De første minutter — Stari Most, før du sætter dig ind

Du står ved Stari Most i Mostar. Brostenene under dine fødder er slidt spejlblanke af fem hundrede års skosåler, og de stiger stejlt op over broens ryg. Nedenunder ligger Neretva, grøn og iskold. Du hører springerne før du ser dem: en fyr i badeshorts står på rækværket, helt stille, i lange minutter, mens folkemængden holder vejret og mønterne samler sig i hatten. Så retter han sig op — og forsvinder. Godt tyve meter ned. Et klask. Og en jubel.

Gå en runde i gamlebyen før du kører. Kobbersmedene banker på deres kander, så det klinger mellem murene. Der dufter af trækul og lam fra grillene — cevapcici, de små pølser, som alle spiser til frokost her — og af den bitre bosniske kaffe, der koges i små kobberkander over åben ild. En ældre kone sælger figner fra en spand. Fra et minaret kalder muezzinen til bøn, og lyden lægger sig over hele dalen.

Broen du står på er ikke den originale — og alligevel er den det. Den osmanske bue fra 1566 blev skudt i grus 9. november 1993 under krigen. I elleve år lå Mostar delt, og floden var en frontlinje. Så samlede man stenene op fra bunden, huggede nye i samme kalksten, og rejste broen igen efter de gamle tegninger. Den genåbnede 23. juli 2004. Året efter kom hele den gamle by på UNESCOs verdensarvsliste.

Legenden fortæller, at bygmesteren Mimar Hajruddin var så bange for at buen ville styrte sammen den dag stilladset blev fjernet, at han fik gravet sin egen grav og forberedte sin begravelse. Da tømmeret faldt væk, blev buen stående. Den har stået siden — bortset fra de elleve år hvor den ikke gjorde. Der er noget ved den bro der nægter at blive borte.

→ Stari Most (Mostar)

Wikimedia Commons

Stari Most i aftenlys. Sprængt i 1993, genrejst med sten fra flodbunden, genåbnet 2004.

Overnat gerne i Mostar og kør nordpå om morgenen — for der er ét sted mere du bør se, tolv kilometer syd for byen, før du vender næsen mod kløften: Blagaj. Her vælter Buna-floden ud af en klippevæg med 43.000 liter i sekundet, og et hvidt dervish-kloster fra 1520 klæber sig fast til klippen over det turkisblå vand. Det er en lille omvej mod syd, ikke på selve ruten — men den bedste morgen du kan give dig selv, før du kører den anden vej.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

To grunde til at ankomme aftenen før: Blagajs dervish-kloster ved Bunas kilde (venstre) og Mostars gamle by i skumring (højre).

→ Blagaj Tekke

Ud af Mostar — hvorfor den gamle vej og ikke tunnelen

Du kører nordpå ud af Mostar. Ved rundkørslerne er der to muligheder: den nye motorvej, der skærer gennem bjerget i lange tunneler og sparer dig et kvarter — eller den gamle M17, der bliver ved floden. Tag M17. Motorvejen viser dig beton og lys i loftet. Den gamle vej viser dig hvorfor du kørte hertil.

De første kilometer er brede og rolige. Du passerer Bijelo Polje — "den hvide mark" — hvor dalen stadig er åben og der står frugttræer og vinstokke på skråningerne. Floden løber til venstre for dig, bred og doven her, med den samme grønne farve som nede i Mostar. To spor, jævn asfalt, en lastbil eller to. Solen bager på forruden, og luften der kommer ind af vinduet er varm og lugter af tør sten og krat.

Så begynder bjergene at lukke sig. Skråningerne bliver stejlere, dalen smallere, og pludselig er der klippe på begge sider. Vejen holder op med at være lige. Den følger floden nu, sving for sving, og du kan ikke se længere frem end til næste klippehjørne. Det er her turen skifter karakter — fra en køretur til noget der ligner en rutsjebane i slowmotion.

