De første kilometer — ud af Vlorë og rundt om bugten

Du står på en parkeringsplads i Vlorë. Byen ligger fladt og lyst ud mod sin bugt — palmer langs strandpromenaden, betonhoteller i alle stadier af halvfærdighed, og en trafik der kører efter regler ingen har skrevet ned. Det er Albaniens tredjestørste by, havneby, det sted hvor landet i 1912 erklærede sig uafhængigt af osmannerne. Men du bliver ikke. Det du er kommet efter, ligger sydpå, oppe i det bjerg du kan ane i disen bag byen.

Du kører ud af byen mod syd, og de første kilometer er ærligt talt ikke smukke — tankstationer, bilværksteder, en mand der sælger vandmeloner fra ladet af en Mercedes der er ældre end ham selv. Lad det bare rulle forbi. Det her er indgangen, ikke oplevelsen. Vejen er bred, asfalten tålelig, og trafikken tynder ud for hver kilometer du lægger mellem dig og byen.

Så åbner Vlorë-bugten sig til højre. Vandet er fladt og gråblåt her, beskyttet af halvøen Karaburun der ligger som en arm ude i havet. På den anden side af bugten ligger Orikum — i oldtiden en græsk havn ved navn Orikos, i dag en lille by med en marina og en militærbase. Vejen følger kysten i bløde kurver, og du kan sænke ruden og lugte det: salt, tang, og en tør varme der stiger fra klipperne når solen har stået på dem hele formiddagen.

Hvorfor lige denne vej? Fordi der ikke findes en anden. SH8 er den eneste vej fra Vlorë til rivieraen — der er ingen motorvej, ingen tunnel udenom, intet alternativ. Alle skal over Llogara. Det gjorde handelsmænd i oldtiden, det gjorde osmanniske hære, det gør turbusser i dag. Du kører den samme linje som mennesker har trukket her i to tusind år, fordi bjerget ikke levner noget valg.

→ Den albanske riviera

Ved Orikum forlader vejen kysten og begynder for alvor at pege indad og opad. Landskabet skifter: den flade bugt bag dig, og foran dig rejser Ceraunian-bjergene sig som en mur. Grækerne kaldte dem Keraunia — Tordenbjergene — fordi lynet slog ned i de bare tinder oftere end noget andet sted. Albanerne kalder dem det samme i dag: Malet e Vetëtimës, Tordenbjergene. Du er på vej op i et bjerg opkaldt efter vejrguden selv.

Albinfo · CC BY-SA 4.0

En af titusindvis. Betonbunkerne fra diktaturets tid står stadig langs vejen — nogle med udsigt bedre end de fleste hoteller.

Op i Tordenbjergene — hvor Cæsar gik i land

Nu begynder klatringen. Vejen lægger sig i lange sving op ad bjergsiden, og for hver hundrede meter du vinder, køler luften af. Nede ved bugten var der 30 grader og stillestående varme; heroppe kommer en vind ned fra tinderne der lugter af noget helt andet — fyrretræ og harpiks. Llogara er dækket af sortfyr, gamle, forvredne træer der klamrer sig til klipperne, og duften bliver stærkere for hvert sving.

Du deler vejen med det hele: turbusser der tager svingene i to tempi, motorcyklister i læder der ligger ind i kurverne, en lastbil lastet med vandmeloner der kravler i førstegear og holder en hel kø bag sig. Overhal med omtanke, eller lad være. Der er ingen præmie for at komme først op, og udsigten bliver kun bedre jo langsommere du kører.

Langs vejen dukker de op: bunkere. Små betonkupler, halvt begravet i skråningen, med en smal skydeglug mod havet. Da diktatoren Enver Hoxha regerede Albanien, blev landet støbt fuldt af dem — titusindvis, mod en invasion der aldrig kom. I dag står de tomme, overgroede, og nogle af dem har den bedste udsigt på hele bjerget. En hyrde har malet en af dem lyseblå og bruger den som læskur for sine geder.

