De første kilometer — ud af byen der blev et ord

Du starter på en p-plads i Spa. En lille by med brede facader, en kursal med søjler og et par gamle drikkehaller hvor jernholdigt kildevand er pladret op af undergrunden i århundreder — de lokale kalder kilderne pouhons. Byen er så kendt for sit vand at ordet "spa" med tiden gled ud i verdenssprogene og blev til det vi i dag sætter foran hotelbrochurer og badekar. Det begyndte her, i en dal i Ardennerne, med en kop rustsmagende vand.

Gå en runde om torvet før du sætter dig ind i bilen. Der er noget lidt falmet, lidt fornemt over Spa — de store hoteller fra dengang russiske grever og engelske lorder kom for at "tage vandet". En dame lufter en lille hund forbi en drikkehal hvor en hane stadig løber. Det lugter svagt af vådt løv og af den mineralske kant fra kildevandet. Og så, når du kører ud af byen mod syd, begynder vejen næsten med det samme at stige.

Byen har levet af sit vand i århundreder, og de fornemme gæster satte deres spor. Den mest berømte kilde bærer navnet Pouhon Pierre le Grand — opkaldt efter den russiske zar Peter den Store, der kom hertil i 1717 for at drikke det jernholdige, naturligt boblende vand mod sin dårlige lever. Og da de rige først var her, skulle de underholdes: i 1763 åbnede spillehuset La Redoute i skovene ved Spa — af mange regnet for verdens ældste kasino. Grever, kurgæster og lykkeriddere sad ved bordene mellem to slurke helsevand. Spa var Europas mødested længe før ordet blev synonymt med badekåber og saunaer.

Granskoven lukker sig om vejen. Der er en lugt af harpiks og våd bark der bliver stærkere for hver kilometer, og lyset falder i striber gennem stammerne. Det her er skovene omkring Francorchamps — og et par kilometer inde til venstre ligger det legendariske Formel 1-anlæg, Spa-Francorchamps, gemt i træerne. Nogle sommerweekender kan du høre motorerne som en fjern hveps helt herude. Resten af året er der bare skovens stilhed og din egen motor der arbejder opad.

Vejen bliver ved med at stige i lange, dovne sving. Du skifter et gear ned, og motoren finder en dybere tone. Ud af sidevinduet glider granstammerne forbi i et jævnt, næsten hypnotisk tempo — mørke lodrette streger med lysglimt imellem. En mountainbiker i mudret trøje arbejder sig opad i vejkanten, rejser sig i pedalerne, forsvinder bag dig. Asfalten er ren og våd af morgendug, og for hver kurve bliver luften en anelse køligere. Du er ved at forlade det lune nede i dalen og køre op i noget mere barskt.

Ved Sart og Jalhay tynder skoven ud, og landskabet åbner sig. Bakkerne bliver blødere, markerne større, og du mærker at du er på vej op i noget andet. Der står sorte belgiske malkekøer i indhegninger med elhegn, og en bonde læsser rundballer på en vogn i en mark der hælder. Vejen er to spor, jævn asfalt, og trafikken tynder ud jo højere du kommer. Du har byen bag dig nu. Foran dig ligger mosen.

→ Spa

Promeneuse7 · CC BY-SA 3.0

Spa. Byen hvis navn blev et ord for wellness verden over. Du kører fra den — opad.

De sidste 15 km — ud over den åbne mose

Og så, næsten pludseligt, forsvinder træerne. Du kommer op på Hautes Fagnes — De Høje Moser — og landskabet er ikke til at forveksle med noget andet i Belgien. En åben, brunlig højslette der ruller mod horisonten, dækket af lyng, tørvegræs og lave, vindforblæste graner der står i klynger som om de holder sammen mod vejret. Der er ingen bakker der skygger. Himlen er stor. Og vinden — vinden er der altid.