Ind i kløften — hvor floden bliver en klinge

Neretva bliver smallere og hurtigere, og farven bliver dybere. Det er ikke bare grønt — det er en klar, lysende smaragd-turkis, som om nogen har hældt flydende glas ned mellem klipperne. Vandet er så rent at du kan se sten og grønne planter vugge på bunden flere meter nede. Neretva regnes for en af de reneste store floder i Europa, og her i kløften ser du hvorfor folk siger det: der er ingen mudder, ingen skum, bare farve og bevægelse.

→ Neretva-canyonvejen

Vejen klæber sig til klippevæggen i højre side, floden ligger dybt nede til venstre, og der er lommer og udkig hvor du kan trække ind og stoppe. Gør det. Sluk motoren. Det første du mærker er lyden — eller manglen på den. Kun floden, der suser langt nede, og en fugl et sted i klippen. Luften er mærkbart køligere hernede end oppe på den åbne dal, med en fugtig kant af vand og våd sten.

Wikimedia Commons

Den gamle M17 klæber sig til klippevæggen, floden dybt nede til venstre. Ingen tunnel — bare vejen og vandet.

Ved en af de brede sving står en mand med en fiskestang på en klippehylde nede ved vandet. Han har cyklet ned ad en sti du ikke kan se, stillet cyklen mod en sten, og nu står han fuldstændig ubevægelig med linen ude i strømmen. Neretva er kendt for sin ørred — den lokale softmouth-ørred, der kun findes i disse floder. Manden ser ikke op da du kører forbi. Han har set biler før.

Halvvejs oppe skærer en sidekløft ind fra vest: Drežanka, en vild lille flod der kommer ned fra bjergene Čvrsnica og Čabulja gennem sin egen dybe canyon. Landsbyerne heroppe — Gornja og Donja Drežnica — har ligget her siden middelalderen, klemt ind på hylder i klippen hvor der lige akkurat var plads til et par huse og en mark. Du ser dem knap fra vejen. De vil helst ikke ses.

De sidste kilometer — Grabovica og den gamle bane

Ved Grabovica åbner kløften sig et øjeblik omkring en dæmning og et lille reservoir, hvor floden bliver stille og spejler klipperne på hovedet. Her løber også sporene af den gamle smalsporsbane — Ćiro kaldte man den, det østrig-ungarske smalspor der engang bugtede sig hele vejen fra Sarajevo til Mostar gennem tunneler og over stenbuebroer. Banen er væk nu, men murværket står stadig flere steder langs floden: buede broer over det grønne vand, hugget i sten for over hundrede år siden.

Wikimedia Commons

Grabovica. Neretva bliver til grønt glas, og en gammel stenbuebro fra den østrig-ungarske bane spejler sig i den.

Videre nordpå snævrer det ind igen, og de sidste kilometer op mod Jablanica er noget af det smukkeste på hele etapen. Vejen svinger tæt om klippen, floden bliver bredere efterhånden som du nærmer dig dæmningen, og farven skifter fra den mørke kløfte-grøn til en lysere, bredere turkis. Termometeret i bilen står lavere end da du startede. Der lugter af granskov nu — de mørke nåletræer er begyndt at klæde bjergsiderne.

Så dukker Jablanica op — en lille by ved flodens bred, klemt mellem bjergene der hvor kløften slutter og en stor stausø begynder. Byen ligger i godt 200 meters højde og har kun et par tusind indbyggere. Men den har en historie der er større end den selv: det var her, midt i vinteren 1943, at en af Anden Verdenskrigs mest berømte slag udspillede sig. Den historie tager vi fat på i morgen — for nu parkerer du, strækker benene og lytter til floden.

De første minutter — broen der døde tre gange

Inde i Jablanica, lige ved vejen, står resterne af en jernbanebro og hænger ud over floden. En sort damplokomotiv troner på den ene brofæste; på den anden side dykker et forvredet stålspind ned i kløften. Det ser ud som en ulykke der aldrig blev ryddet op. Det er det på en måde også — men en ulykke der reddede tusinder af liv.