Et sted heroppe, nede ved kysten under dig, ligger en strand der hedder Palasë. I januar år 48 før Kristus lagde en flåde til her. Om bord var Julius Cæsar med syv legioner — omkring 15.000 mand — på jagt efter sin rival Pompejus. Stormen havde drevet skibene mod Tordenbjergene, og Cæsar satte hele hæren i land på stranden neden for det bjerg du nu kører op ad, uden at miste et eneste skib. Han gik i land dernede. Du kigger ned på det.

Det er den slags heroppe gør ved dig. Du kører en helt almindelig asfaltvej i en helt almindelig lejebil, og så er der pludselig to tusind år under hjulene. Ingen skilte, ingen souvenirbod, ingenting der råber det ud. Bare et bjerg, et hav, og en strand langt nede hvor en romersk hær engang vadede i land i mørket.

Ved landsbyen Dukat tager de sidste og stejleste sving fat. Nu er du over trægrænsen for det meste, og landskabet er bart og stort: grå kalksten, spredte fyrretræer, og en fornemmelse af at himlen kommer tættere på. Termometeret i bilen er faldet ti grader siden bugten. Du kører med vinduet nede nu, for luften er ren og kølig og lugter af tør timian og sten.

En mand står ved en klapvogn i vejkanten på et af de sidste sving. På bordet foran ham: glas med mørk honning, flasker med hjemmelavet raki, bundter tørret bjergte. Han vinker roligt, ikke insisterende. Det er et syn du møder overalt heroppe — bjergets egne varer, solgt fra en foldebord i skyggen af en fyr. Du behøver ikke stoppe. Men honningen fra Llogara er mørk som tjære og smager af netop de blomster du kører forbi.

→ Llogara-passet

Krzysztof Dudzik-Górnicki · CC BY-SA 3.0

De sidste sving op mod passet. Bar kalksten, spredte fyr, og luft der lugter af harpiks og timian.

De sidste sving — op til kanten hvor havet forsvinder

Og så, næsten pludseligt, fladet vejen ud. Du er på toppen. Llogara-passet — 1.027 meter. Der er en håndfuld restauranter med terrasser ud mod udsigten, en flok parkerede motorcykler, geder der græsser mellem fyrretræerne, og en vind der aldrig helt lægger sig. Det er det højeste punkt på hele kystvejen mellem Vlorë og Sarandë. Herfra går det kun nedad — helt ned til havet.

Gå de sidste skridt hen til kanten. Og der sker det. Bjerget falder væk under dig i en næsten lodret skråning, klædt i fyrretræer, og 1.000 meter nede ligger det Ioniske Hav — turkist ved kysten, dybblåt derude, med de hvide streger fra Dhërmis strande som en kridtlinje langs vandet. På en klar dag ligger Korfu som en langstrakt blå skygge ude i disen. Det er en af de udsigter hvor folk holder op med at tale.

Der er en gammel forklaring på hvorfor bjergene hedder som de gør. Grækerne mente at Zeus selv — vejrguden, ham med lynkilen — holdt til her, og at det var derfor tordenen slog ned i tinderne så tit. Zeus Chaonius, kaldte de ham, efter chaonerne der boede på kysten. Står du på kanten en sen eftermiddag når skyerne tårner sig op over havet, forstår du hvorfor de troede det. Vejret bliver født heroppe.

Bliv til solnedgang hvis du kan. Når solen falder mod Korfu, farves hele havet nedenfor i kobber og rosa, og luften bliver kold nok til at du trækker en trøje på — i august, i Albanien, ved havet. Det er kontrasten der gør det: sneen der kan ligge i klipperne bag dig langt ind i foråret, og det badevarme hav du kigger direkte ned i.

Her stopper etape 1. Sæt bilen ved en af terrasserne, bestil en kop kaffe, og lad det synke ind: i formiddags stod du på en flad p-plads i en støvet by. Nu står du på taget af rivieraen med et hav under fødderne og to tusind års historie i klipperne. I morgen kaster du bilen ned ad den anden side — hårnål efter hårnål — til det vand du kigger på nu.