Rul vinduet ned. Der er en helt særlig lugt heroppe: den tunge, mørke, næsten søde duft af tørv — våd mose, sphagnum-mos, år på år af halvrådnet plantestof presset sammen til brun jord. Blandet med kold luft og lyng i sol lugter det af noget råt og ældgammelt. For det ER gammelt: mosen har bygget sig op millimeter for millimeter i tusinder af år, og hvert lag tørv er århundreders regn og planter.

Vejret heroppe har sit eget sind. Det kan være klart og stille når du forlader Spa, og tyve minutter senere trækker en grå dis ind over mosen så tæt at skovbrynet i horisonten forsvinder helt. Så letter den lige så pludseligt, og lyset falder skråt hen over lyngen og gør den rustrød og gylden. Belgierne kalder området Hohes Venn på tysk og Hautes Fagnes på fransk — for grænsen til Tyskland løber tværs gennem mosen, og heroppe taler skiltene begge sprog. Landet skifter tunge midt i lyngen.

Hautes Fagnes er Belgiens største og ældste naturreservat — omkring 6.200 hektar mose og hede lige op ad den tyske grænse. Det er så sårbart at man ikke må gå frit ud i det: overalt hvor stier krydser mosen, er der lagt plankestier — caillebotis — så man kan komme ud i landskabet uden at træde tørven i stykker eller synke i til knæene. Under dig, hvor plankerne ligger, kan jorden være metervis af blødt, vandmættet tørv.

Stop et sted hvor der er plads, og gå en kort tur ud ad en af plankestierne. Det er en mærkelig fornemmelse — du går på en smal træbro tværs over noget der ligner fast land, men som gynger og suger under mossen ved siden af. Lyt: der er vind i græsset, en enkelt fugl, og en fugtig, blød stilhed der ikke findes nede i skoven. I det tidlige efterår står kæruld som små hvide dusk over mosen, og bladene på de kødædende soldug-planter glimter klistret i lyset. En vandrer i regnjakke kommer forbi på plankerne og nikker. Så er der stille igen.

Ikke alle nåede frem. Et stykke ude på højsletten, ved den gamle fagne-vej La Vêquée, står et jernkors i lyngen — Croix des Fiancés, De Forlovedes Kors. Den 22. januar 1871 gik François Reiff, en 32-årig arbejder fra Bastogne, og hans forlovede Marie Solheid, 24 år, ud over mosen for at hente de sidste papirer til deres bryllup. En snestorm lukkede sig om dem, og de mistede retningen i det hvide. Man fandt dem først to måneder efter, da sneen smeltede — ikke langt fra hinanden. Det er den samme mose du står i nu, med kaffekop i hånden og bilen tyve meter væk. Den var ikke altid så mild.

Alf van Beem · Public domain

Ved Baraque Michel. Her ringede en klokke i tågen — og reddede over hundrede vildfarne over mosen.

Tim Smola · CC BY-SA 4.0

Tim Smola · CC BY-SA 4.0

Plankestierne fører ud over mosen — det eneste sikre spor gennem et landskab der suger.

De sidste kilometer op til Botrange kører du på en vej der ligger helt blottet i landskabet. Ingen træer skygger, ingen bakker bryder — bare asfalt trukket som en lige streg hen over den brune højslette, med lyng til begge sider helt ud til himlen. Vinden tager fat i bilen i sidekast, og du mærker rattet arbejde. Der er noget nøgent og storslået over det, som at køre over en hedeslette i det nordlige Skotland. Og så, forude, dukker en lav stenbygning op — den eneste lodrette ting i miles omkreds.

Og så er du der: Signal de Botrange — 694 meter. Belgiens højeste punkt. Der er en stenbygning med café, en parkeringsplads, og — hvis du kigger — en lav, rund stentårn med en udvendig trappe. Historien bag det tårn er turens bedste. I 1923 kunne guvernøren over de nyerhvervede østkantoner, en herre ved navn Baltia, ikke holde ud at landets højeste punkt lå seks fattige meter under de runde 700. Så han lod bygge et seks meter højt "signal" med en trappe til toppen — og pludselig kunne man stå i præcis 700 meter. Ren forfængelighed, støbt i sten. Gå op ad trappen. Nu står du højere end noget menneske på naturligt belgisk terræn.

