har passet et kælenavn, som ethvert bulgarsk barn kender: Frihedspasset.

Vær ærlig med tallene, når du står heroppe. De 13.500 og 24.000 man ofte hører, er faldne og sårede tilsammen — ikke døde. Men det gør det ikke mindre. På en bjergtop på størrelse med et par fodboldbaner sloges to hære til udmattelse om en stribe asfalt du netop har kørt op ad på tyve minutter, siddende ned, med musik i højttalerne.

For bulgarerne er det her helligt jord. Hvert år den 3. marts, på landets nationaldag, kører tusindvis herop trods sne og kulde for at stå på passet og mindes. Har du held med timingen, ser du kranse ved tårnets fod og gamle mænd med medaljer, der går langsomt op ad trappen. De fleste dage er der bare vind og et par busser med skolebørn, der løber rundt og råber, mens en lærer forgæves prøver at få dem til at stå stille og lytte. Historien og legepladsen mødes her, og på en eller anden måde passer det fint.

DanielXP · CC BY 3.0

Slagmarken. Den nøgne kalkstensryg — og hele Rosendalen bredt ud i disen, som de forsvarede.

890 trin op til tårnet

Selve pastoppen er et vejknudepunkt med en håndfuld bygninger — en bjerghytte, et par boder, hvor der sælges honning og magneter, og en parkeringsplads, hvor motorcyklisterne står i klynger og drikker kaffe. Luften er tynd og kølig, selv midt om sommeren, og vinden kommer i stød hen over den bare ryg. Læg et lag tøj mere på, end du tror du har brug for. Det er tolv-femten grader køligere heroppe end nede i rosendalen, du forlod for en time siden.

På toppen ligger en parkeringsplads og for enden af den: trappen. 890 stentrin op ad en græsklædt kegle til et granittårn, der rejser sig 31,5 meter mod himlen — frihedsmindesmærket, indviet i 1934, formet som en afstumpet pyramide af rå granitblokke. Ved indgangen ligger en enorm bronzeløve, otteogtyve tons metal, der vogter porten med poten på en klippe. Regn med tyve minutter op, mere hvis vinden tager fat — og det gør den næsten altid heroppe.

Inde i tårnet er der ossarier med de faldnes knogler og gamle faner og geværer bag glas. Men det er ikke derfor du klatrer. Du klatrer for det øjeblik, hvor du træder ud på den øverste platform, og hele verden åbner sig. Mod syd ligger Rosendalen og hele den thrakiske slette bredt ud i disen. Mod nord falder bjergene ned mod Gabrovo. Og lige rundt om dig snor Balkankæden sig østpå og vestpå, så langt øjet rækker. Vinden hyler i tårnets kanter, et bulgarsk flag smælder, og en ravn hænger i opvinden uden at slå med vingerne.

Bliv stående lidt. Det er svært at gå ned igen, når man endelig er kommet op. En ung far løfter sin datter op, så hun kan se ud over rækværket, og peger — der er Rosendalen, der er vejen, der er hele Bulgarien bredt ud. Hun forstår det nok ikke helt endnu. Men hun står på det højeste, vigtigste punkt på hele turen, og vinden tager fat i hendes hår, og hun griner. Det er måske den bedste måde at bruge stedet på. Ikke sørgmodigt. Bare højt, og fri.

→ Shipka-monumentet

DanielXP · CC BY 3.0

Natalia Semenova · CC BY 3.0

Kors på slagmarken i aftenlys — og vejen der snor sig videre mellem lag af skovklædte rygge.

Hvis du kigger østpå fra tårnet, ser du en anden silhuet på en fjern ryg: en flad betonskive på en søjle, som en landet UFO. Det er Buzludzha — det bulgarske kommunistpartis forladte monsterhal, rejst på nabotoppen. Den ligger tolv kilometer væk ad en sidevej, og hvis du har tid og appetit på det bizarre, er den en detour værd. En hel bjergtop blev sprængt cirka ni meter lavere med dynamit for at gøre plads. Indeni gemmer sig 937 kvadratmeter mosaik lagt af femogtredive tons koboltglas. Åbnet i 1981, forladt i 1989. Nu står den og forfalder på en bjergtop, en tavs påmindelse om et helt andet Bulgarien end det med roser og kirker.

Wikimedia Commons

Buzludzha på nært hold — den runde betonhal på sin søjle. Syv år tog det at bygge; kun otte år stod den i brug, før muren faldt.

→ Buzludzha-monumentet

Når du har fået nok af højden — og det tager tid, for det er svært at slippe udsigten — så gå de 890 trin ned igen, sæt dig ind i bilen og find roen i benene efter klatringen. Herfra går det nedad hele vejen. Men den nordlige side af passet er en helt anden verden end den, du kom op ad, og det næste stykke vej er blandt de smukkeste på hele turen. Tag det roligt. Du har lige stået på turens tag; nu skal du finde dens bund.

Ivano Giambattista · CC0

Buzludzha, set fra Shipka-toppen. En landet beton-UFO tolv kilometer væk — hvis du vil køre efter det bizarre.