Wikimedia Commons

Kanten. 1.027 meter oppe, og havet ligger lige nede — turkist ved kysten, Korfu i disen. Her holder folk op med at tale.

Krzysztof Dudzik-Górnicki · CC BY-SA 3.0

Krzysztof Dudzik-Górnicki · CC BY-SA 3.0

Vejen ned mod havet, Korfu i baggrunden — og de serpentiner du kaster dig ned ad i morgen.

Ned ad serpentinerne til det første hav

Fra passets kant begynder nedturen med det samme, og den er noget for sig. Vejen kaster sig ned ad bjergets sydside i en uafbrudt række hårnålesving, og for hvert sving vokser havet i forruden. Skift ned i gear og lad motoren tage noget af arbejdet — bremserne bliver varme hurtigere end du tror på en nedkørsel som denne. Kør roligt. Der er ingen grund til at haste ned til noget så smukt.

Fyrretræerne følger dig et stykke, og så tynder de ud, og pludselig er der kun bar klippe, macchia-krat og en lugt der skifter under næsen på dig: fra bjergets harpiks til noget varmere og saltere. Du kan lugte havet før du er nede ved det — tang, salt, og den tørre duft af salvie og oregano der vokser vildt i skråningerne og knuses under dæk og fødder.

Nede for enden af serpentinerne ligger Palasë — stranden hvor Cæsar gik i land, i dag en lang bue af grå og hvide sten med et par strandbarer og et vand så klart at bådene ser ud til at svæve. Lidt længere sydpå kommer du til Dhërmi, rivieraens mest kendte strand: en kilometer hvide rullesten, vand der skifter fra glasklart ved bredden til dybt kobolt derude, og bjergene der rejser sig næsten lodret bag det hele.

Stop her, også selvom det kun er formiddag. Gå ned til vandkanten, tag skoene af, og mærk stenene — de er runde og glatte og varme af solen. Vandet er koldere end du forventer, klart som luft, og bunden falder brat, så du står i turkis til knæene og dybblåt to skridt længere ude. Det er det albanske hav i en nøddeskal: for smukt til at være så tomt, og alligevel er det tomt.

Der er en tanke der bliver ved med at melde sig mens du står her: hvorfor har ingen fortalt mig om det her? Vandet er lige så klart som Sardiniens, stenene lige så hvide som Kroatiens, bjergene bag lige så dramatiske som noget i Middelhavet. Og alligevel har du stranden næsten for dig selv en formiddag i juni. Albanien var lukket for omverdenen i fyrre år under kommunismen — ingen turister, ingen kom ind, ingen kom ud — og kysten er stadig ved at vågne op til at resten af Europa har opdaget den. Du er tidligt ude. Nyd det.

→ Dhërmi-stranden

Fra Dhërmi klatrer vejen op igen — for kysten her er ikke flad, den er en række klippefremspring og bugter, og SH8 følger dem oppe i højden med havet blinkende nede til højre. Lige syd for Dhërmi, gemt for enden af en dyb kløft, ligger en af rivieraens skjulte perler: Gjipe. Du kan ikke køre helt derned. Bilen sætter du oppe ved vejen, og så går du det sidste stykke ned gennem kløften til fods — en halv times gang mellem klippevægge til en strand du deler med langt færre mennesker end du burde.

→ Gjipe-stranden

Wikimedia Commons

Vuno. Stenhuse stablet op ad bjerget, halvt forladt, halvt levende — og gassen fra havet gennem hver gyde.

Landsbyerne på klippen — Vuno, Jal, Himarë

Vejen fortsætter sydpå, og nu kommer landsbyerne. Vuno ligger klamret til bjergsiden over vandet — en klynge gamle stenhuse med tunge tegltage, smalle brostensgyder, og en kirke med et lille tårn. Halvdelen af husene står tomme, for folk rejste til byerne og til udlandet i de svære år efter kommunismens fald. Men landsbyen er ikke død. Der hænger vasketøj mellem husene, en kat sover i en vindueskarm, og en gammel kone i sort sidder på en trappesten og skræller kartofler i skyggen.