→ Signal de Botrange

Ved stenbygningen samles folk fra hele grænseegnen: vandrere der stamper mudder af støvlerne, et par der puster ud efter turen op over mosen, børn der løber forrest mod tårnet. Nogen taler fransk, nogen tysk, nogen hollandsk — det er et mødested midt i ingenting, det højeste sted i landet, delt af folk fra begge sider af grænsen. Og alle gør det samme til sidst: går de få skridt hen til det lave tårn, op ad trappen, og står et øjeblik stille i 700 meter og kigger ud over det brune, bølgende hav af mose.

Stephane Mignon · CC BY-SA 2.0

Signal de Botrange, 694 meter. Tårnet med trappen blev bygget i 1923, så man kunne nå de runde 700.

FrDr · CC BY-SA 4.0

Toppen af Belgien. En stenbygning, en café, og mosen der ruller væk til alle sider.

Signal de Botrange er slutpunktet for i dag. Sæt bilen, gå de sidste skridt op ad tårntrappen, og kig ud. På en klar dag ser du kilometervis af mose i alle retninger, brunt og gyldent og gråt, med skovbryn i horisonten mod Tyskland. Der er en café hvor du kan få en varm drik og en vaffel, og et naturcenter tæt ved. Men det du husker, er ikke bygningerne. Det er stilheden og vinden og den kendsgerning at det højeste sted i et helt land kan være så fladt, så åbent, så roligt.

De første kilometer — ned fra mosen mod Malmedy

Fra Botrange begynder vejen at falde, og med det samme lukker skoven sig om dig igen. Mosen bliver til gran, granen til blandet skov, og luften skifter fra kold og åben til fugtig og lukket. Du kører sydvest, ned ad lange, bløde sving, og for hver kilometer bliver træerne højere og dalene dybere. Det her er Ardennerne som folk forestiller sig dem: bølge på bølge af skov, så tæt at man ikke kan se husene før man er nede i dem.

Ved Malmedy og videre mod Stavelot dykker vejen ned i floddale hvor små byer klemmer sig ind mellem skovklædte sider. Der er skifertag og gråstenshuse og kirketårne med sort spir. En mand luger i en køkkenhave op ad en skråning så stejl at haven ligger i terrasser. Du ruller langsomt gennem byen, over en bro, og op igen på den anden side — for i Ardennerne er man enten på vej ned i en dal eller op ad den næste.

Stop et øjeblik i Stavelot. Byen voksede op omkring et kloster grundlagt allerede omkring år 650 af munken Remaclus, og den har holdt fast i sine traditioner med stædig glæde. Hvert forår, tre søndage før påske, fyldes de smalle gader af Blancs Moussis — figurer i lange hvide kapper og hætter med en umådelig lang rød næse, der kaster konfetti og drukner byen i papirstrimler. Skikken går tilbage til 1499, da klosterets fyrsteabbed forbød munkene at deltage i det hedenske karneval; byens folk hånede forbuddet ved selv at klæde sig ud som hvide munke. Fem hundrede år senere danser de stadig.

Lidt uden for Stavelot ligger en afstikker det er værd at tage: Coo-vandfaldene. Amblève-floden styrter her ned ad et dobbelt fald — bredt og buldrende, det højeste naturlige vandfald i landet. Munkene fra Stavelot gravede efter sigende kanalen der skabte faldet allerede i 1700-tallet for at rette floden ud. I dag kan du høre det længe før du ser det: en tung, konstant susen af hvidt vand mod sort skifer, og en kølig dis der driver op over stien.

→ Coo-vandfaldene

Wikimedia Commons

Coo. Landets højeste naturlige vandfald — efter sigende gravet på plads af munke der ville rette floden ud.