I marts 1943 var Titos partisaner fanget i en lomme her ved Neretva, med tyske og italienske styrker i ryggen og tusinder af syge og sårede med sig — mange ramt af tyfus. Den eneste vej over floden var netop denne jernbanebro. For at narre fjenden til at tro at de flygtede nordpå, sprængte partisanerne deres egen bro. Så byggede de en nødbro af de sammenstyrtede rester, bar de sårede over i mørket, og forsvandt mod øst. Det lykkedes. Slaget om Neretva blev en af krigens mest fejrede redningsaktioner.

Wikimedia Commons

Den sprængte jernbanebro ved Jablanica — ståltrappen der dykker ned i kløften er selve mindesmærket.

Ved siden af broen ligger et lille museum — Slaget for de sårede på Neretva — som Tito selv indviede i 1978. Udenfor står det gamle lokomotiv og et par godsvogne, malet i den samme rustrøde farve som resten af mindesmærket. En ældre guide sidder i skyggen ved indgangen og retter sig langsomt op da du kommer. Han har fortalt den samme historie tusind gange, men han fortæller den igen, roligt, som om han var der. Det var han ikke — men hans far kunne have været.

Wikimedia Commons

Damplokomotivet ved museet. Tito indviede stedet i 1978, 35 år efter slaget.

Jablanica selv er en lille, ærlig by uden fine fagter. Et par gader, en moské, en tankstation, folk der handler ind. Byen er kendt for én ting mere end broen: sin lam. Langs indfaldsvejene står grillene med hele lam på spid, der drejer langsomt over gløderne, og røgen og duften af stegt kød hænger tungt over vejen. Det er den slags sted hvor lastbilchauffører standser for at spise. Følg deres eksempel, hvis maven kalder — så er du klar til søen.

Langs søen — turkis kilometer efter kilometer

Fra Jablanica følger du floden nordpå — men floden er ikke længere en flod. Da man byggede dæmningen ved Jablanica i 1955, blev Neretva opstemmet til en lang, smal stausø, der bugter sig hele vejen op mod Konjic. Vejen kører langs den østlige bred, og for hvert sving åbner der sig et nyt kig ned i vandet. Og hvilket vand: en dyb, mælkeklar turkis, der skifter tone efter himlen — smaragdgrøn om morgenen, stålblå om eftermiddagen.

→ Jablaničko jezero

Vejen her er smal og snoet, med korte tunneler hugget gennem klippenæserne og lave rækværker mod søsiden. Kør roligt — ikke kun for udsigtens skyld, men fordi der pludselig kan komme en modkørende lastbil om et hjørne. Til højre rejser bjergsiden sig, til venstre falder den ned mod vandet. Der er holdepladser hist og her hvor du kan trække ind og bare kigge. Gør det mindst én gang.

Wikimedia Commons

Stausøen strækker sig kilometer efter kilometer mod Konjic. Langt bagude står Prenj-massivet med sne på toppene.

Gamle folk i Herzegovina siger, at hvor vandet er grønnest, der bor vilene — bjergalfer fra det gamle balkanske sagnstof, kvindeskikkelser der lever ved kilder og søer og danser i tågen ved daggry. Det er ikke noget nogen tror bogstaveligt længere. Men kør langs den her sø en tidlig morgen, når disen ligger over det turkise vand og bjergene spejler sig på hovedet, og du forstår hvorfor nogen engang fandt på det. Der er noget her der ikke helt lader sig forklare.

Nogle steder svinger vejen helt ned til vandkanten, og du kan trække ind og gå de sidste meter til bredden. Stenene ved kanten er glatte og hvide, og vandet er så klart at det ser lavt ud selv hvor det er dybt. Læg en hånd i. Den kolde chok-fornemmelse minder dig om at det her ikke er en badesø fra sydens turistkyst — det er bjerg-smeltevand, opsamlet bag en dæmning, og det husker sin oprindelse selv midt i august.