Fra Vuno kan du dreje ned til Jal — en dobbeltbugt med to strande, den ene rolig, den anden med strandbarer og et bas der ruller ud over vandet efter mørkets frembrud. Om sommeren er Jal et af de steder de unge albanere og de rygsækrejsende samler sig; om foråret og efteråret har du bugten næsten for dig selv. Det er en omvej ned og op igen, men det er den slags omvej der bliver til dagens historie.

Tilbage på SH8 ruller du videre, højt over kysten. Bjergene til venstre, havet til højre, og vejen der snor sig langs kanten i den ene bugt efter den anden. Der er strækninger her hvor du bare vil køre — ikke stoppe, ikke fotografere, bare lade vinduet stå åbent og lade den varme, salte luft strømme gennem bilen mens det turkise vand blinker mellem oliventræerne nedenfor.

Og olivenlunde er der. Skråningerne mellem landsbyerne er dækket af gamle, knudrede oliventræer — nogle af dem flere hundrede år, med stammer så vredne at de ligner frosne flammer. Her dyrkes olie som der er blevet gjort i årtusinder, og om efteråret ligger nettene bredt ud under træerne for at fange frugten. Lugten af oliven, tør jord og hav er duften af hele denne kyst.

Himarë er etapens store by — hvis man kan kalde noget så roligt en by. Den ligger delt i to: den gamle bydel oppe på en klippe med en borgruin, og den nye del nede ved havnen og strandene. Himarë er en af de landsbyer på kysten hvor du stadig hører græsk talt i gaderne — en gammel, græsktalende befolkning har boet her så længe nogen kan huske, og skiltene er tit på begge sprog. Sæt bilen, gå en tur langs havnen, og køb en kaffe et sted hvor de gamle mænd sidder.

→ Himarë

Syd for Himarë bliver kysten blødere. Vejen falder ned mod vandet, og landskabet åbner sig. Her ligger Livadhi og Qeparo med lange strande og oliventerrasser der løber helt ned til stenene. Kør langsomt — det er en af de strækninger hvor du hele tiden får øje på en ny bugt du gerne vil stoppe ved, og hvor du sagtens kan bruge en time mere end du havde tænkt.

Og så, på en lille halvø der stikker ud i en næsten cirkelrund bugt, dukker den op: Porto Palermo. En fæstning, formet som en trekant, lav og massiv, med tre bastioner og mure af grå sten. Bugten omkring den er så stille og lukket at vandet ligger som et spejl, og fæstningen spejler sig i det på hovedet. I oldtiden hed stedet Panormos — "den altid gode havn" — fordi bugten giver læ i al slags vejr.

Fæstningen blev bygget omkring 1804 for Ali Pasha af Tepelena — en albansk stormand der herskede over det halve af det vestlige Balkan fra sin borg i Janina, og som ikke stolede på et menneske, ikke engang sultanen i Istanbul. Han brugte Porto Palermo som flådebase. Senere, under kommunismen, gemte den dybe bugt en hemmelig ubådsbase, og hele fæstningsområdet lå militært lukket bag hegn — utilgængeligt for almindelige albanere i årtier. Du kan gå ind i det hexagonale midterrum under den hvælvede loft, ud på bastionerne, og ud på selve spidsen af halvøen hvor der ikke er andet end sten, hav og vind.

→ Porto Palermo-fæstningen

Pudelek · CC BY-SA 4.0

Porto Palermo. En trekant af sten på en halvø, spejlet i en bugt uden en fold. Ali Pashas fæstning — senere vagt over en hemmelig ubådsbase.

Wikimedia Commons

Himarë. Delt i to — den gamle by på klippen, den nye ved havnen — og græsk stadig at høre i gaderne.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Gjipe, gemt for enden af sin kløft — og Jal, hvor bassen ruller ud over vandet efter mørkets frembrud. To bugter, to temperamenter.