De midterste kilometer — over Belgiens næsthøjeste punkt

Fra Coo arbejder vejen sig vestpå og opad igen, og et sted mellem Vielsalm og skovene rammer du Baraque de Fraiture — en vejgaffel i 652 meter, Belgiens næsthøjeste punkt. Der er ikke meget: en gammel vejkro, en håndfuld huse, og — overraskende — et lillebitte skisportssted med tre korte pister der venter på vinterens sne. Om sommeren står skiliften stille over lyngen, og det hele har noget stædigt og charmerende over sig. Et skiområde i et land uden bjerge, på det næsthøjeste sted der findes.

Det er værd at stoppe her et øjeblik, bare for kontrasten. I går stod du på landets højeste punkt — en mose. Nu står du på det næsthøjeste — en skibakke uden sne det meste af året. Belgien gør sine "bjerge" på sin egen beskedne måde. Luften er tynd på belgiske vilkår, hvilket vil sige: ikke særlig. Men der er en åbenhed, en vind, en fornemmelse af højde man ikke får nede i skovdalene.

Herfra ruller vejen videre vestpå over åbne højdedrag hvor markerne ligger i store, bløde tæpper og skovbrynene står som mørke rande i det fjerne. Der er læhegn, spredte gårde med grå skifertag, og en enkelt kile trækfugle højt oppe på vej sydpå. Du kører et langt stræk uden at møde en eneste bil. Radioen mister signalet et øjeblik og finder en fransksproget station igen — for du er dybt inde i det vallonske nu, hvor selv de mindste vejskilte taler fransk, og hvor Ardenne ikke er et fremmedord men et hjemsted.

Stratoswift · CC0

Baraque de Fraiture, 652 meter. Belgiens næsthøjeste punkt — med tre korte skipister der venter på sne.

Fra Fraiture falder vejen igen, sydvestpå, gennem noget af den dybeste skov på hele turen. Du følger smalle amtsveje der snor sig med terrænet, og for lange stræk er der ikke andet end træstammer til begge sider og et grønt loft over vejen. Rul vinduet ned: der er en tyk, kølig lugt af skovbund — mos, svamp, våd bark — og en stilhed der kun brydes af dine egne dæk og en gang imellem en ravn. Det her er tømmerland; du passerer stakke af nyfældede stammer i vejkanten, stablet og nummereret, og en gang imellem en lastbil lastet med træ der arbejder sig op ad en bakke i lavt gear.

Rul vinduet helt ned et øjeblik og sluk radioen. Der er en stilhed herinde mellem stammerne som man næsten kan høre — kun dine egne dæk mod asfalten, vinden i trækronerne højt oppe, og en gang imellem en skovdue der letter tungt fra en gren. Solen falder i skrå striber gennem granerne og lægger et net af lys og skygge hen over vejbanen, så det flimrer for øjnene når du kører. Det er en af de strækninger hvor man holder op med at have travlt, fordi der ikke er noget at have travlt efter. Bare skov, og mere skov, og vejen der løber gennem den.

Undervejs kører du gennem et landskab hvor navnene er tunge af historie. Det her er egnen omkring Bastogne og Ardenneroffensiven — skovene hvor slaget stod julen 1944, da amerikanske soldater gravede sig ned i frost og sne mens tyske panservogne pressede på. I dag er der fredfyldt: køer, skov, en traktor i det fjerne. Men hist og her står et stenmindesmærke i vejkanten, eller en pil peger mod en krigskirkegård. Skoven har lagt sig til ro over det hele.

Du passerer små landsbyer der ligger som perler på en snor langs vejen — en kirke, en café med lukkede skodder, et krigsmindesmærke i granit hvor nogen har lagt en falmet buket. Byen Bastogne selv ligger et stykke mod syd, dér hvor de indesluttede amerikanske soldater holdt stand i julefrosten 1944, og hvor den amerikanske general efter det tyske krav om overgivelse svarede med ét eneste ord: "Nuts." I dag er der stilhed og skov og køer på markerne. Krigen er blevet til mindesmærker og markveje, og landskabet har taget resten tilbage.

Frank Vassen · CC BY 2.0

Trougnouf (Benoit Brummer) · CC BY 4.0

Fra hede og skov mod syd — indtil floden Semois dukker op og fører dig de sidste kilometer.