Ned ad nordsiden

Fra passet vender vejen næsen nordpå og begynder at falde. Og med det samme mærker du forskellen. Hvor sydsiden var åben og lys mod Rosendalen, er nordsiden dyb og grøn og skygget — tættere bøgeskov, koldere luft, mere fugt i hjørnerne. Vejen snor sig ned i lange hårnåle, og du kører nu med foden på bremsen mere end på speederen. Læg den i lavt gear, så bremserne ikke koger på den lange nedstigning.

Der er en helt egen ro over at køre nedad efter en klatring. Motoren arbejder ikke længere; bilen ruller nærmest af sig selv, og du styrer den bare gennem svingene, ét ad gangen. Hårnålene kommer tæt her — nogle så skarpe, at du næsten står stille i toppen af dem, før vejen retter sig ud og falder videre. Bøgestammerne flimrer forbi i vinduet, lyset blinker mellem dem, og et sted langt nede høres bækken, du følger, som en konstant, blød susen.

Skoven her er noget for sig. Om efteråret farves bøgene gule og rustrøde, og hele nordsiden lyser som en brand set fra oven. Om sommeren er der grønt og køligt og lyden af en bæk, der følger vejen ned. Der er stort set ingen huse, ingen benzin, ingen byer — bare skov, sving og udsigter, der åbner sig og lukker igen for hver drejning. Landskabet flader langsomt ud, og forude, langt nede i en dis, aner du de første røde tage i Gabrovo-dalen.

Der er noget befriende ved den her side af bjerget. Sydsiden var alvor — roser, grave, en slagmark. Nordsiden er bare skov og vand og en vej, der har al tid i verden. Du kan sænke skuldrene nu. Det svære er overstået, det høje ligger bag dig, og det eneste, der er tilbage af dagen, er at rulle ned mod en bæk og en by, der ikke tager noget som helst alvorligt. Sæt en rude ned, lad den kølige skovluft komme ind, og lad bilen finde sit eget tempo ned gennem svingene.

Mark Ahsmann · CC BY-SA 4.0

Ivano Giambattista · CC0

Nordsidens skov med skifertage under træerne — og Gabrovo-dalen der åbner sig langt nede i disen.

Etar — hvor vandet aldrig holder op

Otte kilometer før Gabrovo drejer en lille vej af mod en skovklædt dal, og her ligger Etar. Det er et frilandsmuseum, men glem det ord — det lyder som en støvet samling bag reb. Etar er en levende landsby, hvor halvtreds huse i sten og udkraget træ ligger langs en bjergbæk, og hvor bækkens kraft stadig driver det hele. Vandmøller, en valkemølle, et savværk, en drejebænk, en slibesten — alt sammen kørt af vandet, præcis som i 1800-tallet.

Drej af hovedvejen ved skiltet, og de sidste par hundrede meter går ad en smal vej ind i en skovklædt kløft. Parkér ved indgangen, og allerede før du er inde, ændrer lyden sig. Trafikken forsvinder bag dig, og i stedet fyldes ørerne af rindende vand og en fjern, rytmisk banken. Der er køligt her i skyggen af skoven, luften er fugtig, og der dufter af våd sten og røg. Du er trådt ud af det 21. århundrede og ind i noget ældre.

Gå ind gennem porten, og det første du hører er vand. Bækken bruser gennem hele landsbyen, og fra hvert andet hus kommer en tud af vand ud under fundamentet, hvor møllehjulet inde har brugt sin kraft. Brostenene er glatte af fugt, det lugter af vådt træ og røg fra et smedeværksted, og et sted hamrer en smed på en ambolt i en jævn, rungende rytme. En pottemager sidder ved sit hjul med leret snurrende mellem hænderne. En vævers skytte klaprer frem og tilbage. Det er ikke skuespil — det er håndværkere, der arbejder, og du kan købe det de laver.

Gå langsomt ned ad den brolagte hovedgade. Hvert hus er et værksted: en knivsmed, en guldsmed, en bager, der stadig bruger en gammel stenovn, en mand, der laver de traditionelle bulgarske uldsko. Røgen fra smedjen blander sig med duften af nybagt brød og af den stærke, sorte kaffe, de brygger på den gamle måde i en lille kobberkande i sand. Sæt dig på en bænk ved bækken, køb en tyrkisk-inspireret honningkage, og bare lyt. Vandet, hammeren, en fjern latter. Der er ikke travlt med noget her, og efter en dag i bjergene er det præcis, hvad du har brug for.

Mark Ahsmann · CC BY-SA 4.0

Bækken gennem Etar. Den bruser gennem hele landsbyen — og driver møller, hamre og drejebænke, som den har gjort i 200 år.

Etar blev åbnet i 1964, sat i verden af en lokal ildsjæl ved navn Lazar Donkov, der ikke kunne holde ud at se de gamle håndværk dø ud. Den ældste vandmølle, Karadzheika, er fra 1780 og maler stadig mel. Det bemærkelsesværdige er ikke at det ligner fortiden — det er at det virker som fortiden. Vandet, der løber gennem dalen, gør nøjagtig det samme arbejde i dag, som det gjorde for en bondesmed for to hundrede år siden. Ingen motor, ingen strøm. Bare tyngdekraft og en bæk, der aldrig holder op.