Ved Ostrožac og de andre små landsbyer langs bredden lever folk af søen. En mand sidder i en lille robåd ude på det stille vand med en snøre ude, ubevægelig som fiskeren nede i kløften i går. På bredden tørrer et net over en pæl. En hund ligger i skyggen af et bådhus og løfter kun det ene øjenbryn da du kører forbi. Der er en langsomhed over stederne her der smitter — du opdager at du selv er kørt farten ned uden at ville det.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Samme sø, to sving. Farven skifter med lyset — men den er altid umulig.

Vejen fortsætter i sin rolige rytme langs bredden, ind og ud af de korte tunneler, op over en klippenæse og ned igen mod vandet. Der er ingen lange lige stræk her, ingen fart at hente. Du kører i en jævn, lav puls, og det passer perfekt til landskabet — det er ikke en vej man haster igennem, det er en man lader sig føre af. For hvert sving flytter søen sig i synsfeltet, og du opdager at du kigger mere til venstre, ud over vandet, end lige frem.

Et sted holder en familie pause på en lille strand af hvide sten. Faren står i vandet til livet med armene over kors og et udtryk der siger at han fortryder beslutningen. To børn springer skrigende ud og ind af det kolde vand. Moren sidder på et håndklæde i solen og ler ad dem alle sammen. Det er en helt almindelig sommerdag ved en helt usædvanlig sø, og de tager den for givet, som man gør med de steder man bor tæt på.

Luften der kommer ind af vinduet er anderledes end nede i Mostar. Køligere, med en frisk kant af vand og en duft af gran fra skoven der klatrer op ad bjergsiderne. Du hører søen mere end floden nu — en dæmpet skvulpen mod klipperne, og en enkelt fiskehejre der letter tungt fra en sten. Det er en helt anden slags stilhed end kløftens tordnende ro.

De sidste kilometer — Konjic og broen fra 1682

Efter Čelebići begynder søen at smalne ind igen og blive til flod, og foran dig dukker Konjic op — en rigtig by denne gang, med huse der klatrer op ad begge flodbredder og et minaret der stikker op mellem tagene. Neretva løber gennem byen, grøn og hurtig, og over den buer noget af det smukkeste du ser på hele turen: Stara Ćuprija, den gamle stenbro.

Kør ind i byen og find en plads. Konjic er større end Jablanica, mere levende — der er caféer langs floden, en travl handelsgade, folk der sidder og drikker kaffe i eftermiddagsskyggen. Efter to dage i kløfter og langs øde søbredder føles det næsten larmende at være tilbage blandt mennesker. Men det er en god slags larm. Gå ned mod broen, hør floden bruse under buerne, og lad byen tage imod dig.

→ Konjic-broen

Broen har seks let spidse buer og blev bygget i 1682-1683, i den osmanske storhedstid. Den er en af de bedst bevarede osmanske broer i landet — en lillesøster til den i Mostar, men uden folkemængderne. Gå ud på den. Stenene er varme under hånden, buerne spejler sig i det grønne vand nedenunder, og hvis du kigger godt efter kan du se ørreder stå stille i strømmen. Konjic er også berømt for sin træskærerkunst — de mørke, håndsnittede møbler og æsker fra byen er på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. I gamlebyen ligger stadig værksteder hvor du hører mejslen arbejde i valnøddetræ.

Men Konjic er mest af alt en port. Byen ligger der hvor Neretva bliver vild igen — hvor den kaster sig ud af søen og ned gennem en canyon mod Jablanica i et af Europas bedste raftingstræk. Og lige uden for byen, inde i selve bjerget, gemmer der sig en hemmelighed så stor at ingen udenfor de indviede kendte til den i årtier. Begge dele venter i morgen.

De første minutter — floden vågner igen

Morgenen ved Konjics gamle bro er stille. Floden løber grøn og hurtig under de seks buer, og der stiger en tynd dis op fra vandet der endnu er koldere end luften. Nede ved bredden ligger oppustede gummibåde i stakke — for det er herfra Neretva vågner og bliver vild igen. Konjic er Bosniens raftinghovedstad, og strækket ned mod Jablanica er et af de bedste i Europa.