De sidste kilometer — La Roche og ned mod floden

Cirka midtvejs på etapen ruller du ned i La Roche-en-Ardenne — og det er et af de steder hvor man uvilkårligt sætter farten ned. Byen ligger klemt i en snæver sløjfe af floden Ourthe, og højt over hustagene, på en klippekam, står ruinen af en middelalderborg fra 900-1100-tallet. Grå mure, tomme vinduesåbninger, et tårn der stikker op over træerne. Byen under den er levende: caféer langs floden, en lille gade med slagtere der sælger den røgede Ardenner-skinke, folk der spiser is på broen.

Stop og gå en runde. Der dufter af røget kød fra en charcuteri-dør og af pommes frites fra en frituregryde — for det er stadig Belgien, også heroppe i bjergene. En kajak-gruppe i våddragter bærer deres både ned til Ourthe, og børn kaster med sten fra bredden. Kig op på borgen mens du går: den har stået der i tusind år og set floden løbe rundt om sig, og den ser stadig ud som om den holder øje med byen.

Borgen har sit eget spøgelse. Sagnet fortæller om grevinde Berthe, datter af en greve fra 900-tallet, der troede sig svigtet af sin forlovede og i fortvivlelse solgte sin sjæl til djævelen for at få hævn — en handel der endte med at kaste hende ud fra murene og ned på klipperne ved Ourthe. Endnu ældre er selve stedet: borgen rejser sig på et klippefremspring hvor der lå en keltisk befæstning længe før middelalderen, og hvor mennesker har boet siden stenalderen. Grå mure oven på grå klippe oven på tusinder af års historie. Kig op mod ruinen, og du forstår hvorfor byen aldrig helt slap den.

→ La Roche-en-Ardenne

Wikimedia Commons

La Roche-en-Ardenne. Byen i flodens sløjfe, med en tusindårig borgruin vogtende fra klippen ovenover.

Fra La Roche fortsætter vejen sydvestpå, og de sidste mange kilometer er en lang, rolig glidetur gennem skov og over åbne højdedrag mod Bouillon. Landskabet begynder umærkeligt at skifte: skoven bliver blandet med mere løvtræ, dalene bredere, og et sted mærker du at du nærmer dig en større flod. Solen står lavere nu, og lyset falder skråt gennem stammerne. Du har kørt hele dagen. Benene er stive. Men der er noget forventningsfuldt over de sidste kilometer, for du ved hvad der venter dernede.

Og så, i skumringen, ruller du ned i Bouillon. Byen ligger presset ind i en sløjfe af floden Semois, og højt over den, på en klippeknude næsten helt omkranset af vandet, troner Bouillon-borgen — Belgiens ældste feudalborg. Den er belyst om aftenen, og set nedefra ligner den noget fra et eventyr: massive mure der vokser lige op af klippen, spejlet i den mørke flod. Du er fremme. I morgen skal du ud og se hvordan den flod snor sig.

De første kilometer — borgen der betalte for et korstog

Du begynder dagen under Bouillon-borgen. I dagslys er den endnu mere imponerende end i går aftes: tre plan af mure og gange gravet ind i selve klippen, med terrasser der hænger ud over floden. Det er Belgiens ældste feudalborg, og dens mest berømte herre er en mand hvis navn stadig runger i historiebøgerne — Godfred af Bouillon.

Historien er svær at slå: i 1096 pantsatte Godfred hele denne borg til fyrstebiskoppen af Liège for at skaffe penge til en hær. Med de penge drog han af sted på det første korstog, og i 1099 blev han den første kristne hersker over Jerusalem. Han nægtede kongetitlen — man bærer ikke en guldkrone hvor Kristus bar torne, sagde han efter sigende — og kaldte sig i stedet "Beskytter af Den Hellige Grav". Han kom aldrig tilbage til Bouillon. Han døde i Det Hellige Land året efter. Borgen blev aldrig indløst. Den står her stadig, som en klippe der husker.