Stil dig ved en af møllerne og se, hvordan det virker. Vandet ledes fra bækken ind i en trærende, styrter ned over et hjul, og inde i det halvmørke rum begynder en møllesten at dreje, en hammer at falde, en drejebænk at snurre. Der er ingen kontakt at tænde, ingen motor at starte. Bare vand, der falder, og træ, der drejer, i en uendelig, tålmodig rytme. Det er den enkleste maskine, mennesket har lavet — og en af de mest tilfredsstillende at stå og se på.

→ Etar — Frilandsmuseet

Mark Ahsmann · CC BY-SA 4.0

Vandet vælter ud under møllen efter at have drevet hjulet. Ingen motor, ingen strøm — bare tyngdekraft og en bæk.

Gabrovo — byen der griner ad sig selv

Tilbage i bilen fortsætter du de sidste kilometer ned mod byen. Vejen bliver bredere, skoven viger, og de første tegn på liv dukker op — en tankstation, et autoværksted, en gammel kvinde, der sælger hjemmelavet honning fra et bord ved vejkanten. Dalen åbner sig, og Gabrovo breder sig ud langs floden Yantra, en lang, smal by klemt ned mellem bjergsiderne. Efter en hel dag med roser, grave og bjergvind føles det næsten mærkeligt at være tilbage i en rigtig by med trafiklys og butikker.

De sidste otte kilometer ned til Gabrovo går langs bækken, mens dalen åbner sig og de første fabrikker og boligblokke dukker op. Gabrovo var engang Bulgariens Manchester — en industriby med tekstil og læder — men det er ikke derfor du skal kende den. Gabrovo er landets hovedstad for humor. Byen har bygget hele sin identitet på selvironi og vittigheder om, hvor nærige indbyggerne er.

Her er den bedste. Byens vartegn er en kat uden hale. Ifølge den lokale spøg skærer folk i Gabrovo halen af deres katte — for så er katten hurtigere gennem døren, døren lukker før, og der slipper mindre dyr varme ud af huset. En by, der sparer på varmen ved at forkorte sine katte. De har rejst en bronzekat uden hale til ære for spøgen, og de har bygget verdens eneste museum for humor og satire — Latterens og Satirens Hus — der ganske passende åbnede den 1. april 1972. Emblemet er en jordklode med katteøjne og katteører, så den kan se og høre al verdens humor.

Inde i museet hænger karikaturer og satiretegninger fra hele verden, side om side med de lokale vittigheder om nærighed. Gabrovoborgerne fortæller dem selv, med et glimt i øjet: manden, der standsede sit ur om natten for at spare på slitagen. Familien, der kun tændte ét lys ved aftensmaden. Byen, der lever af at gøre grin med sig selv, og som samler folk fra hele kloden til en humorbiennale hvert andet år. At åbne museet netop den 1. april — aprilsnarrens dag — var selvfølgelig ikke tilfældigt. Selv indvielsen var en joke.

Det er en fin note at ende turen på. Du er kørt fra rosernes tunge alvor, over en bjergryg tung af historie og døde soldater, ned gennem en landsby der tager fortiden dødsensalvorligt — og lander i en by, der har besluttet at det bedste, et menneske kan gøre, er at grine ad sig selv. Parkér ved Latterens Hus, find en café på hjørnet, og bestil en kop kaffe. Manden ved nabobordet fortæller sikkert en vittighed om, hvor lidt den kostede.

Gabrovos gamle bykerne ligger langs floden med brolagte gader og en slank stenklokketårn fra 1800-tallet, der rager op over hustagene. Der er caféer med borde ud til vandet, hvor Yantra risler forbi, og hvor det er nemt at glemme tiden. Sæt dig, læn dig tilbage, og lad hele dagen passere revy: rosenmarkerne i morgenlyset, de gyldne kupler i skoven, den lange klatring, tårnet i vinden, den susende bæk i Etar. Det er meget at have oplevet på 57 kilometer.

Og det er måske det, den her tur egentlig handler om. Ikke afstanden — den er kort. Men hvor mange forskellige slags Bulgarien du kan røre på en enkelt dag. Det duftende, det hellige, det heroiske, det håndværksmæssige og det, der bare griner ad det hele. Fem verdener på én tank benzin, bundet sammen af én smal vej over ét bjerg. Bestil en kop kaffe til. Du har fortjent at sidde lidt.

Mark Ahsmann · CC BY-SA 4.0

Håndværkets redskaber i Etar — slidt af hænder, drevet af vand. Fra rosernes alvor til Gabrovos grin på én dag.

Har du tid til én ting mere, så kør de sidste seksten kilometer øst for Gabrovo op til stenlandsbyen Bozhentsi — hundrede huse med skifertage og brolagte gyder, hvor tiden gik i stå for to hundrede år siden, og hvor kun en håndfuld mennesker stadig bor fast. Det er en perfekt epilog til en dag i bjergene: stilhed, sten og en berømt bønnesuppe på den lokale kro.

→ Bozhentsi