Wikimedia Commons

En enkelt gummibåd i Neretva-canyon, set langt oppefra. Vandet er så grønt at det ser opdigtet ud.

Selv hvis du ikke tager på vandet, så gå en tur langs bredden og se bådene lægge fra. Skipperne er lokale, mange af dem har padlet den her flod hele deres liv, og der er en rolig selvfølgelighed over måden de tjekker udstyret på. Nede ved rampen lugter der af gummi og flodvand og våd neopren. En gruppe i våddragter står og ryster af morgenkulde og forventning på én gang. Så skubber de fra, strømmen tager dem, og et øjeblik efter er de forsvundet om det første klippehjørne.

Ind i bjerget — Titos hemmelighed

Kør sydpå ud af Konjic langs floden, og efter få kilometer drejer der en uanselig vej af mod bjergsiden. Der er intet skilt der forråder hvad der gemmer sig her. I 26 år — fra 1953 til 1979 — gravede man i al hemmelighed en atombunker ind i bjerget: D-0 ARK, bygget til at huse Tito og 350 af Jugoslaviens ledere hvis atombomberne faldt. 6.500 kvadratmeter beton på to etager, dybt inde i klippen, konstrueret til at modstå et angreb på tyve kiloton. Det var landets bedst bevarede hemmelighed.

→ D-0 ARK (Titos bunker)

Wikimedia Commons

Kommunikationsrummet inde i bunkeren — en hel væg af ledninger og telefoncentraler, urørt siden den kolde krig.

Indeni er det som at træde ind i en fastfrossen tid. Lange betonkorridorer, kommandorum, sovesale til de udvalgte, og en hel væg af telefoncentraler og ledninger der aldrig kom til at ringe. Og så — det uventede — moderne kunst overalt. Siden 2011 har bunkeren huset en biennale for samtidskunst, og værkerne står i de tomme rum: en installation i et sovekammer, en videoprojektion i et kommandorum. Kontrasten mellem koldkrigsbeton og nutidskunst er fuldstændig svimlende. Der findes ikke noget lignende sted i verden.

Der er en helt særlig lyd dernede — eller rettere en mangel på lyd. Luften er tør og kølig og lugter svagt af beton og gammel maling. Dine skridt runger i de lange gange, og du bliver ubevidst mere stille, som man gør i en kirke. Tænk på det: Mens du sad i skolen og lærte om den kolde krig, lå der her, inde i et bosnisk bjerg, en færdig lille by med senge redt op og telefoner klar — bygget til en verdens undergang der heldigvis aldrig kom. Og ingen udenfor de indviede vidste at den fandtes.

Tilbage i bilen kører du videre sydpå. Floden er stadig med dig et stykke, grøn og hurtig i dalbunden, men snart drejer vejen væk fra den og begynder at klatre. Du forlader Neretva nu — for første gang på tre dage. Foran dig venter noget helt andet: højderne.

Op i højderne — til søen ingen kender

Vejen mod Borci stiger i lange, rolige sving op ad bjergsiden. Nåleskoven lukker sig om dig, og luften der kommer ind af vinduet skifter karakter igen — nu er den fyldt med den skarpe, harpiksede duft af gran og fyr, og med en kølighed der ikke har noget med årstiden at gøre. Du er på vej op i en anden verden. Bag dig ligger dalens varme; foran dig bjergenes friskhed.

Landsbyen Borci er lille og spredt — nogle huse, en kirke, marker der klemmer sig ind mellem skovbrynene. Køerne står i det høje græs med bjælder om halsen, og du hører dem klinge dovent gennem det åbne vindue, længe før du ser dem. Det er højland nu, køligt og grønt, og luften har den tynde, rene kvalitet man kun får når man er kommet et godt stykke op. Du er kun femten kilometer fra Konjics varme flodbred, men det kunne lige så godt være en anden årstid.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Bunkerens camouflerede dør i bjerget (venstre) — og Prenj-massivet, der rejser sig vildt over højderne (højre).