Borgen fik et efterliv Godfred aldrig så. I 1676 tog den franske solkonge Ludvig 14. Bouillon, og fire år senere sendte han sin berømte fæstningsbygger Vauban herop. Vauban pakkede den gamle middelalderborg ind i tykke, jordfyldte mure og bastioner, så den kunne holde til datidens kanonild — og meget af det du går rundt i i dag, er hans værk lige så meget som middelalderens. Tre plan af gange, tunneler og skydeskår borer sig ind i klippen, og fra terrasserne hænger du ud over Semois med hele byen som en model dybt nede. En borg bygget til korstog, ombygget til artilleri, endt som udsigtspunkt.

→ Bouillon-borgen

Isai Symens · CC BY-SA 4.0

Bouillon. Byen i flodens sløjfe — og borgen der blev pantsat for at betale for det første korstog.

Byen under borgen vågner langsomt. En bager løfter gitteret for sin butik, damp står op fra en kop kaffe på en cafébordplade, og en lystfisker i waders er allerede ude i Semois med snøren strakt ud i strømmen. Broerne over floden er våde af morgendug. Det er en lille by — et par tusind mennesker — men den bærer en tyngde, som om den ved at store ting begyndte her. Herfra red Godfred ud og vendte aldrig hjem. Du kører bare et par kilometer ned ad dalen. Men du kører ud gennem den samme portåbning.

Fra Bouillon kører du ud af byen mod nordvest og følger floden ned ad dalen. Vejen er smal og snoet, klemt mellem den skovklædte klippeside til den ene side og floden dybt nede til den anden. Rul vinduet ned: der er en kølig, grøn lugt af flodvand og våd skov, og en gang imellem — hvis du er der på det rigtige tidspunkt af året — en tør, sødlig duft fra et af de gamle tobakstørrerier der stadig står i dalen. For det her er en tobaksegn, en af de mærkeligste i Europa.

Vejen følger floden tæt nu og snor sig med hver sløjfe den tager. Til venstre falder skovsiden lodret ned mod vandet; til højre klatrer den lige så stejlt op, så du kører i en grøn kløft med himmel som en smal stribe over dig. Hist og her åbner dalen sig i en solvendt skråning hvor du stadig kan ane de gamle tobaksterrasser i landskabets folder, og en grå tørrelade står skæv i udkanten af en eng. En fiskehejre står ubevægelig i vandkanten nedenfor og venter på noget kun den kan se. Der er dis over floden om morgenen, og luften smager grønt og fugtigt.

De midterste kilometer — Kæmpens Grav ved Botassart

Et par kilometer nede ad dalen når du landsbyen Botassart, og herfra går der en kort vej ud til turens første store udsigt: Tombeau du Géant — Kæmpens Grav. Sæt bilen på pladsen og gå de sidste meter ud til kanten. Foran dig, langt nede, ligger en skovklædt bakke næsten helt omkranset af Semois — floden har snøret sig så stramt om den at bakken kun hænger sammen med resten af verden ved en smal hals af land. Formen er umiskendelig aflang, grøn, ophøjet. Som en gravhøj bygget af en kæmpe.

Det er derfra navnet kommer. Sagnet vil vide at en kæmpe — nogle siger en gallisk høvding — ligger begravet under den bakke, og at floden løber rundt om ham for at vogte hans hvile. Sandheden er mere geologisk: floden har gennem årtusinder skåret sig ned i den hårde skifer og kvartsit og efterladt bakken som en ø i sin egen sløjfe. Men stå her et øjeblik i stilhed, med floden 140 meter under dig og skoven der falder lodret ned mod vandet, og du forstår hvorfor de gamle hellere ville tro på kæmpen.

Sagnet holder bedre end geologien når man står her. En ældre mand i vindjakke er kørt herud med termokande og kikkert og har slået sig ned på en sten ved kanten; han peger ud over dalen for et par turister og forklarer på fransk hvordan floden en dag vil skære den sidste landhals over og gøre bakken til en rigtig ø — om nogle tusind år. Ingen har travlt med at vente på det. Nede i dybet glider Semois videre om bakken, blank og brun, uden at ane at den er hovedpersonen i et sagn.