Ud af bugten forbi Qeparos stenlandsby

Du forlader Porto Palermo langs bugtens inderside og kravler op på SH8 igen. Med det samme får du Qeparo at se — eller rettere to Qeparo'er. Nede ved kysten ligger det nye Qeparo med sin strand. Men kig op ad bjerget, og der ligger det gamle: Qeparo i Vjetër, en middelalderlandsby af gråstenhuse klumpet sammen på en klippehylde, med smalle stræder og en fæstningskirke i midten. De fleste huse står tomme nu. Men det er et af de smukkeste steder på hele kysten at gå en formiddagstur.

Vil du op i den gamle landsby, drejer du fra hovedvejen og kører den snoede lille vej opad. Det er værd at gøre. Oppe i Qeparo i Vjetër er der ingen biler, ingen støj, kun sten, sol og en enkelt gammel mand der luger i en køkkenhave mellem to ruiner. Kig ud fra kanten af landsbyen: hele kysten breder sig ud under dig, olivenlundene, havet, og de næste bugter du skal køre igennem.

Tilbage på hovedvejen fortsætter du sydpå, og nu mærker du at kysten er ved at skifte karakter. Bjergene trækker sig lidt tilbage fra vandet, hældningerne bliver blidere, og der bliver plads til noget der ikke var plads til før: lange, sammenhængende strande. Vejen falder ned mod en af de længste af dem alle — Borsh.

Gentiana Mullalli · CC BY-SA 4.0

Qeparo i Vjetër — den gamle by på klippen. Ingen biler, ingen støj, kun sten og en mand der luger sin have mellem ruinerne.

Olivenkysten — Borsh og de lange strande

Borsh er en anden slags riviera. Hvor Dhërmi var hvide sten og lodrette bjerge, er Borsh en lang, blød bue af strand — flere kilometer af den — med et hav der bliver lavt og lunt, og en bagvedliggende slette dækket af oliventræer så langt øjet rækker. Det siges at være en af de største olivenlunde på hele kysten, hundredtusindvis af træer, nogle af dem meget gamle. Om efteråret hænger luften tung af duften når frugten presses.

Kør ned til stranden og stil bilen. Borsh er stedet hvor du holder en lang pause — ikke et hurtigt fotostop, men en rigtig pause, hvor du bader, spiser en tallerken grillet fisk et sted ved vandet, og lader eftermiddagen gå. Vandet er roligt og klart, bunden falder blidt, og der er plads nok til at du kan finde din egen strækning selv midt om sommeren.

Oppe på bjerget bag stranden ligger resterne af Borsh-borgen — en fæstning fra middelalderen, bygget og genbygget af alle der har villet kontrollere kysten. Der er ikke meget tilbage: en mur, et tårn, et par hvælv. Men udsigten fra deroppe over den lange strand og olivensletten er lønnen for turen op. Og som så mange steder her: du deler den sjældent med nogen.

Der er også et vandfald i Borsh, hvis du har tid — en lille kilde der springer ud af klippen ved foden af borgen, med et gammelt vandmøllehjul og en osmannisk bro i nærheden, og vand så koldt at det tager vejret fra dig når du har stået i solen. Det er et af de steder hvor du mærker at denne kyst ikke kun er strande: den er også olivenlunde, kilder, gamle broer og ruiner, alt sammen inden for gåafstand af hinanden.

→ Borsh-stranden

Fra Borsh klatrer vejen op igen og lægger sig højt over kysten på det sidste stræk mod syd. Du passerer Lukovë og Piqeras, små landsbyer på skråningerne, med afstikkere ned til bugter som Bunec og Krorëz hvor vandet er så klart at det næsten gør ondt at kigge på. Det er en af de mest storslåede strækninger på hele turen: vejen svævende højt oppe, havet blinkende langt nede, og Korfu der langsomt kommer nærmere ude i strædet.