Til venstre for dig, når skoven åbner sig, rejser Prenj sig — et af Bosniens vildeste og mest ufremkommelige bjergmassiver, en mur af nøgen kalksten og sne der bliver liggende langt ind i sommeren. Det er ikke et blidt bjerg. Toppene er takkede, dalene dybe, og selv erfarne vandrere behandler Prenj med respekt. Herfra, fra vejen, ser du kun kanten af det. Men det er nok til at forstå at du er kommet et vildt sted hen.

Prenj er den slags bjerg der får folk til at sænke stemmen. Der er brune bjørne i disse skove, og gemser på de høje klippehylder, og strækninger hvor der ikke er en vej eller en hytte i mange kilometer. For en dansker, vant til blødt landskab man kan se hen over, er det næsten svært at fatte at et så uvejsomt sted ligger her, midt i Europa, en time fra en hovedstad. Men det gør det. Og det er derfor du kørte herop.

Vejen bliver smallere jo højere du kommer. Et par hårnålesving, en enkelt strækning grus hvor asfalten er gået i stykker, og skoven bliver tættere. Der kommer ingen biler imod dig heroppe. Det er den slags vej hvor du sætter farten ned, ruller vinduet helt ned, og bare lytter — motoren, dækkene mod grus, og en fugl et sted inde mellem træerne.

Ved en åbning i skoven står en gammel mand ved vejkanten med en flok får. Han har en stok og en hund, og fårene spreder sig langsomt over vejen foran dig uden at haste. Du stopper. Han løfter en hånd — ikke et vink, mere en anerkendelse — og fårene driver videre. Så er vejen fri igen. Sådan er tempoet heroppe. Fårene bestemmer.

Og så, pludselig, mellem træerne: vand. Boračko jezero ligger stille og mørkegrøn omgivet af nåleskov, med Prenj-massivet rejsende sig bag den. Det er en istidssø — dannet af gletsjere for længe siden — knap 800 meter lang, godt 400 meter bred og op til sytten meter dyb. Vejen ender nærmest ved bredden. Der er ingen billetluge, ingen souvenirbod, ingen turistbusser. Bare søen, skoven og stilheden.

→ Boračko jezero

Wikimedia Commons

Boračko jezero. En istidssø der spejler skoven på hovedet. Det eneste du hører er fugle.

Vandet er klart og køligt og indbyder til en svømmetur om sommeren — men vær forberedt, det er en bjergsø, og selv i august har den en kant af kulde. Lokale fra Konjic og Sarajevo kommer herop i weekenderne for at campere på bredden, fiske og bare sidde. Men søen bliver aldrig overfyldt. Det er den slags sted hvor du kan sidde i en time uden at se et andet menneske, kun høre en fisk der springer og ringene der breder sig ud over det stille vand.

Gå en tur langs bredden, hvor stien snor sig ind under træerne. Skovbunden er blød af nåle, og der lugter af harpiks og fugtig jord og en anelse røg fra et bål et sted mellem hytterne. Vandet skifter farve alt efter hvor du står — mørkegrønt over dybet, klart og grønligt inde ved de lave sten hvor du kan se småfisk stå i stimer. Et sted ligger en gammel træbåd trukket op på land, halvt overgroet, og ser ud som om den ikke er blevet brugt i mange somre. Den har god tid. Det har alting heroppe.

Sæt dig ned ved vandet. Efter tre dage langs den samme flod — fra springerne i Mostar, gennem kløftens grønne glas, langs den turkise sø, forbi den hemmelige bunker — er du endt her, ved en stille bjergsø hvor der ingenting sker. Og det er lige præcis pointen. Ruten begyndte med en menneskemængde der holdt vejret. Den slutter med stilhed. Neretva bragte dig hele vejen.