→ Tombeau du Géant

Adrian Farwell · CC BY 3.0

Tombeau du Géant. Floden har snøret sig så stramt om bakken at den næsten er en ø — som en grav bygget af en kæmpe.

Fra Botassart snor vejen sig videre op og ned gennem skoven, tilbage væk fra floden og ind i den igen, i den slags rytme som hele Semois-dalen har: du mister floden af syne bag en bakke, kører et par minutter i grøn tunnel, og så åbner den sig igen dybt nede til siden. Der er næsten ingen trafik. En enkelt landmand på en traktor, en flok cyklister der har taget dalstien. Ellers er der bare skov, flod og vej — og lyden af vand du hører hver gang du sænker farten.

Undervejs, ned mod vandet, ser du måske en gruppe kajakker glide forbi i floden, lydløst på nær et enkelt pladsk fra en åre. Og hvis du kigger op mod en af de høje, åbne flodsider, kan du være heldig at se en paraglider lette fra kanten ved Rochehaut og hænge stille i luften over dalen som en drage. Semois-dalen er den slags sted hvor folk finder på at komme op i luften, ned i vandet, ud på klippekanten — for at se floden fra endnu en vinkel.

De sidste stigninger op mod Rochehaut tager vejen i et par stramme sving, og pludselig er du oppe på kanten af dalen igen, ude af skoven, med lys og luft omkring bilen. Landsbyen ligger langs en enkelt gade med grå stenhuse, blomsterkasser i vindueskarmene og en duft af røg fra en skorsten. En bonde kører en traktor med en vogn hø forbi kirken i gåtempo, og et par vandrere med rygsække studerer et kort ved vejkanten. Så åbner der sig et hul mellem husene mod dalen — og du ved, uden at nogen har sagt det, at det er derhen du skal gå.

sankasssss · CC BY 3.0

Lucyin · CC BY-SA 4.0

Floden nedefra — og en af dalens gamle tobakstørrelader, hvor Semois-bladene engang hang til tørre i vinden.

De sidste kilometer — udsigten over Frahan

De sidste kilometer fører op til Rochehaut, en landsby der ligger højt på dalens kant. Og her, ved enden af turen, venter det billede alt det andet har peget frem mod. Fra udsigten over Frahan ser du lige ned i en af de tætteste flodsløjfer i hele Belgien: langt nede, på en tunge af land som Semois har snøret næsten helt rundt, ligger den lille landsby Frahan — en håndfuld huse og en kirke, klemt sammen på det smalle stykke jord floden har levnet. Den ser ud som en ø. Den er næsten en ø.

Sæt bilen på udsigtspladsen og gå de sidste skridt frem til kanten. Under dig falder skoven stejlt ned mod floden, og Frahan ligger i sin løkke som noget nogen har lagt der med vilje. En smal gangbro forbinder landsbyen med dalens anden side — ellers er den lukket inde af vand og skov. Stedet er så bemærkelsesværdigt at det er fredet som et af Valloniens store landskaber. Der står tit et par andre mennesker her ved rækværket, stille, med telefonen fremme. Nogle steder behøver man ikke sige noget. Man kigger bare.

→ Udsigten over Frahan

Laurent Renard · CC BY-SA 3.0

Frahan, set fra Rochehaut. En hel landsby fanget i en løkke af flod — næsten en ø. Turens sidste billede.

Rochehaut er rutens slutpunkt. Det er en lille landsby med stenhuse, et par restauranter og gårde, og en åbenhed mod dalen der gør at man bliver stående lidt længere end man havde tænkt. Du er kørt fra en kurby, over en mose på taget af landet, ned ad hele Ardennernes rygrad, og helt herud til hvor floden leger med sig selv. Det er ikke en lang tur i kilometer. Men den har taget dig gennem næsten alt hvad Belgien har at byde på af vildt og højt og stille.