For hver kilometer bliver den græske ø tydeligere. Først en blå skygge, så en silhuet af bjerge, så noget du kan skelne detaljer i: huse, en havn, en fyrtårn. Strædet mellem Albanien og Korfu er smalt her — på det smalleste kun få kilometer — og en sommeraften kan du se solen gå ned bag øens bjerge og lysene tænde en efter en på den anden side. To lande, ét smalt bånd af vand imellem.

Så åbner landskabet sig, og Sarandë breder sig ud foran dig i en stor, åben bugt. Efter alle de små landsbyer virker byen næsten stor — en halvcirkel af hvide bygninger op ad skråningerne, en lang strandpromenade, både i havnen, og et mylder af liv der er en anden verden end de stille bugter du kom fra. Sarandë er rivierens sydlige endestation, springbrættet til Korfu og til oldtidsbyen Butrint lige syd for byen.

Navnet Sarandë kommer fra græsk — Agioi Saranda, "de fyrre helgener" — efter fyrre kristne martyrer fra oldtiden, som et gammelt kloster i byen var viet til. Kør ned langs promenaden, mærk pulsen, køb en is. Men bliv ikke nede i byen til aften. For det bedste udsigtspunkt ligger oppe over den.

Sarandë er også byen hvor rejsende hopper på færgen til Korfu — den lægger til i havnen og er ovre på en lille halv time. Du kan se øen herfra, og en del af dem der spadserer på promenaden er dagsgæster den anden vej: grækere og feriegæster fra Korfu, der er taget over strædet for at spise billigere og bade et nyt sted. Det er en by med to blikke — ét mod bjergene den ligger op ad, ét mod øen den kigger på tværs af vandet.

Op til Lëkurësi hvor Korfu ligger og lyser

Fra Sarandë drejer du op ad en snoet vej mod syd og klatrer de sidste par kilometer op til Lëkurësi-borgen — en osmannisk fæstning fra 1500-tallet, rejst højt oppe på en høj så herskerne kunne holde øje med både byen, bugten og skibene ude i strædet. Fra murene har du hele kysten for dine fødder: Sarandë-bugten lige nedenunder, de små øer ved Ksamil mod syd, det Ioniske Hav, og Korfu som en lang ryg af bjerge ude i det gyldne lys.

Det er her ruten slutter, og den slutter rigtigt. Kom herop sidst på eftermiddagen og bliv til solnedgang. Når solen falder mod Korfu, farves hele bugten i kobber og rosa, lysene begynder at tænde i Sarandë nedenunder, og de tænder på den anden side af strædet også — og et øjeblik kan du ikke se hvor det ene land holder op og det andet begynder. Det er kun vand imellem, og vandet er fyldt med lys.

Tænk tilbage på hvor du startede. For to dage siden stod du på en flad p-plads i en støvet havneby ved en grå bugt. Så kørte du op i et bjerg opkaldt efter torden, stod på en kant hvor havet forsvandt, kastede dig ned ad serpentiner til hvide strande, forbi græsktalende landsbyer og en pashas trekantede fæstning, langs en olivenkyst — og nu står du her, på en borg over det sidste hav, og kigger ind i et andet land.

148 kilometer. Ét bjergpas. Hele Den Albanske Riviera fra top til tå. Og næsten ingen ved det endnu. Det er noget af det bedste ved at køre denne kyst nu: du er tidligt ude. Om ti år er der måske hoteller i hver bugt. Lige nu er der stadig strande hvor du kan gå ti minutter og være alene, landsbyer hvor tiden er gået i stå, og et hav der lyser som om nogen har tændt det indefra.

→ Lëkurësi-borgen

Wikimedia Commons

Borsh. Kilometerlang, blød og lav — med hundredtusindvis af oliventræer bag stranden. Stedet hvor du holder den lange pause.

Wikimedia Commons

Fra Lëkurësi-borgens mure. Sarandë nedenunder, øerne mod syd, Korfu i det gyldne lys. Her slutter ruten — og den slutter rigtigt.

Wikimedia Commons

Ksamils øer mod syd — næste morgens fristelse — og kystvejen du lige har kørt fra ende til anden.